Den grå himmel var typisk en aften i det tidlige forår og for hende passede det endelig fint til denne dag. Hun havde arbejdet det meste af natten, luren denne morgen havde været forfærdeligt som alt søvn i denne tid, jo hun behøvede ikke søvn men at vågne flere gange i løbet af natten og ikke føle sig udhvilet tog stadig hårdt på en. Det gjorde bare ikke humøret bedre når man allerede ikke vidste hvad man skulle gøre af sig selv, Rasmus og Ranulf havde sat en masse tanker igang som ikke havde fundet en ende, det hele var noget rod.  Netop med den tanken gik hun ind i kroen, med nogle af de rygter som var blevet skabt efter retssagen var det ikke så galt at blive set sådan her.  At blive set satte sig foran en disk i en kro, med et suk i civil beklædning.

“Whiskey.”lyd det så snart manden bag disken endelig gav den mindre stikkelse opmærksomhed, få krystaller skiftede hånd som den rødhåret kvinde endelig lod blikket falde omkring hende. Der var ikke mange her, stemningen var faktisk behagelig og den oprejste tumbador virkede ikke til at være fremmede til hans instrument, samt var hans stemme ikke ubehagelig eller skrigende. Hun trak kort på smilet som de grønne øjne hvilede på den let brun gyldne væske men hun lyttede til baggrunden, folkene der brokkede sig godsejerne og hans andet krav på jord krystaller denne måned. Det andet bord snakkede glad om deres søns nye kæreste, og ellers var der ikke forsamlinger hvis tone lyd igennem lokalet. Hun trak igen på smilet som den varmende væske mødte hendes læber, atypisk en endelig kvinde brugt tid sådan et sted her, men sådan som alt gik disse dage, var det her hun havde lyst til at være. Bare slappe af, i andres følelser så hun kunne slippe for sine egne bare en time eller to, måske en hel aften til midt ud på natten. Det ville passe hende fint, hvis dette ville fortsætte uden andet end blot dette, noget varmende at drikke, folk at lytte til, musik, varme og tunge følelser at suge til sig, og bare slå hovedet fra.

Det var næppe alle arbejdsdage, hvor Winchell befandt sig på bordellet. Der var kun så mange værelser på bordel og så mange kunder, der kom der. Det var mere regulære og dem aktivt efter, hvad bordellet stod for, der ankom til de døre. Men der var et hav af mulige kunder i hovedstaden. Især på de mange kroer og beværtninger. Derfor var der flere af kroerne, som havde en lille aftale med bordelhusene og de ansatte. Ved at arbejde der og prøve at tage vagten på et af kroværelserne frem for andet sted opnåede alle parter noget. Krofatter fik solgt værelse og uden tvivl alkohol. Lystmanden fik tjent dagens levebrød. Og kunden fik, hvad kunden ønskede. 

Siddende for enden af baren med en optyndet øl spejdede Winchell rundt i kroen. At optynde væsken op med vand var smart. Man kunne ikke arbejde i fuld tilstand, men ingen gad være sammen med en kedelig karl, der ikke drak. Derfor var dette kompromiset. Illusionen for krogængerne, kunderne.
Der var mange interessante typer inde i kroen. Mange kunne fange Winchells øjne. Men der var én skikkelse, da, ved hendes ankomst i kroen, havde fanget lystmanden. Det var heller ikke fair for de andre. Her kom en kvinde med iøjenfaldende vinger, imens alle andre havde rygge uden pynt. Hvordan kunne de kæmpe mod hende? Men det var ikke blot vingerne, der fangede Winchell. Det var hendes statur, ansigtsudtryk, væremåde, siddemåde. Hun virkede på en måde ensom. Og hvis nogen kendte en kur mod ensomhed, så var det Winchell. Han kendte svaret, for han var svaret. 
"Hård dag?" spurgte Winchell en anelse højt for at overdøve mandens smukke sang - hvis ikke denne kvinde var kommet herind, kunne underholdningen nemt være blevet offer for Winchells underholdning. Et venligt og nærmest uskyldigt smil og ansigt blev sendt fra den buttede lystmand, som han elegant rejste sig fra sin stol for at sætte sig tættere på kvinden. Kroer var for de fremmede at blive bekendte. 

