Kain havde siddet ved nogle af de forladte bygninger uden for Dianthos i noget tid. Han havde stadig en halv dags rejse foran sig for at nå hovedstaden, men for nu kunne det vente. Han undrede sig over hvem der dog ville forlade disse huse for at søge tilflugt i Dianthos gader, hvis de overhovedet var smuttet til Dianthos.
Det var sidst på eftermiddagen og mørket var så småt ved at få sin fremdrift. Solen var på vej ned  og månen var kun pp vej op. Der ville alligevel gå et par timer inde solen var helt væk og den lysende planet ville stå højere på himlen og oplyse hele området op.  I det mindste kunne Kain bruge de forladte bygninger som tilflugt fra landevejen hvis der kom uvejr.

Han sad med sit sværd i skødet og lod en flint køre hen over æggen for at holde sværdet skarpt. Sådan havde han siddet i noget tid og han håbede lidt at han ikke skulle bruge sværdet lige forløbig. Seth havde stadig ikke vist sig selv, og han havde ikke givet ogen tegn til at han var i live heller. Han vidste at Seth var i live, og han vidste også hvor. Dog ville der gå tid ør at Kain kunne slå Seth's skaber ihjel. Hvor uheldig kunne man være. En varulv have en vampyr som bror. en bror han holdte ufattelig meget af, men som var ærkefjender af natur. Hver gang han så Seth vibrerede hele hans svær på ryggen af ham og ville slå ihjel. Det kune han bare ikke få sig selv til.

Lige så stille som han sad der og kørte flinten hen af æggen på sværdet stoppede han for at tage en hånd ned i sin jakkelomme og fandt en flaske frem. Der var ikke så meget væske i, men det betød blot at han ikke kjunne bruge sin evne særlig længe i en forbedre udgave. Han slugte drikken og straks blev hans øjne gule og hans negle blev til klør. Han drejede hovedet et par gange inden han lod flinten køre hen over æggen igen og han begyndte at nynne, en sang som hans mor altid havde sunget for ham og Seth. Alt imens han kunne høre alt i miles omkreds. Bedre end hvis han var varulv.

den lille skikkelse ved navn Batella havde været i dianthos for at købe en klasse druer. en lille en. hun fløj mod den forladte bygning lige uden for byen. hun fløjj hurtigt oppe på himlen og brugte sit ekkolyd for at finde hjem. hun drejede elegant når hun skulle forbi bygninger eller statuer. hun tabte dog en drue lige ned på en fremmed da hun kom til den forladte bygning. noget hun ikke selv registrerede.

hun landte i et vindue lidt oppe på 1 sal og tog druerne i sine klør der var der i stedet for fingre. hun glædede sig til at spise dem. de var gode der hun fik dem fra. hun hoppede ned fra vinduet til gulvet og tog en klo i en drue og hev den af.

Batella var halvblind som en flagermus, hun havde smuk hvid og rød hud med smukke røde lokker. hendes øjne var blå som himlen om dagen. hun bar nogle gamledags underbukser til kvinder og en lille sort kjole lavet specielt til at hun kunne bevæge sig og flyve. hun anede ikke lige at der sad en fremmed nede foran hendes forladte bygning. men sådan var det at være flagermus. man så ikke alt.
 
hun tog sine små sko på og satte sig ned ved druerne og tog en stor (lille for andre) bid af druen og guffede det i sig. hun gøs af glæde og hørte en nynnen. *det er nok en af de hjemløse der søger tilflugt i en bygning* tænkte hun roligt og tog endnu en bid. det tog omkring 3-4 bider for en drue var væk. hvilket ikke generede hende. hun havde kun været væk fra bygningen i en lille ½ til 1 times tid. Batella mørkede de sidste stråler fra solen ind gennem vinduet. det varmede lidt men det svækkede hendes syn at være ude om dagen. men hun skulle heller ikke det store om dagen.

Som Kain sad og pudsede sin sværdæg med flintestenen ramte noget ham i ansigtet. Hvilket fik ham til at stoppe med at nynne. Han kiggede op blot for at se en skikkelse komme ind af vinduet på øverste etage af bygningen. Hans sværd vibrerede ikke så det kunne ikke have været en vampyr. De skulle også bare lige prøve på at komme tæt på ham. Så var de døde på stedet, og deres sjæl ville blive suget ind i hans sværd. Sådan var det og sådan forblev det. Det var der ingen der skulle ændre på!

