Det var ikke ofte man så adelsmanden smile på den måde, som Alfie havde under det meste af Kazimi prinsessens besøg. Han måtte vel kreditere sin søster, der lod til at have ramt målskivens midte denne gang, når det kom til valg af mulige, fremtidige ægtefæller. Det var måske også ved at være på tide. Alfie blev bestemt ikke yngre og det klædte ikke en mand af hans stand ikke, at være gift i den alder. Alligevel havde han tilladt sig selv at være ekstremt kræsen.
Men det varme smil sad stadig om hans læber, da han stod på herregårdens gårdsplads og så hestevognen trille afsted, med prinsessen og hendes tjenerinde i vognen. Trods den oftest fjerne følelse af savn, som uden tvivl ville nå at sætte sig, kunne han ikke undgå at grue lidt for deres næste møde, der samtidig ville blive mødet med hendes fader. Men selvom Alfie sjældent nød de sociale sammenkomster, var han særdeles god til at være i dem.

Først da hestevognen ikke længere kunne ses fra gårdspladsen, vendte Alfie sig rundt.
Den store dør gav genlyd i forhallen, da den lukkede i bag ham. Uden at gøre det alt for tydeligt, forsøgte han at liste sig mod trappen og ovenpå, uden at blive stoppet af sin søster. Det var kun fordi han var sikker på at høre for, at hun havde fanget ham i at lave uanstændige ting med adelskvinden fra Rubinien, godt nok gemt væk nede ved den nærliggende å, men stadig offentligt.
"Hr. Isenwald, skal jeg sætte en kande te over til Dem og Deres søster?" Lød det fra en af de lidt ældre tjenestedamer. Hun forventede selvfølgelig at de skulle tale sammen, når Alfie lige havde haft fint, vigtigt besøg.
"Ellers tak, Ellen. Jeg forsøger at liste mig udenom hende," svarede han næsten hviskende, og med et lidt morende smil. Tjenestekvinden smålo og nikkede, før hun gik videre med de rene lagner, hun havde hentet til gæsteværelset.
Derfra tøffede Alfie videre, tog det første skridt op ad trappen. Mon ikke han nok lige kunne nå at forsvinde op i biblioteket, inden Merissa fik fanget ham.

Var der én person her i verden, som Merissa bildte sig ind at kunne lure på flere mils afstand, var det Markus. Derfor vidste hun også, at han ville forsøge at gribe førstkommende lejlighed til at snige sig uden om en (for ham) ufornøjelig samtale. Kunne han slippe af sted med det, ville han fortrække til biblioteket og foregive at fordybe sig i 'lærdom' som en ringe trøst for ikke længere at kunne fordybe sig i hende. Og nej, måske burde Merissa ikke være den første til at fordømme uanstændighed hendes fortid taget i betragtning, men over for sin storebror var der intet mere tilfredsstillende.
"Få du bare din tjenerinde til at bringe teen herop i biblioteket, Markus," sagde Merissa derfor fra sin plads lige uden for biblioteket, hvor hun havde stået på lur siden høflighedsfraserne til den rubinske prinsesse var overstået og hun havde overladt resten til gårdspladsen. "Det er alligevel mere inspirerende at sidde her at snakke frem for ved langbordet, synes du ikke? Vi kan også få tændt op i pejsen, nu hvor gløden er taget hjem."
Der var intet ondt at spore i hendes stemme i kaldenavnet til Meena. Tværtimod. Det var trods alt Merissa selv, der havde fået dette stævnemøde op at stå, for hun kendte jo sin brors smag - og så var han håbløst ugift og det var ved at blive problematisk for hendes omdømme, at han var sådan en ungkarl. Selv med horder af tjenerinde på herregården, trængte stedet virkelig til en kærlig, kvindelig hånd. Et sydlandsk præg kunne på ingen måde skade.
For sit indre øre hørte hun Markus' suk, mens hun selv bevægede sig ind i biblioteket, hvor hun tog plads i den blødeste lænestol, der var at finde. På en eller anden måde havde hun fået tiltusket sig et glas vin. Sådan noget synedes bare at dukke op i hendes hænder, selv når hun ikke var til fest.
"Så hvad synes du om hende - åh jeg behøver jo ikke spørge," begyndte hun, så snart Markus indfandt sig. Hun holdt en dramatisk pause, før hun smilede indforstået og udfordrende, mens hun kiggede på ham henover vinglassets tynde kant. "Jeg så jer nede ved åen."

