Det var så pinligt. Alt det, som Darkhan havde forsøgt at holde hemmeligt, florerede nu som rygter rundt på hele paladset. Darkhan havde haft besøg af en ung, smuk glædespige. Darkhan havde endda købt magiske hjælpemidler, inden hun kom. Darkhan var samtidig varm på en af tjenestepigerne. Det holdt aldrig op! Og kun ét af rygterne var sande, men ingen troede på ham, når han sagde, at han bestemt ikke havde haft en glædespige på sit værelse. De magisker hjælpemidler var et fejlkøb, som en af de dumme tjenere havde købt. Han kunne dog ikke løbe fra, at han var lidt lun på en af paladsets tjenestepiger. En ung, mørk pige, ved navn Sonani. Det kunne ses i hans ansigt, og hans klodsede adfærd, hver eneste gang hun gik forbi. Men han ville benægte alt alligevel!

Hver dag forsøgte Darkhan at slippe lidt væk fra rygterne. Han brugte som regel længere tid på at gemme sig på værelset, men der kunne han heller ikke sidde hele dagen. Så nu var han tøffet ud i haven, hvor han kunne sidde i de bløde puder med et lille fad frisk frugt på bordet og et glas sød lemonade med skiveskåret citroner i. Indtil videre havde han fået lov til at sidde her alene. Slappe fuldkommen af i duften af de eksotiske blomster og lyden af springvandet der brusede.

Darkhan blev afbrudt i sin afslapning, da han hørte en velkendt stemme.
"Kan jeg hente mere lemonade til Dem, hr. Al Sabar?" Den unge tjenestepige Sonani stod ved bordet og afventede svar. Darkhan blev knaldrød i kinderne og rystede så svagt, men hurtigt på hovedet. Hun smilede, nejede lige så fint og forsvandt indenfor. Han stirrede efter hende, rakte ud efter et nyt stykke frugt fra fadet, men endte i nervøsitet med at vælte hele fadet ned på jorden i stedet. Han bed tænderne sammen, men kaldte ikke efter Sonani igen. Det ville jo bare gøre det hele meget værre, hvis hun så hvor klodset han var.

Aaliyah havde overstået hendes små gøremål, det var ikke mange, men et par små møder igennem dagen, med hendes fader og familie. Hun havde tilladt sig at sove lidt længere denne morgen, inden hun havde fået serveret morgenmaden på værelset og derefter taget et bad, for så at trække i en af silkekjolerne og nu havde hun egentligt resten af dagen foran sig, og til sig selv. 

Aaliyah bevægede sig ud mod familiens og paladset store haver, og mødte på vejen den unge tjenestepige Sonani, hilste pænt og sendte hende et smil. At hun kom ude fra haven, indikerede at et af familiens medlemmer helt sikkert sad her ude, og det ville måske være en lejlighed til at få lidt familie tid, med hvem der nu sad herude. 
Hun nåede dog ikke længere ud, før at hun hørte et fad ryge på gulvet, hvorefter hun satte lidt mere fart i hendes ben og gik nysgerrig ud i haven.
Darkhan, hendes halv lillebror, sad i de bløde puder, omringet af et frugthav som før havde lagt på fadet, men nu lå rundt omkring ham. Hun kunne ikke lade være med at få et lidt fjoget smil på læberne, over hvad der var sket, men holdt hendes grin indeni. 
"Darkhan?" Spurgte hun nysgerrigt, "Hvad laver du? Skal jeg ikke lige hente Sonani?" Nu var hun lige gået forbi hende, så hun kunne jo sagtens lige nå at fange hende, så hun kunne hjælpe med at samle frugten op. Det kunne hun jo selvfølgelig også selv hjælpe med.

Der havde været nogle rygter omkring flere ting hos Darkhan, både det at han havde et følsomt hjerte for en af tjenestepigerne, men også det at han skulle have haft besøg af en glædespige og indkøb af hjælpemidler, hvor mange af disse som var sande var hun ikke klar over, men det ville måske ikke være velset. Men det var måske heller ikke hende at blande sig i dette, Aaliyah havde hvert fald ikke været den person som havde råbt højt omkring disse rygter eller deltaget i snakken.

