Fra oven lignede havet sig selv. Et mørkt tæppe med hvide striber, hvor bølgerne brød. Mågerne vippede med, mens de hvilede de trætte vinger. Engang imellem kom en finne til syne; om det var en hval eller et havfolk var ikke til at sige. Begge dele var lige usandsynligt her syd for Medanien uden for gydesæsonen. Kiggede man godt efter kunne man få øje på vragrester netop i dag. Vragrester, som havet forsøgte at trække ned i dybet...

Et par timer tidligere...
"VEND RUNDT! GØR KLAR TIL BAGBORDS KANONER!"
Admiral Lynnise Valeriev råbte til sit eget mandskab, mens hun sendte telepatiske ordre til de andre skibes kommandørkaptajner. Patruljerne langs kysten oplevede flere og flere angreb, så nu var Lysets flåde rykket talstærkt ud. Men Mørket havde ventet på dem. Et dusin skibe fra hver fraktion var endt i kambolage med hinanden. Der gik ikke lang tid, før kanonrøg og skumsprøjt gjorde det umuligt at se mere end to skibe frem. Brag og skrig fyldte luften.
Et sted inde mellem kolliderende skibe og kanonkugler fangede Lynn et glimt af et skib, der drejede skarpere end det burde være muligt i de oprevne bølger. Selv med vindelementaler ombord var en så skarp drejning kun noget, én person i Mørket kunne gøre uden at kæntre: Gabriel Faust.
Hans tilstedeværelse i slaget ændrede alt det, taktikken var baseret på.
"Faust er spottet. Jeg gentager, Faust er spottet. Hold skibene tæt, så han ikke kan manøvrere imellem jer," Lynn sendte telepatisk til de andre skibe. Hun håbede inderligt, at de andre havde læst hendes rapport om Fausts kræfter over sit skib. Præcis hvordan han bar sig ad med at gøre det hele, anede hun ikke, men hun havde set ham i aktion før, og han var uden tvivl den farligste af Mørkets højtrangerende. "Husk på, at hans skib-"
Et øresønderrivende brag rev sig gennem luften, og Lynn greb ud efter den nærmeste ræling. Det var dog rælingen, der kom til hende, da en kanonkugle skar sig gennem skibet og flåede en god del af langsiden med sig. Rælingen ramte Lynn frontalt, tog sig med i sin videre, luftbårne vej og sendte hende direkte ud over den modsatte side af skibet.
"ADMIRAL OVERBORD! ADMIRAL OVER-"
Det kolde vand opslugte Lynn, og chokket fra kulden sendte issyle helt ud i hendes fingerspidser. At falde overbord midt i et søslag var en sikker dødsdom - altså for alle andre end  vandelementaler og halvdyr med vand i årerne. Lynn reagerede instinktivt med at tømme kroppen for luft og lade sig synke ned i dybet sammen med de tungere vragdele fra begger siders skibe. At ligge i overfladen ville få én skåret midt over, og det var nærmest umuligt at komme op på skibet igen uden at bringe alle andre i livsfare samtidig. Hernede var der sikrest, og for en gangs skyld kunne Mørket ikke gå efter netop det skib, hun var på, for hun var ikke på et. En sølle trøst, egentlig. Det gav Lyset en så stor fordel, at hun kunne kommunikere med de andre skibe uanset sigtbarhed, men hernedefra kunne hun ikke gøre meget. Alle skibsbunde lignede hinanden i det mørke vand.
"Kommandørkaptajner, I har befalingen," sendte hun til dem. Det sidste, de skulle gøre nu var at bekymre sig om hende. "Giv dem de tæv, I kan, og træk jer tilbage. Jeg møder jer igen på..."
Og så mistede Lynn bevidstheden.


Solen stod højt, da Lysets admiral drev i land. Det var i sig selv rimeligt overraskende, da der ikke var kortlagt beboelige øer hernede. Vinterstormene plejede at rive alt levende fra hinanden, så ingen brugte tid på at se på, om øerne var noget værd resten af året. Det var også mere en lidt forvokset sand-sten, hun var landet på end en ø. Godt nok kunne man ikke se fra den ene side til den anden, og der var da vegetation, men der kunne næppe flytte mere end to tre familier ind uden at opnå pladsmangel inden for en generation.
Lynn kom til bevidsthed igen, da hendes krop i hårde krampetrækninger tømte lungerne for vand. Hun blev liggende i vandkanten, mens hun vænnede sig til igen at trække vejret som en landgænger. Himlen var sikkert flot, men hun magtede ikke at åbne øjnene. Så skulle hun sikkert også forholde sig til, hvor såret hun var blevet i faldet fra skibet. Så hellere lige ligge og ligne en strandet gople lidt længere.

De raspende lyde af et menneske, der forsøger at trække vejret med vand i lungerne, efterfulgt af den velkendte lyd af hosten og hakken, nåede Gabriel fra hans siddende position på stranden, og et smil krøb over hans læber. Kile havde altså ikke taget hende endnu.

For nogle timer siden havde situationen dog ikke været nær så rolig som nu. Gabriel havde været med i en flåde, hvis formål var at vinde territorie for Mørket langs kysterne. Hidtil havde det sådan set gået udmærket, men denne gang havde Lyset været klar til dem, og et ret stort slag havde fundet sted. Midt i det hele havde Gabriel fået øje på Hviskeren, og han havde forsøgt at sætte kurs mod skibet. Efter at have jagtet kommandørkaptajnen så længe, ville det være noget af en sejr at tage hende til fange.
Han nåede dog ikke særlig langt, før en fuldtræffer fra et andet skib splintrede rælingen fuldstændig, og Gabriel kunne have svoret på, hans øjne havde fanget den velkendte røde frakke flyve over bord, hvilket fik dæmonen til at bande og svovle. Det ville være nær umuligt at finde hende under vandet blandt alle vragdelene. Med en realisering af, at han havde langt mere presserende ting at fokusere på lige nu, mærkede han sit hjerte synke lidt, som han vendte skibet for at skyde en salve af mod skibet, der havde ændret kurs for at afskære ham vejen. Han nåede dog kun lige at affyre salven, før han mærkede skibet vippe kraftigt fra den anden side hurtigt efterfulgt af trykbølgen fra en række kanonskud, der havde ramt bagbords bredside. Gabriel nåede kun til erkendelsen af, at hans distrahering havde medført, at de var blevet fanget mellem to skibe, før kraften fra eksplosionerne sendte ham over bord.

