Da det unge bud kort efter Phillippe havde sendt brevet afsted mod bordellet, bankede på døren igen, var han faktisk blevet lidt overrasket. Han havde ikke regnet med at høre fra Enzel igen. Og bestemt ikke så hurtigt. 
 " Tak, knægt." Phillippe ruskede kort drengen i håret, inden han løb væk og Phillippe lukkede døren i så han kunne åbne og se hvad halvkatten havde skrevet. Mød mig på Det Halve Svin. Nu! Ingen indikation hvem det var fra eller til. Phillippe kiggede kort mod døren, og overvejede om drengen havde givet ham et forkert brev. Om han var blevet så vant til at rende frem og tilbage mellem snedkerværkstedet og bordellet at han bare af vane havde leveret dette brev til snedkerværkstedet også. Især fordi Enzel plejede at ville på Den Magelige Mis. 

 Trods udmattelsen i kroppen og den konstante hovedpine og ubehag, valgte Phillippe alligevel at bevæge sig ud af døren, og mod kroen der var blevet ønsket som mødested, selvom han burde blive i værkstedet og holde sig fra Enzel. Nu var det jo ham selv der havde tilbudt de kunne mødes, så kunne han ikke blive væk. Og hvis det ikke var et brev fra Enzel, så fik han en gå tur. 
 Phillippes gang mod Det Halve Svin var sløv, og det tog ham derfor lidt længere at kommer derhen end det normalt ville. Det var dog ikke så underlig, for så man på snedkeren kunne man godt se han ikke var på toppen. Hans hud virkede lidt mere bleg end normalt, og under øjnene havde han store, sorte rander, selvom han nærmest sov dobbelt så meget som han plejede. Holdningen virkede en smule mere dvask end normalt, og vejrtrækningen virkede.. anderledes. Mere sukkende og prustende, som var han forpustet. 

 Uden at se om Enzel sad ved et af bordene, gik Phillippe direkte op til disken, da han var trådt ind af trædøren. Han bestilte en kop beroligende te og noget brød. Ikke fordi han var nervøs for deres møde, men fordi han håbede på det måske kunne få hans krop til at slappe lidt af. Da han havde lagt krystallerne på disken, vendte han sig rundt, og lod det grå blik glide søgende rundt i kroen.

 Der var ingen spraglende farver eller specielt sære beklædninger at få øje på, da Phillippe lod blikket glide rundt i kroen. Måske havde brevet virkelig ikke været til Phillippe. Som blikket forsatte rundt i kroen, mødte det et stor, rødhåret halvkats øjne, noget der gik halvkatten at gå mod ham. Phillippe rynkede brynene og rettede sig lidt mere op, inden blikket gled lidt usikkert rundt i kroen. 
 " ... Yeeaah? " Det ene bryn løftede sig lidt, som han trak på svaret. Han følte sig bestemt ikke sikker i situationen, og han var alt for træt til at kunne gøre noget, hvis han på en eller anden måde, havde gjort den store dyr vredt. 

 Før Phillippe vidste af det, blev han samlet op og ført væk fra disken, te og brød med en forskrækket lyd. Nytteløst vred han sig og prøvede at komme fri, og da han blev smidt som et stykke skrald, faldt han ned på gulvet, og nåede lidt at tage fra med hænderne, så han ikke endte med at slå hovedet i brædderne. 
 Phillippe skulle til at møve sig op, da han hørte Enzels stemme. Noget der fik ham til at sukke lidt lettet, og derefter kollapse lidt mere på gulvet. Han orkede næsten ikke at rejse sig op igen.
 " .. Sikke en velkomst.. " mumlede snedkeren mod gulvet, da Enzel kom hen til ham. Blikket gled over bordelejeren der næsten gik i et med det mørklagte rum. Med Enzels hjælp kom Phillippe op igen, og han børstede sig kort af, inden han lod sig dumpe ned på den ene stol.
 " Tror du han kommer tilbage med min te og mit brød? " Kort var blikket vendt mod gardinet der skilte dem af fra resten af kroen, inden det landede på Enzel. Det var bestemt ikke noget han regnede med, men han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige.