Han rejste sig op fra sin plads på en kæmpesten og drejede hovedet ind imod huset og satte sværdet tlbage i sin skede på ryggen. Han rettede lidt på sit hår mest den hvide stribe og åbnede døren ind til huset. Han så alt i sort og hvid, men han kunne høre nogen gnaske. Der lugtede ikke af død, så det kunne ikke have været en dæmon der smæskede sig i et lig. Det var ikke en vampyr, for så havde hans sværd vibreret. Det kunne ikke være et dyr, væsnet havde han set virkede for stor til at være en ugle. Så han smækkede døren i efter sig for at se om han kunne få en begrundelse for hvem der var der og hvorfor. "Kom frem, de tabte noget!" lød det nærmere anklagende og kommanderende end noget andet. Han holdte en hånd på sit sværdskæfte i tilfælde af at noget ville springe på ham. Hele tiden var hans øjne låst fast et eller andet sted i rummet, men det holdt aldrig stille i særlig lang tid. For han skulle altid være på vagt.

en dør smækkede i den bygning hun var i. hvorfor? hun så rundt og hendes øre drejede rundt. hun gik over til døren til hendes gemmested og skreg så højt det ikke kunne høres. hun brugte ekkolod. hun gik lidt ud fra værelset og lavede ekko igen. hun slå med vingerne og fløj ned mod under etagen. da hørte hun en stemme også. hun landte på trappens gelænder og slog vingerne om sig. hun stod lidt og prøvede at finde ud af hvad eller hvem dette var. hun lavede et ekkolod mod personen da hun ikke kunne se hvor han stod selv om hun havde godt syn om aften.

"undskyld. min fejl," sagde hun roligt og kunne fornemme han var en hel del højere end hendes smuk 40 cm. hun blev på gelænderet for ikke at føle sig lille og usynlig. hun tog den ene vinge og strøg en lok hår væk. hun havde vingre og klør istedet for hænder. noget der ikke generede hende da hun jo var flagermus. godt nok et halvdyrs flagermus men hun var glad for at være den hun var. nogle forvekslede flagermuse med vampyre, hvilket var meget kompliceret for et halvdyr. ja vampyre hade ry for at kunen blive flagermuse og drikke folks blod. men hun var en frugtflagermus. hun elskede frugt. men havde et lille problem, hun kunne ikke tåle blomster så når træerne havde blomst måtte hun være langt væk som muligt.

Kain stod og "beundrede" rummet med sine gule øjne og kiggede i alle kroge der kunne være efter et potentielt gemmested dette væsen kunne være i. Ja han kiggede endda også op da han hørte en smule tumult eller i hvert fald nogen rumstere der oppe. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede fortsat der op da en skikkelse kom til syne. En lille en af slagsen, ikke så høj sort og hvid lige nu, mest hvid men han kunne sagtens se at det var en vampyr.

"Hvad laver de her?! Tror du det er smart at være i nærheden af en vampyrjæger lille vampyr?!" kom det anklagende fra ham. Hvorfor havde hans sværd ikke reageret på dette lille væsen, det var jo tydeligt at det var en vampyr, godt nok havde han ikke set en vampyr med vinger før, men en gang skulle vel være den første. Det handlede bare om hvor udvidet disse viderstyggelige vampyrer havde formeret sig til. De kunne overtage hele Krsystallandet hvis man ikke passede på. Det var bare med at holde dem nede. Men hvis denne lille vampyr havde vinger betød det så at væsnet var flere årtusinder gammel. En af de første vampyrer måske?

hun så om bag sig og lavede et ekkolod. nej ingen bag hende. hun vendte hovedet mod ham og så undrene på ham. "der er da ikke nogle vampyre her." sagde hun roligt og hoppede ned fra gelænderet og landte elegant i en svævende bevægelse ned på gulvet. hun var lille ja. men hun var ikke just en vampyr. "tror  De måske har det gale hus vis De leder efter vampyre, her bor jeg alene med alle de flagermus der søger tilflugt fra solen" sagde hun roligt og smilte faktisk ganske glad.

hun var blevet kaldt mange ting. men vampyr, det var første gang. hun gik et par skridt tilbage og op af trappen så hun var lidt højere. "jeg er Batella, jeg er ikke just nogle vampyr, vis så må jeg være en frugt vampyr" grinte hun da hun jo spiste frugt. og det var det der havde ramt ham for lidt siden, hun havde sjældent lys i blokken. faktisk var der nogle fakler til noget hun skulle noget, hun så på denne høje fyr og forstod ikke hvorfor han anklagede hende for at være vampyr, men hun tog det med et smil. hun var lidt for meget optimist, nogle gange.

