Rubinien var noget helt andet.. men det var alt sammen en del af hendes ønske om at udvide sin horisont. Omend hun ikke havde forventet at havne midt i en stor sandkasse, så havde hun fundet sig til rette. Hvis det altså ikke lige var for den lille detalje med den barnlige krop. Yotul havde desværre ikke haft mulighed for at finde en kur, men hun gik stadig med tankerne om at få sit gamle jeg tilbage.

Der var gået mere end et år, men hun lignede stadig et barn. På lige under 4 år. De fleste i rubinien tog hende ikke seriøst og så hende blot som en slave, der tilhørte Kazimi familien. Men der havde hun ikke været længe. Det var for låst, men er interessant indblik i en anderledes familie.

Men nu kunne hun mærke, at der skulle ske noget. De bare tæer var begravet i sand, sand der havde bevæget sig i århundrede, sand som dækkede ruinerne af ørkenelvernes by. Hun var betaget af de høje bygninger, hvordan sandet havde slebet på de store monumenter og ladet tiden sætte sine spor. Yotul virkede som et nysgerrigt barn, der var på udflugt uden sine forældre. Men hun havde ingen og behøvede dem bestemt heller ikke. Så satte hun lige pludselig i løb ned ad en bakke, hun væltede på halvvejen og trillede ned til bunden med et stort smil på læben og en latter, der gav ekko.

Rubinien var et af de mere interessante steder, syntes Zane.
Vejret var varmt, maden var god, og... tjah, kvinderne var skønne!
Der var også rigeligt med arbejde at finde for en som ham, så når kistebunden begyndte at kunne anes, var Runinien stedet at tage hen.

Havde man evnerne, var det let at være lejesoldat her.

Et af de bedre steder at slå lejr, syntes han, var de sanddækkede ruiner af ørkenelverbyen Mydth'Ethil.
Her kom sjældent en masse rejsende, så her var relativt fredeligt og roligt.
Med undtagelse af det lille barn, som lige nu tumlede rundt i sandet.

Vent... hvad!?

Zane blinkede med øøjnene, og kiggede i retning af det lille krapyl, som stavrede rundt et stykke væk.
Var den alene...?
Hurtigt og lydløst stræg han hen over sandet, på udkig efter barnets forældre - eller ejere, det var jo Rubinien - men fandt ingen.

Zane sukkede, og nåede frem til ungen.
Han gloede lidt, og hæævede så kort det ene øjenbryn.
Hvorfor virkede krapylet bekendt...?

"Hvordan i Zaladins navn er du havnet her...?"

Der var sand over det hele. I håret, under det lasede tøj og i hendes mund, som hun var rullet rundt og muligvis havde glemt at lukke munden på vejen ned. Men aldrig havde hun følt sig så fri, som hun gjorde lige nu. End ikke mørket kunne nå hende her, de vidste ikke engang, hvordan hun så ud mere. Selvfølgelig kunne de spore hendes blod, men det ville kun være aktuelt, så længe hun ikke selv kunne ændre dets struktur. Hvilket hun havde overvejet for at slippe ud. Men lige nu, nød hun solens varme og måde hvorpå sandet klistrede sig til hendes krop. Det var virkelig over alt. Særlig da hun lukkede kæberne sammen og kunne høre, hvordan det knaste imellem hendes tænder.

Hun var midt i at forsøge at komme op at sidde, da hun lige pludselig hørte sandet bevæge sig ikke langt fra hende. Så blev hun straks liggende, som hun dog strakte halsen for at se, hvem skikkelsen var. Endnu en latter fløj ud over hendes læber, som hun bemærkede ham, halv forblændet af solen dog. Zane! Hvad lavede han herude? "Her?" gentog hun en smule forundret, hvad var der så særligt ved stedet her? Hun var da fri til at færdes, hvor hun lige havde lyst.

"Med mine ben" svarede hun, som hun vendte blikket mod sine fødder og løftede dem op, så han bedre kunne se, at hun var gået hele vejen. Fødderne bar i hvert fald tydelige spor af, at hun var gået langt for at komme frem til ruinerne. Men det var da et besynderligt spørgsmål, at stille hende.

Zane stirrede lidt på ungen. Den talte ualmindeligt godt, taget dens alder i betragtning.
Og var det attitude?
Hvorfor virkede hun så bekendt...!?

