Vejret havde været ulideligt det meste af dagen, da solen ikke havde nogle skyer at gemme sig bag ved, men nu var det blevet aften og nogle skyer var alligevel kommet frem fra deres skjul. Dette havde også fået temperaturen til at falde bare lidt, så de mørke bukser ville ikke ende med at klistre sig fast om benene på samme måde som tidligere. Varulven havde brugt det meste af tiden på nogle små ting nede i Dianthos by og havde langt om længe givet sig selv muligheden for at holde fri. Efter at havde været returneret til fæstningen for at sætte tingene af og fået mad, smuttede han tilbage i byen. 

Salomon var klædt i et par mørke bukser der komplimenterede hans muskeløse ben. Skjorten var dovent holdt sammen i v-halsen af nogle mørke snore, mens stoffet var i en beige farve. Fødderne var dækket af et par mørke læder støvler, for det var mere eller mindre det eneste han ejede. Blikket rettede sig kort op mod himlen og han rynkede kort på næsen. Det var stadig varmt, i hvert fald for ham. Hans skridt ledte ham til bordel huset. Uden hustru eller husbond kunne livet godt gå hen og blive en anelse ensomt, desuden vidste han at både mændene og kvinderne på bordelhuset gerne ville hjælpe. Om de andre fra fæstningen vidste hvad han foretog sig, var han i og for sig ligeglad med, de måtte gerne sprede de rygter. 

Som han trådte indenfor lod han blikket glide rundt på omgivelserne og rettede så blikket mod bordelmutter, der venligt gav ham et smil og begyndte at spørge ind til, hvad Salomon ønskede sig for natten. Det var da i det hele taget også et godt spørgsmål. Han var egentlig i tvivl om hvad han havde lyst til... Efter lidt tid kom han til konklusionen at det skulle være en mand i aften. De udvekslede nogle ord og han ventede på at blive vist til personen. 

Varmen havde i sandhed taget kontrol over vejret. Normalt ville Winchell være markant beklædt skandaløst i en af sine silkekåber, men i dette vejr var denne mondering nærmest tiltrængt. Selvfølgelig ville intet stof være langt bedre. Den buttede mand havde levet sit liv i nordens kulde, så han var vant til de kolde temperaturer. Ulempen af dette var, at varmen ikke just var normal for ham, hvorfor den måske ramte ham lidt hårdere. Derfor var silkekåber - som i dag var i en højrød farve for solen og varmens skyld - en nødvendighed. Ingen gad en lystmand, der var badet i sit eget sved, allerede før de var gået igang med sjovhederne.

Nogen sagde, at varmen tændte for liderligheden i folk, men det måtte Winchell være skeptisk over. Det var ikke, fordi der var kommet en overflod af personer til bordelhuset, der ønskede at lufte deres lummerligheder. Jo, der var da kommet et par stamkunder og det løse, men det var ikke nok for, at Winchell havde noget at lave. Selvfølgelig var aftenen og ikke mindst natten ung endnu. Der skulle nok komme en ungkarl eller en ungmø med Winchells navn på ind ad dørene før eller siden. Forhåbentligt.
Den buttede mand sad oppe i baren og ventede. Han havde godt set den høje og robuste mand, der var kommet ind, men ruten var taget direkte til bordelmutter. Han ønskede sikkert det bedste af det bedste. Og for mange mænd var dette kvinder. De skulle bare vide, hvad den buttede mand kunne gøre bag lukkede døre.
Dét ville denne mand dog tydeligvis gerne opleve, for bordelmutter kom efter kort tid hen til Winchell med den høje og robuste mand ved sin side. Nu kunne Winchell virkelig se ham an. Han var ikke gammel, men heller ikke ung. Ældre end lystmanden selv. Håret var tæt på skaldet i siderne og halvlangt i toppen. Men det var nok ansigtet, der trak opmærksomheden. Dækkende henover de markante ansigtstræk og stærke detaljer var der flere streger af ar. Det lignede et angreb fra en bjørn. Måske en ulv? Det kunne nemt skræmme de fleste og især de nyere ansatte, men det fik kun Winchell til at smile endnu bredere end før. Der var intet bedre end en partner, som kunne tage fat og var lidt dyrisk.
"Sikke et mandfolk!" sagde Winchell, som han lod sine varme øjne hvile på den stærke mand. Hurtigt løftede han hånden for at signalere til bartenderen, at der skulle laves to glas med vin til de to mænd - medmindre kunden ønskede hele flasken selvfølgelig. "Du kan lade os være, bordelmutter. Jeg skal nok passe på vores flotte gæst her." Et blink med det ene øje blev givet til manden. Om han ville sidde ved baren lidt og drikke sig modig eller bare tage direkte op på et af værelserne, måtte manden selv bestemme. Alt var mere end godt for Winchell. Meget mere end godt.

