Skyerne hang som en dyne over hovedstaden og det kunne godt ligne at de bragte regn med sig, de så i så fald mørke og tunge ud. Dagen havde været stille og rolig, intet over det sædvanlige, hvilket også betød at der havde været tid til at slappe lidt af og få noget i maven. På nuværende tidspunkt var der kun en enkelt tilbage på klinikken, en herre der var kommet til skade efter at have faldet til sin hest og lagt bevidstløs i gaden. Cassandra havde sørget for at manden var blevet tilset mens Leonore havde gået rundt og sørget for de andre rum, var som de skulle. Diverse redskaber var blevet lagt frem, hvis der skulle komme en patient ind. Leonore havde det som hun dansede på lyserøde skyer, da hun blot for få dage siden havde været ude og gå med løjtnanten igennem gaderne. Hun havde set paladset! Dog syntes hun stadig det var underligt, at en mand af hans rang viste den slags følelser overfor en almen kvinde som hende, men hun klagede ikke. Hendes søster, Cassandra, havde allerede gået de sidste par dage og prikket lidt til hende med det, hvilket blot havde fået Leonore til at afvise en hver mistanke søsteren havde. Historien var bevares en anden, hun ville selv gå så langt at sige hun sågar havde fået følelser for manden.
 
”Cassandra! Kommer der nogen er jeg inde ved siden af! Jeg skal lige fylde krukkerne.” råbte hun fra den anden side af klinikken, før hun gik igennem klædet der hang ned ind til butikken med planter. Stille gik hun rundt for sig selv og nynnede en melodi. Det var selv samme melodi hendes moder plejede at nynne når hun var glad. Leonore greb en af krukkerne med Blodmos og en anden med Elverod for at tage dem med over så de kunne fyldes op. Som hun satte krukkerne fra sig på et bord, tørrede hun hænderne af i den beige kjole, før hun begyndte at fylde krukkerne op alt mens hun nynnede for sig selv. Hun var sikker på Cassandra var i stand til at håndtere manden der lå i klinikken, han sov alligevel bare og kom der nogen kunne hun jo bare kalde eller hente hende.

Aria var løbet gennem byens gader, væk fra nogen som hun havde vært oppe og slås med. Heldigvis for hende havde hun en god udholdenhed og var hurtig, så hun slap væk fra dem ved at løbe ind i en gyde.
Hun sad lidt op af væggen mens hun vurderede sine skader, og besluttede hurtigt at hun nok heller måtte søge hjælp.
Da hun var sikker på dem hun havde vært oppe og slås med var væk bevægede hun sig lidt haltende afsted mod Leonore.

Da Aria kom der ind så hun rundt, hun kunne ikke se Leonore, men hun så Cassandra som nok efterhånden vidste hvorfor Aria kom.
Aria smilede til hende og vinkede inden hun bevægede sig igennem klinikken, hun stalte sig ved stoffet og så på Leonore, af en eller anden grund elskede hun at se når Leonore arbejdede.

Aria smilede "nogen er glad i dag" sagde hun med et dumt skævt smil på læben.
Hun havde flere flænger i ansigtet, både læben var flækket, hun havde et blåt øje, en dyb flænge i øjenbrynet og et lille hul i hovedet, og meget mere.
Hun haltede på sin højre fod og holde sin ene arm omkring sine ribben som tydeligvis gjorder ondt.

Leonore havde gået i sin egen lille verden inde i butikken, som hun hørte døren gik op. Hun var dog sikker på hendes søster nok skulle tage imod dem, men der var ikke nogen udveksling af ord, men i stedet havde Cassandra blot peget i retning af butikken. Blikket rettede sig mod stoffet der han ned, som hun hørte skridt der nærmede sig.
 
Hun gjorde store øjne som blikket faldt på Aria ”Ved Isari… Aria for pokker.” sagde hun i et suk og satte krukken med Elverod fra sig. Hun gik op til den unge pige og så på hende med et svagt smil ”Lad os gå ovenpå… Så kan vi være i fred.” sagde hun og gjorde tegn til at ville tage omkring Aria for at føre hende over mod trappen i baglokalet og op i hendes bolig. Der var ikke nogen der ville komme og afbryde dem, med mindre Leonore’s søster fik brug for hjælp.

På vejen mod baglokalet, rettede hendes blik sig mod pigen "Så hvad handlede det om denne gang?" spurgte hun med et lille grin i stemmen. 

