At officielt få udpeget Jontar havde taget én bekymring af fyrstens skuldre, men det ville være en løgn at sige, at det ikke havde fået flere til at dukke op. Tyngden af bekymringer og hans eget paranoia plagede fyrsten meget disse dage og hertil kom, at han ikke følte sig ganske på toppen fysisk .. 

Ville Jontar blot blive den næste i rækken af afdøde eller forsvundne børn? Var der nogen der stræbede selve fyrsten efter livet og var ved langsomt at forgifte ham? Tankerne blev ved med at presse sig på og fik Sephyran til at isolere sig - alene med sine tanker og sine bekymringer, desperat spejdende gennem sit spejl for at komme sine fjender i forkøbet.

Han havde brugt en god del af dagen på at spionere på sin bror, slavehandleren Sayyid. Manden havde haft en lidt for lang finger med i spillet, når det kom til Jontars opvækst, og Sephyran havde en nagende følelse af, at broderen ville forsøge på noget, men spejlet havde ikke vist ham andet end slavehandlerens daglige arbejde, og han var i frustration gået tilbage til arbejdsværelset, hvor formiddagssol var blevet til eftermiddagssol, uden han havde bemærket det. En banken lød ved døren, der kortvarigt fik ham til at fare sammen, og han tog en dyb indånding og rettede gevandterne til, inden han med høj røst bød gæsten indenfor.

"Florence .. min kære.." Blikket der gled mod flasken i hendes hånd havde anelsen af skyld i sig. Havde han ud over sine andre kvaler negligeret sin kone på seneste? Fyrsten kunne ikke forventes at have tid til alting, men hans tilstand havde utvivlsomt fået ham til at lægge større afstand til ægtesengen..

Smilet der hvilede over fyrstindens læber var langt mindre alvorligt, end det humør der havde ledt Sephyran herop idag. Af ren vane ville blikket senere tage resten af rummets indhold ind, men idet hun trådte ind, var det kun på ham. "Min fyrste.." hun virkede ikke skuffet, men mere opsøgende da hun med den frie hånd vinkede et svævende vinglas ham nærmere, forud for at hun selv nåede hen til ham. 
Bagved hende skubbedes døren i - også styret af magien - og et enkelt øjenbryn gled spørgende op på sin vej derhen. "Min kære.. jeg mindes ikke at have set dig hele dagen? Jeg tænkte du muligvis kunne bruge et afbræk i dit arbejde" lidt mindre formelt fortsatte hun, og gestikulerede med et tilgivende smil til hvad end han havde siddet og fiflet med. 
Usagt kunne mange nok godt blive enige om, at det ikke var på grund af logistiske papirarbejde efter festen, at han havde været ophængt så længe. Men i alt den tid hun havde kendt fyrsten, havde det ikke været ligeså 'tæt' på som det var nu, og hun rakte en rettende hånd ud, som sirligt fangede en fold han havde fået overset, på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, da hun endelig nåede ham.

Han var en høj mand, og tårnede sig lidt over 10 cm over hende. Men da hun kiggede op så han lidt mere træt ud end normalt. Havde han ikke også været det generelt, de sidste par dage? 

Selv om Sephyran stod rank foran sin hustru, følte han sig ældre og mere faldefærdig, end tidligere. De fine rynker i fyrstens ansigt var utvivleligt på grund af utallige bekymringer i højere grad end alderen, for stod det til ham selv, havde han mange gode år tilbage, hvis ikke hans fjender eller krystalvinen sendte ham i en tidlig grav..

"Du ved hvordan det er .. " Indrømmede han med et lille suk, mens blikket kortvarigt vandrede mod sidegemakket, hvorfra han foretog sig det meste af sin spionage. En sjælden gang i mellem var det magiske blik også blevet vendt mod Florence, især i tiden kort efter deres bryllup, for hvordan skulle han nogensinde kunne stole på en kvinde så tæt inde på livet af sig?

Men som hans krystalblå blik ikke havde fundet noget at mistænke, var det gradvist blevet vendt mere udad mod de andre, mere åbenlyse trusler mod hans person.

"Det var godt at se dig til festlighederne, min kære.. endnu en gang har vi vist vores nærmeste, at Kazimi-huset ikke mangler rigdom.." Mange af festens samtaler havde dog utvivlsomt handlet om den forsvundne prins Kareem, forbandelsen der stadig truede familien, og den nye fare, Jontar pludselig befandt sig i.. ikke, at nogen havde ytret et ord om dette i fyrstens nærhed. De vidste bedre.