Alfie nåede lige at få et lettere arrogant smil malet om læberne, da han tog det sidste skridt på trappen og trådte ind mod biblioteket. Det var ikke fordi han ikke kunne tage den samtale med sin søster. Det ville bare være meget lettere at lade være. Han havde nydt dagene med prinsessen, men når hun nu var taget afsted, ville det uden tvivl være rart at koble lidt fra. Sætte sig til rette i en af de bløde stole, skænke sig et glas af den gode whisky og dykke ned i en af de mange bøger.
Den behagelige tanke fik dog ikke lov at sidde længe, da Merissas stemme fik Alfie til at give et mindre forskrækket gib fra sig. Et suk lød derefter, idet han fandt et smil frem, der afslørede den lette irritation over hendes tilstedeværelse, og han rettede blikket mod hende. Kun et lille nik blev det til, inden han trådte et par skridt tilbage og lænede sig en smule ud over gelænderet.
"Ellen! Kom med teen alligevel!" Halvråbte han ned mod gangen i underetagen. En eller anden skulle nok høre det og bringe ordren videre til tjenestedamen, der havde tilbudt. Med de ord tøffede han lidt dovent ind efter Merissa.
"Selvfølgelig, Merissa. Skal jeg ikke bare spare tjenestepigerne for arbejdet og tænde op for os?" Hvis man ikke kendte Alfie, ville den falske, venlige tone være rigeligt til at narre de fleste, men han var udmærket godt klar over, at Merissa ville se direkte igennem og tydeligt høre den sammenbidte undertone. Det var udelukkende kun fordi han var muggen over, at hun havde stillet sig klar ved biblioteket, så han ikke havde en chance for at undgå hende.

Mens hun tog plads, bevægede Alfie sig over og gjorde pejsen klar. Helt rutineret fik han inden længe gang i ilden, der lige så stille begyndte at varme omkring dem. Han tog selv plads i en af de små sofaer, så han kunne læne sig godt tilbage og brede sig lidt ekstra.
Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over hendes udfordrende smil, hvilket nu afspejlede sig i det der ændrede sig til det bedre hos ham selv.
"Det burde ikke være kommet bag på dig, at jeg endte med at være uanstændig med fyrstedatteren. Det er trods alt ikke første gang, du har forstyrret." Langt de fleste andre gange havde dog været, når han havde haft besøg af en luksusskøge og ikke når han forgreb sig på en fin adelskvinde. I al offentlighed ville det jo ikke hedde sig, at fyrstedatteren var gået med til den slags. Alfie var en stor mand. - Alle ville straks tro at adelssønnen af den forræderiske, tidligere fyrstinde, havde overtalt prinsessen til den slags, selvom det nu ikke var sandheden.
"Men jeg kan lide hende. Hun skuer ikke hunden på hårene." Mere præcist burde han nok have sagt 'Hun dømmer ikke adelsmanden ud fra rygterne', men han var ikke i tvivl om at Merissa nok skulle fange den, når hun var klar over de mange rygter, der florerede om hendes bror.

