Det var søndag, hvilket betød, det var markedsdag. Cerediel havde samlet både færdige og ufærdige projekter og var vandret mod hovedgaden tidligt om morgenen. Nu var klokken to om eftermiddagen, og hun havde da solgt et par øreringe og et armbånd til en menneskelig gæst fra Dianthos, men byens lokale beboere havde sjældent tid til at kigge i hendes bod. Det var også i orden; hun havde ikke regnet med andet. Hun var her hovedsageligt for at få nogle ordre og blot for at stå ude i den friske luft og arbejde lidt for en gangs skyld.

Vejret var frostklar fra morgenstunden, så man kunne skimte Tusmørkebjergene i horisonten mod nord, konstaterede hun. Det havde været en god idé at tage en tykkere kappe over sig i dag. Hun rykkede lidt rundt på sig selv, så hun sad bedre—eller i hvert fald anderledes—på den hårde skammel, mens forsøgte at få et finurligt armbånd til at makke ret. Det var af guld, et metal der ellers var meget medgørligt, men filigranen, der skulle holde på et par billigere ædelsten, vendte og drejede sig i alle de forkerte retninger, hvis det bevægede sig overhovedet. De tynde, lyse øjenbryn krøllede sig koncentreret, som om det ville hjælpe. Hun rørte ikke fysisk ved metallet, mens hun sad der under baldakinen ved sin lejede bod, men det burde hun heller ikke behøve. Hendes magiske evner var bare... ustabile. Heldigvis var her ikke nogen til at se det lige nu. Det fortrøstede hun sig med. I virkeligheden havde hun bare glemt sine omgivelser.

Cornélian havde forladt skovens trykke skygge for første gang, og hvad han havde fundet var en underfuld og højst besynderlig verden. Han havde allerede oplevet meget forunderlig magi, på godt og ondt. Banditterne der havde forsøgt at røve ham var hvert fald blevet noget overrasket da deres magi ikke virkede. Næsten lige så overraskede, som de byvagter der dukkede op for at pågribe dem! Skønt Cornélian var ganske habil med sværdet der hang ved hans side, så var han nu taknemmelig over at han ikke havde haft brug for at trække det.

Medanien havde været et oplagt stop på elverens lille dannelsesrejse, for han havde hørt mangt og meget om de lokales særprægede magi samt de magiske væsner der til tider drev ud fra Amazonit skoven. Cornélian var unægteligt nysgerrig omkring det gamle elverrige, men han havde svoret overfor sin broder ikke at drage derind alene, og havde i sinde at holde det.

Men vejen havde heldigvis ført Vinterens stemme godt udenom skoven, og til Fredskilde i stedet, en yndig lille menneskelandsby med en vis landlig charme som Cornélian efterhånden havde forstået var eftertragtet. Efter at have fået værelse og opstaldet sin ekuma på kroen i byen. Cornélian havde besluttet sig for at se byen nærmere an, da han mærkede magi i luften, og hans fødder automatisk ledte ham i den retning. Med bløde skridt nærmere han sig boden, hvor der til hans overraskelse sad en elver, bøjet over sit arbejde.
Cornélian rakte forsigtigt ud med sin magi, og rynkede brynene. Han havde sjældent oplevet så... ustabil magi. Skønt han viste det næppe var hans plads, kunne den gamle lærer ikke lade være med at træde til. Hans magi rakte ud og støttede diskret kvindens, så den kunne flyde stærkere og mere fokuseret.

I den fysiske verden var Cornélian stoppet op midt på gaden, og et par lokale bandede en smule mens de møvede sig omkring ham.

"Komnukomnukomnu," messede Cerediel stilfærdigt til sig selv med mere og mere rynkede øjenbryn og hver fingerspids spændt over de fine guldtråde, der sprællede uregerligt under den magiske påvirkning. Ungelveren kunne mærke et stik a frustration. Om lidt ville hun tænke, det havde været dagens øvelse værd, som hun plejede, vende sig om efter sin kasse med værktøj, som hun plejede, og rode den igennem for en rundtang og en spidstang, som hun plejede, og fortsætte sit arbejde uden magi.

