De så oftere og oftere, men en dag var endnu ukendt. Pompeia befandt sig et sted der endnu var som en labyrint for hende, men kursen til slavehandlen var nøje blevet formidlet til hende, så uden at virke som en fremmed i sit nye hjemsted, fandt hun fejlfrit derhen.

I dag havde hun holdt sig lidt for sig selv, men alligevel valgt at hun ville se Jontar. Slavehandlen var hans domæne, så hun kunne få et klart billede af hvem han var som handelsmand og uden sin fars øjne i nakken. Noget havde naget hende siden de hun vendt tilbage og de havde talt i mange vinde. Skulle hun søge rådgivning i Kazimi familiens råd efter en shaman, åndemaner eller ypperstepræst indenfor det felt. Kunne hun igennem det lette en byrde på hans skuldre og gøre ham en tjeneste. Ordene var aldrig blevet sagt, men det lød næsten til at han ønskede at ånderne åd op hans mors sjæl. Ikke bare i hendes underbevidsthed, men i den fysiske form. Om ånder kunne bryde igennem dimensionen mellem liv og død, var svært at sige, om det var prøvet havde hun ej heller nogen viden om.

Men Pompeia havde forsøgt at læse op på ånder og de forskellige grader af ånde-visualisering der fandtes, eller var man var bekendt med. Men det var ikke noget at bringe på banen med ham endnu. Måske Fyrst Sephyran kunne hjælpe hende, om han syntes om ideen var nok snarere noget andet. Et suk undslap hendes læber som hun gik med eftermiddagen sol mod slavehandlen.

Pompeia gjorde en indsats for ikke at se på slaverne eller sænke for mange et blik af sig selv. "Jontar," sagde hun med en familiær stemme som kun han af alle ville kende.

Endnu. Det var et ord, Jontar klingede sig til som en sutteklud. Normalt var han ikke bange eller muggen over hans faders position og dens effekt på ham. For oftest havde den ikke den store effekt på Jontar. Men nu var prinsen blevet hovedmålet for hans faders position. Og med den effekt skulle slavehandlen blive mindre og mindre markant i prinsens liv. For nu var han endnu slavehandler for slægten. Og han ville uden tvivl kunne fortsætte til en hvis grad, men ikke som før. Han ville ikke kunne fordybe sig. Han skulle begrænse sig. Lægge fokus andet sted, om han ønskede dette eller ej.

Nedbrændingen af slavehandlen for noget tid siden havde endnu efterladt spor på slavehandlen, men som en hydra kunne slavehandlen ikke bare skæres væk. Ikke her i syden. I syden var slaver lige så vitale som sollyset.
For nu var Jontar i færd med at inspicere et eksemplar af en ung elver. Om denne kunne være en af paladsets næste slaver - eller om prinsen kunne videresælge denne for profit. Altid de gode spørgsmål. De færreste i slægten var her, hvorfor Jontar altid følte sig alene på den gode måde. Derfor blev han da også overrasket, da han kiggede op. En alt for velkendt stemme på det seneste kaldte efter ham. "Pompeia?" udbrød Jontar en anelse forvirret, da de limegrønne øjne faldt på den yndige kvinde.

Moden hans stemme lød, var en mild overraskelses for Pompeia. Det kunne næsten tolkes på sådan en måde, at han aldrig fik besøg i slavehandlen, hvilket var forståeligt nok. Det var hans domæne. Hun ænset at han var i færd med et gøremål, men hvad det præcist gik ud på, var hun i tvivl om. "Jeg tænkte at du trængte til noget selskab," en mild form af løgn, hun havde så ment også behov for ikke at have øjne i nakken, selvom de hverken kunne ses eller tittes frem fra deres skjul. Mon ikke Jontar forstod det. 

Pompeias blik faldt mod slaverne, før hun atter så på Jontar; "Vil du fortælle mig hvordan du... vurdere dem?" tvivlen lå ikke i at han vurderet dem, men om det egentlig var det han var i færd med.  

