Solen hang tungt på himlen i de tidlige aften timer, og indikerede at dagen efterhånden var ved at gå på hæld, og mange af byens finere befolkning var på vej hjem fra dagens gøremål, og freden var ved at ligge sig i det højere distrikt. På sit værelse ved den velkendte frøken Reier, sad Nemesis og ventede mere eller mindre utålmodigt. Hendes faster havde holdt et langt øje med hende den sidste halvanden uge, og fornemmet at noget var anderledes.
Hvilket hun havde ganske ret i, men Nemesis havde intet sagt eller fortalt af nogen art, som skulle styrke hendes mistænksomhed. Med mindre, man medtalte at hun af flere omgange var blevet set med en af lysets riddere forskellige steder i byen. Oftest grinende eller fordybet i lange samtaler om livet, fortid og drømme. Ingen betvivlede at de nød hinandens selskab, og Nemesis så frem til at åbne sine øjne hver dag, med chance for at møde ham igen.
Intet kunne siges var foregået uanstændigt, trods Hecate holdte irriterende godt øje med hende hver gang det kom for øre at hun talte med en mand. De var altid ude offentlig, rørte ikke hinanden og sørgede for at holde den fornødne afstand.
I hvert fald når nogen kiggede.

Den var smuttet en enkelt gang imellem, når muligheden for at gemme sig et sekund fra omverden havde budt sig. Det havde bådet været rart og stærkt frustrerende, når de begge vidste at de havde været hinanden meget nær før. Nemesis håbede dog, at Nao kunne være tålmodig og ville vente på at muligheden kunne byde sig igen.

Noget der havde taget næsten to uger om at ske, før det var kommet Nemesis for ører at Hecate skulle på en arkæologisk tur med Esther. Shireen havde sit arbejde på healerhuset, og Nemesis så derfor sit snit. Men det krævede at hun ventede til alle i huset var faldet i søvn, og så lige lidt ekstra.
Først da solen var gået helt ned, tog Nemesis en lille taske over skulderen, og listede meget forsigtigt ud af døren. Det var ikke så sent at hun ikke turde gå udenfor sin dør alene, men det begyndte at nærme sig. Den unge kvinde listede hen af gangen, og listede døren åben og sørgede for ikke at lave en eneste lyd som hun lukkede og låste den. Først der turde hun ånde lettet op og skynde sig ned af trappetrinet og små luntede hen over gaden, til hun var langt nok væk fra sit hjem til at hun turde slappe af.

Gaderne var til gengæld pænt oplyst af gadelamper, og inden længe var hun sikker på at han dukkede op igen. Hun turde ikke at lade ham vente alt for tæt på lejligheden, nu det virkede til at Hecate begyndte at være mistænkelig, men hun havde heller ikke lyst til at gå helt alene op til paladset. Også selvom hun trods alt var sikker på gaderne, så længe byvagterne stadig patruljerede.

Han havde længtes efter denne dag, utålmodigt, men stadig ventende. Han ville ikke opgive hende og med den familie hun havde, så vidste han at han måtte være tålmodig for at få hende og det var måske også det der gjorde det her spændende? Han havde et varmt hjerte for hende. 
Det var ved at være et par uger siden, at deres møde i teateret havde fundet afsted og det havde været startskuddet på deres forhold, som de var i gang med at bygge op. De havde haft svært ved at finde mulighed for et møde efterfølgende, men nu virkede det til at de endelig havde fået noget på plads, efter som at hendes familie ville være ude af huset og hun derfor kunne snige sig op til ham. 

De havde ind i mellem mødtes offentligt, hvor de havde haft små samtaler og snakke, blot for at få en lille bid af det nærvær, som de havde haft den aften i teateret. Han savnede virkelig at have hende tæt på, mærke hende. Det havde selvfølgelig været svært offentligt, når man kunne vide sig sikker på at Hecate ville stå hvert et gadehjørne, men det havde lykkedes dem at få udvekslet små og intense kys, når de var trukket ned i en gyde eller lignende. Det havde været nervepirrende spændende.