Det skulle meget til før hun gjorde disse ting, jo, folkene fra lyset var da ofte at finde og nyde deres fritid på både bordeller, i krostuer, eller andre steder hvor man kunne slippe fra dagens stress, men hende selv gjorde meget for ikke at befinde sig på disse steder. Sådanne nogle ting hørte til i privaten, selv alkoholen var bedst egnet til at være i privaten. Men i disse tider var privaten det farlige og usikre, livet havde taget et sving eller fem og tæppet var blevet revet væk under hende. Denne dag var bare endnu et spark i siden hvor tingende var blevet for meget. Det var bare sådan en dag, vingerne var for tunge, de kom i vejen, ramte ind i ting, og den eneste ro at finde var i det glas som nu var sat foran hende.  Mange reageret som hende når netværket faldt sammen, og i dag var løsningen af søge afstand til egne følelser og nyde andres, stille, alene, som altid. Men dagen skulle selvfølgelig ikke gå som hun ønskede, som en stemme nåede hendes øre.
”Hård uge.” var det korte svar som blev sent retur til manden, blikket vente imod stemmen og så på ingen måde hvad hun forventede, en let overvægtigt, velplejet, mand. En del af hende ønskede på ingen måde selvskab i form af dialog, men han kom til hende så forsigtigt og imødekommende.
Kender du det, når alt bare slet ikke går som man ønsker? Men nærmest så modsat som man drømmende om? lyd det med et suk, et suk som hurtigt blev mødt med den varmende væske fra glasset. Blikket lå og hvilede på glasset rim hvor den ene finger dansede forsigtigt.

Hård uge ligefrem? Winchell gjorde sig bedre tilpas ved englekvindens side. Eller nu sad han ikke helt tæt på hende. Endnu med lidt afstand. Det sidste måtte hun tage intiativ for at fjerne. Enten ved selv at fjerne det eller på den ene eller anden måde signalere om Winchells nærmere ankomst. For nu havde de en passende afstand. Han skulle jo nødigt skræmme hende væk. For nu skulle han være rolig og blot lytte. Og det var Winchell fandens god til også!
Og derefter kom et spørgsmål direkte til ham. Og det var ikke som de fleste, Winchell fik med det samme. Han fik mange "Hvad vil du?" og "Hvem er du?". Men dette var en første gang for ham. Derfor tog det da også den buttede mand ved overraskelse, hvilket nok bedst kunne ses i ansigtet. De kraftige øjenbryn hævede sig. Han var nød til at tænke på sit svar. Selvfølgelig havde kvinden ikke tænkt det med nogen hensigt direkte til Winchell. De var fremmede. Han ville i hvert havde husket, havde han været sammen med en med så flotte vinger. Alligevel kunne Winchell ikke lade være med at tænke tilbage på flere episoder i arbejdstiden. Enten, hvor flere timer endte med at være spildt, fordi personen ikke gad eller hurtig gik igen. Dét var altid det modsatte af, hvad Winchell ønskede. Derfor nikkede han anerkendende til kvindens ord. "Det gør jeg desværre, ja. Livet går ikke altid ens retning," Winchell nippede til sit eget krus af øl opblandet med lidt vand. Han kunne jo nødigt drikke sig alt for fuld. Han var jo i princippet på arbejde! "Hvad har livet da gjort mod dig?" Udover det åbenlyse.

Det var et lidt uretfærdigt spørgsmål hun havde lagt i hænderne på den fremmede, for alle havde vel haft oplevelserne som hun nævnte? hvis ikke som voksen så som barn eller ung, så en del af hende forventede bare kedelig svar og at manden ville begynde at fortælle om hans liv på sin vis, men det var langt fra det der skete, han virkede faktisk til at tænke kort oversvaret, eller hende, hvis ikke begge. Den korte sære sluttede dog som den unge herre svaret på en hel anden vis end hun forventede. En stille filosofisk start, der fik hende til at fjerne blikket fra sit glas og hvile de grønne øjne over manden igen. Uden at tænke over det træk hun let på smilet som han lagde spørgsmålet hos hende, burde hun vel havde forudset ville ske. Men hvor skulle man begynde? Og hvilket liv skulle hun begynde med? Det var denne sære dystre tanke der træk smilet ubevist frem, hvilket liv.. for nu om dage føltes det virkelig som to forskellig liv. Dog havde hun sagt uge, så man måtte hellere holde sig til det.

