Natten var faldet på i Dianthos. Gaderne, som ellers var fyldt med sniksnak og menneskeliv, var tømt ud. Der var ikke et øje at se udover Rorys sortklædte skikkelse. Hun sad på lur ude foran teaterbygningen og ventede på det perfekte tidspunkt at angribe. Byvagterne havde kredset irriterende lang tid om bygningen, men dette understøttede blot det rygte, hun havde hørt. En hestevogn skulle efter sigende have transporteret et vaske ægte diadem ind på teaterets grund. Det skulle åbenbart bruges til at skuespil formiddagen efter, til ære for lysets dronning, men lige denne nat lå det ubeskyttet inde på teaterets grund. 

Rory troede ikke sine egne øre da hun overhørte nogle mænd snakke om det. Det var et oplagt mål - næsten for oplagt, kunne det være en fælde? Hun turde alligevel ikke at misse dette kup. Dette var hvad der kunne gør hende rig. Så kunne hun leve en tilstedeværelse for sig selv. Væk fra byen, væk fra larmen, væk fra andre mennesker. Drømmen for en bitter kvinde som hende. Dette var hendes chance og hun ville gøre alt i sin magt for at få diademet. Koste hvad det ville.


Planen hun havde lagt, var langt fra så gennemtænkt, som hun havde ønsket. Faktisk var planen, at hun ikke havde nogen plan. Noget der gik hende på nerverne, da hun ellers var et ret organiseret menneske. Hun vidste ikke engang hvor i teateret diademet var opbevaret og derudover kendte hun ikke til layoutet inde på selve grunden. Det var dømt til at fejle, men Rory sprang stadig i med hænder og ben. Der kom et sæt i hende, da hun så, at vagterne endelig forlod området. Nu var det showtime.

Jarko gik almindeligvis ikke efter så højtprofilerede mål. Lidt rapseri, smugling af varer under næsen på byvagterne eller et indbrud i et mindre hjem. Dette var Teaterbygningen i Dianthos - stedet der på mange nætter fyldtes med musik, sang og dans til underholdning for alle dem, der var født i langt højere samfundslag, end Jarko var.

Men faktum var, at han efterhånden skyldte for mange tjenester i byen. Tjenester, der havde tilladt ham at komme ud af spjældet væsentlig tidligere, end ellers - og havde spillet ham direkte i hænderne på Madam Bernardina: en af undergrundens stærkeste spillere. Kunne Jarko skaffe hende diademet, var han igen fri af hendes kløer.

...

Kragen havde siddet længe på en tagryg og betragtet vagterne, der patruljede området. De var utvivlsomt betalet rundhåndet for at holde et ekstra øje denne aften - for rygterne om det dyrebare smykke var begyndt at brede sig i de mere skumle dele af Dianthos. Jarko havde heldigvis ikke travlt, men ventede blot, fuglehovedet af og til drejende sig for at kunne følge bevægelsen i gaden under ham. På et tidspunkt syntes han at have set en mørk skikkelse snige sig i nærheden af indgangen, men da han kiggede nærmere, var den væk. Måske blot en indbildning.

Som vagterne endelig forsvandt lettede kragen fra tagryggen, flyvende hen til et andet tag, der stak ud fra teaterbygningen. Her begyndte krageskikkelsen at vokse, som fjerene faldt mod jorden og en senet mand iført mørke klæder i stedet dukkede frem. Jarko tjekkede, at han havde sine knive på sig, før han fandt dirkeværktøjerne frem, og sneg sig hen mod et vindue.

Først skulle han indenfor i teatret. Derefter skulle han finde ud af, hvor diademet blev opbevaret. Dog var han endnu ganske uvidende om, at han ikke var den eneste tyv i natten..

Hoveddøren var ikke en mulighed for Rory, så derfor valgte hun at kigge efter vinduer eller bagdøre hun kunne dirke op. Hun havde tidligere på dagen taget en runde om bygningen, hvor hun havde lagt mærke til en ret gemt bagdør. For at komme til den krævede det dog, at hun måtte hoppe over et hegn, hvor der derefter i få meget ville være frit udsyn til hende. Det var derfor, at hun havde ventet til det perfekte øjeblik. Det var trods alt en høj risiko, men der var så sandelig også en høj gevinst, hvilket opvejede alle ulemperne for hende.

