Stian klappede lydigt, og selvfølgelig af egen lyst da dronningens tale var færdig. Der havde været bumstille af spænding da hun trådte frem og lod ordene flyde frit mellem gæsterne, og nu.. begyndte larmen og latteren atter igen blandt de glade gæster.

Normalt ville han have fulgtes med sin mor til disse slags festligheder. Hun elskede at tage til ballet. Og gik aldrig glip af dem når Dianthos sparkede noget igang. Denne gang kunne Stian ikke følges med hende. Han havde nemlig vagttjenesten sammen med Alister og et par andre byvagter som stod rundt omkring og udenfor festsalen. Stian havde en af de finere uniformer på. Når man var i dronningens selskab var det vigtigt at se imponerende ud. Om det var Alister eller nogle andre som havde sagt dette, var han usikker på. Han vidste bare at han havde hørt det fra nogen. I denne anledning havde Stian også forsøgt at lave en lidt finere frisure end sin pjuskede midterskildning. Denne gang var håret redt en smule tilbage (med hjælp fra sin mor). Det gav ham et mere professionelt look end hvordan han plejede at så ud. (frisure)


Stian fik øje på Alister og gav ham et kort og anerkendende nik. Han havde ikke glemt deres lille møde ved det halve svin.. hvor alkohol og mærkelige følelser som Stian stadig ikke kunne finde ud af rummede det meste af den aften. Han fik ham dog sikkert hjem og i seng.. uden de alt for store komplikationer. De havde ikke nævnt det for hinanden siden. Faktisk havde de næsten ikke snakket sammen siden Stian bragte sin Sergent hjem fra det halve svin. Det gjorde ham ikke så meget.. Men han følte det stadig en smule akavet. Og han havde ikke lyst til at det skulle være akavet mellem ham selv og sin sergent. 

Hans blik igen søgte hen til den storslåede indgang. Han prøvede at få øje på sin mor, men hun var stadig ikke ankommet. Stian vidste at hun ville ridde herhen på Nishith, så der ville nok ikke gå længe før hun valsede ind ad døren. 

Bal på Krystalpaladset betød, at Alister var iklædt sin bedste uniform, håret strøget tilbage og det lille emblem, der angav hans rang som sergant, strålede om kap med vintersolen. Han havde gjort sit bedste med barberingen, men som altid var det som om de små skægstubbe stadig gav hagen en let skygge. Forbandelsen ved hans menneskeblod.

Som byvagt var ballet naturligvis ikke kun en fornøjelighed. Der skulle holdes øje med, at folk opførte sig passende, kropsvisiteringer skulle af og til udføres ved indgangshallen og Alister nød det hele mere, end hvis han havde været en reel gæst ved ballet, for det gav ham en følelse af magt og vigtighed.

Spankulerende mod den lille gruppe af byvagter, fik han øje på Menig Hwan, og han stivnede ganske kortvarigt, inden han fortsatte sin gang, smilende og givende anerkendende nik til de andre. Hukommelsen kneb lidt efter den aften, men han huskede så meget, at han havde haft svært ved at stå på benene, og at Stian havde hjulpet ham hjem. En situation ingen overordnet havde lyst til at være i, og han kunne ikke helt undsige sig følelsen af skam, der krøb op på ham, hver gang han så på den meniges kønne, unge ansigt.

Ikke desto mindre var de i aften nødt til at arbejde sammen, og Alister gengældte den unge byvagts nik, inden han tog plads ved siden af, blikket ligeledes rettet mod indgangen, hvor gæsterne stadig strømmede ind. "Uniformen sidder skarpt, menig Hwan." Bemærkede han anderkendende. Han havde lyst til at kommentere på håret, hvor der også var sket en forandring i frisuren, men det ville ikke være passende for en mand at gøre..

Alisters blik var rettet mod de ankommende gæster. De fleste havde benyttet lejligheden til at pudse deres fineste klæder af - skørter valsede forbi dem, ledsaget af adelsmænd i skræddersyede veste og hoser. For Alister, var hans fineste klæder utvivlsomt uniformen. Han følte i høj grad, at han var mere værd, når han havde den på. Uden den, var han blot en halvelver. Med den blev han Sergent Ponticus - en mand, som man kunne se op til.