Salomon havde godt bemærket den unge lystmand komme gående og blikket havde også sat sig på ham, inden det igen havde rettet sig mod bordelmutter. Som mutter ledte dem op til baren, mødte hans blik igen den buttede lystmand. Et nærmest kælent smil kom frem på hans læber som ordene kom fra ham. Ak ja, det var ved at være længe siden der var nogen der havde sagt det, men det varmede hver gang han fik det at vide. 

Salomon ville skyde lystmanden til at være yngre end ham selv, måske ti år eller sådan noget. Det var nu ikke noget der gjorde ham noget. Han havde altid haft et eller andet med de yngre mænd og kvinder, som om der var mere energi i dem? Blikket rettede sig da mod bordelmutter som hun lå en hånd på skulderen af ham og nikkede inden hun forsvandt. Svagt skævede han sig over skulderen, men fik igen rettet blikket mod manden foran ham. Han syntes altid indgangen til dette sted var lidt akavet, men lige så snart man var blevet tildelt en mand eller kvinde, gik det som smurt. 

"Passe på mig?" sagde han og klukkede hæst inden han fortsatte "Det er dig der kommer til at få brug for at blive passet på." sagde han som han blinkede med det ene øje mod lystmanden og gik op til bardisken og gjorde klar til at tage imod glassene med vin. Han tog et i hver hånd og rettede blikket mod manden med et kækt smil "Vis vej, jeg har vinen." sagde han med et kækt smil på læberne som han gav manden et blink igen.

Som lystmand var 99% af kunderne ældre end Winchell selv. Det gav også god mening. Det var ældre, der havde krystaller at bruge et sted som dette - medmindre det selvfølgelig var adelige. Men der var også en tendens til, at de ældre generationer ikke gjorde i at finde almindelige medmennesker på kroer og rundt omkring. En blanding af dovenskab, mangel på evner og andet mistænkte Winchell. Selvom denne mand nok nemt kunne komme i en ung piges hoser eller under en flot mands skjorte. 

"Og hvad skal jeg dog passes på for?" legede Winchell. Havde de allerede været på et værelse, havde den buttede mand uden tvivl lagt en hånd blidt et sted på mandens krop. Måske hvilende mod brystkassen for at mærke musklerne. Eller måske længere nede for at mærke den mere voksende legemsdel. 
Yndigt og uden en lyd fra gulvbrædderne rejste Winchell sig op og begyndte at vandre mod trapperne. At manden havde glassene gjorde ikke Winchell noget. Måske forhindrede det ham i at nyde udsigten med mere end bare øjnene, men nu måtte han nøjes med at se Winchells bagside vrikke med hvert skridt. Hofterne bevægede i hvert fald svajende. Halvvejs oppe af trapperne kiggede Winchell over skulderen. Dels for at se, om han havde sin mand med sig, men også for at se ansigtsudtrykket. Om han var typen, der allerede nu udnyttede situationen, eller om han var for forlegen - Winchell forestillede sig det første. Førstehåndsindtrykket af manden havde været alt andet end forlegent, men hvem vidste? Folk kunne overraske. Især store og stærke mænd.

Værelset, Winchell havde ledt dem ind i, lignede stort set alle værelser på denne etage. En stor og flot seng mod den ene væg. Diverse møbler her og der. Et klædeskab, en stor stol, en kommode. Mange steder at hygge sig på. Og det havde Winchell skam prøvet. Udover møblerne var der også et vindue med gardinerne trukket for og en dør, der ledte ind til et simpelt badeværelse. For at friske sig op inden og gøre sig anstændig efter.
Uden at sige noget satte Winchell sig på kanten af sengen med let spredte ben og øjnene fikseret på den høje, stærke mand. Silkekåben var endnu lukket, men den øverste del af brystkassen var ude. Det ville ikke kræve meget for at løsne kåbens bånd og åbne den. Manden var i hvert fald meget overklædt i forhold til Winchell. Alt for mange lag, hvis man efterspurgte den buttede mands mening. Munden var i et konstant stadie af kækhed, som de legende ord blev sagt: "Hvad må jeg kalde dig, flotte?"

