Siddende ovenpå et tag, med halen stikkende ud over, havde Luna siddet i godt flere timer nu. Et gav forlod hendes mund, og hun lod sit blik skimme de forbigående mennesker under sig. Hun overvejede meget, om hun skulle hoppe ned og forskrække dem, eller måske prøve at stjæle et eller andet. Der var mange muligheder, og hun lod sit blik falde ned på sin hale. Måske det var ret dumt at hvile sig lidt ovenpå taget, og endnu værre at lade sin hale være synlig udover kanten af taget."Hmm.. "mumlede hun lavt, og lagde sig så tilbage en smule. Nød lyden af mennesker, og fulgene i luften. Der var fint vejr, ikke det værste hun havde oplevet. 

Den sorte hætte var trukket op over sit hoved, så hun kunne skjule og gemme sig lidt. Dog havde Luna ikke tænkt på, at overtøjet hang fast i kanten af taget, så hun prøvede at få det fri. Men da hun ville få den fri, glemte hun at hun lå ovenpå et tag. Trillende hen over kanten spærrede hun kort øjnene op, og skyndte sig at gribe fat i kanten af taget med begge hænder"Iiih!!" råbte hun højt, imens hun dinglede en smule frem og tilbage. Tydeligvis kunne hun godt høre nogle mennesker under sig pegede op på hende, og kunne kort skimme ned imod de folk som løb væk. 

Hendes mave rumlede, og hun bed sig irriteret i underlæben"Hjælp lige!!" råbte hun så, imens hun sprællede lidt. Imponerende nok holdte hun fortsat fast i taget, for ikke tale om at hun ville forlade taget, og dumpe ned imod jorden. Hun fik så en idé, hun prøvede at hive sig selv op, men det endte galt. Nu hang hun ikke bare og dinglede, nej hun var pludselig vendt rundt, så hun hang med hovedet nedad. Hun tænkte slet ikke over at overtøjet dækkede hendes ansigt, så hun fremviste lidt af hendes nøgne krop. Hun kunne godt ligne en død person som hun bare lige nu hang der livløs, med halen liggende over sit ansigt, og tøjet som halvvejs lå over hendes ansigt. Kunne hun se noget? overhovedet ikke..

Dagen havde været absurd kedelig, intet at lave udover endeløse vandringer rundt i byen for at klare nogle små daglige gøremål. Blikket blev rettet mod himlen og halvdyret missede med øjnene. Diego var navnet på det unge halvdyr, der havde fundet vej til Balzeras tagtoppe for at komme nemmere frem mellem de mange mennesker i gaderne. Ganske vidst var han vokset op i disse gader, men på denne tid var der altid tusindvis af folk der skulle frem og tilbage, masser af larm og råben og ærligt… Så var han vitterligt ikke i humør til at skulle håndtere handelsmænd der nærmest skreg en i hovedet og hev en med over til deres boder for at se på deres varer.
 
Netop som Diego havde lænet sig tilbage for at slappe af, opfangede han en lyd et stykke fra ham. Et hvin? Han hævede et øjenbryn og så i retningen af lyden og rejste sig for at springe fra tag til tag. Dette var nærmest let som en leg for ham. Altså at hoppe fra tag til tag, da han trods alt havde færdigheder som en kat. Da han nåede til ”ulykkestedet” så han ret uimponeret på væsenet der ham med røven i vejret og teknisk set blottede sig. Blottet hud generede ham ikke, men hvad i alverden var dette for et væsen? En lang hale som et firben men ellers menneske. Måske var hun bare halvdyr som han selv?
 
Let satte sig på knæ dette væsen og så ned på det ”Troede ikke at din slags hang på hovedet” sagde han og kluklo inden han greb fat i benene og hev hende op, hvis personen i så fald ikke sprællede som var det en fisk på land.

Efter at fortsat dingle, var det som om at firbenet, overhovedet ikke kunne se ret mange ting klart, og tydeligt. Et dybt suk forlod hendes mund, og hun viftede - baskede nærmest febrilsk med armene. Hvor hadede hun bare at dingle, som var hun en et stykke æble, eller andet frugt"Få mig neeeed!!" råbte Luna højt, og håbede da meget på at personen hørte hende. Han stod da og kiggede op på hende, så han ville sikkert høre hende. Hele hendes tøj kunne hun slet ikke håndtere lige nu, hvilket kun gav flere og flere personer frit udsyn til den nøgne hud.