Bortset fra, hvis man fandt ham døddrukken på en kro. Mindet masede sig atter frem og fik en kortvarig grimasse til at glide over sergentens ansigt, inden det faldt tilbage i sine almindelige, høflige folder.

Lettet over Stians ord, kastede han sig over emnet, ladende hånden glide langs sin kæbe. "Jo, selv om det kniber lidt med at få stubbene helt væk. Det må være menneskegenerne.. men det kender De sikkert til." Svarede han. Barbering. Et godt, mandigt emne.

  Stian kunne stadig ikke få øje på sin mor, men det bekymrede ham ikke så meget. Hun kom når hun kom. I mellem tiden nikkede han venligt til de folk han fik øjenkontakt som strøg forbi begge vagter. Han skævede mod Sergenten da han talte. Det var tilsyneladende et fint emne at bringe op. Blikket landede nu helt på Alisters ansigt, og han betragtede ham nøje.
  "Ikke at stubbene gør noget. Det har da også en hvis charme." Han fortrød lidt at han havde sagt det på den måde. Charme, var vel noget man sagde til meget tætte venner, eller folk man forsøgte at flirte med.. Det var ikke Stians hensigt. Han prøvede dog at lade som ingenting, som om ordene havde lyt anderledes end hvordan de kunne menes. 

  Han priste sig lykkelig for at Sergenten havde stillet ham et spørgsmål som han kunne svare på, "Skæg gror ikke rigtig på mig, Sir. Så det behøver jeg ikke at tænke på. Jeg kan ikke engang forestille mig med skæg." han skød underlæben lidt funderende frem og trak på skuldrende, inden han fjernede sit blik fra Alister. 

Det har en vis charme. Alisters hånd røg igen automatisk op til hans ansigt og lod fingrene glide ned over hagen. Han kastede et hurtigt sideblik på Hwan og rømmede sig en smule, inden han fik ordene over læberne. "Åh, tak skal De have. Det har jeg også hørt en dame eller to sige." Skyndte han sig at påstå. Han var ikke sikker på, at det overhovedet var sket.

Fingrene fandt i stedet vej til det lille velpudsede emblem på brystet, som han pillede en smule ved, mens han betragtede den fortsatte strøm af gæster finde vej ind i balsalen. Han nikkede kort, da en anden byvagt, der havde fri denne aften, passede dem sammen med sin kone.

"Der er De heldig. De har måske også lidt elverblod i Dem et sted?" Spurgte han. Han følte en pludselig trang til at vide lidt mere om den yngre byvagt. Hvem hans familie egentlig var og hvor han kom fra. Det var en ren professionel interesse, naturligvis, sagde han til sig selv.

Stian kneb øjnene let sammen imens han stirrede frem for sig da sergenten nævnte damerne. Han kom med antydningen af et smil på sine læber, men det var som om han prøvede at holde det tilbage. 
  "Ja, det tror jeg gerne." svarede han en anelse tørt. Ikke at det var hans mening. 

Det overraskede Stian en smule at sergenten udviste den form for nysgerrighed overfor ham. Det var ikke den slags informationer de normalt udvekslede, og generelt kendte de meget lidt til hinanden. Det var heller ikke så ofte de var på opgaver sammen, og i det hele taget rendte de sjældent ind i hinanden. Men nu synes Stian at det modsatte skete. Uanset hvorend han kiggede hen, virkede det som om at Alister altid var der. Eller kiggede han.. efter sergenten? Nonsens. 
"Elverblod..? Nej ikke så vidt jeg ved." han skævede mod manden, undersøgte om der lå mere i hans ord.. om han ville vide mere om Stian, eller om det bare var ligegyldig smalltalk. 
  "Jeg har Topalis blod i mig." forsatte han, og med afsky i stemmen, som han havde svært ved at skjule, sagde han så, "Og nordligt blod.." hans øjne blev mørke og han stirrede ud mod mængden. Han havde ikke selv lagt mærke til hvor dyster han så ud i det øjeblik. 