De eneste gange, hvor Jontar havde fået selskab af familien, der ikke var direkte forbundet med slavehandlen, var, når han selv tog dem med. Eller når faderen gerne selv ville med. Aldrig var han blevet mødt uopfordret af familiemedlemmer og da slet ikke hans kommende kone - nu havde prinsen heller aldrig haft en kommende kone før nu.
"Det kan jeg vel godt." fortalte Jontar, dog uden en irriteret tone. Selvfølgelig kunne det være anstrengende at blive afbrudt midt i arbejdet. For han ville næppe kunne arbejde lige så intensivt, når han skulle underholde Pompeia. 

Det var tydeligt at se, da Pompeia kiggede på slaverne foran dem. Jontar havde kigget på en lille gruppe af elvere. Fem var der. De var ikke nødvendigvis et tvunget køb i gruppe, men som altid ville mængdekøb bringe rabat. "Hvordan jeg vurderer dem? Det er enkelt nok. Hvor trænet de er, hvor lydige de er, hvor stort potientiale de har." Det var nogle af faktorerne. Jontar nævnte dem ikke alle. Det ville han hverken gøre til nogen og da slet ikke over for en køber. For det var ikke kun Pompeia, der hørte. 

Det var ingen hemmelighed for Jontar at hun ikke var den første til at juble højt omkring slaver, men hun viste ingen tegn på at hun ikke bifaldt det. "Vurderes de også ud for deres evner og hvilken effektivitet det har?" hun kunne næsten lyde som en der havde i sinde at købe ind, men det var desværre ikke tilfældet her. Nej, hun ville blot prøve at sætte sig i Jontars sted og se om hun ville kunne være en attraktiv hjælper i måske fremtidige beslutninger. 

Evner kunne være godt at have i slave, såvel en ulempe. Evnede folk kunne altid forråde ind i sidste ende, hvor personer uden evner var den mest optimale og idealle slave. De var til ingen fare for nogen, kun for dem selv. Men det var nok så meget. Men hun kigget på Jontar. "Ville du foretrak at jeg lod dig arbejde færdig, .. " hun sagde ikke resten af sætningen, det var slaverne unødvendig viden, men Jontar havde mere end bare sand mellem ørerne, så mon ikke han kunne lure, at de kunne snakke lidt sammen i privaten. 

Slavehandlen havde ikke været noget, Pompeia aktivt havde gjort positiv del i. Hun kom ganske vist fra syden. Hendes hud var tydelig tegn på dette, men hun var opvokset i Dianthos. Hovedstaden for de frie. Slaver var kun normen hernede, hvorfor hendes ikke så hemmelige tanker var omkring disse. Derfor var Jontar nok også mere overrasket over at se hende her. "Både os. Slaver bør kun bruge deres evner, når de bliver spurgt om det. En slave, der er for hovmodig med en for stærk evne, var starten på en katastrofe." fortalte Jontar. Dog var gode evner selvfølgelig værdsat. Blot tag Emin. En af paladset bedste slaver. Hans evne gjorde ham i stand til at duplikere sig selv. To gode slaver i samme krop. Hans forfader havde i sandhed gjort et godt køb med ham.

De limegrønne øjne kiggede på hende, som han drejede kroppens fokus mod hende. Sælgeren af elverne var uden tvivl ikke glad for at miste fokus fra en prins, men det var heller ikke klogt at ytre modstand. Jontar ville vælge sin kommende kone over enhver slave, om så det var landets bedste. "Nu er du her allerede. Spild, hvis jeg sendte dig hjem igen, synes du ikke?" Var det mon Pompeias egen måde at slippe ud? Hvorfor var hun så kommet her, hvis hun alligevel ønskede sig langt væk fra slavemarkedet? Kvinder var besynderlige skabninger i sandhed.

Det var alligevel noget af en lid man havde til slaver. De var som alle andre, individuelle væsener. Jovist deres skæbne var delvis båndet i sekundet de var sat i fangenskab, men det hindret dem næppe i at gøre oprør - gjorde det vel. Men Pompeia vidste udmærket godt, at hun skulle ikke begynde at sætte for mange spørgsmålstegn ved emnet.

