Vinterne var nået sin slutning foråret var ved at snige sig frem i elvery, blomsterne begyndte at gøre sig klar til at vise deres skønhed på ny, træerne nye blade var klar grønne og landet lignede tegninger fra menneskers eventyr. Det var smukt, der var ingen måden at benægte elverlys skønhed, men på trods af det smukke syn fra hendes vindue virkede hendes tanker ikke til at kunne finde ro. Samtalen med Askfay, med Vinters stemme, der var massere ting at tænke over. Ud over det havde hun ikke været i gæstehuset i nu for at se om hendes gæst havde indset hvad hun forsøgte at vise hende i den drøm. Så var der også den forbandet dæmon, som hun stadig forsøgte at finde nye metodikker til at tvinge ud af hendes drømme, skulle han dukke op igen. Men alt dette endte det samme sted, det hele var startet med hende. Hun sukkede og lod blikket falde ned på sit inderlår hvor den kvinde havde efterladt sit mærke. Det forbandet, forfærdelige kvinde, og hvorfor i alverden skulle hun også være så ung! Havde gjort alt mere besværligt at finde ud af, for ikke at nævne hendes ord om det forhold hun har til sin tvillingebror. Hun sank en klump og rystede hovedet som hun faldt ned og slog hovedet ned i sin pude og stirrer op mod månen. Blikket gik i og drømmende ventede.

Den første time af natten var brugt til forberedelse af den næste dag, den officielle arbejde skulle passes og fordelen med at benytte natten tillod hende at nyde dagen til visse andre ting. Men som i hendes vågne timer, var tankerne et rod, og med et dybt suk opløste de mange papirer sig i drømmens støv og kontoret skiftede form. Stolen hun sad på skiftede til en rod, som hun fandt sig selv under et træ i månelyse, en lysning som hun ofte havde fundet ro i, specielt i hendes unge dage. Hun sukkede dybt som tankerne blev med at finde ro om den selv samme person, hånden tag igen fat om hendes inderlå, som hun lænede sig imod træet. Der var stadig så meget hun ikke vidste og skulle det lykkes var det nødvendigt at vide meget mere, næsten nødvendigt at vide alt og den kvalmende lille bid af hendes liv som hun havde delt sidste gang de sås, måtte være indgangen til netop det. Blikket gik i som hun koncentreret sig på den fortælling hun havde fået, lyst, og så endda med Sidkanys, inderligt håbede hun at der ikke ville blive formet en dør som hun tænkte på hans navn med disse tanker. Men den lyd som ringede igennem drømmen fik hendes til at stirre lidt opgivende på døren, bankende ekkoet som Sidkays ærlighed igen vækkede et kort kvalmende fornemmelse i hende. Men det var gjort, spillet var i gang som hun satte sig afslappende på roden under træet, hendes ben krydset ved anklerne og det hvide klæde belyst af månelyset som dækkede hendes figur, sløet om læberne og en hånd der hvilede nær hendes inderlå.

Dette var en forfærdelig ide og store dele af hende håbede døren forbliv lukket!

Som det sidste bank ramte hendes øre vidste hun godt hvad natten havde slået og hun sukkede dybt som virkeligheden af den retning hendes nat skulle til at gå ramte hende. Det sidste bank, betød at han enten lukkede døren igen, eller faktisk søgte den og hvis han mindede bare lidt om sin søster var han gået igennem døren ude af stand til at lægge sin nysgerrighed tilside. Hun rettede sig op og lod blikket falde imod døren, faktisk lidt spændt på hvordan han så ud, og hvor ens de tvillinger endelig var. Han virkede mere forvirret end opmærksom som han stirret ud i skoven, men håret, mimikken, bevægelserne og kropsbygningen, Sidkanys havde ikke narret hende igen de var tydelig i familien og tæt i familien, forhåbentligt var de dog ikke helt ens.

