Regnen havde faldt i timer, og lige så længe havde hun stået der, og stirret..stirret på de to kolde sten, lige meget hvor mange gange hun læste deres navne var det svært at acceptere hvad hun endelig læste og hvad hun så om sig, mørkets banner hang lige bag muren selv herfra i denne storm, denne nat kunne det ses at det var ikke kun Arys flag der hang ved ædleborgen længere. Igen forsøgte hun at læse det, bare for endelig at forstå hvad det endelig var for nogle sten hun havde fundet foran sig.
Cordelia Højlund. Stod der på den ene, og lige ved siden af, Oscar høj mere kunne hun ikke få sig selv til at læse før det begyndte at gøre ondt, ondt i sindet, ondt i hovedet, alt gjorde ondt hver gang hun første at læse det til ende.

”Akurra! Kom så! hun blev flået ud af sine tanker og hævet sit sværd til at blokere hans, Cordelias tilråb bag sig, og Oscar foran sig, træsværd i hånden. Det var mange år siden denne træning begyndte. Sammen med hende, med ham som læremester.
”Du er hurtigere end det Akurra, dine øjne og stilling fortæller mig at vores sværd knap bevæger sig for dig, så tag dig sammen og fokuser!” med hans klare stemme lyd endnu et brag og hun fandt sig selv på sine knæ mellem deres gravsten, tåre løb ned af hendes kinder.
Hvis bare jeg havde været her. Hvis bare jeg havde været her. Skreg hendes indre i ring, som virkeligheden rev fat i hende.
”Søs..Herre..” mumlede hun hulkende.

”Hvad har vi her?” bryd en stemme igennem regnen og vinden. ”Seeja, ser her.. En sorger” Hendes blik drejet om, tåget af sine tåre stirret hun tomt imod de tre folk, fire folk i mørkets uniform.
”Uhh, endda en halvslange…Penge vær. Lyd fra mørkelverne blandt dem, Seeja måtte være navnet. Hun sukkede og kæmpede sig på sine ben.
”Lad mig være..” lyd det koldt fra hende som hun forsøgte at vende siden til dem for at forlade Zircon.
”Lad nu være, sorg alt du vil, og vi skal med glæde få dig i bedre humør efter.” Lyd det fra halv orken, som gik ind foran hende, med et skævt kækt smil på læben. Mørk elver, halv ork, og en…kentaur. Det gjorde det umuligt at løbe, en hurtigere end hende og en der kunne se hende. Blikket faldt til jorden og hun stirret på sine sværd, på sit nye emblem fra byvagten, grunden til hun endelig havde taget herud, for at fortælle dem begge at det endelig lykkes. De måtte havde set hun var bevæbnet ikke?

Hun fandt sig selv på jorden, snuden, blikket nede i de fine fliser som udgjorde træningspladsen.
”Er du okay Aku? Lyd den lyse behagelig stemme fra Cordelia.
”Ja..Jeg lærer det aldrig gør jeg..”Det gjorde ondt at høre hendes egne opgivende tone som hun befandt sig nogle år tilbage.
”Akurra op, kom her.” Det var svært at benægte at hun nydt den hårde tone, alt var stadig ømt som jeg rejste sig, ben svage, luften slået ud af hende efter Cordelia havde lagt hende ned.
”jeg forstår dig ikke Akurra, hvorfor! vil du lære at mestre menneskelig kampstil?” Samme hård, klare tone.
”Fordi..byvagten..”Forsøgte hun, men hun havde endelig ikke et godt svar…var det ikke det by vagten lærte? At afvæbne, at neutralisere folk så hurtigt og sikret som muligt?
”Hvis du bliver ved med dette så vil du aldrig blive klar.” mindet sluttede som hun befandt sig på jorden der hvor hun stod, halv orken nu med hendes sværd i hånden.
”Uh ha, en rose med torne.” Lyd det hånligt. Han havde ikke været blid om det, hendes ribben gjorde ondt. Han måtte have sparket hende.
”Bleg, bitte tøs.” lyd det nærmest legende fra mørk elverne, og kentauren forbliv hvor den var, rystende på hovedet over..hende? Hans venner? Før hun fik mulighed for at tænke sig om blev der taget fat i hendes  kappe og mørkelverne træk hende til sig.
”kom du fint med os, og vi skal nok beholde den fine hvide hud uden mærker.” tilførte han og træk hende et skridt med sig.


