Saylah sad på ryggen af den brogede hoppe, Blyana, som hun red igennem porten til Dianthos. Det var sjældent hun tog turen hertil, da det var her, hvor hun havde oplevet de værste år af hendes liv. Hun havde mødt Nero her og var blevet hans escortpige. Heldigvis var det fortid nu og det vigtigste var bare at få samlet de jobs sammen, som hun kunne finde. Saylah var sprunget af hoppen og havde stille hende ved en kro, hvor hun heldigvis havde haft muligheden for at få et værelse til at overnatte. Derefter havde hun taget en beslutning om at vandre ud på gaden, hvor markedspladens var fyldt med folk og måske potentielle kunder. 
Saylah vandrede hen af gaden imens det løse hår bevægede sig stille i vinden. Hun nød at mærke vinden i håret, men alligevel trak hun hætten op for at skjule sit ansigt. Det var bedre på den måde, så kunne ingen kende hende, hvis hun stødte ind på dem. Det var nok mest Nero hun frygtede at møde. 

"Undskyld frk., men de kunne ikke være interesseret i at tjene lidt på at hjælpe mig?" En stemme fangede Saylah og hun fik øje på en ældre herre, som var ved at sætte en bod op. Han så gammel og skrøbelig ud, så Saylah sagde ikke nej til at give ham en hånd. Saylah hjalp ham uden problemer, men da hun trådte nogle skridt tilbage mærkede hun at hun stødte ind i en, hvilket fik hende til at vende sig om mod personen, "Beklager meget. Jeg så dig ikke." Undskyldte hun høfligt. 

Selvom det havde regnet de sidste par dage lå der stadig vandpytter rundt omkring på markedspladsen. Joseph havde til alt held fundet lidt mad i en container. Det var blevet smidt ud for noget tid siden af en bager og han havde helt sikkert ikke holdt øje med brødet da det var lidt brændt. Måske det var en lærling der ikke havde holdt øje med det? Til hans held havde de smidt det ud i containeren i baggården og han havde ikke været langsom til at trække det brød ud af den.
Han bevægede sig hen imod baggyden af slagteren for eventuelt at finde noget tørret kød fra dagen før. Måske han var heldig. Han bevægede sig igennem boderne og skulle til at ligge sit brød ned i sin pose han altid havde med sig med skifte tøj. Han havde en hvid skjorte på som godt kunne trænge til en vask. Et par sorte bukser med slide huller i hvor en enkelt blå lap var henne over sit højre knæ, takket være dæmonen der var syriske. Han havde glemt hendes navn. Men han ville gerne hen til hende igen, for tænk nu hvis han kunne komme til at sy lidt mere i noget stof. Det var virkelig hans drøm at blive mode ekspert og at sy tøj!

Han så ikke personen der gik ind i ham og han tabte brødet ned i en vandpyt g han stod og kiggede overrasket på brødet der langsomt sugede det våde til sig. "N.... Nej" han satte sig på hug og samlede brødet op men det havde allerede suget mere til sig end hvad der var godt. Det var helt uspiseligt. "D.... Det.... Min.... Nej... Mad!" han sukkede lidt for sig selv inden han rejste sig op igen og kiggede på personen der havde gået ind i ham. Straks kiggede han ned i jorden. "Un... Undskyld" kom det usikkert fra ham og kiggede ikke op på hende igen. Selvom det lige så godt kunne være en ham!

Saylah stod og så til, da den unge gut tabte sit brød ned i en vandpyt. Det var ikke til at taget fejl af, at det sikkert var hans eneste måltid den dag. Han lignede i hvert fald ikke en, som spiste hver dag. Saylah var ikke særlig rig, men alligevel havde hun mulighed for at overleve med det, som hun nu tjente på sine jobs. Sommetider havde hun også mere, så hun sparede lidt op. Købet af den broget hoppe, havde kostet hende dyrt, men hun sagde alligevel ikke nej da tilbuddet var der. Hoppen var gammel, men var stadig meget energisk. Så selvom hun skulle have en del pauser under deres rejser, så klarede hun det stadigvæk godt. 
"Du skal ikke undskylde." Sagde Saylah bestemt. Saylah prøvede at se om hun kunne se en bod, som solgte noget at spise. Hun fik øje på en, som solgte nogle forskellige retter, det måtte være langt bedre end det sorte brød han rendte rundt med. 
"Lad mig byde dig på noget ordentligt at spise, som undskyldning. Kom!" Lød det venligt fra hende, som hun vandrede hen til boden, hvor en flink mand hilste på hende. Hun hilste venligt igen. 
"Vælg, hvad du har lyst til, så skal jeg nok betale." Sagde hun bestemt.

