Selvom det havde været flere år siden Mehdi sidst havde være haft mulighed for at nyde de storslåede haver ved Kazimi pladset, var det lige så stort et under hver gang at se de velholdte planter, de ryddede stier og de småting der fremstod pænere hjemme i hans fars have.
Det var ingen hemmelighed at Kazimi familien prøvede at overgå hinanden hvor de kunne, uden at skabe for mange sure miner.
Men den unge Kazimi måtte indrømme at fyrsten i sandhed gemte de smukkeste og mest eksotiske slaver til sig selv, sjældent havde han set ørkenelvere lave havearbejde. Ikke at Mehdi ville dvæle længe i haven som solen stod på det højeste, nok nød han varmen, men han ville gerne kunne få masseret hans skulder senere på aftenen.

I stedet trak Mehdi indenfor i den svalende skygge og vandrede langs de prydede haller hvor end hans fødder ledte ham. Han havde som sådan intet han skulle nå denne dag udover et festmåltid senere, og lidt træning med en fætter, men intet som hastede, hans skridt ledte ham dog i nærheden af det værelse han skulle tilbringe natten i. At det var ved at blive sat i stand var en mindre detalje i forhold til det mysterium der udfoldede sig derinde. "Undskyld mig, dig der appelsin elver, var du ikke ude i haven for et øjeblik siden?" Mehdi kunne have svoret på at det havde været præcis den ørkenelver han havde set kort forinden.

Mehdi rynkede på et velplejet øjenbryn, det gav ikke megen mening hvordan at elveren skulle være kommet til værelserne hurtigere end han selv havde? En del af ham havde lidt forventet at det havde været elverens tvilling han havde set, men at det var samme mand var ham en gåde.
En gåde der kun blev mere mystisk som slaven forklarede hvordan han faktisk  havde været to steder samtidigt. "En dobbeltgænger? Kan du lave mere end en?" Prikkede han nysgerrigt, han kunne svagt huske at have hørt om en eller anden slave der havde haft sådan en evne, og måtte tydeligvis være meget værd. Appelsin elveren var tydeligvis en skat af umådelig værdi og en pryd for hovedgrenen at eje. En del af Mehdi kunne ikke lade være med at føle et stik af sorg for elveren der havde så langt et liv og skulle være bundet i trældom, men trods det lignede det ikke at elveren var blevet vanrygtet så det var trods alt en mindre trøst.
"Hvad er dit navn? Appelsin elver er ikke det mest praktiske at kalde nogen" Smilede han mildt, det var ikke altid at slaver var glade for at dele deres navne, men når det var for at gøre hans liv lettere lod de til at være bedre til at godtage det. "Jeg er Mehdi Kazimi Ul'Fareed"

"Alle evner har sine begrænsninger" Mehdi nikkede sin forståelse til at slaven kun kunne gøre tos arbejde, han kunne ikke sætte sig ind i hvordan det måtte være at være mere end en person.
Utallige spørgsmål sprag frem i den unge Kazimis sind, oplevede elveren mon det samme som sin doppeltgænger samtidig? Eller vent hvis det havde været tilfældet havde elveren vel noteret at have set ham i haven, men hvor lokkende det end var at slippe spørgsmålene fri var det bedre at vente til senere.

Skyggen af et smil dansede over Mehdis læber som Emins forvirring blev tydelig, tilsyneladende havde de mødtes tidligere men at dømme fra højden slaven målte med sin hånd måtte de havde være for meget lang tid siden. "Den selvsamme, jeg vil dog argumentere for at det ikke længere at tilfældet" Ikke at at han brød sig om at blive mindet om den han havde været dengang, hvilket var slet skjult i tonen, men for nu var Emin mere spændende end irriterende og forhåbentlig forblev det sådan. 
Nonchalant slentrede Mehdi ind og placerede sig på en stol hvor han begyndte at pille en appelsin fra frugtskålen. "Hvor længe har du været en del af staben i paladset Emin?" Forhåbentlig kunne han luske ud af elveren om de havde mødtes før, eller måske nogle spændende historier om nogle af de tidligere Kazimier der havde boet i paladset.