Salomon trak let på skuldrene som lystmanden fyrrede sit spørgsmål af "Det finder du ud af, kæreste." kom det let brummende, men kælent fra ham som han sendte et blink. Blikket fulgte lystmanden som han begyndte at gå mod trapperne og med et kækt smil på læberne bag ham, var Salomon med vinen. Fra tid til anden mådde han tage sig selv i at lure på lystmanden popo, men hvordan kunne man andet? Salomon forsøgte at forholde sig roligt, trods han kunne mærke hvor anspændt han allerede var, blot ved at træde her ind. Det var som noget i ham blev vækket fra en lang lur og nu skulle have stillet sin lyst. For hver gang lystmanden så over sin skulder, sendte Salomon ham et nærmest sultent blik. Som var han et rocdyr der havde sit bytte næsten mellem kløerne. Han holdt sig i hvert fald ikke tilbage med stadig at lure på manden foran sig, bare fordi han så sig over skulderen fra tid til anden. 

Som de ankom til værelset, lod han blikket scanne omgivelserne, bryggede nogle ideer og scenarier inde i sit hoved, før han gik over til manden på sengen med et smil på læben, som han rakte ham det ene glas med vin. Det var ret tydeligt at han selv havde alt for meget tøj på, hvilket der måtte gøres noget ved. Salomon lokaliserede et bord, hvor han placerede glasset med vin. Blikket rettede sig mod lystmanden som han talte og fik Salomon til at trække på skuldrene "Du kommer nok ikke til at sige så meget alligevel." sagde han med et kækt smil inden han fortsatte "Men mit navn er Salomon." sagde han som kan begyndte at løsne snørren i skjortehalsen yderligere, så den ville være nemmere at få over hovedet om få sekunder, dog holdt han stadig tøjet på, for der var ikke noget som at lade modparten tage det af, eller alternativt flå det af. 

Efter skjorten var løsnet greb han om vinglasset og sippede let til det inden det igen blev sat på bordet. Med et lunefuldt smil, nærmede Salomon sig lystmanden og rakte ud efter hans vin "Du kommer heller ikke til at skulle bruge vinen lige nu... " sagde han med et glimt i øjet som han stod der og tårnede over lystmanden på sengens kant.

Intet verbalt svar blev givet, men et ansigt kunne sige mere end tusind ord. Og det gjorde Winchells til mandens svar. Mange kunder var til det lidt vildere, når det kom til lystfolk. Og Winchell elskede det! At være centrum for en andens lyster og udvide grænser til det yderste. Hvad bedre fandtes der? Ikke meget, hvis man spurgte den buttede lystmand. 
Nogle skridt foran kunne Winchell høre, at manden fulgte med. Med vinen i hænderne. Og denne position var perfekt for ham. Med de få skridt i mellem dem var Winchell højere end ham. Og dermed var det ikke baghovedet, der var i øjenhøjde. Det var pengemageren. Den store, fyldige røv af Winchells. Den havde lokket mange. Sprede de kraftige baller, blotte stjernen og lade noget glide op i dén. Og som havde han en sjette sans for det, følte Winchell, at der lige nu var to øjne direkte på den. Et øje til hver balle. Hvor bedre kunne det være?

Et glas blev overrakt til den siddende Winchell. Han sippede til det. Det var en af de lidt dyrere flasker. Selvfølgelig. De var jo en forretning i sidste ende. Krystaller var det, der holdt lyset tændt og taget over deres hoveder. Og derfor nød Winchell den gode vin. Og der var mere at nyde, for manden følte sig tydeligvis overbeklædt. 
"Salomon skal jeg nok komme til at sige et par gange i de næste mange timer skam." sagde Winchell med øjnene nærmest fikseret på manden. Ingen klæder røg af, men meget blev løsere. Stropperne blev løsnet på skjorten og den rød ud af bukserne. Som han kom tilbage hen til Winchell, havde den buttede mand glasset oppe til sine læber og vin i munden. Men han måtte ikke få mere ifølge Salomon. Det blev taget væk, så begge af Winchells hænder var frie. Og manden vidste udemærket, hvad de skulle til.
Med hovedet vippet helt tilbage, så øjnene var i Salomons, kunne Winchell ikke se, hvad hans hænder og fingre gjorde. Men erfaringen vidste, hvad han skulle. De startede ved lårene, men de rejste langsomt op langs bukserne. Ved mødet af benene strejfede fingrene lige præcis nok til at mærke lidt, hvad der blev gemt på. Et kækt smil blev gjort til denne respons. Og lige efter nåede fingrene buksekanten. Begge hænder tog fat i bukserne. I nogle sekunder legede han blot. Holdt fat buksekanten med et lummert smil og kækt blik i øjnene. Før hænderne rev ned til knæerne og bukserne med. "For meget tøj. Alt for meget tøj."

