Lugten og støjen fra Dianthos' nedre bykvarter slog sammen om Jarko, som han forvandlede sig fra sin sorte fugleskikkelse med de skinnende fjer til den lettere lurvede mand. Han var klædt i mørke klæder og havde trukket en hætte ned over ansigtet - lignende ethvert andet skummelt individ i denne del af byen og forhåbentlig faldende en smule mere sammen med omgivelserne.

Klokken havde passeret tidspunktet hvor anstændige folk gik hjem i seng, men for byens natteravne var livet først begyndt. Der var stadig lys og liv i beværtningerne og i horehusene - og det var netop derfor, Jarko stod på lur på gaden denne aften. En af hans sædvanlige kontakter havde betalt ham for at skygge og finde oplysninger på en mand, der var en velkendt besøgende hos en af byens skøger.

Det havde været let at skygge ham i krageformen - nu ventede Jarko blot på, at hans "lille ærinde" var overstået. Han var ikke sikker på, om lystpigen var en del af mandens planer, men dette ville være aftenen, hvor han fandt ud af det. Han trak sig en smule tilbage i den mørke sidegade, mens han kiggede mod døren, hvor han forventede at lystpigen ville komme ud efter det lille møde.
Gaden var mørk og skyggefuld - men kiggede man direkte mod ham, ville man sandsynligvis se hans silouhet. I tankerne debatterede han stadig, hvordan han skulle takle situationen: han havde brug for at vide, hvor meget kvinden vidste, men han ønskede hverken at skræmme hende eller gøre hende fortræd..

Endnu en mand, endnu en seng, som så mange andre aftner havde Zhahi en aftale hun skulle tage sig af i den mere lumre del af Dianthos, et møde som ville gøre hendes pengepose lidt tungere og hendes sjæl lidt tommere. Manden hun skulle møde var en af hendes mere regulære kunder, og selvom han langt fra var den mest behagelige kunde, så betalte han hende godt for de ydelser han krævede af hende. 

"Tak for i aften, lille sneblomst" hans stemme rungede hult i hendes øre da han åbnede døren for hende med et fjoget smil på de tynde læber, og Zhahi måtte tvinge sig selv til at gennemføre det skuespil der havde fået ham til at opsøge netop hende. Hun lænede sig ind for at lade sine læber presse i mod hans kind i et kortvarigt øjeblik, og hendes hånd hvilede et øjeblik i mod hans bryst, over hjertet. "En fornøjelse som altid." 

Så snart han havde lukket døren efter hende faldt skuespillet til jorden, og det før flirtende smil på hendes frodige læber forsvandt som dug for solen. Et øjeblik stod hun, foran døren på trappetrinnet, og lyttede til byen omkring hende. Latteren, skænderierne, mennesker som morede sig, eller som led igennem livets evindige op og nedture. Duften af mados, druk, sved og by brændte i hendes næse, man skulle tro at man vendte sig til den slags, men det havde hun aldrig gjort. 

Hun fandt en lille ibenholt pibe frem fra den taske hun bar på sit bælte, ikke noget som var særlig velset hos kvinder, men hun havde fået sin betaling, og nu skulle hun have sit fiks. Et blik ned af gaden fik hende dog til at fryse i bevægelsen, en skikkelse i skyggerne så ud til at se tilbage. Enlige skikkelser i mørket var sjældent en god nyhed, og selvom hun tit befandt sig omkring de mere lurvede typer så var hun klog nok til at vide at det ikke gjorde hende mere sikker. 

Lille sneblomst. Udvekslingen af ord kunne høres fra Jarkos gemmested, og deres hule klang gik ham ikke forbi. Han var selv en mand, der ofte havde betalt for at få en smag af kærligheden, men faktum var, at de søde ord kun rakte så langt, som pungen med krystaller var fyldt.

Bildte manden her sig mod ind, at de var ægte? Han tvivlede.

Blikket gik videre fra kunden til lystpigen, og han stod et øjeblik og tog hele hendes udseende ind fra de lettere spidse ører afslørende hendes elviske ophav, til det isblå hår, der gav hende et eksotisk udseende. Som en sjælden sneblomst midt i byens skidt og møg. 