Skulle han ikke undskylde? Selvfølgelig skulle han det! Det var det eneste han havde lært her i livet. Selv da hans forældre havde solgt ham for at få råd til resten af familien. Han sanke en klump og rystede lidt på hovedet da hun ville tilbyde ham noget at spise. Nej det kunne hun da ikke kunne hun? Hun vidste ikke hvad hun gik ind til, vidste han overhovedet hvad han gik ind til? Det var jo ikke fordi at han havde det særlig godt med andre mennesker, med mindre der var krystaller der kom på hans vej. En hver kunne bruge krystaller og ham mere end noget andet. Faktisk ønskede han selv at få en bod eller en butik med tøj og materialer så han selv kunne sy tøj.
Han sank en klump som han så hende bevæge sig væk fra ham og han kiggede på hende som han forsigtigt satte benene igang og bevægede sig over imod hende. Lige godt nok til at høre hvad det var hun sagde. "Sk.... Skal jeg... Sådan... Virkelig?!" kom det usikkert fra ham og kiggede på de mange udvalg af mad. Han ville have det hele, smage det hele. Han kunne ikke bestemme sig. Hvad smagte bedst? "Ehm... Jeg ved ikke" svarede han og kiggede lidt på udvalget igen. Han lignede en tigger fordi han bestemt også var en. "Hv... Hvad smager.... Bedst?" spurgte han usikkert og kiggede stadig på udvalget af mad.

Saylahs opvækst havde ikke været nemt. Hun havde ikke haft et ordentligt liv og havde ikke noget ordentligt kendskab til sin rigtige familie. Så hun vidste, hvordan høflighed kunne virke for en, som ikke havde oplevet det. Derfor havde Saylah også bestemt sig for, at hun ikke ville være et fjols ligesom dem, som gjorde livet sur for hende. Den slags hadet hun og derfor var det af ren høflighed at hun tilbød ham at betale for noget nyt mad efter han havde tabt sit brød.
"Hvis jeg var dig, vil jeg bare tage imod tilbuddet. Det er ikke alle, som er så heldige." Sagde Saylah bestemt og holdt blikket fast på boden med mad. Det duftede enormt godt og selv Saylah fik lyst til at købe noget, selvom hun ike var sulten. 

"Hvis du ikke ved, hvad du skal have, må jeg så forslå dig min gryderet her? Den har jeg altid lavet til mine børn og den giver dig en masse god næring." Kom det som foreslag fra den høflige mand. Han sendte en smil til den unge gut. "Det lyder ikke så dårligt. Jeg tager i hvert fald en skål af den" Lød det roligt fra Saylah og manden begyndte at øse op til hende for derefter at række den til hende. Hun rakte ham betalingen og hun afventede stadigvæk at den unge mand valgte, hvad han ville have.

Han kiggede hurtigt op på hende og lagde hovedet lidt på skrå. "Un... Undskyld" svarede han usikkert og kiggede ned i jorden og så op på udvalget af maden. Han vidste ikke hvad han skulle vælge, der var så meget at vælge imellem og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Da manden sagde noget med en gryderet nikkede Joseph lidt. "Ok... Okey..... Sådan en så" svarede han og tog imod en skål fra den venlige mand. Dog undgik Joseph at kigge på ham og han undgik for meget at kigge på personen der ville betale for ham. Faktisk ville han helst ikke kigge for meget på nogen. Med mindre der var krystaller involveret til ham. Faktisk så kunne man få ham til alt hvis han bare fik nogle krystaller. Eller stof! Han elskede stof. Især i Sarril's butik der var så meget stof at han ikke vidste hvor han skulle have kigget hen der heller. "Ta... Tak" han var stadig usikker i stemmen og han vidste ikke om han skulle gå fra hende eller sætte sig over i et hjørne og grov æde maden og slikke skålen ren for det velduftende mad. "Har... Har du... Ehm.. Brød?" spurgte han lidt forsigtigt og kiggede hurtigt op på manden der netop havde givet ham lidt af det mad der.

