Der var ligesom en anden lugt nede ad de fattige gader. Det kunne godt være at Handelsbyen i Balzera var en mægtig by, men den husede ikke kun gode sider. Der var mange fattige der måtte klare sig så godt de nu kunne uden alt det prangende. Stjæle og tigge, eller gøre det beskidte arbejde for en ravmønt eller to. Her lugtede af møg, og stald, og stanken havde sat sig fast i Malibus næse. Hvorfor hun befandt sig her forekom hende som et mildt chok. Benene havde åbentbart ført hende på afveje. Det var meningen at hun skulle have været ude at kigge på nye våben, men istedet.. havde hendes underbevidsthed haft andre planer. Nu stod hun her, mellem alt møget og skidtet. Fattige menneske sad oppe langs de slidte mure og tiggede. Nogle andre gik og trak kærre med hø. Tyran lå og lunede sig under hendes klæder, og derfor bemærkede ingen slangen. 

Malibu fik kuldegysninger som hun gik videre. Hun vidste lige præcis hvor hun skulle gå hen for at finde sit barndomshjem. Der hvor hun havde boet med sin mor inden at hun gik hen og døde. "Undskyld unge frøken." Lød en svag stemme nede fra jorden af. Malibu standsede og kiggede ned på en gammel halvblind dame der var pakket ind i løse klæder, "Kunne de undvære et rav eller to?" Damen havde svært ved at se, og kunne ikke rigtig fokusere på Malibu. 

"Selvfølgelig." Malibu smilte anstrengt og satte sig på hug foran damen. Hun fandt en jade frem og puttede den i damens hånd inden hun nøjsommeligt lukkede den andens krogede fingre om mønten. "Pas godt på den. Aladrios velsigne dem." Hun gav damen et lille klem på hånden, og forsatte henad den retning hun skulle. Faste skridt. Beslutsomme skridt. "Tak kære barn." Lød det i baggrunden. 

Her stod hun så. Foran det hun engang kaldte sit hjem. Bygningen var beskidt og snavset. Dengang hun boede der var det ikke lige så beskidt. Generelt stod det ikke lige så slemt til dengang, som nu. Malibu stod og stirrede på huset, eller lejligheden var det vel egentlig. Hun skulle op ad en trappe for at komme til døren. Det var sværere end hun havde regnet med. Men hun havde heller ikke været i denne del af Balzera siden hun var lille. Benene stod som frossede fast. Hendes krop blev tung, men alligevel fik hun flyttet sig. Et skridt tog det andet og hun kom op til døren. Mon der var låst? boede der andre? 

Malibu sank en klump og tog fat i håndtaget. Den var ikke låst, og forsigtigt fik hun åbnet døren. Det lignede allerførst ikke hendes hjem som hun huskede det. Her lugtede møllædt, og gammelt. Der lå nogle tæpper på gulvene, og hun antog at nogle af de fattige fra gaden lå og sov her om natten. Hun kiggede videre rundt. Det var kun ganske få ting hun bed mærke i som hun kunne erindre. Henne ved døråbningen til det lille køkken, så hun nogle tal skrabet ind i muren. Et minde vældede frem. Hun var lille, og hendes mor stod og målte hende opad væggen. "Wauw du er blevet så stor Evangeline!" Hendes mors ord var et ekko af fortiden som døde hen. Malibu græd ikke, men stod som forstenet og kiggede på tallene. Hun rørte forsigtigt ved dem. Der var ingen tårer, dem havde hun grædt for længe siden. Men hendes hjerte bristede. "Jeg savner min mor, Tyran." der var ingen bæven i stemmen, blot en neutral konstatering. Slangen hvislede kort og rykkede på sig under hendes tøj. 

Pludselig var der en lyd og noget der væltede inde i rummet ved siden af. Malibu blev straks hevet ud af sine fortidsminder, og var kampklar. Hun spændte op i musklerne og havde hånden nede ved sin dolk der var spændt fast om låret. "Hvem der?" Det kunne måske være en gammel fattig mand, men hellere være på den sikre side. 