Let og elegant kravlede hun over muren og hoppede ned på den anden side. Derefter løb hun ud i den stille nat mod kældertrappen. Heldigvis kunne hun sidde i skjul for vagterne samtidig med hun brugte sit grej for at bryde døren op. Med rutinerede hænder gjorde hun sit bedste for at finde den helt rigtige position og bam! Døren var oppe. Hurtigt sneg hun sig ind og lukkede den efter sig. Hun så sig omkring op opdagede, at hun nu befandt sig under teateret. Hun kiggede sig fra side til side. Hun og i den første dør som ikke havde nogen lås. Det lignede et redskabsrum og kun konkluderede hurtigt, at dette ikke var stedet hvor diademet ville befinde sig.

Hun gik længere mod venstre og fandt en trappe op. Ja, teaterejerens kontor ville nok ikke være i kælderetagen. Derfor gik hun op af trappen uden yderligere at undersøge resten af lokalerne. Der var trods alt også kun tre andre af hvad hun kunne se. Hun nåede toppen af trappen, hvorefter hun hørte en lyd. Rory stivnede. Havde de sagt vagter ind for at vogte diademet? Nej, det kunne ikke være sandt, hvis de havde det var hele planen ødelagt. Gemt bag en dør på klem så hun ud af den lille sprække. Ikke langt fra hende stod der en mandlig skikkelse. Ud fra hvad hun kunne se i mørket, var han ikke iført en byvagts klæder. Hans ageren strømmede samtidig ikke overens med, at han vogtede en genstand, nej, han var ude efter det samme som hende. Hun ville spørge for, at han aldrig fik fat i det han ville.

Låsen på vinduet gav sig let og det svingede op uden problemet. Selv om Jarko efterhånden var ved at blive en ældre rotte i faget, kunne han stadig agere klatretyv - især når det betød, at gevinsten ville være stor, hans gæld betalt, og han selv ville være i stand til at holde lav profil med rigeligt krystaller på lommen..

På den anden side af vinduet var det et vist rod, som han forsigtigt måtte træde uden om i halvmørket. Diverse genstande til kostumer og rekvisitter, et sminkebord .. et øjeblik hoppede hjertet gevaldigt i brystet på ham, da han så ind i ansigtet på en trold, men det var kun en livagtig og kunstfærdigt udført maske, der han på væggen.

Ved guderne .. Det nyttede ikke at være nervøs. Han var, hvis alt gik vel, ganske alene i teaterbygningen. Var der andre, som var ude efter rovet, havde han ikke hørt noget til dem .. og han kunne vel skaffe sig af med dem.

Skuespillernes værelser gav ham adgang til en bagtrappe, som han sneg sig nedad, for at komme til stueetagen. Et af trappetrinene gav en høj, klagende knirken under hans støvleklædte fod og han stivnede kortvarigt, inden han fortsatte. Trappen endte i en gang, og han kneb øjnene en smule sammen, mens han så sig rundt. Der var ikke meget lys at give af, men hvis han huskede layoutet af bygningen korrekt, ville en af dørene gik adgang til kælderen, mens dem for enden ad gangen ville lede ham til foyeren .. hans kontakt havde ikke været helt sikker på, hvor diademet ville blive opbevaret, men det var næppe kælderen..

Hans mørke skikkelse begyndte at liste ned ad gangen. En lille fornemmelse af, at blive overvåget havde fået hans små nakkehår til at rejse sig, men gangen virkede ganske tom..

Rory var ikke bare irriteret over, at hun ikke var alene. Hun var rasende over det. Hvad bildte denne mand sig lige ind! Det var hendes bytte, hendes krystaller, han var ude efter! Han ville snuppe skatten lige foran øjnene på hende! Hun kneb øjnene sammen for at vænne øjnene til mørket. Den eneste form for lys var nattens stjerner og månen som skinnede ind. Sidem der var lettere overskyet, var det nærmest umuligt at se noget. At tænde lyset var ligeledes ikke en mulighed, da de kunne ses fra gaden. Rory vidste ikke hvad hun skulle gøre udover at ligge på lur. Hvis hun afslørede sig selv, kunne hun lige så godt springe ud foran vagterne. Nej, det handlede om at nå diademet før ham.

