Kære mor, far og mine dejlige søskende.



Det er ved at være nogle år siden, at jeg forlod jer og derfor føler jeg også det er på tide at jeg skriver dette brev, og giver en forklaring. 

Jeg skylder en forklaring på mine handlinger, men jeg ved ikke engang om i lever eller hvor mine søskende lige nu er. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker jer, som min familie. For det er i stadigvæk. 

Jeg har altid sat pris på min barndom og min opdragelse, i har altid være der for os børn, som forældre. 

Men som jeg blev ældre var det klart for mig, at i ønskede at gifte mig væk, uden nogen form for at inddrage mig i sådan en handling, hvilket jeg havde svært ved at forstå. Jeg ved godt at dette er en del af traditionerne, men disse har jeg ingen intentioner om at efterleve, når jeg ikke har noget at skulle have sagt. 

Jeg føler at mit liv har været vigtigere end det, at jeg skulle have noget at sige i sådan en beslutning; Jeg har aldrig set mig i rollen som hjemmegående husmor og blot være tilstede for at føde børn, for min mand.



Jeg forstår udmærket at dette var chokerende for jer, at jeg blot var væk. Jeg ved ikke hvordan i har reageret, men jeg kunne forstille mig det, men der har ikke været nogen chancer for at i ville kunne finde mig - og det beklager jeg. Jeg beklager at jeg ikke efterlod mig noget, men jeg ved i ville sætte jer imod. I ville ikke lade mig leve mit liv.



Jeg beklager og undskylder, især overfor mine søskende.



Kh.

Isora.

Tårerne trillede ned ad kinderne, som hun skrev brevet som forhåbentligt gav nogle svar til de spørgsmål som hendes forældre måtte have, efter at hun blot havde forladt dem. Men hun kunne ikke deres leve måde.

Nu skulle brevet plot sendes afsted, og hun måtte håbe de stadigvæk var i live til at modtage dette.