Aria rullede en smule øjne, det var ikke nyt at se eller høre den reaktion, det skete nogenlunde hver gang hun kom ind i butikken og så ud som hun gjorder, nogen gange var det værre, andre gange var det bare små skræmmer.

Aria nikkede roligt og tog en hånd op da Leo ville tage omkring hende "Det ville jeg ikke gøre, jeg er ret sikker på det vil gøre ondt" sagde hun roligt og smilede lidt til Leo, normalt ville hun ikke ha noget i mod at Leo holde omkring hende, men hun var ret sikker på at den mindste berøring lige nu ville gøre meget ondt på hende, hun var ret sikker på hun havde nogen trykket ribben, hvis ikke brækket.

Aria haltede med mod trappen, det var lidt vanskeligt at gå på den højre ankel, men hun klarede sig nogenlunde, trapperne blev nok værre at komme op af, men så klarede hun også det, hun gik stadig med armen omkring sin brystkasse selvom det ikke lige frem hjalp på smerterne.

Aria så kort op på Leo og så derefter frem for at se hvor hun gik, hun træk på skulderne "det var bare nogen drenge der var dumme" sagde hun henkastet som om det var ligemeget, for hende var det vel de var jo væk, men det var vist heller ikke hele historien. Aria ville enlig helst ikke snakke om det, men hun vidste også at hvis det stod til Leo så kom hun til at snakke om det før eller siden.

Aria så lidt op af trapperne som om hun overvejede lidt hvordan hun skulle komme der op, inden hun begyndte at halte op af trapperne, det gik lidt langsomt, men det gik da.

Det var intet nyt at Aria dukkede op og havde fået et par eller to på hovedet, selv Cassandra havde lavet lidt store øjne, på trods af hun også efterhånden var vandt til den yngre kvinde dukkede op i tide og i utide.

Leonore trak sig tilbage, hun forstod godt hentydningen med hånden og smilede blot tilbage ”Selvfølgelig, det kunne jeg have sagt mig selv.” sagde hun med et lille smil på læberne. Det var egentlig også mere per instinkt hun ville have trukket Aria ind til sig, men nu som hun fortalte det var en dum ide, kunne Leo også godt se det.

På vej mod trapperne gik Leo ved siden af hende, klar til at give støtte hvis hun havde brug for hende. Aria var viljestærk og selvstændig, så hun skulle selv have lov til at tage turen mod trappen og op i boligen. Som Aria da talte hævede hun et øjenbryn ”Du skal lade være med at ligge dig ud med sådan nogle idioter, Aria… ” sagde hun stille. Leonore vidste godt at hun ikke var i stand til at stoppe hende, men hun kunne håbe at hendes ord brændte sig lidt fast, i hvert fald bare i lidt tid?

Leo stod taktisk bag Aria da hun var begyndt at halte langsomt op af trappen ”Jeg er bag dig… Tag det stille og roligt.” sagde hun og smilede let til hende. Nok tog det lidt længere tid at komme op, men hun ville heller ikke skynde på Aria, for det var ganske tydeligt at hun havde ondt.

Som de kom op for enden og bag forhænget, åbnede der sig et rektangulært rum, hvor der var indrettet som en lille stue og et spisebord med tilhørende stole. Et mindre rum hvor der ingen dør var fungerede som hendes køkken. Bag døren tværs overfor dem, var hendes soveværelse. Det var intet specielt, men det var nok til hun kunne leve og have det godt, i hvert fald efter hendes standarder.

Aria smilede lidt over at Leo virkede en smule distraheret siden hun ikke helt tænkte sig om, men Aria vidste godt at hun gjorder det af bekymring og kærlighed, selvom Aria efterhånden havde vænnet sig til at det var sådan Leo var overfor hende så var det stadig lidt underligt at tænke på.
Leo havde fra første dag Aria kom ind til hende vært mere som en mor for hende, end hendes rigtig mor havde. 

Aria så op på hende som hun sagde at hun ikke skulle ligge sig ud med sådan noget idioter "jeg lå mig ikke ud med dem...de prøvede at ligge sig ud med mig... jeg forsvarede bare mig selv, det var bare svært når de var flere end mig....og større" forklarede hun roligt og begyndte at tænke over hvad hun kunne ha gjort anderledes for at være kommet mindre til skade.
Kunne hun være stukket af noget før, eller ramt dem anderledes? hun var ikke sikker, men hun var ret sikker på at nogen af dem fik fat i en helbreder med de slag Aria havde fået ind, men man vidste aldrig, måske Leo fik besøg af dem i løbet af dagen.