Nu stod han og ventede på et gadehjørne, ikke langt fra hendes hus af og blot lignede en ridder, som var trukket ud på patrulje. Det kunne selvfølgelig ikke være længere fra sandheden. Han ventede på hende. 
Natten og mørket var langsomt begyndt at vise sig, så derfor var det et fælles ønske at hun ikke skulle bevæge sig alene op til Paladset for at komme til ham, så han ville følge hende. 
Nao lod smilet glide frem på læberne, som han kunne se at hun nærmede sig. Han trak hende væk fra den åbenlyse gade, blot for at nyde hende, inden de gik. "Hej.." Han lod en hånd glide op på hendes kind og smilte bred, inden han kyssede hende længselsfuldt. "Jeg har set frem til det her, Nemesis" Kom det roligt fra ham, som deres læber skiltes. 

Som Nemesis fik øje på ham, skilte hendes læber sig i et stort og varmt smil, som fik hendes øjne til at funkle. Et smil hun havde været nødt til at ligge en dæmper på alle de andre gange de kun havde fået små glimt eller korte snakke med hinanden. Hun satte farten op for at nå ham, og trak med ind af sidegaden, væk fra lys og nysgerrige blikke.
"Hej" deres læber mødte hinanden og gav fri adgang til længslen det havde plaget hende i alt for mange dage! 

"Det har jeg virkelig også! Jeg har savnet dig, Nao" det havde været ubeskrivelig hårdt ikke at kunne være nær hinanden, hvilket havde bygget en længsel kraftigt op i hendes hjerte. Hun mærkede glæden bare ved at han var der, og de ikke behøvede springe væk fra hinanden de sekundt deres læber slap hinanden.

Det var måske en meget utraditionel måde hvorpå Nemesis følte de varme følelser blive mere og mere tiltagende. Hun havde tænkt på ham hver eneste dag, fantaseret, men også drømt. Det var ikke kun den fysiske nydelse som han havde bragt hende, som hun havde savnet. Hun var mindst lige så nysgerrig efter at finde ud af hvor det bragte dem hen.
"Kan vi hurtigt gå indenom Labyrinthaven? Den skulle være så smukt lyst op om aftenen, men jeg har aldrig set det" desuden, de havde hele aftenen, natten og næste morgen i hinanden selskab. Der kunne ligge mange planer for aftenen!

Det ville være ærgerligt, hvis de blev opdaget midt på gaden, så at trække væk virkede som den helt rigtige ting at gøre. Man vidste ikke hvem der gemte sig i mørket, og når man vidste hvilket miljø, som Nemesis kom i og var en del af, så var det bedst at skjule deres aktiviteter for offentligheden.
Det var en længselfuldt suk som forlod ham, da deres læber igen mødtes i et intenst kys, efter uger hvor de ikke havde haft mulighed for at nyde hinanden på denne måde. Det havde været hårdt og krævende, men det hele værd.

"Jeg har virkelig også savnet dig, Kære" At der var opbygget en længsel mellem dem og de begge havde haft det hårdt, i disse dage var positivt. Han havde fundet en plads til hende i hans hjerte, og varmen som hurtigt viste sig da han fik hende i sine arme, var voldsom. 

Nao havde også haft hende i tankerne, hver dag havde hans tanker sendt ham på afveje og ladet sig fantasere og drømme om hende. De var begge nysgerrige på, hvor dette ville lede dem hen og den fremtid som de kunne få sammen. Han var hvert fald positiv. Sådan som hans følelser var overfor hende, så ville han ikke lade hende gå.
"Selvfølgelig kan vi det" Han smilede til hende, det var et smukt sted som hun foreslog, så det var der intet problem i, "Det skal du næsten opleve"

Nu var det lykkes dem så længe, at holde ventetiden ud, så det burde ikke være så kompliceret at holde den bare lidt længere. Det var i hvert fald den tanke der burde været slået ned i Nemesis, men som bare aldrig kom. Pludselig virkede det fuldstændig uoverskueligt længe til hun bare kunne få lov at holde ham i hånden uden risiko for at nogen ville se dem og potentielt sladre. Det var i sig selv risikabelt nok at hun var ude på dette tidspunkt med en mand!