”Hvor er Cornelia?” Spurgte hun forsigtigt, det var tidligt morgen, Oscar stod klar med sværd i hånden.
”Hun kommer ikke med i dag. Men Akurra hør her..Du kan ikke lære at slås på den måde du gerne vil..du vil aldrig blive god nok.
”Men herre!”
”Hold mund! Spar mig lige nu og hør efter. Det er en unaturlig ting for os at holde et våben. Endnu mere for halv dyr. Så hvorfor vil du lære at håndtere dem? Brug din krop og du vil klare dig fint.”
”Min krop er dødelig!”
”Netop..den passer ikke til det liv du gerne vil have, men her, vær livvagt her..og ingen vil nogle sine komme i fare..du er hurtigere end langt de fleste, og dit gift, din magi, og dine instinkter..du kan stoppe alt før det sker..så drop den latterlige drøm om lov og orden, og find en du vil give dit liv for og vær deres livvagt!”
”DU FORSTÅR IKKE MIN DRØM! HVORFOR BYVAGTEN?! FOR AT VISE VERDEN VI HALVDYR IKKE BARE ER MONSTRE!”
”Du er ET monster, giftslange.”
”Hold kæft! Du sagde du ville hjælpe!” I vrede lod hun sine sværd møde hans ene.
”Bedre! Lyt til din krop, gør sværdene til en del af dig! Lad dine instinkter føre dine klinger! Ikke teknik! Teknik betyder intet når din krop er som den er! Blev et monster Akurra, lad dine instinkter tage over i kampen! Din krop kan ikke holde til at slås normalt!”
Underarmen på en mørkelver, en ork foran sig der snakkede løs om hvor heldig hun var at det var lige netop dem der fandt hende og ikke andre. ”Lyt din krop.” Det havde taget hende år at blive rekruit, fordi hun netop ikke gjorde hvad han sagde, men hvad hendes eget hoved skreg..måske vidste han bedre end hende…nej. ”Du er et monstre. Han vidste bedre end hende.
Der var ikke gået mere end et halvt sekund før hun havde nået orken, før hun havde sat sine tænder i hans hals. Forsigtigt lod hun sine hænder nå sine sværd, skederne faldt tungt ned i den mudret jord. Og endnu et brag belyste dem som orken faldt til jorden, i en kamp med at få luft, en kamp der var umuligt at vinde som livet langsomt forlod ham i hans væs for luft. Mens var intet sket de sidste to stirret blot på hvad der lige var sket. Overrasket over hende der havde overgivet sig sprang op som hun gjorde.
”Han havde ret..teknik er bare i vejen.” Lyd det koldhjertet som hun samlet sine sværd foran sig. En let sky af mørke gul væske forlod hende som hun spyttede gift på sine sværd. I selv samme bevægelse træk hum dem imod hinanden og gnister sprang i luften omkring dem.
”Kom.” Lyd det koldt, fra den blege halvslange, mens halv orkens blod dryppede fra hendes tænder. ”Tvivler på søs vil have noget imod lidt blod på hendes grav.”

Det var ikke et kønt syn der ventede næste morgen. En halvork kvalt i sit eget spyt med to fine huller i halsen, to grave berørt at blod, en nu en arment mørkevler, og en kentaur, der var halvt adskilt der hvor kroppende mødte. Blod sporet der førte væk fra mordpladsen, for det var det det var, det så ikke ud til at der havde været en kamp, som det så ud var det intet andet end kold hjertet mord uden en chance for at kæmpe igen. Sporet endte ved hovedvejen hvor mudret, regnen gjorde det umuligt at følge. På trods af mange forsøg at finde mordere blev der aldrig fundet nogle spor, ud over de mange dråber af gift i orkens blod, og nær kentaurens farve løse blik.