Salomon's blik var semi låst fast på lystmandens fyldige bagparti, hvordan ballen blev rundere når han hævede benet for at placere det på det næste trin, faldt på plads som den anden balle tog over og så repeat. Uden skam sendte han af og til et kækt smil til lystmanden, som han så sig over skulderen for at være sikker på varulven fulgte med. På intet tidspunkt forsvandt Salomon fra lystmandens bagside og fulgte ham som den loyale hund han et eller andet sted var. 

Salomon fik et kækt smil frem på læberne som han satte glasset til side " Ellers må jeg tage andre midler i brug." svarede han, endnu med det kække smil til at finde på læben. Det sultne blik var rettet mod lystmanden foran ham, som han mærkede hvordan hænderne begyndte at udforske hans krop. Legende begyndte at glide op af hans ben og til bulen der allerede var begyndt at forme sig i hans bukser. Salomon ville nok ikke indrømme han var til begge køn, i hvert fald ikke hvis man spurgte. Her stod han foran en lystmand og det var på ingen måder akavet. Som bukserne blev trukket ned om anklerne, trådte han hurtigt ud af dem og returnerede lystmandens lumre smil, dog forlod et svagt, hæst grin ham som ha selv trak skjorten over hovedet og smed den til side.

" Du har ret." kom det fra ham med et smil som skjorten var forsvundet ned på gulvet. Kroppen bar tegn på tidligere voldsomme skader, men nu fremstod som ar fordelt rundt på Salomon, men det var ikke noget han skammede sig over, tvært imod bar han dem på kroppen med en stolthed, mens dem i ansigtet bevares irriterede ham.

Et lummert grin forlod Winchells læber, som han tænkte på, hvad disse andre midler mon kunne være? Havde Salomon tricks gemt op i ærmet? Det var ikke utænkeligt, at Winchell havde. En lystmand kunne jo ikke bare være, hvad han så ud til. Han skulle have et par tricks og evner, der gjorde, at kunden ville tilbage. For at få noget, de ikke kunne få andre steder. Derfor vækkede Salomons midler kun nysgerrighed. Winchell måtte holde på ham længe, så hans nysgerrighed kunne blive mæt. Men mon ikke den stærke mand kunne holde hele natten? Og måske noget af i morgen også?

Med bukserne om anklerne fastholdt Winchell endnu øjenkontakt. Dog kunne han mærke, hvordan de stærke ben bevægede sig for at træde ud af bukserne. En af de bløde hænder kærtegnede derefter knæhasen, imens showet fortsatte. Skjorten røg af i en både elegant og ru måde. Overkroppen blev blottet. Og den passede perfekt til det krigerramte ansigt. Det var ikke hud som Winchells. Det var ikke fin, blød og sart hud. Salomon var ru og hård. Men mærkbarer ar og hår på brystet. Et rigtigt mandfolk. 
Det kække smil og glimt i øjnene blev givet til Salomons ansigt en sidste gang, før hovedet langsomt sænkede sig sammen med blikket. Winchell ville se det hele af manden, som han stod foran ham. Og det stoppede først, da han kiggede direkte på det voksende lem mellem benene. Som alt andet på Salomon så det stort og stærkt ud. Musklerne i lemmet pulserede blodårene tydelige. Men skønt Salomon stod foran den siddende Winchell, var der lidt for meget afstand. Selv med hånden på knæhasen kunne den buttede mand ikke få nok plads. Derfor kravlede han nærmest ned fra sengen og gik på knæ, indtil han var tommer fra Salomon. Og dér kiggede han op. Nakken vred helt tilbage. Salomon var som en kæmpe nu. Stor og stolt. "Lad mig nyde dig, Salomon." Winchell bad nærmest efter det. Og hvis ordene og ansigtet ikke var nok, havde begge hænder fundet vej på hver sit baglår. Klar til at skubbe underlivet helt tæt på den buttede mands ansigt. For det var den højde, han var i. Og Winchell nød det så sandeligt.

