Hun var vagt opmærksom på, at hun var en noget anden person, end den lille forskræmte pige, der havde teleporteret sig langt nordpå for adskillige år siden, og derefter med store øjne havde taget landets hovedstad, Dianthos, i øjesyn. Ikke at hun følte sig specielt voksen endnu - men hun var efterhånden bekendt med byen og livet her.
Efter at have leveret en tærte hos en enkefrue i det centrale distrikt, havde hun "fundet" en kurv med æbler, der ikke lod til at have en ejer. Det havde den naturligvis utvivlsomt, men hun havde ikke spottet nogen i nærheden, da hun havde lænet sig over muren ind til den private have, hvor den stod, og hastigt løbet ned ad en sidegade.
Nu sad hun, benene dinglende fra et halvtag i halvanden meters højde i en fredelig, solbeskinnet sidegade i det nedre bydistrikt og spiste æble efter æble. Skrogene kastede hun og havde det sjovt med at se, hvor de landede. Æblesaften løb hende ned af hagen og man kunne godt se, at hun efterhånden trængte til et bad, men det var ikke noget hun gad bekymre sig om på en dag hvor solen skinnede og hun følte sig fri som fuglen.
Det næste skrog blev kastet, netop i samme øjeblik, som en skikkelse drejede om hjørnet. Hendes hånd fløj automatisk op mod munden for at skjule en svag latter. Havde hun ramt nogen i hovedet?