Om det havde været timer, minutter eller sekunder, før han vågnede i mørket under havoverfladen, vidste Gabriel ikke. Han kunne kun høre meget afdæmpede brag oppe fra, hvilket betød at kampen stadig var i gang. Han havde dog ikke længere forbindelsen til sit skib, hvilket betød, at det enten var blevet sunket eller komplet smadret til pindebrænde, hvilket ville være lige skidt i dette tilfælde, for det var ikke sikkert for ham at svømme op til overfladen lige i øjeblikket. I stedet begyndte han at svømme væk fra kampen. Nok kunne han holde vejret et godt stykke tid, men på et eller andet tidspunkt var han nødt til at komme op efter luft, og jo længere væk fra kampen, det skete, jo bedre.

Gabriel nåede dog kun et par svømmetag eller tre, før noget fangede hans opmærksomheden ud ad øjenkrogen. En rød farve skilte sig ud midt i alt det mørkeblå. Det kridhvide hår var heller ikke til at tage fejl af; Lynn. Hun lå ubevægelig, som hun langsomt sank ned mod dybet. Om hun var død eller bevidstløs, var Gabriel uvedkommende. Begge ville være fordelagtigt for Mørket, selv hvis de skulle tabe slaget på overfladen, så han ændrede kurs og dykkede. Han havde nær fået et chok, da han greb hendes krave og næsten ubesværet kunne trække hende gennem vandet. Hun var tydeligt enten ikke fuldt menneske eller velsignet med en evne, der gjorde, at hun kunne befærde sig næsten uhindret igennem vand. Han hældte dog mest til det første, da først han kom i kontakt med hendes hår, og det virkede langt mere som muskelvæv end reelt hår. Det her var dog hverken tiden eller stedet for at begynde at analysere. I stedet svømmede han mod overfladen i en skrå linje væk fra slaget. Han var efterhånden desperat tæt på for at skulle bruge luft. Som han brød med overfladen og trak luft ned i lungerne i dybe vejrtrækninger, vendte lydene af eksplosioner tilbage. De var dog temmelig langt væk, og lige nu virkede det ikke til, at de var i overhængende fare for at være ved vandoverfladen, så Gabriel begyndte at svømme længere væk fra kampen. Selvom Lynn var nem at hive med gennem vandet, svømmede han stadig langsommere end normalt, fordi han ikke kunne bruge alle lemmer.

Gabriel anede ikke noget om, hvor længe han havde svømmet, da en lillebitte ø - okay, en sandbanke med en enkelt palme - dukkede op i horisonten, og han ændrede retning for at svømme mod den. Hans krop var efterhånden temmelig udmattet, og selvom kroppene fra Zen var væsentligt mere hårdføre og udholdende ift. almindelige mennesker, havde han stadig presset den en del, og det værkede kraftigt i både arme og ben. Det var også derfor, at han mere eller mindre bare kastede Lynn i vandkanten, da først han var sikker på, at hun ikke ville drive med vandet, inden han lagde sig fladt på ryggen og hev efter vejret. Efter et stykke tid havde han sat sig op for at undersøge Lynn. Hun trak ikke vejret, og hun var ligbleg. Hun havde dog en puls, hvilket var højst underligt. På den anden side var han kommet frem til, at hun med høj sandsynlighed var halvdyr, og at dyret måtte være forbundet til vand på en eller anden måde, så lige nu ville hendes krop jo nok have aktiveret eventuelle gæller. Desuden kunne de ikke rigtigt komme nogle steder lige nu, så det var nok bedst at håbe på, at de blev reddet på et tidspunkt.

"Det var De længe om, frøken Valeriev. Jeg var nået at blive nervøs for, at De ikke ville overleve" lød det lettere muntert fra Gabriel, da først det så ud til at Lynn var kommet sig over sin opvågning og bare havde blevet liggende i vandet. Han fandt det ikke nødvendigt at introducere sig selv, for hun kunne umuligt være i tvivl om, hvem stemmen tilhørte; den var ret unik. Hvis hun til gengæld åbnede øjnene lige nu og så på ham, ville hun dog se en lidt anden udgave af Gabriel; lige i øjeblikket lignede han et menneske i slutningen af tresserne, men ellers lignede han sig selv. Der var dog et svagt smil om hans læber, og han virkede i øjeblikket oprigtigt lettet over, at hun ikke var død.

Som halvgople havde Lynn den luksus, at hun ikke behøvede gæller for at trække vejret i vand. Det skete helt af sig selv gennem den gennemsigtige hud, og derfor var det rart bare at ligge i vandkanten, mens lungerne kom sig ovenpå at have været fyldt med vand. Lungerne værkede, for det var længe siden, hun havde tømt dem fuldkomment. Som de halve vejrtrækninger blev til hele, kunne Lynn mærke smerte i brystkassen. Der var nok et bøjet ribben eller to.
Men det blev ligegyldigt i det sekund, en stemme brød vandets blide brusen. Gabriel.
"Hvis du havde en forstand, havde du allerede slået mig ihje-"
Lynn rullede rundt i brændingen, kom halvt op at stå med det ene knæ i sandet og hånden på sit våbenbælte. Et tomt våbenbælte. Ufrivilligt gjorde hun store øjne, da det gik op for hende, at hun havde haft både armbrøst og kortsværd i hænderne, da hun faldt overbord. Nu virkede truslen, hun havde lige på tungen, meget fesen. Hun var endt på en sandskid land sammen med sin kommandørkaptajnsnemesis, og...
"Du ser forfærdelig ud," fløj det ud af munden på hende, hvorefter hun kneb øjnene sammen. "Så lang tid siden er det da heller ikke, vi sidst krydsede klinger. Jeg troede I dæmoner holdt jer godt. Eller har jeg ligget i koma her på stranden i tredive år?"
Det var selvfølgelig enormt usandsynligt at hun skulle have været slået ud mere end en halv dag. Chancen var at Gabriel ville have slæbt hende med til Mørkets nye sortstensborg, hvis han havde hevet hende op ad vandet. Det så da godt nok ud til, han havde gjort netop det, men... Hvorfor var de så her? Havde han lidt samme skæbne som hende? Lynn sneg sig til et kort kig til hver side. Nej, ingen båd, intet skib. Bare de to, den lille ø og havet. Det mest underlige ved dén situation værende, at Gabriel så så gammel ud.
Sidst, hun så ham, var lige inden hun kastede sig selv udover rælingen på hans skib for at slippe for at blive slæbt til Mørkets fangekælder. Hans overraskede udtryk havde brændt sig fast i hendes nethinde, og det var stadig et af de mest fornøjelige minder, hun havde, men han havde bestemt ikke set sådan der ud. Charmen fejlede stadig ingenting, dog.