"Det var det jeg tænkte. Det er jo ikke så tit jeg får lov at komme ud så sent!" påpegede hun smilende og begyndte at bakke tilbage ud på den åbne vej. "Nogen kunne jo tro jeg var ude på noget uanstændigt" tilføjede hun lavmældt og smilede drilsk til ham, før hun drejede sig for at gå op ad gaden med et elegant sving i hoften og et glad smil forblivende plantet på hendes læber. Det var svært ikke at drille bare lidt.

Nemesis vidste selvfølgelig også godt at labyrinthaven egentlig var låst af for befolkningen om aftenen, men i og med at Nao boede på krystalpaladset, burde det være muligt at komme ind forbi. Bare for en stund!

Blot det at han nu kunne se hende og se frem til at have hende hos sig igennem natten og morgenen, så burde det ikke ville være så uudholdeligt, at skulle vente blot en time eller lignende, før at de igen kunne mærke hinandens nærvær sammen. Men trangen til at mærke hende, var for stor så inderst inde længslen efter hende for stor. 

"Nej, det er sandt! Så skal du også se det" Han smilede tilbage hende og fulgte med hende ud mod gaden igen. Det måtte være svært at have sådan en familie. Han var godt klar over at hun ikke rigtig havde haft det på andre måder, men alligevel måtte så måtte hun jo have en trang til at opleve eller gøre noget, som modsatte sig disse regler. Det havde hun så også vist sidste gang. "Det kunne da aldrig falde dig ind, kunne det?" Han smilede drilsk og kom med et lille grin. Som de gik op ad gaden, var lysten til at tage hende i hånden umådelig stor, men kysset som han endelige havde fået havde stillet lidt af trangen.

Nao havde selvfølgelig beføjelser, for eftersom at han boede på paladset, så ville det være muligt for ham at vise hende lidt rundt, og når hun havde et ønske om dette, så ville det stå øverst på hans liste.

Det varmede hende at han ønskede at vise hende stedet. Der var så utrolig mange ting, som Nemesis aldrig havde gjort, set eller oplevet. Også ganske simple og ligefrem uskyldige ting som at se den smukt oplyste labyrinthave, eller nyde månen fra et åbent sted og ikke kun bag et vindue i sikre rammer. Derfor glædede det hende også rigtig meget at Nao ikke så det som en hindring at de skulle der forbi. 

Det drillende smil ville ikke forlade hendes læber, og som hun kiggede op på ham, sprang små glimt af minder igennem hendes sind. En hånd lagde sig i en falsk fornærmet gestus over hendes kraveben, mens et nærmest overrasket udtryk gled over hende "Aldrig! Jeg er jo en pæn ung dame" påpegede hun alvorligt, inden hendes træk vente tilbage til den drillende natur af en fri fugl der havde fået mulighed for at sprede sine vinger "i hvert fald så længe solen er oppe" tilføjede hun og drejede blikket tilbage mod vejen som førte op til det synlige palads foran dem. Ønsket om at flyve ud af sit bur, nu hun havde set og oplevet det søde i livet, var markant. Før eller siden skulle det også nok lykkes hende! Hun var taknemmelig og ikke mindst lykkelig for, at hun havde en hun kunne få lov til at være sig selv omkring, også selvom de var nødt til at gå og gemme sig, som var de lumske syndere.

Nemesis lod Nao føre an ind i paladset og hvad retning de skulle gå for at nå deres første destination. Hun betvivlede muligheden for at være alene der, men håbet var der! Bare en enkelt lille overtrædelse mere! Hun hungrede efter kontakten, og ventetiden gjorde hende blot mere utålmodig og higende. 