Han så hende stivne, og det gik op for ham, at hun havde fået øje på hans mørke skikkelse i gyden - utvivlsomt med tanken om, at han var en mulig overfaldsmand. Meget forsigtigt med rolige trin gik han frem i lyset, trækkende hætten bort fra ansigtet. Hans skæg trængte til at blive vasket og studset, og han var næppe det mest indbydende syn, som han alligevel forsøgte at smil afvæbnende.

"Har du ild til den pibe?" Spurgte han, klappende sig på lommen for at finde sin egen frem. 

Zhahi's stivnede positur mindede mest af alt om en hjort der havde fået øje på den ulv der lå på lur i busken, afventende men langt fra rolig, hver en muskel spændt op hvis hun skulle få behov for at løbe. I en kamp ville hun meget sjældent have bare den mindste chance for at forsvare sig, men hun kunne altid satse på at løbe. 

Havde han bevæget sig bare en snert hurtigere havde hun sikkert også løbet, men måde han bevægede sig på gav hende en mistanke om at han ikke forsøgte at skræmme hende væk. Om det var en god eller dårlig nyhed var hun endnu ikke sikker på, alle kunne jo være en ulv i fåreklæder på disse kanter. Hendes blik gled over ham, han lignede ikke ligefrem en der kom de finere steder i byen. Det uplejede skæg og lidt nussede udseende kombineret med hans forsøg på et afvæbnende smil var en finurlig oplevelse. 

"Jeg tvivler meget på at du har stået i en mørk gyde og ventet på at kunne tilbyde ild til en ensom pige." konstaterede hun, og ordene kom ud bløde og varme, da hun meget bevidst ikke ville opildne til aggression. Det var mere et forsøg på at få ham til at afsløre hans intention med hende. Hun formåede endda at finde det smil frem hun reserverede til situationer hvor hun bestemt ikke følte for at smile.

Jarko havde halvt om halvt forventet, at hun ville undskylde sig og skynde sig væk. Han ville ikke bebrejde hende - en skummel mand fra en halvmørk gade, var typisk ikke selskabet, man ønskede sig. Men at hun blev stående, gjorde trods alt hans arbejde lettere.

Klog pige. Men man levede heller ikke længe i denne ende af byen, hvis man stolede på nogen. Det bløde i hendes stemme og smilet om hendes læber, fik ham til at ane, at hun måske troede han var en ny kunde. Et kort øjeblik følte han sig fristet til at gå med på dén leg - men den nylige opdagelse af, at en af hans besøg hos en lignende kvinde mange år tilbage havde resulteret i et barn, var stadig rå og frisk i hukommelsen. Han havde haft svært ved den slags besøg siden da, medmindre han havde drukket så meget, at det var svært at gennemføre akten.

"Det kan jeg vidst ikke løbe fra." Brummede han. "Manden du så for kort tid siden .. De kalder ham Smilende Sigvart nede i undergrunden." Forklarede han. Han begyndte at bevæge sig ned ad gaden i et ganske roligt tempo, håbende at hun ville følge med. Han holdt sig med vilje til den oplyste del af gaden for at vise, at han ikke var ude på noget. "Men de siger, at han har fået en del mere at smile over for nylig.." Han skottede til hende under de mørke bryn. Vidste hun, at han var kommet til en del penge, eller havde han holdt det skjult for hende?

Havde hans ord ikke afsløret hans intention med at opsøge hende, ville hans opførsel bestemt gøre det, han var ikke ude efter det som mænd normalt forsøger at opnå når de tager direkte kontakt til hende. På den ene side var det forfriskende at have andet værd end et middel til forløsning, men på den anden side så var Zhahi også udmærket klar over at prostituerede med for meget at sige tit og ofte endte op med slet ikke at kunne tale mere. Tror han jeg er idiot?
 
