Regnen stod ned i stride strømme, som Lykke slæbte fangerne afsted fra skibet.
"Få nu røven med jer!" brølede hun, som hun gav et ekstra ryk i kæden, hun havde i hånden. Den var forbundet til den forreste fange af tre, der alle var lænket sammen, og hendes brutale ryk medførte, at de nær snublede over det pludselige temposkifte. Den øsende regn gjorde dog, at de fik tempoet lidt op.

Lykke var drivende våd, og hendes uniform var gennemblødt, som de trådte ind i brønden. Selvom der var vådt og fugtigt hernede, var der i det mindste ly for regnen. Da først de var kommet ind i Strømhvirvlen, stoppede Lykke op ved vandkanten. Der var et par kajakker til rådighed, men hun havde ikke helt selv styr på, hvor de skulle hen, så det var nok bedst at spørge Petrichor selv. Rummet i sig selv var temmelig mørkt, men i vandet kunne man tydeligt se flere lyskilder, der blev udsendt af orlogsmændene, der svømmede rundt under overfladen.
"Petrichor! Jeg har- stå nu stille!" afbrød hun sig selv, som fangerne bag hende blev nervøse. Hun rykkede igen i kæden, inden hun fortsatte med at kalde: "Jeg har legetøj med til dig!" afsluttede hun så og gav fangerne et smil.
"Bare rolig, Petrichor skal nok tage sig rigtig godt af jer" sagde Lykke med en sukkersød stemme, der - for dem der kendte hende - var tydeligt tegn på, at fangerne absolut ikke ville få det godt, og inderst inde morede det dæmonen hjerteligt.

Lykke, Lykke, Lykke. Gik tankerne som hun svømmende igennem sin forbandet hav, og sikrede sig at hendes runer ikke var blevet beskidte eller ødelagt på en eller anden måde af fangerne, eller folk fra mørket der ville se hende få problemer over en fange der forsvandt, uden de var blevet til fodre af en eller anden slags. Det var snart en uge siden væddemålet blev sat i verden og der var stadig ingen plan i gang, faktisk havde hun slet ikke set Lykke til at starte med. Men væddemålet var simpelt.
Petrichor, selv, ville få lige den mad ville ønske fra køkkenchefen, hvis det lykkes hende at få Lykke til at tage kontrol over hende sind uden at spørger direkte og før vinterens fald, i et halvt år.
Og køkkenchefen? Fik mulighed for at vælge nogle slaver fra hendes ly til at hjælpe i køkkenet.
Det var faktisk lidt uretfærdigt at Lykke havde været på opgave og ikke kommet forbi.

Altid rart at se sølvdæmonen mishandle folk. I en spontan bevægelse stoppede hun sin svømmetur og lod blikke falde i retning af indgangen. Der var nogen der rørte hendes vand, I gangen, fire folk, så en eller to fra mørket, resten nyt kød.

Tænderne blev blottet som hun slikkede sig om munden i spænding. Åh, lad den være en ny som Cordelia Højlund! Hun savnede sådan sit -fine- Arys legetøj. Mon hendes ’opgave’ gik godt? Huskede hun mon deres væddemål? Huskede hun at nyde friheden? Fundet en mand måske? Hvis hun havde måtte hun huske at tage ham med - så han kan møde hendes veninde! Som spændingen gik igennem hende begyndte hun at svømme tilbage mod den ene indgang der ikke lå undervand i øjeblikket, og blot for hyggen lod hun temperaturen så is begyndte at ligge på væggen som gik dybere og dybere ned i brønden, deres vejrtrækning blev synlig og sne begyndte at hvile i luften. At mærke nøjagtigt hvor folk er gjorde det så dejlig nemt at bryde folk velkommen netop som hun gik sprang op af vandet. Den tætte uniform hjalp til at holde formen, og med et bid i læben lod hun de gift grønne øjne hvilede over den nye befolkning, og Lykke… LYKKE! Smilet blev stort og hugtænderne kom frem!

”LYKKE!” udbryd hun som det var det eneste ord i hendes tanker i øjeblikket, for væddemålet var måske stadig i spil! Lykke var tilbage!

”Legetøj, jaja!” forsatte hun som hun tydeligt ikke rigtigt hørte efter som hun med hastige skridt gik forbi den første fange og stillede sig lige foran Lykke og lod den ene hånd fuld af energi nå Lykkes krave som den blev rettet let til.