Et lille, lyst latterfnys undslap Merissas læber, inden hun lukkede dem med vinglasset, så Markus kunne få lov til at tale færdigt. Selvfølgelig kunne han lide Meena af Kazimi. Ellers havde Merissa jo ikke valgt netop den prinsesse til at komme på visit heroppe. Der var noget ved hende, der havde fået Merissa til at tænke på Markus, og i forhold til de andre døgnflue-elskere, han havde haft, havde ørkenrosen en reel chance for at vinde hans hjerte mere permanent. Der skulle de helst alle ende; Med det permanente bånd, den faste base, partner, og fremtiden. Fremtiden var alt. Især når man var i den del af familien, der havde mistet hele deres fremtid på grund af moderens fejltagelser.
"Kunne man tænke sig, at du kunne finde på et mere ... fast selskab med hende?" spurgte Merissa lige i det Ellen trådte ind i biblioteket med teen. "Åh, tak, kæreste Ellen."
Merissa havde altid brudt sig ekstra meget om netop Ellen. Altid så pligtopfyldende og kunne ofte se Merissas behov, før hun selv opdagede, at det var netop det, hun manglede. Tjenestedamen smilede tilbage til Merissa, skænkede op og fortrak sig igen. For en gangs skyld byttede Merissa sin vin ud med teen, for Ellen lavede nu engang den bedste te i hele Medanien. Ved første slurk blev hun gladeligt overrasket over, at der var noget stærkere blandet i hendes kop. Ellen kendte virkelig Merissas usagte ønsker.
"En kvinde som Meena vil gøre dig godt, min bror," fortsatte hun med blikket tilbage på Markus. "Det vil sikkert heller ikke gøre dårlige ting for hele familiens ry at knytte bånd med Kazimi. Nok er de ikke lige så indviklede i de dianthionske selskaber, men blot at se dig tage dit familiemæssige herregårdsansvar seriøst vil utvivlsomt blive lagt mærke til. På den gode måde."

Det var egentlig ikke et spørgsmål, som Alfie havde lyst til at svare på. Et konkret svar ville enten betyde, at han skulle samle den faste fremtid op, som han ellers havde brugt så længe på at flygte lidt fra, eller at han skulle smide det hele fra sig. Sige farvel til muligheden om den faste fremtid, det permanente bånd, basen, partneren. Det var han heller ikke klar til. Tanken varmede mere nu, hvor den førhen kun havde bragt ubehag.
Brynene løftede sig let i en overvejende mine, men Alfie nåede ikke at svare, før Ellen kom ind med teen. 
"Mange tak, Ellen." Det gav ham lidt mere tid til at tænke over det svar, som han helst ikke ville give. Til gengæld gav det hans søster mere tid til at uddybe. Alfie sendte Ellen et lille smil, da hun fik skænket teen op til ham også. I modsætning til Merissas, var hans te ikke nær så stærk. I stedet var den brygget på mynteblade, noget der fik ham til at føle sig langt friskere, end han var.

En let latter slap ud over hendes ord, som kunne han have taget alt hun sagde som en halv vittighed.
"Nu må du endelig ikke glemme, at jeg har mine eminente ansvarsevner, eller mangel på samme, fra vores moder." Det var ikke en god sammenligning, men desværre heller ikke usandt i Alfies tilfælde. Han havde bare været heldig ikke at blive opdaget. Det havde altid fungeret bedre, at han lod sin søster overtage alt, der havde med ansvar at gøre. Ikke kun fordi han havde det dårlige ry, men også fordi det passede ham selv langt bedre, at kunne bruge sin tid på det, der betød noget for ham. Han havde vist for længst opgivet, at få lagt nogle af rygterne i jorden.
"Men du har sikkert ret," indrømmede han alligevel, inden der blev taget en lille tår af den varme te.
"Det familiemæssige herregårdsansvar er heller ikke nær så fjernt længere, nu hvor Meena har været på besøg. Og mon ikke jeg nok skal kunne få hende mere ind i de dianthosianske selskaber. Med tiden måske lidt af hendes familie også." Han havde måske lidt høje tanker om sig selv, men hvis han spillede sine kort rigtigt fra nu, i hvert fald i forhold til Kazimi, ville det måske ikke være helt urealistisk en plan.
"Det er efterhånden ikke ofte du hører mig sige det, men jeg sætter pris på, at du sendte invitationen til Rubinien. Også selvom jeg protesterede mildt," sagde han med et lille skævt smil. Hans milde protest havde jo ikke været ment i den mindste smule sjov, men den lidt faste tone var Merissa uden tvivl vant til at høre fra ham. Denne gang var han jo ligefrem glad for at hun ikke havde lyttet.