Hun hævede et fint plukket øjenbryn af hans ord, men fulgte alligevel med, én skummel type kunne som regel holde en anden skummel type på afstand, i det mindste til at hun nåede en af de lidt mere befolkede gader. Han talte om Sigvart’s ny opnåede formue, manden pralede med det som var det hans førstefødte søn. ”Det håber jeg da for ham, glæde avler gavmildhed.” Alle de gange hun ikke skulle høre på gamle tykke mænd fortælle hende at hvis de bare havde midlerne, så ville hun være en fri kvinde. Så kunne hun være deres og leve det gode liv. Hun fik en sur smag i munden blot ved tanken om at være ejet af nogen på den måde. 

”Men før du forsøger at udfritte mig om mine kunder, kunne du måske præsentere dig. Nok er jeg en skøge, men jeg er ikke nem.” hendes ord havde en skarp kant, blødgjort af smilet omkring hendes læber. Hun kunne ikke lide når folk troede hun var dum. Hendes blå øjne hvilede på hans ansigt, en kombination af forsigtig interesse og tilbageholdenhed. 

Jarko havde ikke forventet, at hun omgående ville plapre ud med alle sine historier om manden. Skøger holdt ofte kortene tæt - og i det hele taget var det over forventning, at hun lod til at være villig til at følge med og tale med ham. Om det var ordene om pengene, der havde fanget hendes interesse, eller om hun blot holdt en almindelig høflighed ind til hun kunne slippe af med ham, var han ikke sikker på.

Han tøvede der på gaden, drejende hovedet mod hende. Hans egne læber smilede tilbage, selv om han ikke kunne undgå at bemærke skarpheden i hendes stemme. En spirende interesse for at finde ud af mere om hvem hun egentlig var frem for manden, han jagede, måtte skubbes til siden i tankerne.

"Jarko Ralon. De fleste heromkring kalder mig Kragen." Han var ikke berygtet nok til at han forventede, hun havde hørt om ham - det meste af tiden snusede han rundt om beværtningerne, drak øl og forsøgte at opsnappe oplysninger, der kunne sælges. Blikket hvilede kort på en åben dør hvor lyden af stemmer strømmede ud i nattemørket af og til afbrudt af sang og klinkende krus.  Han gjorde et lille kast med hovedet? "Måske du har lyst til at præsentere dig over et krus øl, mens jeg udfritter dig?" Tilbød han. Han kunne godt lege med på dén leg, hvis det var hvad der skulle til.

Zhahi’s blik hvilede på ham da han stoppede op foran en mindre kro, og hun overvejede hans forslag. Sigvart var et svin, og interessen for den såkaldte krage havde vist sig som et lille spirende frø i hendes tanker. Men hun måtte være forsigtig, de forkerte ord kunne være en dødsdom hvis hun var uheldig, det han bad hende om var en dyr tjeneste i hendes øjne, og alligevel kunne hun ikke holde et lille smil væk fra hendes læber.
 
”Jarko.” Hun smagte på navnet, hans navn var hende ikke bekendt, og heller ikke det lille øgenavn han havde sig. Men måske det kunne blive nyttigt at kende til i fremtiden, om ikke andet så kunne han måske hjælpe hende en dag. ”Jeg ville gå med til dit tilbud, på to betingelser.” Hun holdt en dramatisk pause, og lod for første gang blikket vandre over hans skikkelse, som om hun skulle huske hver en detalje. ”Det bliver på din regning, og så skylder du mig en tjeneste en anden god gang."

Hendes blik fandt tilbage til hans ansigt igen og hendes smil voksede lidt, et løfte om unoder. ”Hvis du er med på det, så kan vi godt sige at jeg gør dig selskab for en aften.” Tonen i hendes ord var flirtende, men uden at være direkte sigende.

At rent faktisk få information ud af en af byens skøger, var altid lidt af en chance i Jarkos erfaring. De fleste ønskede at passe deres arbejde, uden at blive draget ind i byens mere lyssky affærer, som kunne være et umådeligt farligt foretagende. En elskende kunde kunne hurtigt blive forvandlet til en fjende, hvis der var blevet sagt ord i de forkerter ører..

Men man skulle heller ikke undervurdere, hvad en lystpige havde af information. Folk havde en tendens til at snakke, når de var afslappede og tilfredsstillede - og ofte var de en guldgrube af information om, hvad der foregik rundt om i byens nedre kvarterer.

