Det var sent nok til at en ro havde sænket sig over paladset, men ikke nok til at der var stille på de lange gange, oplyst af flakkende fakler. Buerne ud mod de eksotiske haver stod badet i et let lys og man kunne ane vandet der flakkede til rytmen af små fisk der endnu ikke var at finde under en sten. Skridt af bare fødder gav genlyd og Amadia gik med sænket hoved. Masken dækkede hendes øjne så de vagter der var placeret uden for hvert af Fyrstefamiliens værelser ikke kunne se dem. Det lange hvide hår var sirligt blevet flettet og pyntet med blå perler.

Altheae fik foran, rank og stolt som hun stadig var, til trods for at det ikke var hende han havde bedt komme til sit soveværelse. Amadias ankomst blev stille annonceret og hun blev ført ind. Da først de var alene sank den unge pige sine skuldre, skubbede masken op så de blå øjne kom til syne og løb i retningen af sin herre.

Hun havde ikke set ham længe, og gensynet synes kun at flyde over. Der havde været mange måder og aftaler og Amadia vidste at hun ikke var den eneste han tilbragte tid sammen med. “Min Fyrste.” hviskede hun stille og løftede hovedet for at se op på ham med de lysende blå øjne.

Amadia knælede for den store seng, og bøjede ærbødigst hovedet så et par månelyse lokker let gled om hendes ansigt. Han var sløret for hendes syn, hvilket typisk bar præg af at hun havde brugt sin evne mange gange; måske endda for meget. Men hun kunne ikke nægte Sephyran hvad han ønskede mest af alt.

De blå øjne funklede let i ildens skær og hun kravlede langsomt op i sengen og satte sig på knæ ved hans side. De slanke fingre rakte ud efter hans ansigt; både for nærhed, men også for hele tiden for at sikre sig at han stadig var der.

Hun nikkede langsomt. “Personen hvis øjeblikke jeg er låst fast i, har maskeret sit ansigt.” svarede Amadia en kende skuffet. Det krævede stor magi til at folk med så enestående evner som hende selv ikke var i stand til at finde frem til deres identitet. Enten skulle man besidde dem selv, eller kende til en der kunne brygge vanskelige mixture der skulle indtages ved nattetid så længe man ønskede at holde nysgerrige blikke væk.

“Men det er altid det samme. Mørke, flakkende lys. Røde øjne. Men i nat..” Hun tav et øjeblik og lukkede øjnene. “Mærkede jeg også et begær, jeg tror det er en kvinde” hviskede hun stille.

"Og hun er vred på dig."

Amadia var fyldt med et vildrede af følelser overfor Sephyran, og de endte alle sammen ud i taknemmelighed. Han behandlede hende langt bedre end den forhenværende og det gjorde. Hele hendes eksistens cirkulerede omkring fyrsten; hvordan hun kunne hjælpe, og hvordan hun kunne behage.

Selvom hun havde været hos ham et par år, følte hun stadig at mange nye ting, og den respekt der ikke eksisterede mellem de andre slavinder i hans varetægt. Men hun ignorerede deres jalousi.

En sammentrukket lyd forlod hendes læber, men hun forblev tæt på ham. Hun vidste at nyheden ikke ville bringe glæde, det gjorde det sjældent når han gerne ville noget ham hans fjender. Hun bøjede sig let frem for at hvile hovedet på hans skulder.

“Ja.” Hviskede hun stille. “Jeg har brugt flere nætter i de samme minder i håb om at kunne finde frem til de rigtige ting” Blidt løftede hun den frie hånd og tegnede små symboler på den blottede brystkasse.

“Synerne er utydelige nok til at jeg ved at hun ikke er tæt på, men jeg kan prøve at finde ud af om hun har sendt agenter ud?” spurgte hun stille. “og hvis du selv har din tvivl om nogen tæt på dig.. Så lad mig se dem” bad hun.

Amadias vejrtrækning var rolig, og intet ved hende indikerede nervøsitet. Hun havde lært fyrsten at kende, og hun vidste hvornår hun skulle krympe sig, og hvornår hun kunne prikke til den gnistrende ild. En blidt lyd gled over hende, der kunne betragtes på samme måde som når en kat spandt. Hun pressede sine læber mod hans blottede hals et par gange, før hun igen faldt hvile mod hans skulder.

Hun eksisterede alene for at tjene ham, det havde hun lært; men hun vidste også at han behandlede hende anderledes end nogen af de andre. Hvilket der var utallige af grunde til, en af dem som hun af og til holdte sig mest til, var fordi han brød sig om hende. Selvom det nok mere var hendes evner der behagede ham og som resulterede i hans fascination af hende som helhed. Af og til mærkede hun den skinsyge tilstand som Altheae i den grad besad i en større mængde end hende. Amadia følte sig høj på rusen af hans blik mod sig og følelsen af hans nærvær og turde slet ikke tænke på hvad hun kunne finde på at gøre hvis en ny tog hendes plads. Men den side så aldrig dagens lys, og hun forblev den rolige, hypnotiserende og lydige slavinde som hun vidste han kunne lide.