Det var sjovt, som Alister havde det med at støde på eller få øje på Stian for tiden. Især efter den lille pinagtige episode, som sergenten forsøgte at gøre sit bedste for at glemme. Det var vel derfor, at han lagde ekstra mærke til den yngre byvagt, hvorend han gik hen. Han havde jo sit gode rygte at passe på..

Topalis. Det forklarede en del, tænkte Alister, for der var ingen tvivl om at Stians udseende skilte sig ud. Ikke på nogen negativ måde, han var jo en flot mand. Altså, sådan rent objektivt set.

"Ah, javel. Nogen familie her i byen?" Fortsatte han samtalen, men bemærkede øjeblikkeligt det hadske tonefald, da Stian nævnte sin nordlige herkomst. Lidt bestyrtet skævede han til den unge mand. Der var tydeligvis et eller andet der .. og det ville nok være klogt ikke at grave for meget i det. Svagt forsøgte han at give ham et lille, opmuntrende nik. 

Mørket der havde lagt sig over Stians øjne forsvandt lige så snart Alister snakkede. Han kom i tanker om sin mor ved sergentens spørgsmål, og det gjorde at hans had for sin far, og for norden blev glemt kortvarigt. 

  "Ja, jeg har min mor." Han kiggede op på Sergenten, og skævede så mod den store indgang igen. "Som jeg bor sammen med." tilføjede han. 

"Ja, hun skulle faktisk være på vej hertil. Hvis De vil hilse på hende når hun kommer, kan jeg sagtens præsentere jer." Stians mor var en nysgerrig kvinde, og hun havde da fået lidt fortalt om hvorfor Stian den anden dag ikke kom hjem, før tidligt henad morgenen. Bare hun ikke bragte det for meget på bane.. Han havde faktisk ikke tænkt så langt til at hans mor og Alister nogensinde ville møde hinanden. Og nu begyndte han at blive nervøs for hvad han nu helt præcist havde fortalt hende om den nat. 

Som Stian plejer at gøre når han bliver tænksom eller nervøs, tog han sig til sin ørering og begyndte at pille lidt ved den. 

Alister nikkede kort. Så den unge mand boede stadig med sin mor .. det betød sandsynligvis også, at der ikke var en forlovet eller et ægteskab i sigte. Ikke at det ragede ham. Alister selv havde et par værelser ved sin faders forretning - noget han svagt huskede, at Stian havde set, da han fulgte ham hjem fra den uheldige druktur. Tanken fik ham til at blive en smule rød i kindernre og ham rømmede sig.

"Det ville være en fornøjelse at møde hende! Hvilket erhverv arbejder hun selv i?" Han ville gerne lære mere om hende, inden han mødte hende, så han kunne gøre et godt indtryk. Sergent Ponticus gjorde sig generelt meget i at gøre et godt indtryk på alle, han mødte, men netop med Stians mor følte han af en eller anden grund, at det var vigtigt.

Hans hånd rettede en smule på emblemet ved brystet, selv om det allerede sad og skinnede perfekt. Ud af øjenkrogen kunne han ikke undgå at lægge mærke til Stians pillen ved øreringen .. man skulle næsten tro, at han var nervøs over et eller andet..

Stians blik hvilede forsat ved portene, men han rev blikket derfra for at svare Alister. Når man talte til folk skulle man helst se dem i øjnene, for at udvise respekt, og især når det var hans sergent han stod og konverserede med. Det gik op for ham.. hvor utrolig lidt folk egentlig vidste om hinanden, også selvom man i de fleste tilfælde arbejdede tæt som de to gjorde - eller ihvertfald til en vis grad. Det forekom ikke alt for ofte at de var på opgaver sammen.. så måske det gav god mening at de intet vidste om hinanden. Hver person sin egen sag, så og sige. 

