Bladene havde skiftet farve væk fra den friske grønne og over til de mere brændende røde, orange og gule. De sidste druer var plukket, mast og sat til at gære. Den første nattefrost havde selv samme morgen efterladt Lindeskoven glinsende i solens lave stråle.
Det var tid for løvfaldsfesten.
En aften til fejring af høsten, der var kommet i hus og den lyse tid, som var gået. Forude lå vinterens mørke, som selv ikke Elverly og Lindeskovens magi helt kunne holde oplyst. En tid for refleksion, samvær og fordybelse. Efter endnu et omskifteligt år i menneskenes hast så Dearalda frem til det.

Skovfortets store festsal var pyntet med løv og lys som det hørte sig til. Lanterner hang mellem grenene og magiske brændende liljer var placeret enkeltvis eller i klynger rundt omkring i salen. En kilde til lys, varme og forundring, som deres tilføjelse var en nyhed for de fleste. Noget de kunne takke Cornelìan for - hvis nogen spurgte til deres oprindelse. Borde med mad og vin, samt siddepladser for de festende og ikke dansende, kransede salen ind, hvor der ikke var gjort plads til en scene for de optrædende.

Deralda gled lysende og let væk fra den klynge af ældre elvere, hun havde lyttet til, og rundt langs bordene, mens hendes blik gled søgende over de siddende så vel som de dansende. Musikken ville snart skifte og hun håbede at finde en helt bestemt, hjertenskær til det stykke der ville komme.
Latteren gled frit denne aften hos de fleste, noget elvervinen hjalp så inderligt på, men også at de kun var Skovens folk og ingen udefra var inviteret. Det kunne ses i letheden og den afslappede holdning, men også i tøjet, der dette år ikke tog hensyn til menneskelige sartheder. Hendes egen kjole bestod af florlette og ganske tynde lag i blålige nuancer, der fortættedes hvor det var nødvendigt over bryst og liv, men ellers flød bølgende om hende. Guld smykkede strategiske stykker og holdt dem nede med sin vægt, mens en gylden lilje kunstfærdigt var fæstnet i hendes hår og holdt det på plads.

Så endelig fandt Dearaldas blik de mørke lokker hun ledte efter på den rette ranke skikkelse. Hendes smil voksede sig varmere og hendes skridt blev mere målrettet, som hun ændrede sin kurs. At Elisor var centrum af en fest var altid at forvente, men forhåbentlig var han mere optaget end at hun kunne føre ham væk for en stund.
"Må jeg stjæle dig for en dans?"

Af Elverlys mange fester så havde løvfaldsfesten en særlig plads i Elisors hjerte, på mange måder markerede den hvordan året var godt i hans virke som Sommerens stemme, en god høst og nok forsyninger til at ingen led nogen mangler gennem månederne hvor skoven ikke kunne dele lige så meget med sit folk.
Dette år var atter et glædens år for høsten havde artet sig som forudset, og sidste års vin spredte en varm glæde der ligeså bragte latter med sig. 

Elisor selv havde fornøjelsen af at lærer nogle nye dansetrin af en samling af ungelvere der mente deres variant var bedre end de gamle trin han tydeligt kun måtte kende.
Den åbne robe han havde båret den til skovfortet var for længst blevet lagt til side, den var til for at holde kulden ude, og varmen skulle han nok selv finde til festen.
Om livet hang et skørt der skiftede i røde, brune og orange nuancer, matchende stoffet der hang fra det halssmykke i udskåret træ der prydede den sorthårede elvers hals, ud til to armringe der snoede sig om hver sin overarm. 
Selvom smilet havde let til Elisors læber blomstrede det i fuld flor som hans hjertenskær fandt sin vej over til ham, "Altid mit daggry" Strålede han og nikkede undskyldende til ungelverne "Forhåbentlig ses vi ude på dansegulvet?"  Lød det med en let klukken før hans hånd fandt hjem i hendes og ledte dem ud på dansegulvet. "Jeg håber ikke de ældre elvere var for tørre denne gang?"

En respektfuld tavshed gled over Elisors ledsagere til en start ved Daeraldas ankomst, men holdt ikke længere end hans svar. Deres delte smil og tydelige affektion for hinanden, var så strålende som liljerne omkring dem og kastede omtrent så meget varme fra sig. Rygterne var løbet gennem sommeren, men var så åbenlyst bekræftede for alle de første uger af efteråret og ikke mindst denne aften.