Selvom Mehdi havde et mere afslappet forhold til slaver og nok var mere venlig mod dem end de fleste i Rubinien, så ville det være en løgn at sige at der ikke var en del af ham der nød Emins underdanighed, hvilket gjorde at hanikke havde travlt med at pille appelsinen og lade elveren stege en smule i uvished.
At Emin så lød en smule undrende som han svarede, var vel forståeligt mange en anden Kazimi kunne have mistet temperamentet og bulrede og brølet over den forseelse, men et eller andet sted var Mehdi ganske tilfreds med ikke at være blevet genkendt som den buttede dreng fra hans ungdom.

"Jeg ser" Nikkede den unge Kazimi og så tænksom ud et øjeblik, "Hvordan ville sådan en forseelse være blevet straffet gennem tiden?" Lød det roligt med et snert af nysgerrighed, hvorefter blikket faldt tilbage på appelsinen som blev pillet færdigt i et ganske afslappet tempo.
Nok var det en ting at læse om historie, men at møde en der havde oplevet den måtte vel kunne sige noget mere end blot at læse om den, men lige så ville det være interessant at finde ud af om Emin ville tale sandt eller ej. 
Efter Emin havde fortalt om hvordan og hvorledes, løftede Mehdi atter sit blik fra den syrlige frugt og smilte hvad der lignede et venligt smil. "Emin vil du lukke døren herind?"

Mehdi nikkede stille og observerede Emin som han forklarede sig om straffende der kunne være blevet givet gennem tiderne, personligt fandt Mehdi hele konceptet fjollet. Slaverne var lige så meget folk som ham selv og skulle nogen komme og ligge ham i lænker ville man lige så nemt kunne blive gjort til en slave, hvor meget end han selv ville benægte det.

Dørene blev lukket og Mehdi kastede et stykke af appelsinen over til Emin. "Det er rigtigt nok at din adfærd ville være blevet straffet tidligere, men det er jeg ærligt ikke i humør til så her spis, og lad det være det. Jeg forventer dog at det ikke gentager sig igen." Hvorefter han smilede kort til ørkenelveren. 
Hvor meget mere økonomist rentabelt det var var have slaver frem for tjenere, så kunne han ikke andet end finde det mere rigtigt at have tjenere i stedet for, hvilket ikke ligefrem var noget han kunne tillade sig at sige til sine landsmænd i Rubinien.
Men det mindste han kunne gøre var at opfører sig nogenlunde anstændigt over for Emin, selvom det blev nødt til at være bag lukkede døre. "Hvordan var fyrst Faizan egentlig? Du ved som person, jeg har læst om ham men forståelig nok har jeg ikke ligefrem haft muligheden for at snakke med ham"

Mehdi gav et svagt nik som slaven forsikrede ham om at fejlen ikke ville ske igen, fra den unge Kazimis synspunkt var hele den missære nu overstået antaget at der ikke skete noget lignende i fremtiden.
At hans venlighed nærmest var historisk for ørken elveren gik hans næse forbi, i hans øjne fortjente alle en hvis form for venlighed indtil at de viste at de ikke var den værdig.

Den søde og syrlige smag fra appelsinen bredte sig i hans mund som tog en bid af en af bådene han havde beholdt hos sig selv og  gav endnu et kort nik. Det gav mening at en tilsyneladende tidligere og mere uregerlig Emin var blevet holdt ude af den første fyrstes åsyn, men havde Rubinien virkelig altid været som det var nu? Dekadent og ledt af folk der kun ønskede at løfte sig til højere højder lige meget hvem de måtte træde på for at nå dertil? 
Hvem end af hans fætre ville næppe ændre meget på den måde at leve på, nok nærmere kæmpe med næb og klør for at bibeholde det, ikke at der var noget han selv kunne gøre for at ændre på det, slet ikke som tingene stod nu.

