Et bryllup burde være den lykkeligste dag i en kvindes liv. Det var den fortælling Laurenne, og nok også langt de fleste andre adelskvinder, var vokset op med. I realiteten var det nok langt fra tilfældet for langt de fleste kvinder. Hendes indtryk var dog, at de fleste kvinder som minimum var glade, eller i hvert fald tilfredse, med deres bryllup. Men det var ikke tilfældet for Laurenne. I dag var en af de værste dage i hendes liv. Hun havde brugt de sidste mange år på at undgå brylluppet, og nu.. ja, nu var det jo sådan set allerede sket.

Hun havde opført sig pænt til festen, eller i hvert fald nogenlunde pænt. Hun havde gjort sit for ikke at være tvær at sur, alles øjne hvilede trods alt på hende, og hun kunne jo ikke glemme sit 'gode' navn og rygte, bare fordi hun nu var blevet gift. 
Som aftenen skred frem blev stemningen mere festlig, ganske som det jo så ofte skete til så store fester. Laurenne holdt sig dog pænt til kunne at nippe til nogle få glas vin. Hun havde ikke tænkt sig at give hendes nye ægtemand nogen mulighed for at udnytte hende i en svag tilstand.

Under hele festen forsøgte Laurenne at finde bare et øjeblik, hvor hun kunne forsvinde og være lidt for sig selv. Det var problemet med bryllupper, alt opmærksomheden skulle være på bruden! Hun var derfor nærmest ved at sprænge i luften over indestængt vrede, sorg og irritation da hun alt for sent på aftenen endte med at beslutte, at hun var ligeglad med, om nogen opdagede, at hun gik. Hun havde brug for at finde et værelse, hvor hun kunne lukke sine følelser ud.
Valget faldt på et af borgens mange gæsteværelser. Hun ville have valgt sit eget, men chancen for at nogen ville lede efter hende der var alt for stor. Hun havde ikke engang tid til at låse døren, som vredt blev smækket efter hende. Hun satte kursen direkte hen mod et spejl. Det var nærmest som om at spejlbilledet gjorde nar af hende. Alt ved udseendet var perfekt, selvfølgelig, det var jo hende, men alligevel havde hun lyst til at rive de mange kunstfærdige smykker ud af håret og give sig i kamp med den mørkeblå kjoles stof indtil hun til sidst var fri for den. Men hun var jo desværre nødt til at komme ud fra værelset igen, så i stedet begyndte hun vredt at vandre rundt i værelset mens hun råbte alverdens skældsord som bestemt ikke egnede sig for en kvinde som hende. 

Det var virkelig en sorgens dag. Endnu en stakkels frisk kvinde med så meget potentiale, var røget i det mærkelige menneskelige fænomen af ægteskab. Naamah havde hørt rygterne, specielt som snakken gik på hvor storslået og fantastisk festen skulle være. Der skulle stå en hvid smuk brud, som imiterede uskyld som Naamah i hvert fald vidste at hun ikke ejede. En skam. Måske han skulle aflægge hende et sidste besøg, inden hun skulle fastholde sig til de ægteskabelige normer. Et lille fnys forlod ham i let morskab. Han tvivlede på det kom til at ske, at hun holdte sig tro.

Alligevel, var Naamah taget afsted under sit dække som en af de mange Reier slægtninge. Bernard havde trods alt været set med frøken Sinnett, eller hvad hun nu snart kom til at hedde, af flere omgange. Det var måske ikke så underligt, at hendes kære fader ikke havde sørget for at en invitation faldte på hans bord.

I fine, men langt mere praktiske klæder end resten af selskabet, sneg den lyshårede unge mand sig ind i mængden i de senere aftentimer, hvor de fleste af gæsterne alligevel var så påvirket at de næppe så en fremmed blandt dem. Hans klare blå øjne gled søgende over forsamlingen, tids nok til at se en velkendt skikkelse bevæge sig med en sur mine ud af festlighederne.
Naameh blev tilbage for ikke at skabe uro eller opsigt. Han ville ikke forstyrres, når han aflagde et af sine yndlings mennesker et besøg. Der gik derfor et rum antal minutter, før han kyssede den unge dames hånd farvel, og sneg sig ud i et af de utalige lange gange i sin søgen.