Darkhan gav sig straks til at samle de mange stykker frugt op fra jorden. Det var ellers ikke så ofte man så ham gøre noget selv, han var uden tvivl mester i at udnytte både tjenestefolk og slaver. Til tider også sine søskende, hvis han kunne få dem til at lave noget, så han kunne slippe. Men han ville hellere selv rydde op denne gang, end han ville kalde Sonani tilbage.

Det gibbede i ham, gav ham næsten et helt synligt chok, da han hørte Aaliyahs stemme kalde hans navn.
"Hvad? Nej!" Han lød næsten helt panikslagen, inden han rømmede sig.
"Nej, det er fint," sagde han straks efter, denne gang langt mere roligt. For en dreng der ellers altid enten var munter eller direkte led, når han var på krigsstien, var det en sjældenhed at se ham så nervøs og klodset.

Alle stykker frugt blev samlet på fadet, som derfra blev stillet tilbage på bordet. Darkhan satte sig til rette igen og bandt det mørkeorange silketørklæde fri fra omkring halsen, så han kunne bruge det til at tørre hænderne.
"Sig ikke, at du har fundet mig for at spørge ind til det der rygte?" Han hentydede uden tvivl til rygtet om en glædespige på hans værelse, for det var vist det, han var blevet spurgt om flest gange nu. Det var jo ikke ligefrem fordi deres fader gik stille med dørene og han var dén, der tog imod pigebarnet, den dag hun var her.

Det mest oplagte var da at hente Sonani, så hun kunne hjælpe med at samle det op. Hun var trådt ind på paladset, i det sekund hun var kommet ud og have set fadet ryge til gulvet. Aaliyah kendte sin bror godt nok til at vide, at han ville gøre alt for selv at undgå at skulle lave noget. Han brugte paladset tjenere, slavere og hvis han kunne komme til det, så også hans søstre til at hjælpe sig, så han ville undgå at lave noget. Var verden dog af lave? 

Aaliyah bukkede sig ned på gulvet sammen med Darkhan for at hjælpe ham med at samle op, nu hvor han ikke ønskede at have hjælpe fra tjenerene, som egentligt var dem der skulle gøre dette. 
Det var tydeligt at høre at han var i sit vante humør, som han svarede hende, men der var samtidig en nervøsitet i hans stemme. Måske var det rygtet som gik ham på. 
Hans efterfølgende ord var dog kommet lidt ned i tone, og lå noget mere roligt i hans mund. Hun kendte ham så godt, og det kunne af og til være så frygteligt med hans temperament. Hun trak blot skuldrene af hans svar, når han nu ikke ville have hjælp, så skulle hun nok. 

Som fadet nu stod på bordet igen med al frugten på sig, kunne de nu sætte sig. Hun satte sig overfor ham, og lod blikket glide over på ham. Frugten skulle man nok ikke spise af igen. "Hvorfor skulle jeg dog bruge min tid, på at finde dig, for at spørge om sådan?" Hun ville ikke lyde hård, men en snert derhen ad. Selvfølgelig kendte hun rygtet, men så lavt sank hun ikke. Inderst inde var hun måske lidt nysgerrig på hvad der var sket, men det var han helt sikkert ikke i humør til at fortælle. "Hvorfor lader du sådan et rygte gå dig på?" 

 

Darkhan ville hellere selv samle op, end at kalde Sonani tilbage. Han havde intet behov for at lade hende se ham være så klodset, ikke mere end hun allerede havde førhen. Men lige så snart hans søster gav sig til at hjælpe, trak han sig tilbage. Hvis han kunne slippe for det og lade hende gøre arbejdet, var det helt fint for ham.
Han rettede sig op og satte sig tilbage i de bløde puder, uden et eneste tak eller tegn på taknemmelighed for Aaliyahs hjælpende hånd. I stedet kunne han nu sidde og betragte hende rydde op for sig, en opgave langt de fleste vel var vant til, når det kom til Darkhan.

Brynene rynkede sig i en lidt mut mine.
"Det gør jeg heller ikke!" Udbrød han, som forsøgte han straks at forsvare sig, trods det overhovedet ikke var nødvendigt. Det var ingen hemmelighed i familien, at der ikke skulle meget til at stikke til drengen, der bestemt ikke kunne holde sine følelser i skak.
"Rygtet går mig ikke på. Det går mig på at hele paladset snakker om det, når det ikke passer. Har du hørt, hvad de siger om mig?!" Han sagde det ikke gik ham på, men det var tydeligvis løgn. Det var heller ikke første gang han havde brokket sig, og denne gang kunne hans brok gå ud over Aaliyah.
"Jeg tør slet ikke at tænke på hvad tjenestefolkene og slaverne tænker om mig." Sladderen gik hurtigt mellem tjenestefolkene og rygterne udviklede sig oftest til noget meget andet, end det startede med.  Hvad ville Sonani ikke sige?! Hun vidste uden tvivl lige så meget, som alle andre. Mon hans søster ville bide mærke i, at Darkhan lige pludselig gik op i hvad slaverne og tjenefolkene tænkte om ham? Det plejede han bestemt aldrig at gøre.

