" Heks! Misfoster! Du burde smides i en fangekælder! " Ordene havde givet genlyd i Ingrids hoved halvdelen af dagen. Tidligere på dagen havde hun stået ved hendes lidt alternative, hjemmelavet bod, og forsøgt at sælge en ung pige en af hendes reagensglas blandinger. Hun vidste ikke hvorfor, men af en eller anden grund var en lidt ældre knægt kommet hen til boden og var begyndt at spørge om alle mulige sære og upassende ting. Ting der havde gjort Ingrid ilde til mode og upas. Ting der havde fået hendes brystkasse til at lyse op med det røde lys. 
 Noget der kun havde fået knægten til at blive endnu mere ubehagelig, og han havde endt med at ytre sin mening omkring hvor Ingrid hørte til. Hun var kun 16. Hun kunne ikke gøre for hendes krop reagerede som den gjorde. Hun fandt det uretfærdigt at hun skulle behandles sådan. 

 Ingrids ansigt var rødt og irriteret efter at have sat i en gyde og grædt. Det havde været en sand kamp at få kontrol over følelserne, og lyset til at dæmpe sig nok til at hun ikke gik rundt og lyste i vildskab, men det var lykkedes til sidst. 
 Med et snøft gik Ingrid ned af gaden. Eftermiddagen var ved at gå på held og det var ved at blive aften. Ingrid løftede den ene arm op til ansigtet og gned ansigtet lidt mod armen. Det hele kløede og alt var bare trælst. Armen foran øjnene gjorde dog hun at ikke kunne se. Hun så derfor ikke trækassen på jorden, før gik ind i den, og snublede. 
 "Argh! " hænder og knæ ramte brostene, og sendte stød op gennem arme og ben. Hele Ingrids ansigt trak sig sammen i en smertefuld grimasse mens hun klynkende trillede om på ryggen og lagde hænderne lidt om knæet. Hun slap dog hurtigt igen med endnu en smertefuld lyd, for det gjorde ondt i både hænder og knæ. Hvorfor var hun også så uheldig? 

Der var bare noget med det at kunne være i en storby. Det trælse med småbyer var manglen på travlhed, mængden af mennesker og det generelle plus at altid kunne falde i med alle andre. Udover at være beskidt havde der trods alt ikke været meget ved Caedmon som adskilte sig fra resten af mængden. Han sad langs en mur med et hårdt brød som han havde kunne købe, og ellers så kiggede han bare ud på menneskerne. Der var altid en følelse af ikke at have lyst til at være her, men hans bange anelser var ikke bare ubegrundet; Det var trods alt de samme gader han skulle løbe igennem da han stak af fra sin herre.

Frygten var dog ikke så stor i dag som den kunne have været. I hvert fald brugte han mere tid på at distrahere sig selv ved bare at observere mængdens dagligdag. Han fik spist halvdelen af hans brød da en ret iøjefaldende blond pige kom ud af en gyde. Først var det mere bare som at fange noget i krogen af ens øje som man gerne ville kigge imod. Hun virkede ret distræt fra den måde som det var hun gik på, på længere afstand kunne han ikke ligefrem se hendes lettere hævelse og de irriterede øjne. Hun havde hans opmærksomhed så længe han kunne se hende, egentlig havde han regnet med at hun bare var gået videre og pludselig forsvandt fra hans synsrækkevidde. Han kunne dog ikke undgå at rynke lidt forvirret på brynene da hun faktisk forsvandt, dog havde han ikke regnet med at det ville være nedad eller at høre hende skrige. Han overvejede kort hvad det var han ville gøre, men endte med at pakke det halvspiste brød ned og rejse sig.

Han tog sin hjemmelavede slyngetaske og svang den om på ryggen før han begyndte at gå imod hende. Først lidt usikker på benene, mest fordi han vidste at hun var tumlet rundt på jorden, så det var uvist hvad han skulle til at møde. Forhåbentligt var det ikke en større skramme. Han fandt frem til hende før han rynkede lidt på brynene, der måske virkede til at være ud af bekymring, men de var trods alt fremmede for hinanden. "Hvor gør det ondt?" spurgte han med et svagt løft af hans øjenbryn.

 Det sveg, brændte og dunkede i knæ og hænder. Ingrid lå med hovedet vippet tilbage mod jorden, tænderne bidt hårdt sammen og ansigtet krøllet så meget sammen hun kunne, men hun prustede kraftigt ud af næsen, i et forsøg på ikke at tænke for meget over smerterne. 
 Det hjalp dig ikke specielt meget. Tårer var begyndt at samle sig i hende øjenkroge og lyset fra brystkassen hun lige havde kæmpe så hårdt med at dæmpe i gyden begyndte at lyse lidt mere, så man kunne fornemme et rødt skær rundt om hendes overkrop. 