Undskyld, E.


Det var ikke min mening at såre dig. Jeg er ikke til at stole på, fordi jeg har svært ved at styre mine lyster. Din hemmelighed er i sikkerhed hos mig, hvis min er hos dig. 


Jeg blev fortryllet til at forelske mig i min kone og gifte mig med hende. Da ægteskabet var fuldbyrdet forbandede hun mig, og hævede fortryllelsen. Hvis jeg er væk fra hende for længe visner jeg og dør. Jeg ved ikke hvordan jeg skal hæve forbandelsen, og alle ting jeg kan komme på, frygter jeg vil ende med mig død. 


Hvis du har brug for eller lyst til at snakke kan vi mødes over en kop te en gang. 


Lev vel.


P

 En kort og træt grimasse gled over Phillippes ansigt, da Enzel gav ham ret i hans tanker - at hans kidnapper ikke hentede te og brød - og han gned ansigtet lidt. Han var virkelig ikke i humør til at skulle gå ud og hente det selv, så det måtte blive derude. Måske en sulten sjæl kunne nyde godt af det. 
 Blikket betragtede Enzel mens han forklarede, ikke at Phillippe rigtig havde brug for en forklaring. Han nikkede dog alligevel lidt til det. 
 " Stærk.. Det kan jeg gøre mig enig i.. Blød.. Det mærkede jeg ikke lige efter.. " Et lille, skævt smil gled over Phillippes læber, og hans blik gled kort op til Enzels hat, der gemte de bløde ører. 

 Phillippe sad tilbagelænet på stolen, og betragtede Enzels bevægelser, mens øjnene vænnede sig til den sparsomme belysning. Da et pergament blev skubbet hen over bordet, gled blikket ned og fulgte det. Han behøvede kun at læse den første linje, før han vidste hvad det var, og han slog blikket væk fra det og ud til siden. Hånden køre igennem det lange hår, der hang løst ned over skuldrene. Han lod Enzels ord hænge lidt i luften inden han så tilbage på halvkatten.
 " Du må tage det her ilde, Enzel, men det har jeg heller ingen intentioner om.. " Brynene rynkede sig lidt, og blikket søgte Enzels lidt i et forsøg på at se hvordan han tog det. Det var jo ikke fordi det kun var Enzel han ikke ville dø for. Han var generelt ikke klar til at dø. Blikket blev slået ned og han trak lidt på skuldrene.
 " Jeg er vant til det, jeg kender rutinen. Ved hvornår det er tid til at rejse fra Dianthos..  " Beroligede han bordelejeren. Han fik en stikken i brystet. Hvorfor var det også at Enzel skulle virke til at bekymre sig mere for ham, end Nicola virkede til at gøre?

 Ærligt rystede snedkeren på hovedet. Sådan som han havde det var ikke unormalt. For det meste tog han først til Tusmørkely når han næsten ikke havde energien til at sidde på hesten længere, med mindre det skal passe bedre med arbejde. Denne gang ville han bare trække det ud så længe han kunne.
 " Jeg vidste bare ikke hvor længe der ville gå før du svarede. Så vidste du hvorfor jeg ikke svarede.. " Han trak lidt på skulderne. Enzels bedende tone fik Phillippes bryn til at løfte sig lidt og de næste ord fik han til at slippe et lille suk ud, inden han gned ansigtet træt. Det var ikke fordi der var noget galt med Enzels ord, men der var efterhånden nok ikke det han ikke selv havde tænkt på.