Aria nikkede til det Leo sagde med at hun var bag hende, det var betryggende at vide i tilfælde af at hun skulle falde.
Man kunne tydeligt høre på hendes vejrtrækning at det gjorder ondt, men hun var stædig nok til ikke at give op, og selvom det gik langsomt så kom hun da op for enden.

Aria fandt den nærmeste stol eller lignende som hun kunne sætte sig på, hun satte sig langsomt da det gjorder ondt, hun vidste godt at det ikke gjorder ligeså ondt som det kunne komme til når Leo skulle til at finde ud af hvad der var sket, men mon ikke hun klarede den også.
Aria så på Leo og hendes smil blev mere drilsk "vil du fortælle mig hvad...eller....hvem der har gjort dig så glad i dag, siden du gik rundt og nynnede for dig selv?" spurgte hun roligt, men stadig med et drilske smil. Aria var trods alt en teenager, selvfølgelig var hun nysgerrig, og hun kunne da heller ikke lade vær med at drille, men sådan var det vel at ha en datter som var teenager, så det kunne Leo ligeså godt vende sig til, Aria vidste godt at Leo ikke var hendes mor, men hun kunne ligeså nemt ha vært det, hun opførte sig i hvert fald som det, rigtig tit.

Nok var de på ingen måder relaterede, men det stoppede ikke Leo for at være lidt som en mor eller søster overfor Aria. Hun kendte trods alt en smule til den fortid som hun havde ahft, eller havde i hvert fald lagt to og to sammen. Nok vidste hun ikke det hele og ønskede heller ikke grave i det, da hun var klar over det sikkert ville være med til at åbne nogle sår, der nok ikke burde åbnes igen. 

Hun hævedde let et øjenbryn over hendes svar og sukkede da "Næste gang må du tage benene på nakken. Eller også må vi gå til byvagterne... Det går ikke at unge kvinder ikke kan gå i gaderne uden en flok klaphatte skal spille smart..." svarede hun en smule snerrende. Hvorfor var folk så inkompitente og ikke i stand til at lade andre være? Sådan var det da ikke da hun var barn... I hvert fald ikke hvad hun huskede, måske fordi hun havde mere travlt med at få styr på den healingevne hun havde. Tiderne skiftede og det var tydeligt og det var ikke altid til at følge med i det tempo som byen kørte i. Leonore kunne i hvert fald ikke altid følge med. 

Det var tydeligt at Aria var i smerter da hendes vejrtrækning var en smule forhindret. Dette havde formentlig noget med hendes ribben at gøre, men om de var brækkede eller blot trykkede vidste hun ikke. I så fald var hun nødt til at have fat i sin søster, da Leo ikke selv var i stand til at heale brækkede knogler. Dog var Aria også mere stædig end et æsel og det var sikkert også derfor der ikke kom en eneste beklagende lyd fra hende. 

Leo gik ud i køkkenet og fandt en lille skål hvori der kom noget lunkelt vand og derefter blev der tilføjet en lille klud. Et lille smil kom frem på hendes læber som hun hørte Aria's spørgsmål, hvilket også fik hendes kinder til at blusse en smule op "Årh... Eh... Det er såmænd ingenting." svarede hun ret uoverbevisende. Der var ikke nogen tvivl om at Aria ville være i stand til at se lige igennem denne løgn, for nu havde Aria og Leonore trods alt haft denne form for "familieforhold" i mange år, plus de røde kinder var en klar indikator at der var nogen eller noget der havde fået hende til at være så glad. Dette var naturligvis ikke hendes første prioritet, lige nu var det Aria's helbred der kom i første række.

Det ville være synd at sige at Aria havde haft en god og lykkelig fortid, for det havde hun bestemt ikke, og selvom Leo nok havde lagt meget af det sammen så havde Aria aldrig rigtig snakket med hende om præcis hvad der havde vært sket, men Leo gravede heller ikke i det, hvilket kun gjorde Aria mere rolig omkring det, hun skulle nok fortælle hende det en dag, men det kom vel når hun var klar.

Aria så letter skræmt på Leo da hun nævnte at gå til en byvagt og rystede på hovedet "det behøver du ikke... jeg har styr på det" sagde hun hurtigt og så stadig på Leo. Aria havde ikke lige frem det bedste rygte ved byvagterne, tværtimod havde hun vært inde og snakke med dem en del før hen.
Aria var blev taget for både tyveri og slagsmål, men det behøvede Leo ikke at vide noget om, så længe hun ikke gik til byvagten så skulle det hele nok gå.