Deres blikke mødtes kort, men i en lille tid, hvor deres øjne bare snakkede. Winchells smil snakkede med. Og som han kunne mærke den store hånd i sine mørke krøller, vidste den buttede mand allerede, hvad han skulle. Men først, da Salomon sendte et kæk smil, vidste Winchell, at det var startskuddet. Der blev hurtigt nikket, før øjenkontakten blev brudt. Munden åbnede sig for at lade spidsen af lemmet trænge ind i munden. Den tykke smag af en mands ædle dele ramte straks tungen. Og tungen begyndte meget hurtigt at køre rundt om hovedet.
I starten legede Winchell kun med hovedet. Han fokuserede på spidsen for at starte blidt ud. Den ene hånd havde dog fat i bunden af lemmet. Kørte den op og ned. Det skulle jo nødigt blive slap i Winchells mund! Hvis det skete, ville Winchell tage skylden. Men nu var intet lem blevet slapt i hans mund og varetægt. Salomon skulle nok forkæles til det fyldeste.

Langsomt begyndte Winchell at arbejde ned af. Han kørte hovedet op og ned. Slap af og til lemmet helt med en bloppende lyd for efter at lade det forsvinde igen i munden. Det tog ikke lang tid, før hele lemmet var gemt inde i Winchells mund og begyndelsen af halsen. Kanten til brækfornemmelsen var der, men efter de mange års træning skete det ikke. Winchell var jo professionel i sit erhverv.
Øjnene var også igang igen. De kunne hænde at kigge op på Salomons. Bare for at observere reaktionen fra manden. Om han nød det. Om Winchell skulle gøre andet. Den ene hånd havde skiftet fokus fra bunden af lemmet til kronjuvelerne. Hovedet bevægede sig også voldsommere. Det skulle ikke være et kønt arbejde. Der måtte gerne ske noget. Sveden måtte gerne dryppe. Safter måtte gerne blandes. Salomons havde betalt for Winchell og lystmanden gav intet mindre end sit absolut bedste.

Selv deres nonverbale kommunikation slog gnister. De blikke de udvekslede, smilene. Alt havde en eller anden form for elektrisk energi imellem dem. Da øjenkontakten blev brudt, bed Salomon sig let i underlæben og forberedte sig mentalt til at nærmest forsvinde fra tid og sted, blot blive fanget i dette øjeblik sammen med lystmanden. Fornemmelsen af læberne der omsluttede sig hans lem, fik ham til at knuge let i Winchells krøllede lokker, men da tungen begyndte at lege med, undslap et suk ham. Der var ikke nogen tvivl om at denne mand vidste hvad han havde gang i, hvordan kunne han næsten andet? Det ville i hvert fald være en smule underligt, hvis en lystmand ikke kunne finde ud af at give nydelse til de kunder der nu en gang ville dukke op på deres værelse. For en stund vendte Salomon tilbage til virkeligheden som han mærkede lystmandens hånd omkring hans lem, kørte den op og ned for at tilføje yderligere nydelse. Grebet i Winchells hår, blev blot en smule hårdere.
 
Salomons blik rettede sig af og til ned på lystmanden foran ham, blot for at betragte det gode arbejde han havde gang i. Følelsen af hans lem der nåede et stykke ned i halsen på Winchell, fik Salomon til at læne hovedet let bagover med et nydelsessuk. Dette måtte ikke stoppe, i hvert fald ikke nu. Ikke at han regnede med det gjorde, for han havde trods alt betalt en ordentlig sum krystaller for at kunne bruge en nat sammen med Winchell og måske noget af morgen også, hvis han måske smed lidt ekstra, hvis de på et tidspunkt skulle have mere at drikke. Hånden der sneg sig fra roden af hans lem og til kronjuvelerne, fik endnu et suk til at undslippe og blikket blev rettet mod lystmanden igen. Et skævt smil fandt frem til Salomons læber, som et tegn til Winchell gjorde det godt. Der var ingen grund til at gøre det fint og flot, for det blev det alligevel ikke senere, når Salomon blev yderligere sulten efter lystmanden.