Et underholdt smil bredte sig på hans læber ved lyden af hendes yndige stemmes råbende skælsord. Det manglede bare at hun begyndte at kaste med ting. Uanfægtet, åbnede han forsigtigt døren, smøjede sig ind og lukkede den lydløst bag sig og betragtede hendes afklædte skikkelse trampe frem og tilbage. Der var stadig for meget tøj tilbage på kroppen af hende til hans smag, men det plejede hurtigt at ændre sig. "Hvorfor så vred, min kære? Der er så mange måder at slippe af med en ægtemand på" hans dybe stemme talte mildt og indbydende til hende, mens han lænede sig afslappet op af den lukkede dør.

Skældordene havde på ingen måde den effekt, som Laurenne ønskede. Hun var stadig lige så gal, som hun var, da hun kom ind på værelset. Det her var for galt! Det kunne da ikke passe, at hun ikke kunne få lov til at bestemme noget som helst selv! Hun havde lyst til at smide sig på sengen og skrige af frustration. Men inden hun nåede så langt, kom der en ind på værelset og afbrød hendes raserianfald.

Stemmen var alt for bekendt, og den fik hårene til at rejse sig. Næsten med det samme kunne hun mærke, hvordan vreden begyndte at smelte bort og i stedet efterlod hende med en noget mere behagelig, men mindst lige så intens, følelse. Lysten til at krydse den korte afstand imellem den og presse sine læber mod hans var så bestemt tilstede, men hun holdt sig fra det. Han vidste jo godt, hvad han gjorde ved hende, men der var alligevel en snert af tilfredsstillelse ved at spille bare lidt kostbar.
"Men hvem ender ofte med skylden når ægtemanden dør?" Lige nu tvivlede hun på, at hun ville have nogle moralske kvaler, hvis Valtor 'forsvandt', men hun havde ikke lyst til at ende i fængsel.. Eller hvad der var værre.

Noget mere afslappet end før gik hun et par skridt tættere på ham.
"Jeg må indrømme, jeg havde ikke forventet at se dig til netop denne fest" Hun lagde hovedet på skrå og smilede til ham.
"Ikke at jeg brokker mig" Hendes stemme var kælen. Bernard kunne være den forløsning som hun desperat havde manglet hele aftenen. Og hvor mange kunne sige, at de havde brugt deres bryllupsnat på at ligge med en anden end deres ægtemand? Helt ærligt, alle som kendte hende burde ikke forvente andet af hende. At det så netop var ham, som var kommet herind, gjorde det helt perfekt. Hun ville aldrig fortælle ham det, men han havde haft en irriterende vedvarende plads i hendes tanker og, ikke mindst, hendes drømme. Hun havde længtes efter han berøring. Utroligt irriterende, for der var ingen mand som tidligere havde sat sig så insisterende fast i hendes tanker.

Hendes skift fra rasende trampen til en mere genkendelig intens sumren bragte et breddere smil frem på Naamahs læber. Han kunne nærmest smage det i luften som han tog en dyb indånding. Sjældent havde han mødt nogen der osede så dejligt af lyst og sensuel energi som Laurenne. Hun var som en forbudt dessert, men heldigt for Naamah, satte han ikke begrænsninger for sine nydelser. "Vivens skinsyge elsker" Hviskede han med et skummelt smil på læben. Normalvis mistænkte man selvfølgelig den utilfredse viv der ikke virkede til at have haft et ønske om ægteskab til at starte med. Men det andet lød bedre, og gav forhåbentlig også Laurenne en tilfredsstillende følelse af at være eftertragtet.