Det kom slet ikke bag på hende, at Darkhan trak sig tilbage og lod hende gøre arbejdet. Der var ikke et familie medlem som var mere doven og respektløs end ham. Aaliyah havde ikke noget problem med at hjælpe, men hun havde virkelig regnet med at han selv ville hjælpe med at rydde op, når det var ham selv som havde lavet rodet. Darkhan havde altid haft det nemt ved at smyge sig uden om ting, hvor man forventede en hvis deltagelse eller respekt fra hans side af. 
Hun fik ryddet op og kunne derefter sætte sig i divaen, overfor hvor han allerede havde sat sig tilrette. Hun var ikke i bedre humør af den handling, og blot efter at have været sammen med man i den korte tid, var hendes humør blevet mere irriteret. 

"Gør du ikke?" Hun kiggede over på ham, med et seriøst blik. Hvorfor forsvarede han sig så selv, på den måde? Hvis han ikke lod det påvirke havde han været ligeglad med hvad folk sagde. "Ja, jeg har hørt rygterne om dig, Darkhan" Svarede hun blot, hvem havde ikke det? "Men at sige at du ikke lader det gå dig på er en løgn. Hvis det ikke gik dig på, ville du være ligeglad med hvad folk sagde om dig" Hun havde selv levet med rygter hele livet, hun vidste selv hvordan det var. 
"Hvorfor går du op i hvad de tænker? De er dine tjenere, ikke andet. Deres mening og ord, burde ingen betydning havde for dig." Måske så havde han alligevel et ømt punkt overfor Sonani, som han ellers benægtede, sammen med rygtet om hans lille rejsning problem. "Og hvad så hvis folk taler om det? Det du oplevede er relativ normalt for en mand i din alder" Mænd i alle aldre. Det var slet ikke noget at skamme sig over.

"Sonani?! Kommer du lige her ud" Råbte hun efter tjeneren, om hun kunne hører hende var ikke sikkert.
Da den unge kvinde trådte frem, fangede Aaliyah hendes blik og sendte et smil, "Sonani, Darkhan havde et uheld. Vil du skifte frugt fadet ud med et nyt og komme med lidt vin?" Spurgte hun pænt.

Man kunne se Darkhan blive mere og mere rød i hovedet, og Aaliyahs gravende ord hjalp ikke det mindste. Darkhan bed tænderne hårdere og hårdere sammen, og armene blev lagt muggent over kors. Han blev uden tvivl kun så sur at se på, fordi hun havde ret, men det ville han da aldrig indrømme. Helt tavs sad han og lyttede til hendes dumme svar. Han havde muligvis sagt for meget, netop fordi det gik ham så meget på, men han ville da ikke have sandheden smidt i ansigtet på den måde. Fra nu af var det nok bedst ikke at sige noget som helst, holde sig tavs og lade som om hun selvfølgelig ikke havde ret.

"Aaliyah!" Udbrød han, ved hendes hentydning om at rygtet skulle være sandt, og at det var helt normalt. Der røg hans beslutning om at forblive tavs. Han åbnede munden, skulle lige til at sige mere, men lukkede straks i, så snart hun kaldte efter Sonani. Han rettede ryggen lidt, så lige pludselig en hel del mere panisk ud, mens Sonani kom ud. Han skænkede hende ikke et eneste blik, det kunne han ikke få sig selv til. Slet ikke når Aaliyah skulle nævne hans lille uheld.