Jarko kunne kun prise sig lykkelig over, at den elviske kvinde med et isblå hår, virkede interesseret nok til måske at ville give ham noget..

"En handel, jeg kan gå med til." Nikkede han, mens antydningen af et smil spillede om hans læber. En anden fare ved at arbejde med skøger var, at han selv var ganske letpåvirkelig over for kvindelig charme, og han ville lyve over for sig selv, hvis han påstod over for sig selv, at ordene om selskab for en aften ikke havde sat gang i hans fantasi.

Han rømmede sig let og skubbede døren til beværtningen op for at bane vej ind i lokalet, der lugtede af røg, øl og uvaskede mænd. Adskillige af de andre gæster var i selskab af kvinder, der tydeligvis var for kønne til, at de ikke havde betalt for deres selskab - og derved passede Jarko og hans ledsager for aften perfekt ind uden at drage sig for meget opmærksomhed.
Kort efter var de placeret ved et lille hjørnebord og to skummende krus øl placeret foran dem. Hvad der manglede i kvalitet, gjorde krovært op for i størrelse, for fulde gæster havde en tendens til at tømme lommerne.

"Så .. hvad kan jeg kalde dig?" Spurgte han. Hun virkede som typen, der ville have formaliteterne på plads, inden forretning kom på bordet.

Lugten af røg, øl og sved var ikke fremmed for Zhahi, men ikke destomindre foretrak hun, som så mange andre, mere behagelige lugte end denne, og ubevidst kom hun også til at rynke på næsen over dunsten. Øjeblikke senere havde hun dog vænnet sig til den, og den lå i baggrunden af hendes sanser som en gusten gul tåge.
 
Som hun tog plads ved hjørnebordet, og rakte op for at løsne den lille sølvspænde der holdte hendes sommerkappe spændt omkring hendes skuldre, frigav stoffet et pust af parfume ved bevægelsen. Duften var en blanding af søde modne ferskner og vaniliebønner fra de varmere dele af landet. Hun foldede den pænt og lagde den på den sidste stol ved bordet, som for at signalere at de ikke ønskede mere selskab, skulle en fuld kunde forvilde sig ned til deres bord. Endelig vendte hun sin fulde opmærksomhed mod Jarko igen, og det indbydende smil hun yndede at pryde læberne med vendte tilbage. ”Normalt ville jeg sige hvadend du ønskede, men i dit tilfælde vil jeg nok bede dig kalde mig Zhahi.” et lille humoristisk glimt dukkede op i hendes øjne.

Hun fandt den lille pibe frem, som hun havde pakket væk tidligere i deres møde, og begyndte at fylde den med tobak med præcise bevægelser. ”Så du er interesseret i Sigvart’s økonomiske standpunkt?” Hendes stemme dæmpede sig, således at larmen i kroen ville maskere den hvis man var ret meget længere end et par meter borte.

Jarkos blik fulgte ufrivilligt de slanke hænders bevægelse, som de frigav kappen fra skuldrene. En langt mere behagelig duft end værtshusets stank, kom kortvarigt forbi hans næsebor og mindede ham om en varm sommeraften i de sydlige egne.

"Eksotisk .. lige som resten af dig." Bemærkede han ved lyden af hendes navn. Om det så var ægte eller ej - han var ikke ligefrem typen, der ville bebrejde nogen, der opgav et falsk navn. Det hørte lidt til hele branchen her i det nedre distrikt.

Han lod som om han slappede af, mens han førte kruset til læberne, men under koften var musklerne anspændt, ører lyttede efter brudstykket af kroens samtaler og ud af øjenkrogen holdt blikket udkig efter, om der var nogen der tog særlig interesse til dem. For nu lod det ikke til at være tilfældet.

Han stillede kruset fra sig igen, lænede sig en smule fremad mens han lavmælt besvarede hendes spørgsmål. "Ikke personligt. Men jeg kender én der er .. Sigvarts tidligere arbejdsgiver, som omtrent samtidig har mistet en god sum krystaller." Han tøvede et kort øjeblik, før han tilføjede. ".. og som udbyder en ganske god findeløn for at få dem igen."