Men før noget andet, skulle han miste muligheden for at tænke han var i kontrol. Forsigtigt hævede hun hånden og lod drømmen ændre sin form, skoven bevæget sig og grene, rødder skjulte døren han lige havde forladt. Resten af skoven gav også efter, buske voksede sig tætte og den lille plads mellem træerne forsvandt og den ene eneste vej der blev efterladt åben var dybere ind i den måne belyste lysning, tættere på hende.

Forsigtigt faldt hånden til hendes knæ og de let lilla øjne hvilede på ham som hun ventede spændt på at han lod måne belyse ham. Hun puste ud og hævede hånden for at sikre sig sløret sad som det skal.
“Beklager.” var det første ord mellem de to, sagt i et legende selvglad tone.
“Hvis jeg afbryd en behagelig drøm af deres. Men vi to har noget vi skal tale om, og disse natlige møder, tillader mig at slippe for unødvendige rygter.” det var tydeligt at fornemme på tonen at hun træk på smilet ved sine ord. Hun rettede sig op og lod træet danne ryglæn og træk vejret dybt. En hånd blev rejst, åbne håndflade og med et nik inviteret hun ham tættere.

“Før de siger noget som helt, ved jeg at de var i Elverly sidste år sammen med din tvillingesøster. Jeg ved hvem i to er for jeres klan, jeg ved i arbejder for mørket, samt at i er magisk afhængige af hinanden. Samt ved jeg at din søster har det godt.” hun..var i hvert fald i live, og forhåbentligt var hun ude af den forbandet blå øjets dæmons hænder og forhåbentlig på vej ud i Yume’Aves hænder.
“Og ønsker ikke at skade dem, jeg ønsker bare at snakke med dig.” tilførte hun i en mere rolig og inviterer tone end den selvglade bedrevidende tone hun havde brugt før.

"Hvis du hellere vil gå, så lad mig sige hvad jeg vil sige, og du kan komme retur til din drøm."

Hans tone, hans dialekt vækkede alt for mange minder, og så snart det ramte hendes sind så hun både Sidka og Sibal foran sig, som deres handlinger nærmest var tro kopi af hinanden. Første gang Sidka gik op til hende, og nu, at se hendes tvillingebror bevæge sig på selv samme måde, med den samme dialekt og tone, dog to vildt forskellige humører. Det hadefulde øjne der pegede imod hende som hans bare overkrop blev belyst af det let blå måne belysning, ikke en syn man kunne brokke sig over og hun skjulede ikke at blikket glide over ham. Endelig af to grunde, den anden var at undgå at den anden tvilling også kom for tæt på med en kniv.
hun lod ham tale, og nikkede kort til hvad der blev sagt.
“Jeg tog kontakt til dig fordi jeg havde lyst til at møde dig efter alt hun havde sagt.” hun rystede kort hovedet som det blev sagt, for der var også visse ting sagt der var skyld i at hun holdt så nøje øje med hans bevægelser.
“Hvor hun er?” blikket forlod ham endelig, og faldt til jorden mellem dem, smilet i blikket forsvandt.
“Skal jeg være ærlig, så ved jeg det ikke.” hun rettede  let på sig og slog hendes knæ sammen, lænede sig frem og lod sine albuer hvile derpå.
“Sidst jeg hørte fra hende, var hun på en ø hos mørket. Men forhåbentligt lyttede hun til mig, og er på vej til det mit ene palæ, væk fra..det... forbandet liv.” med det sagt, håbede hun af sin status var slået klart for ham, blikket hævede sig til ham og med et medlidende suk. Stakkels pige. Deres historie måtte være ens, ikke, og med den tanke kom medlidenheden frem i hendes blik. Hvis disse to unge elvere begge havde haft et liv som Sidkanys havde beskrevet det, vist hende i drømmende sidst. Forhåbentligt tog Sidkanys deres sidste samtale til hjertet og løb fra det zelens hul hun kæmpede med at være stolt over hun var i.

“Hun savner dig.” var de ord der knækkede hendes tanker, faktisk spændt på hvordan han ville reagere, endnu mere når man holdt det uhellige forhold de to havde.