”Mhm..hvor skal man begynde, min bedste ven, påstår min anden ven er en “slange” som gør “usle ting” ved kvinder..mens han selv er kommet i eksil efter at både forelsket sig i en fra mørket, men også lagt med dem..”  Et længere dybt suk forlod hende med et opgivende ryst af hovedet.
”Kan stadig ikke helt forstå hvor meget mit liv har ændret sig grundet hans lystfulde handlinger.” lige som ordet sluttet tog hun glasset til læben og lod den varmende væske stoppe hende selv for at tale.
”Og ikke nok med det..spurgte ham endda om han fortryd! alt mellem ham og mig dagen før han rejste!” på trods af sine forsøg på at stoppe sig selv med det varme væske stoppede ordene ikke. Dog denne gang døde det ud med et dybt suk, som hun indså at hun ikke havde talt med nogle om alt dette, om hvor meget alt dette gik hende på, hvor meget hun havde behov for lidt støtte i alt dette rod..Blikket gled forsigitgt over manden..måske..

En snert af overraskelse virkede til at falde på kvindens ansigt, da hun lagde sit blik atter på Winchell. Havde hun mon forventet, han ville snakke sin røv ud af laser og kede hende, til hun faldt i søvn? Måske den buttede mand kunne have gjort det med en gammel ven efter alt for meget alkohol, men ikke imod en ny person og under arbejdet. Når han var på arbejde, var det den anden, der skulle i fokus. Omend så prøve at få dem i fokus. For hendes problemer virkede meget til at have rod i alle andre end hende. En bedste ven, en anden ven, en slange, en lystfuld mand. På intet tidspunkt virkede kvinden selv til at være roden til hendes problemer. Interessant. Besynderligt, men interessant.

"Nu tænker jeg blot åbent, men kan det ikke være ligemeget, hvad dine venner tænker om hinanden? Det vigtigste er, hvad du tænker. Synes du ikke?" Winchell var en glat ål, når det kom til snak. Han kunne vende alle samtaler væk fra sig - eller de fleste i hvert fald. Og han kunne også vende dem rundt trehundredeogtres grader. Tilbage på personen. Præcis som her. Måske også Winchell viste sine sande tanker, for manden var alt andet end den, der lod sig fordybe i, hvad andre tænkte om ham. I hvert fald ikke, hvis de var negative. Hvorfor fokusere på det?
"Hvordan lystfulde var hans handlinger da? For lystfulde er ikke ensbetydning med syndig," Og dér kom Winchells sande tanker. Måske han også prøvede at snige sit erhverv ind. Bare, så han allerede nu kunne bedømme, om denne kvinde kunne være en mulig kunde eller ej. Skønt det selvfølgelig ikke behøvede at ende i lystfulde handlinger som hendes ven. Rige mennesker kunne lige så vel bruge krystaller på dybe og intime snakke såvel som intime handlinger. Winchell skulle bare bedømme, om denne kvinde havde hængende lommer af krystaller eller var sparsommelig med sine. "Men hvis han er væk nu, er han så væk forevigt eller kun for en stund?"

Hun havde forventet manden ville tage hånden om samtale, på en eller anden måde begynde at snakke om sig selv, eller på anden vis trække sig selv op, eller tegne sig selv i et behageligt lys. For var det ikke sådan det foregik? Han var omkring hendes kropslige alder, så alle hendes forventninger træk hende tilbage til rekrut tiden, der var færre kvinder i hæren dengang, og der var nærmest lige meget hvem man var, ville man tiltrække opmærksomhed, men dette, dette var på ingen måde som hun forventede en mand ville gå nær hende. Derfor fik dette hende også til at gøre noget hun langt fra forventede hun ville denne aften, for målet var netop ikke at gøre det. Den velkendte amulet fra kiles magttid, de magi dræbende amuletter, en af dem forlod hendes bæltetaske, og blev forsigtigt lagt om hendes hals. 

”Jo, det kan vel være ligemeget, problemet er bare at de begge vil have mig til at forkaste venskabet jeg har med den anden. Og tænkt at disse to alfehjerner engang var venner…  Hvad jeg tænker..” Lyd det forsigtigt, det sidste en gentagelse til blot hende selv. Det var svært ikke at trække på smile båndet, at grine kort at det næste, lystfylde, og syndige handlinger gik nærmest altid hånd i hånd når det kom til Treston, men nok mere sandt var det ofte sådan Josefine selv så lystfylde handlinger, nærmest altid syndige også.

