"Husk nu at få det hele med okay?" Dahlia så mod Hana med et bestemt blik. Hana havde altid stået for alt det der foregik udenfor køkkenet, men denne gang havde Dahlia, medejer af Rie´s, spurgt om Hana ikke kunne gå ud og hente de ting de havde behov for til aftens måltid. Hana havde selvfølgelig sagt ja, da hun jo intet havde imod at gå ud og nyde det dejlige vejr. "Jeg lover at huske alting, Lia. Bare rolig!" Havde hun forsikret om, som hun vandrede ud af baren og var gået igang med at vandre ned til markedspladsen, hvor hun fik de bedste varer. 
Hana var klædt i den traditionelle røde kjole med de smukke guld blomster på. Hun havde sat det lange, sorte hår op i en knold og havde den neutrale make up på, som uden tvivl ville blive pimpet op på til aftens forestilling. Alt var godt lige indtil Hana blev mødt af noget i hendes øjenkrog. 

Hun flyttede blikket ned af en af gaderne, hvor en flok på omkring 4 mænd var i færd med at være efter en mand, som havde et bind for øjnene. Hana gættede på, at han var blind. Hana tog en dyb indånding og var ikke bange for at råbe højt ad dem, "Hey! Hvad tror, at i laver!" Hvæsede hun, da hun kom helt tæt på dem. Alle blikke blev hurtigt vendt mod hende.

Aqi var ude og spadsere i gaderne da han kunne høre  nogle gå mod ham med hastige kridt. Aqi var ikke rigtigt blind men bindet for han øjne var en sikkerhed for ham og andre. han brugte en bo stav som blindestok. han følte sig frem igennem gaderne og kom desværre til en blindgyde. og ham der bare ville ud og ha noget mad til ham og hans lærer mester. det blev nok ikke idag. Aqi mærkede pludselig en væg med sin stok og tog hånden frem og mærkede rundt for at finde en udvej. men den eneste vej var tilbage.

i det Aqi vendte sig slå en af de 4 mænd ham lige i hovedet så han faldt ind i væggen og gled ned. han havde ikke lige været forberedt på det så han tabte sin stav og fumlede efter den. en af de andre tog den op og grinte af ham. "se den ynkelige fyr. han kan ikke noget uden den her" Aqi tog fat i væggen og kom op og stå. "gi mig venligst min stav igen" men det skulle han aldrig ha gjort. et slag i maven ramte ham og han var lige ved at knække. han tog sig til maven og faldt ned på knæ. han hørte en eller anden råbe og kunne fornemme på stemmen det var en kvinde.

de andre mænd så på hende og så på Aqi og grinte højt. ville hun rede ham? det måtte være en joke. en kvinde mod 4 mænd?
Aqi hostede lidt efter mave slaget og kom op og stå igen og holdte hånden på væggen. hans hvide hår gjorde ham nem at se. det strittede og var lidt langt efter hånden. Aqi havde himmelblå øjne men dem så ingen da de gemte sig under bindet for øjnene. kun hans mester så de øjne.
"pas på, De ikke kommer til skade" råbte han halvt mod hende og en af dem der ikke havde slået ham vendte sig om og hev benene væk under ham så han faldt ned. "stille svækling." vis Aqi havde haft sin stav skulle han gi ham svækling.  han var ikke svag han spillede bare svag. men med sin stav kunne han nemt ha fået tævet de fire mænd. det havde været barnemad for ham med sin stav. som de havde.....