Hun skævede kort til sælgeren, før hun lod blikket mødes med Jontar. Et kort misfornøjet udtryk var at ane som han brugte ordene 'sendte dig hjem igen'. Ordvalget var måske ment som noget andet, ubetydeligt. Men hun var ikke underlagt ham endnu på en måde, at han kunne smide sig om med ordene sådan, "Jeg ser området an, mens du færdiggøre din handel, Jontar. Dernæst kan vi tale sammen," ordene var bestemte og uden følelse. Ingen grund til at give handelsmanden noget at tale om, dog at give Jontar noget at tænke over.

Pompeia vendte sig uden videre og gik mod udgangen hun var kommet indad.

Sælgeren var alt andet end glad for ankomsten af Pompeia. Jontars fokus var tydeligt rettet mod hende frem for salget. Derfor, da hun erklærede sin hurtige exit, var sælgeren glad, men selv der fjernede prinsen ikke fokusset fra sin kommende hustru. "Vent," sagde han højt. Pompeia skulle stoppe op, for så ville prinsen dreje rundt mod sælgeren. "4 diamanter for den unge kvinde og mand. Du kan beholde den aldrende elver."
Det var en god pris. 2 diamanter for hver slave. Havde Jontar haft mere tid, ville han have presset prisen ned, men han havde en kone, der ventede. Eller kommende kone. I deres situation var dette det samme. "Lad dem blive, så henter mine medarbejdere dem."

Med salget slut kunne Jontar gå væk fra sælgeren uden at efterlade ham med en sælgers blå boller. "Hvorfor gik du?" spurgte Jontar, som han nåede hen til Pompeia atter igen. Han havde ikke bedt hende om at gå. Han havde meget direkte sagt, det ville være en skam, hvis hun bare gik tilbage igen, så hvorfor gjorde hun netop dette?

Hun hørt hvad der skete bag sig, men hun lod sig ikke påvirke af Jontars håndtering af det, for det lød forhastet og uovervejet, men alligevel som en bestemt beslutning. Pompeia var blot kommet nogle få meter væk fra slavehandlen og så bestemt på Jontar: "Overvej ord langt mere nøje, min kære. Du kan sende en kone hjem, som hun var underlagt din befaling, der er jeg endnu ikke - og jeg ynder ikke at føle mig sådan," sådan som et objekt der var hans at eje og bestemme over. Hun sagde det ikke med nogen sure miner eller tone, men med en klarhed om at de skulle være lige. Ord skulle vælges nøje når de var ude i offentligheden, men også af hensyn til deres respektive forhold til hinanden. 

Ellers måtte Jontar træde i karakter og sætte sine klare retningslinjer op for hende, som han endnu ikke havde. Skulle de være ligeværdige, som han i første omgang havde givet udtryk for, eller skulle hun faktisk træde et halvt skridt tilbage. 

Kort løftede han øjenbrynene af sin kommende kone. Jovist var det typisk, at husbonden kunne bestemme over sin kone. Ikke som en ejer til sin slave eller ansatte. Men siden hvornår havde prinsen beordret Pompeia noget? Han havde aktivt sagt, at det ville have været spild af tid at sende hende hjem igen, hvorfor også var grunden til, han dragede en nok lidt for hurtig forhandling. Havde han haft mere tid, kunne han uden tvivl havde slået noget af prisen eller fået noget ekstra med til samme pris. Han havde valgt at betale mere for Pompeias skyld. Var det sådan her, det var at have en kvinde i sit liv?
"Selvfølgelig, selvfølgelig. Du er endnu din egen kvinde," startede Jontar. Han tog blidt fat om hendes underarm, nær håndledet. Ikke langt fra at holde i hånd faktisk. "Og selv efter vores bryllup vil du endnu være din egen kvinde. Ligesom jeg forbliver min egen mand." Og af den sætning var der nok kun én af tingene, der var mest sandfærdigt. Og det var sætningen om hende. I lang tid havde Jontar ikke følt sig som sin egen mand. Mere et lille barn, der fik truffet samtlige valg for ham. 

