Issac bevægede sig langsomt ned igennem byen på ryggen af hans hest, for denne ene gangs skyld. Aftenen var langsomt ved at ligge sig henover Krystallandet og de fleste handlede og beboer havde forladt byens gader, og derfor kunne han transportere sig på heste ryg, i stedet for at gå igennem gaderne. 
Det havde været en voldsom smerte som havde ramt ham, da sværdet var gået igennem den hvide skjorte, og åbnet hans hud hen over ribbene. Det var et langt sår, men det viste sig heldigvis ikke at være så dybt som man kunne frygte. 
Hans store ego ønskede ikke at omverdenen skulle se hvor store smerterne havde været, og derfor havde han bidt de fleste i sig, og det havde kun været det skæve ansigt som havde vist sig på hans ansigt, som havde afsløret hans smerte. 

Han styrede hesten ned mod byens centrum, hvor der eftersigende og efter anbefalinger skulle bo en ung og dygtig healer, som forhåbentligt kunne hjælpe ham med hans sår, for ellers ville der gå længe før han ville være kamp dygtig eller være en hjælpen hånd over for de rekutter, som han tidligere samme dag havde trænet i sværdkamp og efterfølgende havde trådt ved siden af. 

Han steg af sin hest og mærkede smerten skære igennem såret, som han trådte ned på jorden og tøjlede den ved en pæl udenfor huset, som han regnede med var hendes. Han havde heldigvis, med lidt hjælp, kommet ud af tøjet og skiftet til noget nyt og rent. Noget pænere, som passede til hans forfængelighed. Det var kun det, nu røde, bandage som sad tæt omkring hans ribben under den hvide bomuldsskjorte, som ville afsløre det åbne sår.
Med den ene hånd lagt på såret, bevægede han sig hen mod døren og bankede hårdt på og ventede på en reaktion fra husets beboer. 

Aftenen var efterhånden faldet over landet og folk var gået indendørs, i ly for kulden der kom med mørkets frembrud. Ikke fordi det var minusgrader, men man kunne bestemt godt mærke at efteråret var kommet. Det gjorde ikke Leonore noget, da efterår var hendes yndlingsårstid. De flotte røde, gule og orange nuancer. På nuværende tidspunkt gik hun og redede sengene der var i hendes lille klinik, for der var ikke nogen der på nuværende tidspunkt. Ting blev nøje tjekket, da hun ville være sikker på det hele var rent og sterilt, hvis der skulle ankomme en patient i løbet af aften. Hun havde sendt sin hjælper hjem, da der ikke havde været nogle de sidste par timer, så der var ikke nogen grund til de begge gik og lavede ingenting.
 
Som hun havde fået ordnet det der manglede, men da hørte hun en der bankede hårdt på døren. Hun fik et mindre chok, som hun havde gået i sine egne tanker og passet sig selv. Med hastige skridt gik hun over til døren og åbnede. Hun lavede store øjne da hun genkendte manden som Løjtnanten for det øvre bydistrikt. Hun sendte ham et blidt smil ”Årh jøsses. Skynd Dem kom indenfor Løjtnant. Hvad er der dog sket?” sagde hun og lå en arm omkring ham og støttede ham så han kom ind og lukkede da døren bag dem.
 
”Denne vej.” sagde hun med blid stemme og rakte armen over mod den klart bedste seng, med de blødeste puder. Hun holdt stadig støttende omkring ham og lod blikket glide ned over ham for at spotte hans skade. Det var tydeligt han havde fået et voldsomt sår hen over kroppen. Hun havde allerede et næsten klart billede af hvad hun behøvede for at hjælpe ham, men først skulle hun lige have ham over i sengen og have ham afklædt.

Han nåede heldigvis ikke at stå ude foran døren længe, men han nåede dog punktet, hvor han lænede sig med sin fri hånd op ad døren, før denne gik op.
Han nåede heller ikke at sige meget før hun reagerede på situationen og hurtig blev bevidst om at han nok havde brug for en god og hurtig hjælp. Isaac nikkede blot, lod hende føre armen omkring ham og førte ham ind i huset og igennem rummene.

Han lagde ikke mærke til meget i hendes hus, men koncentrerede sig blot om at holde sig oprejst, som hun støttende ham igennem huset. "Åh, blot et uheld under træningen" Svarede han kort. Han kunne mærke hvordan hans krop blev varmere og svede dukkede frem på hans pande.