"Det gør vi altså heller ikke!!! iiih, altså kan du ikke... "hun stoppede med at råbe automatisk, da han hjalp hende, og fik hevet hende op. Hvor var hun glad for det, og sad bare og stirrede på ham. Helt uden, at bekymre sig om at hun måske burde få trukket tøjet ned, så hun ikke bare sad der nøgen foran ham. 

Det var virkelig ikke noget et firben som hende tit gjorde, og hun lagde hovedet en smule på skrå. Betragtede denne mystiske person ved sin side. Hvem i al verden var han, hun var ret sikker på, at hun ikke havde set ham før. Skulle hun udspørge ham? måske afprøve nogle tricks. Ikke at hun ligefrem havde nogle logiske tricks, eller andet"Okay, hvem er du!" fløj det ud af hendes mund, imens hun fortsat bare sad nøgen, som var det helt normalt, og afslappende.

Diego kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv. Dette tøsebarn virkede til at være en spøjs type, ikke det nødvendigvis var negativt, men det virkede til at hun kunne bringe en masse sjov og løjer. Diego havde kedet sig det sidste stykke tid, så det ville være perfekt med en der kunne bringe noget til bordet.
 
Som han fik hevet hende op, stivnede han, som han bemærkede at hendes tøj nærmest ikke var på hende og hun intet havde på ellers. Ud af respekt, vendte han sig om og rømmede på sig. Hvordan skulle han få sagt dette uden det virkede uhumsk? Kunne hun seriøst ikke mærke det? Eller se det? Diegos ører vendte sig let i retningen af hendes stemme som hun begyndte at tale igen, men stadig uden at vende sig mod hende kløede han sig let i nakken ” Ehm… Du vil måske lige… Rette dit tøj.” sagde han og stirrede ud i horisonten, stadig med ryggen til hende. Han havde ikke tænkt sig at vende sig rundt, før han var sikker på at hendes tøj sad ordentligt.

Et undrende udtryk spredte sig på hele firbenets ansigt. Hvad snakkede denne person om? det var først da han understregede, at hun måske burde rette sit tøj, at Luna kiggede ned ad sig selv. Det gik så hurtigt op for hende, at hun bare sad nøgen og kiggede på ham. Nærmest havde siddet nøgen og stirret på ham, som var han en lækker ret man kunne købe ved en bod. Med lette bevægelser fik hun rettet sit tøj, så hun ikke skulle sidde og flashe hele sin nøgne krop.

"Sådan der, er det bedre?" spurgte hun ham, selvom hun måske selv kunne svare sig på spørgsmålet. Men det skadede vel ikke, at spørge alligevel. Det var jo som sagt ham, som virkede til at have noget imod det. Hun var nærmest meget neutral omkring det. Havde bestemt ikke noget imod, at være nøgen. Selvom det var overfor en fremmede person, så gjorde det ikke noget.

Et kort kig ned ad sig selv blev ordnet, så hun var sikker på om tøjet sad godt. Da Luna så var sikker lagde hun hovedet på skrå, og afventede svar fra denne person"Okay du behøver da ikke kigge væk, jeg er altså ikke nøgen" det var hun ikke længere. Hun var efterhånden blevet sikker på det. Imens hun sad og ventede på, hvad denne person ville sige og gøre, så fik hun et lille smil frem, over faktisk ikke at være nøgen længere. Hun var nu også glad for, at hun ikke hang og dinglede længere.

Diego vidste ikke helt hvad det var der foregik. Det var ikke just fordi det var hverdagskost at han kom forbi en person der hængte fra tagene. Normalt var der ikke andre end ham og fugle heroppe, så dette var ærligt en smule underligt for ham. Plus hun sad nøgen foran en komplet fremmed… HVEM GJORDE DET!?
 