Aria ville lyve hvis hun sagde hun ikke havde ondt, for det havde hun, men hun sagde ikke noget, hun pev ikke og hun beklagede sig ikke, hun var trods alt van til smerten og vidste at det hjalp ikke at pive over det, eller beklage sig, så hvorfor overhovedet bruge kræfter på det. 

Aria grinede lidt "ja så siger vi det... dine røde kinder fortælle noget andet" sagde hun roligt men tydeligt med en drilsk stemme. Aria var ikke i tvivl om at Leo løg for hende og holde det hemmeligt hvem eller hvad der havde gjort hende så glad.
Aria var dog heller ikke typen der pressede på, hvis Leo ikke ville fortælle hende det, så ville hun heller ikke tvinge hende til at fortælle om det, men Aria var da stadig nysgerrig, men hun kunne godt holde igen.
Hun håbede dog at uanset hvad eller hvem det var at de behandlede Leo ordenligt, eller ville Aria nok flippe lidt ud, mest fordi Aria så Leo som sin mor, og hun ville ikke se Leo såret.
Ligeså vel som Leo ville passe på Aria, så ville Aria også altid passe på Leo.

Leonore vidste godt Aria havde været mange ting igennem. Ikke hun på noget tidspunkt havde gravet længere ned i det, for hun ville lade Aria komme med historien af sig selv, når hun var klar til det. Hvilket sikkert også var en af grundende til den yngre kvinde søgte hende i første omgang.

Hun hævede et øjenbryn og sukkede ”Du er godt klar over du ikke behøver at holde en facade oppe overfor mig, ikke? Byvagterne er der for en grund kære… Netop at hjælpe folket.” sagde hun med et svagt smil på læberne. Det var nemt nok at sige for Leonore… Hendes var havde trods alt været en del af Lyset, så hun havde aldrig haft så mange problemer i sit liv. Hun ville heller ikke tvinge Aria til at gå til vagterne, men hvis hun kom hjem og så sådan her ud hver gang, så ville det måske være værd at tage fat på dem alligevel? Hun ville lade det være op til Aria selv, men på samme tid gik dette ikke.

Leonore satte skålen med vand fra sig og så på Aria ”Det er ikke vigtigt nu… Først skal vi lige have set på dine skader, din lille klovn.” sagde hun med et blidt, nærmest moderligt smil som hun begyndte at vride kluden op. Hun vidste jo heller ikke om det overhovedet ville blive til noget, desuden havde hun stadig den gnavende tanke i baghovedet. Det var et emne til en anden gang.
Hun rakte kluden let ud mod hende ”Vil du selv eller skal jeg?” spurgte hun og holdt kluden så Aria kunne tage den hvis hun ville.

Det var enlig sjovt at tænkte tilbage på, første gang Aria kom til Leonore var et rent tilfælde, hun var løbet væk hjemme fra på en skadet fod og med en del skræmmer, og allerede fra første dag af havde Aria følt sig tryg hos Leonore, Aria tænkte tit på hvad der kunne ha vært sket hvis hun ikke havde taget hen til Leonore den dag, men samtidig er hun glad for hun gjorde det.

Aria så op på hende og nikkede stille som hun så lidt ned i bordet "ja, når de ikke låser en inde" mumlede hun lidt for sig selv som kommentar til det Leonore sagde. Aria viste godt at vagterne var der for at hjælpe befolkningen, men nogen vagter tog deres job lidt for seriøst, i hvert fald hvis man spurgte Aria, hun var efterhånden rimelig bekendt med hvordan fængslet så ud inde fra, hun blev som regel lukket ud efter en dag eller to, vagterne regnede med at en tur bag lås og slå kunne skræmme hende på andre veje, men det havde ikke virket indtil videre.

Aria så op på hende næsten fornærmet, men kunne ikke lade vær med at smile over hendes kommentar alligevel "jeg er ikke en klovn" protesterede hun og grinede lidt, hvilket hun ikke skulle gøre da det gjorde ondt og hun tog sig til ribbene og ømmede sig lidt. 
Hun så op på Leonore, derefter på kluden og tilbage på Leonore "ikke for at lyde ynkelig, men jeg tror det er bedst du gør det, stod det til mig lod jeg det bare være" sagde hun roligt og smilede uskyldigt som et barn der forsøgte at skjule noget de havde lavet forkert, hvilket hun jo enlig også var. 
Aria var jo enlig bare et barn, hvis man så bort fra det mentale, hun var meget ældre mentalt end hun enlig var fysisk, men nogen folk voksede meget hurtigt op.