”Syndige, var de. Det er svært at benægte, at når han ligger med, ikke nok med en fra mørket, men også en mørkelver, samt uden for ægteskabet. Der er flere grader af syndig adfærd I hans ene handling, og det er ikke engang hele historien.” Hun sukkede opgivende. ”Jeg er klar over at ikke alle af de handlinger for sig selv er syndige.” tilførte hun hurtigt, for der var flere anklagende ord i det der blev sagt, både imod mørkelvere, men også unge lystfylde handlinger, og selv om det ikke var alt hun havde et pænt øje til, var de ikke altid syndige.

”Skal jeg være ærlig, tvivler jeg på at han ønsker at komme tilbage til byen, eller lyset, sådan som han føler vi har vent ham ryggen.”det blev sagt med et dybt suk og blikket faldt over hendes glas som hurtigt mødte hendes læber, og den varmende væske blev til intet andet end dråber tilbage i glasset. ”Håber han kan blive overbevist til at komme hjem.. Men mænd kan være svære at lokke” det sidste blev sagt med et kort grin.

Kvinden virkede en anelse perplekst over Winchell. Forventede hun et helt andet væsen end den mand, hun sad sammen med? Forventede hun et væsen, der prøvede at lokke hende i den såkaldte fordærv, spurgte man de religiøse magter? Det var nok det billede, størstedelen af landets befolkning havde om lystfolk. At de kun gjorde i kødets forstand og ikke mere. Men åh, hvor var der mere end bare det at lægge sammen med en kunde. Mange kunne have brug for netop det, Winchell havde med kvinden. Fortælle alt, der gik dem på. Få luftet hovedet, hjertet og sindet. At det oftest kunne ende i også at få luftet kroppen var kun et plus, spurgte man Winchell. Men det var ikke et krav. Og nu gav han sågar en gratis smagsprøve til kvinden. Lystfolk var lige så terapeutiske, som var de lystige. 

"Venner flyver fra hinanden, men nogle gange kan de finde hinanden igen imod alle odds. Selv hvis de har alfehjerner." Ligesom kvinden selv havde sagt det sidste mere lavmælt, hviskede Winchell det også. Også med et lille smil på læberne. Humor fik altid humøret op - af åbenlyse årsager. 
Kort observerede han hendes halskæde, som hun lige havde taget på. En mærkværdig amulet. Besynderlige smykker og objekter var ikke fremmed for Winchell. Han fik mange forskellige folk at se med forskellige genstande. Magiske såvel som mere sentimentale. "Måske lidt hårdt at stemple folk ud fra deres race, synes du ikke?" Igen, tænkte Winchell højt, men denne var en langt mere usikker holdning. De færreste tænkte sådan. Mørkelvere, orker, dæmoner. Alle var direkte med mørket og dermed syndfulde. Ifølge de fleste i hvert fald. Men var det ikke mange år siden, mørkelverne sidst havde handlet? Og levede de sågar ikke i skjul og flygt for deres race blot? Winchell havde haft med skjulte mørkelvere og de kunne være lige så barmhjertige som andre. Måske endda mere. Et åbent sind havde Winchell stort set altid. Ikke mange grænser. Race- eller kønsmæssigt.

"Fortæl mig om det." mumlede Winchell. Nok ikke det mest profesionelle at gøre. At snakke om sig selv end sin kunde. Men nu var denne kvinde ikke en kunde endnu, så han kunne sige, hvad han havde på hjertet. Præcis som hun også gjorde.