  "Min mor..-" begyndte han, i det han blev stødt ind i af en lidt for glad og højrystet kvinde der gik arm i arm med en fin herre. 
  "-Uff..!" lød det overrasket fra ham i det han blev skubbet over i Alister, ikke særlig voldsomt, men puffet gjorde at hans hånd kortvarigt havde taget fat i sergentens ærme for at bevare balancen. Hans kind blev også trykket ind mod hans skulder. Lige så hurtigt som det skete, flyttede Stian sig stift fra Sergenten, og rettede på sig. Kvinden der havde stødt ind i ham, ænsede det ikke og var trippet lystigt videre.
  "Undskyld Sergent." sagde han hurtigt og rømmede sig. Han kiggede ikke på ham, og et strejf af pinlig rødme lå over hans næse.
  "Min mor.." begyndte han igen, lettere hæst, for at dreje samtalen tilbage, og for at slette akavetheden mellem dem, "Hun arbejder for det meste frivilligt, på herberg, og den slags. Hun laver mad til dem da hun er en dygtig kok. Derfor tjener jeg pengene til os. Jeg har ikke lyst til at hun skal slide sig selv for meget." Han smilede skævt. De var ikke en del af de fine folk. Det vidste han godt. Men han elskede sin mor, og derfor ville han passe på hende. Hun havde før sagt at hun nok skulle tage del af slæbet, og tjene penge ligesom Stian, men han var imod det. Han var manden i huset og skulle nok stå for det hele. Derfor var det også utrolig heldigt at Stian havde fået arbejde i byvagten - det dækkede deres omkostninger, og det gjorde at de også kunne beholde deres hest, Nishith. 

Hans mor trådte nu ind ad portene. Hun var en spinkel kvinde, og lavere en Stian. Hendes skulderlange hår sad løst, men velfriseret om hendes runde ansigt. Man kunne se tydelige træk i Jiya, som Stian havde arvet. Da hun fik øje på sin søn, lyste hendes blik og læber op i et smil der gav hende smilehuller ved kinderne. Hun var ikke fornemt klædt, men nydeligt nok til at det kunne gå ind ved lejligheden. Hun havde en hvid kjole på med halvlange ærmer, og en lang vest ovenpå. Opad armene havde hun tegnet med rødt henna, givet sig selv snirklede tatoveringer opad armene, til ære for sine Topalis gener. Hendes sko var brune tøfler. Der var blikke der vendte sig mod hende fra de lidt mere snobbede folk, og de så dømmende på hende. Heldigvis var Jiya ligeglad - hun var vant til at omgås folk der så ned på hende, men hun var stærk og ville ikke lade det gå sig på. Tilgengæld var Stian ikke glad for de blikke hun var offer for. "Mor." Sagde han med et lettet smil over at hun var ankommet i god behold. Jiya var nået over til dem og hun tog sin søns hænder, "Hej min skat." sagde hun kærligt, og kiggede nu op på Alister, og derefter tilbage på Stian, "Og er dette..?" 
"Alister Ponticus, min Sergent." sagde han i en professionel tone. 

"Goddag Hr. Ponticus." sagde hun venligt, og lagde hånden frem for at hilse. "Jeg er Stians mor, Jiya. Det er hyggeligt at møde Dem. De må være glad for at have Stian, som er så loyal overfor Dem." Hun hentydede selvfølgelig til den aften hvor Stian måtte hjælpe Alister. Smilet sad forsat om hendes læber. 

Stian stivnede lidt, og hans hud prikkede af nervøsitet.

Alisters blik gled ud over folkemængden, og han opdagede ikke damen med de lidt for ivrige armbevægelser, før Stian pludselig blev skubbet imod ham. Det var næsten lige før han i overraskelsen fik slynget armene om den menige, men heldigvis tog Stian fat i hans ærme og fik bevaret balancen, før Alister fik gjort det mere pinligt for dem.

Hvis damen kom for tæt på igen, skulle hun nok få med sergent Ponticus at bestille..

For nu lyttede han dog i stedet opmærksomt til Stians fortælling om sin mor. "Hun lyder som en godhjertet kvinde, at tage sig af den slags arbejde." Bemærkede han. Han vidste, at der var den slags i byen, men de fleste ville heller arbejde med noget, der rent faktisk gav dem krystaller i lommerne.. "Og hun er heldig at have en søn som Dem, Menig Hwan." Tilføjede han.

