//Fortidstråd - foregår i 2004

I det lune efterårsvejr virkede alt idyllisk på paladset for fyrstefamilien. Dog var der i et af de åbne rum ud til udenfor, sad en lille prins med knæene helt oppe til hagen. Øjnene var en spøjst blanding af den almindelige limegrønne farve og rødme fra tårer. Den halvlange tunika, der blev opdelt af et bælte ved livet, gik næppe helt ned til knæene og i denne position, dækkede den knap nok lårene. Derfor var de blodige knæ tydelige ved hagen sammen med skrammer her og der på kroppen og ansigtet samt uglet hår med lidt græs og grene deri. 

Ingen var i nærheden af den snøftende Jontar af Kazimi. Det var lidt hans egen skyld. Han havde mere eller mindre undsluppet sin personlige slave og diverse barnepiger. Nu var det kun kommet for at bide ham bag i - eller foran, for det var der, skrammerne fra. Selv en prins kunne skade sig selv ved at kravle for højt oppe i et træ. Især, når man kun lige var en lille måned over fem år.
"Av!" pep Jontar med sin højtonede stemme og midlertidige hulkende, knækende stemme. Han havde prøvet at røre det ene knæ med en finger, men knap havde han strejfet det åbne kød, før han havde trukket fingeren tilbage i smerte. Det gjorde ondt. Virkelig ondt!

Meget vel var Jontar søn af selveste fyrsten, men han var endnu en lille dreng. Han kunne stadig have uheld i løbet af natten i søvne. Han havde stadig problemer med selv de mest almindelige og simple ting. Og han var endnu ikke stærk nok til at holde sig oppe i en gren kun med hjælp af de småtynde arme. Hjælp var stadig noget, den lille dreng havde brug for. Men som Kazimi spurgte man ikke som hjælp. Den kom, når den kom. Selvfølgelig var dette oftest i det perfekte tidspunkt, men ikke altid. Og lige nu var en af de mindre perfekte tidspunkter.

Lyden af slaven, der kom ham imod, havde Jontar ikke opfanget. Han var for oprevet over sin egen smerte til at kunne høre andet end det, der var lige i hans egen lille bobbel. Derfor kiggede han først op, da den milde stemme blev sagt. Den var ikke fremmed. Ligesom fyrsten selv var Emin en skikkelse, Jontar havde set, så længe drengen kunne have husket. Det ville ikke undre drengen, hvis Emin havde set drengen helt nøgen, dengang minderne endnu ikke havde sat sig fast i hjernen. Enten for at skifte ham eller bade ham. Når hans egen personlige slave ikke kunne gøre det.
"Jeg-jeg faldt, fik Jontar fremstammet igennem hulken. De blanke øjne kiggede på slaven, inden han blev taget ind i et krus. Kram og omsorg var næppe det, slaver gjorde mest i. Især ikke mod Kazimi'erne. Men Jontar måtte have været så oprevet, at han ikke tænkte på det, for han tog blot imod krammet. Ja, hans ansigt begravede sig sågar ind i Emins gemene klæder. "Det-det gør o-ondt."

"Mhm." godkendte Jontar, endnu med ansigtet mod slavens klæder. Dog nikkede han med hovedet. Emin kunne næppe se dette, men han ville kunne mærke det. Ligesom Jontar langsomt begyndte at mærke, hvor øm han var andre steder på kroppen. Måske var chokket over knæene ovre, men med dette ovre var observationen af resten af kroppen mere vidende. Leddene var ømme. Og flere steder var virkelig ømme. Sikkert begyndende blå mærker her og der. Jontar ville ligne en lille krigshelt næste morgen uden tvivl. Men hvem vandt? Prinsen eller træet?

Langsomt trak Jontar sit ansigt væk fra Emin. Den ene håndflade tørrede ansigtet fri fra tårer - eller prøvede, for øjnene var endnu blanke og kinderne havde splatter af fugt fra saltvandet. "O-okay." sagde Jontar bare lavt. Ja, nærmest skamfuldt. Han burde være en prins. Ordentlig, modig, anstændig. Lige nu lignede Jontar alt andet end en prins dog. Han havde blod på huden og tøjet. Og han var beskidt. Ja, meget beskidt endda. Håret var uglet. Den solbrune hud havde grønne pletter. Tunikaen var ikke længere kun smaragdgrøn. Den havde nu et mønster af rød og en mere beskidt grøn. Fra blod og græs.
Uden at sige imod lod Jontar sig blive løftet op og båret hen til køkkenet. Øjnene var tunge under hele vejen. Ikke træt, bare tunge. 