”Nogle vigtige nogen? Skal jeg faktisk gøre noget ud af at holde dem i live? Må de bruges som fodre? Skal de bruges som fodre?  Nej vent! Slaver til underholdning? I kamp ringen?” Det var først nu hun lod blikket forlade Lykkes sølv farvet syn og hvile over de tre fanger, og først nu hun gav mulighed for at andre kunne svare. Blikket undersøgte de tre fanger som hun slikkede sig om læberne, og hatten blev rettet til. Uniformen skulle jo se godt ud! Skulle man også selv når der nu var gæster!

Lykke havde lidt fornemmelsen af at blive betragtet, som hun stod og ventede. Fangernes urolige trippen fortalte hende dog, at hun ikke var alene i den fornemmelse. Hun havde altid været lidt i tvivl om, hvorvidt Petrichor kunne fornemme alt, der foregik i Brønden. Ikke at hun havde tænkt sig at spørge elementalet. Faktisk foretrak hun at undgå samtale med det. Petrichor var... spøjs, selv for Lykke, som ellers godt kunne være en særling selv.

Det gibbede lidt i dæmonen, da hun hørte sit navn blive nævnt. I første omgang havde hun slet ikke set kvinden, der dog var dukket op af vandet. Lykke afholdt sig fra at have væmmelsen malet i ansigtet, som Petrichor rettede hendes krave; hun havde trods alt pli nok til at behandle de andre i Mørket med respekt, men hun lavede en mental note om, at uniformen skulle brændes, når hun var kommet ud herfra. Hun blev dog stående ret med blikket på de sorte øjne, som elementalet stillede sig ubehageligt tæt på. Hun kendte da virkelig ikke til grænser, hva? Ud over det, var det tydeligt, at Lykke var fokus lige nu og ikke fangerne. Hvad foregik der lige her?

"Ikke sådan videre, tror jeg? Jeg kan ikke finde noget, der indikerer en officer. Men ellers kan du gøre med dem, hvad du vil" svarede Lykke, lettet over at hun nu ikke længere havde al opmærksomheden. Det var altså lidt mærkeligt. Fangerne var tydeligt skræmte ved synet af Petrichor. De kiggede med bange anelser på halvdæmonen, der talte som om, hun havde den bedste dag i hele sit liv.

Mørket var en vidunderlig legeplads, og et samle sted for alle sære væsner, de fleste vil nok tro at dette var et sted for onde væsner, men nej, nærmere et samlesteder for dem som ingen anden plads i verden, dem som altid følte sig uden for. Mon ikke disse væsner ville kunne se dette også? Nok var man fange vogter, men en del af dette arbejde var også rekruttering. Der var brug for alle, ethvert form for arbejde, alle slags typer, og dem mørket selv ikke kunne bruge – fungere altid som arbejdskraft for dem der levede blandt mørket. Dog faldt forhåbningen som hun undersøgte de tre væsner Lykke havde foræret hende. Væsner som Lykke ej havde plan med, så væsner der var efterladt til hende og dem der kom og fik et ønske om dem. Tanken fik smilet frem og med det de kom let en spids hjørne tand frem.

En mand, middelalderen menneske – fornuftigt bygget men intet alt for værdig fuldt, ej heller i ansigtet for ville heller ikke gavne for synet eller nydelse – der var bedre muligheder blandt slaverne. Arbejdskraft, fodre, eller arena underholdning, hvis han holdt længe nok. Ingen forventninger, med mindre han havde sære magiske talenter.

En anden mand, halv ork, halvt menneske, tidligt i tyverne – god form, kraftigt bygget. Tankerne stoppede der som hun slap Lykke og træk sig tæt på ham, tættere og tættere og endte få centimeter fra hans hals som hun snuste til ham flere gange. Tungen dansede let hendes læber som hun tog duften til sig. Forsigtigt, løftede hun hans ene arm og stirret på de mange ar, tydeligt fra håndværk.
”Måske brugbar.” mumlede hun let som hun lænede sig væk fra ham og stirret tilbage på lykke.

”Og hvor har du fundet disse? Folk lyset nægtede og så fandt du de sørgelige rester?” hun fniste let og lod blikket falde på den sidste.
Kvinde, menneske, godt i alderen, både kraftige knogler og godt med isolering. Men sært nok også velbygget muskler. Lav af højde, pæne kinder, fine grønne øjne, vel holdt hår og så hænderne, ar fyldte, og tydelige tegn på flere ældre skader. Tøjet ved dem alle var slidt, gammelt og billigt. 

”Fint, fint, fint,” begyndte hun legede og drejede rundt to gange på stedet og endte med at have front imod Lykke.
”Jeg, takker, oh ridder af mørke.” tonen var legene, sarkastisk og tydeligt underholdt. ”Skal nok vise dem hjem, og lade dem finde deres plads – hvis de holder længe nok.” den legende tone forsvandt stille ord for ord, og blikket gled fra lykke og ovre skulderen til de tre. Som alle stod med et opgivet blik, der var ingen kamp gejst i disse. Ingen grund til at være hård, ingen grund til at være ond, de havde givet op.

