Det var hårdt og udmattende at tage rejsen fra Balzera til Dianthos til fods. Ikke at Yotul havde problemer med smerten, men hun havde nok foretrukket at finde en hest, eller kamel på vejen, så det ville være gået hurtigere. Lige nu havde hun dog brug for at hvil, så hun havde forladt den øde ørken og var nu trådt ind i Sarghos. Varmen var næsten ikke til at holde ud, som hun holdt udkig efter et sted, hvor hun kunne slå sig ned for natten og muligvis også dagen. Fødderne var ømme og energidepoterne var opbrugt. Hvis hun pressede kroppen for meget, så ville hun end ikke være i stand til at bruge sine magiske evner, hvis hun skulle komme i fedtefadet.

Undervejs havde hun angrebet en hestevogn, både for proviant, men også for at skaffe sig nogle klæder. Derfor bar den grønne kjole enkelte pletter af blod omkring kraven. Det var ikke voldsomt og om aftenen var der ikke mange, der ville bemærke det. Alligevel havde hun valgt at prikke hul på sin egen læbe, som en dækhistorie til, hvorfor hendes tøj var en smule blodigt. Om halsen hang den sædvanlige halskæde. Det eneste hun havde været i stand til at tage med sig på rejsen til Rubinien for nogle år tilbage. Kæden var lang og af sølv. Den var lukket i nakken, lige under det korte hvide hår. Selve vedhænget var lavet af metal, forsølvet, som indkapslede en blå rubin. 

På sin vej ind på kroen, passede hun en skikkelse, der var ganske let påklædt, hvilket sikkert skyldtes varmen, men hun bemærkede ham ikke, som hun trådte ind på kroen og straks fandt vej til baren for at få skænket sig et glas rødvin. "Fyld det godt op" påpegede hun for krofatter, som hun trippede ganske let med foden, imens at blikket hvilede på glasset, der langsomt blev fyldt op. Hun greb hurtigt glasset, som hun vendte rundt og lænede sig imod baren, imens at hun spejdede efter et sted at sidde. Hun trængte til at få fødderne op.. De bare tæer havde også trukket en smule sand med ind på kroen, men det var en risiko, når man befandt sig midt i ørkenen.

Mens han stod i sine tanker, bemærkede han godt en skikkelse i øjenkrogen. Han rynkede lidt interesseret på brynene men kiggede ikke direkte før skikkelsen kom tættere på. Det hvide hår fik hende til at stå ud blandt alle andre, men hans øjne låste sig fast på smykket om hendes hals. Det var præcist det han havde kigget efter! Noget af værdi! Hans selvsikkerhed slog til og som hun forsvandt indenfor stod han med et smil på læben. Hun havde virket målfast, hvilket sikkert kunne være en god hjælp. Selvom halskæden ikke bare virkede som bare et stykke smykke? Især fordi farven ikke just passede med klæderne hun havde på. Så han skulle være ekstra påpasselig. Halvelveren klukkede for sig selv, spændingen sitrede næsten i fingerspidserne og han var ikke engang trådt ind.

Da han gjorde var det ret simpelt. Han vendte tilbage til den mand hvis selskab han havde nydt tidligere og snuppede hans pose med ravstykker med på vejen, før han fandt op til krofatteren. Stod overvejende som han tænkte sine muligheder igennem. Hans blik vendte sig, efter at han strategisk havde stillet sig nær den hvid-hårede kvinde. “Hvilken sort er det du drikker?” Spurgte han nysgerrigt, hovedet tiltet let på skrå.

Der var travlt inde på kroen, men Yotul fokuserede slet ikke på sine omgivelser, som hun styrtede lige imod baren. Krofatter var i færd med at klargøre nogle krus og glas, så han fortsat kunne hælde drikkevarer på de tørstige. Han satte det dog hurtigt fra sig, som Yotul bad om et glas vin til at slukke sin egen tørst med. Ørkenen var et frygteligt sted, når man var van til et langt mere fugtigt klima. Alligevel havde hun lært noget i sin tid i Rubinien, man måtte aldrig gå ned på drikkevarer. Særligt ikke alkohol baseret. Ikke at det havde nogen effekt på hende. Ikke at hendes omgivelser kunne se det på hende.