Han fik sat sig på sengekanten, som hun pegede på og begyndte at knappe sin skjorte op og lagde den ved siden af sig. Det røde bandage dukkede op under skjorten, og man kunne lige have anet det igennem bomuldsstoffet. Han lagde sig efterfølgende ned på ryggen, og hobede på det bedste.

Han var helt sikkert ikke ved side fulde fem, da hun kunne mærke hvordan hans krops temperatur var ved at stige og sveden piblede frem på Løjtnantens pande. Hun nikkede let ”Spar på dine kræfter kæreste Løjtnant. Jeg lover at gøre mit bedste.” sagde hun med et blidt smil på læberne. Det var en sjældenhed at hun havde så fine ”gæster” i hendes lille healerhus, men hun klagede ikke, for det var nu hun virkelig kunne bevise hvad hun kunne. Der måtte jo også være nogen der havde spredt ordet om den unge healer i centraldistriktet og så til Løjtnanten!
 
Leonore fik ham guided over til sengen og som han havde fået sig sat, begyndte hun straks at finde tingene hun skulle bruge. Et lille kar med varmt vand, en klud og naturligvis også en kold klud, så hans temperatur kunne falde. Efter kort tid returnerede hun og sendte ham et blidt smil, som han allerede havde taget skjorten af. Hendes blik faldt på den rødlige bandage, satte tingene baljen og den ene klud fra sig, men tog den kolde med sig over til ham ”Jeg tager lige bandagen af Dem. Jeg skal nok være forsigtig, ellers må De sige til.” sagde hun med et forsikrende smil og satte den kolde klud for hans pande for at tage det værste sved. Hun hev stolen i nærheden hen foran ham rakte ud og begyndte roligt at løste bandagen omkring hans ribben.

Såret havde måske taget hårdere ved ham end han havde regnet med, han havde ikke taget det som noget voldsomt da det skete, men det var også ved at være nogle timer siden og det var endnu ikke blevet behandlet med andet end vand og et bandage. "Det stoler jeg på" Han kom med et kækt smil, som hun støttede ham hen mod sengen. 
De havde egentligt healer hos byvagterne og på krysstalslottet, men han havde fået anbefalet denne unge kvinde, fordi at han havde fået at vide at hun var bedre, og han havde endnu ikke fortrudt det. Hun var en virkelig køn kvinde, og hvis hun hjælp ham ville han stå i gæld til hende - uanset hvad det kostede. 

Det gik nemt nok med at få hans skjorte af, som hun forlod rummet for at finde de ting som hun skulle bruge for at hjælpe ham. Han så frem til dette, at få det bedre nu hvor temperaturen langsomt steg og han måske ikke var på sit bedste, som han havde regnet med. 
Det var rart at komme ned og ligge, han kunne slappe af i maven og derved undgå at spænde i denne og mærke hvordan sårede reagerede på at han bevægede sig. Han smilede roligt som hun kom ind i hjemmet igen og placerede en håndfuld ting ved siden af sengen. 
"Du gør hvad du skal gøre" Han havde overladt sig selv i hendes hænder, og så kunne hun gøre som hun havde brug for at gøre. Issac løftede sig selv fra en halv meter fra madrassen, så hun kunne lade sine hænder fjerne det blodige bandage. 
Han kiggede ned af sig selv og kunne se hvordan såret havde udviklet sig til noget, næsten ubehageligt og det skræmmede ham næsten. Hendes hænder føltes lige nu rart på hans krop, som hun fjernede bandagen helt og han nød berøringen.

Leonore sendte ham et varmt smil. Hun var glad for han havde den tiltro til hende, men hun var måske inderst inde en smule nervøs. Det var ikke just fordi hun fik folk ind fra hæren, men hun skulle nok klare den, det var hun sikker på… Hun havde i hvert fald ikke fejlet med at heale noget sår endnu, men hun kendte jo ikke helt til skaderne som Løjtnanten havde påtaget sig.
 