Gabriel havde med vilje valgt at holde sig ude for Lynns naturlige rækkevidde netop for det tilfælde, at hun skulle have lyst til at kværke ham, når hun vågnede, og han var mildest talt ikke skuffet. Han hævede dog et bryn over hendes ord.
"Og gjort hvad? Skulle jeg have svømmet med Deres lig til fastlandet? Jeg aner ikke, hvor langt der er? Desuden ville det være langt mindre besværligt bare at efterlade Dem og min krop her og lade Dem dø af sult. De er mere værd i live, frøken kommandørkaptajn" svarede han med en mine, der antydede, at han mente, hun var den uden en forstand lige nu. Som en ekstra gestus pegede han mod sin tomme sværdskede, der gjorde det tydeligt, at han ville være nødt til at bruge de bare næver for at dræbe hende.

Gabriel kunne dog ikke lade være med at grine over hendes ord. Det var ikke første gang, han havde hørt det, og det blev nok heller ikke den sidste.
"Bare rolig, De er ikke den første, der bemærker det. Jeg er ret sikker på, at jeg er ved at drive min leverandør af kroppe til vanvid med mine bestillinger" svarede han muntert med et skævt smil på læben. "Og jeg vil skyde på, vi har været her et par timer" tilføjede han for at svare på hendes spørgsmål. "Hvordan og hvorledes giver jeg dog ikke bare frivilligt fra mig. Selvom vi begge er i samme situation, er vi stadig på hver sin side af denne splid, og det ville være tåbeligt at give alle hemmeligheder til fjenden, frøken halvdyr" fortsatte han med slet skjult hentydning i stemmen om, at han havde regnet ud, at hun ikke var komplet menneske. Det ville være en enorm taktisk fordel at holde det skjult så længe som muligt hvordan han manøvrerede sit skib rundt, og hvordan det påvirkede hans krop.

Da først Lynn så, at Gabriel var lige så ubevæbnet som hende selv, slappede hun lidt mere af. Der var ingen grund til at gå i kamp med hinanden med de bare næver. Hvorvidt Gabriel kendte til hendes hårs evner, vidste hun ikke, men et overraskelsesangreb med det ville kun virke én gang, og selvom han tydeligvis var blevet en gammel mand, var han næppe blevet svag. Han var svømmet herind, og at dømme på hans ord havde han trukket hende med sig en god del af vejen. Det gjorde en gammel mand ikke. Det var sådan noget dæmoner gjorde. Skide dæmoner med deres snydeudseender.
Mens hjertet sænkede sin fart, fik Lynn trukket sig ud af vandkanten og sat sig i sandet. På behørig afstand af sin nemesis, selvfølgelig. Nu havde tøjet mulighed for at tørre i solen, og hun trak den røde frakke af, mens Gabriel talte. Det gav god mening, at han havde mere brug for hende i live, men det var uvant for Lynn at stå over for en fra Mørket, som ikke kun havde til formål at dræbe alt, de stødte på.

"Vent-vent lidt," sagde Lynn og holdt en hånd frem halvvejs ude af det drivvåde ærme.
Egentlig ville hun have spurgt ind til hans sætning om en leverandør af kroppe, men det kom så meget bag på hende, at Gabriel ikke vidste, hun var et halvdyr, at hun helt glemte det. Hun havde selvfølgelig ikke vist ham, hvad hun kunne med håret, men stadig. Og havde han lige kaldt hende kommandørkaptajn?
"Altså jeg vidste, at I have dårlige informationskilder i Mørket, men ligefrem ikke at vide nogen af delene?" fortsatte hun. "Det er alligevel imponerende, Gabriel. Ja, jeg er et halvdyr. Har du... Har du seriøst ikke vidst det før nu?"
Selvom Gabriel indtil videre kun havde talt formelt til hende, havde hun ingen intention om at gøre det samme. Det lå ligesom ikke i hendes natur. Selv når hun skulle tale med overordnede, slog hun ofte over i en uformel tone - til stor frustration for alle dem, der gik op i den slags.

Gabriel sad stadig ganske roligt i sandet, selvom hans øjne var låst på Lynn. Han gjorde overhovedet ikke mine til at være beredt, men indvendigt var han forberedt på, hvis hun skulle begynde at overfalde ham. Da det efterhånden så ud til ikke at være tilfældet, var han begyndt at slappe lidt mere af mentalt. Til gengæld hævede han et bryn over hendes ord, og han så tydeligt uforstående på hende.

"Nogen af delene?" spurgte han tydeligt forundret. "Det er jo ikke ligefrem fordi, vi har kunne nærstudere Dem. Desuden er jeg langt mere interesseret i, hvordan Deres telepati om bord fungerer, så det har jeg sat mine efterretningsfolk til at fokusere på" forklarede han. Det havde ikke ligefrem været nemt at finde ud af, men det var et stykke tid siden, tanken var slået ned i ham, at hendes mandskab ikke talte sammen, fordi der blev brugt en eller anden form for telepati. Nøjagtig hvordan og hvorledes, vidste han ikke - om det var Lynn, der havde evnen, eller om en af hendes mænd kunne sætte en telepatisk forbindelse op imellem dem stod ham stadig uvist - men han var fast besluttet på at komme frem til svaret. Ikke at han regnede med, at Lynn bare sådan ville give den information fra sig, det ville trods alt være ret tåbeligt.