Aria så på Leonore, hun havde ingen problemer med at få sårene renset, det gjorde ikke ondt på hende, det eneste der gjorde ondt på hende lige nu var hendes fod og hendes ribben. Aria viste at hun skulle tag det med ro efter det her, så hun kunne komme sig rigtigt, hun så op på Leonore "må jeg sidde i klinikken når du er færdig med at lappe mig sammen, jeg skal nok lade vær med at forstyrre?" spurgte hun roligt, Aria kendte ikke selv til det med at helbrede og hjælpe folk, hun kunne lidt efter at ha set Leonore arbejde, men hun kunne slet ikke ligeså meget som Leonore, til gengæld elskede hun at sidde i klinikken og se Leonore arbejde, selvfølgelig ikke når hun havde folk hun skulle hjælpe, med mindre det var okay med dem, men bare general kunne Aria godt li roen der var omkring Leonore og brugte tit tid på at sidde i et hjørne af klinikken og bare se hvad der skete.

Leonore skævede mod Aria som hun mumlede lidt for sig selv. Nok hørte hun ikke hvert ord, men snappede kun noget af det op. Hun vidste godt Aria havde en tendens til at komme ud i problemer, hvilket sikkert også havde været grund til det ikke var hver eneste dag hun var hjemme og vende. Leonore bebrejdede hende ikke, men det ville knuse hendes hjerte hvis hendes ”datter” ville ende med at være låst inde for altid, hun kunne blot håbe på Aria kunne lære at passe bedre på sig selv, men chancerne? Tæt på ikke eksisterende.

Hun så på Aria med et hævet øjenbryn og krydsede sine arme ”Nå ikke? Hmm så må det være en anden Aria jeg kender…” sagde hun og grinede let, dog blev minen igen seriøst da hun så Aria tage sig til ribbenene. Leonore nikkede stille ”Det har intet at gøre med du er ynkelig. Det er okay at skulle spørge om hjælp.” sagde hun med sin blide stemme som hun tog imod kluden og vred den op i vaskefadet. Forsigtigt begyndte hun at vaske de skræmmer Aria havde fået og vred af og til kluden op i vandet. Hun forsøgte at gøre det så forsigtigt hun kunne så hun ikke forvoldte unødig smerte, desuden virkede det mere til det var hendes ribben der gjorde ondt, dog kunne hun ikke umiddelbart se blod på hendes tøj, så hun regnede med det var efter slag eller spark.

Leonore lå kluden fra sig i fadet med vand og så på Aria ”Jamen selvfølgelig.” sagde hun med et varmt smil på læberne før hun let strøg ærmerne over albuerne og tog et par dybe indåndinger. Aria havde flere gange blevet healet af hende, så derfor vidste hun at hun ikke behøvede at sige noget, når hun satte hænderne mod Aria’s hud. Langsomt ville smerterne fortage og hun ville kunne holde det bedre ud. Nej hun havde ikke tage alle smerterne væk, for hun havde trods alt brug for energien, skulle der komme patienter på klinikken.

Aria ville lyve hvis hun sagde at hun var en af gudernes bedste børn, for det var hun bestemt ikke, dem hun kom mest i problemer med var vagterne, hvilket også var grunden til hun ikke stolede på dem.
Aria lå godt mærke til at Leonore skævede mod hende, hvilket kun fortalte hende at Leonore havde hørt enten lidt eller alt hvad hun mumlede, men Leonore sagde ikke noget, så Aria kommenterede det ikke.

Aria smilede, normalt ville hun ha grinede, men det gjorde for ondt "ej hvor sjovt at du kender flere der hedder Aria" sagde hun roligt, og lidt teenage flabet som hun kunne være til tider, mens hun smilede drilsk mod Leonore.
Hun sagde ikke så meget til smerten i sine ribben, hun var ikke typen der klynkede over smerte, hun var for van til smerte til at klynke over det.
Aria så på Leonore som hun snakkede om at det var okay at spørger om hjælp "det er svært når man ikke er van til at få hjælpen.... når man har vært van til at skulle klare sig selv uanset hvad" sagde hun stille og smilet falmede en smule. Det var dog ikke løgn, efter hendes mor skred da hun var yngre og hendes søskende flyttede væk, så skulle hun klare alting selv, ikke kun for sig selv, men også for sin far.
Langsomt kom alle minderne tilbage og det fik hende til at ryste lidt på hovedet for at få dem væk igen.