Faust rejse havde følget ham til Handelsbyen Balzera, ikke lige den byen han havde været mest i men havde været her før,  grund til han var kommet til byen, var at han havde tager imod en opgave fra Dianthos, det var ikke lige helt så nogen opgave han tog imod, han opspore godt nok andre men ikke hele lige så her, for han havde ikke nogen spore at gå ud fra, hans rejse havde koste en del efterhold, til alt held vil de betale ham tilbage for det han bruge plus det han selvfølgelig skulle havde for opgave, som ikke tyder på at blive helt billige men den rejse og tid han havde brugt indtil videre, men de spor han havde fundet og kun følge havde følget ham her til.

Nu stod han så i en lille lejlighed i de fattige område af Balzera, hvorfor han lige var i denne her lejlighed havde han enlig ikke en rigtig ide til, hvad han vil finde af spore her vidste han ikke, det eneste han havde fundet indtil videre var tegn på at de fattige fra gaden bor herinde, han havde efterholdet ledt det mest af lejlighed igennem men ud held med at finde nogen spor han kun bruge til noget, han var klædt i sin normal brunelig rejsebukser, sin grå skjorten hvor de øverste knappe var åbne, hans hår var sammen i en løs hestehale, han havde sit kort sværd ved side en anden og sin lille kamp økse ved den anden side, resten af hans ting samt sin lang bue, lå på et værelse han lejer på en kro, dog havde han stadig sin kaste kniv skjule på sig, han så enlig frem til at bliver færdig med denne her opgave da den stod han lang ud af hals.

Han stoppe op i det han var i gang med at han hørt dør går, om det var en af de fattige som kom tilbage eller en anden, det vidste han ikke, men han havde rejse sig lidt for hurtigt op, for han fik skubbe til en vase som røg ned på gulvet, "en som ikke er ud på balle" sagde han og kom rolig til syne i dør ind fra et værelse af, han stille sig ind i rum hvor hun også stod, så han kun række sig ud da han var for høj til at stå i dør.

Malibu havde fået dolken op, og knugede nu om den imens hun holdt den ud foran sig i den kampklare stilling. Det dirrede i hendes krop af forventning om at den anden måske ville angribe. Hun blottede tænderne i en vred mine, og klemte øjnene skulende i. Det var vigtigt at se frygtindgydende ud når man stod overfor en potentiel fjende. 
  Manden der afslørede sig selv var en kæmpe. Ikke lige så høj som hendes løvemand, Arthurr, men høj var han. Han kunne næsten ikke stå oprejst inde i lejligheden, og det undrede hende hvad han lavede herinde. Ikke ude på ballade? hah.
  "Du er for fin i tøjet til at være en af dem." knurrede hun og hentydede til de fattige ude på gaden. "Hvad laver du herinde?" Hun var stadig i sin forsvarsposition, og brugte sin barske stemme. 

Hornhugormen, Tyran, tittede frem fra hendes krave og hvislede faretruende. Den kunne mærke når Malibu blev anspændt, og hun kunne også styre slangen hvis hun ville. Evnen havde hun dog ikke aktiveret, endnu. Malibu var i tvivl om hun kunne nedlægge denne mand hvis det blev nødvendigt, og imens hun stadig havde øjnene rettet intenst på manden, cirklede hun i retningen mod udgangen. Uden at vende ryggen til. Aldrig i livet om hun ville blotte sig! Pulsen steg i hende. 

Da han kom ind i rummet, hvor den anden person stod, vier det sig at være en kvinde, lave end ham men det var også normal at kvinde var det, måske havde han mødt en enke eller to som var højder end ham men det var så også orker, han lo kort af det første hun sagde, det var ikke fordi han var fint i tøjet men i forholdet til det fattige ude på gaden, så var han selvfølgelig, "leder efter spore, da jeg leder efter en person, og mine spore har følget med her til men hvad laver de selv her" spurgte han og kiggede på hende, han kun godt ser at hun var klar til kamp men det var ikke lige det han var ud på, han havde godt nok våben på sig, han kiggede på hende og kun ser at der kom en slange frem, som havde ligger ind under hendes tøj, vil han gæt på, hver sin smag angår kæledyr.

Han samle sine hænder om på ryggen, for at viser at han ikke vil kæmp imod hende men sammentid også for at få fat i sin en kaste kniv som han havde i sin breeches, nu hvis hun vil kæmp havde han dog mulig at kaste en kniv end hun kom for tæt på ham, ikke fordi han havde meget plads at bevæg sig på, nu hvor lejlighed ikke var så store og det hjælp så heller ikke at han havde den højde som han har.  