Et blidt smil bredte sig på hendes smil som hun kom ind i rummet til ham. I det mindste vidste han hvad han skulle gøre, det var sikkert heller ikke første gang han havde været på healerhuset og blevet lappet sammen. Et let nik kom fra hende som han talte, som tegn på hun forstod hvad han sagde. Hun havde heller ikke lyst til bare at flå bandagen af og gjorde det ondt, ville hun hellere vide det i stedet for han spillede hård. Dog virkede det til han tog det meget pænt uden at være voldsomt smertepåvirket, ellers havde hun noget der kunne tage smerterne og feberen i værste fald. Det tog ikke længe for Leonore at få fjernet bandagen fra ham. Såret var voldsommere end hun havde regnet med, da han havde sagt det var efter træning. Leonore lå bandagen over på det lille bord med de redskaber hun havde brug for og så på ham ”Uheld under træning sagde De?” sagde hun med et hævet øjenbryn og fortsatte ”Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten tro Løjtnanten havde været i kamp.” sagde hun med et smil på læberne. Hun vidste fra sin fader hvor hårdt noget af hærens træning kunne være, så sår i denne størrelse skræmte hende ikke længere. Hun tog balgen med sig og satte den på stolen hun netop havde siddet på, før hun vred kluden op.
 
”Jeg vasker først, derefter finder jeg noget De skal drikke. Det tager lige de øverste af smerten til jeg er færdig.” sagde hun med et lille smil på læberne. Roligt satte hun kluden mod såret for at tørre de værste tørrede blodrester væk. Hun vred naturligvis kluden op et par gange igennem rengøringen og sørgede for at se på ham, for han ikke endte med at få det værre.

Han nød det bløde smil som bredte sig på kvindens læber som hun atter kom ind i rummet, med diverse ting som hun skulle bruge til hans sår. Han havde ikke selv noget forstand på dette område, måske hvad man kunne gøre for at stoppe blod og lignende, men heller ikke mere end det. 
Hun virkede som en kvinde som var meget påpasselig og omhyggelig omkring sit arbejde, og derfor havde han intet imod at ligge ham selv i hendes hænder. Han frygtede ikke at hun blot ville flå noget af bandagen af, allerede da hendes hænder rørte hans krop, kunne mærke hendes påpasselighed da hun fjernede det og lagde det væk. 
"Ja, det ser måske ikke særlig rart ud" Det var måske de forhold, som han havde opholdt sig under, da bandagen blev lagt, for han måtte erkende overfor sig selv, at det var gået en anelse stærkt, "Det skulle man næsten tro. Men de unge og nye rekrutter, er ikke lige så ferm med sværdet endnu" Det var klart at de manglede meget for at kunne tage med i kamp, og måske var det for tidligt at tage deres træningssværd fra dem. 

"Det lyder rart" Han sendte hende et roligt smil og lod sig blot læne tilbage, så hun kunne gøre det hun havde brug for. Der var smerte ved såret som, hun duppede det for de værste blodrester og urenheder. Han måtte også af og til komme med små træk og lyde, men hun havde nok oplevet værre end dette, "Jeg er glad for at De vil tage hånd om mig"

Bandagen var nærmest kastet på ham, men i det mindste havde den gjort sit job og holdt unødvendige bakterier væk, samt sørget for han ikke mistede for meget blod. Der var ikke nogen tvivl om han havde været i en healers hænder, for han tog det ufatteligt pænt og uden at en grimasse som bandagen blev taget af.
Let rystede hun på hovedet ”Bestemt ikke.” sagde hun med et blidt smil på læberne. Hans fortælling om de unge rekrutter fik hende let til at grine ”Nej jeg kunne forestille mig, at det ikke altid er lige nemt.” kom det roligt fra hende. Hun ville sikkert ikke være ret meget bedre end de nye rekrutter til at håndtere nogle former for våben, jo måske en skalpel og en saks… Hvis de overhovedet kunne tælle som våben.
 
”Jeg vil dog advare Dem, Løjtnant. Det smager hæsligt, men det tager de værste smerter der muligvis er tilbage.” sagde hun med et lettere undskyldende smil på læberne. Hun havde selv skulle indtage denne drik, så hun talte af erfaring da hun sagde den smagte hæsligt, men den virkede. De brune øjne rettede sig mod ham fra tid til anden for at være sikker på han endnu var okay, trods han kom med et par lyde. Hans kommentar fik hendes kinder let til at blusse op ”Jeg takker for Deres tillid, Løjtnant.” sagde hun med et varmt smil på læberne og stadig lidt farve i kinderne.