At opgivende suk forlod hende som en byrde forlod hende. Jovist det var nok forkert reageret, men hun havde ikke nydt sig af ordene. På den ene måde forstod hun godt Jontars forvirring, men alligevel ikke. Hun skulle nok vænne sig til det. Selvom han lovede hende et respektabel forhold, at de begge ville forblive deres egne herre var en sød løgn. Hun kæmpede lidt for at holde smilet igen med ham. Hun sænkede ikke hans lette greb om hendes håndled et eneste blink, men rykkede let i sin egen hånd for at de i stedet kunne holde håndfladerne mod hinanden. "Efter brylluppet vil jeg være din, Jontar" det var en mild rettelse, men hun tog en dyb vejrtrækningen. "Du ved at deres Fader ikke vil værdsætte det sådan, men vi finder en metode der gavner os alle," 

Pompeias ord var som et ekko af hans faders holdning. Ja, selv hun indrømmede det ved at nævne fyrstens position til Jontar i sine ord. En dyb indånding blev taget. "Jeg har ladt min fader bestemme visse ting i mit liv, men han bestemmer ikke alt. Min hustru er blevet bygget op takket været ham, men vores ægteskab er vores," Med seriøse øjne tog Jontar fat om Pompeia. Ikke på en ejerskabsfacon eller i vrede. Han tog om hendes overarme for at kigge dybt i de honningfarvet øjne. Så hun kunne læse seriøsiteten for sig selv. "Lyt til min, Pompy. Vores fremtid blev sat sammen af andre, men vi styrer den herfra. Aftale?"

Hans ord var så sande, som det faktum at solen stod op igen i morgen. Hun var bygget op til præcis sådan et formål, om det ville ske eller ej. Men Jontar var bestemt - og bestemt sin egen herre. I sandheden turde Pompeia bare ikke risikere at smide det væk ved at trodse Fyrsten. Det var splittende. Men hun nikkede eftertænksomt og anerkendende til det han sagde. 

"Selvfølgelig," det kunne næsten tolkes som hun talt ham efter munden, men hun vidste at det ville ikke gavne hverken ham eller hende, så det var blot en bekræftelse på det han sagde. Men hun skævede kort til siden og fandt et lille smil frem og så igen mod ham; "Jeg vil lade dig arbejde, og vi vil ses i aften til en aften gå tur," 
Hun slentret op ved siden af ham og lod kort hendes hånd falde til hans arm som hun gav den et lille klem og gav ham et smil og et glimt i øjnene, før hun gik videre. 

Det var ikke op til ham at stoppe hende nu, de skiltes på god fod og hun så frem til at hans fortælling om dagens arbejde. 

Skønt Jontar havde officielt afsluttet handlen - med lidt for meget hast end ønsket - havde Pompeia tydeligvis ingen intentioner om at lade dette forblive hos dem. Det var, som om hun ønskede videre. At det havde været en for impuls ide at komme her. Måske hun ikke ville være her. Hun havde måske prøvet at være her for Jontars skyld. For hun vidste uden tvivl, hvor meget slavemarkedet betød for prinsen. Stod det til ham, var det jo her og ikke fyrstedømmet, som ville ende hos Jontars fødder. Men skæbne havde selvfølgelig andre ideer.
"Lad os det. Græsarealerne ved paladset?" Der var ingen grund til at grave dybere. For Pompeia ønskede tydeligvis ikke at være her. Derfor lod Jontar hende også bare gå væk fra ham. Klemmet på armen blev kigget på. Og blikket fulgte hende også, som hun forsvandt væk fra ham og slavemarkedet. Først der drejede prinsen om på hælene for at gå tilbage til den hurtig afsluttet handel. Nu kunne han selv afslutte de mere praktiske dele af handlen. Nu når officielle jo netop var færdiggjort.