Et højlydt fnys forlod Merissa, idet Markus sammenlignede sine ansvarsevner med deres moder. Se dét kunne hun relatere til. Magen til inkompetence der var kommet op til overfladen i hele den affære var jo overjordisk. Og det var lige præcis den slags tale, der kunne gøre Merissa rastløs helt ind til benet. 
"Pft, selvfølgelig sætter du pris på det," svarede hun og rejste sig for at gå hen til vinduet og kigge ud i det svindende lys. "Havde du ikke gjort det nu, ville det gå op for dig i fremtiden. Engang, når hun havde skænket dig et par børn og du mindedes at det var din kære lillesøster, der fik det hele til at ske." Et selvtilfreds smil prydede de malede læber, men det nåede ikke øjnene. "Så jeg er da glad for, at du får indset det en smule tidligere end det."
Det var egentlig ikke fordi Merissa prøvede aktivt at virke som en kælling over for alle, selv familie, men det skete ligesom bare helt af sig selv. Det lå så indgroet i hende, at hun nogle gange ikke engang tænkte over, hvilket tonefald, hun sagde ting i, før de kom ud helt forkerte - i hvert fald hvis planen var at forblive venner med folk.Men nogle gange var det jo også sjovere ikke at være venner med folk. Det gav ligesom livet lidt mere krydderi.

Det var dog sjældent en god strategi over for familie, og hvis nogen vidste, at Merissas overfladestrategi var en del af at skjule sine følelser, var det Markus. De var trods alt vokset op sammen. Et årti væk hjemmefra gjorde ham desværre ikke mindre i stand til at lure hendes luner.
Hun drog et tungt suk. 
"Hvorfor tror du mor var så uforsigtig?" spurgte hun og lagde den ene hånd i den kølige vindueskarmen. En fure kom frem mellem hendes øjenbryn og mundvigene trak nedad. Det her var ikke noget, de ofte bragte op, men derfor havde det også fået lov at tynge lidt for længe. "Jeg havde ikke troet, hun ville tage den slags risici. Jeg havde ikke troet, hun kunne være så dum."

Det kunne virkelig aldrig komme den mindste smule bag på Alfie, at hans søster ligefrem frydede sig over, at høre de ord komme fra ham. Det var dog heller ikke så ofte, at man overhovedet hørte noget der mindede om en kompliment fra den noget så private mand. Kun meget få, Merissa inklusiv, havde set den helt oprigtige Alfie, dén side, der stort set kun fik lov til at komme frem, når han befandt sig i sit eget hjem. Trods der nu alligevel var en del hemmeligheder, han endnu ikke havde delt med nogle.
"Du burde da kende mig nok til at vide, at jeg ikke havde skænket dig æren for den fremtid, havde jeg ikke nævnt det nu," kommenterede han, som et lille stik til hendes tydelige selvtilfredshed, der viste sig i smilet om hendes læber.
Selvom æren muligvis ville være hendes at få, kunne Alfie ikke undgå at blive mindet om sin lidt dybere snak med prinsessen fra Rubinien. Forestillingen om en fremtid med et par børn, og mindet om at det var hans kære lillesøster, der havde fået det hele til at ske, kunne blive fjern, hvis det viste sig at Meena havde ret i sine bange anelser. - Måske kunne hun slet ikke give ham nogle børn.

