"En halv dag til Dianthos Frøken!!" lyd det høj lydt fra chaufføren af kareten og med beskeden rettede hun sig op og lod blikket falde over horisonten og ganske rigtigt var byen tættere på, spiret af krystalpaladset kunne lige netop anes. Med syntes åndede hun lettet nu, hun havde været væk i hvad der føltes som flere måneder, i hvert fald det meste af sommeren og nu var vinterne lige om hjørnet, og med den Isharis dag og børnene skulle have gaver!Lige så hurtigt som hun blev lettet over snart at være hjemme forsvandt følelsen igen. Men i det mindste blev det rart at kunne trække vingerne igen! Måske skulle hun bare flyve det sidste stykke. Men netop som det blev overvejet lænede hun sig frem og så..noget, hvad var hun lidt usikker på, men det var nok til at række hovedet ud af vinduet et kort øjeblik.
"STOP!" udbrød hun som hun nærmest gjorde sig klar til flå døren op, og hoppe af kareten hvis ikke den blev stoppet, og så snart hastigheden faldt blev døren åbnet og hun løb tilbage ned af vejen og hun havde set rigtigt.

Der lå en mand, smidt i vejkanten, hun blinkede nogle gange som blikket gled over ham, sund pæn hud, hænder dækket af ar, og vel plejet hår endda med en stribe. den ene side af hans trøje fugtig af blod, og tunge vejrtækninger. Chaufføren kom løbende efter hende, og før han fik mulighed for at sige noget lyd der kommandere fra den lille engle.
"Få ham ind i kareten. Vi tager ham med, han er stadig i live." før hun fik respons gik hun ned i vejkanten, og forbavset, overrasket fulgte chaufføren og hjalp.
"Men..frøken, vi ved ikke hvem han er."
"Og hvorfor har det betydning? Han har brug for hjælp." lyd det hårdt tilbage, som de fik ham båret ind i kareten. Forsigtigt blev han lagt på gulvet mellem sæderne og chaufføren tog tilbage til sit sæde ude foran, og efterlod diplomaten alene med den fremmede, som de igen begyndte deres tur imod Dianthos.

"Din stakkel.." lyd det bekymret fra hende som hun løftede op i trøjen og så såret, tydeligt af en kniv, og desværre ikke kun et stik, flere vrede stik.
"Hvem har du gjort så sur? hun sukkede som hun åbnede det ene af hans øjne, og med sug af chakra lod hun smerten bevæge sig over i hende.
"Du burde kunne hvile nu.." som det blev sagt rev hun et stykke af sin nederdel af, og brugte stoffet til at binde tæt om såret, heldigvis var de tæt sammen så dette burde kunne hjælpe til de kunne få en heler! Men det var langt fra nok for hende som hun lod mere af sin chakra flyde over i manden, denne gang for at hele ham.
"Jeg håber du kan høre mig, du heler hurtigere så længe du hviler..så slap af, træk vejret dybt og hvil. Skal nok tage mig af dig."
Hun sukkede som hun lænede sig tilbage i sædet, og lod vingerne finde deres plads. Det bedste med sin egen karet, man kunne få lavet plads til vingerne mens man sad ned, og der forsøgte hun at slappe af, og lade blikket hvile på naturen som hun holdt sig til siden. Kniv sår var træls, en forbandet svær smerte at ignorer da den går så dybt! Forhåbentligt ville han sove til de var i byen, og forhåbentligt var det første han gjorde ikke at rejse sig op, ville kun gøre mere ondt på hende selv. Smerten fik den blå hvide uniform til at føles tættere end korsettet normalt gjorde, i bæltet han en af de kendte magi neutralicerne amuletter fra kile, og om halsen Isharis symbol.