En bekymret rynke trak i nogle sekunder det ellers milde glimt væk, og Florences blik fulgte hans gestikuleringer imod sidegemmakkets skjul. Selvfølgelig. Hun vidste efterhånden godt hvordan det var... den dybere bekymring som tyngede hele hans udstråling, jah den var vel kun gradvist blevet værre med årene - nok til at hans tid med krystalkuglen nok vægtede højere end mange andre prioriteringer. Men hun havde ikke haft grund til at bebrejde ham for det. I hvert fald ikke endnu. 
Rynken smeltede dog væk da han talte igen, og fyrstinden vendte de sølvfarvede øjne tilbage imod ham, læberne bukket opad i et fornøjet smil. "De så fantastiske ud" nynnede hun bekræftende, næsten en smule forsikrende. "Slægten står stærkt". 

Både Jontar og Pompeia var en fryd for øjet, en balanceret alliance og havde allerede nu trukket opmærksomhed udefra Rubiniens cirkler, ikke kun de inderste. Af hvad hun havde hørt, var det meste af den opmærksomhed positiv. 

Hånden ved hans arm gled op imod det mærke skæg langs kindbenet, og hun kørte overvejende fingrene over dets mørke hår, inden at hun lænede sig ind til et hurtigt kys. Hvor lang tid siden havde det været? Da Florence med en tilfreds lille brummen trak sig fra det, var det for i stedet at vende blikket indbydende imod en af divaerne i rummet, som han kunne sætte sig ved. Lade hende opvarte ham lidt, han fortjente det. Hånden slap ham til gengæld aldrig helt, og og hev ham blidt med sig, nede omkring albuen - hvis han da skulle motiveres. 
"Dine brødre var der også, selvfølgelig..." Imens hun talte vippede nogle af fingrene på den anden hånd, og lydløst puffedes nogle af puderne i divaen op, lidt mere inviterende og magelige. Tonelejet var dog stadigvæk opmærksomt, da hun lidt prøvende forsatte. "De virkede til at opføre sig pænt" og uudtalt lå det i luften, bekymrede Sayyid ham? 

//Jeg kan ikke huske hvem slavehandleren er, men det er ham hun mener 8)

"Ah ja, et yndigt brudepar .. og utvivlsomt går der ikke længe, før børnebørnene kommer.." Svarede han tilfreds, hans tanker allerede sværmende om den mulige familieforøgelse. Han havde store forhåbninger til Pompeias fertilitet, men skulle der vise sig at være problemer, ville det næppe være noget, man ikke kunne betale sig til at finde en magisk løsning på..

Han lod hende kysse sig, tilfreds ved hendes nærværelse og kærtegn. Selvom ægteskabet til Florence havde været mere af politik, end af kærlighed, var hun stadig ung og smuk, hvilket fyrsten satte pris på, og han lod sig da også føjeligt føres til divanen, hvor han gled ned og sidde, anrettende vældet af silkeklæder omkring sig.

Som han lænede sig tilbage i puderne, inviterede han hende med håndbevægelsen til at slutte sig til ham, mens hendes ord fik en rynke til at danne sig mellem brynene. Hun var mere intelligent, end hvad der nødvendigvis var godt for en kvinde, men det gav ham alligevel en vis glæde, at hun havde øjnene med sig. Jo flere de var, til at holde et vagtsomt øje, jo bedre..

"Åh ja, de spilder sjældent chancen for at deltage i familiefestlighederne.. Lagde du mærke til om Sayyid holdt et særligt øje med Jontar?" Broderen havde haft en stor finger i drengens opvækst, hvilket under normale omstændigheder havde virket som en udemærket ide, men nu hvor Jontar stod til at blive fyrste en dag, virkede slavehandlerens indflydelse pludsleig som en trussel på fyrstens magt og indflydelse..

Florence gled med et tilfredst lille smil ned ved siden af ham, og tænkte lidt tilbage på aftenens hændelser. Krystalglas, smukke mennesker, god musik og mad... hun havde holdt øje, og i de løse samtaler hun havde haft med diverse adelsfolk fra ballet, havde ikke været indoldsrige nok til at hun kunne kaldes distraheret. 
Og Sayyid havde sværmet i udkanten af nogle samtaler. "Det tror jeg alle gjorde" endte hun med at sige, måske en smule indvigende men dog ikke helt. Florence lænede sig tilbage i divaen, og lod en undersøgende hånd glide fraværende over de mørke hår ved hans arm. "Jeg tror du har ret i at være opmærksom. Men Jontar er en..." og hun smilede lidt mere sigende. ".. han kan træffe de rigtige beslutninger, han er skarp" selvom man kunne bekymre sig om hvad der kunne ske, ville det meste ligge på den unge prins skuldrer. Og han ville leve op til ansvaret; han havde nok ikke mange andre valg.