Der var nok for mange tegn på at hun havde været for indelukket i sit tidligere liv, og endnu mere at hendes primære sociale kilder var fra hæren, og at være kvinde i hæren havde nok ikke gjort hendes sociale forventninger bedre, eller sundere. Hun træk på smilet ved hans kommentar ved venner, det var jo ganske rigtigt at folk gik fra hinanden, men atypisk når det var folk der flere gange havde risikeret deres liv skuldre imod skuldre, men på ingen måde umuligt, det var bare svært at se hvordan det kunne ske så hurtigt som det var sket her, en konflikt og så var der nærmest åben krig.
”Jeg kan håbe du har ret, det er hårdt at være i midten af det. Endnu mere mens da jeg virkelig holder af dem begge.” hun kæmpede med at holde smilet, for kampen hun så i sit baghoved i dette øjeblik virkede mere besværlig at navigere end kampen mellem lyset og mørket, men smilet genfandt sig som manden kommenteret på hendes ord.
”Problemet er ikke racen, langt fra, har intet imod mørkelvere, og glæder mig til deres frihed kommer retur. Problem med racen kommer, når en ridder af lyset, mens racen er ulovlig gjort, ligger med dem.” hun rystede lidt hovedet, for hun kunne stadig ikke dreje hovedet om den handling. Lige meget hvordan lagde det på bordet var det muligt at se problemer fra alle mulige sider. Det sidste få ord manden sagde slog hende ud af tankerne ganske kort, han ønskede faktisk at lytte til hendes plager, det overraskende mere end hvad det burde.
”Hvor skal man begynde.” begyndte hun kort og drejede sig let på stolen og vendte sin front mod manden, mens hun lænede sig ind imod baren.
”Han valgte selv at vurdere, at døden var en passende straf for hans gerning. Retten vurderet at en genskoling var mere passende så de kastede ham for præsternes skoling uden for dianthos murer.” det var vel det bedste sted at starte, at vise hvordan denne mand tænkte..på sig selv.
”Var ubehageligt at lære, at min ven valgte at kaste sit liv for en kvinde han lige havde mødt og jeg er langt fra den eneste der er glad for det, hans familie, mange af hans bekendte her i byen, syn på ham er blevet en smule fordrejet af hans handlinger. Så, hvorfor kæmpe for at komme tilbage til en by? Som ikke vil tage imod ham som den engang gjorde? Forstod ham endelig godt hvorfor han ikke ønsker at kommer hjem, men..kan ikke få mig selv til at tænke så selvisk.” hun sukkede som det blev sagt, for det gjorde ondt at sige, det gjorde ondt at tænke, at hendes nærmeste ven, aldrig havde tænkt på andre end sig selv i hans handlinger.

En lystmand eller -kvindes job lå i det store hele at lytte til andre. Oftest var det at lytte til deres krop, kropssprog, ønsker, lyster. Men nogle gange kunne det også være mere bogstaveligt. At lytte til deres ord. Deres tanker. Deres sorger. Personer kunne bare have brug for et øre at snakke til. Et venligt ansigt at få reaktioner fra. En anden person at være sammen med. Lystfolk var på en måde også terapeuter, omend de ingen direkte læring om personens psyke havde. Men erfaring gav oftest mere end en tyk bog.
Åh, okay. Nu forstod Winchell det bedre. Han gav et forstående nik til kvinden. Ikke, at han var enig i det. Hvorfor skulle det være et problem, at en ridder af lyset havde valgt at ligge med en mørkelver? Winchell havde både lagt med mørkelvere og riddere af lyset. Men ak, det kunne folk også anse som et problem. Den buttede mand kunne endnu huske den gamle krage, der havde stoppet et ellers så dejligt møde med en veltrænet ridder. Winchell havde givet rabat til manden næste gange, de havde mødtes. For han ville det lige så meget, som ridderen også havde ønsket.

Winchell overvejede at komme med noget at sige, men kvinden begyndte sin lange fortælling. Og det var en dårlig lytter at afbryde en talers fortælling. Der var en tid for en lytter at snakke, men først skulle der lyttes. Dernæst kunne en respons blive sagt, omend den endnu forblev sart nok til ikke at skræmme hende væk. Dette var jo i sin essens en gratis smagsprøve på, hvad en lystmand kunne.
"Du virker til virkelig at vil forbinde med ham igen. Hvorfor ikke tage chancen? Vi ved aldrig, før vi prøver det. Måske han på en måde også savner dig? Det vil du aldrig vide, hvis du forblev på denne side af Dianthos' mure og han på den anden side." Kort lod Winchell sine mørke og varme øjne hvile på kvinden sammen med et smil. På en måde ønskede han, at hun rejste sig. Stormede ud af bordelhuset og Dianthos for at genforene med denne mystiske mand. Men noget i Winchell sagde, at sådan gjorde hun ikke. Hun var ikke den type, der bare gjorde ting. Så meget havde den buttede mand fornemmet af hende. Ikke alle var den impulsive og utænkende type.