Der var nok ikke mange hos byvagterne eller lysets hær som endnu ikke havde set en healer, på den ene eller anden måde. Men det var sjældent at det var så slemt som det han havde opnået under sin træning. Han havde også set healere før, og det havde heller ikke været så slemt som dette var nu, så det var bestemt en anden situation og han vidste at hvis han skulle have dette ordnet på den rigtige måde, så måtte han overlade sin krop i hendes hænder. 
"Nej, de har slet ikke samme erfaring som vi andre har, og det er klart" Sagde han roligt og sendte hende et smil, "Det havde måske været for hurtigt at tage træningssværdet fra dem og skifte med et rigtigt" Grinede han kort og kiggede over på hende. Hun var behagelig at have en samtale med, i mens hun gjorde hendes arbejde. Hun virkede sød og professionel - og ikke mindst smuk. 

Han lod sin ene albue støtte ham, som han rejste sig lidt op i sengen, så han kunne indtage drikken. Et smil bredte sig på hans læber, var der noget medicin som smagte godt? Han havde næsten forudset at det ville være hæsligt, "Er det ikke altid sådan?" Grinede han og tog imod drikken og lod den skylle ned. Han skar en grimasse da smagen trængte igennem, for det smagte virkelig frygteligt, men hvis det ville tage hans smerte, så var det bedre end ingen ting. Så kunne hun tage lidt hårdere fast omkring såret, så det kunne blive bedre. 
Issac lagde sig ned i madrassen igen og kunne godt mærke drikkens effekt efter lidt tid. Han følte sig lidt mere døsig i hans krop. 

Det eneste Leonore kendte til Lysets hær, var det hendes far fortalte og det var som regel ikke meget. Hun kendte ikke til deres trænings protokol og vidste ikke hvad der var normalt og hvad der ikke var. Let trak hun på smilebåndet som han talte. Det var klart at de ikke havde samme træning som for eksempel ham selv, han var trods alt Løjtnant, så han havde helt sikkert mere erfaring end de små grønskollinger.
”Jeg ved ikke hvor længe man normalt bruger med et træningssværd.” sagde hun og grinede let. Det var en af de ting hendes far ikke havde lært hende noget om. Bevares, han syntes heller ikke hans ældste datter skulle lære at kæmpe, frem for at benytte sin evne til at rede folk med. Hun var ham også evigt taknemmelig, for hun ville ikke kunne klare sig mere end nogle timer i hæren, før hun ville ende med at skulle have en pause.
 
Hun tog flasken med den grønlige væske og trak på smilebåndet ”Jeg har i hvert fald ikke noget der smager rart. Men det virker.” sagde hun og rakte ham flasken så han kunne få det ned. Som han skar en grimasse kunne hun ikke lade være med at grine lidt. Han var ikke den første der havde den reaktion så det var ikke nyt for hende, men det var nu sjovt at se Løjtnanten gøre det. Leonore tog imod flasken og satte den over til de andre ting hun tidligere havde fundet og vendte sig igen mod ham ”Hvordan har De det?” spurgte hun og tog den kølige klud og satte mod hans pande.  

Issac vidste ikke om hvor meget kvinden vidste omkring lysets hær eller byvagterne, for mange var det bare noget der var der og nogen som beskyttede byen imod kriminalitet og det der var værre, for det havde byen også set. Der var selvfølgelig også dem som ikke brød sig om byvagterne og mente de blandede sig i for meget. Det var heller ikke almen viden, hvordan deres træninger og lignende var, det holdt de jo gerne så tæt på dem selv som over hovedet muligt. 
"Det er forskelligt. De her skulle nok have beholdt det i et par uger endnu" Lo han let, og søgte hendes blik med et smil, "Hvis de stod overfor en fjende, så havde det måske været godt nok at det ikke var et træningssværd" Grinede han lidt videre, med tanke om at såret havde helt sikkert siddet godt på en fjende, i stedet for ham. 

At det virkede var selvfølgelig det der var vigtigst for dem begge. Nej det smagte ikke videre lidt godt, men han gjorde gerne det der skulle til, så hun kunne hjælpe ham. At hun lod en grinende grimasse komme frem, da han skar ansigter, var næsten noget han havde forventet og han havde gjort det samme hvis det var omvendt. Han rakte hende flasken som han havde drukket indholdet, og kiggede over på ham. 
Han vidste ikke hvor lang tid der ville gå før han kunne mærke det, måske var det bare ham selv, man han syntes allerede at kunne mærke dens virkning. "Bortset fra smerterne fra såret, så har jeg det helt fint" Såret smertede stadigvæk, men det ville forhåbentligt snart dæmpe sig, "Men jeg synes dog allerede at jeg kan mærke drikken, måske er det bare smerten der spiller et puds" Grinede han kort igen, som han lå der i sengen. "Men du gør et godt stykke arbejde, indtilvidere" Roste han hende. 