Florence krydsede det ene ben lidt mere afslappet, og lod et lidt undersøgende blik møde Sephyrans. "Bekymrer han dig mere, de her dage?" Saiyyd. hun følte at det var et åbenlyst spørgsmål, jah nok nærmere en konstatering . Men det var ikke altid hun fik lov til at lægge ører til de mere tunge emner, og måske han ønskede at snakke om noget andet. En eller anden form for varsomhed havde hun trods alt samlet op. Men det gik også og nagede hendes tanker en anelse. Hun ville aldrig gå så langt at nævne det selv, at han havde haft travlt det sidste stykke tid. Det behøvede hun da heller ikke. 

Sephyran brummede bekræftende, selv om han ikke helt vidste, om Jontars klogskab var tilstækkeligt. De næste par år var det vigtigt, at den unge prins blev formet til Sephyrans formål, hvis han da stadig kunne formes. Kareem havde haft for mange tanker og holdninger, som ville forandre Rubinien, hvis han havde nået tronen .. det var vigtigt for Sephyran at styre Jontar i en anden retning. Mod traditionerne, der skulle fastholdes.

Fyrsten sukkede og så på sin kone. Hun skulle ikke bryde sit kønne hoved med hans bekymringer, men de var nu engang så overvældende, at han alligevel higede efter at dele dem med hende. Jo flere de var til at holde deres fjender på afstand, jo bedre .. og hellere at hun hørte det fra fyrstens mund, end hvis en mand som Sayyid skulle forsøge at få fyrstindens øre.

"De fleste af mine brødre bekymrer mig.." Sagde han derfor lavmælt, hans læggende sig om hendes skuldre. "De ser på os og ovevejer, om de ikke selv kunne være bedre egnet til at have fyrstemagten.. I Sayyids tilfælde tror jeg, at han er ganske tilfreds med Jontar, men han ville forsøge at gøre ham loyal til sig selv. Og så er det blot mig, der står i vejen for hans magt.."

Det var paranoide tanker, men at en broder ville skaffe en broder af vejen var ikke usandsynligt under Kazimi-familiens tag.

De sølvhvide øjne, omgivet af blodig rød sklera fulgte sidelæns med i hvordan lyset i det åbne vindue langsomt blev slugt af natten, men havde hele tiden en grad af opmærksomhed på Sephyran. Især hans ord, nu hvor at dets, jah hans bekymringer faktisk blev sagt højt, og fyrstinden nikkede. Se dagstimerne i ørkenen var brændende, men nætterne kunne være grusomt kolde - hvis man altså var alene. Heldigvis ikke for hende, men tanken om at vågne op til en kold krop.. jah den sendte en kuldegysning ned af fyrstindens ryg, og hun lænede sig med en behagelig brummen ind til hans varmere krop. Det, sammen med tanken om at en sådan forræderi kunne komme indefra...  

Det var dog ikke selve tanken om en død krop som gjorde hende utilpas, men nok nærmere kaosset som ville komme efterfølgende. Hendes egen position var alt for afhængig af Sephyrans, til at hun kunne være ligeglad med ham. Eller deres familie. 

Paranoiaen faldt derfor ikke for hverken døve eller sløve ører, og hun skubbede med et lille smil din hånd op til den han havde over skuldrene på hende, og flettede sine fingre end imellem hans ringdekorerede fingre. "Jeg ville aldrig lade dem krumme et hår på min løve" summede hun lavmælt, men vidste at det nok ikke var lige den forsikring han stolede mest på. Hun mente det dog. Og rød var nu engang en pæn farve, selvom den ikke passede ind i de purpurfarvede dekorationer familen udsmykkede paladset med. 
Et skarpt glimt flakkende kortvarigt over det almindeligvis dovne blik, inden at det hastigt svandt væk igen, dulmet af hans omfavnelse og stærke arme. "Men din frygt er sjældent ubegrundet, vel? Så spørgsmålet er nu, hvordan han har tænkt sig det. Loyalitet kan sjældent købes, og slet ikke af Jontar. Men tror du han kan manipuleres?" Sephyran tog sikkert fejl i mange ting, men næppe dette. Eller talte hun ham bare efter øret? 
Og hvis han kunne manipuleres, gik det vel begge veje; det behøvede ikke at være Sayyid der var den som manipulerede, hvis det var vejen frem. 