Diegos ører vendte sig let imod hendes stemme og han skævede sig langsomt over skulderen for at være sikker hun ikke tog pis på ham. Da han bemærkede tøjet var blevet rettet til og hun ikke længere sad nøgen, vendte han sig om med et skævt smil på læberne. Han sagde ikke noget til at starte med, for han var egentlig en lille smule forvirret over hele denne situation han var endt i.
 
Som hun igen talte, fandt et kækt smil vej til Diegos læber ”Ikke mere i så fald. Men hvorfor er du heroppe?” spurgte han og hævede let det ene øjenbryn. Altså hun var i hvert fald ti år yngre end han selv, ikke det skulle stoppe ham for at hjælpe hende, for hun ville sikkert gerne ned fra tagene, det ville de fleste i hvert fald.

Halen bevægede hun sig stille og roligt, og fjernede ikke blikket fra ham. Hun var nemlig meget interesseret i, at vide hvem denne person var. Det var ikke et menneske, det var hun sikker på. Det var heller ikke en vampyr, fordi vampyrer havde ikke ører som denne person havde. Luna tænkte lidt, som hun nærmest følte sig som en spion, som skulle indsamle informationer omkring et bytte, eller person

"Du er ikke en vampyr vel.. Fordi vampyrer har ikke ører og haler" hun var virkelig nødt til, at være sikker i sine ord. Derfor kunne hun ligeså godt spørge ham, om han var en vampyr. Hvis han var, skulle han ikke bide hende. Eller stjæle hendes blod, det ville ikke være så godt. Hovedet havde hun fortsat på skrå, og rettede en lille smule på sit tøj. Selvom det ikke gjorde en stor forskel. Hvorfor var hun enlig heroppe i træet? havde hun enlig en god grund til, at opholde sig heroppe. Hun var ikke en flagermus, eller andet dyr som hang i træer. Et stort smil foldede sig på hendes ansigt, og hun grinede mildt over hans ord. Selvom hun faktisk slet ikke, havde et godt svar til ordene. 

Men Luna kunne bare heller ikke sidde, som en eller anden ugle og stirre på ham, uden at sige noget som helst. Så hun holdte øjenkontakten, og viftede lidt med sin hale"Jeg sidder bare og kigger på mennesker, prøver at holde øje med fjender.. Alt kan være en fjende, fra en tønde, til en sten" det var sandt. Altså ikke for andre måske, men for Luna var alt nærmest en fjende.

Diego stod og så på hende, undrende. Ja egentlig, forsøgte han at finde ud af hvad hun var for et væsen, for hun virkede ikke som noget væsen han havde set før. Måske hun var halvdyr som han selv? Men hvad for et dyr? Halen kunne tilhøre et par dyr, men at sætte en finger på ét specifikt dyr, kunne han ikke lige.
 
Diego hævede et øjenbryn og lod et grin undslippe. Det var en underlig vampyr i så fald, hvis de var begyndt at have ører og hale som en løves. Altså hvis Diego blev forvandlet, så ville det vel være tilfældet? Han havde egentlig ikke lyst til at tænke på processen i at blive forvandlet til vampyr. Han sendte hende et smil og rystede let på hovedet ”Nah, ikke engang tæt på. Ørerne og halen er fordi jeg er halv løve.” sagde han, stadig med smilet på læberne. Han så ned mod jorden og så på hende igen. Der var egentlig ikke helt vildt langt ned, han kunne måske klare faldet, men om hun kunne var nok et bedre spørgsmål.
 
Diego hævede undrende et øjenbryn og så på hende ”Jaså? Sten kan egentlig godt være en form for fjende… Tænker jeg… Der er jo stenskred?” sagde han og trak på skuldrene. At alt kunne være en fjende var måske lige overdrevet nok for ham, men på sin vis havde hun vel en pointe?

Med vilje viftede hun en smule med halen, og lod så kort hendes blik falde ned på de mange mennesker som vandrede rundt. De burde faktisk tilslutte dem, eller bare lave noget andet, end at lige sidde i et træ. Det var hyggeligt nok, men det kunne også hurtigt blive for kedeligt. Luna betragtede denne mystiske kat, som faktisk var en løve. En løve.. Hun lod svaret gå ind igennem hendes hoved.