Leonore vidste det ikke var alle i byen der var begejstrede over byvagterne, men hun selv havde ikke noget imod dem. Det var fint de var der og de havde aldrig gjort hende eller hendes familie noget, så hun havde ingen grund til at se skævt til dem. Hun sendte ham et varmt smil som han talte ”Så ved De det til næste gang, Løjtnant. Ellers ved du også hvor jeg befinder mig.” sagde hun med et let grin i stemmen. Hun skulle med glæde lappe ham sammen gang på gang han kom til skade. Hun grinede let videre over hans ord ”Et træningssværd ville nok ikke gøre det store nej.” sagde hun og sendte et varmt smil. Havde såret bare været på en fjende, havde det sikkert skræmt dem væk, men hun vidste det ikke. Hun havde trods alt ikke været i kamp på noget tidspunkt.
 
Drikken ville nok sparke ind om et par minutter, nu han havde indtaget det. Det var ikke noget der ville slå ham ud eller få ham til at sove, dette var som hun havde sagt blot for at fjerne toppen af de smerter såret havde båret med sig, da det blev lavet. Et varmt smil kom til syne på hendes læber og hun nikkede let ”Godt, vi har ikke råd til at miste Dem… Det ville være synd for alle Deres rekrutter.” sagde hun og grinede let over han næste kommentar om han muligvis kunne mærke drikken ”Det er formentlig drikken De mærker, hvilket er godt, for så kan jeg gå i gang med at heale dit sår.” sagde hun med et varmt smil på læberne. Da han roste hende, blussede hendes kinder atter op ”Tak, Løjtnant.” sagde hun og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun var stadig lidt paf over han rent faktisk var på hendes klinik.

Sådan ville det altid være, folk der var tilfredse med deres arbejde og så dem som måske havde mere urent mel i posen, som slet ikke brød sig om byvagternes arbejde. Det kunne man ikke ændre, de kunne blot forsætte deres arbejde og sørge for at gaderne var sikre. Issac kunne ikke lade være med at komme med et grin over hendes ord, det ville næsten være for smertefuldt hvis han skulle besøge hende oftere, og så meget ønskede han ikke at skade hans egen krop, "Jeg er meget glad for deres hjælp, men jeg håber ikke at der kommer mange af den her slags besøg i fremtiden" Han ville gerne besøge hende på andre måder og i andre øjemed, men helst ikke som patient - omend at hun gjorde et fantastisk arbejde indtil videre.

Hun havde sikkert mange tricks i ærmet, når det kom til healing af sår og diverse. Det var spændende at opleve, selvom han hellere ville se det på en anden end ham selv, men nu hvor de var ham selv, så var han yderst tilfreds og følte en gæld til denne kvinde - selvom det var hendes arbejde.  
Han følte allerede at drikken gav ham lidt af det den skulle gøre, tage toppen af hans smerter og det var behageligt. "Det er der sikkert mange meninger om" Svarede han med et roligt grin, "Men jeg er glad for at du siger det" Hun virkede virkelig behagelig at være i værelse med og omkring. Hun var sød, smuk og interesserede sig for en. "Det lyder godt. Du skal bare gøre det du skal gøre" Smilede han behageligt mod hende, og nød de blussende kinder som han roste hende. 

Ak ja, der ville vel altid være folk der var for og folk der var imod byvagterne, sådan var det vel altid med lovens lange arm. Nogle havde ikke noget imod de var rundt i gaderne og sørgede for alt var som det skulle, mens andre foragtede dem, men sådan var det vel næsten ved alle professioner? Et blidt smil kom frem på hendes læber og nikkede en enkelt gang ”Det glæder mig. Tænker heller ikke det bedste at komme med så voldsomme sår hele tiden. Jeg går også ud fra Løjtnanten har lært af denne fejl?” sagde hun med et lille grin i stemmen. Det var i hvert fald ikke ideelt at komme flere gange med en skade som denne, bevares så skulle hun med glæde lappe ham sammen gang på gang, men i længden måtte det også være smertefuldt.
 