Den lidt lettere stemning mellem dem, ændredes på få øjeblikke til noget helt andet. Det var dette emne, der kunne få Alfie til at savne sine helt unge dage. Dengang hvor ingen kendte til moderens forræderi, end ikke ham selv, der hørte om det længe for alle andre.
Han trak let på skuldrene, gav sig selv tid til lige at sluge en tår af den lune te, og dermed også give hende tid til at tilføje sin mening. Han kunne ikke lade være med at smile, et smil han holdt godt skjult i mundvigen, idet han satte tekoppen på bordet og lænede sig godt tilbage i den lille sofa.
"Det havde jeg heller ikke." Han lød direkte skuffet, hvilket han vel egentlig også var. Det var hende, han havde lært næsten alt fra, da han selv møvede sig ind i den forbudte verden af forræderi og grådighed, og så var hun så dum at blive taget.
Han lod altid til at være tæt på ligeglad med deres mor, netop fordi hun havde vist sig ikke at være værdig til adelstitlen, så nu skulle han heller ikke give Merissa chancen for at tænke lidt dybere over hans tydelige skuffelse. Selvom hun nok ville gøre det alligevel.
"Hun blev vel for grådig. Tænkte mere på alle frynsegoderne, end konsekvenserne," svarede han endelig. Det ene ben blev lagt afslappet hen over det andet, og samtidig rettede han lidt på skjorten.
"I sidste ende var hendes grådighed vel styret, af hendes desperation for at hjælpe os. Give os alt det, hun følte vi manglede." I teorien kunne det vel være sandt. Han vidste jo hvad hun mente, de alle manglede. - Magt. Men i længden havde hun nok mest gjort det for sig selv, ligesom Alfie nu gjorde.
"Ville du have gjort det anderledes, var du i hendes sted?" Spurgte han. Eller ville hun slet ikke have gjort det? Han kunne ikke lade være med at være nysgerrig. Var det virkelig kun ham, der havde haft lysten til at overtage samme koncept? Var det kun ham, der var styret af sin grådighed i de fleste tilfælde?

Et par sekunder tænkte Merissa over Markus' skuffelse. Tonen, det blev leveret i. Smilet, hun kunne høre i hans ord. Men så spurgte han ind til hendes syn på sagen, og den undren, der havde taget fat i hendes mave blev brat erstattet med en rasende harme.
"Om jeg ville!" udbrød hun og vendte sig om mod ham igen. Lænede sig mod den kolde karm og lagde armene over kors. "Hun har selv giftet mig med en ganske indflydelsesrig handelsmand, og så gør hun intet for at benytte de mange kontakter, vi har bygget op gennem årene? Hvor dumt har man lov til at opføre sig, Markus!"
Med en irriteret lyd helt nede fra struben skubbede hun sig ud fra vinduet og travede tværs gennem rummet, mens hun slog ud med armene.
"Tro mig, jeg ville kunne have gjort det hundrede gange bedre end hun gjorde," vrissede hun. "Jeg ville have brugt vores ressourcer frem for at kaste skødesløst om sig med dem. Jeg begriber ikke, at hun ikke så sine egne fejl lang tid før. Når man sætter så meget over styr, bliver man nødt til at sikre sig ekstra meget. Så kan det godt være hun ønskede at give os mere, men nu har vi ingenting! Jeg er rasende, Markus! Rasende på hende over at hun ikke inddragede os! Og jeg fik ikke engang mulighed for at fortælle hende det, før hun blev sendt væk."
Merissa var endt ovre ved sin stol igen, nu med vinglasset i hånden igen. Næsten tomt efter den tår, hun lige havde taget ovenpå sin monolog. Selv med ordene sagt højt, følte hun sig lige så vred indeni. Det hjalp at tale om tingene, sagde de altid, men Merissa følte kun hun blev mere arrig af netop det her emne.