Men de nåede hun ikke. En af guldtrådene begyndte at rulle sig pænt sammen til en snegl og sno sig på plads, præcist som hun havde villet. De blå øjne blinkede uforstående, og alle de tynde guldtråde frøs afventende i samme øjeblik. Følende nulrede hun fingerspidserne mod hinanden. Guldtrådene sitrede med. Hun kunne mærke sin chakra strømme roligt uden at slippe, hvert andet øjeblik. Det var sært. Hendes evne kom aldrig pludseligt tilbage på den måde. Den kom og gik i bølger over flere dage. Hun vippede og bøjede prøvende de små guldtråde. Inden længe var hver tråd rullet sig sammen og flettet sig ind mellem hinanden på guldarmbåndet. Med værktøj var hun hurtig, men det tog altid flere timer.

Stadig ikke helt villig til at tro på, hvad hun lige havde lavet, sneg et smil sig frem i hendes mundvige, mens hun gav slip på koncentrationen og begyndte at lægge mærke til den kolde luft, hun roligt trak ind ad de små næsebord og ned i sine lunger. Den friske vind tog stadig fat i de bladløse trægrene. Røglugten fra byens små skorstene hang stadig svagt i luften. Gaden var stadig tom for væsner, der viste interesse for hendes bod. Vent. Hun fornemme nogens blik i sin retning. Først registrerede hun  et meget højt væsen—tydeligvis elver—, næsten lysende blond hår, og lange rober, som at dømme efter farverne og mønstrene nok stammede fra Elverly. I denne folkemængde stak han ud, ikke kun fordi han stod stille på en åben gade. Og så registrerede hun, at det var ham, der havde sin opmærksomhed på hende, hvilket instinktivt fik hende til at se ned igen, på sine fødder—hvis hun havde kunnet se dem gennem bordet—, og starte et karavanetog af urolige tanker om, hvorfor han så i hendes retning, om det var hendes påklædning, eller hendes varer, var hun kommet til at forme sine hænder på en fornærmende måde? Hun forsøgte selv at stoppe toget, men hendes erfaring var, at det var nemmere sagt end gjort.

Et mildt smil bredte sig på Cornélians læber, som magien stabiliserede og elver smedens realiserede visionen for sit arbejde. Det var fascinerende hvad der kunne udrettes med blot en smule hjælp, og en lind strøm af chakra! For han var med hende i magien, som hun snoede den første snegl, og med hende som hun prøvende testede stabiliteten af sin evne af, noget der synes en atypisk tilstand for hende.

Magien ebbede ud. Cornélian slap sin forbindelse til den og vendte tilbage til verdenen omkring ham. Den kølige vind legede med hans løse lokker, og en bestemt albue mod hans lår, som et lavstammet væsen puffede sig forbi, trak ham det sidste stykke. Han mumlede en hastig undskyldning og fik med noget besvær arbejdet sig igennem folkemængden, der aldrig helt synes at bevæge sig som han troede den ville, over til boden hvor elveren sad.

Hendes blik var nedslået, men Cornélian tænkte blot at hun stadig var fokuseret på at inspicerer sit arbejde. Cornélian så ingen grund til at forstyrre hende mens hun beundrede sit håndværk, så han lod i stedet sit blik løbe over resten af hendes varer og ufærdige projekter. Synet fik hans lyse bryn til at rynke sig i undren, for det synes for hans blik at langt de fleste var lavet ikke med hendes fremragende gave, men ved almindeligt håndværk.
Efter at have kigget hendes bod igennem både første og anden gang, skævede han mod elveren igen, og rømmede sig let.

"Undskyld mig frøken, men har De selv lavet alt dette?" spurgte han med et åbent, nysgerrigt udtryk.