Der var visse tegn fra en kunde, som viste, at Winchell gjorde et zalans godt stykke arbejde! Selvfølgelig gjorde han det. Det ville jo være tragi-komisk, hvis en lystmand ikke var god til at tilfredsstille andres lyster. Men som grebet om de mørke lokker blev strammere og strammere, vidste Winchell blot, at Salomon nød dette i fulde drag. Det ville ikke komme bag på den buttede mand, hvis begge hænder snart var om hans hoved, pressende hovedet ned, så Winchell ikke kunne slippe fri fra lemmet. Og guderne ville vide, at det ville han ikke. Lige nu nød Winchell lige så meget at forgude lemmet i munden, som Salomon nød at have sit lem gemt i den lune, fugtige grotte, der var Winchells mund. Forhåbentlig ville denne ikke være den eneste grotte, Salomon ville lade sit lem udforske.

Kort mødtes deres blik. Winchell kiggede op, endnu med munden fuld af Salomon. Deres øjne mødtes og legede med hinanden. Den buttede mand trak på smilebåndet, så lemmet næsten faldt helt ud. Men inden det nåede dette, valgte Winchell at komme helt ned til roden. Velvidende om, at Salomon kiggede med. Der var blevet købt nydelse, så nydelse skulle der ske. 
Winchell satte tempoet op. Han ville fortsætte, indtil Salomon kom eller stoppede ham. Om den stærke mand ville komme nu og igen senere eller ville vente, måtte han selv bestemme. For skønt Salomon sikkert hungrede efter mere af Winchell, var den buttede mand tørstig efter lidt salt. 

Følelsen af Winchells læber omkring lemmet, fik Salomons øjne til svagt at lukke i. Det var svært at holde sig tilbage, for der var ikke nogen tvivl om at lystmanden kunne hans arbejde. Det ville nu også være ret så antiklimatisk, hvis han ikke kunne. Han havde betalt bordelmutter for en nat han ikke ville glemme og det var han sikker på han ville ende med at få. Sådan som det var på nuværende tidspunkt, ville der i hvert fald ikke gå længe før han ville hive lystmanden med op i sengen og lade ham mærke hvad han egentlig var i stand til. At modtage var en ting, men at give var bestemt en anden.
 
Salomon skævede ned mod Winchell foran ham og trak let på smilebåndet. Et kort sekund troede han lystmanden stoppede, men da han så i stedet lod sig komme til roden, blev den anden hånd tilføjet til de brune lokker og grebet blev fast, som et nydelsessuk undslap ham og hovedet blev let kastet bagover. Skulle han bare lade Winchell fortsætte, eller skulle han stoppe ham og få ham smidt på sengen? Måske bare lidt mere… Det var bare så godt lige nu, så at stoppe det ville næsten være en skam. Desuden var Salomon en der sagtens kunne mere end en runde, så selv hvis han kom nu, ville han være klar efter få minutter igen. Let begyndte han selv at bevæge hofterne let frem og tilbage og lod nærmest ikke Winchell få luft. Det skulle jo ikke være et pænt arbejde og Salomon var sikker på, at lystmanden havde prøvet lidt af hvert i for vejen. 

Deres øjne mødtes kort. Winchell kunne nærmest aflæse diskussionen i Salomons øjne. Det var en velkendt diskussion for lystmanden at opleve. Skulle kunden stoppe og prøve nyt, eller skulle nydelsen fortsætte til klimaks og forhåbentlig en omgang mere? Ønskede Salomon at stoppe, ville Winchell fjerne sine læber fra lemmet og se, hvad de så skulle lave. Men det kunne lystmanden hurtigt mærke ikke måtte ske, for nu fik han begge hænder i krøllerne. Salomon ville ikke lade Winchell slippe væk fra sit lem. Og det ville Winchell heller ikke. Den unikke smag af en mands lem kunne tænde ham lige så meget som saftige kys og klask i røven, hvis ikke mere. Og Salomons mandige og lettere dyriske smag gjorde ham kun mere ivrig.

Hvis ikke hænderne i krøllerne var svar nok, kunne Winchell mærke bevægelser fra Salomon. Hofterne gav de klassiske bevægelser - som Winchell forhåbentlig ville opleve igen senere mod en anden åbning. Winchell behøvede ikke meget mere selv at bevæge. Han kunne lade Salomon mundkneppe ham. Alligevel fulgte lystmanden med. Brækfornemmelsen var svær for ham at opnå. Han skulle bare trække luft ind af næsen, når Salomon trak hofterne tilbage, selvom han lige nu ikke fik nær så meget luft som normalt. Men hey, Winchell havde skam lært at holde vejret. Kun det bedste for kunderne jo.