Efter nogle minutters ventetid forlod han endelig den del af gangen, hvor hun opholdte sig. Forsigtigt åbnede hun døren og sneg sig ud. Hun kunne jo allerede udelukke de steder, hvor han havde ledt. Derfor valgt hun at gå den modsatte vej af hvor han gik hen. Det var lige indtil hun indså, at det kunne være, at han kendte den eksakte lokation på diademet! Hun bed tænderne sammen og vendte om igen. Raseriet i hendes sind gjorde, at hun havde lyst til at trampe afsted og snuppe diademet lige foran ham. Hun var ligeglad med om han havde fået fingrende i det først. Blandt tyve var der ikke noget som hed fairplay. 

Hun nåede endelig døren han kort tid forinden havde trådt ind af. Hun regnede med, at den ville føre til endnu en gang, hvilket betød han nok var et stykke længere nede af den og nok også i et helt andet lokale. Desuden kunne han da umuligt have mærket hendes tilstedeværelse, så forsigtig hun havde været. Det var hendes tanker, indtil hun åbnede døren og blev mødt af den mørktklædte skikkelse.

Jarko glædede sig til at missionen var overstået, og det brandvarme bytte bået havde været i og ude af hans hænder igen. Forhåbentlig ville han ikke blive stoppet på vejen af en emsig byvagt, der kedede sig på sin vagt, eller syntes at Jarko så mistænkelig ud..

Men de bekymringer måtte ligge, til han havde fundet diademet. Han lukkede kortvarigt øjnene for at genkalde sin viden om bygningens inderside, før han listede videre ned af den gang, han var i færd med at bevæge sig på. Gennem nogle døråbninger, så han den udvide sig til at blive større .. bredere .. hans støvleklædte fødder sank ned i det fine, røde gulvtæppe og foran sig så han en dør med et skilt så finpudset, at det stadig skinnede - selv i mørket.

Teaterdirektør

Stod der. Hans handskeklædte hånd prøvede dørhåndtaget, men det var naturligvis låst af, og som han stak hånden i bæltetasken efter sine dirkeværktøjer, gik en af dørene til gangen op, hvilket fik ham til at snurre rundt på stedet og snappe efter vejret. 

"Du er sgu ikke en vagt." Brummede han lavmælt. Blot et pigebarn.. Var hun ude efter rovet?

I der samme hun trådte ind blev hun mødt af mandens skarpe blik. Argh, det her var altså ikke planen! Hvad skete der lige for, at det var meningen hun skulle være ‘diskret’. Ja, ud i vasken med det. “Og du burde ikke være her,” svarede hun kækt til hans udtalelse. Reelt set burde hun vel ligeledes ikke være her, men det var detaljer. Hvad lavede han her på hendes mission! Det var hendes bytte og hun ville ikke have nogen anden til at stjæle skatten fra hende. Dele? Pfft, nej det var ikke en mulighed. Hun kørte alt eller intet stilen.

Hun opdagede nu, hvordan manden stod placeret. Han var ved at låse døren op! Var det bag den diademet lå og funklede i nattens stjerner? Aldrig havde hun kendt magen til frækhed, hvor vovede han at snige sig ind på hendes grund og nakke byttet for øjnene af hende. Hun kom med en inderlig lyd, der nok kom ud som en brummen. Uden at tænke sig om trådt hun nogle skridt nærmere manden, som endnu ikke havde trukket et våben frem endnu. Hvad han burde vide var dog, at hun var en trussel for ham. Dette understregede hun, da hun tog kniven frem og pegede den mod ham. “Vi kan gøre dette på den lette eller svære måde,” foreslog hun bittert mens hun så på manden, der tydeligvis både var større og bredere end hende selv. Dog ville hun selv mene, at hun var dygtig til kamp - på afstand, visse vasse - og desuden stod han uden våben i det givne øjeblik. 