Daeralda smilede til de forsamlede ungelvere og deres bekræftende forsikringer. De skulle nok slutte sig til dem, men om de kunne følge dem - se det var en helt anden sag. Hun lod hånden finde til hvile i Elisors som de sammen ledte vejen til midten af salen.
"De var overraskende sprudlende. Ylara fandt en ældre reference til en midvinter festlighed, som de mener vi skulle genopleve i år." Hun drejede rundt, som de nåede centrum, og lod skørterne folde sig fuldt ud i cirklen om hende. Som hun stoppede, synkende ned i et elegant nej, gjorde musikken det samme for et øjebliks fuld stilhed.

Så startede den melodi hun havde arrangeret. Et stykke så gammelt som tiden selv, men samtidig så uendeligt nyt og genkendeligt. "Husker du de gamle trin?" Der var et morende glimt i hendes grønne øjne, som hun atter rettede sig op. Af alle her var der næppe mange andre end dem der gjorde.

Der var altid noget lidt morsomt ved andre elveres reaktion på at se Daeralda  og især hvordan hun var i hans selskab, Elisor selv gav sjældent megen tanke til rygter og om han skabte dem. Når man kunne se glimt af fremtiden så var det lettere at stole på at være den man var nok skulle føre tingene i den rette retning, samt glæden han følte for Elverlys stemme var lige så let for ham at skjule som skulle han skjule solens stråler.

"Jamen dog, hvad er det for en festlighed? Eller passer den ikke så godt som samtale emne til danse gulvet?" Kommenterede han smilende som han svarede hendes nej med et buk, rejsende sig som musik han ikke havde hørt magen til længe. "Næppe så godt som dig." Et sigende glimt dansende på hans læber, som han rankede ryggen en smule og lod fødderne følge fortidens trin. For mange år siden havde han overtalt sin fader til at lærer ham hans ynglings dans, en dans som han havde lært af sin mor før ham.
Men trods det var det ikke helt den samme, et trin her og der kaldte på at være anderledes, nogen gange hurtigere, andre mere passionerede, det var i sandhed et stykke der mindede ham om dem. Et strålende smil dansede over hans læber "Ved skovens hjerte, hvordan har du fundet dette stykke?" 

Daeralda mødte morende Elisors blik, som hun rejste sig ved hans hånd. "Med faren for at du begynder at planlægge under dansen?" En let hovedrysten fulgte, skønt det lå i luften at han ikke ville komme til at vente længe efter dansen, før hun ville indvige ham i festligheden.

Fortidens trin faldt hende så let, som de begge forventede, men han fulgte hende flot. Årene havde varieret dansen, som musikken havde skjult sig bag nyere stykker, men begge havde levet videre. Som de greb og omfavnede de to elvere fortabt i hinandens blikke, stak vemodet til Daeraldas smil. En skygge, der svandt ved Elisors henførte spørgsmål.

"I minderne, nattensskær." Smilet fik varmen tilbage, som fulgte dansen ind i hans favn til et stille stykke. "Efter den første vinter, det første vår, blomstrede Lindeskoven for de tilflyttede. Helt anderledes end hvad den formørkede og forgangne Amazonitskov havde gjort, for det var en ung, opvoksende og fornyende skov. En ny begyndelse, der tog dem ind og voksede med dem, så vel som om dem og gav inspirationen til Løvfaldsvisen vi nu danser til..."

Et morende glimt flakkede i de blå øjne, som Elisor trak let på skuldrene anderkendende at hun havde ret, det ville ligne ham at komme til at lade sindet vandre mod fremtiden. Hvilket på ingen måde var en god grund det et efterladende nuet og han hjertenskærs selskab, samt han skulle nok høre om det når tiden var til det.

Trinene var som løvfaldets dans fra træerne mod jorden, elegant båret af en usynlig vind, og trods trinene ej var magen til hinanden passede de sammen og var genkendelig for alle omkring dem. Hvis Elisor havde haft øjne for andet end Daeralda ville synet af ungelvere der gav sig i kast med at følge deres ting havde moret ham ganske meget, men ligeså al den glæde festsalen rummede var nok til vække et hvert hjerte.