 Optaget i ikke at lade smerterne overrumple hende, hørte hun ikke der kom nogen hen til hende før der blev snakket til hende.  Hun var så vant til at folk ikke var interesseret i at hjælpe folk fra den Nedre Bydel. Det gippede derfor lidt i hendes lille krop, og hun åbnede øjnene for at se hvem der var kommer hen til hende. Lidt hakkende efter vejret prøvede hun på at samle sig, så hun kunne svare uden alt for meget gråd og smerte i stemmen. 
 " Bare lidt.. i mit knæ og mine hænder.. " Løj hun - det gjorde bestemt ikke kun lidt ondt. Knæet havde fået et ordenligt slag, og en stor, dyb hudafskrabning og hænderne havde begge fået nogle ret lede hudafskrabninger også. Hun snøftede lidt og flyttede blikket væk fra drengen, for at se ned af sig selv. Et lille klynk i form af et kvalt hulk lød, da hun så hvordan blodet lige så stille piblede ud af knæ og hænder. Det gjorde virkelig ikke, kun lidt ondt.

Som hun løj kunne han ikke undgå at fnyse for at gemme et lille fnis. "Du åbenbart lige så god til at gå rundt på dine ben som du er til at lyve," bemærkede han med et kort løft af øjenbrynene, dog var det mere en venlig albue i siden end det var fjendtligt. Det var ikke just Caedmons facon at begå sig i venlighed, men pigen var trods alt kommet til skade, så for nu kunne han godt lave en kortvarig undtagelse. Hans forældre havde opdraget ham ordentligt, altså op indtil at de videresolgte ham for at få mad på bordet. Han kiggede på hendes knæ og trak vejret dybt ind. Det var godt at han stadig havde sit brød, for selvom småskrammer ikke tog så hårdt på ham, var det alligevel trættende bare at bruge den evne han havde. Hendes klynk fik ham til at tage sin slyngetaske af før han satte sig på knæ ved siden af hende. "Jeg ved hvad der skal til," mumlede han mest til sig selv før han kiggede op på hende.

Han var alt for godhjertet til ikke at gøre noget. Især fordi det havde virket til at alle andre bare gik videre og lod som om at der ikke lå en på jorden i nød og pine. "Det sviger før det bliver bedre," forklarede han og gjorde tegn til at han ville lægge sin hånd over hendes knæ. Såfremt at hun lod ham gøre det, ville han lukke øjnene i og begynde at koncentrere sig. Hvis hun lod ham hele hende, ville hun kunne mærke såret svige som om at det var i gang med at blive renset og ellers ville det kort efter lukke alle små huller og skrammer som var der aldrig sket hende noget.

 Havde Ingrid ikke været i smerte havde hun nok fnyst underholdt over hans kommentar, hun kunne jo godt selv se at det nok var ret tydeligt hun ikke bare havde lidt ondt. I stedet skar hun en lille grimasse over at være blevet afsløret. 
 " Ups..? " det kom ud en smule sammenbidt, men også spørgende for at indikeret hun selv fandt det lidt underholdende, selvom det ikke helt var til for hende at grine over det hele lige nu. 

 Da drengen mumlede at han vidste hvad der skulle til, løftede Ingrid det ene bryn en smule, og løftede sig en smule op på albuerne, så overkroppen kunne komme fri af jorden, og hun kunne følge med i hvad han gjorde. Blikket faldt dog kort hen på ham, da han sagde det ville svie. Ingrid sank klump inden hun forsigtigt nikkede. Hvis han kunne gøre noget, så det holdt op med at gøre ondt, hvad var en lille smule svie så at pive over?
 Alligevel blev Ingrid overrasket over hvor ondt det kom til at gøre, og med et smertestøn faldt hun tilbage ned at ligge med hovedet mod jorden. Ryggede svajede op, så hende bryst løftede sig op, mens hænderne knyttede sig hårdt sammen - noget der egentlig også gjorde ondt, men ikke nær så meget som knæet, så det tænkte hun ikke over. 
 " HNNNG! " Lød det anstrengt fra hende, mens det røde lys fra brystkassen tog til, og spredte sig så det lyste fra omkring bunden af hendes hals. Da hun ikke havde tøj så langt op, kunne man se hvordan huden blev rød af lyset og gjorde det meget mere tydeligt at hun lyste. 