Hana stod larmet. Hun havde flere gange hjulpet flere af hendes piger fra baren i nød når det handlede om en klam mand, som havde grebet fat i dem og Hana gjorde altid alt for at passe på hendes medarbejdere, men dette var dog anderledes. 4 mænd mod hende var nok ikke nemt, men hun kunne ikke se til. Det her var for meget og hun blev nødt til at gøre noget for at hjælpe manden i nød. "Jeg gentager kun mig selv en enkel gang." Hana tog en kort pause inden hun fortsatte, "Hvis i ikke holder jer for den mand, så må jeg ty til andre metoder." 
Hana hørte de 4 mænd begynde at le og selvom Hana var en meget modig kvinde, mærkede hun tvivlen om, hvorvidt hendes storm og illusion kunne vælte disse fire mænd. Ved første øjenkast lignede det helt normale mennesker uden krafter, men var det virkelig sandt? "Hør lige hende. Hun tror virkelig hun kan klare os!" Alle fire udbrød i grin og det fik Hana til at bide sig vredt i læben imens hun trak sin guitar frem, som indeholdte den hvide tot fra hendes hår. Det fik kun mændene til at grine endnu mere og det fik Hana til at mærke vreden stige, men hun vidste hun måtte holde fokus, hvis hun skulle ordne dette. "Jeg advarede jer." Lød det tungt fra Hana, hvor mol tonerne begyndte at brøle ud af guitaren. En melodi, som handlede om sorg og svigt, som startede en storm.  "Hvad pokker er det?" Lød det skræmt fra en af mændene. Den lille vind voksede sig større og pludselig forvandlede den sig til en stor drage, som ikke på nogen måde ville kunne skade dem, men så længe de blev skræmt, ville det også hjælpe. Hana holdt sit fokus og håbede på at mændene ville flygte. 

Aqi kunne intet se for sit bind men han kunne høre. noget musik blev spillet. og han kunne høre på mændene at deres stemmer skælvede. han tog changen og rejse sig op.  han hørte et bumb og det var hans stav som manden havde tabt da han så dragen. Aqi brugte nu sine føder til at finde staven. og det hjalp også. han fik hurtigt fat i staven og tog den op. han lyttede til en af mændene der udbrød. 
"det... det kan ikke være rigtigt... hvordan... DRAGE!" mændene så på hinanden og vidste ikek om de turde angribe en med en "drage" i sin styrelse. så de var hurtige til at stikke af i en stor bue uden om kvinden.

Aqi som var banket flere steder kunne ikke lade vær at grine over mændenes udbrud. han grinte ellers sjældent men det havde lydt så sjovt at de alle råbte drage på samme tid. Aqi holdte en hånd på muren og holdte nu rigtig godt fast i bo staven. noget underligt at bruge sådan en som en blinde stok men det virkede jo.
"drage" hviskede Aqi lidt og trak på smile båndet. han mærkede slaget i maven havde gjort mere ondt end han lige troede og han måtte sætte sig ned i smerte. hans smil forsvandt. han tog nogle dybe vejrtrækninger men kunne næsten ikke få det ind uden det gjorde ondt.
hans bælte bar på en lommelærke som var lidt beskidt og tydelig vis tom for da satte sig hørte mon en hul lyd fra lommelærke. "jeg må.... sige tak for hjælpen." sagde han og rettede hovedet hvor han troede hun var. og med en hånd på maven og en liggende oven på bo staven der lå ned på jorden. han var ikke sikker på hvad disse mænd ville få ud af at banke ham. men de havde åbenbart synes det var sjovt.

Hanas fokus havde været så dyb, at hun først fået modet til at stoppe musikken, da hun hørte mændenes fodtrin forsvinde i det fjerne. Hun sad kort efter og tog en dyb indånding, hvorefter hun rettede blikket mod manden, som var kommet op på benene. Hana havde sjældent brugt sin kraft på denne måde, da hun mest brugte den til underholdning, hvor folk godt vidste der ikke skete dem noget, men der var alligevel noget fedt i at bruge den på denne måde. Bruge den, så den var mere nyttig. 
Hun rettede sig op og så sig omkring for at være helt sikker på at mændene var væk og det var først da manden, som de havde slået talte til hende, at hun var klar over at det var forbi, "Ingen årsag." Hana tog guitaren om på ryggen og smilede kort, også selvom hun vidste at manden ikke kunne se det, så kunne hun ikke lade vær med at gøre det. 
 "Er du okay? Det så ud til at de virkelig fik ramt hårdt på dig?" Hana ville være sikker på at han ikke havde brug for hjælp inden hun smuttede videre. Hun var trods alt en høflig person, som fulgte sit hjerte og hun ville ikke se hjælpeløse folk i dårlige situationer. "Om ikke andet, hvis du har behov for medicinsk hjælp eller noget, så kan jeg godt følge dig der hen. Jeg er alligevel på vej i samme retning." Fastslog hun roligt og smilede endnu engang. 