((Brecches er en form for armskinne men virker lidt som en rustning))

Malibu skulede stadig til ham, og stod nu tættere på udgangen. Hun lyttede til hvert et ord han ytrede med omhu. Hun virkede stadig fjendtlig overfor ham. I hendes erhverv skulle man slå ihjel og stille spørgsmål senere, men han blottede sig ved at tage hænderne bag sig. Hun skævede for at se hvad han lavede med hænderne, inden blikket igen var at finde på mandens ansigt. Han virkede ikke som om at han var ude på tumult, eller at han ville slås. 

"Hmmm...." Lød det mistænksomt fra hende, og hun sænkede dolken for at stille sig i en mere afslappet stilling. Men stadig forberedt på en hver bevægelse den store mand kunne finde på at lave. "Er du jæger?" hun hævede et øjenbryn og vurderede ham. "Du lyder ikke som en der kommer herfra." hun havde stadig øjnene knebet sammen. Så han var altså ude at lede efter nogen. Det var vel ikke et job hun havde misset? Pokkers. "Hvad leder du efter?" sagde hun interrogativt. Hun ville få så meget information ud af ham som muligt. Måske kunne hende og resten af Cerastes banden tage missionen fra ham, og derved få dusøren. 

Malibu havde ikke lyst til at svare på hans spørgsmål om hvorfor hun var herinde. Det ragede ikke ham. Men det ragede vel heller ikke hende hvorfor han var i hendes barndomshjem, og hvem han ledte efter. Hun sukkede irritabelt, "Et svar for et svar." sagde hun forhandlende, "Okay?" Hun placerede sin frie hånd, som ikke holdt om dolken, i taljen. 

Han kun godt ser at hun ikke rigtig stole på ham, man hvorfor skulle hun også gør det, hun havde lige mødt ham og han var en del højde end hende plus at han også bar våben synlig på sig, men der var et eller andet over hende som hun kendt lejlighed her bedre end hun vil sige, ikke fordi han var sikker på det men det virker bare lidt så, han lo kort af det næste spørgsmål hun kom med, "ja, på mere end en måde" sagde han og kiggede på hende, jo han jæger da men det var nu mere dyr, og så kun han finde ud af at spore andre, om det var menneske eller dyr eller noget helt tre var lige meget, han lo kort igen af det næste hun spurgte om, "nej det vil være at lyve hvis jeg sagde at jeg gjorte det, jeg er fra nordlandet" sagde han og kiggede på hende, både hans mor kom fra nordlandet men også han far gør, han når næste ikke at svar på det en spørgsmål før det næste kom, hun spurgte om meget ude at selv af svar på det han havde stille hende.

Han skulle til at svar på det næste da hun begynde at snakke igen, det lød rimelig at gør det så, "fint med mig, men så skylder du mig to svar, for har svar på tre af dine spørgsmål" sagde han og kiggede på hende, han kun da godt svar på hvad han leder efter men vil første havde nogen svar fra hende, han vidste godt at han kun havde stille hende et spørgsmål, man hvad han ellers skulle spørge hende om vidste han ikke, men en ting var at hun var begynde at slappe lidt af overfor ham, da hun ikke stod kampstille mere.

Malibu rettede sig op og vurderede manden. Han kunne umuligt kun være menneske. Mon han havde trold i sig? Nej, han så for menneskelig ud i udtrykkene. Det generede hende at hun ikke vidste det, og hun stod og småtrampede uroligt med foden. "Nordlandet. Jaså." Der havde hun aldrig været. Hun kunne faktisk slet ikke prale af at have været ret mange andre steder end Rubinien, og for det meste Balzera. Og hvad mente han med på mere end een måde? Hun så mistænktsomt på ham. 

"Hah." Hun fnøs målløst. Hvilken frækhed. Det irriterede hende at han spillede op til hende. Det var HENDE der ville have svar. Det skulle ikke være omvendt. 
  "Okay." hun lavede et opgivende ryk med skuldrende. Hun tog hånden frem foran sig og viste to fingre. "For at svare på dit første spørgsmål.... Dette er mit barndomshjem." sagde hun neutralt, og forsøgte ikke at vise nogle følelser. Den ene finger blev lagt ned, så kun hendes pegefinger var oppe. Hun ville hellere have holdt midterfingeren oppe, men lod være. Manden havde jo egentlig ikke gjort hende noget.. andet end at trække den samme luft som hun gjorde. "Hvad vil du ellers vide?" Spurgte hun skarpt og hævede et bryn.