Han kiggede lidt på hendes små fødder, og rystede så på hovedet.
"Hvor er dine forældre? Fortæl lmig hvor du bpr, så følger jeg dig hjem..."

Hvad var det her for noget?? 
Et lille barn ude i ørkenen, knap hvad... fire år gammelt? Hun burde være blevet ædt allerede...
Og nu måtte han, trods sit ry som sadistisk morder og lejesvend, tage sig af at få hende bragt hjem.

Børn var børn, og selv for Zane, havde de ingen skyld i denne verden.
Ikke når de var så små.

Det var tydeligt at mørkelveren foran hende, ikke blot undrede sig over, hvad hun mon lavede i ørkenen og så endda på egen hånd. Men hans reaktion kom en smule bag på hende, hvilket nok var årsagen til at hun endnu ikke havde bekendt kulør. Netop fordi det var så morsomt, at se ham forsøge at regne det hele ud på egen hånd. Hun viftede ganske let med fødderne, som hans blik var rettet imod dem. Så lagde hun benene ned i sandet igen og trillede rundt, så hun i stedet lå på maven. Albuerne blev placeret i sandet, så hun kunne kigge opad. 

"Væk.. Jeg har intet hjem" forklarede hun, imens at hun viftede med benene frem og tilbage. Endelig valgte hun dog at rejse sig op, som hun drejede omkring for at løsne det meste af sandet fra hendes klæder. Der var langt op til den høje mørkelver, som hun lagde hovedet bagover. Hun var nær faldet bagover, men nåede at gribe fat i hans klæder, som hun klamrede sig til hans ben med et fnis. "Skal vi ikke lege en leg?" spurgte hun med blikket rettet op imod ham og de største øjne, tiggende om at lege og helst nu. Eller for 5 minutter siden.

Zane betragtede roligt det lille krapyl.
Ja, det var da meget nuttet med de der store, runde øjne og buttede kinder...
Selv han, kunne godt se det.

Alligevel ville han helst have barnet leveret tilbage i sikkerhed så hurtigt som muligt.
Det var klart mest fornuftigt, ikke?
...bare surt at det ikke umiddelbart ville blive let.

"De er væk...?" kom det fra ham, mens han kastede endnu et blik rundt omkring dem.
Det her barn blev mere og mere mystisk hvert sekund, og han kunne stadig ikke slippe fornemmelsen af, at han kendte hende.

"Lege...?" Åh nej...
"...okay. Hvad vil du lege?"

Det var en smule underligt, at mørkelveren overhovedet tog sig tid til at bekymre sig om et barn på hendes størrelse. Derfor kunne Yotul heller ikke helt lade vær med at lege med tanken. Det var tydeligt i de klare store øjne, at hun tænkte på noget, der var underholdende. De runde kinder afslørede nemt nogle smilehuller, som hun forsøgte at kigge op på ham, men måtte overgive sig. Det gjorde jo ondt i nakken..

Stille nikkede hun til hans indirekte spørgsmål, ja, de var væk. Det havde de været i mange år. Selv hvis de levede, så havde hun ikke planer om at finde dem. Aldrig skulle hun leve i skoven. Omgivet af familie. Nej, det var langt sjovere at kontrollere sin egen skæbne fra start til slut. Yotul begyndte pludseligt at hive i mandens benklæder, før hun greb fat i hans hånd og forsøgte at trække ham ned mod hende.

"Ondt i nakken" mumlede hun, som en undskyldning til at manden skulle bukke sig ned. Han var jo kæmpe! Havde han altid været det? "Gætteleg.. nej, fangeleg" Lo hun barnligt, som hun trak i mandens hånd, ivrig efter at komme igang.

Børn...
Nok noget han aldrig skulle have.
Han ville ikke være en god far, mente han, og desuden havde det absolut ingen interesse.
Det var alt for krævende...!

Han kiggede ned på det lille væsen, og trak så let på skuldrene.
Ondt i nakken, huh?
Zane knælede ned i sandet for at forskåne krapylets nakke, og smilede så skævt.

"Fangeleg?" sagde han, og rakte så ud for at lægge en hånd op barnets hoved.
"Har jeg vundet nu?"

