Ezekiel var på vej mod markedspladsen, hvor han skulle patruljere lidt i løbet af de næste par timer. Det var trods alt hans job som byvagt, og et arbejde som han satte højere end noget andet. Især efter de andre byvagter sådan rigtigt havde accepteret ham. Da han startede i lære som byvagt, så havde han været en rigtig bullerbasse, som havde svært ved at styre sit temperament, men det havde han langsomt lært, og mere eller mindre fået banket ind i hovedet af større og stærkere byvagter, når han var for vild og voldsom.

Lige nu var han iført fuld rustning. Han havde jernpanser om bryst, skuldre, håndledde, mave og lår, men ellers var det læderpanser. Desuden bar han en kappe med byvagternes tegn, og et stort sværd sad i en skede med en rem, så sværdet hang over hans ryg. Hans store horn - dog ikke så drabelige som mange andres, var afskrækkende nok for de fleste. Folk turde sjældent lave ballade, når han havde vagt.

Men nu gik han gennem markedspladsen, da han så en fedladen mand vinke af ham med en hånd fyldt med æbler. Det ene øre vendte mod manden, og det andet bagud, som han gik over til ham med rolige skridt. Hvis nogen ville ham noget, så måtte han jo tale med dem.

Jo tættere han kom på manden, jo mere tydeligt blev det, at der var nogen, som han skulle tage sig af. På en trækasse sad en ung kvinde, tydeligvis menneske eller noget der lignede, og manden havde et fast greb i hendes ene arm, så hun ikke kunne stikke af. En tyv? Tænkte han og henvendte sig til manden.

"Hvad kan jeg gøre for Dem Hr.?" sagde han myndigt, men lod sværdet hænge hvor det var, da der ingen fare var.

// Undskyld for det langsomme svar! Jeg har haft travlt! :( //

Ezekiel så på manden og rystede på hovedet, "Slap lige lidt af du. Jeg tager mig af det."

Han sad nu på trappestenen, og så på kvinden foran sig. Hun var ikke mange lorte høj, og så noget så skrøbelig ud. Hun måtte være et menneske, for elvere var som regel højere. Og halvelver kunne hun ikke være, for ørerne var ikke spidse. Håret var rødt som vild ild, og ganske smukt, hvis hans selv skulle sige det.

"Selskab?" spurgte han forvirret, og kløede sig bag det ene af de store horn. Så kløede han sig mellem hornet og øret, og fandt sig selv spørge, "Hvordan kan æbler holde dig med selskab? Det er jo mad?"

Det var meget klart, at han seriøst ikke forstod et klap af hvad hun sagde. Hvordan kunne en død ting holde en med selskab? Havde hun i virkeligheden været ude på at stjæle æblerne? Eller foregik der noget helt andet? Han forstod det virkelig ikke, det her. Det var forvirrende og gav ingen mening!

"Godt han ikke nåede så langt," svarede han hende venligt, og forsikrede hende så, "Det ville han ikke have fået lov til. Jeg er her for at sørge for, at kriminelle bliver straffet på rimelig vis. Og for at sørge for, at ingen her bliver slået ihjel. Det kan jeg love dig. Han kommer ikke til at gøre dig noget."

Han rejste sig op og greb så efter hendes arm, for at inspicere de blå mærker, som hun havde fået efter mandens store, grove hænder. Det så bestemt ikke kønt ud, men hun ville overleve. Det var ikke noget livstruende. For så ville han have slæbt hende til en healer.

Ezekiel så på hende, som havde hun groet et ekstra hoved. Hvordan kunne et æble være ens ven? Og hvordan kunne man nogensinde spise et æble igen, hvis man havde været venner med et andet æble engang? Det gav ikke mening i hans hoved, men han lyttede alligevel til hende, for han skulle jo til bunds i det her.

Da hun så rundt efter et eller andet, hev han en gulerod op af sin lomme, og gav den til hende.

"Hvis mig det," sagde han venligt, men det var tydeligt, at det var en ordre, "Hvis mig hvordan en grønsag kan være din ven."

Han inspicerede hendes arm, men der var 'kun' nogle røde mærker, så han slap den snart efter igen, og satte sig igen ned på trappetrinet, for at hvile sine ben lidt. Ikke fordi han var i dårlig form eller noget, men han var stor og tung, og det var nogen gange lidt hårdt at gå og gå hele dagen.

"Jeg er sikker på, at din arm bliver siddende hvor den sidder," svarede han alvorligt, og gav hende så et smil. Det skulle skam nok gå alt sammen.

Ezekiel kunne ikke lade vær med at udstøde en buldrende, men mild, latter, da hun ærgede sig over, at armen ikke ville falde af. Det var dog det sjoveste han længe havde hørt - at nogen ærgede sig over at ens arm altså ikke faldt af. Han kunne ikke se, hvordan det at armen faldt af kunne være en god ting. Han satte virkelig pris på begge sine arme, skulle han være ærlig. Selvom han nok skulle kunne klare sit job som byvagt med en alligevel.

"Sejt at din arm faldt af?" lo han med et skævt smil om mulen, og klaskede sig et par gange på lårerne, tydeligvis underholdt.

Da hun begyndte at tale til guleroden, og bad den om at rejse sig op, så så han noget måbende til. Det var underligt at se en gulerod gro arme, ben og et ansigt. Det føltes alt sammen meget underligt, og han fandt sig selv træde et par skridt baglæns. Denne Elisa kunne åbenbart kommandere den nu levende gulerod rundt. Det var da både sejt og uhyggeligt.

Han vinkede tøvende tilbage til guleroden, som vinkede da Elisa bad den gøre det.

"Så det er din evne? Du kan bringe grønsager til live?" spurgte han lidt paf.

Ezekiel så interesseret på guleroden, men holdt sig på afstand. Han var ikke interesseret i at få det lille væsen i ansigtet eller noget, hvis dets menneske blev vred eller sådan noget. Selvom han ikke var sikker på, hvor meget skade en lille gulerod kunne gøre. Næppe ret meget på en stor minotaur som Ezekiel selv var.

"Så du vækker dem til live, og de holder dig med selskab?" spurgte han forundret. Han havde alligevel aldrig hørt om noget lignende før. Det var mærkeligt at bruge en grønsag til at holde sig med selskab - i hvert fald i hans øjne.

"Men du må vel kunne se, at folk ikke bryder sig om, at man låner deres vare. Når man tager noget af andres, så er man altså også nødt til at betale for det," forsøgte han at forklare hende, for han kunne jo godt selv se logikken, men det virkede ikke til, at hun kunne.