Jarkos mørkklædte skikkelse stod mere eller mindre som stivnet. Hånden var ikke alt for langt fra bæltet, hvor flere af hans trofaste knive hang - men hvis han kunne løse situationen fredeligt, ville han foretrække det. Det ene øjenbryn hævede sig en smule i hans ansigt, da hun sagde, at han ikke burde være her.. selvfølgelig burde han ikke det.

"Ingen af os burde være her, snut, men det er der vidst ikke noget at gøre ved nu.."

Brummede han. Han havde svært ved at se meget af hendes skikkelse i halvmørket, men hun virkede ung. Alderen hvor man nemt kunne tro, at man havde hele verden i sin hule hånd. Han var blot en gammel, irriterende mand, der stod i hendes vej - en forhindring, som hun måske troede, hun kunne rydde af vejen.

Hans blik flakkede kortvarigt mod døren, derefter kniven, som hun havde trukket frem:

"Skal vi virkelig til at spilde blod allerede? Hvad med at vi finder rovet først?" Tilbød han, udglattende. Han var ikke sikkre på, om diademet virkelig befandt sig i teaterdirektørens boks, men det var et godt sted at starte. Især hvis man ikke blev stukket ned på vejen..

Grebet om kniven blev endnu strammere og Rory bed tænderne sammen, da han kaldte hende snut. Hvad bildte denne gamle stodder sig ind?! “Hvad med du starter med at åbne boksen, skat,” sagde hun og efterlignede den tone han havde brugt, at han havde kaldt hende for snut. Hun var dog langt mere spydig og havde en skarpere tunge end ham. Det var tydeligt at høre, hvordan hun var blevet fornærmet af hans ordvalg, siden hun besluttede sig for at slynge den direkte tilbage mod ham. Selvom hun ikke ville indrømme det, var hun nok en smule sensitiv med hvad hun blev kaldt. Hey, i det mindste var hun klog nok til at holde tonen nede. Det værste der kunne ske var, hvis de pludselig begyndte at råbe op. Hm, hvordan stikker man overhovedet nogen ned i stilhed? Den måtte hun lige tænke over mens manden var i gang med sit arbejde.

Måske havde Rory en smule storhedsvandvid siden hun aldrig var blevet taget af en byvagt. Enten det eller også var hun bare utrolig paranoid, hvor vold var den første løsning hun gik til. Sjovt at tænke på, hvordan hun skulle forestille at være en manipulationsgeni. Lige nu spillede hun sine kort i den helt forkerte rækkefølge. Når man var spinkel som hende burde vold nok være den sidste udvej. Især når modparten var en stor mand, men samtidig var han vel godt oppe i alderen - af hvad hun kunne bedømme -, hvad skulle han lige kunne gøre ved hende?

Antydningen af morskab kunne kortvarigt ses i Jarkos øjne, som han lavmælt mumlede: "Uha, killingen har kløer." Det var højt nok til, at hun kunne høre det, men ikke højt nok til at være en direkte udfordring. Han kendte det overmodige udtryk i hendes øjne - han havde selv haft det, da han var væsentligt yngre, og han var ikke et sekund i tvivl om, at hun ville bruge kniven, hvis hun blev nødt til det.

Jarko havde en rimelig idé om, at han var stærkere end hende, og at han sandsynligvis kunne vriste den fra hende, men ikke uden at det risikerede at komme til blod.

Meget langsomt vendte han sig mod døren igen, mens han tydeligt lod hånden finde dirkeværktøjet ved bæltet, men hans blik blev fortsat hvilende på hende, som han så sig over skulderen. "Så, kan jeg regne med, at jeg bliver stukket ned, mens jeg dirker låsen op?"

Argh! Rory hadede den måde han tiltalte hende på. Killing? Pft, hvis han bare vidste alle de ting hun havde været igennem. Ikke engang byvagterne kunne få fat i hende, så dygtig en mestertyv var hun! Ja, de havde været efter hende flere gange, men alle dage havde hun på den ene eller anden måde snøret sig ud af problemerne. Det var derfor træls, at hun nu skulle til at tage stilling til, hvad hun skulle gøre med denne mand.