 Som smerten ligeså stille blev mindre igen, da det værste svie var ovre, faldt Ingrid ryg tilbage ned mod jorden, mens brystkassen hævede og sænkede sig hurtigt i takt med hende overfladiske vejrtrækning. Hænderne løsnede der knugede greb lidt, hvor håndfladerne var begyndt at bløde lidt mere på grund af presset, og havde gjort hendes fingre blodige af blodet. 

Det var faktisk ikke så uvant et syn for Caedmon at opleve andre i smerte. Han havde set det hele tiden da han levede sit liv som en andens ejendom, hvordan det enten var hans herre eller andre udvalgte mishandlere, det endte altid ud i skrig og pinsel. Men nu hvor han var fri måtte han indrømme at han var blevet hærdet af fortidens syn. Ikke desto mindre tog det ikke koncentrationen fra ham som han holdte en hånd over hendes knæ, udover at han løftede øjnene fra tid til anden for at tjekke at hun ikke var besvimet. "Du gør det godt, det værste er snart overstået" mumlede han en anelse monotont.

Han havde slet ikke bemærket det mærkværdige lys fra hendes bryst, og det var nok bedst sådan, for han var ikke sikker på at han ville kunne have holdt koncentrationen hvis han havde set det. Knæet var helet da han fjernede sine hænder men det var også der han bemærkede lyset. En kort rynken på brynene var hans eneste reaktion før han vendte opmærksomheden mod hendes blodige hænder. Det havde måske været en god idé at have givet hende noget at bide eller holde i, hvilket han jo selvfølgelig først tænkte over nu hvor det var for sent og skaden var gjort.

"Tror du at du kan klare mere?" spurgte han og nikkede mod hendes blodige hænder, mens han løftede sine egne for at række ud. Han kunne godt mærke at han ville se frem til en lang og trættende søvn efter det her, selv hvis det bare havde været småskrammer. Men han var efterhånden vant til at livet for ham ikke bestod af faste måltider og et sted han kunne sove trygt. Det var alligevel langt bedre end alternativet som slave, selv hvis det ikke var ideelt.

 Optaget af smerten hørte Ingrid ikke hvad der blev mumlet, men hun kunne godt fornemme der blev sagt et eller andet. Derfor nikkede hun lidt fraværende, i tilfælde af hun skulle svare på noget. Om at nikke så var det rigtige svar fandt hun ved ud af på et tidspunkt. 
 Først da drengen trak hænderne til sig, slappede Ingrid lidt mere af i kroppen. Øjnene var lukket og hun prøvede at få lidt mere kontrol over kroppen, ved at prøve og trække vejret dybt. Hun var ikke i tvivl om at hun lyste, og en lille del af hende var glad for drengen ikke kommenterede på det.  Det var umuligt han ikke havde opdaget det. Kroppen svedte lidt efter intensiteten i smerten, og find hende blege hud til at skinne lidt. 

 De lyseblå øjne blev blinket op, og faldt hen på drengen da han spurgte om hun kunne klare mere. Hun sank en klump og flyttede blikket ned på de blodige hænder. Hun var ikke i tvivl om at hudafskrabningerne der, ikke var lige så slemme som på knæet, en hun regnede også stærkt med at det ville kommer til at gøre meget ondt. Lidt forsigtigt fik hun sat sig op. 
 " Det.. tror jeg.. " svarede hun lidt usikkert. Det kunne være rart få det hele fikset - hun havde på ingen måde krystaller nok til at tage en tur på Helbredelseshuset for at få det healet, så hun ville skulle rende rundt med sårene til de healede af sig selv ellers. Hænderne rakte hun over mod drengen, da han lagde an til at række ud efter dem. Hun kunne godt klare det her. 
 " Jeg hedder Ingrid, " skyndte hun sig at sige inden han begyndte at heale, og sendte ham et forsigtigt smil, der hurtigt ville blive erstattet af en smertefuld grimasse når han ville gå i gang med at heale. 

Det havde alligevel været noget af et vildt fald syntes han alligevel som han så nærmere på hendes hænder. Hendes negle havde dog heller ikke hjulpet meget til at formindske skaden. Det var næsten utroligt at hun havde formået at skrabe sig sådan her. Men så igen, hun lignede ikke just typen som faldt særlig tit. Ikke at kurven for at være den type ikke var høj for Caedmons standarter. Han tog imod hendes hænder og nikkede kort som hun gav sit navn, hans håndflader presset mod hendes. I et kort sekund overvejede han hvor vidt det var en god idé bare sådan lige at give sit navn ud, men i sidste ende ville alt andet være uhøfligt og hvis han tænkte for længe over det ville han miste sin koncentration. "Caedmon," sagde han i et lavere tonefald i håb om at kun hun ville høre det.