 " De fleste.. Hvad hvis det her er en af dem, der ikke hæves? " Hånden faldt ned fra ansigtet igen, og Phillippes blik mødte Enzels. Der var noget opgivende over glimtet i snedkerens øjne. 
 " Jeg har ikke lyst til at dø.. " sukkede han, og vippede opgivende hovedet bagover og så lidt op i loftet. Enzels næste ord fik ham til at skære en grimasse og lukke øjnene lidt. Lige så stille rystede han på hovedet, men sagde ikke noget til at starte med.
 " Det kan jeg ikke.. " Han fnøs over sig selv, samtidig med at åbnede øjnene og rettede hovedet op igen, så han kunne se på Enzel.
 " Jeg kan ikke engang tvinge mig på hende, selvom hun vil have det.. " Hænderne der lå på armlænene knyttede sig lidt og Phillippe slog blikket væk fra Enzel igen, mens han rystede lige stille på hovedet over sig selv. Han var en ynkelig mand..
 " Og du vil heller ikke have jeg får min frihed igen, Enzel.. Ikke rigtigt.. " pointerede han efter at have vendt blikket tilbage på ham. 

 Da deres blik endelig mødtes igen, sank Phillippe en klump og foldede læberne lidt sammen. Han var ret sikker på Enzel ikke ville være glad for at høre sandheden. At hvis han havde sin frihed, ville han vende tilbage til at rejse rundt i Krystallandet. Han ville forsøge at få Nicola med sig, hvis han da stadig ville ham. Det kunne han selvfølgelig ikke sige til Enzel.
 
 " Da jeg skrev jeg savnede at rejse rundt i Krystallandet, og at jeg kun havde værkstedet fordi det ikke var muligt længere, så passede det. Får jeg min frihed igen, er det den vej jeg går igen. Jeg ville.. lukke værkstedet. Forlade Dianthos. Rejse.. Hvem ved hvor hen.. " Phillippe holdt blikket i Enzels mens han snakkede. Kroppen lænede sig frem i stolen og han satte albuerne på bordet, og lagde ansigtet i hænderne mens han gned det lidt.
 " Jeg ville nyde at jeg var en fri mand.. Uden en kone.. Jeg.. ville lægge med hvem end jeg har lyst til, uden at bekymre mig.. " Det blev mumlet lidt ned i hænderne inden han flyttede hænderne væk fra ansigtet. Den ene lagde sig på bordet, og den anden blev brugt til at støtte hovedet. Blikket gled lidt rundt i halvkattens ansigt. 
 " Noget siger mig, at du inderst inde ville have jeg blev i det lille værksted her i Dianthos.. " Han sendte Enzel et prøvende smil. Han havde ingen anelse om hvordan Enzel ville tage det han lige havde fortalt. Han følte det kunne gå i hvilken som helst retning. Enzel kunne blive sur. Han kunne blive ked af det og skuffet. Han kunne være okay med det. Noget sagde ham dog at det nok hældte mest til de to første muligheder.

 Selvom Phillippe ikke ville indrømme det, lettede det ham lidt at Enzel ikke blev vred eller sur over det han sagde. Eller i hvert fald ikke viste at det var sådan han havde det. I stedet for at forsøge at få et bedre svar ud af Enzel, nikkede han til det svar han fik. En lille del af ham, ville gerne vide hvad der gik gennem halvkattens hoved, men han vidste også godt at det nok aldrig var noget han ville finde ud af. Alligevel åbnede Phillippe munden.
 " Det er ikke lige meget..  " pointerede han, ikke fordi han prøvede at for Enzel til at sige hvad han ønskede, men fordi ens ønsker aldrig var lige meget. 

 Hovedet tippede sig lidt mere på skrå i hånden, mens han lyttede til Enzel dele sine tanker. Blikket blev slået ned i bordet mens han tænkte over det. Han ville gerne have en familie. Han glædede sig til at skulle være far, men han kunne ikke se sig binde sig til nogen. Han kunne ikke engang være Nicola tro. 
 " Du har sikkert fat i noget. Jeg tror bare ikke jeg er helt klar.. Ikke endnu.. De venskaber jeg har fået i Dianthos er selvfølgelig ikke uden betydning for mig, og det er jo ikke fordi jeg ikke ville vende tilbage. Jeg kan bare godt lide at rejse rundt med arbejdet. Arbejde i forskellige typer træ. Se træet. " Han sukkede og lænede sig tilbage i stolen. Han forventede ikke Enzel forstod. Phillippes arbejde og interesse var jo ikke kun i bestillingerne, men lige så meget i materialerne. Og andres arbejde. Der var så mange ordre han normalt ville tage ud til, eller levere selv som han ikke længere kunne fordi tiden bare ikke var der. 