”Dit… Forpulede… Svin!” blev der råbt direkte ind i ansigtet på Corbin. Mellem hvert ord blev der leveret et slag mod hans krop og de stoppede ikke ”Jeg sender dig tilbage hvor du kommer fra, dit møgdyr!” blev der igen råbt. Corbin selv svarede ikke, men for hvert slag han modtog, forsvandt luften ud af ham. To mænd greb hans arme og fik ham hevet op og stå før manden der virkede som deres ordfører, trak en kniv og gik helt op i ham. Uden så meget som nogen form for tøven, fløj manden direkte imod ham og lod kniven gå igennem stof og maveskind, ikke bare en… Men flere gange. Skrig af smerte forlod ham og han begyndte at falde lidt sammen da blodet var begyndt at pible ud og gennemvæde hans skjorte. Den røde farve kunne bevares næsten ikke bemærket i det mørke stof, men man var ikke i tvivl hvis man rørte ved det, for det var vådt.  Det var som om de tre mænd mistede interessen for ham, efter han var faldet sammen og nu lå der i kanten af vejen ”Lad ham ligge… Han dør om lidt alligevel.” kom det fra den ene før de vendte sig og forsvandt fra gerningsstedet.
 
Corbin hostede en smule blod op og tog sig da til maven med en grimasse, der bedst kunne beskrives som voldsomme smerter. Hele hans krop gjorde ondt, mest af alt maven, hvilket der ikke var noget at sige til. Han kom til at tænke på sin ekskone og deres datter og bed sig let i underlæben. Sidst han så den var vel for godt en måned siden? Hvordan ville de få besked om det… Han mærkede hvordan tårerne let begyndte at presse på som han lå der og tænkte sit liv igennem. Nogle gange ønskede han, at han bare havde været der for Amira og deres datter, så kunne det være hans nuværende situation slet ikke var sket. Et suk undslap ham som han begyndte at mærke øjnene blive tungere og han faldt lidt hen. Han var kun lige vågen til at kunne høre lyden af nogle der nærmede sig og to stemmer der talte. Ikke noget han fik noget ud af, for det virkede som om det var meget fjernt fra ham, som stod de i et andet rum og forsøgte at tale gennem en lukket dør eller noget i den retning. Følelsen af dem der begyndte at løfte på ham, ville normalt have fået ham til at skære ansigt, men han var for udmattet til overhovedet så meget som at ytre et ord, men det virkede til personernes intention var god.
 
Corbin ænsede ikke rigtig hvad der foregik omkring ham, men det føltes som om han var i sikkerhed. Selv hvis han ikke var, ville han ikke være i stand til at kæmpe imod. Stemmerne var stadig fjerne, men små bider af det kvinden sagde kom igennem, desuden vidste han det ville ende fatalt for ham, hvis han bevægede sig mere end nødvendigt. Han bemærkede dog, hvordan smerten nærmest forsvandt fra hans krop. Var dette kvindens værk? Det var vel ikke fordi han var ved at dø var han? De ord han opfangede, var ”hvil” og ”slap af”, alt andet virkede stadig som en mumlen fra et andet rum. Som han nærmest vidste han var i sikkerhed, lod han sig falde hen og faldt i søvn.

Tiden gik og turen var uden problemer, den fremmede var enten så afkræftede eller træt at søvnen kom ham så nemt, og det gjorde det da nemmere at holde turen ud. De sidste timer før man var hjemme var bare bedre uden folk der brokkede sig over smerter, men en ting kommer sjældent alene. Ganske vis gik der næsten tre timer uden problemer fra manden blev lagt ved siden af hende, og så begyndte episoden der fik hende til at forhører sig om at få en ny chauffør, og aldrig før havde den lille flod to timer fra Dianthos forholdt så mange problemer, og aldrig før havde hendes karet bevæget sig i så mange retninger på samme tid af så voldsom en grad. Det var så om et større dyr tog fat i kareten og flået den fra side til side.