Ordene havde knap sluppet hans læberne, før selve samtaleemnet trådte ind ad døren. Han lagde godt mærke til de skæve blikke, hun fik, og han skyndte sig at skyde brystet lidt frem og skule i retning af de folk, der vovede at kigge sådan på Stians mor! Der var næppe mange af dem, der havde arbejdet med at brødføde byens fattige!
"Mig en fornøjelse at møde dem, Fru Jiya. Menig Hwan her fortalte netop om Deres arbejde.." Sagde han med et stort smil og trykkede kvindens fremstrakte hånd. Hendes næste ord fik dog et blandet udtryk til at glide over hans ansigt, som han stivnede en smule og øjnene hurtigt faldt på Stian. Hentydede hun mon til at Stian havde hjulpet ham i branderten her den anden dag.. åh ved guderne, havde han fortalt hende det?

Alisters bemærkning.. eller kompliment om at Stians mor var heldig at have en søn som ham og selvfølgelig at hun selv var en godhjertet kvinde, fik hans hjerte til at slå et slag over. Hans læber pressede sig sammen i et tilbageholdt smil. Komplimenten gjorde ham glad - og det var ikke hver dag at han hørte sådan fra andre. 
 "Ja, hun er virkelig noget for sig." svarede han lavmælt. Han vidste godt at hans mor var godhjertet, men at hun fik den anerkendelse fra sin sergent.. det gjorde ham endnu mere stolt. 

Jiyas blik rykkede sig ikke fra sergentens, og hun lod sin hånd være trykket mod den andens i et par sekunder længere, inden hun slap ham. "Ja så." Hun kiggede med det samme smil hen mod sin søn, "Det er meget givende arbejde. Jeg er glad for at kunne hjælpe. Selvom min søn selvfølgelig synes at jeg skulle sidde derhjemme og dase i stedet for." hun tjattede drilsk til Stian og rystede på hovedet ved tanken om at hun ikke kunne arbejde. Det lå alt for fjernt for hende. 

"Jeg mener jo bare, Mor.. At du ikke skal slide for meget jo." prøvede han at forsvare. Det var først da hans mor havde nævnt det med at Stian var loyal overfor sin sergent at det stillede begge mænd i en akavet situation. Deres blikke mødtes, og i et kort sekund så Stians øjne lettere febrilske ud. Blev hans Sergent nu sur over at han havde nævnt noget? Det var ikke med hans gode vilje at han havde fortalt det.. og han havde heller ikke fortalt alt. Han havde jo bare forklaret hvorfor han kom hjem så sent hjem.. eller så tidligt morgenen. Han havde slet ikke nævnt at Alister var fuld. Stian rystede meget forsigtigt, men hurtigt på hovedet i det de to stadig så på hinanden, inden han kiggede væk. Hans mor opdagede ikke deres lille seance. 

"Jeg passer jo bare mit arbejde, Mor. Jeg er sikker på at Sergent Ponticus sætter pris på alle sine menige." Sagde han i en professionel tone, for at få samtalen hen på noget andet end om lige specifikt de to. 

Udvekslingen mellem mor og søn var ganske hjertevarmende, og et kort øjeblik følte Alister et lille, undrende stik af ærgrelse over, at han aldrig selv havde fået muligheden for at have sådan et forhold. Det var tåbeligt. Han havde jo aldrig selv gjort noget ud af at forsøge at opsøge hende.. der havde altid været for mange undskyldninger.

Nervøsiteten om, hvad Stian havde fortalt om branderten tog dog hurtigt over. Som deres blik mødtes, var Alisters øjne ikke så meget anklagende, som de var skamfulde. Han ønskede ikke, at nogen skulle se ham i den tilstand igen. Faktisk følte han et stort behov, for at vise Stian, at han var meget mere end den fyldebøtte, han havde vist sig som.

"Mine menige gør heldigvis mit arbejde til en fornøjelse." Smilede han, da blikket igen faldt på Jiya. Hun kunne bestemt godt være stolt af sin søn .. ja, faktisk gjorde han mere, end hvad der kunne forlanges af ham.. tankerne faldt igen på den anden nat, hvor han i et kort glimt huskede Stians ansigt tæt på sit eget i mørket. Han blev en anelse rød i kinderne.