“Vi ved begge to at det er bedst vi løser dette uden at gøre for meget postyr,” snerrede hun selvom det var hende som havde trukket sit våben. Det var nu mere en blanding af overraskelse og ren vane som fik hende til at gøre det. Hvis man var den sidste til at have våbenet klar, ville man være den første til at mærke smerterne. Dette havde hun lært på den hårde måde og siden da lovede hun sig selv, at hun aldrig ville opleve det igen. Svaghed var ikke noget hun ville vise igen. Derfor pakkede hun sig ind og opførte sig stor og stærk. Hun havde gjort det så længe, at hun selv var begyndt at tro det var rigtigt. 

“Hvad venter du på! I gang inden vagterne begynder at fatte mistanke,” skyndede hun på manden som stadig ikke var sat i omdrejninger. Måske var det fordi han stadig ikke troede hendes ord eller også var det fordi, at hun stadig havde sit våben fremme. Hun puttede kniven på sin plads, sådan at hun let kunne nå den igen. Derefter sendte hun et blik til manden som sagde: er du tilfreds nu? Og lagde så armene over kors.

Jarko forsøgte at skjule det svage smil, der spillede om hans læber. Åh, hvor hun mindede ham om ham selv, da han var yngre. Et par ture i spjældet kunne nok kurrere en del af hendes overlegenhed, men for nu følte hun sig sikkert uovervindelig.. 

Det værste var, han ikke havde lyst til at gøre skade på hende. Lige nu trak han blot tiden ud, ind til de fandt diademet .. og derefter måtte han improvisere.

"Tusind tak, jeg arbejder bedre uden at have en kniv i ryggen." Brummede han, imens han forsigtigt indsatte dirkeværktøjet i låsen. Det kræved et stykke tid og tålmodighed, for denne her dør var tydeligvis lavet med en noget mere kompliceret lås end vinduet ovenpå, og han nåede da også at mumle en ed eller to, inden døren endelig gav et tilfredsstillende klik og svingede indad.

På den anden side lå et mørkt værelse, hvor striber af månelys trængte ind gennem et par høje vinduer. Der var et enormt skrivebord i midten af rummet, adskillige reoler og .. et pengeskab. Jarko skævede hurtigt til pigen. 

Rory rullede sine øjne af mandens kommentar. Ha, prøvede den gamle stodder at være kæk med hende. Nej nu måtte han lige! Selvom hun fandt det træls ben hun irritationen i sig selv, og lod ham færdiggøre sit arbejde. Sit laaaangsome arbejde. Rory var sikker på, at hun ville kunne åbne den lås ti gange hurtigere end ham. Alligevel skubbede hun ham ikke væk og lod ham gøre sin ting. Måske var grunden til hans langsomhed en del af alderdommen. Rory var dog ikke påpasselig med den ældre generation. De var bare lige så træls som dem på hendes egen alder, men forskellen var bare, at de brugte uddøde vendinger som skulle forestille at være fornærmelser.

Langt om længe var låsen dirket op og Rory skubbede langsomt til dem, men sørgede for, at den ikke ramte væggen. De skulle jo nødigt tiltrække opmærksomhed og spilde mere tid, som de reelt set ikke havde. “Perfekt. Det her må være stedet,” mumlede Rory kort for sig selv og var lige ved at træde ind i rummet, da noget stoppede hende. Det havde været alt for let at finde lokalet. Der måtte være en form for fælde i alt dette. De kunne ikke bare lade et vaske ægte diadem ligge ubeskyttet! Rory stak hovedet ind og der så hun det. På gulvet lå der hundredevis af fine snore. Den eneste grund til hun kunne se dem, var fordi månen lyste direkte derhen. Argh, det her ville blive sværere end hun havde forventet!

