Årerne havde efterhånden afsat et tydeligt print på den rødhårede kvinde. Det var en lang årrække siden hun afpillet og blå at kulde, boede op af bagerens skorsten. En gang imellem tillod hun sit blik at glide derop, og gense glimt af et gammelt liv. Hun havde været et kendt ansigt i undergrunden, blandt de andre gadebørn, og let genkendelig på det store røde hår og en mund der talte før den tænkte. Helst så rapkæftet som muligt.

Den pige havde været på eventyr, grebet i farlige, uheldige og ekstreme situationer over hele landet. Hun havde haft Caitlin tæt ved sin sidde det meste af tiden, trods de to også altid havde fundet tid og mulighed for at strejfe rundt. Hendes en mere umættelig sjæl end hun selv. Et tandsmil voksede frem som Amy huskede hendes egen ord fra dengang. Ord der blev gjort til skamme nu, men som havde fyldt hos hende dengang. Hun havde fortalt Caitlin at det var strengt samarbejde, og gik det galt, ville Amy stikke af og lade den anden i stikken. Det var sådan reglen var på gaden. Få måneder og formentlig frem til evig tid, kunne Amy ikke forestille sig noget hun ikke ville gøre for den anden.

En høj lyd af træ der blev slået ned mod en bod, fik den rødhåret kvinde til at hoppe forskrækket. "Kom her din forbandede møgunge!" Hårerne reste sig i nakken, øjnene blev større og alt i hendes krop skreg om at flygte. Forbi hende drønede en ung knægt som lynild mens han grinte veltilfreds med et frisk brød i hånden. Langsomt blinkede Amy sig tilbage til virkeligheden, og pulsen dalede langsomt ned til et mere anstændigt niveau. Tænk at så lille en ting kunne fjerne årernes løb og bringe de helt underliggende reflekser frem. Overlevelse.

Amy tvang sig selv videre, tilbage mod beboelserne hvor hun aldrig havde forventet nogensinde at komme til at være. Hvor hun nu havde et hjem, en tilværelse og et liv. Grønsagshaven var ved at blive klargjort i de tidlige kolde forårsmåneder, og der blev tilset til flereårsplanterne. Det var hendes lille projekt. Fingrene gled blidt hen over de nye spæde skud, som hun trak den friske luft ned i lungerne. Hendes liv var ikke længere en evig kamp på at overleve. Et evigt eventyr med evige mareridt. Hun var tryg om natten, hun behøvede ikke at sove med et øje åben og ørerne på stikker. Savnede hun spændingen? Det ville alle gøre med jævne mellemrum, og Amy var ikke undtaget. Men det var stadig blot overlevelse.
Amy skubbede egetræsdøren op til det lune hjem præget af begge beboeres tilværelse.

Hun stod nynnende ved bordet og skar løg og rodfrugter ud med en jævn lyd af kniv mod træ, som døren gik op igen. For blot frem år siden ville hun havde vendt sig, haft hjertet i halsen eller på anden vis frygtet det værste. Men Amy fortsatte med at nynne roligt. Hun stoppede først med at hakke og lukkede øjnene, som hun mærkede Mitch varme hænder mod sine skuldre og hans læber mod hendes tinding. Det her var ikke overlevelse, det var et liv.