Han lukkede øjnene igen og fokuserede på at hele hendes hænder, der var et eller andet fyldestgørende i at hele en anden. Mest fordi han altid mærkede den svage varme mellem hans håndflader og det område der skulle heles. Det var en uvant følelse, den varme der kom af noget godt. Da han var færdig fjernede han sine hænder fra hendes og nikkede kort. "Det skulle vist være alle skrammerne. Ellers skal du sige til nu," bemærkede han og sad et øjeblik på hans knæ før han begyndte at rejse sig og ellers samle hans slyngetaske op fra jorden.

 Ingrid skar en lille grimasse da han pressede hans hænder mod hendes. Det gjorde lidt ondt, men ikke meget. Ikke lige så meget som hun forventede det ville gøre når han gik i gang. Hun sank en klump, og betragtede hans ansigt, som han sagde han navn. Caedmon. Hun nikkede kort, inden hun bed tænderne sammen med et smertefuldt hng som han gik i gang med at heale hende.

 Som Ingrid havde forventet, gjorde det langt fra lige så ondt som knæet havde, men hun kom stadig med små, smertefulde lyde og kneb øjnene sammen. Det var dog heldigvis hurtigt overstået, og da Caedmon tog hænderne til sig, pustede Ingrid tungt ud, og åbnede øjnene igen. Blikket var vendt mod hænderne som hun vendt og drejede, inden fingrespidserne gled over den nu healede hud. Huden virkede helt varmt. Ingrid flyttede blikket hen på Caedmon igen, med et taknemmeligt smil.
 " Tak, jeg.. tror ikke der er andet.." Ingrid kiggede lidt ned af sig selv, men det var umiddelbart kun hullet der var kommet i hendes lange uldunderbukser og kjole, der gav noget tegn på at hun var kommet til skade, ud over hænderne som han jo allerede havde ordnet. 
 Ingrid vidste ikke helt hvad hun havde forvente. Hun havde ikke rigtig midlerne til at betale ham for hans hjælp, men hun havde måske lidt forventet at han ikke bare ville rejse sig op og gå videre med sin dag. Hun blev derfor lidt overrasket da han rejste sig op, og lignede en der var på vej til at gå. 
 " Uhm.. " hurtigt kom hun selv op at stå, og hun så på ham med et lidt panisk udtryk. Måske havde hun egentlig ikke helt lyst til at være alene lige nu.. Og han havde jo ikke virket til at være generet af, at hun lyste. Ingrid tog lidt i kappen der hang over hendes skuldre, og trak den lidt mere om sig, for at dække det røde lys lidt.
 " Er der.. Uhm.. Kan jeg takke dig på en eller anden måde? " Ingrid foldede læberne lidt, og så på ham et kort øjeblik, inden hun lidt forlegent slog blikket ned. Hvordan lød det ikke lige? 
 " Jeg mener.. altså.. hng.. " Ingrid rødmede lidt.

Efter at have helet både hendes knæ og hænder gik han heller ikke ud fra at der skulle være mere. Hvilket ville sige at han bare så sit til at fortsætte med sin dag, selv hvis det virkede lidt unormalt. Alle andre havde krævet en form for tak eller betaling, men Caedmon havde levet så længe med levestandard af at være en andens ejendom at han slet ikke tænkte på at han havde ydet en form for service, og den service i normale omstændigheder skulle tilbagebetales på en eller anden måde. På den anden side var han også ganske godhjertet, så selv hvis det havde været, havde han ikke røvet hende for alt hun havde.

Hun rejste sig og han stod stille som han kiggede på hende, med et lidt forvirret udtryk over at se den panik der var i hendes udtryk. "Hmm?" brummede han forundret, nysgerrig men mere på den måde at så snart hun havde sagt hvad hun ville, ville han fortsætte med at bevæge sig væk. Så hvad var det hun ville ham? Hendes spørgsmål sad heller ikke helt i god jord med ham, for han så ikke rigtigt situationen som om at hun skyldte ham noget? Og hendes rødmen gjorde hans udtryk en anelse hårdere. Lignede han en eller anden skummel type for hende?