Ingen vampyrer?! Hvad var det for noget vås! HUN var en vampyr, for det var tydeligvis en pige med denmini stemme og pipen hun rendte rundt med. Alligevel trak han ikke sværdet. Det havde ikke reageret på hende. Hvorfor?! Det plejede altid at reagere på en vampyr, måske han skulle stole på sværdet som han plejede at gøre, måske skulle han lytte til dette lille væsens ord og være usikker på om hun tale sandt. "En vampyr kan finde alle steder at skjule sig, selv et forladt bolig byggeri med tilhørende marker som ikke er blevet passet i årevis" svarede han og kiggede på hende med de klare gule øjne. Han fulgte en hver bevægelse u gjorde, om end det bare var at hoppe videre op på trappen, eller om hun hoppede ned.

Da hun nævnte at hun var vampyr smilte han veltilfreds. "Uanset hvilken slags vampyr de er burde de ikke have lov til at leve. En Vampyr er en ussel skabning der kun skader andre folk på godt og ondt" svarede han og kiggede på hende. Han trådte et skridt frem imod hende men stoppede op. Uanset hvad hendes navn var skulle hun lade livet. Det var ikke fair over for alle andre skabninger at hun skulle leve for andre skulle stjæles fra. Bare fordi hun var vampyr og spiste frugter! Hun var ikke engang særlig høj til at kunne tage et arbejde!

vis her var en vampyr i denne blok ville hun ha vidst det. hun lavede jo ikke ekkolod for ingenting. hun så op på ham med de smukke blå øjne. hun så han trådte nærmer og hun rykkede sig ikke. hun var jo bare en lille størrelse. da han sagde hun var vampyr igen grinte hun sødt. "jeg er ikke en vampyr, langt fra." sagde hun roligt og så op på hans smukke gule øjne. hun var ikke en løgner og slet ikke en vampyr der ville skabe andre. hun var 16 år gammel, 40 cm og kun 2 kg tung. hun tænkte hvordan hun skulle få ham til at tro på hende, skulle hun vide ham hvad hun havde tabt på ham.... det kunne godt være det ville hjælpe.

"hvad var det jeg tabte på Dem måske?" spurgte hun. hun havde jo ikke tabt en flaske med blod, nej en drue. en enkel drue fra den klasse hun havde hentet hos market.

Batella spekulerede sig lidt over om hvordan hun skulle bevise det. hun var jo blot et halvdyr, men hvordan skulle han tro på hende når han tog hendes joke som alvorligt.

Hvis ikke hun var vampyr hvad var hun så?! Hans sværd havde godt nok ikke reageret, så hvad skulle han stole på. Hun havde netop sagt hun var vampyr, og nu sagde hun at hun ikke var vampyr. Det var meget mystisk. Ærlig talt stolede han på sit sværd og hans anspændthed han havde haft i kroppen forsvandt. "Hvis De ikke er vampyr hvad er De så?" spurgte han og kiggede lidt op og ned af den lille person der stod foran ham. Han ville gerne vide det, han ville være klar til at hugge hovedet af hende og suge hendes sjæl til sig ind i sværdet hvis der kom det forkerte ord ud af hende.

Da hun spurgte om hvad hun havde tabt tænkte han sig kort om og kiggede lidt tilbage mod hoveddøren. Han havde ikke taget druen med sig med han vidste hvad det havde været. "Ikke noget hårdt, men blødt. En frugt. Mere præcist en drue" svarede han og kiggede tilbage på hende. Det havde jo ikke været fordi det havde gjort ondt. Dog undrede han sig over hvad sådan en vingede skabning skulle bruge frugter til når hun lignede en vampyr med de vinger og de tænder.