Sonani gjorde pænt som der blev bedt, nejede og nikkede respektfuldt til dem begge, inden hun tog fadet med sig og forsvandt ind igen. Darkhan skævede efter hende, sikrede sig at hun var helt inde, før han rettede sin opmærksomhed mod søsteren igen. Udtrykket i ansigtet var på et splitsekund gået fra panisk til vredt.
"Du kan da ikke antyde, at rygtet taler sandt, når hun er så tæt på! Tænk, hvis hun troede, at det var rigtigt!" Han rømmede sig lidt. Han havde gjort sin lille forelskelse mere end tydelig nu, men forsøgte alligevel at redde den;
"Jeg mener ingen må tro, at det er sandt, for det passer ikke. Lad mig lige være helt klar; Det er ikke et problem jeg har og det er ikke noget, jeg oplevede!" Nu lød det sikkert bare som om han løj, for at redde den lille snert af værdighed, han ikke havde tabt på gulvet endnu. Som om han ville bilde hende ind, at det ikke passede, når det faktisk gjorde. Darkhan kunne kun finde trøst i, at han vidste hvad der faktisk var sket. Det hele var bare en misforståelse!

Det var tydeligt at se på ham at hun egentligt havde ret, men det ville hun aldrig få ham til at indrømme, hvilket hun tydeligvis heller ikke havde behov for. Den måde som armene blev lagt over kors, den måde som hans ansigt blev en smule rødere og mundvigene kun pegede ned ad, sagde alt om Darkhan lige nu og han var ved at blive sur. 
Aaliyah var på ingen måder kommet her ud, hverken for at gøre rent efter ham eller påpege at disse rygter var sande, men nu hvor de havde ramt emnet, kunne da det være fint at belære ham lidt om kroppen og at den slags var ganske normalt - om man så havde taget en drik eller ej. Det var en normalt fysisk reaktion. Aaliyah kunne være ligeglad med hvem og hvordan det var sket.'

Hun kiggede over på ham med et roligt blik, som han udbrød hendes navn, måske fordi at hun havde ramt et punkt hos ham. Som hun kaldte på Sonani skiftede han tydeligvis position, og rettede ryggen. Hun havde kun kaldt hende herud, for at rykke lidt til ham, for at se hans reaktion på hendes tilstedeværelse, blot for at prikke til ham, for hun havde hørt at rygtet indebar hende. 

Sonani var en fin tjener, en ung kvinde som gjorde det som hun blev bedt om. Hun kom ud til dem nejede og nikkede til dem begge, inden hun forlod stedet med fadet i hendes hænder.
Hun kunne ikke lade være med at smile over hans ord, fordi at han mere eller mindre afslørede sine følelser for Sonani overfor hende, det indikerede den måde han havde rettet sin ryg på, da hun kom ud. 
"Darkhan.." Sagde hun roligt og kiggede over på ham, "Jeg ved ikke hvad der skete den dag, og jeg ved ikke om rygtet er sandt, men at en krop reagere sådan når man ser en kvinde man er glad for er helt normalt" Forsøgte hun igen, men ville det nytte noget? Ville den stædige lille rad lytte til hende?
"Jeg vil heller ikke mene at det er et problem, det er blot sådan din krop reagere. Jeg ved godt det er en mærkelig følelse i din alder" Der ville alligevel gå nogle år, for at han var klar til den slags. "Men uanset hvad der skete så betyder det intet Darkhan, lad være med at lade det gå dig på"

Åh nej. Darkhan følte sig mere og mere utilpas. Ikke nok med at han skulle leve med de rygter, som hele paladset talte om, skulle han nu sidde og lytte tålmodigt til sin søster, som ville have den snak. Det var han ikke klar til. Han vidste, at deres fader uden tvivl mente, at han var mere end gammel nok til den slags, men Darkhan var ikke enig. Han ville ikke vide noget om det emne, heller ikke selvom hans krop tydeligvis reagerede. Måske det ville være lettere at håndtere, hvis hans klistrede følelser ikke gik ud over en tjenestepige. Med hans syn på tjenestefolkene generelt, var det jo direkte forkert at føle noget som helst andet en overlegenhed i deres nærvær.

Darkhan så mere og mere misfornøjet ud. Ikke direkte vred længere, selvom det helt bestemt stadig kunne ses i hans blik. Nu så han samtidig lidt kvalm ud.
"Der skete ikke noget!" Han stod fast ved, at det hele var løgn, ingen skulle tro andet. Selvom han godt vidste, at han nok ikke kunne overbevise nogen om noget. Darkhan lænede sig tilbage og rettede straks blikket mod gulvet, da Sonani kom ud igen, denne gang med et nyt fad og friskt frugt placeret på det i den ene hånd og et glas vin i den anden. Hun satte fadet fra sig på bordet og stillede glasset på bordet foran Aaliyah, nejede pænt af og forsvandt igen.