Mehdi så eftertænksom ud et øjeblik "Hvad er den næste opgave du skal lave når du er færdig her?" Et venligt smil bredte sig på hans læber som han gav plads til at Emin kunne spise appelsinbåden færdig. "Jeg har en idé til noget du kan gøre for mig."

Mehdi nikkede tilfreds ved Emins svar "Et glimrende svar, kom med." Bød han og med det vendte Mehdi rundt og viftede Emin med sig uden at vende sig om for at tjekke om han faktisk fulgte med. Der var ingen grund til at tjekke det for de vidste begge at det var det eneste rigtige at gøre i situationen for Emin, livet som slave gav ikke mange valg.

Turen gik fra det mindre værelse mod et andet der ligeså var skjult fra solens stråler hvor forskellige forfriskninger stod efterladt til dem der måtte mangle dem og de slaver der måtte hente dem for husets herrer og gæster. Ingen andre lod til at være i værelset som Mehdi ledte dem ind i det.
Hans blik gled over de små anretninger indtil det faldt over nogle små søde kager "Emin, smag på en af disse og fortæl mig om smagen" lod det som han gestikulerede mod kagen.
Nok kunne han ikke gøre Emins liv lettere på længere sigt, men i det mindste kunne han få him til at smage nogle ting han ellers næppe ville ved at gøre nogle kreative krumspring i forhold til ordre.
"Og før du tænker at argumentere imod, så kender du til en god årsag til hvorfor at jeg ikke blot tage for mig selv før jeg finder ud af om jeg reelt har lyst, samt jeg er sikker på at min onkel fyrsten har sagt at der skal gøres som en gæst byder, især hvis denne ligeså er af fyrstens slægt" Der var garanteret undtagelser hvor hans smører ikke ville virke men hvad Mehdi bød Emin ville næppe krydse sådan en grænse.

Emin kunne sagtens følge med. Han havde sjældent behov for at sætte det lange ben foran, for at hamle op med de andre på paladset, da han trods alt var høj, men Kazimimændene syntes at vokse sig højere generation efter generation. Mehdi var i den grad vokset i vejret siden Emin sidst havde kastet sit uværdige blik i hans retning. Man skulle tro at de havde elvisk blod i sig, de Kazimimennesker, men Emin turde ikke sige en sådan tanke højt for nogen. Det ville være en anklage. Og han var ikke i sin ret til at betvivle hustruerne i denne familie. 

Med bøjet hoved og en respektiv afstand på et par meter, fulgte han den adelige herre og standsede igen med lidt afstand til de forskellige anretninger, som køkkenskabene havde bragt. Han måtte ikke røre ved maden. Kun undersiden af fadene. Emin havde aldrig, end ikke i stunder hvor han var alene, trodset reglerne og forsøgt at snuppe en kage. De duftede jo dejligt fra køkkenet, når de var nybagte, men det hjalp da at han aldrig havde smagt det søde liv før. Han vidste ikke hvad han gik glip af… eller jo. Chancen for at blive opdaget og blive straffet. Hans blik rettede sig mod er bjerg af nydeligt anrettede, små kager med en eller anden form for fyld, som man ikke kunne sætte finger på hvad var, uden at tage en bid. Han kunne mærke på Mehdi at hans ordre havde noget med disse kager at gøre. Allerede før han fik besked, gættede han på at han skulle flytte dem. Flytte dem eller håndfodre ham, eller lignende. Hvad ellers?