Batella smile venligt til ham da hans anspændthed forsvandt, og han spurgte hvad hun var. "jeg er en frugtflagermus... tror i kalder sådan en som mig for ... et halvdyr." hun smilte forsigtigt da hun var usikker på om det hed et halvt dyr eller et halvdyr. men hun stolede på hun havde sagt det rigtigt. da han svarede hvad hun havde tabt nikkede hun som i at han havde svaret der.
"jeg har aldrig hørt om vampyre der spiser frugt, har De?" hun var ganske rolig da hun sagde det. for hun var jo ikke vampyr. faktisk gav kød hende kvalme vis hun prøvede at spise det. men hvad vis denne person med de smukke gule øjne ikke kendte til frugtflagermus. hvordan skulle hun så bevise hun var hvad hun sagde hun var.

hun begyndte at gå op af trappen til første sal. der hvor hun havde efterladt sine druer. hun ville bevise at hun var hvad hun var vis han ikke troede på hende. men kunne frugten det?
hun standsede op på trappen og så ned på ham. "vis De ønsker bevis på jeg er hvad jeg siger jeg er, så kan jeg kun vise det ved at De kommer med op til 1 sal. hvor min klasse druer ligger" hun lagde hovedet på skrå og smilte forsigtigt. hun ville ikke tvinge ham men hendes klør kunne ikke bære mange druer af gangen. det var mere hendes klør på fødderne der kunne det.

Et halvdyr... Med vinger?! Nu havde han aldrig, med de spidse tænder og de vinger. Ja ja hun var ikke så høj men det kunne snildt have været en vampyr ikke sandt? Han måtte bare stole på sit sværd og den person der stod over for ham. "En frugtflagermus ved navn.... Batella var det rigtigt? Et halvdyr de spiser frugter i stedet for kød" kom det fra ham overvejende og kiggede på hende som hun snakkede videre. "Vampyrer kan ikke spise menneskeføde uden at blive dårlige" svarede han og kiggede på hende lidt mere nærgående med sine lysende gule øjne.

Da hun forsvandt op på første sal spidsede han ørerne ud for at finde ud af hvor hun bevægede sig hen. Men da hun stoppede op for enden af trappen og ude af hans synsfelt kunne han tydeligt høre hende snakke med den lille pippende stemme der passede til hendes størrelse. "Ja ja lad gå da" kom det fra ham og bevægede sig langsomt op af trappen. Den knagede og knirkede for hvert et skridt han tog. Den var tydeligt ustabil og hvis man hoppede på trappen ville den nok brase sammen. Men han tog nogle forsigtige skridt op a trappen til han nåede det sidste trappetrin. Han lod blikket glide lidt rundt, han kunne ingen ting se efter som det mere eller mindre var komplet mørkt oppe på loftet, og der var intet solskin der lige kunne trænge ind for at han skulle kunne se noget i sort hvid.

Batella smilte forsiktigt da han sagde hende navn. "ja det er helt rigtigt. og hvad kan jeg sige, jeg er ikke skabt til kød. nogle flagermuse spiser insekter og jeg spiser frugt" sagde hun roligt og da han fulgte med hende op åbnede hun døren til det ene værelse op så meget hun kunne og gik over til den klasse druer hun havde på et lille forladt senge bord. dog uden nogle seng her.

hun så på ham og tog en klo i en drue og tog en bid af den og nikkede til ham. "her bor jeg. et simpelt halvdyr" hun lavede et ekkolod for at tjekke om døren blev lukket bag ham. hun kunne fornemme han ikke stolede helt på hende. men hun kunne jo ikke gøre for at vampyres ry var at de var flagermuse. men det var nok mere en vampyrflagermus de ville ligne tænkte hun. hun var noget større end en vampyrflagermus. og hende gener var ikke lavet til kød eller blod, så hun holdte sig til æbler, druer, appelsiner i ny og næ og alt andet frugt hun kunne få.

Ja ja han var jo ikke dum. Han vidste da godt hvad en flagermus var. Men her lignede hun ikke lige frem en flagermus med de tænder! Eller gjorde hun? Nu havde han ikke lige frem set en flagermus tæt på så han kunne ikke bedømme det. Dog havde hans sværd ikke reageret på at hun var vampyr så der måtte da være noget om det. "Aha" kom det fra ham. "Men Frøken Batella, hvis jeg kender Deres navn burde De også kende mit. Mit navn er Kain" kom det fra ham og kiggede efter hende som hun åbnede en dør ind til et værelse.