I mellemtiden havde Darkhan selvfølgelig tænkt på hvordan han skulle slippe for at snakke om sig selv, selvom det som regel aldrig var et problem for ham.
"Men du har nok ret; Jeg burde ikke lade det gå mig på." Han trak let på skuldrende og rettede blikket mod Aaliyah igen. Hun kendte ham godt nok til at kunne se det glimt han havde i øjet, det glimt der altid lå og lurede, når han var på krigsstien.
"Rygterne forsvinder trods alt på et tidspunkt, når der sker noget nyt. Du vil til gengæld altid være familiens sorte prinsesse." Tonen var blød, langt blødere end den burde være, når han valgte at provokere, hvilket oftest kun gjorde ham endnu mere irriterende. Men forhåbentligt ville det få opmærksomheden væk fra ham selv.

Okay, det var måske ikke Aaliyahs ting at stå der at lærer ham om kroppen og den samtale det var der helt sikkert andre i familien der ville tage med hamu , hun var trods alt hans storesøster og så dum var han forhåbentligt ikke, at han ikke vidste hvordan en krop fungerede. Der havde været medlemmer i familien, som på hans alder var længere end ham, trodsalt. 
Det handlede heller ikke om rygtet, der var hun virkelig ret ligeglad, for om det var sket eller ej, hun forsøgte blot fortælle at det var normalt, både at ens krop reagerede på den måde, men ikke mindst at få følelser for en kvinde - at det så var en tjenestepige, den måtte han nok tage med deres fader. 

"Det er også helt fint! Ingen grund til at snerre af mig" Hun vidste godt at hun måske selv havde irriteret ham, på en måde med at bringe emnet på banen, men når det ikke var en større ting en det, så virkede det bare langt ude, at lade sig sådan gå på. Aaliyah smilede til Sonani som hun kom igen, og kiggede over på Darkhan efterfølgende og så hvordan hans hoved gled ned på gulvet da hun trådte ud og hurtigt var væk igen. 

Hvad havde han nu gang i? Hun kendte det blik lidt for godt til at vide at den vrede sig, måske nu var pakket væk til fordel for en hel anden side af hans person, en side som hun kort fik et glimt af da han lod hende samle sit rod op. "Det synes jeg bestemt ville være en god idé" Hun kunne blot vente på hvad han havde i ærmet, og frygtede lidt for hvordan han ville vende dette eller gøre noget andet dumt.
Det var både fejt og dumt at bringe det på banen, det var på ingen måder sjovt eller i orden, det han gjorde der. Han var bekymret for sine følelser over for en tjeneste pige, og han gik direkte efter hende. "Føler du det der var fair?" Hendes blik var nærmest skuffet over hans ord, "Blot fordi at du har følelser for en tjenestepige.." Måske kunne det ramme ham.

Darkhan fnøs. Der var altid en grund til at snerre af andre. Hvis det ikke var deres egen skyld, så skulle hans følelser helt bestemt gå ud over dem. Det skulle dog ikke gå den anden vej, men han var ikke klar over, hvordan han ellers skulle håndtere dem. Det var lettere at skubbe dem væk og lade sin vrede og frustration gå ud over alle andre i paladset. Tjenefolkene fik oftest hans drengestreger at føle, når de fik ballade for noget han havde gjort, men hans søskende havde det uden tvivl værst. Han kendte dem langt bedre end han kendte tjenestefolkene og slaverne, og kunne efterhånden sige ting, der gjorde rigtig ondt.

Denne gang gik det også helt som forventet. Han havde smidt en grim kommentar afsted mod sin søster, og endda smilet lidt, mens han gjorde. Hun reagerede præcis som han havde forventet, hun blev tydeligvis såret over hans ord, men han havde ikke set det komme, at hun ville smide noget tilbage. Det gjorde ham selvfølgelig kun mere sur.
"De eneste følelser jeg har for tjenestefolkene, er følelsen af at være bedre end dem," snappede han igen med en vis hårdhed i stemmen.
"Næsten samme følelse jeg har over for kvinder," tilføjede han kort efter i samme tone, udelukkende kun for at provokere endnu mere. Trods den ustyrlige lyst til at irritere og håne, gjorde det dog ikke hans følelser mindre sande. Darkhan følte sig uden tvivl bedre end kvinder, det inkluderede selvfølgelig også samtlige af hans søstre.

