Aftnerne var begyndt at blive lysere og det var ikke længere bidende koldt at være ude når solen begyndte at gå ned. Gaderne var ikke længere så befærdet som de havde været tidligere på dagen - formentlig fordi de fleste var i gang med at få aftensmad. 
 Midt på en gade hvor det begyndte at skifte mellem at være den Nedre Bydel og den Centrale Bydel, kom Elisa gående med 3 små radiser vandrende i en lige række foran hende mens hun sang.
 " Tre små radiser kom marcherende, ned af Dianthos fine gade'!  " lød det muntert fra den rødhårede dame, mens hun og radiserne marcherende ned af gaden.

 Efter et krus øl på en kro, var Elisa blevet i et særligt muntret humør, på turen tilbage op til Krystal Paladset havde hun hevet det bundt radiser op at hendes taske, hun havde købt på markedspladsen tidligere på dagen, og var begyndt at synge i takt med hun satte liv til de små grøntsager. Jo længere ind hun kom i sangen, jo flere radiser kom til livs.
 " .... Fandt at vejen var så iiiinteressant, at de bød op endnu en radise! " Endnu en radise blev vækket til livs i Elisas hænder, og hun satte den forsigtigt ned på jorden til de andre, inden hun stak armene ud til siderne, og gik så hælen blev placeret lige ved tæerne af den anden fod. Noget der satte Elisas balance på prøve og fik hendes krop til at svaje lidt mens hun gik. 
 For bedre at kunne bevæge sig, havde Elisa som hun plejede, sat noget af kjolen fast op i læderbæltet, hvilket nærmest helst afslørede de høje støvler der gik op til midten af hendes lår. Det store tørklæde var vikler et par gange rundt om halsen og skuldrene, for at hun kunne holde varmen, mens enderne fik lov at flagre frit i den lette aftenbrise. 
 "... Fire små radiser kom marcherende, ned af Dianthos fine gade'! " Forsatte hun sangen, nu lidt mere optaget i hendes balancerende gang. Ikke længere fuld opmærksom på radiserne - ikke at de gik specielt hurtigt med deres meget korte ben. 

oppe på et tag sad en engel. engel var en byvagt og sad og holdte øje med gaderne. han elskede at side og ha udsigt over dianthos. da han pludselig imellem alt byens støj kunne høre en synge. personen var lidt længere væk. han så rundt for at lokalisere personen. hans vinger var inde i ryggen og derfor var det svært at se han var en engel.
han havde en blå jakke på og en slidt kappe. han fik endelig lokaliseret sangen og forvandlede sig roligt til en lille albino fugl. han rystede sig lidt og fløj afsted mod sangen. da han kom der til hvor sangen om fra... så han noget højst usædvandligt. radiser der gik af sig selv. imens en pige gik bag dem og sang. han lagde hovedet på skrå og så til mens radiserne gik. det var virkelig ikke noget han havde set før.

han fløj ned på et vej skilt og satte sig og så på pigen. han fandt hende ganske spændene. han så på hende imens hun sang. hun kunne synge. det mente han ihvertfald.
Fuglen eller englen hed Eliot og var en ganske rolig person. han så på hende og og da hun kom forbi ham nøs han et lille fugle nys. det var slet ikke meningen men det kom bare ud af det blå.

 Den muntre sang forsatte, og som Elisa nåede længere ind i Den Centrale Bydel af Dianthos kom der også små sten hævet en smule op over jorden. Sten hun valgte at hun ville gå på - velvidende at hun nærmest ingen balance havde. Men det var jo det der var udfordringen i det! 
 Med et lille, elegant hop kom hun op på forhøjningen. Sangen forsatte, men som Elisa begyndte at gå på stenene, blev det tydeligt at hun skulle bruge meget koncentration på at holde balancen. Noget det påvirkede sangen, der blev noget mere hakkende.
 " .. kom maaaaachernde.. Uh hen af... Dddddianthos.. Fine... gade'! .. Wow..! " Udover at man kunne høre på hende at det var svært, var det også ganske tydeligt at se. Hun var utrolig langsom til at bevæge sig, mest fordi hun konstant var ved at miste balancen og blev ved med næsten af vælte ned, eller måtte sætte en fod ned for ikke at snuble. 