Hun lyttede til hans ord, og til sidst rettede hun sig op fra sin siddende stilling. Blidt strøg hendes fingre over hans ansigt før hun lænede sig frem og kyssede ham.
"Skal det være diskret?" hviskede hun bagefter. Der var mange måder hvorpå hendes evne kunne bruges, og selvom hun godt kunne søge deres minder og tanker uden at se på dem, flød det langt mere sammen til usikkerhed end når hun fik lov til at se dem direkte i øjnene. Problemet med dét var at de så højst sandsynligt ville vide hvad der var ved at ske.

"Selvom, hvis de intet har at skjule, skulle de gerne være villige til at lade mig gennemsøge deres tanker" Hendes stemme fik et mørke over sig, da hun talte igen og de blå øjne hvilede let mod fyrsten.

Amadia havde altid været rolig og stille, det lå til hendes natur, og så havde hun lært at det bedst kunne betale sig at være lydig. Hendes tidligere ejer havde ikke behandlet hende godt, men selv ikke da sagde hun sig imod. Det var vel både en god og en dårlig egenskab at være i besiddelse af. Sephyran var på sin egen måde anderledes og hun følte ikke andet end tryghed i hans nærvær.

Hun havde lært meget de sidste år, og tilpasset sig.

Amadia var allermest tilfreds når hun kunne mærke at Sephyran var i godt humør, og selvom hun tydeligt kunne mærke hans behag over hendes tilstedeværelse var det tydeligt at han ikke havde den ro der normalt lagde sig over fyrsten som en silkekappe. Hun gled ind i hans favn, og lagde en flad hånd mod hans blottede brystkasse for at få ham til at glide tilbage i puderne.

Hun lyttede til hans ord, og mærkede hans mørke; mon han selv var klar over hvad det gjorde ved hans blik? Hun begravede hovedet ved hans hals igen og indånede hans velkendte duft.

“Ens familie vil altid søge storhed” hviskede hun stille; hun havde set det utallige gange. Grådighed og magt. Død og ødelæggelse. Hun gøs let ved de levende billede der dansede for hendes indre blik. Hun så op på ham, mødte hans mørke øjne. Så nikkede hun; hendes næste opgave var klar. Heldigvis var hun ofte i samme lokale som fyrstens bror, og selvom hun var et spektatulært syn, havde hun lært at gøre sig endnu mindre. “Som Fyrsten ønsker”

Amadia vidste godt at der skulle mere til at få hendes fyrste til at slappe af, men det behagede hende at han uden yderlige protester fulgte hendes bevægelse. Da først han var kommet ned i de bløde puder, trak hun i de bløde silke snore der holdte hendes kjole oppe før hun kravlede hen over Sephyran, og satte sig hen over hans skød. “Ja..” hviskede hun og mærkede hvordan hendes hjerte slog et par slag over.

Hendes slanke fingre gled over den varme brystkasse før lyden af en let melodi gled over hendes bløde læber. Det tog altid tid før den fyldte rummet, tonerne tog til, og hendes sang syntes at blive højere uden at hun selv gjorde noget. Hun tog hans hånd i sin og førte den op til hendes ansigt, hvor hendes læber let kærtegnede håndfladen.

Hans ansigt blev tydeligere for hendes blik, og selvom det stadig føltes tåget, kunne hun se ham mere klart over sig. Se hvordan hendes rolige stemme fik hans brystkasse til let at hæve og sænke sig i en rolig takt.

Amadia kunne mærke virkningen hos sin fyrste, og den følelse spejlede sig langsomt hos hende. Det lyse silkebløde hår svang i lette bølger bag den nu bare ryg som hun roligt bevægede sig let mod ham for at få flere lyde ud mellem de kysseværdige læber. Når de kun var dem, alene sammen med hinanden mærkede hun ikke de stik der af og til kunne vise sig når hun så hans affektion for andre end hende. På dét punkt mindede de alt for meget om hinanden. Men det var endnu ikke gået galt for Amadia lærte ved de andres fejl.

Hendes negle gned let mod hans brystkasse i små ryk som en kat. Læberne blev skilt let af som et let suk forlod de buttede læber. Hun kunne mærke at rummet omkring hende blev slørret, og derfor fokuserede hun kun på Sephyran som lå smuk under hende. Det havde taget hende lang tid at finde ud af præcis i hvilket omfang han havde brug for hendes afslappende sang. Den sidste tid havde det været mere krævende.

Tungespidsen hvilede på underlæben og med et ryk faldt hendes indre over hans skød.