Darkhan burde virkelig opleve en dag, uden at have tjenere eller hans søskende ved hans side. Der var ingen af hendes søskende, end ikke hende selv, som brugte tjenerne så meget som Darkhan gjorde. Det var helt utroligt den måde som han behandlede andre og sine omgivelser på, med mindre det kom til Sonani. Hans fnøs fortalte hende mere end rigeligt om den mening han havde om andre, som ikke lige makkede ret efter hvad han ønskede. 

Han havde selvfølgelig ramte hende på et punkt, hvor det gjorde ondt. Rygtet som havde fulgt hende det meste af livet, havde været svært at kapere på flere tidspunkter, men hun følte at hun nu var nået et sted, hvor hun kunne leve med det og ikke mindst ikke gjorde lige så ondt, som det ville have gjort førhen. Men hun følte stadigvæk smerten, især når det kom fra familien, men Darkhan kunne man ikke forvente andet fra. 
"Jeg har ellers ladet mig fortælle at din krop fortæller andet, når en bestemt tjeneste kvinde kommer din vej." Hun måtte bestræbe sig på ikke at lade sit temperament stige mere end nødvendigt, og så ellers bare give tilbage af samme måde, som han gav hende. Rygtet vidste hun ville gå ham på, og hvis hun kunne bruge det lidt mere mod ham. "Var din mund og hav noget respekt for din familie!" Tonen fra hende var nu hård og hendes ansigt ændrede karakter. Hun var ikke sikker på at hun kunne holde sit temperament indenbords, "Hvis det ikke havde været for din mor, så havde du ikke været her, dit utaknemmelige barn."

Aaliyahs kommentar ramte ham uden tvivl. Man kunne se kæben blive endnu tydeligere, da han bed tænderne hårdt sammen i vrede og kindernes farve var ikke længere grundet flovhed, men fordi han var begyndt at blive godt sur. Mere sur, end han allerede var. Der skulle oftest heller ikke meget til at trykke på de rigtige knapper, selv de mest uskyldige kommentarer var flere gange endt i råben og skrigeri fra den unge Kazimi.

"Min mor var ikke andet end en fej forræder, der var dum nok til at blive opdaget," vrissede han. Da Darkhan var helt lille og lige pludselig fik at vide, at han ikke længere kunne se sin mor, endte det i flere dages tårer. Men hans holdning havde tydeligvis ændret sig til direkte had, til den kvinde som forlod ham, hende som valgte at forlade sine børn.
"Fortæl mig lige igen, hvorfor jeg skulle vise den mindste smule respekt overfor jeres køn, når mine forbilleder er hende og..." Han rynkede næsen og lod lige blikket glide nedladende op og ned af sin søster. "... dig," fortsatte han kort efter. Det var som regel ikke let at høre, når Darkhan sagde noget i alvor eller bare fordi han var gal. Trods hans udsagn om sin mor var rigtigt nok, var de næste ord sagt i ren vrede grundet situationen. Men det var selvfølgelig meningen, at det skulle ramme hende, at hans ord skulle gøre direkte ondt.

Nu vidste hun da at det rygte som han selv havde startet med at ligge ud på bordet i deres samtale, betød så meget for ham, og virkelig gjorde ham sur. Hun vidste ikke hvad der var sket den dag, om rygtet talte sandt, men det vidste hun nu, det havde været tydeligt igennem hele samtalen. 
Det var ikke noget specielt rart møde mellem de to familie medlemmer, som var ved at bude hovederne af hinanden, og måske burde hun være den voksne og trække sig.

Han havde nu ret i hans ord, hun havde været en forræder som havde stukket familien, hvilket der selvfølgelig ikke blev set let på. Men om alle omstændigheder, så havde han ikke været til, hvis det ikke havde været for ham.
Hans ord om kvinder mødte hende direkte, men hun vidste også godt at det var den holdning som de fleste mænd i familien havde, men ville han sige det samme til Meena, hvis det var hende han stod overfor?
Han gjorde hende ufattelig vred, der kogte inde i hende, især da han kastede hende med ind i spørgsmålet.