Han nikke bare til det hun sagde, med at han var fra nordlandet, det virker ikke til at det rigtig sagde hende noget, og hans mistanke om at hun havde noget tilknytning til lejlighed her var rigtig nok, så hun var vokser op her, han holdt et grine tilbage da han kun ser at det ikke passer hende at han ikke vil svar på det hele ude han selv fik noget ud af det, samtid havde hun også fået det en spørgsmål gratis, for han havde enlig svar på tre spørgsmål fra hende, men han tror ikke at det hjælp at sige det til hende, så han holder sig bare til det han havde sagt til hende, "hvorfor er du vendt hjem, det har hvis ikke være dit hjem længe kun det tyder på" sagde han og kiggede på hende, så fik hun det andet spørgsmål som hun skylder ham et svar på.

Han kiggede kort rundt i lejlighed, han havde ikke fundet nogen spore som han kun bruge til noget, men det kun være at hun vidste til et hemmelig rum eller beholder her i lejlighed, men det må han vende tilbage, for hun havde sikker også en masse spørgsmål hun vil stille ham, alt andet vil overrasker ham, "navn er Faust og den kan du få gratis" sagde han og kiggede på hende, ikke fordi han havde så meget lyst til at være høflig overfor hende men at være på navn kun der ikke være noget galt i.

Malibu kunne ikke rigtig se hvorfor manden var så nysgerrig  angående hendes ærinde inde i hjemmet. Var det mon fordi han ikke anede hvem han skulle lede efter og.. mistænkte hende?! Bare tanken gjorde at hun spændede lidt op i musklerne igen og skød brystet frem. Hun flyttede lidt på foden for at gøre den klar til at sætte af.. hviiis det nu skulle være at han ville angribe. Hans rolige facade kunne jo være skuespil, for at narre hende til at tro at hun kunne lade sine parader falde, og derefter fange hende. 

"Pft.." Hun kiggede til siden, men skævede hurtigt over på manden igen. Hun skulle ikke slippe ham af syne. "Jeg blev vel bare lidt nostalgisk." sagde hun kedeligt, og lagde den sidste finger ned. "Så det var de svar." sagde hun hurtigt. 

At den store mand.. som åbentbart blev kaldt Faust, gav hende sit navn, gjorde hende en smule forbløffet. Hun ved ikke hvorfor, og det var sikkert heller ikke den andens intention, men han forekom hende en kende flabet. "Jeg-" er pisse ligeglad med dit navn! Ville hun have sagt, men holdt igen. Hun blev altid rettet på af de andre fra banden, med lige undtagelse af Sorah, når det kom til hendes manerer. Når nogen præsenterede sig, var det blot kutyme at præsentere sig selv også. men HVORFOR. Hun himlede lidt med øjnene. "Nå, Okay." hun trak på skuldrene, og han hed Faust og hvad så. "Nu tilbage til mit egentlige spørgsmål. Hvad er det du leder efter?" Det var jo dét hun var interesseret i. Han skulle hellere have fortalt hende det, end at have givet hende sit navn. 

Han kun stadig ser på hende at hun ikke stole på ham, da hun igen gjorte sig klar til kamp, han hold stadig sine hænder samle om på sin ryg og var klar til at gribe fat om sin en kaste kniv i sin breeches, han havde en mere i den anden breeches men tænke at kaste en måtte være nok til at starte med, der var nu heller ikke så meget plads i lejlighed her til en kamp på afsted, men så var det godt at han også havde andre våben på sig end kun kaste kniv, hun var hvis heller ikke meget for at fjerne sit blik fra ham, da det vendt hurtigt tilbage på ham, da hun endelig kiggede væk fra ham.

Han kun godt ser og høre på hende at hun skulle til af sige noget men lod være med det, efter han havde sagt hans navn, om hun havde problemer med at hører andres naver vidste han ikke, han lo kort af hende spørgsmål, hun vil bare vide hvem det var han leder efter, "jeg leder efter en Aya stormbridge, hun kommer fra Dianthos" sagde han og kiggede på hende, "sige navn dig noget" spurgte han og kiggede på hende, det var ikke fordi der var en dusør på hende, grund til han vidste noget om det var hendes forældre havde høre om ham gennem nogle han havde arbejde for.