At hendes familie havde holdt Nemesis fra at komme ud, efter mørkets frembrud på egen hånd, var uden for Naos forståelse. Man kunne ikke pakke et andet menneske væk på den måde, skærme hende fra omverden, fordi at man selv var bange for den slags. Men nu havde de flere gange talt om, at Nao ønskede at vise hende så meget af verden som muligt, så hun kunne opleve, det som ham selv og mange andre oplevede, næsten dagligt. Nao havde en lyst til at opleve alt igen, sammen med hende.

Han nød virkelig at kunne have disse stunder og samtaler med hende. At de sagtens kunne være useriøse, og jokende i deres samtaler, omkring hendes situation, gjorde det hele meget nemmere og mere hyggeligt - Såvel som man har brug for seriøsitet, har man brug for humor. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes seriøse udtryk og ord, som hun modsatte hans påstand, i en drillende facon, "Ja, det er klart!" At hun brød op med den falske, seriøse mine, gjorde blot at han kom med en lille latter, "Ja, man skal tage sig i agt, efter mørkest frembrud" Drillede han.
Nao havde hurtigt opbygget følelser for denne kvinde, og han ville uden tvivl gøre alt for at hun selv kunne komme fri af det bur, som hun følte sig fanget i. De skulle se verden sammen, på den ene eller anden måde.

Han fulgte hende med ind på Paladsets område, og ledte hende hen imod Labyrinten, som hun gerne ville se. Om de ville være alene, var aldrig helt sikkert, men der var nok en chance for det. Blot det at være sammen med hende, føltes behageligt og vidunderligt, på samme tid.
Labyrinten kom dem nærmere, og det var tydeligt at se hvordan lyset som oplyste den, blandede sig med månens lys og gav en hel utrolig effekt.

Nemesis kunne ikke lade være med at føle hun var et sort får i sin familie, trods hun i mange år ikke havde fremstået som at være det. Hendes holdninger havde aldrig passet ind i familiens rammer og hendes kraftige modstander gen overfor alt der tvang hende ned i en kasse hun ikke selv havde valgt, resulterede i et stille oprør. Men fordi oprøret altid havde været diskret og uden at indblande omverden, havde det været svært at få øje på.

En ting var dog tydeligt som stjernerne på himlen. Nemesis var livsnyder, og det indebar latter, sjov og oplevelser. Hun havde blot ikke vidst hvor meget hun i realiteten var gået klip af før ridderen med det charmerende smil havde kapret hendes opmærksomhed og beundring. 
Selvom det blot var få uger siden de havde vekslet deres første rigtige samtale, kunne hun ikke forestille sig at han forsvandt fra hendes liv igen. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at forestille sig det. "Godt du er her til at passe på mig" det var ikke kun dril, for det var hun også taknemmelig for som de gik af mørklagte gader! Men der var nogen i familien der mente, at han i de mørke og private omgivelser, var den unge komtesse bare lidt for tæt og elskværdig.

Synet der mødte dem som Nao vidste vejen til Labyrinthaven fik Nemesis til at sukke af beundring. Hun havde set haven mange gange i fuld dagslys og havde nydt hvert sekund. Atmosfæren og omgivelserne var langt mere mystiske og skinnende smukke, som farver skinnede fra krystallamperne og oplyste haven. Nemesis gik fuldstændig i stå og stod blot og nød synet betaget og med store øjne. Det var helt eventyrligt smukt.

Hun var i sandhed en fantastisk kvinde, som blot var blevet gemt væk. Sådan en kvinde skulle ikke gemmes væk, hun skulle vises frem til hele verden, og hvis hun en dag blev hans, skulle hun vises frem som den kone hun ville være. Hendes latter, hendes humor, hendes seriøsitet og ikke mindst hendes dannelse, var alle ting som havde formet dette fantastiske menneske, og han var ikke sikker på han kunne sætte en dårlig ting på Nemesis.
Han var godt klar over at hendes ord, ikke kun var sjov, men samtidig havde den dybeste mening overhovedet. Han ville altid passe på hende. Men han kunne ikke lade være med at forsætte deres lille humoristiske indslag, "Jeg tænkte mere, at det var dig vi skulle passe på overfor, når du slog dig løs" Han kom med et lille drillende smil, og en efterfølgende lavmælt latter, "Du behøver ikke en til at passe dig" Det gjorde hun selvfølgelig nok, og han skulle nok være derfor hende. Verden var stor og usikker, når hun ikke havde bevæget sig sådan her før.