At få renset sine sår var ikke det store problem for Aria, tit fik hun af vide det kunne gøre ondt, det syntes hun ikke det gjorde.
Aria smilede lidt over at hun måtte sidde i klinikken bagefter, hun vidste at Leonore sikkert ville bede hende om at slappe af alligevel så hendes skade kunne heale ordenligt, så hvorfor ikke blive i klinikken i stedet.

Mens Leonore healede hende, begyndte Aria at kede sig, hun så på vandet i fadet og pegede på det så en lille kugle med vand fløj op der fra og blev til is som hun bevægede rundt med den ene finger, det krævede ikke meget energi eller koncentration at gøre for hende, så det var nemt tidsfordriv mens Leonore gjorde det hun skulle.

Leonore kendte godt til Aria’s finurlige sider, men hun valgte ikke at kommentere på det for blikket var nok som regel. Desuden ville hun heller ikke bestemme fuldkommen over Aria, hun var trods alt en ret hårdfør kvinde efterhånden og hun syntes hun havde hørt lidt snakken i krogene om en ork? Hun spurgte ikke ind til noget og var sikker på Aria havde styr på det, ellers ville hun vel sige til?

Hun trak let på skuldrene over Aria’s kommentar ”Ja ikke… Meget besynderligt.” svarede hun med et lille grin at spore i stemmen. De havde en fantastisk kemi med hinanden, bevares de havde også kendt hinanden i nogle år efterhånden og Leonore havde praktisk talt taget en moderlig rolle overfor hende. Hun lyttede til Aria’s ord og nikkede stille ”Det ved jeg godt. Men det er anderledes nu… Du ved du kan komme til mig eller Cassandra hvis du har brug for det. Ja, jeg tror sågar du kunne gå til mine forældre, de ved trods alt lidt om dig.” svarede hun og trak let på skuldrene. Ikke Leonore havde fortalt alt om Aria til dem, men hun havde da forklaret hvem den unge pige var og hvad deres forhold til hinanden var, hvilket de ikke havde så meget at sige til, de var nærmest stolte.

Det tog ikke længe for Leonore at pleje Aria’s sår og småskader, så da hun var færdig rettede hendes blik sig mod den kugle af vand der fløj rundt. Forbløffet nikkede hun og så derefter mod Aria ”Det er handy… Men med det blodige vand ligefrem?” spurgte hun og lod et lille grin undslippe. Leonore var bevares ikke sart, men det var måske lidt… Makabert?

Aria kunne godt li det bånd hun havde fået med Leonore gennem tiden, hun startede enlig med at komme hos hende for at blive healet, men jo mere Aria dukkede op og hun fandt ud af at Leonore ikke stille spørgsmål, jo mere kunne hun li og være der.
Aria kunne også finde på at være i klinikken bare for at se på Leonore arbejde, hun fandt det interessant og meget fascinerende at se på.

Aria smilede "jo meget" sagde hun roligt og smilede, hun kunne ikke rigtig grine uden det gjorde ondt.
Hendes smil falmede lidt, hun nikkede lidt "det ved jeg, det er bare ikke altid lige nemt" sagde hun roligt og smilede lidt igen.
Aria så nok Leonore som en mor det meste af tiden, hun havde aldrig sagt ordet mor til hende og hun var hverken biologisk eller juridisk hendes mor, men hun gav Aria den samme kærlighed og omsorg som en mor normalt skulle gøre, og det var noget af det Aria havde manglet i en stor del af sit liv.

Som Leonore kommenterede på den lille kugle der fløj rundt lod hun den dumpe ned i fadet igen "undskyld, der var ikke lige andet vand i nærheden, og du kender mig... jeg kan ikke sidde stille ret længe af gangen" sagde hun roligt og smilede lidt.
Aria brugte sjældent sine evner, men de var der og hun brugte dem kun når de var nødvendige eller hvis hun kedet sig, og hun var ret sikker på at Leonore nok var blevet sur på hende hvis hun i stedet havde sat sig til at læse Leonores tanker, så vandet virkede som den bedste ide.