Det var lige nøjagtig dén Merissa han var vant til at se, når emnet blev drejet i retning af deres mor. Han kunne ikke bebrejde hende det mindste. Alfie ville selv være blevet direkte rasende, hvis han havde været i hendes sted. Hvis han ikke var blevet blandet ind i det så tidligt, som han blev. Og Merissa havde uden tvivl ret i næsten alt hun sagde. Det var ufattelig dumt, at deres mor ikke havde sikret sig ekstra godt, når hun nu valgte at sætte så meget på spil. Det bekræftede ham vel kun i, hvad han allerede havde tænkt tidligere; Hun havde udelukkende kun gjort det for sin egen skyld, ellers havde hun forsøgt at sikre sig, da hendes søn også blev en del af det.
Mens Merissa travede gennem rummet, fulgte Alfie hende med blikket. Han måtte lige rette sig lidt mere op i stolen, for at kunne dreje overkroppen en anelse, og så tilbage igen, da hun endte hvor hun startede deres samtale, med vinglasset i hånden.

Merissa og Alfie havde helt bestemt samme temperament, men i dette emne kunne han umuligt føle lige som hende. Hun følte sig vel holdt udenfor, hvilket var retfærdiggjort.
"Se det på den lyse side, Merissa; Hun nåede da at finde en fin mand til dig, inden hun blev taget. Hun har muligvis efterladt os med de mange rygter og dårlige ry, men du har stadig din mand og dine børn." Alfie blev dermed også efterladt med den mistede ret til at kalde sig fyrstindens arving, en titel han stadig kunne blive noget så muggen over at have mistet den dag i dag.
"Og jeg... Jeg har min kære søsters børn, og deres mor, der sørger for at finde rubinske prinsesser og sende dem til min herregård," sagde han og smågrinede. Man kunne vel ikke klage, når de kønne kvinder blev opfordret til at møde op i hans hjem, og han ikke behøvede at gøre noget selv, før de ankom.
Spøg til side, så måtte han vel hellere...
Alfie rømmede sig lidt højlydt for at få opmærksomheden fra den stuepige, der lige passerede den åbne dør ind til biblioteket. Næsten lydløst kom hun nærmere og Alfie bad hende hente et nyt glas vin til Merissa, og et glas whisky til ham, før hun forsvandt igen. Så rettede han et lidt mere alvorligt blik mod sin søster. Lænede sig frem i stolen og lagde armene til at hvile mod knæene.
"Men hvorfor går det dig så meget på, ikke at have vidst noget? At hun ikke involverede dig i sine giftige forretninger?" Mon hun bed mærke i den detalje, at han ikke sagde 'os' men 'dig'? Han ville gerne fortælle hende mere, inddrage hende i noget af det, som deres mor ikke gjorde, men han var også nødt til at høre hendes svar først. Han kunne ikke risikere at sige noget, der i sidste ende også ville få ham eksileret. Ikke engang til sin søster. Medmindre han fik en ordentlig følelse for hvor hun stod hende i alt det her.

"Og lad nu være med at fjolle så meget rundt, at du gør hende tyk, inden I er gift!" advarede Merissa per refleks. 
Mindet om selv at have fundet en god mand, og derefter en fantastisk mand, for så at være dum i skallen og blive gravid med den forkerte af dem, lå nok mange år tilbage, men var ikke falmet så meget, som hun havde ønsket. På et eller andet tidspunkt ville nogen begynde at stille spørgsmål. Den forkerte slags spørgsmål. Uden en prinsessetitel at holde frem foran sig som skjold kunne det blive en alvorlig missære. 