Labyrinten var altid speciel, især om natten. Nao havde selvfølgelig set den, efter mørkets frembrud, men at kunne tage hende med derind var en hel ny oplevelse. Han smilte til hende, som han hørte hende suk af beundring over stedet. 
Nao lagde armen omkring hende, hen på hendes modsatte arm, trak hende ind til sig og aede hendes arm. Her var de alene, de ville ikke blive opdaget af andre og han følte romantikken mellem dem.
"Skal vi gå på eventyr?" Ville de kunne finde ud på den anden vej, hvis de begav sig derind? Han havde gået den før, så han havde da en idé. Men aldrig i mørke. 

Trods det ikke var helt sandt, kunne hun ikke lade være med at smile bredt over hans ord, både dem som kom drillende, men også det underliggende der lå i dem. Hun var alt for vant til at folk så hende som skrøbelig og delikat. Hun var ingen af delene, og det faktum han så det, gjorde hende varm i hele kroppen. "Oh nej, ikke afsløre mig! Jeg har jo et omdømme at fastholde" hun blinkede til ham og smilede stadig drillende.

Nemesis lænede sig ind imod ham, som han lagde armen omkring hende, og stod stadig fordybet i deres omgivelser. Hun tænkte ikke engang over om nogen så dem eller ej, også nu der virkede ret tomt for liv. Der var en romantisk stemning i det i den yndige belysning omkring dem. Der var ingen hun hellere ville nyde det med end ham.

Nemesis løftede et øjenbryn og kiggede op på ham, ved hans spørgsmål
Derind? I mørke? "Altid" De skulle nok finde ud igen! Det var bare et spørgsmål om hvor lang tid det tog, specielt siden hun aldrig havde været derinde før. Hun havde kun haft muligheden for at kigge udefra. Hun var derfor spændt på hvad der var at finde derinde, og begyndte også med det samme at gå mod indgangen, efter hun havde fået fat i hans hånd.

Nao smilede roligt tilbage, hun forstod hans ord og helt sikkert det der lå i mellem disse. Han følte han forstod hende, så hende som hun gerne ville ses. Ikke som hendes familie gjorde. Han ville altid passe på hende, og være ved hendes side.
"Det er sandt" Blinkede han drillende tilbage, med et roligt smil på læberne, "Så håber jeg at vi kan opretholde, det omdømme" Den drillende tone var tyk i mellem dem, men det var sådan de havde det sammen. 

Hurtigt blev den humoristiske tone i mellem dem, skiftet ud med en mere romantisk en af slagsen. Armen lagde han rundt om hende, og hun lænede sig ind til ham, som han trak hende ind. Det var en rar følelse at stå her sammen med hende, og opleve dette syn. Det var rart at han kunne give hende noget nyt. 

Han sendte hende et udfordrende smil, som hun var frisk på at gå derind. Det var selvfølgelig udfordrende i mørke, men det var måske det spændende ved det her. "Lad os" mere nåede han dårligt nok at sige, før hun gik mod indgangen og han måtte hænge i for at følge med, som hun forsvandt ind i labyrinten. 