Han gjorde ikke skjul på at han opdagede at hun lod blikket glide over ham, og alt han fik retur for denne opdagelse var et lille vip med skuldre. Det var noget sært ved hans kropssprog, hånden på hjertet som han skulle bevise sig selv, at høre også at hendes tvilling var i mørket overrasket drømmeelverne meget, nok til at hun vippede hovedet som hun lyttede til ham. Havde Sidkanys ikke sagt de var i hæren? Hele klanen? Skabt for mørket? To historier. Hovedet blev vippet tilbage og et kort nik blev sendt i hans retning.
“En skam. I er for unge til at være i en hær.” hun rystede kort hovedet som det blev sagt og rettet sig atter up fandt træet imod sig somet opgivende suk hvile mellem dem.

Sikke dog han kunne sætte krav og endda spørge om sådanne ting, han skulle øve sin tone hvis han ville have sin vilje i denne drøm.  Både at høre hvem hun er, ting om hende og Sidkanys relation, og det sidste som tydeligt fanget Yume’Ave mere end alt det andet.
“For et år siden var du og hende i elverly. Takket mig hun kom ud.” nok var det ikke helt rigtigt, og langt fra hele historien.
“Sidst jeg så hende græd hun i mine arme.” tilførte hun efter en velovervejet pause.
“Vedrørende hvorfor hun valgte at dele ting med mig..” hendes ord døde ud, for hvad skulle hun sige her, hun stoler på mig? Hun respektere mig? Hun åndede opgivende ud og lod blikket forlade ham og hvile imod månens let lilla lys, de blinkende stjerner.
“Fordi at jeg faktisk vil hende det bedste.”  modsat jeres forbandet klanleder. Ordene blev sagt med en sammenbidt klæde, og nu manglede der kun en ting.
“Og hvem er jeg? I elverly kalde de mig Dagens stemmen, rådskvinde. I månes lys er jeg drømmenriges dronning, og for jer i mørket er jeg elverlys tortur mester.” Som det blev sagt tog hun et let klik af tungen. Nok var det sidste ikke rigtigt, men behøvede han ikke vide, ligesom så meget andet var det bedre han blev i skyggerne.
“Så opfør dig pænt så vil jeg gøre det samme, og måske ender natten med vi er venner.” tonen skiftede og blikket blev smallere, det hele mere hårdt og koldt.

De tøvende ord, og blikket der blev taget væk afsløret tydeligt at tanker blev sat igang, og tilfreds responderet hun med et lille nik, men der var ingen grund til at sætte ord på hans tanker, endnu mere den eftertænksomme mime han kom med, hun lod ham tænke uden at ytre ord, hun kiggede blot på ham mens han overvejet hvilken situation mon hans søster havde grædt i, og søgt en skovelver. En tanker der ville være lige så sær, som hun hun selv hørte om en af sine bekendte søgte en mørkelver med tåre i øjnen. Bare tanken var næsten til at grine af, at se Cornelia opsøge en mørkelver for at få ro i sindet ville være en vidunderlig oplevelse.  Reaktioner på titlerne var ikke helt som hun ønskede sig den ville være, langt fra hvis hun skulle være ærlig. Han stiller spørgsmål og virkede nærmest mere trodsig end tidligere. hans mistro var tydelig, hans ubehag ved titlerne og hendes væsen var. Det korte grynt, smilet der kom med, det forbandet smil hun havde set alt for mange gange føltes det så om lige nu, modvilligt fik smile hende til at trække blikket fra ham, let til siden og kiggede ud imod buskene som havde lukket dem inde sammen. Forbandet, lyd hendes indre som handlingen hun havde foretaget sig gik op for hende.
“Det er en måde at slappe af på for nogle.” lyd det som et kort svar, til hans kommentar om tortur.
“For andre, som jeres spioner, er det måden de snart alle vil tilbringe deres nat.” hun slog et klik med tungen og tog blikket tilbage og håbede hun fandt noget andet end et smil på hans læber. 
De hjemsøgte skove? Hun vippede hovedet kort frem og tilbage og lod de lille øjne følge hans ud i skoven.
Skoven var mørk, tæt, og buske af torne og slyngplanter var den dominante plante, træerne var stadig plaget af vinterens kulde, og grenen på trods af blot at være skabt af hendes fantasi var stadig nøgne og livløse.
“Kopieret blot en lysning jeg altid har fundet smukt fra en skræg historien jeg læste som ung. Skaber tit denne drøm for at samle mine tanker.” blikket fjernede sig fra hans og gik tilbage på fuld månen som belyste dem.
“Hvis du ønsker noget andet, så sig til og jeg skal skabe drømmen som du finder det behageligt. Det samme med drikkelse eller mad, kalder ikke mig selv drømmens dronning uden grund.” Et kort fnis forlod hende som blikket igen faldt til hans bare figur.
“I drømme...kan jeg gøre lige hvad der passer mig min kære, min fantasi sætter grænser.” som det blev sagt, spredte sig en lille bølge af chakra fra hende, og med den blev skoven, græsset, blomsterne, træernes nøgenhed forsvandt og isedet blev de fulde af liv og farver. Månen skiftede til en sol der pyntede en klar himmel.