Det lå Gabriel ret naturligt at tale formelt til andre, og selvom han og Lynn var på hver sin side i denne konflikt var det stadig hans måde at vise hende respekt. Hun havde vist sig at være en formidabel modstander, og hun havde stadig taget ham med bukserne nede, da hun undslap ham sidst. En fejltagelse han havde svoret aldrig ville gentage sig.

Lynn kunne ikke lade være med at le højt. Det var en sand, hjertelig latter, der steg op helt nede fra maven.
"Nærstudere mig? Nærstudere mig," lo hun og måtte holde sig på maven og tørre et par lattertårer væk fra øjenkrogen. "Åh min kære kommandørkaptajn, I behøver altså ikke være så ambitiøse. Jeg tror jeres såkaldte 'efterretningsfolk' tror, det er en svær opgave, du har sat dem på, og derfor overser det helt åbenlyse. I kan vitterligt gå på en hvilken som helst kro i Dianthos eller Fristavn og få min livshistorie fortalt af en tredjepart, og over halvdelen vil være korrekt."
I ren overgivelse til kroppens udmattede tilstand, lod Lynn sig sænke bagover i sandet (en smule akavet af hensyn til de trykkede ribben). Det gav en støtte til ryggen, så latteren ikke gjorde lige så forbandet ondt. Det tog noget af en omgang selvbeherskelse at holde op med at hikste af latteren.

"Jeg vil lade være med at afsløre noget om telepatien," sagde hun, da hun var holdt op med at le. "Altså bare for at dine spioner kan påråbe sig en dråbe kompetence, når de engang har drukket mig fuld og fået alle mine røverhistorier." Og guderne skulle vide, dét ikke var en svær dåd. "Men jeg vil give dig et hint til det andet så: Gabriel, gæt min afstamning og min profession!"
Hun tog hånden op over øjnene for at skærme mod solens skarpe stråler og drejede hovedet mod ham. Et kækt smil spillede på hendes læber i let spænding.

Gabriel kunne ikke lade være med at komme med et grynt af latter over Lynns ord. Han måtte give hende, at hun kunne give svar på tiltale. Det var noget andet i forhold til nogle af de tørre kiks, der befandt sig i Mørkets hær, og det var ærligt en kærkommen forandring i forhold til det komplet formelle, han ellers var vant til.
"Drikke Dem fuld, siger De? Hvis vi kommer herfra i live, skal jeg da gerne arrangere det" svarede han med en knastør stemme, der - hvis man kendte ham - talte sit tydelige sprog om, at han bestemt ikke mente det alvorligt. Selvom han lagrede detaljen i sin hukommelse, at hun var nemmere at få i tale, når hun havde fået noget indenbords. Det var bestemt en ting at huske til fremtidige møder.

Gabriel nikkede til Lynns ord med et skævt smil, men han kommenterede det som sådan ikke. Han havde ikke ligefrem forventet, at hun sådan ville fortælle åbent om telepatien. Hendes lille gåde fik ham dog til at hæve et bryn for derefter at se lidt eftertænksom ud. Han havde efterhånden levet længe nok til at genkende, når nogen gav ham en hentydning, og det var ganske tydeligt, at hun gav ham en lysende en af slagsen lige nu.
"Altså... Deres ord taget i betragtning, vil jeg næsten gætte mig til, at De ikke længere er kommandørkaptajn. Derfor må det mest logiske være, at De er blevet forfremmet til admiral? Hvad Deres afstamning angår, er jeg kommet frem til, at De må være halvt havdyr af en eller anden art? Tydeligvis et der kan trække vejret under vand. Nu har jeg jo været i nærkontakt med Deres hår, og der er noget ved strukturen, der ville kaste mig i retning af vandmand?" svarede han, og det var tydeligt i hans tale, at han havde analyseret hver lille detalje ved hendes ord og sat stykkerne sammen, nærmest som et puslespil eller et besværligt regnestykke.

Lynn satte albuerne i sandet for at rette sig lidt op, da Gabriel gik i gang med sin analyse, men måtte vrænge ansigt af smerte og droppe det igen. I stedet drejede hun sig om på siden, hvorfra hun kunne skubbe sig opat sidde igen på en lidt mere skånsom måde. Jo mere Gabriel talte, jo tydeligere blev det, hvorfor han var kommandørkaptajn. Den dæmon var skarp.
"Hold da op," sagde hun, da han var færdig. "Du er zalme skarp. Hvorfor er du ikke efterretningsfolkene?"
For ærligt talt, hvis spionerne var halvt så gode som ham ville han jo ikke have været i tvivl i første omgang. På den anden side havde Lyset ret fine spioner - Lynn gad bare ikke læse rapporterne, hvis de var alt for lange. Det var garanteret den primære årsag til, at hun ikke vidste, hvorfor Gabriel var blevet gammel egentlig. Måske var det det samme for Gabriel. For Lynn kunne da ikke pludselig være blevet inkognito af at blive admiral. Det plejede at virke omvendt, når man blev forfremmet.
"Det må jeg sige," fortsatte hun. "Det havde jeg faktisk ikke forventet. Ved vores sidste møde havde du ikke styr på rangordenen i Lyset overhovedet, men du har bare holdt tilbage, hva'? Det er sådan med jer dæmoner, er det ikke? Evigt og altid en masse hemmelighedskræmmeri."
Lyset prøvede også at få Lynn til at holde lidt flere ting hemmelige. Det virkede bare ikke så godt med netop Lynn. Hvad zalan skulle hun ellers lave på sine kroture, hvis ikke hun kunne underholde med historier fra sine nyligste hav-eventyr?
For ikke at være uhøflig midt i sin imponerede forundring, foldede hun den våde jakke ud, så man kunne se de nye striber og symbolet, der indikerede hendes nye status som admiral af Lysets flåde.
"Bum, rigtigt gættet. Lysets admiral, du," sagde hun med en gestus mod symbolet. "Det havde jeg ikke selv troet, jeg skulle opleve. Vi gopler - for ja, der ramte du også plet - har ikke den største ambition i livet. De fleste vil helst bare søbe i vandkanten, hvis de kan slippe af sted med det. Det er nok anderledes for dig. Men du kan ikke komme højere op, kan du? I har ikke en admiral for flåden, har I?"
Det var en af de eneste dele af strategien, Lynn gik op i at huske. Der var trods alt en vis værdi i at vide, hvilke skibe man var oppe mod.