"Et håbet og mindernes stykke?" Blidt nussede tomlen hendes håndryg. "En spirerne drøm, om lys og liv ny glæde, trods fortids skygger." Kvadede han som stykket flød gennem ham, deres historie var ham ganske kendt, men at mærke den gennem musikken og dansens trin var noget helt andet, at mærke dem der kom før være med trin for trin. "Mit daggry du har givet mig en gave jeg ikke aner hvordan jeg skal takke for" Smilede han strålende om kap med hendes lysende skygge.

"Hvordan kan det være andet?" Daeralda lod endelig smilet flyde frit til den varme det altid søgte at spejle i Elisors nærvær. Hendes nye lys. Hendes måneskær. For han havde skilt mørket omkring hendes sind med klarhedens og tidens lys, da hun intet havde kunne se igennem det. Stille vist hende vejen mellem stammerne af hendes forsvundne liv og ud i nuets lysning, hvor intet dækkede for himlens uendelighed.

Hun lod dansen tage videre og ænsede halvt, hvordan andre af de ældste havde fundet gulvet omkring dem. Kaldt fra deres snak af det første håbs vise og den glæde derved, som årene havde sløret. Følgende dansen og alligevel ikke, lod hun den ene hånd finde op til Elisors kind, før hun slap ham helt og med fri latter drejede fra ham til et møde med tre andre i midten og følgende dem rundt, før de hver fandt deres partnere igen.

Kun for en kort stund, før musikken tonede ud og dansen fandt sin ende sammen med den. Daeralda blev stående tæt inde og seende op på Elisor. "At holde dansen og visen i vor hukommelse..." Hun holdt alvoren kort, før hun gav hans arm et klem, som hun tagende hans hånd ledte ham mod en af balkonerne. "Og ikke glemme den så snart sneen falder."
Balkonen var som håbet skærmet med et klæde og ubenyttet så tidligt på aftenen det stadig var. Den lå også badet i månens klare skær, skønt de hvide og lyserøde liljer placeret derude for lys gjorde deres bedste for at opbløde det med varmere toner. "Har Telari egentlig et eller med silkebånd? Jeg synes aldrig jeg kan finde nogen, og hendes redder virker til at vokse..."

Elisor bøjede hovedet i et nik, hvem ville de være hvis de glemte hvor de kom fra? Skovelvernes historie bar på megen sorg som hele flugten fra Amazonitskoven vidnede om, men selv de der kun havde kendt til Lindeskoven og dens væsen havde deres egne historier på godt ondt. De måtte være som træerne og skoven stadig søge nyt og lys, lange liv krævede stadig næring trods stærke rødder. 
"Jeg er sikker på at efter i aften vil der gå mange år før nogen glemmer den igen" Strålede han og lod blikket glide over forsamlingen, selv nogle af det mest stiv benede af gæsterne havde tydeligvis være ude og vise at deres fødder ikke havde glemt de gamle trin og hvis grinene fra ungelverne skulle tages for gode vare havde de ej heller ladet udfordringen glide forbi. Hvordan de reelt havde klaret sig var ej Elisor bevidst, men glæden i salen derimod var fantastisk. 

Summen fra festsalen blev erstattet af den køligere natteluft som de krydsede klædet og Elisor trak hende en anelse tættere på, et fjoget smil dansede over hans læber som han tog de lysende indtryk til sig, hvem kunne fryse i så dejligt et selskab? "Silkebånd?" Han løftede øjenbrynene kort som han granskede sine tanker, "Jeg mener at hvis de er en smule skindende så jo" Klukkede han. "Der er en årsag til at mit hår oftest er bundet op med hør bånd, det endte med at være nemmere" lød det med et skævt smil. 

Daeralda smilede varmt, som hun kastede et blik tilbage på salen. Noget gammelt havde fået nyt liv i aften og undveget tidens glemsel. Et lille håb for en der stadig huskede sine forældre i selvsamme dans over salens gulv, fortabt i hinandens øjne og glemmende hvor de skulle skilles i dansen. En siden af legenderne ingen andre huskede og slet ikke fortalte om, men måske, måske ville andre følge deres eksempel i uvidenhed de kommende år. "Det håber jeg..."

