Generelt var de rubinske klæder kendt for at vise en del mere hud, end dem man havde på længere nordpå. Sephyran skulede ganske vidst til Fareeds tøj, som stadig var en smule for feminint til en mand af hans statur, men fyrsten følte sig ikke berettiget til at bestemme sin brors påklædning i hans eget hjem.
Han havde trods alt også brug for at holde sig på god fod med de fleste af hans, ganske indflydelsesrige, familiemedlemmer.
Vin blev skænket og Sephyran var hurtig til at tage en tår af glasset. På sine ældre dage var han blevet mere end forfalden til de sødmefulde væsker, og nogen ville måske påstå, at han drak mere, end godt var. Desværre havde vinen de sidste par dage ikke helt været i stand til at jage dårligdommen bort, hvilket var med til at gøre Sephyrans humør ganske sort.
"Godt at høre. De Zaladins nomader må lære ikke at stå i vejen for Kazimihandelsruterne." Brummede Sephyran, lidt utilfreds ved tanken. De var blevet frækkere og frækkere, troende at de kunne tillade sig den slags, og der var Fareed og Sephyran ganske enige om midlet: der skulle slås hårdt ned på dem, som de skadedyr, de var.
Han løftede vinglasset til læberne, stirrende på sin bror, der havde den frækhed at spørge ind til hans helbred. Noget som tjenerne utvivlsomt havde gået og hvisket om allerede. Sephyran var ganske paranoid, og det sidste han havde brug for, var at der spredte sig rygter i familien om, at han var ved at skrante på den .. det kunne betyde, at de andre brødre kom flokkende som grippe i håb om at få en bid af magten.
"Bare lidt brok med maven. Ikke noget alvorligt." Svarede han endelig, viftende affærdigende med sin hånd, hvorfra der glimtede adskillige gyldne ringe. Han burde måske gå til healeren, men han følte, at det var at stikke halen mellem benene. Et rigtigt mandfolk kunne vil komme sig over sådan en lille infektion selv..