Skyerne hang som et tungt tæppe over Dianthos og det kunne godt ligne det var ved at trække op til regn, men på nuværende tidspunkt holdt de mørke skyer tæt. Salomon havde brugt det meste af tiden på paladset. Der var ikke nogen missioner på nuværende tidspunkt, dog ventede han stadig på svar om han kunne få lov til at få flere mænd med til Fredskilde, så han kunne holde løftet til Aliana. Dog havde han kun fået besked på at komme tilbage til hovedstaden, for at diskutere situationen, hvilket ind til videre ikke havde båret nogen frugt. Han havde været en smule frustreret de sidste par dage, hvilket godt kunne ses på de træningsdukker der stod til rådighed i træningsområdet, han havde i hvert fald været flittig. Nu havde han dog skiftet tøj så han ikke stank af sved. Tøjet bestod af en sandfarvet skjorte med snørre i halsen, et par mørke bukser, samt støvler. Naturligvis havde han også sit sværd med sig, sin kappe og sit bevis på han var en del af Lyset.
 
Han havde haft brug for at få tankerne et andet sted hen, så han havde begivet sig ud på en tur i byen. Blikket rettede sig mod skyerne i forsøg på at tyde tidspunkt på dagen. Han ville skyde på eftermiddag? Det var ikke ligefrem fordi der var nogen sol at gå udefter, så han måtte gætte sig frem. Han rettede blikket mod en mand der bankede ind i ham og begyndte at undskylde, som havde han skadet ham ved et uheld. Salomon trak let på smilebåndet og lod et lille grin undslippe ”Hey rolig nu… Der skete ikke noget. Er De okay?” spurgte han og så på manden der nikkede febrilsk og skyndte sig at væk. Var han så skræmmende at se på? Et lettere opgivende suk undslap ham som han fik et flashback, til dengang han vågnede op med arene. Let rystede han på hovedet og fortsatte så sin tur igennem Dianthos’ gader.
 
Salomon var endt i den nedre by, det var ved at være noget tid siden han havde befundet sig her, men nu var han jo også først lige kommet tilbage, så han var vel lovligt undskyldt? Han var endt ved kroen, men valgte ikke at gå ind, i stedet stillede han sig op af væggen ved siden af, blot for at beslutte om det ville værd at gå ind og fylde blodet med en promille.

Heldigvis! Var der dage hvor man kunne snige sig ud tidligt på dagen, ikke fordi hun ikke var færdig med sine daglige opgaver og derfor snig sig ud, nej mere fordi hun ikke gad genkendes. Ikke fordi verden ville gå under hvis folk så hende, det var bare mere behageligt at skifte de blå, hvid og gyldne farver ud med almindelig brun og sort. brune ru bukser, en sort arbejder trøje og en længere mørk krappe for at gøre bare lidt skjul på håret og vingerne. Det var med et dybt suk hun begyndte at bevæge sig igennem byens gader, og ned mod den nedre by. Igen, hvorfor ikke en kro oppe i den øvre bydel tætter på arbejdet? Efterhånden en uendelig liste af undskyldninger for hvorfor det var tilfældet. Kile amulet hang om hoften som altid, som hun gik forbi de sidste par gader ikke langt fra målet, noget surt, noget bitter og gerne noget med alkohol.
Dog gik turen ikke så nemt som hun gerne ville, ikke langt fra målet stod der fire unge mænd og snakkede, men følelsen hun fik som hun gik forbi dem var langt fra behagelig, og det var med et dybt suk at hun ikke kunne lade være med at blande sig bare en smule.
”I det mindste følte du kun skam som du sagde det.” de fire unge mænd stirret blot på hende som det blev sagt, tre af dem forvirret, men den sidstes som netop havde talt om hans forhold blik så helt anderledes nu.
”Bland dig uden om!” udbrød han som han tog et skridt frem og med et suk stoppede hun. Sagde jeg det virkelig højt? Lyd det opgivende i hendes indre.
Svaret blev et langt suk, som manden tog et skridt tættere på.
”Skam er ikke det værste du kunne føle! Det kunne være afsky, had, eller..” hun stoppede sig selv og lod blikket falde ned til jorden og vingerne hang lavt, som manden tog et skridt tættere på.
”Skam? Jeg føler ikke skam overfor min kæreste!” Hendes blik forbliv lavt, og den ene hånd klemte om amuletten, som hun gik i stå, det var alt for tidligt på aften at ødelægge det hele for sig selv.
 