Det tøvende okay, hans holdning havde skiftet en smule hvilket nærmest øjeblikkeligt fik hende til at slappe mere af, skulderne faldt og blikket blev knap så studierne af den let lilla unge elver. Det gik ikke helt så forfærdeligt som hun endelig havde forberedt sig på, han var noget mere..eftertænksom en hende hvilket lige nu gjorde dette nemmere. Den korte kommentar om vejret fik blikket til at blive afslappet som hun holdt en kort fnis tilbage.
“Hvem..siger at vejret var for deres skyld?” lyd det i en tydeligt mere afslappet tone. Det var heller ikke for hendes lige nu, men der var vel ingen grund til at gå for meget ind i hvorfor alt var som hun havde skabt det, måske hun skulle skabe noget de begge kunne nyde, men hvad ville det være?  Hun nåede ikke langt i sine tanker før hun igen blev revet ud af dem, denne gang satte han en meget direkte krav.
Sidst, hun var i mine arme. hånden blev hævet lettere tøvende, måske man bare skulle rive den rigtige sidkanys ind i dette, ville gøre ting nemmere, men det ville også være umuligt at styre dem sammen dette var i hvert fald grunden til at dette ikke var noget hun ønskede. Igen forlod en mild bølge af energi den lille øjet skovelver, hun var ikke meget for at gøre som han sagde, men lige nu ville dette ene krav af hans måske faktisk gavne hende mere end ham. Med den tanke begyndte Sidkanys at tage form, tydeligt ikke andet end blot et billede af hende formede sig mellem de to.
Hun sad ned, med sine knæ under hagen, og hendes lilla ud var vist og på ingen måde tildækket, det hvide hår vådt og nyflettet, hendes arme lukket om sine ben, blikket tøvende som hun søgte at gøre sig selv så lille som muligt. Den nøgne kvindelige mørkelver krop var i klare detaljer, hendes ar var alle hvor de skulle selv de få rifter på siden af det højre knæ, selv de to modermærker der brudt den lilla hud lige over hendes hofteben på venstre side sad hvor de skullem, i midten af trekanten formed af hoftebenet, naglen og hendes underliv, de røde øjne fjerne, tåre påvirket.
Yume’aves blik søgte fra Sidkanys form så snart det var færdig skabt, let puste hun ud som hun lod ham se.
“Tilfreds? jeg hjalp hende slappe af, og for at gøre det tog vi et bad. Hun sad sådan..det meste af tiden, og når hun ikke sad sådan legede hun med vandet, lod dråber falde ned og bryde den stille overfalde.” blikket vendte forsigtigt retur som hun afventer hans reaktion, hans respons, hun var på ingen måde tilfreds med dette men nu var det gjort og igen var det hele uforudsigeligt.