Malibu havde svært ved at se hvad Faust, fandt så sjovt. Mon han ville synes en knytnæve lige i ansigtet ville være sjovt?! Hun knugede sin hånd der dirrede, og tog en dyb indånding. Ingen grund til unødig slåskamp, og hun ville heller ikke vanære sit barndomshjem med blod og ødelæggelse. Da Faust endelig afslørede hvem han var på udkig efter, rettede hun sig op i en mere afslappet stilling - men aldrig helt afslappet. Hun rynkede lidt på næsen, "Aldrig hørt om hende." Navnet sagde hende intet, og hun sænkede sin dolk helt. Da Tyran kunne mærke at Malibu spændede mindre op i kroppen, sænkede hornhugormen sit hovede igen. 

"Er der en dusør på hende? Og hvad skulle een fra Dianthos lave her?" For Malibu, var Dianthos et eventyrland, langt langt væk. Nogle gange glemte hun lidt at det rent faktisk eksisterede. Hendes spørgsmål væltede ud af hende. Hun var god til at stille mange spørgsmål, og nogle gange lidt for mange ad gangen. Konversering med fremmede havde aldrig været hendes forté. Malibu gav i hvert fald sjældent et godt førstehåndsindtryk. 

Det virker lidt til at hun ikke kun ser, hvorfor han små lo af hende, ikke fordi han vil forklar hende det hvorfor han lo af hende, men det overrasker ham enlig ikke at hun ikke havde hørt om hende, det var heller ikke noget store navn i Dianthos, så hvorfor skulle hun havde hørt om hende her i Handelsbyen Balzera, han kun ser på hende at hun slappe mere af da hun sænkede sin dolk helt og hendes slange gik i skjule igen, han havde lyst til at le af hende igen af hendes spørgsmål men lo være, da hun ikke virker særlig glad for det da han gjorte det før.

"Nej der er ikke rigtig en dusør på hende og hvad hun laver her, ved jeg ikke, det er det jeg prøver at finder ud af" sagde han og kiggede på hende, endnu et tegn på at hun var dusør jager, da det var noget af det første hun spurgte til, "er her nogen hemmelig rum eller opbevaring her i lejlighed" spurgte han og kiggede på hende, så var spørgsmål bare om hun vil fortælle ham sandhed og hvis hun gjorte det, var det næste bare om hun vil fortælle hvor de var hen i lejlighed, han kun sikker godt selv finder dem men det var bare for lang tid han skulle bruge på er.

Malibu pillede sig lidt tænksomt i øret, og kiggede rundt i lejligheden. Hvis der ikke var nogen dusør på vedkommende, som Faust snakkede om, hvorfor stod Malibu her så stadig og spildte tiden? Det var også blevet mere og mere lummert inde i lejligheden, og hun kunne mærke at hun gerne snart ville ud herfra. Barndomsminderne om hendes mor, og tabet af hende blev også ved med at hjemsøge hende underbevidst, og hun vidste ikke hvor længe hun kunne holde fortidens spøgelser ud. 

Da manden spurgte ind til hemmelige rum i lejligheden, og om disse fandtes, var der en bjælde der ringede. Jo, var der egentlig ikke et hemmeligt rum? Ikke et rum som sådan, men nærmere et hul i væggen. Uden at svare ham gik hun igang med at kigge efter det. Hun vandrede rundt inde i lejligheden. Den var lille, men det værelse som Faust var kommet ud fra og havde væltet en vase i, var Malibus gamle værelse. Hun huskede at der var et sted derinde hvor hun plejede at gemme slik. Hendes mor var meget bestemt når det kom til at spise søde sager, men Malibu elskede dem. Og derfor kunne hun finde på at gemme lidt, så hun havde et lager når hun blev lækkersulten. 

Malibu lagde sig på maven og kravlede ind under den møllædte seng, eller resterne af den. Det var støvet, og hun nyste da hun lå under den. Dengang hun var lille havde det været langt nemmere at komme herunder. "Achuu! ah forhelvede hvor det støver." sagde hun højlydt og irritabelt. Men så fandt hun den lille låge i væggen, og fik den åbnet med omhu. Hun havde troet at den ikke ville være blevet åbnet længe, og man kunne se at der var støv i revnen. Men hvorfor var den så nem at åbne?