Salomon havde ikke stået der ret længe før han hørte en ung knægt råbe et eller andet., dog kunne han ikke helt høre hvad der blev sagt, men det virkede ikke til at stemmen var specielt rolig, så han besluttede sig for at nærme sig de utøjer der formentlig var under opsejling. Han havde nok gået i et par minutter før han så en gruppe af fire unge mænd og en engel. Det sidste vidste han kun grundet hans lugtesans. Engle duftede nærmest sødt på en underlig måde. Tre af mændene holdt sig lidt tilbage, mens den anden var begyndt at nærme sig englen, stadig med råben og nærmest truende adfærd. Salomon nærmede sig i sit normale tempo og stod på en sidevej til hvor det hele skete og sukkede opgivende før han trådte frem, blikket rettet mod den unge mand der gik imod englen.
 
”Typisk unge mennesker, at stå og spille smart overfor sine kammerater. Jeg vil væde med du sætter dig til at flæbe når du kommer hjem.” sagde han med et kækt smil på læberne som han gik over mod ham. Salomon var næsten to meter høj og ragede over de fleste og med det udseende han havde, kunne han godt fremstå en anelse skræmmende. Blikket rettede sig kort mod englen og derefter på manden igen ”Men før du kommer til skade… Ville jeg pakke den lorte attitude væk og tage dine tre små venner og smutte… Vi kunne nødigt have at den unge dame ser jeres lemmer vende forkert, vel?” spurgte han og så på de fire gutter lidt på skift og landede på ham der var gået mod englen.

Hun stod let og trippede i et forsøg på at lade sine tanker finde en eller anden løsning, hånden prikkede til kile amuletten som den let pulseret og slå hendes chakra ud – mon den skulle om halsen? Hun orkede det bare ikke at føle sig så unaturlig før aftenen overhovedet kom i gang. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, for vreden begyndte også at ligge i hendes, spænding fra hans møg kammerater begyndte også at prikke let til hende, og alt i alt ville hun endelig bare vænne dem ryggen og gå, men hun var klar over at det på ingen måde ville gavne som tingende var i dette øjeblik. Men lysten til at få dem til at slappe af forsvandt som deres humør prikkede mere og mere til hende. En meget rolig fornemmelse nærmede sig, og helt instinktivt tog hun et skridt tilbage tættere på fornemmelsen. Blikket gik op og studeret den større mand ved hendes side, og med det samme fik han opmærksomheden af de unge, i ren lettelse lod hun et smil forme under de grønne øjne der faldt over ham. Hun lyttede nært til hans ord, og så med det samme en udvalg der ville koste stolthed, og en smule skam men bedre end at lade det eskalere mere.
Han talte fint, og virkede til at have været i sin del af konflikter. Rolig, stabil, det var rart.

”Der var du skat!” udbryd hun og tog et halvt skidt tættere på, lod en hand finde hans mens hun lod blikket falde mod hans med en mimik der skreg: vær sød og spil med! De tre unge mænd der stod lidt bag deres aggressive ven, opfordret halvt ham til at gå videre men moden forsvandt hurtigt, som en bandede i et sprog der fik en dæmoners tunge til at virke ren.

”Lad dem være og lad os få noget at drikke!” forsatte hun som hun vendte og forsøgte at trække den fremmede mand med sig imod den gade som førte til kroen. Kinderne begyndte at blive røde som skammen over hendes spil, et spil hun nok ikke var god til, begyndte at sprede sig i hende.