"Jeg fik heller ingen invitation. Nogen måtte nok have ment at min tilstedeværelse ville have ødelagt festen." Naamah løftede sin hånd og kælede Laurenne ned af kinden, inden han lod et par fingre hvile under hendes hage og løfte hendes ansigt lidt opefter. "Har du savnet mig?" hviskede han med en dyb begærlig stemme og så på hende med et sultent blik. Det ville være en skam at lade hende rødne op og blive en tør aflukket fruentimmer.

De vidste begge to godt, at det han sagde, var løgn. Men Laurenne lod sig smigre og sagde ham ikke imod. Hun havde savnet det. Der var ikke mange kærlige eller beundrende ord at hente fra hendes ægtemand, ikke at hun havde sendt nogen i hans retning heller, og af en eller anden grund, var der ikke nogen, som havde vovet at besmudse det kommende ægteskab ved at besøge hende.

"Jeg fik desværre ikke lov til at lave gæstelisten" havde hun vidst, at han ville være til brylluppet havde hun næppe været så sur og tvær hele dagen. Et par timer sammen med ham var næsten den forfærdelige fest værd.
Næsten ukarakteristisk lydigt løftede hun sit ansigt mod ham. Det var forfærdeligt, for hver gang de mødtes kunne han sno hende mere og mere om sin lillefinger. Hun havde en næsten ubærlig lyst til at gribe hans hånd og føre den længere ned. Det var intet nyt, at hun længtes efter den følelse, som det åbenbart kun var ham, der kunne give hende, men på det seneste havde det været virkelig slemt. Hun kunne meget nemt gå hen og blive afhængig af ham. Hvis hun altså ikke allerede var det.
"Mmh.. Måske lidt" Hun følte sig næsten allerede stakåndet. Det var svært ikke at gribe fat i ham og rive ham over til sengen. Det var jo det, de begge to havde lyst til! Men deres tidligere møder gjorde hende overbevist om, at han næppe ville tillade hende at gøre det uanset.

Desværre, for Naamah ville gerne havde set hendes ægtemands fjæs, når han var dukket op. Især som han vidste hvordan hans nye yndige viv ville live helt op blot ved synet af ham. Bevares det meste af selskabet ville få en noget mere livlig og varm stemning. Det var altid så morsommeligt at overvære.
Lige nu ulmede evnen blot ganske passivt og roligt omkring dem, og bragte den naturlige gode stemning frem, som allerede lå så godt udenpå huden af hende. Noget han syntes var så forrygende friskt og rart.

Naamah lænede sig lidt hen over hendes læber og stoppede lige inden han strejfede dem. "Kun lidt" drillede han hende pirrende, og bredte de andre fingre hen over hendes hals bløde hud. Han glædede sig til at smage på den igen, måske efterlade mærker. En skjult markering om at Naamah begyndte at anse kvinden for sin. Hun måtte gøre hvad hun ville med hvem hun ville, men han havde en trang til at fastholde hende til eget forbrug så at sige. Drillende lod han sin evne stige et par grader, uden at overdrive. Kun lige for at pirre hendes stædighed om at indrømme at hun havde savnet den indvirkning han vidste han havde på hende. Han kunne smage det i luften. Den vidunderlige smag af ophidselse.

Et længselsfuldt suk nåede at slippe ud før Laurenne kunne stoppe det. Han var så tæt på, hun kunne næsten allerede mærke ham. Hun ville så gerne lukke afstanden mellem deres læber, men fingrene mod halsen bløde hud holdt hende fra det. Forfærdeligt. Og fantastisk på samme tid. Hun elskede deres spil, det var en fantastisk sød tortur, men hvor kunne det også være voldsomt irriterende. Hun vidste godt hvad han ville have, allerhelst skulle hun nok ligge på knæ og tigge for ham, men hun vidste også, at han nød kampen lige så meget, som hun selv gjorde. Det irriterende var bare, at han var så meget bedre til det, end hun var. Hun kunne allerede mærke, hvordan hun var fuldkommen ved at smelte mellem hænderne på ham.