Saylah så kort mod den unge mand. Hun rystede let på hovedet, men sagde intet. Hun lod ham bare vælge i fred. En hvid lok skjulte hendes øje og pustede den let væk fra ansigtet. 
"Ja, selvfølgelig. Her!" Manden rakte ham brødet og sendte ham et smil. Saylah fandt pengene frem og rakte dem til manden på den anden side. "Tak for det." Sagde hun høfligt, hvorefter hendes opmærksomhed blev rettet mod den unge fyr igen. "Følg med mig." Sagde hun bestemt. Saylah vandrede igennem markedspladsen og fandt et sted, hvor hun satte sig ned for at nyde sin mad. 
"Sæt dig ned. Spis." Bad hun ham om og sørgede for at der var massere af luft imellem dem, da det virkede til at han ikke var helt så tryg ved hende, hvilket hun selvfølgelig godt kunne forstå. Hun var trods alt en fremmed. "Mit navn er Saylah. Jeg er dusørjæger. Kort sagt, så hjælper jeg alle, så længe de giver en lille mønt."  Sagde hun bestemt og tog en mundfuld af maden inden den blev kort. "Du må ikke sige så meget undskyld. Det kommer man ikke langt i livet med." Saylah så roligt på ham og sukkede tungt. Han lignede ikke en, som havde det særligt godt, men hun vidste også at hun ikke kunne redde alle.

Da manden var så venlig at tilbyde ham brød tog han fat I brødet og trykkede det ind imod sig. Han ville på ingen måder mistet dette lille stykke dyrebare brød. Selvom det måske ikke var meget så var det fibre! Det var i hvert fald bedre end ingen ting. Da hun betalte for maden sank han en lille klump. Hvorfor skulle nogen være så venlige imod ham? Han var bare en simpel tigger der prøvede at komme igennem livet uden problemer. Selvom ham sjældent stolede på folk og havde voldsom paranoia så var han i tvivl om sine egne evner inden for tøj, og drømme forblev bare drømme. Alligvel var der et spinkelt håb inde i ham der fik ham til at sige til sig selv. "Du kan godt stol på det!" 

Da han skulle følge med hende gjorde han det uden at sige så meget. Hvad skulle han ellers gøre? Han var sikker på at der nok skulle komme noget godt ud af dette her. Eller det håbede han. Man kunne bare aldrig helt stole på mennesker. De kunne nemt overfalde folk uden at sige en dyt. Han havde prøvet det før på egen krop. 
Han satte sig ned så der var lidt mellemrum imellem dem og han begyndte lige så forsigtigt at spise Selvom han var skrup sulten, men han behøvede jo ikke at være grådig vel? Som hun igen snakkede sank han en klump mere. Dusørjæger?! "Jeg... jeg har ikke gjort noget"  proklamerede han hurtigt. Eller havde han gjort noget han ikke vidste noget om? Måske i hvert fald var han for ung til at dø. Selvom hans familie i Topalis ville være fuldstændig lige glad med ham fordi han ikke lignede dem. Ingen elver gener ud over højden og at han var tynd. Han lignede ikke engang en topalis som sin mor der var brun i huden som hans andre søskende. "Nej.. Und... Eller.. Javel" han skulle lige til at undskylde igen kun fordi ham var blevet opdraget sådan fra ga ske ung. Men så igen han  kun e altså godt sige andet. "Jeg.. Øhh.. Hedder Joseph" svarede han og skyndte sig at kigge ned i sin mad og spise en smule. Det duftede virkelig godt!

