Det nye kapitel i unge Isaacks liv var begyndt at blive skrevet, men han og Anya var kun få afsnit inde i dette kapitel, som uden tvivl ville blive længere end noget andet kapitel i deres fælles liv. For før havde deres kapitler været skrevet samtidig, men endnu individuelt. Med dette kapitel var deres kapitler vævet sammen ind og ud som en stråkurv. Derfor var turen også væk fra familien og de velkendte rammer af barndommen. De skulle finde hinanden. Og Isaack skulle endnu vænne sig til ikke længere at se livet fra sit perspektiv, men Anyas. Et helt nyt sæt øjne, men ikke en skræmmende følelse.

Dagens vandretur var endt i Tusmørkedalen, hvor en forbigående havde anbefalet kroen, efter Isaack havde spurgt, hvor han skulle gå hen, hvis ikke det var for at sove. Med Anya hvilene på skulderen vandrede han ind i kroen, bindet for øjnene og hætten trukket over hovedet. Uden tøven gik han direkte mod baren, skønt blikket ikke kiggede direkte i den retningen.
Krofatter spurgte, hvad det skulle være. Anya havde på dette tidspunkt vendt sit hoved til den ene side og dermed taget øjnene med. Derfor hørte Isaack kun krofatter og ikke så ham. Alligevel sagde han, uden tøven: "Et glas af det." Og uden at kigge eller ænse i den retning pegede Isaack meget direkte på en flaske skråt væk fra ham. Anya kiggede på den, men Isaack gjorde ikke. Ikke med hans hoved, men med øjnene gjorde han.

Der var aldrig noget, som var tilfældigt, ikke så længe at Deavás var involveret i øjeblikket. Der var én bestemt grund til at han befandt sig på kroen, men det kunne hurtigt ændre sig, hvis noget andet trådte ind ad døren og var mere givende end den person, han sad overfor lige nu.

Kvinden talte konstant, efterlod ikke meget luft til at blive afbrudt eller afvist, som hun dog for længst havde mistet hans interesse. Hvilket han ikke lagde skjul på. Noget som hun desværre ikke havde bemærket, da hun var fanget i en længere historie om sin fortid. En fortid han havde ment kunne være noget særligt, brugbart endda, men ak nej, sådan skulle det ikke være. Imens at hun ævlede løs, lod Deavás blikket vandre rundt på kroen. Der var ikke mange skikkelse på den ellers eftertragtede kro, men der var nok til at støj niveauet ikke længere var lavt. De gyldne øjne opfangede hver og én detalje i rummet. Særligt da en ny skikkelse trådte ind med en ugle på skulderen..

"Og så tømte jeg flasken lige i hovedet på ham.." kvinden fortsatte, som hun brød ud i en latter, der skar igennem de flestes samtaler, særligt da hun forsøgte at understrege morskaben ved at slå ned i bordet. Væsken i glasset dansede efterfølgende, som Deavás blot brummede lettere hånligt, som blikket fulgte drengen, der hørte gik imod baren, men alligevel vendte blikket den anden vej.. kvinden rejste sig pludseligt op, som hun havde fået væltet glasset og straks fløj op til baren for at bestille et nyt glas. Hun puffede lettere utålmodigt til drengen med uglen for at komme foran i køen. "Kom så, herren venter" hvæste hun utålmodigt, som hun rakte over disken og tog en flaske, hvilket bestemt ikke passede krofatter.

"Nu skal jeg.." lød det bag dem begge, som Deavás havde rejst sig og var gået lydløst hen til baren. Han tog fat i kvindens overarm og trak hende væk. "Gå op på værelset" bad han hende med et glimt i øjet, før at han rakte flasken tilbage til krofatter.

Der var rigelig med folk på kroen, men der var især en kvinde, som gjorde sin tilstedeværelse lyd- og hørbar. Og med en ugle på skulderen skulle der ikke meget til for at få det samlede sæt af øjne af Isaack og Anya. Endnu med hans hoved lige ud havde Anya drejet sit for at se på kvinden. Derfor så han også på hende. En alt for fuld kvinde, der fumlede og snakkede om alt muligt. Men så skete der noget mærkværdigt. En mand kom hen imod hende. Mørkt hår og en unik krystalkæde. Han havde været lydløs, men Anya kiggede direkte på ham og hende. Uden tøven fik han hende væk og sagt op på sit kroværelse. Hvordan vidste han det? Men endnu vigtigere hvorfor adlød hun ham, som var hun en undersåt og han var konge? 
Détte fangede Isaack, der nu også havde drejet hovedet mod ham. En af bartenderen havde sat et krus foran ham, men af gode grunde havde Isaack ikke lagt mærke til dette. Han kiggede med sit bind for øjnene og Anya på skulderen på denne unikke mand. Det var først, da bartenderen puffede kruset tæt nok på til, at det snittede Isaack. Af ren refleks fra tidligere del af hans liv drejede han hovedet, men synet bevægede ikke med. Alligevel tog han om kruset, tog en slurk og satte det igen. Alt sammen med Anya endnu kiggede fokuseret og dybt på manden. Hun var tydeligvis mere interesseret i den mærkværdige karakter end Isaack nok egentlig var, når alt kom til alt.