Hun tog straks imod glasset, som det blev placeret foran hende. Yotul løftede det let op til munden, før at hun bemærkede en skikkelse ud af øjenkrogen. Bevægelsen blev afbrudt, som elveren stillede hende et spørgsmål. Hun løftede let det ene øjenbryn. "Lokalt, selvfølgelig" svarede hun med et nik. Serverede de andet i Rubinien? Vinen var blodrød og fuld af se sødeste frugter. Sikkert nøje udvalgt til lige netop denne vin. For alkoholen var næsten ikke til at spore i smagen. Der var kun en ganske let snert af bitterhed. Med spørgsmålet besvaret vendte hun blikket imod sit glas igen, denne gang for at tage en slurk, før hun ville blive afbrudt igen

Manden lod til at være insisterende, men det var ikke første gang, at hun havde oplevet det modsatte køn insistere på at indlede en længere samtale med hende. Men det blev aldrig rigtig som de forventede. Det var dog ikke til at vide, hvad manden ønskede med samtalen, hvor det skulle lede hen og hvad tankerne var bag det. Det var de færreste mænd, som faktisk havde noget fornuftigt at sige. Derfor virkede hun ikke særlig interesseret, da han forsøgte at indlede en samtale med hende. Hun lyttede dog til hans ord, som hun strøg fingrene omkring glasset og langsomt løftede det imod sine læber. Hun stoppede dog, som han hentydede til at indholdet måske ikke ville tilfredsstille hendes smagsløg. Yotul løftede det ene øjenbryn, som hun holdt glasset kort fra underlæben. 

Kirsebærvin.. Hun lyttede opmærksomt, som manden fik krofatter til at skænke ham endnu et glas. Men blikket vandrede hurtigt i modsatte retning. Mon han havde det hele i munden? Indtil videre var hun ikke imponeret, som hele hendes krop også var drejet væk fra ham. Lige indtil han tilbød glasset til hende. Derpå drejede hun kroppen og satte sit eget glas ned, før at hun rakte ud imod hans. "Du er ude på dybt vand" svarede hun med et glimt i øjet. Der lå så meget mere bag det, som hun dog tog fat om glasset og løftede det for at beundre den mørke farve. Kort efter tog hun den første slurk. Det lå længe på tungen, før at hun sank og løftede glasset fra underlæben, men holdt det i hånden. Måske han havde fat i noget..

Selv hvis hun ikke virkede til at have megen interesse i at snakke, kunne Sashan sagtens snakke for dem begge. Hvis hans selskab virkede til at genere hende, måtte hun vel sige noget. Men han havde stadig øje for det pæne smykke om hendes hals, selv hvis han slet ikke lod øjnene glide i dets retning. Så om intet andet ville han prøve at se om hun ville varme op til ham. Kirsebærvinen var et sats og så alligevel ikke. Dets sødme var perfekt til Rubiniens nætter. Som et minde om den varme dag der havde passeret.
Hun satte sit glas ned. Det fik hans indbydende smil til at gro en anelse. Han lod hende tage glasset, hendes bemærkning fik et fnøs ud af halvelveren før han kort kiggede ud mod den glædelige mængde af larm der var om dem. "Jeg har lært at svømme." svarede han kækt.
Hun tog en tår og han skævede til hende. Havde måske forventet en form for bekræftelse eller afvisning, men om intet andet holdte hun stadig på glasset. "Så udover at nyde den lokale vin, hvad holder dig ellers her i Sarghos her til aften? Du ligner ikke typen der har en karavane i hælene." påpegede han ud fra den påklædning hun havde på.

Den varme glød i mandens hud fortalte hende blot, at han måtte tilhøre Rubinien. Et område, hvor Yotul slet ikke hørte til. Men alligevel havde hendes ellers så blege hud fået farve efter at have opholdt sig i området over en længere periode. Men slet ikke i stil med manden ved hendes side. Han lod også til at kende områdets specialiteter. Noget hun måske kunne drage nytte af. Hvis hun skulle finde den hurtigste vej videre. Men først måtte tørsten slukkes. Og manden afvises, hvis han blev ved med at insistere vel og mærke. Medmindre at han faktisk havde noget nyttigt at bidrage med. Indtil videre lod han til at være et kækt barn. Ikke at det var til at bedømme hans alder, men det var de færreste, der tog kontakt til hende uden at havne i problemer. Alligevel tog hun imod hans input og løftede glasset. Smagen var da behagelig, indbydende, fyldig og lokkende. "Nuvel" svarede hun med et glimt i øjet, før at det dalede imod glasset og hun kiggede imod krofatter.

Yotul nulrede glasset imellem sine fingre, som hun betragtede den røde væske i glasset. Han var vedholdende, det måtte hun give ham. Derfor valgte hun også at dreje kroppen imod ham, som hun stille placerede en hånd imod hans lår. Hovedet gled let på skrå. "Hvad fisker du efter?" spurgte hun direkte, som hans ord virkede søgende. "Selskab i nat?" fortsatte hun, som smilet bredte sig og hånden langsomt vandrede op over hans lår. "Jeg er på gennemrejse fra Rubinien til Obsidianøerne" svarede hun langt om længe hans ord. Hvor meget kendte han til verdens situationen? For var hendes ord alarmerende i hans ører?