"Så måske lidt mere end det" Hun bed sig blidt i læben og sendte ham et drillende blik.
"Måske jeg har brug for at få genopfrisket min hukommelse?" Det var da forsøget værd, var det ikke? Nu hun havde fundet ud af, at han havde sneget sig med til festen, havde hun ingen intentioner om at vende tilbage til festen lige foreløbig, så hun mente da bestemt, at han godt kunne overgive sig bare lidt. De havde jo masser af tid til at både pirre og nyde hinanden!

Det var sød musik i hans øre at høre, og faktisk også mærke det længselsfulde suk. Han kunne ikke lade være med at få et lille tilfreds smil på læben. Et smil der ikke blev mindre af at hun indrømmede at det var lidt mere end lidt hun havde savnet ham. Den magtkamp de kørte blev næppe nogensinde kedelig. Det gav lidt ekstra krydderi at hun ikke bare kastede sig fladt for ham, trods han tydeligt kunne mærke hun hvor hendes lyst lå.

Naamah drejede hovedet ned mod hendes hals og tog en dyb indånding af hendes duft med en tilfreds brummen. "Det vil tage hele natten" for det var ikke så lidt de havde haft gang i, og Naamah var sulten efter mere. Hånden om hendes hage, fandt vejen om i hendes nakke og fik et solidt greb om hendes hår, inden hans mund lukkede sig om den bløde sarte hud på hendes hals og gjorde det han havde haft lyst til, til at starte med. Smagte på hende igen, med en dyb brummen.

Hele natten. Ordene fik det nærmest til at svimle for hende. Hun kunne ikke forestille sig nogen bedre måde at bruge natten på, og for den sags skyld ville det ikke gøre hende noget, hvis de fortsatte langt op ad morgenen også. I hendes desperate tilstand havde hun faktisk ikke lyst til, at tiden med ham nogensinde skulle stoppe.
"Lover du det" nåede hun lige at svare, inden hans greb ændrede sig og hun mærkede hans læber mod huden på hendes hals. Det var mere end rigeligt til at få hende til at stønne tilfreds og strække halsen i håbet om, at han ville bevæge sig enten den ene eller den anden vej. Det var ikke det, hun havde håbet på, men bare det at mærke hans læber et eller andet sted var nok til, at hele hendes forsvar og kamplyst var faretruende tæt på at smuldre. Det gjorde det heller ikke nemmere, at grebet i håret var bestemt nok til, at det sendte vidunderligt kildende fornemmelse ud i hvert enkelt lille krog af hendes krop.

Hendes fingre gik på undersøgelse på hans overkrop som desværre stadig var alt for dækket af tøj. Hun ville mærke hans hud. Nej, hun havde brug for at mærke hans hud! Og lige nu kunne det kun gå alt for langsomt med at få fjernet alle forhindringer, der lå mellem hende og fingrenes mål.

Naamah nappede til den sarte huden "Jeg har mange planer med dig" svarede han, inden han lod sine læber fortsætte med at smage på hende hele vejen op til kæben, hagen og til sidst, med et godt tag i håret, så hendes hoved var lige der han ville have det, indfangede hans grådigt hendes læber. De bløde læber, som han havde mange formål til denne nat. For hele natten skulle de fortsætte.
Hendes travle hænder fik ham til at smile. Ah, den skønne desperation efter at mærke hans hud der gemte sig under de bløde praktiske klæder. Hun skulle nok få lov!

Hans frie hånd, gled om bag ham, fik fat i nøglen til døren og lod den klikke på plads. Nok var Naamah ikke sky for at lade folk overvære hvis det skulle være, men forstyrres gad han ikke! De kunne vente deres tur.
Naamah trak hovedet tilbage og så begærligt på hende - lod hende få lidt mere frie tøjler. For hvis han skulle afklædes ville han have hende til at gøre det, om hun så flåede det i stykker. Han ville mærke hendes trang og desperation efter ham.