Nemesis var ikke sikker på hvad de kom til at finde derinde, hvis de overhovedet fandt noget. Var det egentlig bare en labyrint bygget af fine veltrimmede hække, eller var der noget at finde herinde? Det var alt sammen spørgsmål der gik nysgerrigt igennem hende som hun trådte ind i den mørke labyrint. Heldigt var hun ikke bange for mørke, men hun ventede lige til Nao var helt med, før hun bare begav sig ind. Hun havde trods alt ikke lyst til at blive helt væk! Skulle hun blive væk, var det i hvert fald en nødvendighed for hende at Nao var med! Af flere årsager

"Hvad er der egentlig herinde?" spurgte hun ham, forventende at han havde været forbi i hvert fald i dagstimerne. Hun var ikke engang sikker på hvor man kom ud henne! Om det var i den anden ende af haven eller til noget hemmeligt? Nysgerrigheden var i hvert fald vagt, som hun med rolige skridt og opmærksomt blik kiggede sig omkring. Der var trods alt stadig noget lys at hente fra krystallamperne udenfor, og vejret var endnu ikke blevet ordentligt koldt. De skulle nok kunne nå igennem!

Labyrinten gemte ikke på nogen skatte eller lignende, for de som vågede sig derind. Det var en stor Labyrint, lavet af de bedste gardnere og den bedste kvalitet. Blot det at det var Nao, som kunne vise hende dette, var fantastisk og betød al verden for ham. Han fangede hende, som hun stoppede op ved indgangen og ventede på ham. 
Han havde gået igennem den flere gange, han kendte den. Men det ville selvfølgelig blive en udfordring i mørke, og kun oplyst at krystallernes lys. 
"Intet" Svarede han roligt, som han holdt hendes hånd og sendte  hende et smil, "Ikke andet en flotte hække og fantastiske blomster" Men blot det at gå igennem den, var en stor oplevelse alene. Det virkede til at hendes nysgerrig var skabt. 

"Denne vej" Han sendte et smil til hende i mørket, som han holdt hendes hånd og tog hende med til højre, ned ad den ene vej. 
Han håbede at hun fandt det lige så spændende og flot som han gjorde, "Udgangen er på den anden side. Vi skal nok finde vej" Han ikke ikke lade den drillende tone ligge, som de gik drejede ned ad små gange.

Flotte hække og fantastiske blomster, var skam også noget hun ønskede at opleve. Selvfølgelig var årstiden ikke rigtig med dem, og blomsterne der nu engang måtte være tilbage, havde lukket i for aftenen, som solens stråler var forsvundet. Med mindre der var nogle som blomstrede i månelys. Hun havde læst om den slags blomster i hvert fald.

Nemesis flettede sine fingre ind i hans, som han tog hendes hånd for at guide hende igennem labyrinten. Det gav en varm kildende fornemmelse i kroppen at gøre, og hun kunne ikke lade være med at smile over det. Hun nød hans selskab så utrolig meget, og var så umådelig glad for at han ønskede at bruge tid sammen med hende og vise hende noget mere af livet.

"Er jeg slet ikke urolig for" der var faktisk slet ingen ting hun var urolig for når han var i nærheden. Hun følte sig sikker, værdsat og glad sammen med ham - hvad mere kunne man ønske sig. Hun fulgte ham villigt ned af de små stier og tog alle indtrykkende ind med nysgerrigt blik. Selv hækkene begyndte at skifte natur løbende og hun var vild med forandringen.
Og ganske rigtigt, efter nogle drej og kyndig visning, lykkedes det dem at komme ud på den anden side, trods mørket. Hun måtte dog også erkende, at havde hun gået alene, var hun blevet væk!

"Tak, fordi du ville vise mig haven" Nemesis smilede glad og lænede sig ind for at give ham et varmt kys. Langsomt slap hun hans læber og trak sig let tilbage. Det var vidst ikke sidste gang de skulle ud på sådan en tur, hvis det stod til Nemesis!

Han måtte indrømme overfor sig selv, at selvom det at gå igennem labyrinten, normalt var en lille ting som ikke havde så stor en betydning for ham, så betød det meget mere nu, sammen med hende. Han følte en vigtighed for at vise hende dette, når hun ønskede det. At opfylde hendes ønsker for livet, var vigtigt for ham - også de små. 
Det virkede til at hun nød denne tur, igennem labyrinten. Han følte at hun tog alle små indtryk til sig, og den udspillede sig rigtigt nok, meget flottere nu end i dagslys.