"Her, lad mig bringe Dem en forfriskning, Fru Jiya." Skyndte han sig at sig og snuppede et glas fra en bakkebærende tjener, der var inde for belejlig rækkevidde. Han holdt det frem mod den ældre kvinde og håbede inderligt, at hun ikke havde hørt for meget om hans drikfældighed.

  Stian havde ikke mindre respekt for sin sergent efter den omtalte aften. Det var bare en anderledes side af ham han havde fået lov til at møde. Og det gav Alister flere nuancer, end bare den gode, og ekstroverte leder han var. Udover det, var det en mærkelig nat, eller morgen. Han forstod ikke rigtig de følelser der havde været fra hans side af - han havde følt sig både blød, men anspændt på samme tid. Og så det faktum at hans øjne lige pludselig søgte efter Alister, når han gik ind i et rum. Det var det første han ledte efter. Sådan havde det ikke været førhen. 

  Alisters kommentar, fik Stian til at give ham et hemmeligt blik, med et lille skævt smil, der forsvandt det sekund det var kommet. Det lå ikke automatisk til ham at smile. Men lyden af Alisters stemme fik det til at krible i ham på en rar måde - så han fik lyst til at smile. 

  "Åh, tak skal De have." sagde hun henrykt til Alister, og tog imod glasset. Hun kunne godt mærke at der var en form for stemning mellem hendes søn og hans sergent, men hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad. Hun tog et sip af vinen og skuttede sig glædeligt. De små smilehuller dukkede frem igen. 
  "Jeg er glad for at min søn er i gode hænder." kommenterede hun og smilede op til Alister. Impulsivt sagde hun, "Men gud hvor er du høj." sagde hun overrasket som om det først gik op hende nu. Hun løftede sin hånd over sit hoved. 

Stian bød hurtigt ind, en smule pinlig berørt over hun kunne sige sådan noget, "Mor..!" rettede han hende, og brummede. Han så op på Alister med et lidt undskyldende blik. "Men det er han da!" sagde hun lidt mere lavmælt til sin søn. 

Alister kunne mærke, at han blev en anelse mere rolig, da episoden ikke blev bragt på tale. Om Fru Jiya havde fået det fortalt eller ej, var hun i det mindste høflig nok til ikke at bringe det op. Alister selv ville ønske at han kunne glemme og begrave det, men det var svært, når han stod her ved siden af Stian. Ikke at det på nogen måde var den unge, meniges skyld.. nej Alister burde have været bedre til at styre det med alkoholen.

Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, hvilket endte i en hjertelig latter, da hun kommenterede på hans højde: "Det er fordi jeg er halvelver, Frue, jeg voksede min far over hovedet længe før jeg blev rigtigt voksen.." 

Det gjorde ham intet, at hun kommenterede på hans højde, og han kunne ikke lade være med at kaste et lille sideblik til Stian. En uvelkommen tanke om, hvorvidt han også syntes at Alisters højde var en positiv ting, havde meldt sig, og Alister forsøgte stædigt at skubbe den ud af hovedet igen. Hvorfor i alverden skulle det betyde noget, om hans menige brød sig om hans udseende? Blot fordi Stian var en særdeles køn mand...

  
 Begge så op på Alister da han talte. Stian mere lettet over at hans Sergent ikke var blevet fornærmet, og hans moder ganske overrasket med store øjne. "Nå da! Jamen det giver da meget god mening. Sikke flot og rank De er. Det er ingen skam at være høj." Sagde hun lattermildt og tog endnu et sip af vinen. Stians hjerte havde slået et slag over hvad Alisters latter - den var ganske rar, og uden at bemærke det havde han nikket sagte med til moderens udtalelse. Han stivnede dog da det gik op for ham, og forsøgte at lade som ingenting. 

Hvor er jeg dog besynderlig for tiden! tænkte han frustreret, men det var ikke noget der kunne ses på hans mine. 
"Nå jeg må hellere komme ud og mingle lidt.. måske danse og smage lidt på den fine mad." Hun smilede varmt til dem begge. "Tag Dem nu godt af min søn." sagde hun venligt til Alister og klappede ham kammeratligt på skulderen. Derefter drejede hun omkring og gik hen til buffeten med de fine retter. 