"En løve!" udbrød hun, og prøvede at rykke lidt væk fra ham. Hun knækkede en lille gren af, og pegede hen på ham med den"Du er en fjende!" råbte hun så. Hun fik et bestemt udtryk i øjnene, og var meget sikker på, at denne løve var en fjende. Ørene og halen, var også et klart tegn på det. Hun sad med afstand, og var næsten tæt på at hænge med hovedet nedad igen. Kun fordi hun sad lidt utilfreds på grenen efterhånden.

Denne person ved hendes side, var en fjende. En løve var en fjende, det var hun helt sikker på. Det kunne godt være, at han var sikker på at en sten var en fjende, men det var han også selv. Luna holdte grenen frem imod ham, og prikkede ham i maven med den. Gad vide om han så ville bide hende, hun blev lidt bange ved tanke"Du er ude efter mit blod, og hud er du ikke" fløj det ud af hendes mund, som hendes hånd rystede med grenen i hånden. 

Diego så kort ned på nogle af de mennesker der gik under dem. Nogle af dem så underligt op på dem begge, mens andre blot lod som om de ikke var der og de helt sikkert så syner. Han ville sikkert også selv finde det en anelse besynderligt at to folk sad i et træ og snakkede.
 
Han lavede store øjne og tyssede på hende. Altså i og for sig havde hun ret, men ikke helt. Folk under dem var begyndt at småpanikke og se sig omkring efter den såkaldte løve. Han sukkede opgivende da han så hun knækkede en pind af og rettede den imod ham ”Jeg er ikke din fjende din skovl. Havde nok ladet dig falde hvis jeg var..” sagde han og lod et let grin undslippe. Hun var godt nok en spøjs type. Tænk at være bange for alt? Det var i hvert fald sådan hun fik det til at lyde.
 
Diego så ned mod pinden som hun prikkede ham i maven og rettede derefter blikket mod hende igen som hun talte. Han kunne ikke lade være med at grine som han rystede på hovedet ”Nej for Zaladin, behold du bare det…” sagde han og klukkede stadig lidt. Diego syntes ikke ligefrem det var det han udstrålede... Typen der tog blod og hud fra andre væsener.

Da han knækkede grenen sukkede hun yderst dybt, Hvorfor var det lige, at han skulle knække et våben. Hvis han virkelig ikke var en fjende, så kunne han da godt have ladet hende have grenen, bare i tilfælde af at der ville komme andre personer, som kunne fremstå fjendtlige.

"Jeg er altså ikke en skovl! jeg er et firben" svarede hun meget bestemt, som hun lod sit blik hvile sig på ham. Hun ville da også meget hellere være et firben, end at være en skovl. Hvad kunne en skovl overhovedet gøre? ingenting. Absolut ingenting, så hun var faktisk glad for at være et firben. I det mindste havde hun en hale, og det havde en skovl altså ikke.

Måske de burde hoppe ned fra træet, og hun var da på vej. Hun klatrede ned fra træet, så godt hun lige kunne. Som hun landede på jorden på alle fire, rettede hun sig op. Børstede sit tøj af, og rettede lidt på sin lille kappe. Luna betragtede de mange menneskr, og prøvede at udtænke sig en plan for, hvordan hun bedre kunne undersøge dem. Det skulle være sikkert for hende, at bevæge sig rundt. Især hvis de ikke var fjender, og hvem ved, måske de bare skjulte det godt"Løve mand, hjælp mig lige!!" råbte hun op imod træet til ham.

Diego kunne ikke lade være med at klukke lidt. Hun var godt nok en besynderlig skabning, men underholdende var hun da. Han skar let en grimasse som han lænede sig lidt tilbage ”Jeg kunne ellers sværge på, du var en skovl. Nå ja, der kan man se.” sagde han og klukkede let igen. Han kunne da godt se hun ikke var en skovl, men nu vidste han da i det mindste hvad hun var for en skabning. Nu hvor hun sagde gav det egentlig god nok mening, men det var ikke fordi han havde nærstuderet et firben nogensinde.
 