Han trådte tættere på værelset og helt ind i rummet, om end at han næsten ikke kunne se noget, det var kun fordi et par enkelte brædder i huset havde revet sig løs at der kom lidt lys ind. Ikke så det stod direkte på hende men nok til at han kunne se rummets omgivelser. Ikke at værelset så ud af særlig meget. Der var jo næsten ingen ting, måske havde dem der havde boet her alligevel fået taget de fleste ting med sig.
"Intet er simpelt her i verden Frøken, ikke engang et  halvdyr" så meget havde han da erfaret i sin korte levetid. Han havde aldrig oplevet et menneske der blot var simpel eller et halvdyr, han havde mødt på landevejen. Der var altid et eller andet ved væsner der gjorde dem gode eller onde. Sjove eller kedelig. Men aldrig simpelt

hun blev faktisk glad for at han stolede nok på hende til at gi sit navn til hende. så vidste hun hvem hun talte med. hun grinte et sødt lille grin og nikkede. "velkommen til mit hjem Hr Kain" sagde hun med et lille smil og tog en bid af druen. hun havde ikke fået mad hele dagen så det var dejligt med en drue eller 5.
der var en skammel, et natbord og en pæl i loftet som hun brugte når hun skulle sove. hun så rundt og da han talte så han på hende med et smil selv om hun godt vidste hun ikke så meget mere end en omkreds. så var det nok for hende. 
"måske har De ret, men jeg ser ikke mig selv som hvergang ond eller god, jeg er blot.... simpel. ved ikke hvordan jeg skal beskrive det ellers" ja hun havde en teori om hvorfor hun var som hun var men det var sikkert noget pjat. en videnskabsmand.... hvem ville tro hende vis hun fortalte det var hendes teori på at hun var her nu og var som hun var. men de eneste der kunne gi svar var hendes forældre som var døde. 
 
Batella havde en livlig fantasy så hun troede på sin teori men andre mente hun var gal at ha sådan en fantasi. hun strøg en tot hår væk fra  ansigtet. "vil De ha en drue." spurgt hun ganske forsigtigt og nikkede ned mod druerne. for han måtte da godt få nogle vis han havde lyst.

Kains blik vandrede lidt rundt i det halvmørke lokale så hans øjne kunne vende sig til mørket og han kunne se helt igennem det hele. Der kunne da godt bruge noget lys, bare et stearinlys eller en lysestage når det nu var så mørkt på loftet og næsten ingen sollys ville komme ind af de ødelagte brædder. "Deres hjem? Bor De her?" hvorfor vælge at bo så langt ude fra ingen ting. Dette her var jo der var kragerne vendte. Det var her ude hvor overfaldsmænd havde fri mulighed for at begå et mord hvis det var tiltænkt. Der var ingen i miles omkreds til at kunne få fat på hjælp. Ja ja hun kunne da flyve og var ikke så høj, men hun var sikkert lige så let som en fjer.
"Men Frøken Batella der er intet simpelt ved denne verden. Denne verden er ondskabsfuld med så mange forhindringer på vejen. De kan da umuligt være simpel" han lød dybt overrasket over at hun mente hun bare var simpel. Der var så meget andet hun kunne være. Neutral var da en ting, men ikke simpel. Hun havde et liv og hun valgte en god engel eller en od engel som sad på skulderen af hende for at hviske klage sange i øret på hende når noget skete.

Da hun spurgte om han ville have en drue gik han et skridt tættere på hende. En enkelt drue kunne vel ikke skade, men han ville heller ikke tage hendes mad, hun havde allerede tabt en drue ned i hovedet på ham.. "Det er deres mad Frøken Batella" kom det høfligt fra ham og bukkede kort for hende og rejste sig op. Han ville ikke være uhøflig og bare tage en drue selvom hun havde tilbudt en. Tænk hvis hendes lille krop kunne spise det hele og så ikke var mæt. Nej han ville ikke tage noget der ikke tilhørte ham.

Batella nikkede. ja hun boede her. "ja. jeg tjener ikke rigtigt noget, og så kan jeg lig at bo et sted der ikke larmer så meget." hun var glad for at bo hvor kragerne vendte. for her kunne hun sove så længe hun trængte. hun kunne ikke holde byens larm ud. med mindre hun var i et tempels tårn. men hva' hun var jo også en flagermus.
da han talte om at det var umuligt at være simpel tænkte hun sig lidt om og  grinte lidt. "De har nok ret. men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskriv mig selv." sagde hun ærligt. da han gik tættere på hende da hun tilbød en drue var hun klar på at dele. men han takkede nej? hun blev lidt såret men sagde intet. 