Han var godt klar over at han ikke lignede en der levede i velstand og velvære, men han følte ikke at han havde givet et indblik af at være den type. Dog bearbejdede han ikke hende ikke hvis hun nu havde antaget at han var sådan. Han havde selv lært på den hårde måde at folk ikke altid var som de så ud til at være. Han tog en dyb indånding og kiggede kort rundt, blot for at tjekke om folk var begyndt at kigge, for at se at der ikke var nogen der kiggede på dem, i hvert fald lige nu. Og han skulle jo også give hende et form for svar før han kunne gøre noget som helst andet. "Har du noget mad?" spurgte han fremfor at tvære mere rundt i det spørgsmål som hun allerede virkede forlegen over at have stillet.

 Ingrid kunne godt fornemme hendes ord ikke faldt i god jord, og det var jo ikke meningen at hun ville hentyde til noget. Hun var oprigtig taknemmelig, og følte hun burde takke ham, på den ene eller anden måde - så længe det selvfølgelig var anstændigt!
 " Undskyld! " Skyndte hun sig at sige, kun endnu mere forlegen end før. Blikket vendte sig undskyldende hen på Caedmon.
 " Det var ikke min mening af gør dig utilpas.. Jeg mente ikke..  " hun rømmede sig lidt, og slog blikket lidt ned igen, forsat med røde kinder. Ingrid kunne dog godt forstå hvis han følte sig en smule stødt af hendes ord. Hun var jo selv en del af den nederste del af det sociale hierarki. De ting folk ikke troede om hende, bare fordi hendes tøj var slidt, hullet og gjort længere eller lappet med alle mulige stykker stof der ikke nødvendigvis passer helt sammen.

 " Noget ma.. gud!  " Udbrød hun pludseligt og drejede febrilsk overkroppen  lidt så hun kunne åbne for den skuldertaske hun selv havde over skulderen. Fra den hev hun hurtigt en trææske frem som hun åbnede. Hendes reagensglas. Hurtigt dannede hun sig et overblik, men konkluderede at ingen af dem var gået i stykker i faldet. Noget der fik hende til at ånde en smule lettet op. Forsigtigt lukkede hun æsken med de forskellige, små, lettere magiske blandinger i igen, men inden hun pakkede den tasken hev hun et æble op af tasken.
 " Det er alt jeg har.. " Sagde hun som hun rakte det mod hende med et lille smil.

Som hun undskyldte begyndte han bare at ryste på hovedet med et dybt suk. Han var sikker på at hendes intention havde været noget andet, men han havde i og for sig også været ligeglad hvis det havde været. Han var bare ikke så interesseret i det. "Nej, nej, det gjorde du vel ikke," mumlede han i en rolig tone med en hånd løftet for at forsikre hende at det virkelig ikke var så stort som hun måske troede det var.

Han var langt mere interesseret i hvis hun havde noget mad hun kunne give ham. Det var vel også i og for sig en fair pris. At få den energi tilbage som han havde brugt på at heale hende. Dog så blev hun pludseligt distraheret og han kiggede lidt undrende på hende som hun tjekkede sin taske. Han kiggede på æsken som hun tog ud men vidste ikke rigtigt om han overhovedet skulle spørge. I stedet forblev han bare tavs og lod hende tjekke sine glas i fred.

Han kunne ane at det var nogle reagensglas men han kiggede ikke intensivt på æskens indhold. Bare tanken om at stikke snuden for langt i noget der ikke vedrørte ham fik ham hurtigt til at huske en brandvarm kind efter en fysisk irettesættelse, nogen gange så hård at hans kind var hævet dagen efter og han derfor var tvunget til at blive indenfor eller finde på en undskyldning for hvordan hans kind pludselig kunne have hævet så voldsomt. Han blev trukket ud af mindet som hun fremviste æblet og han rakte kort frem for at tage det før han stoppede midt i sin bevægelse. "Er det alt du har?" gentog han mens han kiggede på hende med en rynke i panden. Igen kom hans godhjertet side frem og han vidste at han ikke ville kunne leve med sig selv hvis han tog det eneste mad som hun havde fra hende.

 Den glatte, hvide pande rynkede sig en smule, og Ingrid foldede læberne sammen og lod tænderne synke lidt ned i dem. Det virkede ikke helt som om han troede på hende.  Hun havde virkelig ikke.. mere nåede hun dog ikke at tænke da Caedmon fejede hendes undskyldning lidt ned. Forsigtigt nikkede hun lidt. Han ville nok ikke tro på hvad end hun sagde. 