Der var et eller andet ved det hele, der føltes lidt for nemt. Men det var jo et teater og ikke en topsikret bankboks, de var ved at bryde ind i .. alligevel ville Jarko næsten forvente at der var et eller andet mere på færde. Havde de virkelig nøjes med vagterne, der patruljerede uden om muren og ingen indvendigt? Var diademet overhovedet i pengeskabet, hvis det var så værdifuldt, som rygterne fortalte?

"Skal jeg også klare den næste lås, eller vil du ha' ære... " Begyndte Jarko med et blik over skulderen som han på stille fødder trådte ind i rummet, men det var en fejl. Måske han ville have bemærket de fine tråde, som kun akkurat lige glimtede i månelyset, hvis han ikke havde været fokuseret på rivalen. Måske ikke. Under alle omstændigheder mærkede han med det samme, da hans fodsål trådte ned på et-eller-andet og der lød en række skarpe klik.

Pis! Nåede han lige at tænke, som en mekanisme gik af og flere knive kom flyvende med retning direkte mod dem..

Rory nåede ikke engang at åbne munden før manden vadede frem og satte gang i fælden. Hvis han blot havde to hjerneceller mere - det dobbelte af, hvad han havde nu - så ville han vide, at der altid var en krølle! Denne gang var det, at de pludselig blev til en målet på en skydeskive. Flere knive kom flyvende mod tyveparret og Rory nåede lige akkurat at nå hen til manden, hvorefter hun skubbede han tilbage i ly for knivene. At have en skadet mand på slæb lød ikke særlig fristende for den unge tyv.

Det var kun med nød og næppe, at knivene missede dem begge, og Rory åndede lettet op, fordi hun stadig var intakt. Det var godt nok tæt på. Lettelsen blev dog hurtigt til irritation, og hun kiggede til siden mod manden. “Flot,” spyttede hun blot inden, at hun atter rejste sig op og rettede tøjet ud. “Du har lige formået, at afsløre hele vores dække for byvagterne!” hvæsede hun inden hun igen vendte snuden mod døren. Heldigvis havde han kun sat en fælde i gang, men hvis dette var den første turde Rory ikke tænke på, hvordan fældende så ud tættere på målet. Hun måtte finde en måde, hvorved hun kunne komme igennem forhindringsbanen, men hvordan?

Hvem i alverden var den teater-bestyrer, der ville sætte fælder op som de her? Nåh-jo, typen der også passede på et super værdifuldt diadem, nåede Jarko at tænke, inden han fik et gevaldigt skub, halvt væltede, halvt kastede sig i ly for knivene. 

Han tav et øjeblik efter hendes vrede udbrud, lyttende i mørket, inden han langsomt kom på benene. "Jeg kan ikke høre nogen, der kommer løbende." Sagde han lavmælt. "Men tak for skubbet.. du kunne være kravlet hen over mig, efter jeg var blevet ramt af knivene." 

Han så vurderende på hende - måske havde hun lidt af den ære, man ofte fandt blandt tyve. Noget der fik en til at holde sammen, på trods af rivaleri. Lige nu foretrak han klart at have hende på sin side .. i hvert fald ind til de fandt skatten.

"Kan du se flere fælder?" Han gik noget langsommere til værks nu, som han bevægede fødderne meget forsigtigt hen til dørtrinnet igen og spejede rundt i rummet. Lyset, der trængte ind udefra, gav et begrænset udsyn, men det ville være rent selvmord at tænde mere lys herinde..

Utroligt nok virkede den ældre herre meget fattet i situationen. Utroligt, når han næsten var ved at blive stukket ihjel er knivene, hvis ikke Rory var der for at redde ham. “Det ville have været et problem, hvis knivene ikke have dræbt dig med det samme. Det ville helt klart alarmere vagterne, hvis de hørte mandeskrig fra denne etage,” svarede hun koldt til hans udtalelse. Det var næppe fordi, at hun gik op i hans velbefindende, men det vigtigste var, at hun kom frem til skatten uden at blive fanget.