 Midt i hendes svajen og særdeles ubalancerede gang fik hun øje på en lille, hvid fugl. Elisas store, grønne øjne fik blev endnu større og fik et næsten barnligt glimt over sig. Hvor var den smuk! Hurtigt hoppede Elisa ned fra stenene og trissede helt over til skiltet så hun kunne stå tæt på og kigge op på fuglen. 
 " Så fiiiin!  " lød det ivrigt og fascineret fra den rødhårede lille dame. Radiserne der før havde marcheret så fint på linje var alle sammen faldet om, og lå nu på linje som helt almindelige, ulevende radiser.

da hun pludselig gik meget vakkelvogene var Eliot meget opmærksom på hvor hun trådte og om hun faldt. han holdte øje med hende. da hun pludselig stoppede fordi hun fik øje på ham pjuskede han sig. han var en fin lille albino fugl.  da hun kom over til ham og sagde han var fin pippede han glad. han takkede hende men kunne ikke tale menneskesprog i fugle form. han så over mod radiserne der havde været så fint ilive før og fløj ned og landte på dem og pippede lidt som i hvad skete der. han hoppede lidt på den ene frem og tilbage for at se om de holdte pause eller var radiser igen. da der intet skete fløj han op på skiltet igen.

han så ned på hende med de fine fugle øjne og pludselig kom en lille gul fugl over til ham og landte ved siden af og pippede. eliot forstod alt den sagde og pippede lidt tilbage. han kunne forstå dyr og især fugle, og denne fugl var hans ven. han så ned på elisa og overvejede om han bare kunne forlade hende. men hun virkede så glad for at han var der som en fugl. hun virkede ikke farlig.

 Som forstod den lille fugl hvad Elisa sagde, pjuskede den sig ved hendes ord, og helt forelsket i fuglen trippede hun lidt ekstra muntret over fuglens reaktion. Den var da vidunderlig! Det grønne blik fulgte fuglen, som den lettede fra skiltet og landede på jorden ved de 'døde' radiser. 
 " Oh.. Hov... " fnes hun lidt.  Det havde ikke været meningen at de skulle kollapse og blive til almindelige, ulevende radiser. Hun havde åbenbart ikke lige koncentreret sig så godt som hun troede. 
 " Det er okay, " sagde hun, som fuglen hoppede rundt og pippede. Elisa anede ikke om der var noget bestemt ved pippene eller hvad, men sådan som den hoppede rundt, virkede det næsten som om den prøvede at finde ud af hvad der var sket.
 " Jeg kan bare vække dem igen, se! " med en let og elegant bevægelse med fingrene på den ene hånd, i retningen af en af radiserne, mens hun hviskede hop. Ud af radisen groede to små arme og to små ben, og radisen rejste sig op og begyndte at hoppe. 

 Elisa så tilbage op på fuglen der havde fået selskab oppe på skiltet. Elisa vippede hovedet let på skrå, så de røde fletninger faldt til den ene side, men hun kiggede på de to fugle. Det virkede nærmest som om de kendte hinanden. Elisa fnes lidt for sig selv ved tanken om at det var et par kærestefugle. 
 " Du kan stoppe med at hoppe igen. Så må du gerne flytte de andre radiser ind til siden, så de er i sikkerhed.  " Elisa havde flytte blikket ned på den levende radise, der med det samme gik i gang med det han havde bedst den op. Det var et sjovt syn, da de jo alle var stort set lige store, og radisen der var i live måtte trille de andre radiser af sted, for at kunne flytte på dem.

Eliot var ikke kærester med fuglen. nej det var en han fugl. så det ville være lidt underligt. han så hans ven flyve ven og så ned på de levene radiser. han baskede glad med vingerne. hvor så det fantastisk ud. pludselig ud af det blå hørte Eliot et råb om hjælp længere nede af gaden. han stoppede med at baske og så mod den vej. en tyv havde taget en kvindes taske og mad og var på vej mod dem. 
Eliot så ned på pigen. han fløj op og mod tyven. og da han næsten var halvvejs mod tyven begyndte hans vinger at vokse. hans små klør blev til lange ben og en kappe kom over hans krop som stadig havde det samme tøj på. hans arme voksede ud af hans krop og hovedet blev mere menneskeligt. han landte foran tyven og flodede vingerne ud. "aflever den taske NU" sagde han og trak et sværd han havde om livet. han havde smukke gyldne lokker og blå øjne han var godt 180 cm og kappen så slidt og gammel ud. men for eliot var det okey. han kunne lig kappen.

Tyven stoppede så brat at han faldt ned på røven og tabte maden. han så på sværdet og rakte forsigtigt tasken til Eliot der tog den og nikkede ham væk. han forsvandt også hurtigt igen. kvinden kom løbene og så eliot med tasken. 
"tusind tak. hvordan kan jeg nogle sinde takke Dem" 
Eliot smilte venligt og sagde blidt. "ingen grund til at takke mig. det er mit job"
vingerne foldede han sammen og de lagde sig mod hans ryg. han så tilbage mod pigen og gik forsigtigt mod hende og smilte venligt. "undskyld men jeg kunne ikke modstå Deres søde sang tidligere. så følte jeg kunne finde den der sang ved at være en fugl. det er hurtigere og mindre" sagde han med et venligt blik og et varmt smil. han havde set hvordan hun havde fået det barnlige glimt i øjnene da hun så ham som fugl og han følte det var  trist at ødelægge hendes glæde sådan.

