Joseph havde bevæget sig nord på da han havde haft et lille escort på en pige. Han havde tjent nogle krystaller, og han var sikker på at det kunne holde til lidt. I hånden havde han en pose med sit slidte aflagte tøj frem for det fineste pus han havde på nu. Det var en pænere pige han havde escorteret til Norvik, ikke at han vidste hvad hendes beskæftigelse var, men han var også lige glad. Han havde ingen jakke på ud over den blå blazer han havde på nu og det tynde stykke stof af bukser.
Han frøs ikke takket være sin varme regulerings evne så han slap for at have pels og meget andet på. Han stak hænderne i lommerne og trak lidt op i sine bukser som han rettede på posen i hånden. Han var sikker på at det hele nok skulle arte sig. Nu skulle han bare finde en måde at komme tilbage til Dianthos. Det havde været en lang rejse i hestevogn. Men han havde ikke løjet om hvad han kunne. For faktisk kunne han ingen ting. Han duede ikke til at slås, og hans ild evne virkede dårligt nok til det den skulle bruges til, med mindre der var åbent ild omkring ham.

Han havde bevæget sig ned i Norvik's gyder og ud i landevejen for at komme tættere på byens centrum. Han var ikke kendt her, og normalt ville han finde en måde at komme tilbage så hurtigt som muligt. Men så mange krystaller havde han altså heller ikke tjent på denne tur. Hans sko var slidte  og ville snart ikke klare meget mere. Han skulle helt sikkert have nye sko når han kom tilbage til Dianthos! "U.... Undskyld... Kan du... Ehm... Sådan ja... Undskyld jeg forstyrre... Men kan du... Eventuelt fortælle mig den nemmeste vej at komme til Dianthos?" hans stemme var skrøbelig og stammende. Men han var ikke så vild med fremmede mennesker. Denne person han havde spurgt stod med ryggen til ham og Joseph kunne ikke se om han snakkede med nogen eller om han stod ved en bod. Spørgsmålet var også lige meget, så længe personen ville hjælpe ham.

Endelig var han tilbage i nordlandet, og ikke kun nordlandet, men sin hjemby; Nordvik. Quinn havde fundet frem til den lille markedsplads i midtbyen af Nordvik, hvor han så ofte var, for at sælge ud af sine figurer der. Figurene var lige så rene og fine som glas, men det var ikke glas, men lige så tykt og fast som var det glas, dog var det is, men lige så fast dog skrøbeligt som var det glas og ville splintres men ville kunne holde til temperature i normale områder dog ikke ørkenområder, men ville sagtens kunne holde sig til at være i Dianthos, derfor kunne det også sælges som antikvitets vare.
Quinn stod i snak med en potientiel kunde der havde et specifikt ønske indenfor en skulptur han ville have lavet hvilket blev nedskrevet og taget adresse på personen, og gjort klar til at skulle lave figuren til personen. Dog blev han revet ud af snakken da en person snakkede til ham og sagde "giv mig et øjeblik, jeg har lige en kunde" Sagde han med en fast stemme, men huskede hans spørgsmål mens han færdiggjorde snakken med kunden og fik dem sendt videre, hvorefter han vendte sig mod personen og så ham i øjnene med sine blå øjne og kørte hånden gennem det blå/sorte hår og sagde "Det kommer meget an på om det er til fods eller om De vil finde en hestevogn der kan bringe Dem derned"sagde han og tog hænderne i frakken der havde kongeblå aftegninger i sig og med pels ved kraven. Quinn lod blikket glide ned af ham og lod blikket finde op til hans øjne igen og holdt et mistænkeligt blik, han var ikke en indført nordfolk. Hvilket altid gjorde at han så lidt mistænkeligt til folk der var oppe i nordlandet, men han havde nok en tanke med at være heroppe, selvom han ikke virkede påklædt nok til at holde til kulden. "hvis det er til fods, ville jeg gå ned af gaden derovre, og så følge vejen ud af byen. Så efter en times rask gang vil De nok være ude af Nordlandet" sagde han med en rolig stemme.

Joseph stod lidt og tippede for aig selv som personen tydeligvis ikke havde tid til ham. Han ville jo bare hjem til vante omgivelser. Omgivelser hvor man blev jagtet på gaden, blev bestjålet oh ikke mindre qt blive slået og sparket. De fleste ville ikke kalde det et hjem  men det gjorde han. Han elskede dianthos  men det var også der han tjene alle sine krystaller. Han var venlig anlagt men utrolig paranoid når det kom til stykket. Han håbrde lidt at personen der snakkede til ham ville give ham en hjælpende hånd, i mere end en forstand hvis man forstod sådan en lille en. Men så igen han måtte hellere holde sine beskidte tankegang ud af denne samtale!
Da personen endelig svarede ham overvejede han kort hvad han skulle svare. "Bare sådan hvad der er billigst" kom det efter noget tid som han havde tænkt over mulighederne. Han kunne selvfølgelig bare gå den lange vej, men han var ikke sikker på at han svulmede sko ville kunne klare den tur, med mindre han skulle gå på bare tæer resten af vejen. Han håbede da lidt på at der måske gik et skib til juvelen han kunne snige sig op på  eller endnu bedre fragte ham for nogle krystaller! Så længe det ikke kostede ham hele sin indtægt fra det lille escort service. 
"Og hvor lang tid vil det tage.... sådan.. altså til fods?" tanken om at skulle gå hele vejen huede ham ikke tvært imod. Han ville langt hellere finde en måde at komme frem på uden at skulle miste alle sine krystaller. Han lod blikket glide hurtigt op og ned af manden inden blikket blev gået over på det kunstværk der stod foran ham. Det var smukt, men helt sikkert noget der ville blive stjålet fra ham  især når han ikke havde en fast bopæl andet end en container i en gyde i Dianthos.