Hun så på ham med et let smil på læberne og trak da på skuldrene ”Der kan umuligt være nogen der vil gøre en nydelig herre som Dem ondt?” sagde hun med let blussede kinder. Han var jo en ganske nydelig mand og hjalp til i byen og sørgede for ting var som de skulle. Hun kunne måske godt se hvordan de kriminelle og skidtfolk hadede ham, trods han bare gjorde sit job. Let smilede hun til ham, endnu med let blussede kinder som hun satte hånden mod hans sår og let begyndte at presse mod det. Hendes øjne gled i og fra hendes hånd, begyndte en varme at dannes, samt et lys. Healingen var begyndt. Hun regnede ikke med det ville tage alverdens tid, men det skulle også gøres ordentligt.

At hun havde humor og ikke var bange for at stikke til ham, var glædeligt at se. Det var altid rart at se nogen turde tørre at gå lidt til én, så længe man bare vidste hvornår man skulle gøre det og om stemningen passede til det. Lige nu passede det fint ind, de havde en god stemning og en godt samtale kørende, på trods af at han ikke var på sit bedste og havde en smerte i kroppen, som nok ikke ville gå over lige med det samme. "For at være ærlig, så vil jeg da gerne komme forbi igen, men bestemt ikke for at blive tilset" Kom det fra ham, med et smil på læberne som han søgte hendes blik, "Selvom du bestemt er dygtig til dit job" Kom det rosende fra ham. Han stod i gæld til hende, følte han, med den behandling som han allerede havde fået, og der var selvfølgelig ingen tvivl om at han ville betale hende for det hun havde gjort for ham.  

Selvfølgelig gjorde han bare sit job og det var han glad for, det betød meget for ham - selvom det havde haft en større betydning for ham. Han burde nok ikke helt ligge her og fortælle hende, hvordan det hele egentligt stod til, når en kriminel stod overfor ham - alt efter hvilken type det var. 
"Man ved aldrig hvem man står overfor" Kom det roligt fra ham, han smilede over de blussende kinder. Bestemt et sødt træk. "Det er ikke fordi at byens kriminelle ønsker at gøre mig direkte ondt, men der er masser af fjender udenfor byens grænser. Det er ikke mange år siden at mørket havde et godt tag på byen" På det tidspunkt var han ikke mere end en simpel byvagt.
Han fulgte hendes bevægelser som hun gjorde klar til at de sidste healende bevægelser. Han kiggede på hendes hånd, som den gled over såret og hurtigt begyndt et hvidt lys at forme sig fra hånden. Det var skarpt, så han valgte at ligge sig til rette med lukkede øjne og ventede.

Leonore elskede sit arbejde, for hun lærte så mange forskellige mennesker at kende. Både småtfolk, men også folk som løjtnanten. Hun ville næsten gå så langt at sige det var mere hyggeligt når der var nogle i det lille helbredelseshus, for så havde hun noget at se til. Det var trods alt begrænset hvor meget hun kunne blive ved med at gå og gøre rent, pudse redskaber og sørge for der var fyldt op på hylderne i hendes lille butik med urter. Som han talte, smilede hun varmt og hendes kinder blussede lidt op ”Syntes måske også der er andre omstændigheder, der ville være mere optimale.” sagde hun og bed sig let i læben som han fortsatte og fik kinderne til at blusse mere. Det var længe siden hun havde haft en patient som ham, ikke hun klagede for han var venlig og på ingen måder ubehagelig. Hun bukkede let hovedet til komplimentet om hun var god til sit job ”Jeg takker tusinde gange, Løjtnant.” kom det fra hende med et varmt smil på læberne.
 
Hun trak på skuldrene ”Jeg har ikke selv set kamp og regner heller ikke med det.” sagde hun med et lille grin. Hun behøvede ikke at afsløre at hun var en idiot til at håndtere våben, medmindre det var under en operation. Hun sukkede let ”Jeg har skam hørt om livet uden for Dianthos. Min fader var en del af Lysets Hær.” sagde hun med et lille smil på læben. Det var egentlig noget tid siden hun havde været ved gravstedet, hvilket hun nok burde efter dette, hvis hun i så fald ikke blev nødt til at have ham overnattende. Et let suk undslap hende ”Årh tro mig… Jeg husker skam da Mørket tog over. Ganske forfærdelig tid.” sagde hun og bed sig i underlæben.
 
Leonore’s øjne var endnu lukkede, som hun koncentrerede om at gøre dette så godt som overhovedet muligt. Lyset var en smule skarpt, hvilket hun måske burde have sagt, dog ville det ikke skade hans øjne, men hun kunne mærke på ham, at han alligevel rettede på sig. Efter godt fem, ti minutter åbnede hun øjnene igen og lod to fingre glide over det ar der nu prydede hans krop. Hun kunne ikke føle eller se at der manglede noget, så blikket blev rettet mod løjtnanten og hun smilede varmt ”Det var ikke så slemt, var det? Såret er i hvert fald fint nu.” sagde hun.