Gabriel kunne ikke lade være med at smile over komplimenten, og han gav hende et taknemmeligt nik. Han gestikulerede mod sin aldrende krop med et drillende glimt i øjet.
"Mange års træning. Efterretning? Og droppe havet? Er De blevet vanvittig?! Jeg ville jo kede mig ihjel. Og det siger ikke så lidt..." For første gang i deres samtale viste Gabriel oprigtighed, og han talte med en stemme, der tydeligt viste, at han brændte for at være på vandet. Med hans evne til at kontrollere et skib, ville det heller ikke rigtigt give mening, hvis han ikke var på havet. Det var en stor taktisk fordel ret ofte, også selvom det tog så hårdt på kroppen.

Gabriel sendte Lynn endnu et smil ved hendes ord, men han rystede på hovedet og viftede affærdigende med hånden.
"Ikke hemmelighedsfuld. Ser De, I har nogle officerer i jeres flåde, der har en kæp så langt oppe i røven, at selv deres hår står ret. De bliver ofte virkelig fornærmede, når man omtaler deres rang forkert. En vred mand handler uhensigtsmæssigt og i kamp er det livsfarligt. Der er intet stærkere våben end hjernen. Det blev dog ret hurtigt tydeligt, at den taktik ikke virkede på Dem, men det forhindrede mig nu ikke i at prøve" svarede han med en lille gnækken. Han fandt det altid så morsomt, når fjenden blev helt rød i karmen og mistede besindelsen.

Gabriel nikkede anerkendende, da hun viste ham de nye symboler. "Jamen tillykke. Jeg har muligvis læst det i en af mine rapporter, men De må undskylde, hvis det ikke har sat sig i min hukommelse helt. Når man lever så mange år, er der en del ting, der har det med at... flyde sammen" forsøgte han at forklare, mens han gestikulerede med armene i håb om, at det ville gøre det nemmere at forstå forklaringen. Der var mange racer, der slet ikke kunne forstå konceptet, så han gjorde virkelig sit for at udpensle det.
"Gople... der er en hel masse, der lige pludselig giver mening. Det forklarer også hvorfor, rebene ikke havde nogen effekt på at holde dig" svarede han. Hendes næste ord fik ham både til at hæve et bryn og trække læberne op i et skævt smil. Lidt lusket var hun alligevel sådan at forsøge at hive svar ud af ham den anden vej. Det kunne han vel næppe holde mod hende. Han havde jo lige gjort det samme. Desuden skadede det ikke at dele den information.
"Lige i øjeblikket har vi ikke. Om der kommer en, ved jeg ikke" svarede han ærligt. Det var ikke ligefrem et spørgsmål, han havde presset Ethelihn for at få svar på. Hun var rigeligt optaget i forvejen.

Så lidt kunne hun alligevel få ud af ham, hva? Lynn smilede skævt for sig selv. Ikke at det betød alverden. Admiralposten var trods alt ikke den mest hemmelige position hos en hær.
Ved hans kommentar om rebene skulle hun lige granske hukommelsen efter det, han refererede til. "Nårh, du prøvede at binde mig fast til noget, gjorde du ikke? Ja det dur som regel ikke. Nok har jeg knogler, men bløddyret i mig fylder meget."
Hun blinkede indforstået til ham. Man skulle virkelig kende sine knob for at holde på hende med almindeligt reb, og selv der skulle man tage højde for hendes ekstra smidighed og glatte hud. De færreste kunne finde ud af det - også når de kendte til hendes fordel.

"Og ved du hvad? De officere driver også os andre til vanvid, det kan jeg love dig for!" fortsatte hun så til hans tidligere kommentar. "Jeg så engang en borde et piratskib med ordene Overgiv jer nu, og I vil få en retfærdig rettergang! Lad mig tale med jeres leder og forhandle en aftale!" 
Lynn kunne ikke lade være med at le lidt over mindet.
"Tænk sig at lyde sådan, når man taler med pirater! Så kan du sikkert forestille dig, hvor slemt det er til officielle møder. Jeg sender ofte min styrmand, fordi han faktisk kan finde ud af at tie stille, når de andre siger noget dumt," Sandheden var lidt nærmere, at Sefris havde insisteret på at være stedfortræder efter første gang, Lynn i vrede havde slået i bordet, råbt af alle i rummet og var blevet smidt ud af skriveren, der ikke magtede at notere alle hendes kreative bandeord ned. "Så jeg tror, det er en god ændring for dem at få en admiral som mig, der ikke går lige så meget op i at lyde som et oldgammelt teaterstykke, men i stedet synes vi skal udrette nogle resultater! Og siden du også er havnet her sammen med mig, må jeg næsten antage, at det virkede, jo. Så skal jeg bare vente på at skibene sejler her forbi, og så kan du også få set indersiden af Lysets fangekælder."
Ordene var alvorlige men blev leveret med et stort smil, som slet ikke passede til situationen. Sådan var Lynn. Hvis man altid tog tingene så tungt, ville man jo netop ende som de forstokkede officere.

Gabriel kom til at sprutte af grin over Lynns ord. Det var ikke ligefrem normalt for ham sådan at misforstå ting, men det var på den anden side også ret svært, når hun sådan serverede sætningen for ham på et sølvfad. Han gav sig dog tid til at grine færdig, inden han overhovedet forsøgte at formulere et svar.
"Fra hukommelsen forsøgte jeg bare at binde Dem for at tilbageholde Dem? Men det er ærligt lidt vagt, som jeg sagde før, så har minderne det lidt med at flyde sammen. Men jeg må indrømme, at De virkelig tog fusen på mig. Jeg bliver sjældent overrasket efterhånden, så det er ikke nogen lille bedrift, frøken Valeriev" komplimenterede han med et nik og et smil. Det var dog sandt. Når man havde levet så længe, havde man efterhånden set det meste, så der skulle alligevel en del til, før man oplevede noget nyt. Selv det at få lejemordere efter sig var ikke længere overraskende.