Diego så på hende som hun begyndte at kravle ned af træet og landede på jorden. Hun kunne i det mindste komme ned uden at ligne en idiot. Han satte sig op på hug på grenen og så ned på hende ”Med hvad? At finde en ny pind?” sagde han og lod et grin undslippe før han knækkede en ny pind af til hende og kastede den ned til hende og håbede den ikke ramte hende lige i hovedet.

"En skovl, ej det er jeg altså ikke!" efter ordene bare blev slynget ud, valgte hun med vilje at tjekke efter. Ikke at hun var i tvivl, men kun af ren refleks, for at hun måske kunne fremstå som en skov. Men det var hun ikke, hun var helt sikker på det. Halen bevægede hun en smule, og betragtede kort omgivelserne. Der var mange mennesker, hvilket hun slet ikke var særlig fan af. Men på den anden side, alle mennesker kunne jo være en potentiel fjende, så måske hun hellere måtte holde godt øje med alle de mennesker.

Hun faldt pludselig bagover, efter at have blevet ramt i hovedet af en pind. Hvad var det for noget, kom der pludselig flyvende pinde rundt omkring. Det var godt nok underligt, og hun forstod overhovedet ikke, hvad hun havde fortjent for det. Enlig forstod hun heller ikke, hvorfor hun faktisk skulle angribes af en pind. Irriteret, og opgivende sad hun nu på jorden, og sukkede meget dybt"Dumme pind!! ikke angrib mig, når jeg holder øje med fjender" tydeligvis var Luna ikke tilfreds. 

Diego kunne ikke lade være med at klukke for sig selv, som hun begyndte at tjekke efter om hun faktisk var en skovl. Hun var virkelig en besynderlig pige. Bevares, ganske underholdende, så måske han skulle bruge lidt mere tid sammen med hende, bare for at få lidt sjov ud af dagen, i stedet for at vandre rundt som en hvileløs sjæl.
 
Diego stoppede dog med at grine, da hun faldt bagover efter at have fået pinden i hovedet. De grønne øjne var låst fast på hende, som hun igen talte. Dette fik ham dog til at klukke igen og før han kunne nå at gøre noget, gled han bagover på grenen og mod jorden. Han faldt ned ved siden af hende med et bump. Alt luften blev slået ud af ham og han så op mod hende ”Inden du… Siger noget… Luk… Røven.” kom det stakåndet fra ham som han vendte sig på siden og kæmpede for at komme op.

Hovedet lagde hun lidt på skrå, som hun betragtede ham som han pludselig faldt ved siden af hende. Et højt grin forlod hendes mund, og hun prikkede til ham med en finger. Tydeligvis fandt hun det meget morsomt, og skulle næsten til at kommentere på det. Dog gjorde hun det ikke. Det så ganske sjovt ud, hun ville næsten ønske hun kunne se det om, og om igen.

"Ha'!! du falder selv, det er ikke kun mig som falder" lød det fra hende, i en ganske munter stemme, med en matchende tone. Hun kunne næsten ikke smile større, som hun bare sad på jorden og betragtede ham. Det var et glædeligt syn, og hun følte sig ikke alene længere. Ikke med at falde, fordi han nu havde faldet selv. Det var Luna meget stolt over, og før hun overhovedet sagde noget til ham greb hun fat i grenen han faldt i.

Hun løftede den op foran sig, betragtede den lidt som var det et eller andet usædvanligt noget. På den anden side, pegede hun på ham med grenen"Du blev slået, og angrebet af den her gren! du er mere uheldig end jeg er" grinede hun lidt, som hun strækkede sig en smule. Grenen gav hun ikke slip på, men bare beholdte den i hånden. Den var nu ganske fin, ikke at hun skulle bruge den til noget. Men man kunne måske aldrig vide, om de ville møde nogle fjender på deres vej. Fordi så kunne hun da sagtens beholde den mægtige gren.

Diego hev lidt efter vejret men kom dog på benene igen. Det var så typisk, han lige havde grint af hende da hun fik pinden i ansigtet og bum… Så lå han selv nede ved siden af hende. Det var sikkert bare karma der ramte ham.
 
Han så på hende med en grimasse, men den fortrak sig hurtigt til et smil. Han havde drillet hende, så var det ved også kun iorden hun gav igen? Diego så på grenen han havde faldet på og tog sig til ryggen. Dette ville han nok kunne mærke i nogle dage endnu, men i det mindste føltes det ikke som om der var noget brækket, ellers fandt han nok ret hurtigt ud af det.
 