Isaac kunne sagtens se en lighed mellem hendes og hans eget arbejde. De var begge to i en stilling hvor folket havde brug for dem, de mødte sikkert ofte de samme personer. De var synlige i gade billedet, fordi at hun sørgede for at hjælpe dem hun kunne og det samme gjorde han.
Dette var første gang han var i et helbredelseshus, foruden de helbreder som var ansat hos lyset og som han få gange havde brugt, men ikke på samme måde som denne gang og han sig allerede godt tilrette og hun havde virkelig været behagelig at være omkring. "Der vil helt sikkert være bedre omstændigheder for et besøg her" Kom det smilende fra ham, som han søgte hendes blik, og nød de let blussende kinder som dukkede op hos hende. 

"Jeg håber bestemt ikke at vi kommer i en situation, hvor vi skal have kvinder som dig i kamp eller krig" Kom det atter engang smilende fra ham, som han søgte hendes øjne. Ikke at hun sikkert ikke kunne kæmpe, det kunne hun helt sikkert godt, men det ville være synd at skulle have den almene borger til at kæmpe for landet og byen, "Jeg tænker sagtens at du kunne blive en god soldat, men du kan bruges meget bedre" Han lyttede behageligt til hende, det fik ham til at slappe af og falde til en ro, som han lige nu havde brug for og det at have en samtale fik ham til at føle sig til rette. "Er det sandt? Nu er jeg jo  godt nok ikke en del af lyset, men jeg støder da af og til på dem. Men så kommer du jo fra en god familie" Han havde aldrig tænkt tanken om at søge videre, det ville slet ikke være noget for ham. Han elskede det erhverv han befandt sig i.
"Ja bestemt, det var en meget forfærdelig tid"

Det var utroligt at man kunne have sådanne evner at man kun helbrede sår og skader på den måde. Hvis han havde gået med det og blot blive tilset af en specialist, ville personen nok have svært ved at se hvordan et sådant sår skulle hele og han ville muligvis ende med at dø, hvis der gik betændelse i såret.
"Nej, det var bestemt ikke slemt. Det er helt utroligt." Han kiggede ned ad sin egen krop og kiggede på hendes hånd som gled over det som nu var blevet til et ar. Han følte ingen smerte eller lignende. "Jeg skylder dem en stor tak og står næsten i gæld til dig" Kom fra ham med en glad, men rolig stemme som han satte sig op i sengen. Han havde regnet med at han måske skulle blive natten over, men det virkede ikke til at det var sådan. Han vidste ikke hvordan sådan en tur på huset normalt foregik.

Leonore elskede sit job og var sikker på at han havde det på samme måde. At hjælpe folk i gadelivet var en passion for hende. Hendes healer hus var heller ikke et af dem med højest pris, for hun gik ind for at alle skulle have mulighed for at få hjælp, så at Løjtnanten fra byvagten kom ind, var næsten uvirkeligt for hende. Leonore sendte ham et varmt smil og deres blik låstes igen. Let nikkede hun til hans ord "Bestemt." sagde kom det fra hende. Hvis deres veje igen skulle krydses, ville det helt sikkert være mest optimalt at det var andre omstændigheder. 


Hun så på ham med let blussede kinder. Leonore håbede aldrig at hun blev nødsaget at skulle i krig, for hun havde brug for meget træning. Hun var fuldkommen grøn på området når det kom til at håndtere våben, med mindre det kom til knive til operationer. Hans ord varmede "Jeg tvivler på jeg vil være til meget hjælp, når det kommer til våben. Mine forældre lærte mig aldrig rigtigt at håndtere våben." sagde hun og bed sig let i underlæben. Hun havde aldrig rigtig haft brug for det, da hendes far var en del af lyset. 
Er varmt smil kom frem på hendes læber som han talte " Mhm, det var gode historier for mine søskende og jeg." sagde hun og igen blussede hendes kinder op som han nævnte sin familie " Jeg har i hvert fald intet manglet." afsluttede hun. Leonore's familie havde altid været god og med trygge rammer, i så faldt indtil dagen hendes far gik bort. Dog havde hendes stedfar været lige så god en mand som faren. Et nik kom fra hende til hans sidste ord, men hun svarede ikke. 