Saylah skævede kort på ham, hvorefter hendes opmærksomhed blev vendt mod maden. Han virkede som typen, som hele tiden følte behovet for at sige undskyld. Hvem havde dog gjort denne unge mand fortræd?
"Jeg er altså ikke efter dig, hvis det er det du tror." Saylah grinede lavmælt og rystede på hovedet, "Udover det, så går jeg ikke rundt og slår folk ihjel. Det er mest at stjæle folks egen dele tilbage, som de har fået stjålet. Jeg prøver at undgå at komme i problemer ved ikke at slå folk ihjel." Lød det bestemt fra Saylah og hun så kort væk igen og spiste sin mad. 

"Joseph. Sejt. Har du ikke en drøm? Noget du brænder for?" Spurgte Saylah og så nysgerrigt på ham. Saylah havde nok ikke noget tilfælles med denne unge mand, men hun kunne altid prøve at smalltalk med ham. Hvorfor hun gerne ville det, var hun ikke klar over. Måske havde hun bare behov for at snakke med nogen.

Han kiggede hurtigt på hende og kastede blikket tilbage på maden  mens han lyttede til hendes ord. Hvis ikke hun slog folk ihjel hvo4fsn kunne man så være dusørjæger? Hvordan kunne man tillade sig at stjæle folks ting uden at gøre noget tilgængæld? Han vidste det ikke og en tvivl opstod i ham. "Jeg.. jeg stjæler altså ikke!" han stjal aldrig! Ham ville nødig komme i klemme med en byvagt og ryge i spjældet. Han ville ikke engang kunne klare at bo i et fængsel i et stykke tid. Tænk hvis han blev slået ihjel i fængslet?! Der var mange skumle typer sådan et sted. Eller det regnede han da med at der var!

Han  spiste lidt æg sin mad og han kiggede lidt på boet som han tog en lille bid af. Han var så sulten at han næppe kunne klare at spise mere end en gang i dag. Hvis han var heldig kunne han måske få fat i et stykke brød i en container eller noget. "Jeg øhm... Jeg vil gerne lave tøj" han var ikke god til det endnu men tænk at blive e en anerkendt designer Elller noget helt andet. Tænk at producere tøj for at blive rig. Tænk at blive anerkendt i hele krystallandet for det tøj man sammensatte på folk der var rige. Han ville så gerne kunne klare at være sammen med rige folk og alligevel nyde godt at mærke stof imellem sine hænder. Men der var lige udsigter. Især når han ikke  var så god til at sy endnu. Han var slet ikke som dæmonen Sarril. 

Saylah så roligt på ham. Hun dømte ham ikke for at stjæle, men hvis han gjorde, så kunne hun sagtens forstå det. Det var så svært at få en masse penge i denne verden og hun vidste, hvor meget hun selv havde kæmpet for at have råd til at spise hver dag. Derfor var hun ligeglad med, hvad han lavede. Bare han havde hjertet på det rigtige sted og det kunne hun selvfølgelig ikke helt bedømme endnu. "Hvis du gjorde, ville jeg ikke dømme dig. Så bare rolig! Jeg tænker ikke sådan om dig." Fastslog hun og smilede over maden. Hun fortsatte med at spise indtil Joseph svarede på hendes spørgsmål. Hun rettede blikket mod ham, "Tøj siger du ? Hvilken slags tøj." Saylah var nysgerrig. Måske kunne han lave noget pænt tøj, som hun kunne bruge om ikke andet, ville hun da synes det kunne være fedt at kende en der kunne lave den slags.