Der var ingen grund til at forstyrre den nyankomne, selvom Deavás ikke normalt tog sig af den slags småproblemer. Men nu var det lidt hans skyld, at kvinden havde en sådan forfærdelig tørst og derfor var gået til baren, da glasset var tomt. Mest af alt hjalp han drengen med bindet for øjnene, fordi han var nysgerrig efter at se, hvad der gemte sig under dem. Han virkede fjern, men uglen på hans skulder var yderst opmærksom på sine omgivelser, imens at drengen fortsat kiggede imod krofatter. Blev han ikke forstyrret eller var drengen ramt af flere uheld og dermed uden en del af sine sanser?
 
Kvinden brummede utilfreds, da flasken blev taget fra hende, som hun dog strøg Deavás ganske let over kinden. Et lystigt fnis forlod hendes læber, som hun placerede hånden på baren og drejede omkring. ”Som De ønsker” fniste hun fortsat, imens at hun slentrerede væk fra baren mod trappen til værelserne ovenpå. Deavás lagde ikke skjul på, at han fulgte hendes bevægelser med blikket, men så snart hun var udenfor syne, valgte han at vende blikket imod drengen. ”Lad mig nu ikke vente for længe” ordene blev råbt fra toppen af trappen, som kvinden lige havde stukket hovedet rundt om hjørnet. Så forsvandt hun. Dæmonen svarede hende dog ikke, som han fokuserede på uglen.
 
Der var noget ganske særligt over uglens øjne. Selv da drengen blev forstyrret, flyttede uglen ikke sit blik fra ham. Derpå bredte der sig dog et smil, som han nærstuderede uglen. ”Er kræet dine øjne?” spurgte han ud af det blå, som han havde kigget længe nok til at konkludere at drengen ikke kunne se, heller ikke igennem bindet, for så havde han opdaget kruset noget før. Altså måtte han være blind og måden hvorpå uglen stirrede på ham, så kunne han næsten ikke undgå at tænke, at dyret måske var mere end bare et dyr. Havde han ikke læst om noget lignende?

Med Anyas delte øjne kunne Isaack endnu følge med i, hvad der skete, skønt hans ansigt var drejet væk. Faktisk vidste han jo ikke, om hans hoved var drejet væk fra manden. Det havde været en omvæltning at gå fra én dag med egne øjne til den næste med Anyas. Men selv med den relativ korte tid siden handlingen havde Isaack - og Anya - tilpasset sig relativt fint. Jovist kunne han endnu vågne om morgenen endnu halvsovende og være i panik, for han var vågen, men Anya var ikke. Så ville han intet kunne se. Ja, det var et unikt bånd.

Efter mandens opholdspersoner forsvandt blev fokusset tydeligt rettet mod Anya og ham. Uglen havde måske ikke været nær så diskret i sin dyb stirren på ham. "Godt observeret. Ja, jeg ser, hvad Anya ser." sagde Isaack endnu ikke kiggende fysisk selv på manden. Selvom han havde omtalt Anya som 'uglen', kunne Isaack ikke kun give hende dette. Ja, hun var en ugle, men for ham var hun meget mere. De to havde kendt hinanden hele deres liv. Hun var ikke en almindelig ugle. Hun var hans ugle, ligesom han var hendes menneske. De var forbundet kun på en måde, som Asio'er kunne være.

Drengen lod til at kigge i den helt forkerte retning, men alligevel veg uglen ikke fra hans blik, som Deavás hvilede en hånd imod baren og nærstuderede uglens bevægelser. Det var sjældent at dyr kunne holde sig fokuseret på det samme i en længere periode, men det hang nok sammen med at den var forbundet med drengen. Derfor kunne dæmonen heller ikke lade vær med at virke bare en lille smule interesseret i, hvordan det kunne lade sig gøre. Han havde hørt om familier med tætte forbindelser til deres følgesvende, men aldrig rigtig oplevet at nogen skulle være direkte afhængig af dyret. For det var vel hvad drengen var? Hvis nogen blokerede uglens syn, så ville drengen være fuldkommen blind?

Det var næsten for oplagt, men Deavás ville virkelig gerne studere deres forbindelse yderligere, men et sådan emne ville være for skrøbeligt at drøfte her. Det ville være farligt at stille sin nysgerrighed midt i kroen, så han måtte finde en måde hvorpå han kunne få drengen med sig? Han valgte dog ikke at give udtryk for sine tanker, som drengen svarede hans spørgsmål og derved bekræftede hans mistanke. Det var altså sandt. "Ganske imponerende" svarede han oprigtigt, som han lod blikket vandre fra uglen til drengen, hvis ansigt fortsat vendte den anden vej. Mon drengen havde problemer med hørelsen også, eller ønskede han ikke at vende blikket imod lyden af dæmonens stemme? "Har du været blind hele livet?" spurgte han uddybende for at spore sig ind på, hvornår denne forbindelse var opstået. Måske den vel veltrænet? Eller også var det ganske nyt og derfor havde drengen endnu ikke vænnet sig til sin nye tilværelse?