Kogende af raseri, rejste hun sig fra sin plads i puderne og gik over mod ham. Hånden kom flyvende med sådan en fart og kraft, at da hud mod hud ramte hinanden smældede og sang lyden så højt at det uden tvivl ville kunne høres. 
Følelsen i hendes hånd bekræftede at slaget helt sikkert gjorde ondt på ham. Det var måske ikke den bedste løsning at slå ham, men lige nu måtte hun slå respekten ind i ham. 

Darkhan fik intet svar tilbage og i et kort øjeblik troede han, at han faktisk havde vundet deres diskussion. Skænderi. Han kunne næsten ikke lade være med at se direkte hoverende ud, selv da han så hende rejse sig. Skulle hun til at gå? Smilet om hans læber bredte sig, selv da hun nærmede sig, men lige så snart hånden ramte og fik ham til at dreje hovedet, forsvandt smilet straks. Man skulle næsten tro, at Darkhan var vant til at få et slag eller to, så strid han kunne være over for sine søskende, men det var ikke tilfældet.

Han brugte lige et øjeblik på at stirre ned i puder ved siden af sig, inden han rettede blikket tilbage mod Aaliyah. Han så rasende ud, men udtrykket blev dæmpet en lille smule af de tårer, som langsomt samlede sig i øjnene. Straks rejste han sig, lagde begge hænder mod hendes skuldre og skubbede så hårdt han kunne til hende.
"Hvad bilder du dig ind?!" Råbte han hæst, påvirket af både raseri og chokket over at have fået en lussing, og så højt, at halvdelen af paladset ville kunne have hørt det.
"Nu forstår jeg hvorfor du aldrig har fundet dig en mand, hvis det er sådan du behandler dem!" Han var uden tvivl ikke tilfreds, men han ville aldrig indrømme, at han selvfølgelig havde fået den lussing, fordi han ikke selv kunne finde ud af at vise respekt. Det var jo ikke hans egen skyld!

Han havde trådt langt over grænsen, og hun fandt sig ikke i det mere. Han var uopdragen! Hun forstod ikke smilet, som broderen bragte på sine læber, men han kunne selvfølgelig heller ikke være klar over hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde overvejet at gå og forlade ham til sig selv, men da han havde nævnt sine sidste ord, trådte han over grænsen og hun havde besluttet sig. 
Smilet forlod hurtigt hans læber, som hånden havde ramt huden på hans kind. Hun kunne se hvordan farven ændrede sig, og hurtig blev rød efter hånden. Man skulle tro med hans opførsel at han ville have modtaget flere af den slags i hans liv, men desværre ikke.

Selvom Darkhan stod og kiggede ned i puderne, efter slaget, gik det ellers meget hurtigt. Hun så tydeligt raseriet i hans ansigt, men samtidig de små tårer som var ved at samle sig i hans øjenkrog og det var den reaktion hun ønskede. Det skulle gøre ondt på ham, at træde så ved siden af. 
Hun blev overrasket over hans handling, som han lagde hænderne på hende og skubbede så hårdt som han kunne og hun røg bag ud og måtte gøre alt for at beholde balancen og ikke falde over bordet bag hende. 
Hun var sikker på at hans råberi kunne høres igennem hele paladset, men hun havde ikke tænkt sig for at forklare hvorfor hun havde gjort det.
Aaliyah kom hurtigt tilbage til balancen og endnu engang var han hånende overfor hende, og hun havde egentligt lyst til at lade den anden kind mærke hendes hånd, "Du burde passe på, Darkhan" Hun havde sådan lyst til at løfte den hånd. 

Sephyran havde placeret sit fyrstelige korpus på en blød divan i en af de utallige stuer, hvor dobbeltdørene var åbne ud til haven og lod den friske luft og duften at blomster komme ind. Der var mange ting, der gik fyrsten på for tiden, hvilket ofte gjorde ham i et irritabelt lune, men han havde hørt nogle rygter, der gjorde ham ganske fornøjet.

Det var på tide, at Darkhan fik øjnene på for det kvindelige køn - at han havde købt magiske hjælpemidler kunne tolkes på flere måder, men man kunne ikke bebrejde en ung mand for gerne at ville præstere godt .. nu var det blot tid til, at han snart tog en rigtig mandesnak med sønnen, så der kom styr på, hvad der ville ske, hvis en bastard eller to kom ud af et lidt for nært forhold til en tjenestepige..