 Ingrid skulle lige til at slippe æblet, da Caedmon stoppede op i at tage det fra hende. Grebet strammede sig om æblet så det ikke faldt til jorden. Hovedet vippede lidt på skrå, da han gentog hendes kommentar, og hun nikkede lidt. Blikket betragtede hans udtryk lidt inden hun vippede hovedet til den anden sige med begge bryn løftet.
 " Oh.. " udbrød hun og rystede så lidt på hovedet.
 " Altså.. Alt jeg har i tasken.. " sagde hun så. Hendes familie havde ikke meget, men de klarede sig. Hun rakte opfordrende æblet længere frem mod ham. Det gjorde ikke noget han tog den, noget hun prøvede at sige med et venligt og opfordrende smil. 
 De lyseblå øjne gled lidt over drengen foran hende. Betragtede ham lidt. Han så ikke ud til at have meget mere end hun selv havde. Mon han havde en familie? Ingrid sank lidt. Overvejede hvad hun skulle gøre, for æblet virkede pludselig ikke som nok tak.

Det var vigtigt for Caedmon at vide at han ikke bare var ved at stjæle et måltid der kunne have været dagens. Han vidste bare hvor trælst det kunne være at gå i seng på en tom mave, det var den værste følelse han havde mærket ret tit i det seneste år af hans frihed. Så da hun afklarede at det blot var det som hun havde haft i tasken, så han ud til at overveje det atter engang. Han bar selv laser der havde set bedre dage, noget havde han været heldig nok at få udleveret med de gange han havde arbejdet i en kort periode med hvad end arbejde han kunne få. Men det var alligevel et godt stykke tid siden at han havde haft sådan en chance. "Okay," sagde han så som hun opfordrede ham til at tage æblet. Han tog et ekstra kig på hende som han nu holdte det i sin hånd, som om at han ville været fuldstændig sikker.

"Så står du ikke i gæld til mig nu Ingrid" sagde han så inden hun kunne sige noget. Æblet lagde han i sin taske, forhåbentligt kunne han spise det med det hårde brød så det ikke var så knastørt et måltid. Atter igen vandrede hans tanker hen på hvad han nu skulle finde på. Hvis han skulle være ærlig, så var hans første indskydelse nok at finde vej til havnen og få vasket noget af alt det snavs han havde på sig af. "Er der mere?" spurgte han så noget så direkte. Hun virkede som om at hun havde mere på hjerte.

 Et lettere opfordrende nik kom fra den ikke så høje, lyshårede pige, da han tog æblet, og stadig virkede en smule tøvende i det. Hun havde på fornemmelse han måske havde mere brug for det end hun havde. 
 Selvom smerten fra healingen, og flovheden fra hendes akavede og knap så vellykkede forsøg på at fortælle hun gerne ville give noget for hans hjælp og venlighed, stadig sad lidt i hendes krop var det røde lys falmet en del, og var efterhånden tilbage til kun at skinne lidt fra brystkassen, så det virkede som om hun havde et let, rødt skær om overkroppen.

 Ingrid kunne ikke holde et let, mildt grin tilbage over det spinkle læber, da Caedmon sagde hun ikke stod i gæld ved ham. Ikke fordi hun hånede ham eller lavede sjov med ham, men fordi hun synes det var lidt sødt. Som hun tænkte over hvad hun lige ville sige, bed hun sig lidt i underlæben, stadig med kassen fyldt med de små reagensglas i. 
 " Jeg ville bare gerne.. vise min taknemmelighed for hjælp..  " forklarede hun. Selvom han mente det var nok, gjorde hun ikke helt selv. Hun synes hun burde gøre mere. Hun vidste dog bare ikke hvad, og det virkede også som om Caedmon bare gerne ville videre. Alligevel spurgt han om der var mere, og Ingrid slog blikket ned.
 " Mh..  " munden åbnede og lukkede sig et par gange, men hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle sige, og endte med at skære en grimasse, og så rystede på hovedet. Der var vel ikke rigtig mere. 
 " Nej, vent! " udbrød hun så og åbnede æsken igen. Med den ene hånd til at holde æsken, og den anden til at rode lidt rundt i den, fik hun hurtigt tømt et af de små reagensglas og fyldt den mod to ting: en fjer fra en sort engel og små Citrine krystaller. Korkproppen blev sat på, inden Ingrid rakte den mod Caedmon. 
 " Når du har det på dig, fx i din lomme, så bliver du lidt mere frisk og får mere positiv energi i kroppen..  " Det var ikke fordi hun sagde han var en sur sok, men nogle gange - især når man var blandt de nederste i det sociale hierarki - kunne det være rart med noget det at gøre ens dag lidt mere.. positiv. Ingrid selv, havde de tre små, trofaste reagensglas hængende om halsen.