 Enzels udbrud omkring Phillippes interesse i træ, fik hans mundvige til at trække sig lidt op i et underholdt smil. Han havde ikke regnet med Enzel ville forstå fascinationen, og det var også okay, for et eller andet sted var træ jo bare træ. For Phillippe var det også bare så meget mere, men han tænkte ikke der var nogen grund til at sidde snakke om træ, det ville sikkert også bare kede Enzel halvt til død. 
 Da Enzel undskyldte, nikkede Phillippe lidt for at vise at han tog imod undskyldningen.
 " Det er okay. På en måde har du ret.. Og så alligevel ikke.." Han trak på skuldrene.

 Selvom Phillippe godt vidste alt det Enzel sagde, var det alligevel irriterende og frustrerende at høre det fra en anden. Læberne blev presset sammen og blikket blev sænker mod bordet. Læberne spidsede sig lidt da Phillippes villighed kom på bordet. Han var nok nærmere lidt for villig. Selvom det nok ikke helt var det Enzel tænkte på. Generelt var Phillippe ikke helt enig i hvad Enzel troede om ham og Katarinas forhold, men han valgte ikke at afbryde ham. 
 Det sidste Enzel sagde vækkede dog noget nyt i Phillippe. Noget han ikke brød sig om. Det var ting han slet ikke havde tænkt på. Nok mest fordi han selv tænkte hun aldrig ville af med ham. Han gjorde livet til et helved for hende når han var der, ingen af dem var rigtigt glade, men alligevel holdt hun fast i ham. Hun ville da ikke.. Ville hun? 
 Phillippe der i forvejen var blegere end normalt, blev lige lidt blegere, inden hænderene gled over ansigtet, og videre op gennem håret til det lagde sig i nakken. Man kunne se på Phillippe at han ikke brød sig om de tanker Enzel havde sat i gang i hovedet på snedkeren. Han vidste godt han tog den vattede og ynkelige vej. At der ikke var særlig meget værdighed i at frygte sin kone. En kone der var nærmest halvt så stor som en selv. 

 Der gik lidt før Phillippe sagde noget. Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige. Det var svært for ham at forklare hvorfor han bare.. fandt sig i den tilværelse han var i. Han var jo en stor og stærk mand, han burde sagtens kunne forsvare sig mod en lille dame. 
 "  Ikke så lang tilbage.. Der fik hun mine hænder til at forsvinde. Bildte mig ind at de aldrig kom tilbage igen. Fordi jeg eh.. var taget på kro.. " Det var... en halv sandhed. Han havde udeladt lidt ting, men de ting behøvede Enzel ikke vide noget om. 

 Stilheden lagde sig mellem dem, og Phillippe lod Enzel tage sig den tid han havde brug for, til at tænke over det han lige havde fået at vide. Da Enzel endelig sagde noget, var det ikke helt hvad han havde forventet at høre, og munden åbnede sig derfor, for kort efter at lukke sig igen. Læberne foldede sig til en tynd streng, hvilket et eller andet sted i sig selv nok var et form for svar.
 "  Det.. tror jeg.. Jeg plejer at sige hun er en heks men.. " Han trak lidt på skuldrene og flyttede blikket hen på Enzel.
 " Hvis ikke hun er en heks, er hun et eller andet meget tæt på.." lød det en kende opgivende fra snedkeren.

 " Hun har fået overbevist hele byen om hun er den er lille, fine, søde dame med en sølvtøjsbutik, der har giftet sig med en røv af en mand.. " mumlede Phillippe med et suk. Et eller andet sted var det rigtigt nok - altså, at hun havde giftet sig med en røv af en mand. Han behandlede hende ikke særlig godt, selvom han havde lovet at opføre sig som et forelsket ægtepar når de var blandt folk fra byen. Det gik ikke altid lige godt for ham dog. Slet ikke når han havde drukket.