Det hårde greb i håret og læberne som endelig blev trykket med hendes fik Laurenne til at stønne veltilfreds og næsten glemme hændernes ivrige arbejde for en stund. 
Hun forstod ikke, hvordan han fik hendes krop til at reagere så kraftigt. Hvis det ikke var fordi, at hun vidste, at hendes konstante kamp om magten var med til at gøre ham endnu mere vild, så havde hun efterhånden nok gladeligt overgivet sig. I hvert fald indtil det værste af den ild, som susede igennem hendes krop var blevet slukket. 
Med en kraftanstrengelse som nærmest virkede umuligt formåede hun at få nogenlunde hold på sin krop og sine tanker, så hænderne kunne fortsætte kampen for at mærke nogen hud.

Hændernes bevægelser for at få tøjet af var grænsende til aggressive. Hun lagde ikke det fjerneste mærke til, om noget gik i stykker, hvis han havde noget imod det, måtte han stoppe hende. 
Langt om længe kunne hun lade fingrene glide over den nøgne hud på hans overkrop, og hun kunne ikke dy sig for at sætte neglene en anelse i. Det kriblede i hende for at lade fingrene glide længere ned, så de kunne komme i kontakt med noget langt mere spændende, men når han skulle være så længe om at give hende, hvad hun ville have, så skulle han ikke få det så nemt.

Naamah lod hende aggressivt flå hans rejsekappe til side, inden hun gav sig til at flå i skjorten. Rejsekappen, var ganske nem at liste af overkroppen mens hun begav sig videre i søgen efter hans nøgne hud. Skjorten derimod, led en noget mere hård skæbne som stoffet gav efter og rev sig flere steder.
Det var mildest talt, dybt betagende og pirrende at betage. En tilfreds dyb brummen forlod hans strube, som hendes negle bevægede sig ned over hans hud og vækkede den fysiske krops ønsker ganske fortrinligt.

At hun endnu engang spillede kostbar, var stadig noget han fandt umådelig forfriskende. Mængden af mænd og kvinder der slap alle tøjler og kastede sig for ham, var for høj. Laurenne var ikke en udfordring at få i kanen, tværtimod, men hun gjorde det trods alt spændende hver gang. Naamah slikkede sig om læben, tilbagelænet op ad den nu aflåste dør, mens han betragtede hende med et begærligt blik, der uden omsvøb vandrede over den let påklædte nydelige kvindekrop foran ham.

Måden han bare lænede sig tilbage mod døren og betragtede hende var voldsomt irriterende og næsten nok til, at Laurenne fik lyst til at vrusse frustreret af ham. Kunne han ikke bare kaste hende over skulderen og smide hende over på sengen! Nejnej, han skulle stå der og sluge hende med øjnene. Og hun elskede det, det var nok det værste.
Hun var ikke spor i tvivl om, at kvinder faldt i svimer omkring og gladeligt gjorde alt for at servicere ham. Men hun var ikke hvem som helst! Men hvis hun nu gav en bare en lille smule, fik prikket bare en lille smule til ham..

Langsomt begyndte hun at gå ned i knæ, mens hun holdt hans blik fast. Hænderne bevægede sig ned over hans overkrop, ned til bukserne som blev løsnet, så de kunne blive trukket ned efterhånden som hun kom helt ned og sidde på knæ. Hun tog sig et ganske kort øjeblik til bare at beundre ham. På trods af, at hun havde set ham nøgen mere end en gang, slog hende mave altid en lille kolbøtte når hun formåede at få bukserne af ham.

Med hænderne pænt placeret i skødet, så hun ikke blev fristet over evne, lænede hun sig frem. Duften af ham var vidunderligt berusende. Langsomt trykkede hun læberne mod den nyligt blottede hud. Ikke så hendes læber ramte noget voldsomt spændende, men forhåbentlig tæt nok til, at det drev ham bare en lille smule til vanvid. Hun var så spændt på at se, om han ville kunne holde sig i skindet.

Naamahs fingre gled let over hendes hår, uden at tage fat. Det var trods alt lidt svært at holde fingrene helt fra hende, trods han havde besluttet at lade hende vise hvor meget hun nu engang faktisk havde savnet ham.
Instinktivt spændte han op i maven som hendes varme ånde rørte hans hud og hvordan hun snusede hans duft ind. Det gav en rar kildende fornemmelse, som også havde en tydelig og promte effekt på en noget mere ædel del af ham.