Hendes milde grin fik ham til at sukke kort, ikke i en irriteret manér, men det havde været et stykke tid siden at han havde snakket med nogen der var nogenlunde på sin egen alder. Hun så i hvert fald ikke ud til at være meget ældre end ham, men på den anden side kunne hun være langt ældre end hun så ud til. "Det har du også gjort, æblet skal nok gøre op for den energi jeg har lagt i at hjælpe dig," sagde han til hendes forklaring med et kort nik til at bekræfte hans egne ord.

Om hun så havde mere på hjerte var en anden sag. Han kunne se at hun brugte tid på at overveje hvad hun skulle sige, omend så bemærkede han hvordan hendes mund åbnede og lukkede. Som hun så rystede på hovedet, nikkede han kort og gjorde til at vende sig. Blot for at hun udbrød et Nej, vent der selvfølgelig fik ham til at stoppe atter engang og kigge på hende. Hun rodede med æsken igen og han kiggede som hun lagde ting i et reagensglas. En fjer og en krystal var hvad han bemærkede før hun rakte glasset mod ham. Hendes ord fik ham til at fnyse, men et kort smil gled over hans læber - En meget uvant følelse ellers. "Tak. Det kan være jeg får brug for lidt positiv energi i den kommende tid," sagde han, for at udtrykke at han var taknemmelig.

Han kiggede endnu engang på glasset før han lagde det i lommen. "Hvad med dem du har om halsen?" spurgte han så og drejede hovedet svagt på skrå. Han kunne stadig ane lyset i hendes bryst, men ærligt talt var han ikke sikker på at det var noget han bare kunne nævne som sådan. Der kunne være alverdens grunde til at hun havde et lys i sig, også selvom det var mærkeligt for de fleste at se på. Caedmon kunne ikke rigtigt hænge sig i hvad der var og ikke var mærkeligt, især ikke noget som et lysende bryst.

 Blikket der var på Caedmon var overvejende. Ikke fordi Ingrid som sådan havde noget hun skulle overveje, men hun følte bare ikke helt at æblet var nok - heller ikke selvom Caedmon sagde at det var fint. Det var nok også den følelse der havde fået hende til hurtigt at lave en lille blanding til ham. Det var da det mindste hun kunne gøre. 

 Da han tog imod den, nikkede hun forsigtig med at venlig smil på læberne. At hun også fik ham til kort at smile, fik hendes eget smil til at vokse lidt. Han så så trist og opgivende ud. Ikke at hun ikke kunne forstå hvorfor. Hvad end situation han var i, kunne den være værre end hvad hun var i, og selvom hun bestemt ikke var spor glad for at hendes forældre havde solgt hende i en trolovelse, prøvede hun stadig at få det bedste ud af tiden før hun skulle være pyntekone. 
 " Den virker nok i et par dage, " sagde hun og kiggede mod lommen han havde lagt den i. Den burde begynde virke lige så stille med det samme. Det var aldrig helt til at vide præcis hvordan hver person reagerede, og hvor meget de mærkede.  Flere havde sagt det hele var ren indbildning. Det var trods alt ikke så store reaktion Ingrid kunne lave med dem. Det var jo bare ting fra naturen hun samlede sammen og puttede i glas. 
 Ingrid ene hånd lagde sig op mod brystkassen og de tre reagensglas da Caedmon spurgte ind til dem. Hovedet bukkede sig frem, og hun skævede lidt ned på dem, men det gjorde ikke så meget andet end at give hende en smule dobbelthage, for hun kunne ikke rigtig se dem.
 " Den ene gør så jeg ikke så nemt blive syg, den anden gør man bliver lidt mere heldig når jeg tømmer den og..  " Ingrid foldede læberne og flyttede blikket tilbage på Caedmon.
 " Den sidste .. den dæmper mine følelser lidt.  " blikket blev slået lidt ned. Ikke fordi hun som sådan skammede sig, men fordi hun hadede at hendes evne skulle være så tydelig, og samtidig være så latterlig ubrugelig.

Han havde ikke lige helt regnet med at føle det med det samme, men som følelsen spredte sig, forblev hans udtryk uændret. For Caedmon havde det at vise følelser altid været noget der der skulle gemmes væk! Hans herre havde i hvert fald pisket den del ud af ham som havde haft lyst til at smile når han var glad, eller grine hvis han fandt noget sjovt. "Jeg sætter pris på det," forsikrede han hende med et mere afslappet udtryk i hans øjne. Det var alligevel sjovt hvordan et lille glas kunne gøre så meget.