Noget der nærmest mindede om en knurren undslap ham som Winchell nærmest blev mere ivrig. Det gjorde bestemt ikke varulven noget, for hver eneste bevægelse sendte nærmest små elektriske impulser igennem hele hans krop. Behandlingen var bestemt ikke til at klage over, men hvorfor skulle den også være det? Bevares så havde Salomon ikke nogen ide om hvor længe denne mand havde været i faget, men det kunne vel ikke være super længe. Nu kendte han bevares ikke til lystmandes alder, men han ville skyde på han måske var i hvert fald fem år yngre end ham selv, hvis ikke mere? Det var egentlig også lige meget i og for sig, det ville sikkert blive set skævt på alligevel, hvis en fra Lysets hær blev fanget på bordellet? Eller det troede han da i hvert fald. Men mon ikke det blot handlede om at man blot skulle være i stand til at passe sit arbejde og så var det andet lige meget? Lige nu nød Salomon i hvert fald øjeblikket og ønskede ikke det skulle stoppe... Ikke før om nogle timer... 

Følelsen af Winchells læber, spyttet der rendte ned af hans hage til Salomons lår og ned på gulvet, samt følelsen af hans hals der sluttede sig tæt omkring hans lem for hvert stød han leverede... Fik hans vejrtrækning til at blive både hurtigere og dybere. Salomon måtte fra tid til anden bide sig en smule i underlæben i et forsøg på at holde tilbage. Ganske vidst ville der ikke gå ret længe før han måtte tage de forbandede to minutters pause, så han havde en mulighed for at samle bare en smule kræfter til runde to. Anden omgang blev bevares ikke blot i munden, men lystmanden havde et andet hul der skulle udforskes og mærkes, men først skulle dette lige gøres færdigt.  

Iveren og glubskheden havde taget over. Det at være lystmand og arbejde for og på et bordelhus var næppe et kønt job. Ikke, at det gjorde Winchell noget. Tværtimod. Han anså det som værende en god arbejdsdag, hvis han blev efterladt glinsende og fugtig af kropslige væsker. Alle de kropslige væsker. Håret måtte gerne være uglet og ligne rigtig bollehår. Det var de bedste vagter, når Winchell så sådan ud. Og kunderne kunne have lignende udseende, hvis ikke de havde gjort sig i stand inden. Nogen ville jo gerne opretholde en facade i det offentlige. På bordelhuset kunne de være dem selv. Alle perversiteterne inkluderet.

Savlet løb fra Winchells mun, ned på hagen og tyngdekraften tog det længere og flere steder. Han var ligeglad. Han gjorde mere nærmest. Holdte rundt om Salomons lænd for at kunne sutte med stødene. Winchell lignede en sulten mand. En mand, der var underernæret og det eneste, der kunne helbrede ham var, hvad Salomon ventede med at skyde direkte i munden på ham. Ja, selv de varme øjne havde et glubsk udtryk. Næppe lige så glubsk, som Salomon sikkert selv havde været tidligere i sit liv. Men Winchell ville gerne have det nu. Han kunne ikke vente mere. Den buttede lystmand håbede bare, at Salomon var klar til en anden, hvis ikke flere omgange. En enkelt gang i munden var jo ikke meget. Ikke for et dyr som en varulv. Winchell havde kun set brøkdelen af det dyriske i manden, følte han. Han ville lukke dyret ud af sit bur. Være offeret for natten. 

Salomon havde ikke betvivlet den unge lystmands evner, for det var som regel de unge der havde mere energi og var med på flere ting. Det var næsten rart at være på lysthuset, da han som regel skulle opføre sig professionelt og ikke kunne lade sin dyriske side komme frem, men det kunne han nu. Natten ville ende med at blive lang for dem begge, men det gjorde ikke noget, det var selskab.
 
Hans blik hvilede på Winchell et kort sekund, inden han let lå hovedet bag over i ekstase. Der ville ikke gå længe før filmen knækkede for ham og han lod den dyriske side tage over. Dog vidste han også han ikke kunne gå all in. Eller kunne han? Han ville heller ikke gøre skade på lystmanden, trods det sikkert ikke ville være første gang der var nogen der havde gjort det. Salomon mærkede hvordan han langsomt var ved at nå det første klimaks. Det var som regel også det der var med til at vække hans dyriske side. Grebet i Winchells hår blev mere fast, som et tegn på at det var ved at være tæt på, men det vidste lystmanden sikkert godt.