Salomon sagde ikke noget til kvinden der kom op til siden af ham, men havde blot blikket rettet mod de unge mænd der tydeligt troede de var store. De havde dog kun det hele i munden, det var der ingen tvivl om. Desuden jokede han ikke med at vende deres lemmer forkert. Han behøvede ikke sit våben for dette, men grundet hans træning med Lyset, så ville det være så nemt som at knække en lille kvist.
 
Som kvindens hånd fandt hans så han ned på hende med et varmt smil ”Der var du, jeg har ledt over alt efter dig, min egen.” sagde han og trak hende lidt ind til sig som han godt forstod hentydningen. Den aggressive, unge mand forsøgte ikke ret længe at spille stor overfor Salomon, da varulven tårnede over ham med i hvert fald tyve centimeter. Salomon kneb let øjnene sammen som han så mod de unge mænd, men mærkede så han let blev trukket af kvinden og fulgte i stedet med hende. Dog stadig klar, skulle de hoppe på ham når de var på vej væk.
 
”De er alligevel ikke værd at spilde tid på.” sagde han og smilede let til hende. Han bemærkede de blussede kinder og når de var et stykke fra de unge mænd, slap han hendes hånd. Han skulede kort over skulderen, men de var smuttet og fulgte ikke efter dem.

Let stillede hun sig halvt bag ham, hånden blev i hendes, men hun skulle sikre sig at hvis de stadig kigget imod hende vil de altid også se ham. Og i guderne sig at han gerne vil hjælpe, og det ville han! Et lettet smil spredte sig hurtigt nær de let røde kinder som skulderne begynder at slappe af ved hans ord. Ikke at det var rart at blive kaldt skat af en fremmede, men hun havde selv begyndt det så hun kunne lige så godt acceptere at det ville ske. For nu var det nok bedre, for sandsynligheden for at havde mere styr på tider som disse end hende var næsten hundrede. Så bedre at lade ham spille, og så blot være lille og langt fra i vejen til det hele havde ordnet sig.

Og held i det, for det tog ikke længe for han fik overtaget og styr på situationen nok til at unge træk sig, dog med det sidste han sagde var det umuligt ikke at lade blikket hæve sig underne til hans mimik, det var svært ikke at tænke bare kort at han mente det. Blikket faldt til hænderne som han slap og nærmest øjeblikkeligt træk hun hånden til sig og ventede stadig på hans styring.

Hun træk vejret dyb som skuet over sin skuldre og let gav hun endelig lyd fra sig. ”Tak.. mange tak, jeg, har lidt svært ved at holde styr på mig selv for tiden.” hun fniste lidt af sine egne ord, for det så atypisk hende selv, ikke disse problemer, men at gå så dybt ind i det som hun havde denne gang.

Det var ikke ligefrem dette Salomon havde regnet med der ville ske denne dag, men han havde været lige omkring stedet da det var sket. Desuden var han jo en del af Lysets hær, så han havde vel en form for ansvar, når det kom til borgerne omkring i byen? Nok var dette ikke hans primære opgave, men han kunne vel godt hjælpe byvagterne, da de ikke kunne være alle steder på en gang. Af og til havde han set sig over skulderen for at sikre sig at de ikke fulgte efter dem, hvilket det ikke virkede som, i værste fald måtte han jo sætte dem på plads igen.

Han bemærkede hvor hurtigt hun trak hånden til sig og så ned i jorden igen. Det var ofte den effekt han havde på kvinder grundet hans ret voldsomme udseende. Ak ja. Som kvinden begyndte at tale, så han på hende og trak let på smilebåndet ”Intet problem. Ja det kunne jeg fornemme på Deres situation.” sagde han, endnu med det blide smil på læberne. Han vidste ikke hvad det egentlig helt havde handlet om, men hun havde haft brug for hjælp og den havde han givet hende, ingen grund til at takke, syntes han ikke selv i så fald.