”KØR ORDENTLIGT!” udbrød hun som hun næsten faldt ned af sædet og den ene hest brokkede sig, og flere undskyldninger og beklagelse blev råbt tilbage men intet ændrede sig, bump efter bump, ryst efter ryst, og mange bekymret tanker blev tænk i retningen af den såret mand, og forherliget forbliv han i sit drømmerige, til vejen faldt til ro. Men vejen faldt ikke til ro, floden skulle jo også forlades og med det kom der et mindre hop som hestene valgte at hæve tempoet for at forlade den urolige lav vandet del af floden. Kareten tog et lille op som bredden blev mødt og sammen med de mange ryst fra landingen mistede den lille blå, hvid og gylden klædte engle sit plads på sædet og faldt ned mellem de fire sæder hvor den såret mand lå, og i et puf af fjern lykkedes det hende og så sine vinger låst fast mellem sæderne få centimeter fra manden og lige før hun selv var endt på toppen af ham. Let rystet lod hun hænderne finde gulvet og åndede lettet ud som hun fandt en mere solid base end den hendes vinger kunne tilbyde, og lod et irritabelt blik rettet sig imod fronten af kareten.

”I Ishari nu jeg har aldrig!”mumlede hun som hun overvejet om det var chaufføren eller hestene der skulle udskiftes. Denne vej havde hun taget mange gang, og aldrig før havde hun oplevet noget ligene!

Corbin havde ingen anelse om hvor længe der var gået eller hvad der var foregået mens han havde lagt bevidstløs. Han havde været i en helt anden verden, set Amira og hans datter. Havde været sammen med sin familie og gået hele hans liv igennem flere gange, men som kareten begyndte at bevæge sig ret voldsomt, begyndte han at blive mere opmærksom på sine omgivelser. Der var ikke nogen tvivl om at søvnen havde gjort underværker, men på samme tid var han også klar over, at hans smertehelvede langtfra var overstået, men det måtte han håndtere når han vågnede. Et ordentligt bump af kareten fik hans ryg til at hamre ned mod gulvet og han kom med en lyd, der bedst kunne beskrives som en brummen af irritation. Kvindens råben gik næsten klart igennem nu og han skar en let grimasse og hørte en masse rumsteren og bump omkring ham.
 
Let missede han med øjnene og han kunne sværge på han så en skikkelse hen over sig med vinger. Var han død? Og hvorfor i alverden var der en engel ved ham? De gyldne øjne åbnede sig halvt og han så imod kvinden. Han sagde ikke noget til at starte med, men så blot en anelse uforstående på hende for derefter at rette blikket ned mod hans mave. Hvorfor gjorde det ikke ondt? Undrende hævede han et øjenbryn som han igen rettede blikket mod hende ”Hvorfor… Gør dette ikke ondt… Hvad har du gjort, engel?” spurgte han og skævede mod hende. Det virkede underligt at hans stiksår ikke gjorde ondt. Det var ikke første gang han var blevet stukket ned, men det var første gang det slet ikke gjorde ondt.

Hvert et ryst, hvert et kast sendte et kniv spidst stik af smerte dybt ind i siden af hende, og disse blev kun værre og værre som turen over den lille livlige flod og specielt det sidste hop gjorde det næsten urimeligt ikke at bide tænderne i som smerten spredte sig fra siden til dybt ind i ryggen. I alle guderne havde han ikke forstået der var en såret mand i denne karet! Blikket gik ned til manden i forhåbning om at han mirakuløst stadig sov, et håb der forsvandt som hendes blik mødte hans gyldne blik, og kort gik hun i stå halvt siddende ved siden af ham. Så snart han åbnede munden blev det helt urimeligt og den ene hånd føj til hendes side og klemte om det ikke eksisterende sår.

Den anden hånd fandt hans skuldre og forsøgte at holde ham på gulvet, for i guderne hvis han også rejste sig nu.
”Fordi det gør ondt på mig i stedet!” udbryd hun i halv panik for at få ham til at indse han skulle blive hvor han var. Det var altid forfærdeligt når folk vågnede for tidligt, og hun fortrudt sådan hun ikke havde forsøgt at få ham syet før han vågnede, men hun havde ikke rejst som heler så urter, nål og tråd var slet ikke blevet pakket. Hun tog en dyb ind ånding for at styre smerten bare lidt og lod blikket flade ud af kareten, endelig noget mere fast jord og en lige vej uden problemer, gerne helt til hovedstaden!
 