De safirblå øjne låste sig fast i hendes røde. I starten havde han fundet den blodige farve ildevarslende, men han var blevet forsikret, at det var et tegn på, at hendes magi var stærk - og at få stærk magi ind i Kazimislægten var netop ganske ønskværdigt. Flere af hans børn havde arvet evner lig hans egne, men det var vigtigt at avle med omhu.. også selv om tilfældighederne altid spillede en smule ind. De var trods alt ikke dæmoner, der magisk manipulerede med barnet i maven.

Hans hånd strøg over hendes arm, ind til hendes fingre fandt hans og de flettedes sammen, og hendes ord fik ham til at smile, selv om han tvivlede på, at hun alene kunne stå mellem ham og hans fjender. Ikke desto mindre - det var vigtigt at kunne stole på den, man delte ægtesengen med. I modsætning til den sidste..

"Sayyid har haft mange år til at manipulere ham.. Jeg troede aldrig at Jontar skulle stå med vægten af fyrstemagten på skuldrene, så der var ingen skade i, at Sayyid oplærte ham i slavehandleriet. Nu kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvad han ellers har lært knægten .. " Han gav hendes fingre et lille klem, mens hans blik søgte mod vinduet, hvor tusmørket var dukket frem, men lydene fra havens fugle stadig kunne høres. "Han ville dog ikke have den til at starte med .. titlen som arving." Jontar havde spillet stærk, men fyrsten havde set fortvivlelsen i sønnens blik. Det var ikke en magt, han havde bedt om at få kastet på sig - men han var den eneste, der kunne tage den. 

Der var mange grunde til ikke at bryde sig om Sephyran, men de var lettere at skubbe i baggrunden, og i stedet fremhæver tidspunkter som disse. Hun havde ikke tvivlet på at der var sket meget, det sidste stykke tid. Og hans ord fik Florence til overrasket at spærre øjnene en smule op, da han fulgte op med at Jontar endda slet ikke havde ønsket titlen til at starte med. "Han ville ikke?" Fordi selvom hun da ikke var blind overfor hvad det ville betyde, forbandelser og alt det.. 
Så var der mange i lige præcis dén her familie, som gerne slog ihjel for muligheden. Det var en underlig kontrast. 

Spørgsmålet om hvad det så betød, vidste hun at han nok havde overvejet længe. Det var i hvert noget der kunne trække søvn, og hun fulgte retningen hans blik tog imod vinduet udenfor, og pressede overvejende læberne en smule sammen. "Hvad foreslog han i stedet for?" han måtte have fundet løsninger, og indset at der ikke var nogle optimale. 
Spørgsmålet og tankerne om Sayyid lurede stadigvæk et sted i baghovedet, men mere interesseret i den unge prins, var det at hun fokuserede på det. Fyrstens børn... 
.. jah, aldersforskellen - eller mangel på samme i nogle tilfælde - havde gjort det svært at komme tæt på dem. Men Jontar havde også en stærk... hun rystede indvendigt på hovedet, og lænede sig ind imod ham, imens de sad og snakkede. 

Hans fingre vandrede ned langs hendes arm, blidt kærtegnende hendes hud, selv om der var en vis automatik over bevægelsen, der afslørede, at tankerne i høj grad stadig befandt sig andre steder. Det samme sås i blikket der igen tankefuldt var vendt mod vinduerne ud til den frodige have uden rigtigt at se.

Florence lød overrasket, men hvordan kunne hun også i sandhed forstå, hvad fyrstemagten helt indebar? Sephyran selv var blevet opdraget til det fra det øjeblik, hans øjne mødte verden, men for Jontar var det kommet som et chok. Han bebrejdede ikke knægten at være uvillig, men sket var sket, og nu måtte han tage kappen på sig..

"Åh, han foreslog såmænd ikke så meget .. Han spurgte hvorfor, som om det ikke var åbenlyst, arverækkefølgen taget i betragtning.." Sønnen havde også ytret andre ting, som at han var slavehandler og ikke fyrste. Men fyrste kunne han tids nok nå at blive .. Sephyran håbede blot, at forbandelsen hverken fik bugt med Jontar eller ham selv, før den unge mand var klar..

Der var mange bekymringer for en mand som Sephyran, og han havde sin del at slås med. 
Hvis det ikke var politiske kampe, var det interne kampe - hvis det ikke var internt, så kom problemerne udefra - der var trods alt en hel by som skulle varetages, og en landsdel der skulle reageres. Florence var ikke (og kom nok aldrig helt til at kunne lade være) med at overveje vægten af den uvilje mange andre adelige i forvejen havde imod Rubinien, og de love der udgjorde ørkenlandets rammer. Jah de spillede så hellige, på den anden side af grænsen, når de talte om ulovligørelse af slaveri og forældede kvindesyn menneskesyn. 