At mærke hendes hånd mod hende, føltes vidunderligt og igen kom følelsen af savn frem i ham. Han havde savnet og længtes efter hende, og nu var hun her sammen med ham igen. Det var lidt uforståeligt. Hun flettede hendes fingre, ind mellem hans og lod sig føre an af ham. Hendes selskab var lige så vidunderligt som altid.

Nao kunne næsten ikke andet end at blive stolt over hendes ord, "Jeg er glad for at du ligger dit liv i mine hænder" Smilede han roligt. Det gjorde ham stolt, at hun følte sig sikker og værdsat i hans hænder. Han kunne næsten ikke ønske sig mere end dette. 

Da de havde gået ned igennem de mange gange, gået et par gange forkert og grint over dette, nåede de endelig ud på den anden side. Han smilede som hun lænede sig ind imod ham, for at give ham et varmt kys. Hendes læber smagte og føltes vidunderligt mod hans læber igen. "Jeg har lovet, at jeg ville vise dig hele verden og det du har lyst til at se" Og det løfte havde han selvfølgelig tænkt sig at holde.

"Skal vi gå indenfor? Lad mig vise dig vej, kære" Nu lænede han sig ind mod hende, for at kysse hende. Det var begyndt at blive køligt og han længtes efter at have hende tæt på igen, og kort efter kunne han lede hende ind igennem det store Palads, hen til beboelses fløjen og vise hende værelset. 

Turen havde været afslappende i hinandens selskab og hun havde nydt det til fulde. Hun kunne ikke vente med at tage på endnu flere eventyr sammen med ham! Nok var dette et kort og lille eventyr, men det gjorde ikke mindet mindre vigtigt for hende. "Jeg ved du vil passe godt på det" også selvom de ikke havde kendt hinanden ret længe, var det end kendsgerning for hende. Nogen ville måske kalde hende naiv og godtroende, men Nemesis følte sig helt igennem tryg hos ham. Det var derfor en helt naturlig tanke for hende, at han ville passe på hende i de ukendte situationer hun så villigt kastede sig ud i sammen med ham.

Nemesis smilede glad mod hans læber og tog følelsen af ham helt ind. Hun havde virkelig savnet at mærke hans nærvær.
"Ikke at forglemme prøve" det løfte havde han også givet hende, og begge løfter havde hun tænkt sig skulle opfyldes! Nemesis var nemlig ikke sikker på om hendes nysgerrighed nogensinde ville blive mæt. Der var altid mere at opleve, se og prøve. Hun hobede inderligt at han var villig til at tage på den rejse med hende, forhåbentlig for altid.

"ja, jeg glæder mig til at se dit hjem" og komme ind i varmen og ikke mindst ind hvor ingen pludselig kunne komme frem og forstyrre dem. Et varmt sug gik igennem hendes mave, som deres læber mødtes igen inden han vidste hende vej til beboelsesfløjen hvor hans hjem var. Spændingen var allerede begyndt at forme sig i hendes mave, specielt med tanke på at hun kunne få lov til rigtigt at omfavne ham, så snart verden var lukket ude for deres.

Det var rart at vide at hun havde nydt, at han havde vist hende rundt i labyrinten. Det havde været et lille eventyr, men det var en start på at stort et af slagsen, mellem to mennesker, som hurtigt havde fundet en stor interesse i hinanden. "Jeg vil gøre alt i min magt" Fortalte han svagt imod hende og søgte hendes smil. Mange ville måske sige at det de havde gang i, gik for hurtigt. De havde ikke kendt hinanden mere end få uger, men på den korte tid havde følelserne vokset og boblet i ham, hver gang han havde set hende. At hun kunne føle sig tryg ved ham, gav ham virkelig en behagelig følelse i kroppen. 