Inde i køkkenet blev Jontar sat på en stol, imens Emin begyndte at presse appelsiner. "Jeg er beskidt." Stemmen var lidt bedre. Stadig småhulkende og lettere knækkende, men alle tre ord blev sagt uden den triste stammen fra en ked, lille dreng. 

Stolen var ikke høj, men for en lille dreng som Jontar var den alligevel stor nok til, at de små, beskidte ben dinglede over køkkengulvet. Han kiggede op på elveren, som der fortsat blev presset appelsiner efter appelsiner ned i kruset, der kort efter blev givet til drengen. De beskidte pølsefingre tog om kruset og hævede det til læberne - hvilket skulle vise sig at være en fejl, for Emin valgte i dét øjeblik at duppe en fugtig klud mod knæet. Dette kulminerede i en række af ting på samme tid: Benet bevægede sig hastigt og ramte Emin. Drengen pep af smerte. Appelsinjuice blev tabt udover Jontar selv og gulvet. Nu kunne appelsinjuice tilføjes til listen over, hvad Jontar er beskidt af.

"Auch!" At undskylde ville nok være de flestes første indskud at ville sige, men ikke Kazimi'er. Og især ikke over for slaverne og tjenestefolket på paladset. Alligevel var drengens kinder en anelse lyserøde af flovhed. Han var virkelig et lille barn lige nu. Intet under, hvorfor mange kaldte ham JoJo. "Fem år. Havde fødselsdag sidste måned." Vidste Emin ikke det? De havde haft en fødselsdagsfest for drengen. Gaver i stor stil var givet til ham, deriblandt den tunika af onklen, som han havde på nu. Den, der lignede mere en gulvklud end noget andet.

Foden, der var mere brun end normalt på bunden, ramte Emin lige på kæben. Det måtte have været noget af et spark, eftersom slaven udbrød sig. Normalt gjorde de ikke, når de kom til skade. En lille del af Jontar fik dårlig samvittighed over det, men ikke meget. Han var jo opvokset med dette som værende normen. Derfor undskyldte Emin også, ikke Jontar. For det var aldrig Kazimi'ernes skyld. Altid slaverne. "Det er okay. Bare ikke igen, okay?" Jontar ville hellere rende rundt beskidt end få dén behandling igen. Han havde jo været i smerte fra faldet og lidt nu af ømhed. Han ville ikke mere. Det var ikke retfærdigt. 

"Tak." sagde Jontar med et sødt og småkækt smil. Han var en stor dreng nu. Eller det burde han være. Det havde også været derfor, han havde kravlet højere. Fordi han var stor nu. Åbenbart ikke stor nok dog. Måske næste år ville han slå træet.
Pludselig kom en ny person ind i køkkenet. Straks frygtede Jontar, at det var hans fader. Hvad ville fyrsten ikke sige, hvis han fandt sin søn beskidt, blodig og i køkkenet? Men det var ikke hans fader. Det var.. Emin? Men Emin var lige foran Jontar. Forvirringen var som malet i drengens ansigt. Slaven virkede upåvirket, for han tog blot drengen i sin favn. Jontar lod sig blot blive båret væk. End ikke for at stille spørgsmål til, hvor de skulle hen. Der var andre spørgsmål end deres destination i drengens hoved. "Der-der var to af dig." Jontars stemme var fornøjet og forvirret. Og det samme var de limegrønne øjne, der kiggede på slaven. Emin var ikke tvillinge, så ville Jontar huske det. Tvillingerslaver ville han huske! Henover skulderen på slaven kunne Jontar se den anden Emin gøre rent. Var det derfor, alle de voksne roste Emin? Fordi den slave rent faktisk kunne være flere steder på én gang?

Jontar gjorde ikke andet end at nikke. Selvfølgelig ville Emin bare hjælpe. Han var jo deres slave. De var her kun for at hjælpe Kazimi'erne. Men nogle gange gjorde hjælp ondt. Det burde Jontar vide. Det burde alle vide. Det gjorde ondt for at gøre godt. Var det ikke sådan, nogle af de gamle, kloge mænd sagde i ny og næ? Han burde nok høre bedre efter, når der var undervisning. Men det var nu ikke det sjoveste at sidde og læse i en bog. Der var så meget andet at lave jo!