 Malibus øjne var fokuserede og spændte. Hun anede ikke hvad hun fandt derinde. Inde i det lille rum, fandt hun en lille æske med slik der for længst havde set sidste salgsdato. Hun rynkede på næsen. Tænk at hun havde glemt at spise det dengang.. men, så kom hun i tanker om at det nok var omkring den tid at hendes mor gik bort. Hun lagde æsken fra sig og fandt et smykke. 
  "Hm?" Hun missede lidt med øjnene og anede ikke helt hvad det var. På vej ud fra under sengen slog hun hovedet lidt og vrissede surt. Hun kom dog endelig op at stå. Beskidt på tøjet, og støvet i ansigtet. Hun viftede noget støv fra sine kinder og tøjet, og betragtede smykket imens. Det var alt for fint og dyrt til at det kunne være noget som hendes mor havde ejet.   

Det virker lidt til at hun gerne vil ud her fra lejlighed men da han spurgte ind til om der var et hemmelig rum/opbevarings rum, var det som der gik et lys op for hende, eller det vil han gæt på side hun gik ind på værelse, hvor han var kommer fra hende, han gik lidt til side, så hun kun kom forbi ham, hvor han dreje rundt og så ind i værelse, hvor hun var i gang med at kravle ind under seng, han smiler svagt for selv sig, da der kom lyd ind under seng, hun havde aldrig få ham ind under den seng, han havde nok bare flytte den, hvis det var han skulle ind under den.

Han valgt at ti stille da det nok ikke vil hjælp at han sagde noget mens hun lå ind under seng, men der gik ikke langt tid, så kom ud kravle ud fra seng, da hun kom ud fra ind under seng var hun støvet til de flest steder, men hun havde fundet et smykke kun han ser, så var der et hemmelig rum/opbevarings rum eller hvad man skulle kalder det for, han gik lidt tætter på hende for at bedre kun ser smykke, det sagde ham ikke lige noget, udover det var et familie skjold som han kun kender, det var det familie skjold som familie han arbejde for har, så der var et spor her i lejlighed alligevel, så var det bare hvor det før ham hen nu, men en god ting var der kommer ud af det, var at hun havde været her af en eller anden årsag.

"Jeg ved ikke helt hvad det skal forestille.." sagde hun lidt til sig selv, eller ud i rummet. Faust var kommet ind til hende, og betragtede smykket. Det var svært at antyde om han kendte det eller ej. Var det et spor, en ledetråd? hvorfor skulle nogen have været her, og lige præcis fundet frem til det lille hemmelige rum i væggen? Det hele virkede mystisk og usandsynligt, men her stod Malibu, med et mystisk smykke i hånden. 
  "Ser det bekendt ud?" hun henvendte sig modvilligt til Faust. Hendes nysgerrighed var for anmassende. Hun ville gerne vide hvad det var for noget.

  "Og er smykket noget værd?" hendes altid formåen på at prøve at skabe penge ud af alting banede vej til hende igen. Det kunne da godt være at dette stykke metal.. eller hvad det var lavet af, var noget værd? I så fald var det hendes for hun havde fundet det. basta bum.

Det første hun sagde lyd mere til at være mere til hende selv, så derfor sagde han ikke noget til det, han kiggede lidt mere på smykke og kiggede derefter på hende da hun snakke igen dog den her gang til ham, "nej det ser ikke bekendt ud udover våben skjold, som tilhøre familie jeg arbejde for" sagde han og kiggede på hende, han smilet svagt af hende, da han næste ikke når at svar på det en spørgsmål før det næste kom, man det havde han efterholdt vende sig til at hun gjort det, han rakte ud efter smykke, så han kun kom til at ser det bedre, han tog imod det hvis hun rakte ham det og hvis hun ikke gjorte vil han ikke gør noget ved det.

"Jeg er nød til at ser det, før jeg kan sige om det er noget værd" sagde han og kiggede på hende, så havde hun en grund til at giv ham smykke, men det var jo stadig ikke sikker at hun vil giv ham det selvom han havde give hende en grund til det, men det må tid viser om han få lov eller ej.