 
 

Corbin’s gyldne øjne var låst fast på hende, fulgte en hver af hendes bevægelser og så hun tog sig til siden. Da den anden hånd så faldt på hans ene skulder, skævede han mod hånden og derefter op på hende som hun talte. Nok ville han kunne rejse sig hvis han i virkeligheden ønskede, men undrende hævede han i stedet et øjenbryn, men ikke et eneste ord undslap ham. Hvordan i alverden var det overhovedet muligt at dette ikke gjorde ondt på ham? Men hun nu sad og tog sig til selv samme sted han var skadet.
 
Turen var en smule ujævn, hvilket uden tvivl også måtte gøre ondt på hende. Igen en smule undrende så han på hende ”Så hvis du har ondt… Og jeg ikke har, må det betyde du på en måde har taget mine smerter… Korrekt?” spurgte han og så igen mod hånden, som hun tog sig til maven. Det måtte helt sikkert være sådan noget. Eller også var han bare så smertepåvirket og alt dette var en feberdrøm? Nej... Hånden på hans skulder føltes virkelig, så dette måtte være fordi denne engel havde redet ham fra at dø? 

Hun faldt tilbage imod sædet og åndet lettet op som turen blev nemmere, de grønne øjne mødte kort de gyldne af hans. Det skeptiske syn havde hun mødt alt for tit i helerhuset, smerte forsvandt bare, langt de færreste fik dog at vide hvorhen smerten gik. Normalt var der ingen grund til at dele den del når soldater alligevel ventede på at blive syet eller ellers tilset. Kort undrede hun sig om det havde været den rigtige beslutning at dele med ham, så længe det bare er smerte så kan det ikke gå helt galt, forsikret hun sig selv som hun igen tog sig til sine ikke eksterne stiksår og kæmpede sig op på sædet med et smertefuldt suk.

”For nu ja.” kommenteret hun kort mellem to vejrtrækninger. Stiksår, hvorfor ikke bare kødsår, hun træk vejret dybt som hun lænede hovedet tilbage imod sædets ryg og lod hendes øjne falde i. Endnu en dyb vejrtrækning for at tømme hovedet og glemme smerten et øjeblik.

”Må jeg forhøre mig om deres historie?” lyd det forsigtigt som hun åbnede øjne igen, og igen undersøgte manden. Der var intet, intet der gav tegn på hvem han var, eller hvorfor dette var sket, ingen tyvelavs mærker, ingen symboler som hun bidt mærke i, og blikket blev mere og mere undrende som flere og flere spørgsmål kom til hendes sind. Livet ville være så meget nemmere hvis alle efterlod et papir der beskrev hvorfor de havde forsøgt sig på et andet liv hos den dødende eller livet. Men nej, sådan var livet ikke – svar til ens spørgsmål var ofte mere besværlige at finde end vejen hjem.

Corbin var stadig en smule rundt på gulvet over hvad der var sket. Han forsøgte at tænkte tilbage på hvad der var sket, hvad det i det hele taget havde handlet om, men han var i tvivl. Det sidste han huskede, var kniven der blev stukket i maven på ham, før alt blev sort og han vågnede op i vognen med hende. Blikket rettede sig da mod hende da hun begyndte at tale. Blikket gik fra at være undrende til at være mere bekymret for hendes velvære ”Hør… Det er super venligt af dig… Men jeg vil næsten hellere have ondt, end at se på en kvinde i tydelige smerter.” sagde han og bed sig let i underlæben. Han var ikke sikker på om hun overhovedet var i stand til at overføre smerten tilbage til ham… Men det var da forsøget værd. Nok var Corbin kold overfor de fleste, men han gik ind for at kvinder ikke skulle lide og det var tydeligt, det var det hun gjorde. Det var trods alt heller ikke første gang han havde været i et slagsmål som dette, så han kunne holde til smerten.

Corbin nikkede da ”Det må du vel… Det jeg nu kan huske af den.” sagde han stille og begyndte igen at tænke over hvad der var sket. Det var kun små scener han kunne se for sig, men ikke grunden. Hvorfor var det egentlig sket? Det irriterede ham at han ikke kunne huske ret meget af det, men mon ikke det ville dukke op når han begyndte at tale om det? Han håbede i så fald.