Hans vejrtrækning gik lidt i stå, så snart Mehdi bad ham om at smage på kagen. Der var absolut ingen grund til at have mistillid til køkkenet. Ingen havde sluppet afsted med at forgifte maden dernede fra i al den tid Emin havde eksisteret her. Han havde på fornemmelsen af at Mehdi ville torturere ham med sin venlighed, som absolut kun var til besvær for ham! Det er forbudt, havde han behov for at sige, men kunne ikke. Hans blik der var rettet mod Mehdi lige nu afslørede sikkert den misbehag der herskede over ham lige nu. Det hjalp ikke at Mehdi forsøgte at forsvare årsagen bag han ordre. Men en befaling var en befaling.
Emin tog forsigtigt den øverste kage fra det ellers urørte fad. Han havde det meget mærkeligt ved at skulle sætte tænderne i den. “En slave har næppe noget at sammenligne smagen med, min herre,” Undskyldte Emin på forhånd, i frygt for ikke at være i stand til at give en fyldestgørende anbefaling, når først han havde smagt på den. Han kæmpede ikke længere imod og tog den forbistrede bid. Han smagte på den meget bløde kage. Han skulle blot prikke igennem sukkerskorpen og så kunne han smage jordbærfyldet på sin tunge. Det var lige så en slave kunne få tårer i øjnene, men ikke i Emins. Han holdt følelserne uden om det her… “Det smager som noget en slave ikke burde smage på…” Han kunne ikke tyde andre ingredienser, og Emin vidste i det hele taget ikke noget om bagning eller madlavning “Der er jordbær i.” Han var også utroligt dårlig til at give anmeldelse af mad. Det smagte meget bedre end hvad det næsten blege ansigt antød.

Med forundret interesse så Mehdi Emin tage kagen, og hvis han ikke vidste bedre, have en indre kamp om han kunne tage en bid og gøre som budt. Det faldt på ingen måde junkeren ind at hans venlighed kunne opfattes som pinsel og prøvelser for slaven, for i Mehdis eget sind var alt dette et skuespil sat op for at give Emin en simple stund uden alt stressen og jagen hvor han kunne få lov at nyde smagen af en kage. 
"Jordbær? Hmm" lød det tænksomt som Mehdi skævede mod kagefadet, blankt ignorerede kommentaren om at det ikke var en slaves plads at smage sådan en kage, i hans ører havde det blot lydt som at Emin havde kommenteret at kagen smagte godt og var passende for adelige. "Hvad med anden bid? Måler den sig med den første?" En del af Mehdi havde lyst til at smile over Emins meget vage beskrivelse af kagen, men han ønskede ikke at gøre ham forlegen eller mere utilpas end han allerede var. Af en eller anden årsag havde han svært ved at få ørkenelveren til at slappe af i hans nærvær, måske med tiden det kunne lykkes ham at få det til at lykkes.
"Emin vil du være så venlig at spise kagen færdig hvis du selv kan lige smagen, ellers skaf den af vejen" Bød han smilende det venligste smil han kunne frembringe, han var efterhånden blevet nysgerrig på hvordan mon kagen faktisk smagte, men de kunne ikke begge stå og spise af dem hvis nogen nu kom ind, for Emin skulle nødigt ende i problemer fortalte han sig selv.

Emins gyldne øjne flyttede blikket op på Mehdi. De viste næsten frygt, som om Mehdi havde bedt ham om at gøre noget helt forfærdeligt og grænseoverskridende. Men han kom sig hurtigt over chokket og accepterede mut sin næste opgave, der lød på at gentage oplevelsen. Stadig med den søde smag i munden, var det dog lettere at lystre ordren denne gang. Han førte kagen til munden endnu engang og spiste i stilhed. Tankerne stormede derudaf. Mehdi var både utroligt flink, men også ondsindet, sådan at udsætte ham for kage og venlighed... Man kunne kun håbe på at nogen afbrød dem og krævede opvartning af Emin eller en privat stund med Mehdi.

"Det smager akkurat som første bid," Det smagte helt igennem fantastisk, og Emin havde lyst til at spise op, men han ville ikke gøre noget der var imod de sædvanlige regler. Sæt hvis Mehdi forsøgte at sætte ham op, som hævn for at han kom til at kalde ham tyk. Mehdi var en tyk dreng, men nu var han vokset fra det. Men var hans stolthed virkelig så skadet i dag, at han ikke kunne tåle at høre det fra en fremmeds mund? Det måtte være fordi han følte sig ydmyget for noget en ligegyldig, betydningsløs slave havde sagt... Det kunne ikke passe at en Kazimi kunne være så nede på jorden, i øjenhøjde med slaverne. De to burde slet ikke snakke sammen...