"men en drue fra eller til, det skader ikke et lille halvdyr som mig" hun hev en drue af og rakte ham den forsigtigt. "jeg kan alligevel ikke spise det hele, jeg er næsten mæt" hun havde spist 5 druer indtil nu. og der var nok omkring 25 tilbage. og hun ejede ikke et kølerum eller noget.

Egentlig kunne han godt forstå hende. Han havde heller ikke tænkt sig at bo et sted med mange mennesker. Tanken om at på eet sted som Dainthos ville få hans mave til at slå knuder. Han var mere til de frie marker og skovene. "Det forstår jeg godt" han kunne ikke bebrejde hende i at bo et sted hvor der var stille, især nu når hun ikke var vampyr.
Han smilte svagt som hans gule øjne kiggede på hende og han lagde hovedet en smule på sned. "Det går nok alt sammen, men husk på De er alt andet end simpel" kom det fra ham og smilte svagt.

Han ville ønske at han bare kunne spise hendes mad, men det var hendes, og hun havde mere brug for det end ham. Hun virkede ikke lige frem til at være særlig stor eller høj, voksede hun overhovedet mere?! "Jamen Frøken det er jo deres. Jeg kan ikke bare tage Deres mad uden at gøre noget tilgengæld" kom det fra ham og kiggede på hende som han tog et skridt tættere på og satte sig på hug foran hende.

hun var glad for han forstod. for så var hun nok ikke ene om det. hun  kunne ikke byens larm så hellere ude i de nedlagte huse. men hun savnede da ærligtalt lidt selvskab en gang imellem. "det er jeg glad for." sagde hun roligt og tog en bid af druen så den var væk.
hun vidste ikke om det var et kompliment eller hvad men hun vidste ærligtalt ikke hvordan hun skulle tackle det. eller sige til det. hun nikkede bare og så ned i gulvet.

nej hun voksede bestemt ikke mere. hun var så høj som en frugtflagermus halvdyr ville blive. hun så på ham selv om hun kun så omrids. hun tænkte sig om. gøre noget tilgengæld? og hvad skulle det være. ud over at lade vær at dræbe hende fordi han troede hun var en vampyr. "jeg kan kun sige De ville hjælpe mig med ikke at skulle smide det ud." sagde hun som det eneste hun kunne komme i tanke om.

Han svarede hende ikke, i stedet kiggede han nærmere på hende og hendes vinger. Ikke så høj virkede til at være tynd, fik hun nok at spise? Var der nok næring i frugter? Han skulle have kød ellers klarede han ikke sit arbejde. Han skulle have proteiner for at bibeholde sine muskler. En varieret kost var vigtig for ham. Han skulle gerne være stærk når han kom ind i en vampyr bule og skulle slagte et par vampyrer eller 10.

I stedet ville hun gerne have ham til at spise noget af sin frugt. Han kunne da ikke bare sådan tage af det og så spise det. Det var jo hendes. Hun havde købt det, med mindre hun havde fundet det på et frugt træ eller havde stjålet det. Egentlig kom det ikke rigtig ham ved, men han var alligevel lidt nysgerrig. Så han satte sig helt ned fra sin hug stilling og kiggede på hende. "Hvis De insistere" selvom frugter godt kunne holde sig i noget tid. Han vidste bare ikke hvor længe når de ikke fik noget lys, for her kom der dårligt nok noget lys ind.

Batella smilte da han satte sig ned og tog lidt frugt. "tak." sagde hun blot og tog en drue og så vidste hun at hun var mæt. hun var tynd. hun var lille og hun spiste som ... ja som en flagermus, ikke voldsom meget. hun var jo ikke kød æder. faktisk fik hun det virkelig dårligt af kød, da hendes krop ikke kunne fordøje det.
"undskyld jeg spørger, men hvordan er det at være kød spiser" hun var lidt nysgerig da hun vidste at der fandtes flagermuse også som spiste kød og indsekter. hun var jo det nogle mennesker kaldte en flyvene ræv. mest fordi hendes udseende som flagermus mindede om en ræv end en flagermus som man kendte dem. de var mere flade i ansigtet. hun tog en bid og man kunne fornemme på den langsomme tyggen at hun var ved at være mæt. men det gjorde hende ikke noget. faktisk var hun ganske til freds med at spise så lidt som hun gjorde. så skulle hun ikke tænke på mad i et par dage.