Man kunne vel godt sige deres bånd var meget som en mor og datters? Det var også sådan hendes forældre så dem i hvert fald. Leonore havde i hvert fald ikke noget imod at tage sig af Aria og at give hende tag overhovedet var heller ikke noget problem. Hun ville altid være der for hende, hvis hun fik brug for det, det skulle hun aldrig være i tvivl om.

Hun vidste Aria ville grine hvis ikke det var for hendes smerter, dog ville de snart fortage sig, håbede hun da i så fald, nu hvor hun blev færdig. Et skævt smil kom frem på hendes læber over hendes ord ”Jeg ved godt det måske ikke altid er nemt, men husk vi er her for dig Aria. Du er altså ikke alene mere.” svarede hun og det skæve smil, blev i stedet mere varmt.

Leonore grinede let over hendes ord ”Skal jeg finde noget?” smilede hun og så mod det rødlige vand i skålen for derefter at rette blikket mod Aria igen ”Okay, nu tager jeg lige fat i dig og det tager nok nogle minutter, så jeg svarer nok ikke.” sagde hun og smilede svagt til Aria. Hun lå hånden på Aria og langsomt ville hun kunne mærke den varme fornemmelse sprede sig i kroppen, så og skader ville heale og hun ville have knap så ondt. Nogle minutter efter tog hun hænderne til sig selv og smilede ”Bedre?” spurgte hun afventende, ellers havde hun nogle urter hun kunne give hende.

Aria havde enlig lejet sig ind på et værelse hos et ældre ægtepar, men hun var der næsten aldrig, hun var enten hos en af hendes venner eller hos Leonore, Aria var ikke alt for glad for at være alene om natten, det var der hun tit kunne gå i panik eller blive meget angst for lyde og den slags, så var det nogen gange nemmest at være hos Leonore så der var en til at hjælpe hende.

Aria så på Leonore og smilede blev lidt mindre, men det var der stadig "det ved jeg.... jeg prøver at huske det" sagde hun roligt og smilede lidt igen.
Aria var helt klart en helt anden når hun var sammen med Leonore end når hun var ude i byen alene.

Aria nikkede lidt da Leonore spurgte om hun skulle finde noget rent vand "ja tak" sagde hun roligt og smilede til hende, Aria kunne ligeså godt lege med vand mens Leonore gjorde det hun skulle.
Hun nikkede roligt "det ved jeg" sagde hun roligt, Aria var efterhånden blevet helbredt af Leonore så mange gange, så hun vidste godt hvordan det fungerede, derfor ville hun også gerne ha noget vand hun kunne lege med i mens.

Aria kneb øjnene lidt sammen da Leonore lå hænderne på hende, men slappede mere og mere af jo mere af smerten der fortog sig.
Hun tog en lidt dybere vejrtrækning for at tjekke da Leonore var færdig og nikkede roligt "meget bedre" sagde hun roligt og smilede til hende, hun så på sin fod og prøvede at bevæge den for at se om det også var blevet bedre så hun faktisk kunne gå rundt, eller om hun stadig skulle halte lidt.

Hvad Aria foretog sig når hun ikke var hos hende, vidste hun ikke, ærligt havde hun vel ikke så meget at sige, for de var jo ikke blodrelaterede og selv der, ville hun nok ikke have haft noget at skulle sige. Leonore gjorde det selvfølgelig for at beskytte hende, for hun vidste hvad hun kom fra, hvad hun havde været udsat for før og det ønskede hun ikke skulle ske igen.

Hun valgte ikke at svare og nikkede blot let, der var ikke nogen grund til at grave mere i emnet, for så længe Aria forsøgte at huske på det, så skulle det hele vel nok gå? Eller det håbede hun i hvert fald. Leonore trak let på smilebåndet, før hun tog fadet med det blodige vand og fik det skiftet ud med noget der var rent i stedet. Hun kom igen tilbage og smilede varmt til hende, før hun tog i hende og begyndte at heale de sår og skader hun nu engang måtte have, hvilket ville tage nogle minutter. Da hun var færdig tog hun hænderne til sig igen og smilede blidt til Aria ”Det var godt. Nå må jeg så se dine fine tricks?” spurgte hun og satte sig på briksen ved siden af Aria.

Aria vidste godt at alt Lenore sagde og gjorde var for at beskytte hende, Leonore havde vært den ene person i Arias liv som Aria altid kunne regne med, den ene person som faktisk behandlede hende som et menneske og ikke som en indtjening. Aria var overbevist om at hun havde vært død for længst hvis hun ikke havde mødt Leonore for nogen år tilbage.