Hvis der var én ting der var værre end at få en ordre på noget man ikke havde lyst til, så var det at få stillet et valg. Spis kagen færdig eller skaf den af vejen. Emin havde allermest lyst til at stille kagen fra sig, men samtidigt var kagen ubrugelig nu, nu hvor der var taget bidder af den. Det bedste ville måske være at skille sig af med beviserne!

"Hvis jeg skal vælge imellem de to," Emin var lidt overvejende endnu og stadig spørgende "Så vil jeg spise den." Han stod med den i hånden endnu, og lignede ikke en der havde i sinde at føre den op til ansigtet igen. "Men jeg tror at den vil være bedre givet ud, hvis jeg må give resten til nogle af slavebørnene? Altså hvis jeg må tillade mig det." Emin synkede undskyldende ned på sine knæ og bukkede hovedet dybt for aftenens herre.

Mehdi nikkede kort til svaret om smagen, det ville være fin kage at prøve senere for selvom Emin mestrede at holde sine følselse væk fra hans ansigt, så hverken løj han og Medhi ville sværge på at han kunne se et glimt at glæde nå slave elverens øjne. Mehdi vidste godt at han og Emin levede i vidt forskellige verdener, men at en snert af glæde spirrede i ham som det virkede som han havde formået at lave en bro mellem dem, en skrøblig kageformet bro der næppe ville holde længe, men den havde været der og det måtte tælle for noget.

Et øjenbryn løftede sig kort som Emin kom med sit eget foreslag på hvad der kunne gøres med kagen, noget Kazimi sønnen ikke havde forventet på nogen måde at ørkenelveren havde i sig, men en kærkommen overraskelse trods alt. "Du har min tilladelse Emin" Nikkede han med sit svar, hvordan kunne han andet når der udvist så meget underdanighed?
"Du må nok hellere komme ned med den inden der sker noget med kagen" Mehdis øjne ledte over bordet indtil det fandt sits mål, en serviet der blev rakt til Emin "Til turen derned, hvis nogen prøver at stoppe dig så er det på min ordre du blevet sendt derned, fortsat god aften Emin"

Et ægte smil blomstrede på ørkenslavens kønne ansigt, da Mehdi gav ham tilladelse til at gøre hvad han ville. Slavebørnenes glæde over at modtage kage slog den glæde Emin havde for den sjældne smagsoplevelse, og ærlig talt tænkte Emin at det ville glæde ham endnu mere at se dem have lidt lykke i deres liv, før han så dem vokse op og blive nervøse og sky, ligesom ham selv.

”Jeg takker mange gange, herre Mehdi.” Sagde han, stadig mens hovedet var tættest mod gulvet. Han rettede sig op igen og lyttede til hans instruktioner. Han forstod hvad han mente. Hvis nogen så Emin komme gående med kage mod slavegangene, ville man tro at han havde taget fra fadet. Selv med Mehdis tilladelse, var det bedst at gemme kagen væk.

Hele tiden havde Emin troet at Mehdi var ude på at knække ham, men som han gav sig selv lov til at studere ham lidt igen, og analyserede hele samtalen med ham, gik det op for ham at han havde taget helt fejl af ham. Mehdi var simpelthen ikke som de andre… ”Du er meget venlig,” Nævnte han lidt lavere, som om det kunne give problemer at kommentere på ham, uden at være blevet bedt om det, men smilet kom tilbage igen med det samme. ”Tøv ikke med at sende bud efter mig, Emin, når du mangler noget.” Han var altså langt bedre end de andre slaver. Om ikke andet skulle han sørge for at være ekstra grundig omkring Mehdi og hans værelse fremover. Han bukkede entusiastisk farvel, som han også fornemmede på Mehdi at han netop havde givet ham en opgave om at levere kagen til de mindste.

Selvom det havde vist sig at udvikle sig til en behagelig oplevelse for en nervøs slave, så var det nu også rart at kunne stikke af fra de uvante omgivelser. Så han gav kun Mehdi kort tid til at komme med yderligere bemærkninger, før han hurtigt lod ham være alene med det store tårn af fyldige bær-kager.