“Fælderne er overalt på gulvet. Det ligner, at man skal gø et bestemt mønster for at nå udenom dem… men de er så fine, at man kun kan se dem fra denne vinkel grundet månelyset,” svarede hun ham grublende, hvorefter hun flyttede sig en smule, sådan han kunne se hvad hun snakkede om. Hvis man ville uskadt forbi skulle man kende ruten, men det ville bare tage hundrede år at kortlægge den. Det var ikke engang sikkert, at de ville kunne huske den, når de var gået i gang.

"Som sagt .. tak for skubbet." Hviskede Jarko. Han kunne mærke hjertet hamre i brystet efter den pludseligt opståede fælde, selv om han udadtil forholdt sig roligt. Man kunne ikke agere indbrudstyv med rystende hænder, havde han hurtigt lært, men en nagende tanke om hvor mange fælder der lige var placeret i rummet, var også opstået. Diademet var ikke hans liv værd.

Han trådte hen, hvor de kunne se fælderne og rynkede brynene. Der var virkelig nogen, der var ude på at beskytte deres skat her.. noget, der fik enhver tyvesjæl til at længes efter rovet, men det betød også, at de virkelig skulle passe på.

"En af os kan blive stående, mens den anden.." Han nikkede mod gulvet, hvor han kunne se de ganske fine linjer i månelyset. De ville også blive nødt til at arbejde hurtigt, mens månen stod i en vinkel, der tillod lyset at falde ind i det dunkle værelse. 

Hans forslag havde dog også en alvorlig brist: de ville være nødt til at stole på hinanden .. tyven, der bevægede sig over gulvet på ikke at blive ledt til at træde forkert. Den, som guidede, til at tyven ikke omgående stak af med rovet..

Rory ignorerede hans taknemmelighed over, at hun havde redet hans liv. I stedet fokuserede hun på udfordringen, der var lige foran dem. Hvordan i alverden skulle de komme igennem denne forhindringsbane i mørket. Den første tanke var, at enhver mand måtte sørge for dem selv. Dog indså hun hurtigt, at hun også ville lide, hvis han aktiverede endnu en fælde. Dermed betød det, at de var nødt til at arbejde sammen, hvis de altså skulle have fat i diademet. Bare tanken om det fik hende til at komme med et irriteret suk.

“Det du siger er, at en bliver stående i sikkerhed mens den anden skal risikere livet,” sagde hun olmt og kiggede uimponeret på ham. “Gæt hvilken rute jeg vil tage så.” Et retorisk spørgsmål. Selvfølelig ville hun helst være den, der ikke risikerede sit liv. Samtidig var det mest åbenlyse valg, at de skulle sende hende ud. Hun var smidig, let på tå og kunne bedre se, hvor fælderne var, men kun hvis lyset ramte direkte på snorene. Det ville undre hende, hvis han ville være bedre til jobbet end hende selv. 

“Hvis du vil vise din taknemmelighed for, at jeg lige har risikeret mit liv for dig. Hvad med du gør det samme?” Spurgte hun så og kiggede nu over på ham, hvorefter blikket igen blev rettet mod snorene. Det lignede kun at snorrende dækkede bunden af lokalet, hvilket gjorde, at hvis man fladt over en af snorene, ville den aktivere en anden. Dette ville sætte gang i en hel kædereaktion og ville med garanti destruere enhver tyv, der gjorde forsøget. Teatermennesker var dog også dramatiske.

At med vilje komme til at få en fælde til at gå af, ville være en simpel måde at skaffe sig af med rivalen på - men så skulle man stadig selv hen over gulvet, og bede til alle guderne om, at en eller anden form for magisk alarm ikke var gået af samtidig. Jarko stirrede på pigen med et vurderende blik - hun havde trods alt lige advaret ham. Ville hun gøre det igen?

"Al den spydighed klæder dig ikke, snut." Sagde han, velvidende om, at hun næppe ville tage det pænt. Hans blik hvilede dog ikke længere på hende, men var begyndt at afsøge gulvet grundigt de steder, månelyset faldt ind.

"Kan du se et sted, hvor man ville være i stand til at stå sikkert? .. sådan i nærheden af pengeskabet?" Spurgte han lavmælt, knibende øjnene sammen. Var han blevet dårligere til at se med alderen?