Han havde netop løftet et glas af perlende, sød vin til sine læber, da vrede stemmer og lyden af et smæld fra en hånd, der ramte hud, lød ud fra haven. Hastigt fik han stillet vinen fra sig og viklet sig ud af silkepuderne, for han var ikke i tvivl om, at stemmerne tilhørte hans egne børn - og at halvdelen af tjenestestaben allerede på nuværende tidspunkt havde hørt, hvad der foregik!

Med en mine som en tordensky stormede han ud i haven med silkegevandter flagrende om sig, vredt brølende ved synet af Aaliyah og Darkhan: "HVAD I ALVERDEN FOREGÅR DER HER!?" 

Der var ingen tvivl om at flere tjenestefolk stod og lyttede med om hjørnerne, sådan som Darkhan havde råbt op. Han havde dog intet problem med at skabe en scene, være så dramatisk, som han overhovedet kunne og derfra påtage sig den stakkels offerrolle. Han havde jo ikke gjort noget forkert. Derfor fortrød han heller ikke sin handling det mindste, heller ikke da han så Aaliyah være ved at skvatte over bordet bag hende. Hvis hun ikke havde nået at finde balancen, kunne det nok være endt galt, men det kunne vel ikke være hans problem.

"Passe på hvad?!" Man kunne se ham lægge op til at komme med endnu en direkte ond kommentar, men hele hans attitude ændrede sig straks, da han hørte deres fader brøle. Han trådte et par skridt til siden, væk fra Aaliyah og pegede med det samme en bebrejdende finger mod hende, idet han rettede sin opmærksomhed mod fyrsten.
"Aaliyah slog mig! Se selv!" Den pegende finger blev hurtigt rettet mod den helt røde kind, hvor søsterens flade hånd havde ramt helt perfekt. Selvfølgelig ville han give hende skylden. Hun slog jo først!

Han burde have slugt den flad som han fik, som en mand. Men han var endnu ikke kommet så langt. Ville han nogensinde blive en mand? Hun tvivlede virkelig. Det var ham der havde skabt sig igennem hele deres samtale og det var ham selv der havde bragt rygtet på bordet. Hun havde selvfølgelig hørt det, men hun havde været ret ligeglad. Det var ret normalt at en fyr reagerede på den måde, men det ville nok komme til ham på et eller andet tidspunkt.
Hele paladset ville have hørt dem på nuværende tidspunkt, eller nok mere ham end hende. Så havde det kun været håndens lyd som havde lydt.
 
Hun nåede ikke at svare ham, men ville have svaret at han skulle passe på at hun ikke farvede den anden kind. Fingrene summede i hende. Hun var ikke i tvivl om at han havde et eller andet dumt at sige, efter at hun havde slået ham. Det ville bare være mere brænde til bålet.
Det gik meget hurtigt at han forsvandt og trak sig væk fra hende, for at tage offerrollen. Det lignede ham, og kom slet ikke bag på ham. Det fik hende nærmest til at le. Men det ville hun ikke foran deres fader, som nu var kommet ud.  
Hun kiggede over på ham, og rasede nærmest indvendig, men ville ikke lade det vise. "Det må du undskylde, fader" Kom det, næsten ærligt fra ham, "Jeg skulle ikke have ladet mit temperament styre mig" Hun ville til hver en tid gøre det igen.

Sephyran kneb øjnene sammen, som han stirrede fra det røde mørke på sønnens solbrændte kind til datteren, som indrømmede sit eget temperament. Det anede ham, at der måske var foregået mere, end hvad det blot så ud til, men i det mindste havde de stoppet, da de så ham kommende stormende..

"Jeg tolererer ikke håndgemæng mellem mine egne børn!" Brummede han med et skarpt blik fra den ene til den anden. "Du er en voksen kvinde, Aaliyah. Endnu en gang står det klart, at du mangler en mand til at holde dit temperament nede!" 

Det var hvad der skete, når man ikke fik sine døtre gift tidligt nok. Når først de fik travlt med at holde hus, ja så var der ikke tid til denne her slags tåbeligheder. Gik de ugifte derhjemme, begyndte de at få idéer..

"Og du.." Fortsatte han med et strengt blik på Darkhan. "Jeg vil ikke se dig stå og jamre over at blive slået af en kvinde! Vis dig som en mand!" Hvad ville hans søn måske gøre den dag, det kom til et reelt håndgemæng? Også blot pege på den skyldige og forlange trøst? Det gik slet ikke!