Oh hun var god til at give tilbage af nøjagtig samme skuffe ved at lade sine læber bevæge sig over hans hud uden at komme helt derhen hvor han virkelig godt kunne tænke sig at få den vidunderlige mund hen. Hans fingre gled ind i hendes gyldne smukke hår, og holdte igen med at tage hårdt fat. Ikke endnu. Men hun fristede ham, tydeligt og hans begærlige blik var intenst fokuseret på hende, afventende og følgende hver bevægelse hun lavede. Han var spændt på hvad hun fandt på for at tirre ham, at det nærmest var tilfredsstillelse i sig selv.

Følelsen af hånden mod håret nåede at få en behagelig kildende fornemmelse til at gå igennem Laurenne, lige indtil det gik op for hende, at hånden ikke greb fat, men bare gled igennem håret. Skuffende, nu havde hun jo lige troet, at hun for en gangs skyld fik sin vilje.
Tanken om at rejse sig og simpelthen sætte sig over på sengen og vente strejfede hende da bestemt. Men der var en forventning mellem dem, pg hun turde ikke bryde den, for hvad ville det så ikke betyde for resten af de, forhåbentlig, mange timer sammen. Intet skulle risikere den nærmest umenneskelige nydelse, som hun vidste var hende i vente, og da slet ikke hans yderst irriterende væsen. Han kunne få lov til at tage, hvad han ville have, for hun havde ikke tænkt sig, at give ham det. 

Læberne fortsatte med at kærtegne den nøgne hud, hele tiden påpasselig med lige præcis ikke at komme tæt nok på. Hun sørgede for at komme så tæt på, at han sikkert kunne mærke hendes varme ånde, når hun en gang imellem trak sig en lille smule tilbage.
Hænderne som ellers havde været nærmest dydigt foldet i skødet dristede sig på vandring op ad hans ben, op til hans inderlår, hvor de kærtegnede den følsomme hud, hvor neglene en gang imellem trak ganske svage spor.

Et morende smil kom kort over hans læber ved hendes trodsighed. Mennesket havde kampgejst og vilje, trods Naamah vidste at han med en enkelt fuld aktivering kunne sno hende om sin lillefinger som en yndig lille mis. Det var der bare intet sjovt i!
En sitren gik igennem kroppen på ham, og han lænede hovedet tilbage mod væggen, som de lange negle drillede hans hud effektivt. Så effektiv at hånden der bare roligt havde lagt i håret, bredte fingrene ud for at få så en god mængde af de gyldne lokker ind, inden han hårdt lukkede den.

Naamah tog en dyb nydende indånding, og flyttede sit blik ned på den knælende yndighed, stadig med et begærligt blik i sine øjne. Hun vidste hvor pirrende det var at lege om det han ville have. Pirrende at kærtegne hans hud så insisterende, og lagde sine læber kun ligeved og næsten lokke ham til at få forhåbningen op. Med det faste greb i hendes hår, tiltede han hendes hoved tilbage og så ned på hende. "Du piner mig" knurrede han med tung vejrtrækning.
Irriterende og yderst effektivt. Han elskede en kvinde, som ikke var bange for at bruge sin magt og vilje mod ham.

Da hånden gik fra at ligge løst til at tage et hårdt greb i håret, blev det efterfulgt af et tilfreds lille suk fra Laurenne, både af forventning og over den svage smerte, som om muligt fik kroppen til at summe endnu mere. Endelig besluttede han sig for at tage det, som hun så drillende nægtede ham. Eller hvad? Hun havde forventet, at han ville rykke hendes hoved, tvinge det derhen, hvor hun vidste, at han længtes efter at mærke hende, men i stedet blev hendes hoved tiltet tilbage, så hun blev tvunget til at se op på ham.