”Tror faktisk tusmørke er sulten.” Smilet blev stort som hun vendte blikket tilbage til Lykke. Ikke at himmelfisken, normalt jagtede mennesker, men de anede vel ikke hvem hun selv, eller turmørke var? Og plane var endelig at give fisken, fisk at spise, selv med de ny tilkommende.
”Vil du med? Kom med! Altid en oplevelse at se den sidste stråle af håb forsvinde fra væsner, når de ser hvordan livet bliver hvis de ikke efterretter sig!” Igen slikkede hun sig om munden og forsøgte at række ud efter Lykkes hånd for at rive dem med dybere i brønden.

Lykke så på med et ret neutralt ansigtsudtryk, som Petrichor undersøgte fangerne. Hun hævede kort et bryn, da den ene "måske var brugbar." I Lykkes øjne var der ikke meget, der var brugbart på manden, han ville ikke engang holde længe som kanonføde i hæren.

"De forsøgte et baghold på os, da vi var på patrulje" svarede Lykke med et skuldertræk. "Det her er de sørgelige rester af deres gruppe." Stemmen var forholdsvis monoton og kedelig, men der var samtidig tegn på ærlighed i tonen. Hun slog lidt meningsløst ud med armene. "Jeg ved dog ikke, om Lyset har nægtet dem. Det tror jeg nu ikke" svarede hun så.

Lykke hævede igen brynet over Petrichors teatralske måde at takke hende på. Hun var da altså virkelig en sær en, men så igen... hun var heller ikke rigtigt dæmon, så Lykke kunne vel ikke helt bebrejde hende. Der var altid mærkelige særheder ved bastarderne. Sådan var det nu engang bare.

Lykke så for første gang nysgerrig ud ved udsagnet om, at fangerne da i det mindste kunne fodres til den store fisk. Hun havde aldrig set Tusmørke spise, så det kunne blive ret interessant. Hun nikkede derfor til spørgsmålet.
"Så lad gå da" svarede Lykke og skar en grimasse, som hun tog Petrichors hånd. Selvom synet kunne blive interessant, havde hun stadig ikke videre lyst til at røre ved elementalet.

”Et baghold, hvor uheldigt.” lyd det som hun lyttede og lod igen blikket danse over de uheldige fanger som havde mødt en gruppe med en ridder. Tydeligt de ikke vidste hvem det var de ventede på i det baghold. Skuffende, lyd det kort i hendes indre som blikket undersøgte Lykke, som bar ingen tegn på skader. Svært ikke at smile over opdagelse, og med smilet tog hun fat om kæden og gav den sit første træk i retningen af sit dyb.

”Hah! Fantastisk!” lyd det med et stolt smil på læben, og med dæmonen i en hånd og kæden i den anden begyndte hun at vandre ned af den fugtige gang, og ved hvert femte skridt, kom der et lille spændt hop fra den blå halv dæmon, og gav intet tegn på at stoppe sine humørfyldte skridt før de kom ud i den store åbne indgang til fængsels, en kort bred, flere tunneler der lå delvis til halvt under vand, og så en større åben sø der førte ud til havet. Øjeblikket som hun trådte ud i åbningen slap hun hånden, men beholdte sit faste greb om kæden og i en let bevægelse drejede hun en halv omgang og slå armende ud, og højt lydt galede ”velkommen!” det hule rum gav ekko af ordet, og med tonen begyndte de mange orlogsmænd der lå i vandet, og gav lys til rummet – lige på når ganske få magiske fakler ved tunnelen de lige kom ind, at bevæge sig væk fra vandkanten og længere ud, væk.

I et sæt åbnede hun munden bredt, og de pikante tænder og den delte tunge kom til lys som hun kigget overrasket på Lykke.
”Du har ikke været her før! Vil du have en rundvisning efter?! Jeg er endelig blevet færdig med mine runer I den nye fløj!” som det blev sagt træk hun i kæden med samme energi som ordene blev leveret med og kvinde fangen faldt i rykket ind og blev grebet af Petrichor.

”I skal selvfølgelig også se jeres nye hjem!” lyd det mere dyrisk med et lille hvæs bag hvert en ’s’ lyd i sætningen, og ordet hjem slap hun så kvinden faldt imod de klamme, kolde sten lige ved Petrichors fod, og lige før faldet lod hun tungen kort finde kvindens kind.