De grønne øjne rettede sig mod hende som hun talte og han klukkede ”Jeg blev ikke bare slået… Jeg blev overfaldet siger jeg dig.” sagde han og klukkede fortsat. De var en underlig duo, men det fungerede da indtil videre.

Det var efterhånden lang tid siden sidst, at hun faktisk havde grinet så meget som hun gjorde lige nu. Det havde set utrolig sjovt ud, så hvordan kunne hun andet, end at grine. Før hun nåede, at få ondt i maven af at grine så meget, kiggede hun på ham med et løftet øjenbryn. Var han mon okay? skulle hun spørge ham, eller lade være. Det virkede da til, at han var okay.

"Ja du blev overfaldet, og det var slemt! grenen overmanede dig" lød det fra Luna, som hun var meget glad, for at grene ikke havde overfaldet hende. Et lettet suk forlod hendes mund, og hun tog sig kort til brystet. Hvor var hun bare glad for, at den gren ikke havde gjort, så hun ikke kunne trække vejret. Det havde været ganske frygteligt, hvis det faktisk var sket. 

Et kort glimt af nogle folk der gik forbi, fik hende til at undre sig lidt. Hvorfor kiggede de så meget, havde de aldrig prøvet at blive overfaldet af en greb, eller lignende? Det havde de sikkert aldrig prøvet før. Men det var også slemt, selvom Luna var heldig, at hun ikke blev ramt andre steder af grenen, udover i hovedet. 

Der var ikke nogen tvivl om at dette ville kunne mærkes i morgen, måske han skulle tage til et smut til en healer, hvis der da var sådan en her i området. Eller også skulle han bare sove den ud over et par dage og så ville det gå i sig selv igen? Han havde sikkert ikke råd til at betale en healer alligevel, så han måtte nøjes med at sove den ud.
 
Diego nikkede sikkert ”Bestemt!” forsikrede han og lod en klukken undslippe. Dette var næsten absurd underholdende, men stoppede da han så hvordan hun tog sig til brystet ”Vær du bare glad for det ikke var dig unge dame” sagde han og sendte hende et kækt smil.  Med hendes lille bygning ville hun sikkert være kommet mere til skade end han selv, så hun havde sluppet nemt med blot at få en pind i hovedet. De grønne øjne rettede sig af og til imod de forbipasserende, der så på dem som om de var idioter.

Hun var sørme også glad for, at det ikke var hende. Det ville ikke være så godt, og heldigt. Men der var nærmest fjender overalt, det var frygteligt. Hvordan skulle hun nogensinde, kunne klare alle de fjender, især når hun ikke havde noget våben. Hun kunne vel godt bruge sin hale? det måtte vel tælle for et slags våben, på en eller anden måde.

Hendes blik hvilede sig et øjeblik på Diego, før hun kunne se et eller andet bagved ham. Gad vide, hvad det kunne være. Undrende fulgte hun den mulige fjende bagved Diego. Nysgerrigheden voksede, og før fjenden begyndte at løbe, skyndte hun sig at kravle efter ham. Det var langt hurtigere, at kravle i stedenfor at løbe"Diego jeg kravler lige væk!! vi ses på et andet tidspunkt, jeg skal fange en fjende!" råbte hun til ham, og kravlede på jorden, afsted efter fjenden, som Luna slet ikke vidste, hvem var eller hvad var.

Diego kunne ikke lade være med at klukke lidt inde i sig selv. Dette pigebarn var en mystisk en, men underholdende. Alt var fjender, tænk at være så paranoid for ALT? Han ville aldrig kunne sætte sig ordentligt ind i det. 

Diego lavede store øjne som han bemærkede hun så på noget bag ham, men som hun talte, hævede han undrende et øjenbryn og så sig over skulderen mod hvad end hun havde fået øje på. Nærmest forskrækket sprang han lidt til siden som hun pilede over jorden som et firben ville gøre "Hvad i alverden..." kom det fra ham som han rystede på hovedet. Om de ville ses igen ville tiden jo nok vise.