Aqi sad lidt og trak vejret dybt med store smerter.  Han tog fst i bo staven og satte den i jorden. Han pressede den ned mod jorden og rejste sig op. Han tog sig til maven og var ret i tvivl om han kunne gå videre.
"Det tror jeg godt jeg kunne bruge ... de slå godt hårdt i maven" Aqi tog fat i staven og følte sig frem mod hende lige så langsomt.
 Han vidste ikke hvordan han skulle takke hende. Men hun havde nok redet ham for at blevet banket gul og blå
"Vis jeg kan gøre noget som tak må De endelig sige til frøken" han kunne meget men han vudste ikke lige hvor healerhuset var henne. Så det at skulle gå der over alene kunne nemt være farligt med at fare vild.

Aqi ville gerne ha banket dem selv men uden at bruge sine evner kunne han intet når han ikke havde sin bo stav.

Hana så roligt på ham. Han så ikke ud til at have det godt. Derfor gik hun hen til ham med lange skridt og tog hans arm. "Lad mig give dig en hånd." Kom det høfligt fra hende og ventede på at han var klar til at gå. Hun kunne godt se, at han ikke var helt på toppen, så Hana var nødt til at være sikker på han kunne gå selv inden hun bare gav slip på ham. "Kan du gå selv eller skal jeg støtte dig?" Spurgte hun venligt og rettede blikket mod ham.
Hana var glad for hans taknemmelighed, men hun vidste også, at det ikke var nødvendigt at betale hende igen på nogen måde. Hun gik ikke og manglede noget. Jo måske modet til at rejse ud af Dianthos, men det var for meget at bede om fra en fremmed. "Bare kald mig Hana. Ingen grund til at være formel omkring mig." Fastslog hun bestemt og begyndte så småt at gå frem ad for at komme afsted, så han ikke skulle stå der med smerter for længe. Det ville hun ikke ønske for nogen. "Jeg er glad for din taknemmelighed, men du behøver ikke gøre noget som tak. Det er bare rart, at du er i sikkerhed." Kom det bestemt fra hende og hun sendte ham et smil.

Aqi kunne lige gå. men han vidste ikke hvilken vej at hun gav ham en hånd hjalp lidt på det at komme igang "jeg kan lige gå. men jeg er ikke sikker på hvor jeres healerhus her i byen er." sagde han roligt og havde aldrig haft behov for det før. han vidste ikke hun smilte men han kunne mærke hendes venlighed mod sig. han gik roligt afsted og brugte sin stav som  guide. 
"tusind tak fordi du har hjulpet mig idag Hana. jeg er Aqi. men bare kald mig Q. det gør mine ven...."  han stoppede i sætningen da han kom i tænke om. Hov. han havde jo ikke nogle venner. kun hans lærer mester som kaldte ham Q og når han skulle drille Qi. han smilte forsigtigt og inde under bindet havde hans øjne næsten tåre af smerte men det lod han ikke hende se. hun skulle ikke tænke noget forkert om ham. men selv om han var blevet banket af sin mester før så var disse slag han havde fået idag voldsommere end dem med bo stave.

Aqi tænkte sig lidt om imens de gik. "hvordan er du til fysisk kamp Hana" spurgte han for måske kunne han takke hende ved at lærer hende om fysisk kamp med bo stave. men det krævede kun en ting. at hun stolede på ham nok til at tage ud i skoven til hans lærermester.  så kunne han jo takke hende ved at lærer fra sig.

Selvom Hana kunne regne ud, at han ikke kunne se pga. Bindet, så prøvede hun så vidt muligt at udtrykke sin taknemmelig via. Høflige ord, så godt hun kunne. Det var ikke nemt, men hun kunne altid prøve. "Bare rolig, jeg skal nok fører dig vejen. Bare hold i min arm, så du ved, hvor du er." kom det roligt fra hende og det mente hun. Hun ville ikke lade en uskyldig mand i klemme fordi han ikke var som alle andre. Sommetider skulle man ikke skue hunden på hårene.
" Aqi, hyggeligt at møde dig! Kommer du ofte til byen eller hvad?" Hun lagde godt mærke til at han stoppede midt i en sætning, men hun hun forstod godt, hvis han endnu ikke ville dele alt med en fremmed som hende.