Med det samme at hun var uden for rækkevidde, vendte Stian beklageligt sig mod Alister, "Jeg beklager virkelig, Sir. Jeg håber ikke at de tager min mor ilde op.. Hun kan godt tænke før hun taler nogle gange.." han så oprigtigt bekymret ud. De havde stadig en vis professionel distance imellem dem, men stod alligevel forholdsvist tæt. 

Alisters bryst skød automatisk et par centimeter mere frem. Kommende fra en ældre kvinde eller ej - komplimenter virkede altid utroligt godt på sergenten, der blev særdeles let smigret. Højden var heller ikke noget, han almindeligvis var ked af - højst når man nogle gange skulle gennem en lav døråbning efter i al hast efter et par forbrydere på flugt..

"Jeg håber, at De nyder aftenen, Frue." Sagde Alister høfligt, men med et varmt smil. Han kunne godt lide hende. Hendes afsluttende kommentar, gjorde ham dog øjeblikkeligt rød om ørerne, og hans blik fulgte hende et øjeblik, mens hun gik. Hvad havde hun ment med at tage sig godt af? Hun troede vel ikke at..

Blikket gled videre til Stian, og han rettede lidt på halsudskæringen i uniformen, som syntes en anelse snæver. "Nej, det er skam helt i orden, det var en fornøjelse at møde hende!" Skyndte han sig at sige. Han ønskede ikke at Stian skulle tro, han tænkte noget dårligt om hans mor.
"Har det altid blot været jer to?" Spurgte han, inden han fik tænkt sig helt om. Det kunne være et følsomt emne.

  Ligesom Alister var Stians ørespidser farvet af en lyserød undertone. Han vidste ikke om han skulle synes at det var pinligt.. Men når hans egen mor kom med sådanne, måske endda, upassende kommentarer, kunne han ikke lade være med at reagere på det. Og han som ellers aldrig blev genert eller forfjamsket. Men det var som om efter den aften med hans Sergent, at det havde vendt op og ned på ham. Stian kunne slet ikke genkende sig selv mere. 

Det lettede dog på Stians nervøsitet, at Alister havde brudt sig om hende. Og han sukkede en smule for at tage sig sammen. 
  "Det er jeg glad for.." Han skævede op til halvelveren, og forsøgte så at finde sin mor med blikket blandt menneskemængden, men hun var pist væk og opslugt i den. Sikkert igang med noget god vin. 

  "Ja." svarede Stian nok lidt for hurtigt til spørgsmålet, "Altså lige siden vi flyttede hertil-" Han nåede ikke at sige mere da en lettere påvirket kvinde løb hen til dem og nærmest faldt i deres arme. "Min mand! Han er kommet op at slås - ude på vestbalkonen, I må stoppe det!" Lød det skingert fra kvinden, og hun hev dem begges arme så de kunne følge med. "Skynd jer!" 

Stian sendte Alister et bestemt blik, og afventede hans kommando. 

Alisters blik hvilede et øjeblik over mængden, men Stians mor var forsvundet blandt de mange festklædte gæster. Et meget kort øjeblik overvejede han at opsøge hende senere, for at udfritte hende om, hvor meget Stian egentlig havde fortalt om ham, men han besluttede sig omgående for at lade være. Han risikerede blot, at hun troede noget.

Han vendte blikket tilbage til den menige med et smil og blev derfor næsten væltet, da damen kom løbende mod dem. Han lagde armene beroligende på hendes skuldre og nikkede til Stian, nærmest lettet for distraktionen. En paladsvagt kunne være umådeligt kedelig, og noget action var vidst lige hvad han og den unge menige havde brug for.

"Bare rolig frue, bliv De her, hvor De er i sikkerhed. Menig Hwan, til balkonen!" Kommanderede han, og skulle lige bruge et øjeblik på at blive fri af kvindemennesket, inden han satte farten op for at komme gennem menneskemængden med adskillige: "undskyld frue!" og "undskyld min herre, men vi skal gøre vores arbejde."

Mens han skyndte sig af sted brugte han et øjeblik på at aktivere sit magiske syn, så han bedre ville være i stand til at spotte optøjerne, inden de nåede balkonen!