Det var morsomt.. Så forfærdelig morsomt, at han ikke kunne se, hvem han faktisk stod overfor, men Yotul forsøgte at skjule det voksende smil, så godt hun nu kunne. Særligt da han endte med at knæle foran hende for at komme mere ned i hendes højde. Hvad gik der dog af ham. Til sidst endte hun med at lægge hovedet en anelse på skrå, som hun blot kiggede på ham med forundring i øjnene. Mon han havde fået solstik i ørkenen og derfor ikke opførte sig som sig selv? Eller havde børn bare den effekt på ham. Hun vidste det ikke, men kunne ikke helt lade vær med at prøve at finde ud af det alligevel.

Hun nikkede ihærdigt, som han gentog hendes ord, havde han slet ikke hørt hende første gang? Men som han lagde hånden på hendes hovedet, ændrede hendes udtryk sig fuldkommen. Hun trampede i sandet og mumlede noget utydeligt på et old gammel sprog. Det samme sprog, som orkerne talte. "Du snyder!" protesterede hun, som hun fortsatte med at trampe i jorden, før at hun slog hans hånd væk og vendte ryggen til ham. Så begyndte hun at hulke for at overspille sin utilfredshed og det faktum at hun skulle virke såret over hans lille trick.

Men med ét satte hun i løb imod den nærmeste ruin, som hun atter grinte. Hun løb igennem en åbning, før at man hørte et hvin, efterfulgt af et bump og et skrig. Hun var væltet over en skarp sten og havde forrevet sit knæ.

Zane smilede skævt da hun begyndte at protestere... og blinkede kort med øjnene da han hørte det sprog, hun mumlede.
Vent... hans blik farede over krapylets ansigt og hår, dets spidse ører og øjenfarven.
Før han nåede at reagere eller sige noget, var hun dog væk.

Tip tap tip tap... det så ganske komisk ud, at hun farede hen over sandet på sine små fødder.

"Nu forstår jeg..." mumlede Zane for sig selv, og rystede på hovedet.
Han rejste sig op og gik i retning af det vrælende lille vidunder, og da han nåede frem, satte han sig i sandet med et suk, og et vidende smil.
Hans rolige, kølige blik søgte hendes, og han sagde: "...du er ikke den første jeg har mødt, som er endt i sådan en situation. Den sidste lignede dog en på måske tretten..." han fnøs og smilede let.
"...det må være både sjovt og frustrerende... Yotul."

Orkernes sprog var så naturligt for hende, så selvfølgelig ville hun gøre brug af det, når Zane valgte at snyde i deres leg. Det var ikke fair overfor hendes lille skikkelse, at han bare fangede hende, når de slet ikke var begyndt. De begyndte først rigtigt, da hun satte i løb imod den nærmeste ruin. Ikke at det hele endte, som hun havde forventet, da de små tæer ikke var helt så præcise, som hun var van til. Kroppen føltes virkelig langsom, når den skulle vokse op på ny. Hun vidste udmærket, hvad hun var i stand til, men kunne umuligt føre det ud i livet lige nu.. så måtte hun jo bare lege.
 
Afstanden imellem dem og det faktum, at Zane mumlede sine ord, gjorde at Yotul ikke hørte dem, som hun i stedet var travlt optaget af at børste sandet ud af såret. Det gjorde ondt, men var al sammen et spil lige nu. Hun skævede op på ham, da han valgte at sætte sig i sandet ved siden af hende. De store øjne blev kun større, som han åbnede munden. Var der flere, som var ramt af denne forbandelse? Hun slog blikket ned, som hun tyggede lidt på sine ord. ”Og hvad så?” mumlede hun leende, hun kunne da være ligeglad med, at han var stødt på endnu en. For hun skulle nok knække koden på et eller andet tidspunkt.
 
”Det var du virkelig længe om, Zane” grinte hun, som hun dog rejste sig halvt på knæ og sprang frem imod ham for at lægge armene om hans nakke. Både for at give ham et klem, men også i håbet om at vælte ham omkuld og ned i sandet.

Hvad der kunne forventes af Yotul var... tjah, ret svært at sige.
På nogle punkter var hun let at læse. Han kendte hende trods alt en smule, ikke? De havde delt både kamp og passion med hinanden, og han havde ikke fortrudt nogle af delene.