Malibu rynkede lidt på næsen, tænksomt, imens Faust fortalte hvad han vidste om det. Hun stod stadig og betragtede smykket og holdt det lidt ud fra sig selv i kæden. Da han rakte hånden frem mod halskæden, fjernede hun hurtigt sin hånd med smykket og holdt det længere fra ham. En smule beskyttende. Som når en hund vogter sin mad. Hendes skarpe blik betragtede ham da han forklarede sig, og at han ikke umiddelbart ville tage smykket fra hende. Men man kunne jo aldrig vide sig sikker, vel?

"Hmf." fnøs hun, og rakte ham til sidst smykket. Ganske langsomt. "Så værs'god da. men hvis det er noget værd er det mit! Jeg fandt det trods alt." Hun lagde armene over kors efter at have givet ham smykket. Hun tappede med foden ganske utålmodigt og afventende. 

Han kun godt ser på hende at hun ikke var meget for at giv ham smykke, så hun træk smykke til sig da han rakte ud efter det, hun stole hvis ikke på ham i nu, han havde ellers ikke gjort noget for hun ikke skulle stole på ham, men det må hun selv styre om hun vil stole på ham eller ej, det kun være at det kom at hun vil det men indtil da må han venter, han havde lyst til at grine af hende da hun overgad sig og gad ham smykke, men han lod være med det da det ikke vil falder i god jorden, han tog imod smykke og kiggede på det, nu hvor han stod med det i hånd.

"Jaja det er dit" sagde han mens han kiggede på det, han fandt ud af at man kun åbne smykke, han åbne det og så at det lå noget papir ind i, han tog papir og rakte smykke tilbage til hende, "Smykke er lavet af guld og har nok en god værdi på gade" sagde han og kiggede på hende, end han folde papir ud og kun ser at der stod noget på det, han begynde af læser det, det var godt at han kun læser elviske da det som stod på papir var på elviske.

Malibu tog hurtigt imod smykket igen, som et grådigt barn, da han rakte det tilbage til hende. Han sagde at det var lavet af guld, og Malibus øjne gnitrede af forventning da hun igen betragtede smykket. Hun vendte det rundt, og så på bagsiden. Klikkede på mekanismen der åbnede smykket og vurderede indersiden af det. Hvis det var guld, ville de kunne få ret meget for det! Resten af hendes gruppe ville blive glade! Henrivende! tænkte hun tilfredst. 
  "Fedt nok." sagde hun, og lagde smykket ned i en af sine små tasker som var bundet fast om livet på hende. 

Hun bemærkede dog godt at Faust havde taget et stykke papir ud af smykket. Det var ikke fordi hun var særig interesseret. Det var ikke en opgave for hende at løse, OG hun havde vel allerede fået en slags dusør. Måske var det en ledetråd som manden søgte. Malibu prøvede at trisse forbi kæmpen, og fik lige præcis møvet sig forbi ham. Rummet var jo ikke det største. Hun fik kigget tilbage på papiret, og fik øje på en skrift der så uigenkendelig ud. 
   "Hvad er det for noget volapykskrift?" hun rynkede næsen, og stillede sig på tæer for at se efter. Måske hun ikke var interesseret.. men hun var altid lidt for nysgerrig. 

Han kun næste ser lys lyse ud af hende da hun fik smykke tilbage og at hun havde få det at vide at det var lavet guld, han kiggede kort på hende da hun snakke igen end han rette blikke tilbage på papir for at læser videre, han flytte sig lidt da hun vil forbi ham, han lad dog ikke rigtig mærke til at hun prøve at læse over hans skulder, han bliv færdig med at læse og folde papir sammen og lad det i sin en lommer, han grine svagt af det hun sagde, "det er ikke volapykskrift, det stå på elviske" sagde han og kiggede på hende, hun kun tydelig ikke læser elviske, så var det bare om hun kun taler det, "forstå du det her" spurgte han på elviske og kiggede på hende.

Når nu havde han et spor at kom videre på, han var bare ikke sikker på at det var her i by han skulle leder videre, men det måtte han finde ud, han havde dog ikke travle med det, man han kun starte med at kom ud af denne her lejlighed, nu hvor han ikke havde mere at skulle herinde, "vil du med ud her fra" spurgte han og kiggede på hende, han begynde rolig at gå mod hoveddør for at kom ud af lejlighed.