Markus' sidste spørgsmål tændte hende helt af. Hun tømte resten af sit glas i en mundfuld og lod vreden stige op i sig, som hun sjældent gjorde.
"Går mig på? Går mig på? Markus, jeg er rasende!" svarede Merissa og slog ud med hånden, så vinen ville være skvulpet over, hvis der da havde været mere tilbage i glasset. 
Fordi det ikke var muligt at tage en tår, så hun sig irriteret om for blot at få udskiftet sit tomme glas med et fyldt af den tjenestepige, hun slet ikke havde opdaget, Markus lige havde snakket med. Hun nikkede anerkenende til den unge pige, inden hun vendte blikket tilbage mod sin bror.
"Er du klar over," begyndte hun og gik hen til ham. Stolene stod for langt fra hinanden til den her slags intim samtale, og hun lænede sig i stedet ind over ham med hånden hvilende på hans stols armlæn. "Hvor meget jeg kunne have hjulpet til? Hvor mange af de rigtige folk, jeg lige kunne have gjort lidt ekstra glade til et møde, så de var gået med til en ekstra handel? Eller dem, der stak hende - de skulle have haft et enkelt pift mere frygt i livet. Frygt for de konsekvenser, der ville hagle ned over dem. Jeg nægter at tro på, hun bare glemte at brænde de mest inkriminerende papirer. Så dum er hun trods alt ikke." Jeg har jo ikke det her hoved fra fremmede. "Hvis jeg havde været inde over, var det blevet til reel forretning og ikke bare halve, tvivlsomme alliancer. Og vi ville stadig være prins og prinsesse!"

Merissas hurtigt advarende ord fik et morende smil til at vise sig hos Alfie. Samtidig afslørede blikket i hans øjne, at han måske ikke tog det helt så alvorligt, som han nok burde. Han var klar over, at det ville se noget så dårligt ud, hvis han gjorde en Kazimi prinsesse tyk, inden de blev bundet i ægteskab. Endnu mere når han i forvejen ikke havde det bedste ry blandt det almene folk. Men den samtale havde allerede været i gang med prinsessen, måske ikke i dybden, men nok til at Alfie ikke bekymrede sig det mindste. Det behøvede Merissa selvfølgelig ikke at vide lige nu. Det ville næppe få ham til at se bedre ud, at han nu ville binde sig til en kvinde, som måske ikke ville kunne give ham børn.

Alvoren tog hurtigt over, da han spurgte hvorfor. Hans blik faldt kortvarigt på glasset i hendes hånd, som han i et øjeblik var sikker på ville få en tur gennem rummet. Derfra så han kort efter tjenestepigen, han skulle lige være sikker på hun ikke stadig befandt sig på gangen. Som hun nærmede sig, var han straks klar over, at svaret ikke skulle høres af andre.
Hvis Alfie ikke var alt for god til at lægge skjul på ting, direkte lyve, ville man næsten kunne se hvor meget hendes svar behagede ham. I stedet så han ud til at tænke nærmere over, hvad hun lige havde fortalt.

Han lod stilheden drive ind over dem, som han overvejede sit næste træt. Det var endnu ikke tid til at afsløre noget større, men hun havde da plantet en del nye spørgsmål hos ham. Og endelig lød det første åndedrag, inden han begyndte;
"Jeg tror, du har ret. Hun glemte helt bestemt ikke bare at brænde de mest inkriminerende papirer. Jeg må indrømme, at jeg selv har overvejet hvem der kunne have stukket hende." Han rynkede brynene i et tænkende udtryk, inden han trak let på skuldrende.
"Hendes gamle papirarbejde er bare ikke nok til at afsløre synderen. Ikke endnu." Alfie havde selvfølgelig flere informationer end bare gamle papirer deres moder havde holdt for sig selv. Han vidste trods alt hvem hun havde dannet alliancer med, men han var sikker på, at hun ikke havde fortalt ham alt.
"Men hvis du er så kompetent inden for faget, hvorfor har du så ikke bare fortsat, hvor hun slap?" Spurgte han.
"Det har du måske allerede?" Han var uden tvivl nysgerrig på om Merissa faktisk havde gjort brug af de lukrative aftaler, som han også selv gjorde.