Hendes hjerte sprang et par slag over og det selvtilfredse smil kunne ikke undgås at kruse sig over hendes læber. “Det vil aldrig ske..” hviskede hun let og åbnede øjnene igen og lænede sig ned mod ham for at kunne kysse ham let. Hun vidste godt at hendes ord alene aldrig ville være nok. Men en del af det hun var blevet bedt om var netop at holde øje med om hun kunne fange handlinger før de skete. “Men det er de magtfuldes byrde”

Hun lagde en hånd mod hver af hans kinder og holdte hans ansigt mellem dem så hun kunne hvile panden mod. “Du er stadig min ørkenløve”

Amadia vidste godt at hvad end hun sagde ville det aldrig være nok. Det kendte hun ham for godt til. Alligevel trøstede hun sig med at hun var med til at give ham den ro han behøvede, og måske med tiden kunne få ham til at slappe så meget af at han ikke længere ville gå med alt for mange af de paranoide tanker. For han kunne aldrig slippe det helt, og det burde han heller ikke. En Fyrste der ikke var på vagt over sine fjender ville ikke være nogen god leder. Men en Fyrste der så fjender alle vegne, ville heller ikke kunne lede sit folk. Det var en så fin en balance, som hun forsøgte at finde frem til. Men altid kun hvad Sephyran tillod. Hun havde endnu ikke trådt over hans grænse.

Måske virkede Amadia ung og naiv, og til dels var hun det også. Men at sige at hun ikke vidste hvad hun foretog sig var løgn. Hun var afhængig af den beskyttelse som hendes fyrste kunne give hende, og hun ville ikke slippe den helt særlige plads som hun havde. En plads som ikke ville blive kastet fra. Hun kendte til sit blod, og vidste derfor at hun ville forblive ung i mange år.

Amadia var ikke højlydt, og at de små støn kun var tildelt hans øre alene, var svar alene på hvordan hun havde det med ham. Hvor tæt forbundet hun følte sig til ham. Tosomheden der blev skabt når de var alene. Den ville hun ikke dele med nogen anden. Det betød dog ikke at man ikke vidste hvad der også foregik når der blev sendt bud efter hende, eller at hun var blevet bedt om at opholde sig i hans værelse til hans ankomst.

Hun fulgte hans anvisning. Nu tog hun sig af ham. Men det var ikke altid sådan. Sephyran havde mange forskellige humør, og alt afhængigt hvilket et der havde overtaget hans sind, afspejlede det også måden han var omkring hende på. Nu sad hun med den magt han havde tildelt hende.

Hendes ene hånd lå hvilende mod hans hals, hvor neglene let skrabede imod hans mørkglødet hud og den anden lå begravet i hans hår. Hun måtte slippe hans læber, da endnu et nydende let suk forlod hende, og hun hvilede panden mod hans. “Jeg eksistere kun for dig” forsikrede hun ham. Ord hun havde sagt før, men som hun ville blive ved med. Mange af de ting hun ofte sagde var noget han havde hørt før, men som han gang på gang havde brug for at høre, lige så vel som også hun higede efter bekræftelse, som hun fik netop nu.

Amadia frygtede ikke den dag hvor hendes fyrste ikke længere var i de levendes land. Hvis der var nogen der kunne snyde døden, så var det ham. Det var hun overbevist om. Hun var også dækket af et skyggende mørke der forhindrede hende i at se livet som det var. Nok kunne hun være snu og listig når det blev krævet af hende. Men helt inde var hun stadigvæk bare et bange lille væsen der havde brug for beskyttelse. Hun var tiltrukket af magt, og hun var tiltrukket af hvad den magt gjorde ved Sephyran. For det var en symbiose af de to ting der kunne få hele hendes krop til at skælve. Kun i hans selskab havde hun formet sig, og selvom det havde været i hans billede besad hun mere selvstændighed end nogensinde.

Hun elskede ham så højt at det gjorde ondt, men hun havde aldrig været jaloux på hverken hans hustru eller hans andre slavinder. For Amadia vidste at hun var særlig og fuldkommen unik.

Han bekræftede hende i tusinde ting og ingenting på en gang. Hendes støn syntes nu at give ekko i det store værelse, og rytmens vuggende bevægelser blev mere faste som hun jagtede deres begges forløsning. Hendes læber skiltes ad i svagt suk før de dvælende lå mod hans.

“Ja.” gispede hun let. Hun ville for altid blive ved hans side, og hun ville for altid høre efter hans befalinger. Men hun ville på samme tid også beskytte ham med sit liv. Hun trykkede sig det sidste stykke ind mod ham før en skælvende følelse rejste hele vejen igennem hendes krop og som fik hende til at presse sine læber mod hans hals i afmagt over rusen. Hendes vejrtrækning var heftig og det tog hende et øjeblik at finde tilbage.