Men de vidste ikke hvad de talte om. Hverken hvad angik fyrsten, eller hvad angik Rubinien. 
Fyrstinden fulgte hans blik ud imod mørket udenfor, der lagde sit tæppe over himmel og sandhav - omend stadigvæk livligt af fuglesang. De vidste ikke hvad de talte om, og tillod sig alligevel at kritisere deres livsstil, som om at de vidste bedre. Florence selv vidste at der var en grund til at syden var indrettet som den var, og dermed også hvorfor situationen med Jontar, ville ende med at han ville blive fyrste - der var ikke andre muligheder. Ikke medmindre...
... og hun aktiverede lidt af sin magi, for at få et vinglas til at svæve ind i hånden på hende idet hun svarede. "Du har en ældre datter". 
Pointeret, uden meget tøven, men smilede beroligende, lidt mere drislkt til hvad end fnys der måtte komme - for det var ikke et seriøst forslag - og tog en lille tår af glasset da hun greb det fra luften. "Men nej, spøg til side. Men han ville foreslå... en af sine yngre brødre i stedet, med det lille 'hvorfor'?" og hun rynkede brynene, da de røde øjne gled tilbage på Sephyran. Fordi dét... jah det kunne godt lyde som en Saayid idé. 
Værende lillebror selv, og alt det...

Fnyset kom med det samme, og det var heldigt, at det drilske smil kom kortvarigt efter - for blot tanken om at lade en datter overtage hans plads, når han døde, kunne give ham søvnløse nætter. Kvinder var ikke egnet til at lede - så simpelt var det. Men Florence var også en kvinde, så nemt påvirket af løfter om magt, at han næppe kunne bebrejde hende, selv havde hendes udsagn været seriøst.. så havde han blot været nødt til at forklare hende, mand til kvinde, hvorfor det ikke kunne være sådan.

Men Florence havde Rubiniens blod i årerne, og hun vidste, hvordan Kazimi-familien havde hersket. Den ene gang en fyrstinde havde ledet ørkenlandet, havde det ikke ført til andet end katastrofe..

"Sket er sket." Brummede Sephyran. "Jontar bliver fyrste, når jeg en dag går bort." Bestemtheden var tydelig i fyrstens tonefald, om end den lille stilhed efter hans ord efterlod et usagt medmindre forbandelsen også får bugt med ham.
"Men han får brug for vejledning.."

Indvendigt himlede de grå øjne, og Florence rystede umærkeligt på hovedet over ham. Så bestemt en mand, det var så sjældent at nogle sagde ham imod. Mest af alt fordi at de ikke kunne, det var egentlig ganske specielt, at bo og leve omkring. Det ville aldrig blive det samme for hende. 
Men fyrstinden modsagde sig sjældent - og så slet ikke hvad angik fremtidsplanerne for familien. 

Men han får brug for vejledning. Lidt undersøgende livede øjnene op igen, og Florence, der i nogle tænkende sekunder havde betragtet nogle af de ankelsmykker der dækkede det af hendes ben man kunne se, lod øjnene glide tilbage på Sephyran. Oh? 
"Og du vil ikke selv være den, der vejleder ham?" hun forestillede sig ikke at han turde give det ansvar, og den mulighed, til andre. Og han var en voksen mand, den kære Jontar. Han ville nok ikke lade sig påvirke, bare uden videre.

Fyrsten snoede en lok af hendes hår om sin finger, beundrende overgangen fra det sorte til det sølvhvide. Det var usædvanligt, ligesom hendes øjne - noget ikke alle ville kalde smukt, men Sephyran mente alligevel at Florence havde sin egen skønhed. Man så også tydeligt på hendes krop, at hun tog sig godt af sig selv og endnu ikke var ramt af alderdom..

Og hvad Sephyran end kunne savne i sin hustru, kunne hans ivrige hænder nemt finde i en slave eller en anden ung kvinde, ivrig for at give sig selv til hans magt.

"Jo, men al min tid kan ikke gå med det." Brummede han, vendende tilbage til samtaleemnet: Jontar. Han havde trods alt mange, fyrstelige pligter, der ikke blot gik ud på at ligge i silkepuderne og drikke vin - selv om man nogle dage kunne fristes til at tro det. "Saiyyd har dog allerede haft rigeligt at sige til hans opvækst .. han får brug for flere perspektiver."