Hana vandrede rundt om et hjørne og gik stille ned af gade, hvor flere folk hilste på hende, men hendes opmærksomhed var lige nu fanget af manden ved hendes side. Aqi's ord fik hende til at grine. Fysisk kamp? Det kunne Hana langt fra finde ud af. "Åh, Aqi, hvis du kunne se det tøj jeg bar, så ville du hurtigt have et svar." Hana lo kærligt, "Jeg har aldrig været ude for Dianthos, fordi min far ønskede at beskytte mig. Selvom jeg altid var fascineret af den slags, ville han aldrig lade prøve at kæmpe." Hana trak let på skulderne. 

Aqi stoppede mest fordi han kom i tænke om at han ikke havde nogle venner. han så faktisk okey godt uden bindet men han måtte forblive i den tro at det var bedst for verden at han ikke så på dem. han tog fat i hendes arm og da de begyndte at gå lagde han godt mærke til alle der hilse og  at hun ikke hilste igen.
"folk kender dig vidst godt her i byen" kom det roligt for ham da hun så spurgte om han tit kom i byen rystede han let på hovedet. "nej ikke rigtigt. men jeg kommer her en gang imellem for lige at komme ud iblandt folk." sagde han ærligt og krumpede lidt sammen da smerterne imaven kom i jag.

han gik dog stadig. da det var at hun sagde vis han kunne se hendes tøj kunne han jo mærke det vis han fik lov. men han lod vær at spørger om at røre det. da hun sagde hun altid havde været ude fr Dianthos måbede han lidt. "aldrig. som aldrig nogle sinde.? det var dog sørgeligt. udenfor byen er vidunderligt." sagde han og vidste at ørken og skoven var de steder han havde set mest til og kunne lig dem. Aqi måtte tænke lidt. han kunne jo nemt  tage hende med ud vis hun ville en dag. bare for at lærer hende om verden udenfor.
"men jeg ville gerne være din lærer vis jeg fik lov" sagde han roligt og kneb øjnene sammen i smerte da endnu et jag kom igen. forbandede mennesker der havde angrebet ham for at ha noget de synes var sjovt.

Hana gik med rolige skridt, så Aqi kunne følge med. ikke fordi hun var typen, som gik hurtigt, men det var bedre at følge hinanden. Så hun fulgte hans tempo. Hana lyttede til hans formodning og hun grinede let, "Faktisk kender de mig bedre end jeg kender dem. Jeg ejer det sted der hedder Rie´s bar sammen med min kusine. Det er et af de kendte steder her og derfor kender folk vores ansigter." Hana holdt en kort pause og fortsatte, "Der er selvfølgelig altid en stamkunde eller to imellem, men ellers er det bare kunder." Hana trak let på skulderne og hilste endnu engang på nogen, som hilste. Hana havde dog ikke flere venner af den grund. Hun var social, men få venner var altid bedre mente hun. Hana rynkede på brynene af hans ord, "Komme ud iblandt folk? Har du problemer med at være omkring folk?" Spurgte Hana en smule forsigtigt. Hun ønskede ikke at bringe ham til at tale om ting, han ikke ønskede. Hun var stadigvæk fremmed.

"Nej, aldrig nogensinde. Det mente min far var for farlig, men jeg ville gerne opleve verden udenfor en dag. Det er min drøm at rejse rundt. Komme på nye opdagelser." Hana elskede tanken om at komme langt væk fra byen. Hun vidste hun havde en ting hun ikke bare kunne forlade uden at sige et ord, men hun var sikker på hun kunne få Dahlia til at passe biksen alene imens hun var væk. Hana kunne endda bringe noget tilbage til arbejdet. 
"Virkelig? Vil du lære mig det? Det må gerne! Hvis du ikke har noget imod det." Hana lyste op og kunne ikke lade vær med at smile stort. 