Hans spørgsmål var rent nysgerrighed, ingen onde intentioner eller yderligere planlægning. Så længe han ikke vidste hvad han havde med at gøre ville han ikke sætte sine forventningwr for højt. Hun vendte sig mod ham, hvilket overraskede ham en anelse efter hvor uinteresseret hun havde virket, hendes pludselige berøring fik ham til at vende blikket mod hendes hånd på hans lår. Spørgsmålet fik ham dog til at klukke let. Prøvede hun på at regne ham ud? Tilføjelsen samt den søgende hånd fik ham til at tilte hovedet let til siden. “Er det en hentydning?” Spurgte han drillende fremfor at svare hendes spørgsmål. Hun havde jo ikke gengældt hans med et svar endnu.
Da hun endelig svarede, tænkte han det kort igennem med et undersøgende blik der hvilede på hendes ansigt og så sukkede han let. “Jeg har faktisk aldrig haft fornøjelsen af at snakke med typer af din slags. Du ved… folk der ikke bare har en historie om en kedelig handel eller et typisk eventyr.” Forklarede han, skævede mod hendes hånd såfremt den stadig lå på hans lår. “Jeg er opvokset her hvor der ikke er andet end rejsende og historier. Er det overraskende at jeg er nysgerrig på enhver der kommer forbi?” Spurgte han med et let smil, måske en anelse uskyldigt. Han løj ikke, men han undlod også dele såsom alt den svindel og tyverier der fulgte med hans nysgerrighed. Han lagde en arm mod disken som lod ham læne lidt tættere på hende, og lagde sit hoved i sin hånd. “Du må vel have et par historier i bagagen?”

Der var ingen chance for at halvelveren kunne vide, hvem han havde med at gøre, som Yotul bestemt ikke var den typiske skovelver. De fleste tilbedte naturen, lovede at de ikke ville gøre nogen ondt og tilbedte den forkerte. Hun var slet ikke som dem, men kunne nok bedre sammenlignes med en mørkelver. Ikke at man kunne se det på hendes ydre, særligt ikke med den forbandede kjole på.. Hvor hun hadede kjoler, men lige nu så hun ud til at være ganske tilpas i den, som hun skævede imod manden ved hendes side og ikke helt vidste, om han var det hele værd. Yotul var tilbøjelig til at rejse sig med begge glas og efterlade ham ved baren. De var begge sparsomme med svarene, så hun kunne ikke lade vær med at tænke, at han skjulte noget.. Hun var fristet til at finde ud af det. Selv hvis det ville koste hende noget i processen. Derfor fortsatte hånden også sin vandren.

Hendes slags? Yotul lo ganske let, nej, han kunne umuligt være stødt på nogen, af hendes slags, for det var de færreste skovelvere, der havde deres opvækst blandt orker. "Bliver du aldrig træt af de samme historier?" spurgte hun uddybende, som hånden stoppede midt på hans lår. Hun rettede ryggen en smule op, som hun skød brystet frem. Hvorfor stille de samme spørgsmål igen og igen. Forventede han forskellige svar? Eller bare noget særligt én gang imellem? Hun havde skam nogle særlige historier, men ville hans unge sind være i stand til at lytte til dem uden at blive forarget eller forfærdet.. "Mere end det" svarede hun, som hun løftede hånden fra hans lår for at tage fat i glasset, som hun rejste sig fra stolen og forlod baren.

Hun fandt hurtigt et ledigt bord, som hun satte sig tilrette med fronten rettet imod ham. En simpel gestus, en hånd imod pladsen ved hendes side, indbød ham til at sætte sig ved hendes side. Så skulle hun nok fortælle ham det hele.

Hendes spørgsmål fik ham til at trække let på skuldrene. Var alles historier virkelig så ens? Han ville mene at alle historier kunne have træl der var ens, men aldrig havde historier været ens fra start til slut. “Ville din historie være ligesom alle andres?” Spurgte han i et drillende toneleje, dog var det også retorisk. Ikke at hans var speciel, på ingen måde. Han havde altid drømt om at se mere af verdenen men første skridt var at forlade denne by. Indtil da, måtte han nøjes med historierne udefra. 
Hun rejste sig og hans øjne fulgte hende som hun gik. Havde hun blot sat sig og kigget væk, var han ikke sikker på at det ville være en god idé at følge med. Men hun satte sig, velogmærket med fronten mod ham, hånden der indbød til at han kunne sætte sig hos hende. Hvorfor skulle han ikke tage imod det tilbud? Han rejste sig og gik hen for at indtage pladsen bed siden af hende, nysgerrig på at høre hvad historier hun havde. “Jeg har aldrig hørt to historier der har været ens.” Indrømmede han så, sendte hende et let smil som han tænkte over det. Måske var det fordi han tog al informationen han fik fra historierne og pillede dem fra hinanden for at finde frem til essencen. Og måden de fleste fortalte, ville altid sige noget om deres person. Var de kun fokuserede på deres eget perspektiv? Prøvede de at fremstå som helte i deres egen historie? Han måtte indrømme at han ikke anede hvad hun ville fortælle ham. Ikke desto mindre var hans nysgerrighed ikke til at tage fejl af.