Hun smilede over hans kommentar " Det glæder mig at De ikke led under det." svarede hun, endnu med smilet på læberne. Der var mange der var forundrede over hendes evne til at bruge sine hænder til at heale folk, også fordi det ikke gjorde ondt efterfølgende. Der var næsten umuligt at få mere opblussende kinder end hun havde lige nu, men ordene om han nærmest stod i gæld til hende, fik alligevel kinderne til at brænde en mere klar rød. Hun bed sig let i underlæben "Det behøver De ikke tænke på Løjtnant. Jeg er blot glad for De valgte at kommer herind." kom det fra hende med et varmt smil. Han behøvede ikke at gøre noget for hende, hun var blot glad for at han var kommet ind til hendes healer hus. 

Issac håbede bestemt aldrig at det skulle komme dertil hvor byen, vagterne og lyset ville få brug for kvinder i hæren. Det ville de ikke være tjent med. Kvinderne ville helt sikkert få en stor rolle i sådan en krig, i forhold til healing, pasning og lignende. Det ville være vigtig at have dem i sådan en person, og der ville han ikke mangle hende. Slet ikke hvis han kom til skade igen. "Det er heller ikke nødvendigt for Dem, som healer, at lære at bruge et sværd eller andet. Du skal bruge dine kræfter og energi på noget andet, healing" Det var tydeligt at det var her hun havde sin passion og det hun var god til. 
Der var ikke noget som kunne få en samtale i gang, som en samtale om ens familie og han var sikker på at Leonore var en person som var et stort familie menneske - ligesom ham selv. 
"Det tror jeg gerne, der har sikkert været mange spændende historie, som han har kunne tage med hjem til dig og din søster" Hans tanker om hendes mening om familien, blev blot bekræftet som hendes kinder blussede med den røde farve. Det var pænt til hende, virkelig. 

Han havde dårligt nok mærket at hun havde været i gang, han havde samtidig haft lukket øjnene så han undgik det hvide lys som var kommet fra hendes hænder som hun havde healet ham, "Jeg mærkede det dårligt nok, du er dygtig" Roste han hende med et smil. "Jeg havde hørt at du var en af de bedste, så hvor skulle jeg ellers gå hen?" Selvfølgelig skulle hun have betaling for hendes arbejde, det var det der holdt hende kørende.
"Hvordan er normalen efterfølgende her? Plejer de at have deres patienter overnattende, så de kan holde øje med såret eller hvordan de klare sig?" 

Hun krydsede fingre for hun aldrig behøvede at se krig, for det ville hun sikkert ikke være i stand til at håndtere. At tage sig af tre personer var en ting… Men når det endte med at blive flere hundrede, måske tusinder af patienter med krigsskader, blev det sikkert for meget at håndtere. Hun lyttede til hans ord og åndede næsten lettet op da han sagde sværd ikke var nødvendigt ”Jeg vil også meget hellere bruge min energi på at sørge for at Deres mænd overlever.” sagde hun med et smil på læberne. Healing var trods alt det hun var bedst til og hun brændte for det. Leonore smilede ”Vi sad alle tre børn og lyttede og elskede hvert sekund.” svarede hun. Hun savnede af og til sin far, savnede historierne og den tid hun nu havde sammen med ham, når han ikke var på arbejde. Hun elskede sin familie mere end noget andet og tanken om der skete dem noget, gav hende ondt i maven. 

Et blidt smil kom til syne på hendes læber som han talte ”Det er jeg glad for at høre. Det var trods alt heller ikke hensigten at det skulle gøre det værre.” svarede hun. Hun havde i hvert fald været en dårlig healer, hvis ikke hun havde sørget for det blev så smertefrit som muligt. Hendes kinder blussede stadig op som endnu et kompliment kom fra ham ”En af de bedste er nok så meget sagt, men jeg takker for tilliden.” sagde hun og bed sig let i underlæben. Leonore var ikke vandt til at få komplimenter på den måde, ikke hun klagede, hun vidste bare ikke altid hvordan hun skulle håndtere det. Hun nikkede kort ”Det kommer an på sårets størrelse. Deres var forholdsvis stort, men kun overfladisk. Dog vil jeg gerne have Dem til at overnatte, hvis ikke det strider imod Deres rang som Løjtnant?” sagde hun med et varmt smil og så på såret. Det gjorde aldrig noget at være på den sikre side med et sår, så kunne han også få noget salve på for natten. Det ville hjælpe på arret og få det til at være knapt så hævet.