"Selvfølgelig har jeg ikke lukreret på hendes aftaler. Tror du jeg er helt dum, Markus?" spurgte Merissa med himmelvendte øjne. "Jeg har allerede mistet al min status. Der er absolut ingen grund til også at miste min bopæl ligesom mor."
Ude af stand til at forholde sig stille over ham mere, rettede hun sig op og tog endnu en lang tår af glasset. Tjenestepigen var også væk nu, så hun behøvede ikke hviske op i sin brors ansigt mere. Dog bibeholdt hun det skænkede toneleje. Ingen grund til at tale for højt, selvom de her vægge nok var uden alt for mange ører.
"Hvor træls det end er at smide de handler, mor lavede, væk, så bliver vi nødt til at holde lav profil," fortsatte hun. "Jo mere distance, vi kan få til det hele, des bedre. Er du klar over, hvor mange af min mands aftaler, jeg er blevet nødt til at stå skoleret overfor? Hvor mange der lige skulle spørge ind til vores integritet. Flere af dem var nær ophørt samarbejdet havde det ikke været for mine forsikringer om, at jeg intet havde at gøre med mors foretagener. Og der var endda uden at lyve."

Merissa stillede glasset fra sig og kørte en hånd gennem de krøllede lokker. Hun blev nødt til at falde ned, hvis det her skulle blive konstruktivt. Hvad var det, Markus havde sagt? At moders papirer ikke havde afslører, hvem der havde stukket hende. Merissa vidste, at en del papirer var blevet konfiskeret sammen med fru Isenwald og hendes ejendom, men Markus havde på en eller anden måde fået fingrene i nogle af dem. Den snedige storebror. Han havde været hurtigere end myndighederne havde han ikke? Lige fået hapset lidt, inden de tog det hele.
"Men fortæl mig endelig mere om de dokumenter, som ikke afsløre, hvem der stak mor," sagde hun så. "Du har tydeligvis læst flere end jeg."

Søsterens himmelvendte øjne fik Markus til at klukke lydløst i morskab. Nej, selvfølgelig var hun ikke helt dum, tværtimod. Men det morede ham nu gevaldigt, at han selv havde lukreret rigeligt på netop de aftaler. Hans status var væk, det samme var hans gamle hjem, der blev taget fra dem, da deres mor blev opdaget. Han blev tvunget ud i noget mindre, den herregård, han nu besad og havde gjort til sit eget.
Markus lænede sig tilbage i stolen, idet hun rettede sig op, og lagde den ene ankel til at hvile mod det andet lår. Han nikkede let i enighed til hendes ord, selvom det lille, skæve smil på hans læber afslørede, at han måske var kommet til at holde alt andet end lav profil.

Smilet bredte sig kun lidt mere, som hun nu spurgte ind til de dokumenter, han havde nævnt før. Det undrede ham faktisk, at hun ikke havde tænkt over det noget før. - Ikke at Markus havde læst dem, men at muligheden for at alt, ikke var blevet konfiskeret. At der måske stadig lå noget tilbage, eller at hendes grådige bror, havde haft lange fingre nok til at snuppe dem før myndighederne kunne. Han trak let på skuldrende, fugtede læberne i en kort overvejelse, før han svarede.
"Tydeligvis," sagde han stikkende, kun fordi han vidste, at det ville irritere Merissa, at han vidste mere end hende.
"Men hvis du har i sinde at opretholde den lave profil, undgå at lyve overfor din mands diverse forretninger og ligeledes undgå, at der bliver spurgt ind til jeres integritet, ville jeg måske ikke vælge at få mere at vide." Han var alligevel interesseret i hvor nysgerrig hun egentlig var og mon ikke hans udtalelser kunne vække bare lidt af det.
"Du skal huske, Merissa; Jeg har aldrig været den af os to, der kunne finde ud af at holde lav profil," sagde han smilende. Han var ikke et sekund i tvivl om, at Merissa havde sine talenter inde for netop det fag, og med hendes tale om hvor meget bedre, hun kunne have gjort det, så ville hun vel næppe sætte ham i en dårlig position, hvis han sagde for meget. Hun måtte uden tvivl have sine anelser nu, hvor han havde hentydet noget så kraftigt til at han havde gjort præcis det modsatte af hende.