Alligevel kom det en smule bag på ham, da hun hoppede på ham nu og gav ham et kram.
Det overraskede ham, så han mistede balancen og røg bagover i sandet.
Den ene arm fandt hurtigt op omkring Yotuls krapyl-form, måske for at forhindre hende i at tumle ad helvede til... men også for at give hende et klem tilbage.

"Tjah... du plejer at sen en smule anderledes ud!" kom det fra ham,
"...godt at se dig. Selv sådan her."

Måske havde hun for høje forventninger til den gamle mørkelver. Han var tydeligvis blevet smule stiv i betrækket. Men det var klart kommet bag på hende, at han overhovedet havde haft lysten til at henvende sig til en på hendes størrelse. Normalt lå hans interesser andetsteds og bestemt ikke blandt så ungt kød. Der var jo ikke meget at slå imod. Det de havde delt sammen var noget ganske særligt og måske også grunden til at han var blevet, netop fordi hans underbevidsthed fortalte, at han kendte hende.
 
Det var en velkendt duft, der mødte hendes næsebor, som hun klamrede sig fast til hans nakke og knugede sig ind til ham. Hvor lang tid var der gået siden de havde set hinanden sidst? År ligefrem.. Yotul kunne dog ikke holde latteren tilbage, som de endte med at ramme sandet, heldigvis tog han fra med ryggen, som hun dog stoppede op, da han endte med at holde fat omkring hende. Var han ved at blive følsom på sine gamle dage? Skidt pyt.

Hans ord affødte et skinger latter, som hun forsøgte at løfte sig fra ham, men egentlig ikke flyttede sig særlig langt, hun løftede bare hovedet, så hun kunne se ham. ”Dårlig undskyldning” lo hun, før at hun forsøgte at trille ned i sandet, så hun kunne ligge ved siden af ham. ”Jeg arbejder på en løsning” mumlede hun, imens at hun stirrede op på den klare himmel.

Måske var det hans underbevisthed, som havde fået ham til at blive.
Måske var det en snert af blødsødenhed.
Børn var, selv i hans øjne, uskyldige... og de skulle ikke udsættes for verdens modbydeligheder.

Unge voksne, teenagere, al den slags var en anden snak. Men ikke børn.

Nogle grænser og noget moral havde han da.

Han lod armen falde, så det lille Yotul-krapyl kunne trille ned ved siden af ham.
Sådan lå de så, og han lyttede til hendes korte ord.
"Jeg synes det er en god undskyldning. Du plejer at være... knap så rund." sagde han og smilede skævt.
Det var nu en anelse komisk.

"...har du brug for hjælp?"
Han var ret villig til at hjælpe denne kvinde, hvis han kunne... det var længe siden de sidst havde set hinanden, og det føltes lidt som at rende ind i en god, men farlig, ven.
Måske betød hun faktisk lidt for ham!

Nok var børn uskyldige, men man skulle bestemt ikke undervurdere dem, hvilket mange allerede havde gjort overfor Yotul. Hvilket også var grunden til at hun var endt i Rubinien. Sådan et varmt og øde sted. Men byen var noget helt andet end hvad hun var van til, så det var rart med noget afveksling. Noget der også havde fået hende på andre.. mere farlige tanker. 

Yotul gled legende om på ryggen, som hun lod blikket hvile på himlen. Ingen skyer i denne varme eftermiddags sol. Med hans ord, fulgte en hurtig reaktion fra Yotul, som hun stak en finger i siden på ham. "Jeg kan stadig godt tæve dig." lød det en smule fornærmet, som han valgte at kalde hende rund. Hvad bildte han sig ind. Dog brød hun ud i latter kort efter.

Så blev hun mundlam.. han ville hjælpe hende? Yotul kiggede en anelse mistroisk på ham, som hun overvejede det. "Hvem er du og hvad har du gjort ved, Zane?" drillede hun, stille lagde hun hovedet let på skrå, måske det kunne fungere. "Har du stadig dit legetøj?"

Men hun var jo rund! Lille, rund og krapyl-agtig!
Med store, uskyldige øjne som kunne lyve som bare Zaladin... det var intet under at hun så sund og rask ud.
Yotul havde helt sikkert udnyttet situationen til fulde.