Gabriel kunne ikke lade være med at grine af Lynns forklaring. Han var dog overhovedet ikke overrasket over, at det var sådan, nogle af dem opførte sig.
"En af de første, jeg stødte på blev så skidesur over, at jeg kaldte ham dæksmand i stedet for kaptajn, at han angreb mig hovedkulds... det gik ikke så godt, fordi han lige skulle igennem fem af mine soldater først, og da først han var fanget, var det ret nemt at få hans besætning til at overgive sig" fortalte han, mens han tydeligt lod sig dvæle ved mindet. "Så det er aldeles ingen overraskelse, at nogle af dem opfører sig uklogt. Og jeg er helt enig med Dem, pirater overgiver sig sjældent, så det kan oftest ikke betale sig at tale til dem" tilføjede han lidt eftertænksomt. Hendes næste ord fik Gabriel til at sende Lynn et nyt smil, inden han bekræftende nikkede til hende.
"Det tror jeg, De har helt ret i. De er ærligt meget anderledes i forhold til de fleste af jeres officerer, jeg ellers har mødt, og De virker ærligt som en, der kan finde ud af at skabe resultater" svarede han, og han fik et glimt i øjet, inden han fortsatte med at svare på hendes ord: "Det ville være en interessant oplevelse, er jeg sikker på. Jeg har kun hørt godt om jeres gæstfrihed. Til gengæld kan jeg nok ikke sige det samme til Dem. Vores fangekælder er... ikke rar. Petrichor og hendes vogtere er ret skræmmende. Ikke at et fængsel selvfølgelig skal være rart at være i, men jeg tror stadig, jeg ville foretrække jeres fremfor vores" svarede han med et skævt smil. Det var helt mærkeligt sådan at have en afslappet samtale med en, han egentlig anså for at være sin fjende. Der var dog imponerende mange ligheder mellem dem. Hvordan kunne de være på hver sin side, når de ellers var så ens?
"Selvom jeg må indrømme, at jeg jo stræber efter at sætte Dem i vores fængsel. Det ville være et ret stort slag mod Lyset, især efter Deres forfremmelse" sagde han så hudløst ærligt. Selvom de lige nu havde en ret stille og rolig samtale, var det jo stadig ingen hemmelighed, at han virkelig brændte for at få fingre i hende og sætte hende fast. En følelse, der kun var blevet stærkere efter hendes lille flugt sidst, de havde mødtes.

"HA! Åh, jeg kan kun forestille mig, hvor belastende det er at være oppe imod de opblæste narhoveder hver dag," lo Lynn med. "I det mindste prøver jeres folk bare at slagte sig vej gennem os, så det er selvfølgelig også en form for træls, men ikke en man bliver sådan helt træt i hovedet af. Ham gutten, du tog tog til fange - var det Gerhardt? Det lyder som ham, og jeg har altid undret mig over, at han forsvandt så pludseligt. Ikke at jeg har synderligt meget imod det for at være ærlig. Han var et dræn af dimensioner. Og så snød han i kortspil."
En lidt for stor procentdel af Lysets ansatte var af en støbning, der virkede rigtig godt for moralen, hvis man magtede storslåede taler kun bestående af ord med mere end seks stavelser. Der var helt sikkert en masse soldater, der magtede den slags. Lynn var ikke en af dem, og hun havde sørget for at samle sig en besætning, der havde det på samme måde.

"Jeg vil give dig ret i, at vores fængsel nok er et sjovere sted at befinde sig end jeres," sagde hun med et skuldertræk. "Men vi har heller ikke valgt at anlægge vores base på en sort ø ude i noget af det mest turbulente farvand, så det er ikke fordi vi behøver gøre meget ud af det for at overgå jeres, vil jeg tro."
Lynn håbede, at Gabriel ikke lagde mærke til, hvordan hans sidste ord påvirkede hende. Hun rykkede sig i sandet, så solen kunne skinne ned på den side af hendes tøj, der stadig var vådt for at skjule den kuldegysning, der skyllede ned over hende. Forfremmelsen havde gjort hende til et endnu større mål for Mørket, og hun var ikke i tvivl om, at Gabriel havde en god del snilde. Hun kendte ikke hans alder, men med hans ord om at minderne flød sammen, var den i hvert fald ikke under femhundrede. Han var en af de kommandørkaptajner i Mørkets flåde, hun hørte mest om, så ligesom hende selv, var han god til at opnå resultater. Når hun satte sig noget for, skulle det nok ske før eller siden, og Gabriel virkede som den samme type. Der var helt sikkert nedern steder i Krystallandet, hun hellere ville ende end Mørkets fangekælder.
"Ja, for hvad skulle de dog gøre i topledelsen uden mig," sagde hun sarkastisk. "Alt ville jo falde fra hinanden. Gider du i øvrigt snart droppe den der formelle tone og blive dus med mig?"

Gabriel kunne ikke lade være med at grine en rusten latter af Lynns ord. Det lød meget korrekt som det meste af Mørket.
"Det lyder som den gængse måde at føre krig på i Mørket, ja. Og jeg har ærligt ikke noteret mig hans navn. Det er ikke medmindre, folk gør indtryk, som De har gjort, at jeg husker navnene" svarede han ærligt. Han hævede dog et bryn over, at Lynn kunne hænge sig i, at man snød i kortspil. Det var måske deres forskelligheder i alder, der gjorde det? For Gabriel var det ikke super vigtigt, men det var måske noget andet for de kortlevende racer? Det var ikke rigtigt til at sige. Interessant var det dog. Man kunne vel altid bruge mere perspektiv på tingene?