Joseph bed sig hurtigt i læben kanske kort, men lidt hårdt. Det var rart at vide man levede en gang i mellem. Faktisk ville han hellere end gerne vide at han havde det godt, selvom det måske var hårdt at leve til tider. Ja han roede i containere for at overleve, ja han fandt aflagt tøj der var blevet smidt ud, og normalt var det ikke særlig pænt og vldig slit og hullet, men det toghan med. Han kunne jo regulere sin varm heldigvis, selv når han var i Nordlandet hvor der var så pisse koldt. "Sådan... Jeg kan ikke lide det" han havde aldrig stjålet noget i hele sit liv. Hvis han havde gjort det var det helt klart en fejl. Dog var det ikke mærkeligt at der blev set skævt til ham når han gik blandt menneskerne på markedspladsen. Han lignede en tigger og var en tigger. Han sad ikke med et stykke mjød eller øl, nej han vile langt hellere have mad eller have et escort op i gang. Det var sjældent at et escort arbejde kom frem, men det skete da til tider. Hvis han altså var rigtig heldig. Han havde da også fint tøj til at kunne gøre det med.
Da hun spurgte om hvilket tøj tænkte han sig lidt om. Det havde han faktisk aldrig rigtig tænkt over, han ville bare gerne have noget stof i hænderne, selvom han knap nok var særlig god til at sy. Han kløede sig lidt på kinden i en nervøs trækning. "Alt... Jeg vil.. Bare lege med stof" han håbede at han kunne blive lige så god som Sarril hun havde gjort det i mange år, og så vidste han ikke engang hvor gammel hun var sådan helt præcist. Men hun havde arbejdet med tøj længe, det kunne han da huske!

Saylah nikkede bestemt og spiste sin mad. Saylah havde aldrig nogensinde haft en rigtig drøm. Måske dengang hun var ung og ønskede at flygte fra Nero og hans onde klør, men ellers havde hun aldrig haft en drøm, som denne unge mand havde. Det berøte hende, og alligevel vidste hun at det var svært at få ens drøm til at gå i opfyldelse. 
"Hvad er det du ikke kan lide? At stjæle? Hvem kan det...Men jeg ser nu mit job, hvor jeg tager fra de rige og giver til de fattige." Saylah så ikke sit job, som et, hvor hun stjal. Hun ønskede bare fred og venskaber, selvom det ikke ligefrem var det nemmeste i sådan en verden, som hendes. 
"Stof? Det lyder interessant! Så må du igang med at følge din drøm." Kom det roligt fra Saylah og et smil blev sendt i hans retning.

Saylah nikkede bestemt og spiste sin mad. Saylah havde aldrig nogensinde haft en rigtig drøm. Måske dengang hun var ung og ønskede at flygte fra Nero og hans onde klør, men ellers havde hun aldrig haft en drøm, som denne unge mand havde. Det berøte hende, og alligevel vidste hun at det var svært at få ens drøm til at gå i opfyldelse. 
"Hvad er det du ikke kan lide? At stjæle? Hvem kan det...Men jeg ser nu mit job, hvor jeg tager fra de rige og giver til de fattige." Saylah så ikke sit job, som et, hvor hun stjal. Hun ønskede bare fred og venskaber, selvom det ikke ligefrem var det nemmeste i sådan en verden, som hendes. 
"Stof? Det lyder interessant! Så må du igang med at følge din drøm." Kom det roligt fra Saylah og et smil blev sendt i hans retning.

Han lagde hovedet en smule på skrå og kiggede lidt ned i sin mad, inden han lod blikket glide over på hende. Han bed sig svagt i underlæben inden han lagde hovedet glide ned på sit brød i venstre hånd og tog det op til munden. Han tog en bid af brødet og øste efterfølgende noget mad ind i munden mens hun snakkede. Hans blik vandrede hen på hende mens han nikkede og tyggede af munden. "Ja... Det er forkert at... Stjæle..." svarede han og kiggede lidt ned i jorden inden blikket blev sat op på hende igen. "Giver til... De fattige?" han var fattig! Han ville gerne tjene krystaller som alle andre, men eftersom at kontrakten var udløbet på hans liv og slave arbejde. Godt nok havde familien sagt at han var adopteret bort, men det var en lodret løgn. Han blev brugt som slave! Det var hans egen erfaring i hvert fald, men hvad vidste han når han ikke rigtig havde styr på sit eget liv længere.
"Mmmh... Men... Det er dyrt at lege med stof... Og jeg er fattig, jeg er blot en simpel tigger" kom det fra ham i en nogen lunde hel sætning. Han skyndte sig at kigge ned i gryderetten og tog en noget i munden. Det smagte himmelsk! Lige så godt som på en kro!