"Hah... du er på størrelse med en hundehvalp." sagde han og sendte hende et skævt smil.
"Når du bliver lidt ældre, er du dog en ganske formidabel modstander."
Hun var ingen joke, det var helt sikkert...

Han fnøs og rystede på hovedet.
Var han ved at blive lidt blødsøden? Ikke rigtig... men Yotul havde formået at komme lidt tættere på ham end de fleste andre kunne, og hun havde da fået en eller anden form for betydning for ham.

"Naturligvis. De er bare i lejren, som altid." sagde han.
"Desuden er du alt for lille til at lege med klinger..."

Hun var rund, det afslørede de buttede kinder også, men derfor kunne hun godt tillade sig at virke fornærmet, når han bestemt ikke var typen til at tage sig af den slags. Det var også mest for at drille ham og have chancen for at prikke lidt til ham. Hun skulede dog i hans retning, da han mente, at hun kun var på størrelse med en hundehvalp.. "Igen.. undervurderer du mig" lo hun, som hun hentydede til de andre gange, hvor han havde gjort det samme og fejlet.

Det virkede usandsynligt, at han skulle se anderledes på hende, end han gjorde på de øvrige, som han havde haft fornøjelsen af at løbe ind i. Ikke at hun beklagede sig over det, for det var da ganske morsomt og underholdende.. måske han faktisk kunne hjælpe hende. "Men jeg skal bruge dem.." mumlede hun utilfreds, som hun ikke kunne se problemet i, at hun lånte dem. Bare lidt. Derpå valgte hun også at rejse sig op, hun trippede utålmodigt med fødderne.

"Jeg tror ikke der er meget at undervurdere denne gang... rent fysisk." sagde han med et lille, smørret smil.
Ikke at han ville gøre et barn fortræd... heller ikke selvom det bare lignede et barn!
Dog huskede han bestemt også hvor overraskende hun havde været de andre gange!

"En skam at du ikke ser lidt ældre ud. Vi kunne have kæmpet, eller lavet andet sjov." kom det fra ham, efterfulgt af at han rakte ud for at prikke til hendes kind - parat til at trække hånden til sig hvis nu krapylet fandt på at bide.

"Okay, jamen så kom."
Han rejste sig fra sandet, børstede sig selv af, og begyndte så at vade hen over det varme guld under dem, hen imod en lille lejr han havde slået op.
Her var blot et simpelt telt, et slukket bål, og et bundt bestående at klæder viklet om hans to sværd.

Den gamle mørkelver var tydeligvis ikke bange for hendes unge skikkelse, som han lystigt slog om sig med ord, der ville forvirre enhver 3 årig, hvis ikke denne havde haft et voksen sind. Hun valgte dog blot at le ganske legende, som Zane gav udtryk for at hendes fysiske form næppe kunne måle sig med hans. Hvilket nok var sandt nok, men så var det jo godt, at det ikke var det, der skulle foregå lige nu. Særligt ikke hvis hun faktisk havde chancen for at blive sig selv igen. Men det krævede selvfølgelig at han ville lege med og ikke stille spørgsmål ved alt hvad hun gjorde. Yotul ville ikke have problemer med at give ham igen, når først hun var sig selv.

Hun var tæt på at række tunge af ham, da han endnu en gang pointerede overfor hende, at hun var lille. De små drillerier og prikkeri var nok til at hun straks forsøgte at bide ham i fingeren. Han kunne bare vente sig, når først hun fik sin krop tilbage, så skulle han bøde. På den ene eller anden måde. "Bare 1 år ældre?" spurgte hun hånende, som hun fnøs ganske let, da hun ikke havde haft heldet med sig, da hun forsøgte at bide ham i fingeren. Han var alligevel hurtigere end hende, særligt når hun var et lille barn. Alle bevægelser var bare langt mere besværlig.

Lige pludselig strålede hun dog at glæde, som Zane endelig gik med til hendes krav. Hun lignede virkelig et barn, der endelig havde fået sin vilje. Derfor strøg hun hurtigt efter ham. Sandet var dog besværligt at løbe i, så hun greb hurtigt ud efter hans hånd, da hun var tæt på at vælte igen. Yotul kiggede lettere forgrint op på ham, som hun spejdede efter hans sværd, kort efter. Ivrig efter at komme i mål.