Hun kunne ikke lade være med at smile tilfreds over ordene, og samtidig fik hans knurren det til at suge noget så behageligt i maven. Hun betragtede det som en sejr, at hun trods alt kunne trække ham så langt ud, for det var nok noget af det tætteste hun ville komme på faktisk at vinde deres lille kamp. Det hjalp på hendes fokus, mindede hende om, hvorfor de havde den her leg kørende. Nu skulle hun bare presse på, så han for en gangs skyld endte med at overgive sig en lille smule.
"Kunne jeg da aldrig finde på" svarede hun uskyldigt mens neglene tegnede næsten usynlige mønstre på hans lår. Hun fugtede kort læberne med tungen, hun var så klar til ham, hvis han bare denne ene gang mistede et gram af kontrollen, bare for et øjeblik.

For Naamah var det ikke et spørgsmål om at vinde alle kampen, men derimod lade krigen falde ud til sin fordel. Han vidste, som hun pirrede ham, specielt med den uskyldige tone i hendes ord, som passede helt forkert ind med hendes knælende tilstand foran hans manddom.
Som hun fugtede sine læber med sin tunge, udvidede hans pupiller sig med stærk fokus. Han vidste hvad hun ville have, selv uden at lade hans evne fortælle ham det. Hun ville have kontrollen, omend det bare for en stund, og hun fristede ham med alt. Hans hofte bevægede sig instinktivt fremefter som neglene satte deres utydelige spor endnu engang, og han lod hende vinde.

Med det hårde tag i hendes hår, pressede han hende fremefter, og lod utålmodigheden og trangen skinne igennem. Den mund havde brugt alt for lang tid på at tale og pirre ham, nu var det tid at bruge den fornuftigt. Og han ville overvære ethvert øjeblik af det med stor behag og ivren. Velvidende at han senere, ville få hende til at længes, lyste og underkaste sig.

Laurenne kunne se det på ham, hele den måde han reagerede på. Eller måske nærmere at han ikke reagerede på hendes flabede svar. Det var en fantatastisk følelse sådna at have en mand i sin hule hånd.
Det var svært ikke at stønne tilfreds som han udnyttede det hårde greb i hårdet til at skubbe hende fremad, men denne gang formåede hun på utrolig vis at holde sig i skindet.

Hun kunne stritte imod den insisterende hånd, som pressede hende fremad, men hvorfor dog være led, når han endelig gjorde nøjagtig, hvad hun ønskede. Nej, hun lod sig lydigt presse frem indtil hun kunne lade ham glide ind i den pænt åbnede mund. Hun så op på ham, sørgede for at han i fulde drag nød synes af hende sådan som hun sad på knæ for at servicere ham. Øjnene blev derefter lukket, så hun kunne koncentrere sig om at gøre det godt for ham, for det var faktisk hendes mål, at hun skulle være den bedste, han havde prøvet.
Hænderne, som ellers havde haft travlt med en kærtegne hendes inderlår, faldt til ro bag på hans lår, hvor neglene blev sat i mens hun begyndte at bevæge sig frem og tilbage så godt som hun kunne for hånden i håret.

Et dybt tilfreds suk forlod ham, som hun villigt lod ham komme ind i sin varme bløde mund. Han fastholdte hendes blik som hun kiggede så underdanigt og skønt op på ham. Det var lige efter hans hjerte, at hun sad så smukt og servicerede ham. Han blev i hvert fald hurtigt bekræftet i at den beskidte mund hun gik med, var ekstrem god til at sno tungen om ting.

Grebet i hendes hår blev ikke mindre hårdt, men fulgte til gengæld hendes bevægelser for ikke at mindste dem for hende. Selvom hun næppe kunne få lov til at flytte sig alt for langt væk fra den opgave hun så elegant og ekstremt effektivt udførte for ham. Naamah begyndte at spænde i musklerne og få tungere og tungere åndedræt. Med rolige bevægelser begyndte hans hofte at følge hendes rytme.

Men han havde ikke tænkt sig at legen skulle slutte her, selvom han var fristet til at lade den forløsende følelse vælde over ham. "Kom her" brummede han kommandarede, og løftede hende op for at fange hendes læber ivrigt. Nu var det hendes tur til at lade sig friste.