 Enzels smarte bemærkning fik først Phillippes bryn til at løfte sig lidt, uden at udtrykket rigtigt ændrede sig. Det holdt dog ikke længe, før et skævt smil trak den ene mundvig op og han slap et lavt kort grin ud, mens han kløede sig lidt i skægget.
 " Du ved.. Jeg kan faktisk også være ret så fantastisk.. " Et lettere flirtende glimt havde sneget sig ind i de trætte, grå øjne. Begge arme lagde sig mod armlænene som han lænede sig lidt frem.
 " Og jeg skulle mene du da også har oplevet det..! " Det ene bryn løftede sig lidt igen, mens et lidt mere smørret smil havde fundet vej til Phillippes læber. At de ting han - i hvert fald ifølge ham selv - klarede rimeligt fantastisk, for det meste også var de ting der gjorde ham til en røv, var en mindre detalje. 

 I en langsom bevægelse lænede Phillippe sig tilbage i stolen, og et mere tænkende udtryk gled over snedkerens ansigt. Han følte at han et eller andet skyldte Enzel en forklaring, og så alligevel ikke. Han havde flere gange nu gjort det klart, at han ikke var til at stole på. At han var en mand der handlede alt for tit ud fra lyst. En mand der måske var lidt for charmerende for hans eget bedste.
 " Jeg.. er en mand styret alt for meget af lyst.. Uden evnen til rigtig at sige nej.. Selv når jeg virkelig ved jeg burde.. " Han skar en grimasse. Det var sådan det havde været med Enzel. Han vidst godt alle de ting han havde sagt til Nicola havde været dårlige undskyldninger, men et sted havde det jo været sande. Måske de nok bare var en sandhed der dækkede over at han inderst inde havde lyst. 

 Enzels påmindelse i sig selv, fik det skæve smil til at blive lidt bredere, mest fordi Phillippes tanker allerede var på en sidespor der hurtigt kunne gøre alt lummert. Det ene bryn løftede sig lidt, og blikket flyttede sig ned for at se hvad Enzels hånd lavede. Det var her at han blev lidt mere stiv i det. Bevægelsen på knivens skaft kunne sagtens tolkes som en metafor, der passede ganske godt med Enzels påmindelse, men i stedet for flere lumre tanker, blev Phillippe mindet om hvad den kniv havde været brugt til. Hvad han havde været med til. Blikket flyttede sig lidt ud til siden og panden rynkede sig en smule, inden hænderne gned ansigtet lidt.
 " Det ved jeg.. " lød det nærmest helt fraværende fra snedkeren, der prøvede at ryste minderne ud af hovedet igen, så han ikke skulle sidde og være påvirket af dem. 

 Hænderne lagde sig mod stolens armlæn igen, og selvom minderne fra slagsmålet på kroen stadig summede let i baghovedet, kiggede han alligevel på Enzel med det ene bryn løftet i en nysgerrig mine, interesseret i at høre hvad Enzel mente om sagen. Hans sidste kommentar, fik dog begge bryn til at løfte sig op i et mener du det seriøst udtryk, inden han rullede med øjnene. 
 " ... Nej? " Phillippe rystede let på hovedet som nægtede han at gøre som Enzel sagde.
 " Okay.. " Phillippe viftede lidt med den ene hånd mod Enzel.
 "  Det er let nok at sige nej. Men at sige når det gælder.. At mene det.. eller.. følge det.. Ja, det er i hvert fald ikke min stærke side.. " Han foldede læberne lidt tænkende sammen, inden han bed sig lidt i underlæben. Var det næste for meget at sige?
 " Hvor mange gange sagde jeg ikke at jeg skulle gå? Prøvede at få dig til at tænke på, om det nu også var en god ide, i forhold til Nicola? " Ordene var prøvende, og han vidste ikke helt om Enzel forstod hvad han prøvede at sige, eller hvordan han ville tage det. Han håbede lidt han bare ville se det som en bedre forklaring på hvad han mente med hans dårlige evner til at sige nej.