Aria smilede til hende da hun kom tilbage med noget rent vand. Aria sad og legede med vandet mens Leonore arbejdede, det kunne hun ligeså godt, ellers kunne hun ikke sidde stille.
Aria grinede lidt da Leonore spurgte om hun måtte se hendes tricks, Aria nikkede lidt og så på vandet, hun holde sin ene hånd mod fadet med det rene vand og en vand bobbel løftede sig fra vandet, så den var cirka i øjenhøjde med Aria inden den frøs til is og blev en isterning, Aria fik den til at svæve  i mod sig og tog den i munden hvor den blev til vand igen som hun sank, hun så på Leonore og smilede lidt til hende "meget praktisk når der er varmt" sagde hun roligt og grinede lidt.
Aria fik vandet til at danse som en slange på vej op af en krukke og frøs den til is så der nu var en slange ligne is skulptur foran dem.
Aria fokuserede på vandet med et smil på læben, men mistede sit fokus da hun vendte hovedet for at se på Leonore, så is slangen blev til vand og falde så der røg vand lidt over det hele, Aria så nærmest skræmt på vandet og op på Leonore "undskyld, det var ikke med vilje det lover jeg... det var et uheld... jeg skal nok tørre det op" sagde Aria hurtigt og lød nærmest skræmt, som om hun var overbevidst om at Leonore ville blive meget vred på hende. 
Aria kendte jo ikke andet end skæld ud og slag, så hun var sikker på at det var det der ventede hende nu, hvor der var vand over alt, både på bordet og på gulvet.
Aria rejste sig for at ville finde noget og tørre det op med, hun ville ikke resikere at gøre Leonore sur.

Leonore gjorde og sagde ikke dette for at være træls eller gå Aria på nerverne, men for at beskytte hende. Hun kendte ikke hele den unge kvindes baggrund, men hun vidste nok til, at Leonore vidste der var behov for hun blev beskyttet og nogle faktisk tog sig af hende, desuden var hun blevet glad for at have hende omkring, om det var for nogle timer eller flere dage ad gangen betød intet, for hun sørgede for at gøre det klart for den anden at hun altid var velkommen.

Leonore’s blik var rettet mod vaskefadet og hun så hvordan en boble med vand rejste sig fra fadet, blev til is og Aria fik den i munden. Et øjenbryn hævede sig i forsøg på at gennemskue hvordan den andens magi fungerede, men hun forstod det ikke helt, hvilket vel også var lige meget? Hun rettede blikket mod Aria og lod et kækt smil komme frem på hendes læber ”Det må man sige” svarede hun muntert. Som vandet igen formede sig så hun måbende på det og det frøs igen til is. Det var fascinerende. Som isen blev til vand og plaskede tilbage i fadet, væltede det. Med et lille hvin hoppede hun til den ene side for ikke at blive våd og rettede da blikket mod Aria der var helt febrilsk.

Hun viftede med armene og sendte Aria et forsikrende smil som hun rejste sig for at finde noget til at tørre op med ”Stop, rolig, rolig… Slå du nu måsen i sædet, det antal gange jeg selv har væltet det fad… Puuuh” svarede hun med et lille grin i stemmen og så mod fadet og derefter Aria igen ”Slap af, jeg klarer den” forsikrede hun og tog fadet før hun gik ud efter en lille moppe og en spand samt nogle klude til at tørre vandet op.

Til tider kunne Arias humør svinge en del og ændre sig rigtig meget, hvilket Leonore fik lov til at være vidne til denne gang.
Aria gik fra at virke utrolig stolt af sig selv, og glad for at se hvor imponeret Leonore virkede over hendes evne, til at virke enormt bange og klar på at blive slået til eller råbt af.

Da Leonore i stedet for at skælde ud, var ganske rolig og endda grinede, blev Aria mere forvirret og så meget undrende på Leonore "vent... er du slet ikke sur?.... jeg væltede vand over alt?" spurgte hun undrende, Aria var meget forvirret over at hun ikke blev sur, hun var van til at folk ville blive sure over den slags.

Aria tøvede lidt inden hun tøvende satte sig ned og så på Leonore "skal jeg ikke hjælpe med det der?" spurgte hun forsigtigt, stadig tydeligt rystet og bange efter det der var sket, hun kunne slet ikke finde hoved og hale i hvad der foregik omkring hende på nuværende tidspunkt, og var tydeligt fange i sit eget hoved omkring det.