At mærke hende så tæt på igen, gav ham et sug i maven, som de tog følelserne for hinanden helt ind. 
"Selvfølgelig ikke" Smilede han. Han havde givet hende et løft, om alt hvad hun ønskede sig ville han prøve at opfylde for hende. Spørgsmålet var blot, om han kunne mætte hendes eventyrlyst og gøre hende mæt. Det var en stor rejse, og en rejse som han ikke ville gå glip af sammen med hende.

"Det er ikke noget specielt" Svarede han hende, for det var jo bare et hjem. Han var ofte længere væk på patrulje eller andet. Men han havde jo fortalt hende om hjemmet og om hvordan det betød meget for ham, at han kunne have et sted som han følte sig var et hjem, og ikke blot lignede et hvert kroværelse, så derfor så hang der også malerier og andet i hjemmet. 

Han trak hende igennem de små gange og til sidst nåede de hans værelse. Han åbnede døren, guidede hende med inden for og lod hende suge ind af de mange indtryk. Denne aften havde han taget imod hende ude på gaden, uden rustningen og derfor skulle han heller ikke til at kæmpe med at få denne af, så han kunne blot tage støvlerne af og sætte dem ind til siden. "Det er så mit hjem" Kom det roligt fra ham, som han trak hende ind til sig for at holde om hende og mærke hendes nærvær igen.

For Nemesis var hans hjem meget speciel. Ikke fordi det så spor underligt ud, men fordi det var hans og afspejlede hvem han var som person. Det bar også præg af at han ofte var ude og rejse, men trods alt ønskede at have et sted som var hans helt eget. Præcis som han havde fortalt hende første gang de havde talt sammen.
Hun stod derfor lige indenfor døren og tog det hele ind. Der var hyggeligt! 

Nemesis lod sig trække ind til ham og smilede varmt "Her er hyggeligt" jo her kunne hun sagtens se sig selv spendere en god mængde tid!
Hun trak sig ikke væk fra ham, men løsnede sin varme kappe, da temperaturen var af den noget mere lune slags indenfor end ude i november vejret! Uvillig for at træde alt for langt væk fra ham, lænede hun sig til siden for at få den hunget op, sammen med den lille skuldertaske, inden hun var tilbage i den varme og meget savnet favn. 

Allerede nu, ønskede hun at hun havde mulighed for at blive længere! Hun kunne strække den langt i morgen, siden resten af familien selvfølgelig først kom hjem om eftermiddagen, men hun kunne formentlig ikke bare holde på sin kære ridder hele dagen, uden nogen kom efter hende! Han havde trods alt et meget vigtigt arbejde!

Nao var glad for hans hjem og det betød meget for ham, at have et sted han kunne trække sig tilbage og at hun gav udtryk for at hun også kunne lide hans hjem, gjorde stort indtryk.
Han var ingen indretningsarkitekt eller forstod meget omkring at indrette sig, ikke som hendes faster. Det var et hjem med utrolig mange detaljer.
Som han kiggede over på hende, og tog hele hendes udtryk ind. Det virkede til at hun trak de indtryk, som hans hjem havde at give, ind til sig.

Hun lad sig trække ind til ham, som han rakte ud efter hende, "Det betyder meget" Lød det lavmælt fra ham, som armene gled om hende. Det betød meget for ham, at hun gav udtryk for at hans hjem fra hyggeligt og noget hun kunne lide. Han havde nok heller ikke regnet med andet, fra en kvinde som hende.
Han gav hende plads da hun åbnede sin kappe, for at hænge denne over. Han kunne samtidig smide sit eget overtøj. Hun nåede dårligt nok at træde væk fra hans favn, før hun var i denne igen. 

Nao vidste ikke hvor længe hun ville være hos ham, han turde dårlige nok at lade tanken fylde for meget, for han ønskede slet ikke at hun skulle forlade ham. Men i morgen tidligt, måtte hun nok videre - sådan var hver deres liv. 
Nao løftede hendes hage, fjernede en tot fra hendes ansigt og skubbede den om bag et øre, med et varmt smil på læberne. Han lænede sig ind for at kyssede hende roligt, dybt og længe.