Freden på balkonen og følelsen af tosomhed sluttede sig om hende så snart forhænget faldt på plads ind mod salen og de var alene med månen og liljerne. Hun trak vejret dybt ind, som Elisor trak hende til sig. Det her var helt rigtigt.
En dæmpen klukken fulgte hans spørgsmål og svar. "Så havde jeg ret. Pigerne benægtede at det kunne være grunden, men jeg mente jeg så et bånd flyve væk her til morgen..." Hun lod stemme glide ud, før hun lagde hovedet let på skrå. "Det forklare dog ikke mængden af hør bånd der nu fylder i æsken med hårbånd..."

En benægtende pippen over dem, afslørede de måske var helt så alene som de havde troet sig og fik da også et grønt silkebånd til at dale ned mellem dem. Så afslørende som noget, måske mest fordi det var bundet om en lille beskedrulle tydeligt mærket med Elisors navn i Daeraldas sirlige håndskrift. "Men dog..."

En kende overdrævet løftede Elisor det ene øjenbryn "Hvilke af pigerne? Jeg vidste ikke at silkebånd var det nyeste emne der skulle diskuteres?" klukkede han varmt og smilede atter en gang til hende. 
Dog nåede den sorthårede elver ikke at komme til sin punkties forsvar igen før at Telari selv mente at det var tid at bryde ind, Elisor vidste godt at hun var ganske dygtig til hendes job men normalt havde han det faktisk opdage fulglen inden hun leverede sin besked.

Med en elegant håndbevægelse fangede hans frie hånd den dalende besked og fangede de blå øjnes opmærksomhed. "Og her havde jeg troet at jeg skulle foreslå at vi havde vist os nok til festen for nu, men har jeg ret i min antagelse at det ville være uhøfligt ikke at læse beskeden?" Klukkede han og var allerede så småt med ved at binde båndet op, overrakselse var uimodståelige når de kom fra nogen han holdt af.
"Jeg er sikker på at kilderne er fantastisk sted på denne tid af aftenen?" foreslog han med et sigende blik før de blå øjne atter vendte sig med den sirlige håndskrift på den sammenrullede besked. Kilderne ville næppe være fyldt med for mange folk under festen og dem der evt ville være ville med al sandynlighed være for opslugt af hinanden.

"Åh noget skal vi jo sladre om, som de bestemmer sig for dagens påklædning og hår." Daeralda måtte nok indrømme at den stille morgenrutine var vokset på hende, som en god måde at starte dagen i stedet for et forstyrende element. Det havde irriteret hende grænseløst de første måner at have nogen, bevægede sig rundt i de tilstødende værelser mens hun mediterede, men nu var det en velkommen nærhed. Især som fnidren og fnisen var kommet til over tøj der ikke altid var at finde, hvor det burde være.

Hun lod latter fylde blikket, som det faktisk havde lykkedes Telari og hende at overraske Elisor. Ingen let øvelse med hendes kære fremtidskuer. Sedlen foldede sig da også let ud og afslørede hendes sirlige håndskrift.

"Brygmesteren har stillet en kurv ved bunden af Drosseltrappen."

Hans næste ord trak en dæmpet latter fra hende. "Nu ikke snyde, Nattenskær, det har ikke været let at arrangere uden dit vidende det her!" Hun trådte lidt tættere på og duppede ham let på næsen, før hun sin anden hånd fange hans og føre ham mod hjørnet af balkonen, hvor drosseltrappen belejligt startede.

Elisor nikkede stille til svaret, det gav ganske god mening at de ville snakke om et eller andet i de tidlige morgentimer, men det var mest af alt blevet noget der skete i baggrunden trods det havde taget noget tilvænning, selvom han selv havde nydt de gange der var endt med at blive lagt tøj frem til ham også.

En mild latter brusede frem som han fik læst beskeden og hendes ord nåede hans ører. "Mit daggry, du ved at jeg værdsætter det utroligt meget!" Modsat hvad nogen nok troede kunne det godt lade sig gøre at overraske seeren, men det ændrede ikke på at han værdsatte arbejdet med det utroligt meget. "Jeg lover at det kilderne var blot et heldigt gæt, men du ved at jeg holder af de varme kilder." Forklarede han som han gav hendes hånd et klem og fulgte hende ned af trappens trin hvor der stod en sirligt snoet kurv. 

"Oooh? Er den flaske hvad jeg tror det er? Hvordan er det formået dig at skaffe sådan en?" Hvis nogen skulle både kende til hans forkærlighed for det og formået at skaffe en ville det være hende, måske med hjælp fra hans tvilling.