"Altså foruden et vandelemental som fangevogter, mener De?" svarede han med en drillende tone, selvom en kuldegysning skød igennem ham. Han havde altid fundet Petrichor ret skræmmende, og hun var formidabelt effektiv til at fratage fangerne enhver skygge af håb. Han var temmelig ambivalent omkring hendes metoder, men han slog sig til tåls med, at det var krig, og der var alle kneb tilladt.
"Men nej, vores fængsler er ikke ligefrem indrettet med komfort i tankerne" svarede han ærligt, som en skygge faldt over hans ansigt. Det var ikke alle metoder, han var videre fan af, og når det kom til tortur, stod han helt af. Det var måske lidt mærkeligt for en dæmon at have en moral, men her var han altså.

"Og det er jo netop derfor, jeg har jagtet dig over krystalhavene" svarede han med et skævt smil og svarede dermed indirekte hendes forespørgsel samtidig.

    Noget i Gabriels stemme fik hende til at læge hovedet på skrå og granske hans udtryk. Hun havde altid gået ud fra, at folk i Mørket var helt med på mængden af forfærdelige ting, der skete i deres fangekældre. De eneste hun havde set i live efter sådan en tur var helt ude af den, så hun vidste, det ikke var for sjov. Men hans blik var blevet mørkt og en anelse fjernt, og det var ikke på den klassiske åh-hvor-jeg-savner-at-se-kælderen-måde. Der var noget dybere i det. En fortrydelse? Et ubehag? 
    Lynn selv var ikke fortaler for tortur. Enten kunne folk se deres fejl og kunne genskoles tilbage ind i samfundet, eller også var det galgen. Der var ingen grund til at sende forbrydere, som ikke engang ønskede at gøre det bedre, tilbage ud for at lave mere ballade, men der var heller ikke grund til at ødelægge folks krop og sjæl. Hun forstod nødvendigheden i at trække informationer ud af fjenden, men oftere end ikke gik det over stregen. Hun havde aldrig overvejet, at nogen på den modsatte side kunne have det på samme måde. Hun lod øjnene glide over horisonten, men der var stadig intet tegn på Lysets flåde. Måske var det ikke gået så godt, som hun håbede.

    Lynn sendte Gabriel et oprigtigt smil, da han endelig slap formerne. Hun havde faktisk ikke haft høje forhåbninger om, at han ville efterkomme ønsket, og hun elskede at blive positivt overrasket. Så var de måske fjender, men der var ingen grund til ikke at have det en lille smule rart, når man nu alligevel var strandet på den samme bunke sand i uvis tid.
    Så han havde jagtet hende over krystalhavet siden hun sprang overbord fra hans skib? Og så lige på det tidspunkt, hvor hun på grund af forfremmelsen havde brugt ekstraordinært meget tid på fastlandet. Tænk sig de slag, de kunne have haft sig, hvis hun havde vist det! Det var nok et af de største, omend mest uhyggelige, komplimenter, hun havde fået i sin tid til søs. 
    "Fordi jeg gjorde indtryk?" spurgte hun og kneb øjnene drilsk sammen. "Eller fordi du er en lille smule fornærmet over, at jeg tog fusen på dig?"

Gabriel vidste godt, at han var lidt atypisk på det punkt. De fleste i Mørket tog decideret glæde i at pine og plage deres fanger. Mange andre fandt det ganske nødvendigt at fortsætte for at være sikker på, man havde fået det hele ud ad offeret. Gabriel var dog af en anden mening, og selvom hans loyalitet til Ethelihn gjorde, at han ikke gjorde indsigelser mod det i dagligdagen, var det stadig almindelig kendt, at han var modstander af det. Lige her havde han det på samme måde som Lynn; hvis de ikke kunne sættes fri efter kort tid af den ene eller anden grund, var det bedst at give dem en hurtig død. Han var dog også samtidig bevidst om, at han højst sandsynligt var den eneste i Mørket med den holdning, så af selvpræserverende grunde holdt han det for sig selv. Ingen grund til at ryge i en krigsret for at få talt over sig.

Gabriel var vant til at bruge formelle toner. Endnu en ting der kom med at være gammel. Det var ikke altid lige nemt at følge med tiden, og nogle vaner lå så langt tilbage, at de var virkelig svære at ændre. Derfor kunne han godt have brug for, at andre påpegede det af og til, så det gjorde ham ikke det store, at Lynn gerne ville holde det lidt mere uformelt, specielt når det kun var de to på øen (sandbanken).
"Begge dele" svarede Gabriel prompte med et skævt smil. Han var dog tydeligt ærlig i stemmen. Efter Lynns lille forsvindingsnummer havde han sat alt ind på at finde hende, men uden det store held desværre. Han kunne dog ikke lade være med at finde ironien lidt morsom. Nu havde han endelig fundet hende, og så havnede de i sådan en situation her, hvor han ikke engang kunne tage hende til fange.

Gabriels ansigtsudtryk ændrede sig brat fra afslappet og smilende, til seriøst og vejrbidt, idet han brat rejste sig op med en adræthed, der slet ikke passede til kroppens fysiske form. I horisonten over Lynns skulder havde han fået øje på noget, og hvis det var, hvad han troede, det var, ville de heldigvis ikke skulle blive her særlig meget længere.
Der gik ikke længe, inden Gabriel blev bekræftet i sin mistanke, og han pegede i retning af det, han havde fået øje på.
"Sejl!" udbrød han. Hans stemme var dog hverken hævet eller lød særlig desperat, men han var tydeligt lettet over, at han ikke længere skulle bekymre sig over, hvordan de lige skulle overleve. Hvem skibet tilhørte var dog ikke til at se på denne afstand, og hvis det ikke kom tættere på, var der en risiko for at blive overset, så han tog sin uniform af og begyndte at svinge med den i håb om, at det var nok til at gøre opmærksom på sig selv.