De nåede vaskerummet med det store kar i gulvet. Det var ikke tit, Jontar var hernede for at blive vasket. Det var for de store i slægten. Børnene kunne nøjes med karbadene på deres egne badeværelser. Nemt, når de skulle vaskes inden sengetid og når de ellers skulle være rene. Derfor kunne drengen ikke lade være med at kigge lidt. "Sejt. Hvis jeg kunne det, ville jeg lege med mig selv. Meena er ikke god at lege med." sagde Jontar, der tydeligvis var bedre tilpas, end da Emin først havde fundet ham udenfor. Og jo, Meena var da en god lillesøster, men hun var netop det. Lille. For lille tit.
Fødderne kom på de kølige klinker, hvorefter Emin begyndte at tage al det beskidte tøj af drengen. De fleste ville nok dække dem selv eller være lidt utilpas til mode, hvis de blev klædt af. Men ikke Jontar. Han var vant til det. Som tænkt tidligere, så havde Emin uden tvivl allerede set alt af Jontar. Hvad gjorde en gang mere? Alligevel gik der ikke lang tid, før Jontar var nede i vandet. Ikke af skam, men af lyst. Det store karbad kun til ham? Dét skulle udnyttes.
Tanken om de ømme lemmer og åbne sår i knæene forsvandt, som drengen nærmest sprang ned i karet. Drenge var dumdristige. Hvorfor ellers ville de komme med blodige knæ og skidt hver og hver anden dag? Lidt sjældnere for en prins. "Yay!" Jontars hoved kom op over vandoverfladen igen sammen med skulderne og toppen af brystkassen. Han var ikke langt ude i karet. Der var ikke for dybt for ham - endnu i hvert fald. Dog var han langt nok væk fra kanten til, at Emin ikke ville kunne komme til at vaske ham med sæbe. 

Emins ord fik Jontar til at stoppe sit splatteri med vandet og hundesvømmede tættere mod kanten og dermed Emin. Det korte, sorte hår lå som en våd moppe henover hovedet og dækkede halvdelen af panden. Det skulle nok snart trimmes igen. 
"Slaver går da ikke i skole." sagde Jontar. Hvorfor løj Emin? Slaver gik ikke i skole. Det havde de hverken tid eller friheden til. De skulle opvarte dem, de var slaver hos. For Emin og de andre under dette tags tilfælde var dette Kazimi-slægten. Drengen vippede hovedet en anelse på skrå som inddirekte tegn på, at han ønskede uddybning. 

Fordi han nu var inden for Emins greb, blev sæbet hurtigt skænket til drengen. Håret var nu mere hvidt end sort af skummet. Vand blev skyllet ned over ham. Han sørgede for at huske at lukke øjnene og munden, når dette skete. Øjnene skulle ikke svie mere og sæbevand smagte altså ikke godt, uanset hvor rent det måtte være.
Dog fik Emin kun skrubbet den øverste del af Jontar. Fra brystkassen og ned forblev under vandet, væk fra slavens greb. Meget vel var dette og dermed de åbne sår og resten af skidtet i vandet, men det krævede mere for at rense. Men drengen ville ikke op med knæene, for så skulle de renses og det gjorde ondt. Denne tanke kunne nærmest se i øjnene på ham. Derfor skulle han finde på noget for at distrahere Emin. Sørge for, at slaven glemte at vaske hans sår. "Hvad laver din anden dig nu så?"

Emin havde absolut intet imod at få våde hænder. Det krævede i hvert fald at dyppe armen godt ned i vandet for at vaske overalt. Eller så langt slaven nu kunne nå. Og hænderne nåede kun ned til navleområdet. Ikke længere. Ikke ned til de forslåede knæ, til Jontars store glæde. De var i vand, de var renset. Det var, hvad drengen tænkte. Selvfølgelig var de ikke klinisk renset. Der kunne stadig være bakterier i sårene. Men den slags voksenting tænkte en dreng som Jontar ikke. Verdenen var så simpelt set fra et barns perspektiv. Den simple verden ville Jontar havde i nogle år endnu. Han ville have haft den i længere tid, hvis ikke han havde sit efternavn. Intet kunne være simpelt, når man var en Kazimi.