Nysgerrighed var noget, der lå til menneskets natur. Faktisk alles natur, for hvem skulle sige, at denne mand var et menneske. Jovist lignede han et menneske, men der fandtes så mange personer, der på den ene eller anden måde kunne forklæde sig. Magi, eliksir, evne. Og der var racer, hvis udseende kunne sammenlignes med mennesker. Elvere, der dækkede ørene. Dæmoner i menneskeskikkelser. Hvem skulle sige, at Isaack og Anya havde med en menneskemand at gøre? Men for alle var nysgerrigheden der. Ikke alle havde lige så meget nysgerrighed til Isaack og Anya. De færreste spurgte ind til deres forhold, men de havde da opfanget blikke på deres færd i landet. En mand med bind for øjnene, der gik, som kunne han se lige foran sig. Selvfølgelig bragte det nysgerrige blikke.
"Nej. For nogle år siden," indrømmede Isaack. Han kunne endnu huske, hvordan synet var borte det ene sekund og hvordan det kom tilbage det næste. Men ikke hans eget syn. Anyas. Smerten var der også. Eliksiren havde ætset væk synet og kombineret Anyas derpå. Ætsning gjorde ondt uanset hvad. "De er måske meget nysgerrig?" Isaack drak af sit krus, hvorefter han drejede overkroppen mod manden. Eller hvor han mente, manden befandt sig. Måske han var millimeter væk. Dét havde været den største omvæltning. At bevæge kroppen, men synet forblev stillestående. Selv nu havde Isaack ikke komplet vænnet sig til det, men det blev bedre. For hver dag der gik.

Det måtte være nyttigt at være i stand til at se verdenen igennem et dyrs øjne, selvom Deavás ville foretrække at kontrollere sit syn på egen hånd. Ikke at drengen ikke kunne det, men det virkede mest af alt som om at øjnene blot blev lånt og ikke kontrolleret, for han havde tydeligvis ikke set kurset, som uglen havde vendt blikket den anden vej. Altså kunne drengen ikke bestemme, hvad retning der blev kigget i. Virkelig upraktisk, hvis situationen lige pludselig blev kaotisk. Eller hvis dyret lige pludselig ikke var tilstede? Der var mange scenarier, nogle som Deavás gerne ville have en dybere indsigt i, men han var sikker på, at dette ikke var det rette sted at udføre sådanne eksperimenter. Men problemet lå nok nærmere i at drengen næppe ville følge ham frivilligt hen til et andet sted. Så for nu måtte han forsøge at stille sin nysgerrighed med spørgsmål.

For nogle år siden.. Deavás løftede ganske let det ene øjenbryn, som han måske havde forventet mere kontrol efter år? Men måske drengen virkelig ikke ønskede at kontrollere dyret. Særligt ikke den måde, hvorpå han omtalte uglen ved navn og nærmest talte om dem, som var de ligeværdige? Drengens spørgsmål bragte et smil over hans læber, som han nikkede ganske let. Det var mildt sagt, men det var heller ikke løgn, uanset hvordan man så på det. "Jeg foretrækker at være oplyst end uviden omkring hvad der foregår" svarede han en smule diplomatisk, men han lagde heller ikke skjul på det faktum, at han var nysgerrig. Måske bare ikke i samme facon, som drengen måske tænkte på.

Oplyst frem for uviden. Kontrol. Det var tydelig, det var det, denne mand ønskede. Han ville være i kontrol, ikke være overset eller overse ting. Der var en hårfin grænse mellem nysgerrighed og være altvidende og i kontrol. For en i kontrol var magt et våben, for den nysgerrige var det bare for nysgerrighedens skyld. Nu, når Isaack ikke selv havde sine øjne, var de andre sanser skærpet en anelse. Det var rent biologisk. Fjern én af sanserne, omend den sans blot blev sendt ud af kroppen, og resten af sanserne ville få den manglende sans styrke. Derfor kunne Isaack høre klarere, dufte mere præcist og smage undertoner. 
"Mangler du at blive mere oplyst så?" Der var en ung kækhed i Isaacks stemme. Han var jo også endnu i midten af sine tyvere. Præmieårene for ethvert menneske. Det var her, han var voksen og fri, men endnu ung og smidig. Sindet fejlede heller intet. Kun synet var anderledes fra mængden. Men havde alle ikke en form for særhed ved dem? Isaacks var blot meget tydelig. Især, når han valgte at pakke dem ind i bind og stof. "Er der noget om dig, jeg så bør være oplyst om?"