Rie's bar. det måtte han huske. måske han kunne komme der sammen med sin lærermester. hun lyttede godt til hvad hun sagde og forstod hvad hun mente.  da hun spurgte med det med at komme ud blandt folk, grinte han lidt og pegede kort på sit bind for øjnene. "det er lidt svært at se om folk er gode eller onde, så at stole på folk er nogle gange svært. for hvad vis.... ja de vil ha noget til gengæld." han kunne godt se vis han ville men mærket havde han vænnet sig lidt for meget til måske. Aqi ramte en gang imellem imens de gik en væg eller to. men gik i et ok tempo for at komme til healerhuset. hun måtte jo vise ham vej for han vidste ikke rigtigt hvor det lå. 

da hun sagde hun aldrig havde været uden for byen tænkte han lidt på sin tid i skoven. det var et fantastisk sted. "du burde forfølge din drøm... om det så bare er en lille tur ud i skoven eller helt til en anden by."
han vidste han ikke kunne komme sådan til den by han havde i tænkerne. han var jo smidt ud pga hans evne og derfor kunne han aldrig komme tilbage.
"ja jeg vil gerne lærer dig kampkunst med bo stav. lige som min lærermester har lært mig. han bor lige uden for byen i skoven. en sød ældre herre." forklarede Aqi stille og vidste at hans lærer mester ikke havde noget imod besøg. det var altid en god ting for ældre mennesker.

Hana havde altid været glad for at snakke med folk. Hun var social og hjælpsom, hvilket kun var godt når man arbejdede der, hvor hun gjorde. Det hjalp hende altid til at være glad, når hun snakkede med andre. Hana rettede blikket mod Aqi, "Åh, nej, beklager! Selvfølgelig kan du ikke det. Det giver god mening." Hana nikkede bestemt med hovedet. Hun kunne godt forstå, hvorfor det var svært for ham at dømme folk. Der burde slet ikke være nogen, som generede nogen om man kunne se eller ej. Hana vidste hun ville sende nogen efter dem, hvis hun nogensinde så de mænd igen, som havde såret Aqi. Hana vandrede hen af gaden og advarede Aqi at hun drejede, så han var klar på det. Det var det mindste hun kunne gøre. 

"Jeg ville ønske det var så let, men jeg kender ikke verden udenfor, så jeg tør ikke at udfordre skæbnen." Hana trak let på skulderne og fortsatte, "Udover det ved jeg ikke om jeg kan forlade baren." Fastslog hun og sukkede tungt. Det kunne ellers være rart. "Jamen, jeg er klar på at blive lidt stærkere, så du siger bare til!" Lød det bestemt fra Hana og hun grinede let. 

Aqi vidste hun mente det godt men han havde bare tillidsproblem en gang imellem. for han var jo ikke bare et menneske. han drejede forsigtigt da hun sagde til. han sank en klumb da en hel masse stemmer lød. de var ihvertfald komme ud på gaden. han lukkede øjnene og konsentraede sig om hendes stemme kun. hun ville helst ikke misse et hjørne eller en væg. selv om det nok ville være lidt komisk at han bare gik ind i en væg.
Aqi forstod hun var nervøs for at besøge verden uden for byen men kun sådan kunne han træne hende vis hun ville det. han smilte forsigtigt og slå sin stav ind i de vægge de gik forbi for at vide hvor langt han var fra en væk. " jeg bor med uden for byen ikke langt inde i skoven. du kunne jo komme på besøg" sagde han for at sige at hun kunne starte småt før hun bevægede sig længere ud i verden.
Aqi havde været på langvejsfart i lang tid men stadig ikke fundet det han kunne kalde hjem. hvem ville også acceptere ham vis han ikke havde bind for øjnene, han vidste ihvertfaldt nogle der ikke ville acceptere ham. hele hans gamle klan i ørken. de så skævt til ham fordi han læste deres tænker. men nu startede han forfra kun med en han læste tænker hos og som ikke så skævt til ham. hans dejlige lærermester. men han vidste han ikke levede for evigt.
"jeg kan kun lærer dig at bruge en kampstav vis du følger med mig ud i skoven. for der kommer ingen tilskade i træningen" sagde han og tog sig hurtigt til maven da et jag af smerte skød igennem ham. "hvor langt er der til jeres healer hus." spurgte han da han på ingen måde havde fornemmelse på om de var tæt på eller langt fra.