Det var det som vækkede hans nysgerrighed omkring de glas hun havde om halsen. For hvad kunne de gøre? Han var nysgerrig men også lidt varsom med at være alt for nysgerrig. Han kunne se at hun prøvede at kigge på dem, men det var ret tydeligt at hun skulle bøje hovedet mere end hvad var godt for hende, for at kunne se glassene.
Han lyttede til hendes forklaring og kom med korte nik til hvert glas, før hun nævnte de dæmpede følelser. Der rynkede han lidt på brynene for det var godt nok noget der kom bag på ham. "Har du brug for at dæmpe dine følelser?" spørgsmålet forlod lidt selv hans læber før han kunne nå at stoppe det. Han undrede sig stærkt over hvordan og hvorfor?

Han håbede i hvert fald ikke at det var for de samme grunde som han havde lært at dæmpe sine. Selvom, ud fra hendes udseende alene, den spinkle krop og hænder der ikke lignede at de havde fundet ud af den brændende følelse af en læderrems smæk. Han opdagede at han var ved at overtænke, hvordan hans blik havde drejet sig væk fra hende og kiggede så derfor tilbage på hende. "Jeg ved hvordan det føles. Ikke at have lyst til at vise sine følelser," sagde han så.

 Det kom ikke bag på hende, at Caedmon kommenterede på det med at dæmpe følelser. Det var ikke noget en teenager pige normalt gjorde. Det var ikke meningen man skulle dæmpe ens følelser. Ingrid åbnede munden for at svare, men lukkede efter et par sekunder igen. Hun var ikke i tvivl om at han havde opdaget lyset, det havde været så tydeligt da han healede hende. Medmindre han var blind, men det var hun ret sikker på han ikke var. I stedet endnu hun med at nikke lidt.

 Efter trææsken var kommet ned i skuldertaske igen, kom hænderne ind foran kjolen at hænge, hvor de pillede lidt i stoffet. Det var nemmest bare at lade som om hun ikke lyste. Som det slet ikke fandtes. Men situationer som den tidligere gjorde det umuligt at glemme. Hun blev set som en heks.
 Begge Ingrids øjenbryn løftede sig op i panden da Caedmon sagde han vidste hvordan det var. De blå øjne flakkede lidt rundt på drengen foran hende. Hvorfor havde han brug for at skule sine følelser?
 " Jeg.." Ingrid slog blikket bed igen og flyttede hånden op til reagensglassene.
 " Det er så jeg ikke lyser så nemt.." mumlede hun så lidt. Hun sank lidt og trak på skuldrene.
 " Det virker ikke helt så godt.." pointerede hun med et akavet grin, og flyttede blikket ned af gaden. 

Hendes overraskelse fik ham til at brumme kort som om han prøvede ikke at afgive en for stærk reaktion. Var det virkelig så uvant i dette miljø ikke at skulle skjule hvad man følte? Han følte dog ikke for at rode mere i det end nødvendigt, for det var ikke ligefrem et behageligt emne for ham. Og på den anden side, var hans historie sikker i hendes hænder? Hun var trods alt fra byen, eller det måtte han formode. Hans paranoide side kunne bare ikke se forbi det.

Hun slog blikket ned og han indså at han måtte have set lidt hårdere ud mens han havde været i sine tanker, eller også så føltes det bare sådan nu hvor han havde den beroligende mikstur i lommen. Hendes mumlen fik ham til at dreje hovedet, før han indså at hendes lysen og følelser hang sammen. Dog havde han slet ikke ænset at det var unormalt med det lys der var i hendes bryst. Eller jo, men det havde ikke fået ham til at se anderledes på hende end han gjorde nu.

Hans mundvige drejede kort op og han fnøs kort for ikke at komme til at grine med hende. "Går det virkelig andre på at du lyser som du gør?" spurgte han en anelse forvirret før han sukkede og rystede på hovedet. Man skulle tro at der var vigtigere ting at gå op i end hvordan andre så ud. Sådan var det i hvert fald for Caedmon, det var alt han var vokset op med, det praktiske perspektiv. En persons værdi som et instrument over en pyntegenstand. "Hvis det betyder noget, så har jeg knapt nok lagt mærke til det.... Eller jeg har, men det er ikke fordi det generer eller ændrer noget," sagde han så med et kort smil, før han indså han smilte og derved forsvandt det igen.