Der fandtes to typer af mænd, når de blev Winchells kunder. Dem, der tændte på intimiteten, og dem, der var dyriske og vilde. Hoveddelen var den anden type. Og tydeligt var Salomon også dette. Jovist kunne det være rart med en intim omgang med afslapning bagefter, men der var noget ved at vide, at man åbnede for den primitive æske i en mand. Det tændte Winchell. Derfor havde han et smil på læberne, skønt det ikke just var det nemmeste, nu når munden jo var godt fuld. 

Lige når Winchell troede, han havde set det mest dyriske, modbeviste Salomon ham. Med savlet endnu dryppende fra mund og lem havde den buttede mand ikke forventet meget mere, men grebet i håret blev strammet. Som om Salomon ville rive det ud, skulle Winchell blot overveje at trække sig. Bare rolig, det gjorde han ikke. Tværtimod. Han samarbejdede med Salomon. Lod hans mund - og hals arbejde - i harmoni med Salomon. Harmoni midt i det primitive. 
Winchell kunne mærke, det snart var tid. Til første ladning i hvert fald. Derfor ændrede han lidt taktik. Frem for at fokusere på hele lemmet ligeligt, lod han tungen danse mod hovedet. Salomon skulle lige have det sidste skub, inden Winchells mund skulle have noget ekstra i sig. Han ventede bare på det. Og Salomon ville snart give ham det. Ellers måtte Winchell selv malke det frem, hvilket han allerede var igang med.

Salomon havde efterhånden begyndt at løsne de tøjler han havde haft tidligere, der havde fået ham til at fremstå professionel, men da han gik ind bag bordellets døre, var de allerede begyndt at forsvinde. Herinde var der ingen grund til at spille stor og puste sig op, det var trods alt ikke det han var her for. Salomon var kommet til bordellet for at få taget toppen af stressen han havde haft de seneste par dage og en tur herhen, plejede altid at virke.
 
Følelsen af lystmandens savl der gled ned ad hans hage og ned på gulvet under ham, tændte blot Salomon yderligere. Der var bare et eller andet frækt over det ikke var så fint. Det skulle gerne grisse lidt, for man kunne altid gøre rent bagefter, hvilket Salomon da nok skulle hjælpe med, hvis der da var behov for det. Da Winchell trak sig tilbage og lod tungen fokusere på at pirre hovedet, gik der nærmest små elektriske impulser igennem Salomons krop og han lukkede kort øjnene som hovedet blev lænet bagover. Kort efter rettede han de gyldne øjne imod lystmanden. Blikket var sultent og det var mere end tydeligt at den dyriske side var kommet frem. Uden tøven lå placerede han en hånd på hver af Winchells kinder og sendte ham et nærmest dystert smil, før han pressede lemmet mod lystmandens læber i håb om at kunne komme ind i mundens varme, så han kunne levere de sidste stød i runde et.

Selv hvis Winchell havde planer om, hvad han ville give Salomon denne nydelse aften og nat, kunne alt skiftes. Det var jo ikke lystmanden, der betalte for nydelsen. I sidste ende var det Salomon, der bestemte. Hvad end den dyriske mand ønskede, ville han få. I grove træk. Selvfølgelig var der grænser, men mange havde tvivlet, om Winchell havde grænser eller om han bare var grænseløs, bundløs, rodløs. Jovist havde Winchell ideer til at give nydelse, men hver kunde var anderledes. Deres dyriske, indre nydelse var forskellig. Den samme opskrift kunne ikke bare genbruges konstant. Hver oplevelse var unik på hver sin måde.

Tungens leg med spidsen var tydeligvis accepterende, men Salomon havde andre ideer. For med spidsfokusset var munden ikke længere over hele lemmet. Og det kunne Salomon tydeligvis ikke acceptere, for der gik ikke meget slikkeri, før hænderne og Salomon ville have munden atter om hele lemmet. På en måde længere. Winchells mund blev presset dybt og hårdt ned over lemmet, indtil spidsen ramte halsen. Heldigt, at Winchell havde trænet sin brækfornemmelse til ikke at blive tændt. En nybegynder kunne snildt ende i svineri udover kunden. Næppe det ideelle. Men Winchell var alt andet end nybegynder. Derfor legede han med. Han suttede hårdt og godt. Han ville have Salomons klimaks. Han ville have det og det kunne ikke gå for hurtigt. Jo hurtigere Salomon kom med første omgang, jo hurtigere kunne næste omgang komme. De skulle helst igennem nogle omgange, inden Salomon ville efterlade bordelhuset. Ellers var det jo nærmest spildt!