"Så du er to personer, indtil du bliver én igen? Lyder underligt. At have en ekstra dig rundt, som du ikke ved, hvad laver. Hvordan ved du, hvem den rigtige dig er?" spurgte Jontar, hvis mund lige nu ikke stod stille. Lige nu var det nemt at holde Emin beskæftiget. Fokusset var mest på at snakke. Jovist vaskede Emin ham da også, men det gjorde ikke grundigt. Ellers havde Emin jo nok gjort mere for at vaske hele kroppen og ikke kun til navlen. Der var jo langt mere beskidte steder endnu på drengens krop. Og fordi lille Jontars plan virkede, lod drengen også øjenkontakten blive. Det var næppe alle slaver, der turde dette. De fleste kiggede ned i jorden konstant. Men ikke Emin. Ikke lige nu i hvert fald. "Hvorfor lever du ikke bare som to personer altid? Så kan vi give dig flere opgaver altid." Eller han kunne lege med Jontar i ny og næ, så længe én Emin lavede noget produktivt, kunne den anden godt lege med ham, ikke? Bare indtil Meena blev gammel nok til at lege med.

Det virkede som et spøjst fænomen. At have en selv vandrende rundt, uden man ved, hvad den anden jeg gjorde, tænkte og sagde. Først når de blev slået sammen igen. Det var abstrakt. For abstrakt for Jontars lille hoved. Man kunne nærmest se, hvordan tandhjulene arbejde på overarbejde bag de limegrønne øjne.
"Hvad med straffer? Hvis nu den ene af dig skal reprimanderes, skal den anden dig også?" Jontar havde set sin del af afstraffelse hos slaver. Det var ofte enten de helt unge og nye eller de gamle, der ikke kunne meget mere. Emin var hverken det ene eller andet. Det var ikke ofte, at han skulle have en reprimande. Af hvad Jontar kunne huske.

En lille rysten på hovedet blev givet til Emin. Igen, det var ikke af skam, at han ikke ville op. Det var faktummet af, at når han var oppe, ville benene være frie. Frie for Emin at vaske. Kazimi'er skulle ikke have frygt, men en lille dreng, der lige havde været i smerte, ville gøre alt i verdenen for at undslippe selvsamme smerte igen. 
"Jeg får nogle gange ondt i hovedet, når jeg skal læse meget til skole. Det går væk efter timer," sagde Jontar energisk. Han prøvede ihærdigt at forblive i vandet så længe som muligt. Måske Emin ville glemme at vaske resten af kroppen. Bare lade drengen plaske rundt i det lune sæbevand. "Må jeg ikke blive hernede? Bare lidt endnu." Lige nu lød det ikke til, at Jontar snakkede til en slave, men en, der havde nogen kontrol over ham. En bestemmelse over drengen. Som en voksen. Forælder.

Jontar kunne ikke forestille sig, hvordan det ville være at se sig selv blive straffet, men ikke mærke det. I hvert fald ikke endnu. Jovist var drengen ingen slave, men opdragelse kom da ikke uden sine lille skavanker. Han havde da fået en tur eller to over knæet, eller fået et rap over nallerne i løbet af skoletiden. Drengen kunne være så fandens aktive. Så ulydige og ufokuseret. Derfor valgte drengen heller ikke at kommentere. Var Emin - en af Emin'erne - ulydige, var straffen fortjent jo. Men ingen grund til at tvære mere i det.

"Synes aldrig jeg ser dig få straf," fortalte Jontar. Drengen havde set sin familie og andre frie personer straffe diverse slaver på paladset. Dog syntes prinsen aldrig at have set en Emin på modtager-siden. "Du er vores bedste slave." Kommentaren blev sagt lettere henkastet, men de limegrønne øjne kiggede på slaven med oprigtighed i sig. Før han kiggede væk og svømmede rundt, allerede inden han havde fået sagt god for dette.

"Jeg er en stor dreng uanset hvad!" sagde Jontar højt og grinende, som han svømmede baner rundt. Vandet plaskede rundt som en mindre orkan ude på det åbne hav. Den fødte svømmer var prinsen ikke. Det var i hvert fald ikke elegante tag i vandet. Det var snarere hundesvømning med mere plask. Men han kom frem! "Min slave burde lære af dig. Hun er uduelig." Om Emin ønskede at snakke, imens den store dreng svømmede rundt, vidste Jontar ikke. Faktisk tænkte drengen ikke på, hvad Emin ønskede. Det var ikke noget, man behøvede at tænke om slaver. De ønskede, hvad deres ejere ønskede. Længere var den jo ikke.