    Lynn gengældte hans skæve smil og skulle til at komme med en spydig kommentar om sin flugt, da Gabriel sprang på benene så energisk, at det værkede i Lynns trykkede ribben. Det var netop her, man kunne se, at Gabriel ikke var et menneske i slutningen af sin levetid, men en stærk dæmon i et ældet hylster. Hans udbrud fik hende dog også til at komme på benene, omend en del mere forsigtigt og med en hånd som støtte i sin side. Han var allerede godt i gang med at vifte med sin jakke, da hun trådte op ved siden af ham. Hun løftede sin egen jakke op, og kom i tanke om, at hun havde en sammenfoldelig kikkert i inderlommen. Med lidt besvær vristede hun den op fra det fugtige stof.
    "Se nogen må hoppe og vifte med deres jakker, mens andre..." Glasset faldt ud af kikkerten i fem små stykker. "Nå."
    Knapt så imponerende. Lynn smed kikkerten fra sig igen og viftede lidt halvhjertet med sin egen jakke. Forhåbentligt var den højrøde farvere mere værd end bevægelsen.
    "Det bliver spændende at se, hvem af os der kan føre den anden væk i håndjern så," sagde hun med blikket låst på skibets kurs.

    Da det stod helt klart, at skibet havde kurs mod den lille ø, holdt Lynn helt op med at vifte med jakken. Mens roen over at være reddet indfandt sig, begyndte spændingen at boble over, hvem skibet tilhørte. En lille smule frygt over, om det mon var et af Mørkets skibe og en god portion håb om, at det var hendes folk. Men som skibet kom nærmere stod det hurtigt klart, at det var ingen af delene.
   "Åh-åh," sagde Lynn og så op på Gabriel. "Det dér er et piratskib."

Gabriel skævede lidt til Lynns ret ødelagte kikkert, og sendte hende et overbærende smil. Han kendte alt for godt til lige netop sådan en situation.
"Det var ellers en ganske klog tanke" komplimenterede han ærligt. Hendes snarrådighed fejlede ingenting, og han tog sig i et øjeblik at være imponeret over hendes intelligens.
"Nu ville det være dumt at sælge skindet, før bjørnen er skudt" svarede Gabriel med et grin.

Lynn behøvede ikke komme med konstateringen, Gabriels arme faldt automatisk ned, da han kunne se, at det ikke ligefrem var et venligtsindet skib.
"Det kan jeg se. Vi har dog intet, de kan røve. Pirater er dog ret simple væsner, så hvis de bliver lovet nok krystaller, burde de tage os med til Fristavn" svarede han og kastede frakken til side. Der var ikke ligefrem en direkte grund til at skilte med, hvilken fraktion man tilhørte.

Skibet kastede anker, og Gabriel kunne se en robåd blive gjort klar til at blive sat i vandet. Han skævede lidt til Lynn i det tilfælde, at hun skulle have behov for støtte. Hun så ud til at være kommet til skade.
"Så sker det. Lad venligst være med at fornærme dem" sagde han med lige dele dril og alvor i stemmen.

    Gabriel havde fat i den lange ende med at smide jakken fra sig, og Lynn fulgte lidt modvilligt trop. Hun kunne få en anden jakke af Lyset, men hun var sgu glad for den her. Den havde tjent hende godt og længe, og det føltes ikke rigtigt at smide den fra sig på sandbanken. Hun sparkede lidt sand op over bunken og vendte sig mod synet af jollen, der blev søsat i deres retning.
    "Pft, må jeg da være fri," sagde hun. "Jeg har snakket med pirater før. Som om jeg ikke ved, hvad der er smart og hvad der ikke er."

    Piraterne havde sat fire mand i jollen, og mindst to af dem lignede ikke mennesker. Det var dem smarte taktik. Selvom man var fire mod to, kunne de magiske kræfter altid overrraske, så de fleste skibe havde et par i besætningen, der så ud af noget særligt udelukkende for at tage kampgejsten af folk, de bordede. Eller samlede op fra sandbanker i dette tilfælde.Gabriel havde fat i den lange ende med at smide jakken fra sig
    "I har valgt et underligt sted at være skibbrudne," kommenterede en menneskekvinde og viftede af to af de andre. "Tøm deres lommer."
    "Jamen goddag til jer også," svarede Lynn med et hævet øjenbryn.
    Kvinden mødte Lynns blik, og det stod klart, at hun ikke var en tålmodig pirat. "Det her bliver meget nemmere, hvis I kun åbner munden, når I bliver spurgt om noget."
    Og det var omtrent så lang tid, Lynn kunne finde ud af at være høflig.
    "Sjovt, du siger det. Jeg foretrækker også, når afskum holder kæft. Måske I skulle prøve en klap for munden frem for øjet?" fløj det ud af munden på hende.
    Var det ideelt? Næppe. Fortrød hun det? På ingen måde!

Gabriel hævede et bryn over Lynns ret aggressive svar, men han kommenterede ikke yderligere på det. Han tvivlede dog ærligt på oprigtigheden i hendes ord, temperamentet taget i betragtning. Hun virkede ikke ligefrem til at være den mest tålmodige type. Der var dog ikke længere tid til at diskutere sagen, da jollen stødte mod den lille ø, og Gabriel vendte sig mod piraterne.

"Vi valgte ikke ligefrem, a..." begyndte Gabriel, men han blev afbrudt af Lynns ord. Han drejede hovedet mod hende og skulle til at åbne munden for at overtage samtalen, men han nåede ikke andet, før hun prompte havde svaret igen. Gabriel bandede indvendigt og jokkede hårdt mod Lynns fod for at få hende til at tie stille.
"Jeg beklager min kompagnons meget uhøflige tone..." begyndte Gabriel og sendte Lynn et hårdt blik "... men vi er partnere for handelsselskabet Valeriev og Faust. Vores primære metode for fragt er via skib. Normalt tager vi ikke med personligt, men forhandlinger var blevet komplicerede, og vi skulle have redt dem ud. Uheldigvis havnede vi midt imellem Mørkets og Lysets flåde, og vores skib blev sunket" fortalte Gabriel. Han fortalte historien med sådan en overbevisning, at, hvis Lynn ikke selv havde været til stede, ville det være næsten umuligt at vide, hvad der var sandheden.

"Vi har før haft problemer med fribyttere, og min makker her er i forvejen ikke super tolerant overfor autoriteter, så jeg beder om tilgivelse for hendes tidligere udbrud" undskyldte Gabriel, og som før viste han ingen tegn på at lyve overhovedet. Nu håbede han blot, Lynn havde hjerne nok til ikke at sige ham imod.