 Lydene fra længere nede af gaden fangede Elisas opmærksomhed, og hun så sig over skulderen, inden hun vendte sig mere rundt for bedre at se hvad der skete. Elisa kunne til at starte med ikke helt se hvad der skete - hvad end det var, var lidt for langt væk - men da en tyv kom løbende ned af gaden i retningen af hende, gispede Elisa og skyndte sig hen til radiserne der efterhånden var blevet trillet ud til siden af den levende radise. 
 " Til angreb! " lød det fra den rødhårede pige, i det hun kastede radisen mod den løbende tyv. I luften groede de små arme og ben ud og radisens mund åbnede sig, klar til at bide tyven når den nåede hen til den. Radisen endte dog med at lande et godt stykke fra tyven og måtte løbe imod den med sine små ben.

 Mere opmærksom på tyven havde Elisa slet set at den hvide fugl var fløjet væk, og nåede lige at se hvordan en ganske nydelig, ung mand voksede frem ud af noget hvidt i luften. Oh, så fuglen var en mand? Elisa ene bryn løftede sig overvejende op. Han var bestemt lige så yndig og nydelig som fuglen havde været. Et skævt smil spillede på hendes læber. 
 Hænderne foldede sig bag ryggen da han begyndte at gå tilbage mod hende, og Elisa stod og så så ganske flirtende ud. Hun fnes sødt ved hans ord og trak lidt på skuldrene.
 " Der var så stille..  " Hun bed sig lidt i underlæben mens hun lod blikket glide betragtende ned over ham. 
 " Elisa, " sagde hun og rakte hånden frem mod ham. Inden han dog ville kunne nå at tage den, udbrød Elisa et nærmest overrasket hov! og hun begyndte at løbe lidt forbi ham.
 " Randi Radis' 4! Kom tilbage! Ikke mere angrib!  " råbte hun efter den levende radis der var løbet efter tyven for at angribe den. Den havde jo ikke fået en ny opgave, selvom tyven var stukket af.

at hun kastede radiserne var lidt overraskende for Eliot. men det forhindrede ham ikke at at angribe selv.  da hun stod lidt og talte da han kom tilbage til hende smilte han og skulle til at tage hendes hånd i et venligt håndtryk da hun pludselig løb væk. hans blå øjne fulgte hende hen mod en løbene radise. han grinte lidt  over synet.
da hun løb efter radisen vendte han sig om og så efter hende. han kunne se hvordan den lille radise fulgte tyvens gang væk fra dem. Eliot havde ikke set noget så sjovt før.
*tænk at få radiser i hælene når man er tyv* han forestilte sig lidt synet af radiser der kom løbene efter en tyv. det kunne nok skabe gode grin i byens gader.
han anede virkelig ikke hvordan denne pige Elisa havde fået sådan en evne som denne. men det var et nyt syn for Eliot. han havde set meget i sin tid men lige levende radiser var det sjoveste hidtil.

han foldede vingerne ud og slå et par gange og fløj efter Elisa og kom over til radisen og svævede lidt over den imens han fulgte Elisa med blikket. de hvide vinger gav ham et mægtigt udseende. hans vinger var også store og flotte, noget de fleste engle havde af vinger. Eliot så ned på radisen og holdte øje med om den stoppede. vis ikke, ville han gerne tage fat i den til hun nåede den.

 Efter kalded på radisen stoppede Elisa op og så hvordan den vendte rundt og begyndte ligeså stille af vralter tilbage mod hende. Hun smilede tilfreds, nu hvor hun havde hjulpet med tyven. Inderst inde vidste hun godt, at hun ikke havde gjort det store, men det var noget mere tilfredstillende at lade som om man havde. 
 Hun vidste at radisen ville blive ved med at gå tilbage mod hende, så hun vendte sig rundt for at få englens navn, men da hun havde vendt sig rundt, var han ingen steder at finde. Det ene bryn løftede sig lidt, men da hun blev opmærksom på lyden af blafren over hende, vippede hun hovedet op, og fulgte hvordan han svævede rundt på himlen. 

 Begge Elisas mundvige trak sig op i et smil, mens hun fascineret betragtede vingeslagene. Det så vidunderligt smukt ud, og hun kunne lige forstille sig hvor befriende det føltes at flyve rundt oppe blandt skyerne. 
 De små ben på radisen gjorde, at det tog den et godt stykke tid at få sig bevæget tilbage op til Elisa, men det gjorde hende ikke noget. Hun var alligevel godt optaget af at betragte englen der hang i luften over hende.

da Elisa stoppede op og så rundt efter ham foldede han vingerne helt ud og stoppede med at slå med dem. han lod sig svæve ned til hende. Eliot landte et stykke fra hende og foldede vingerne ind til sig og gik over til hende. "det er en facinerene evne at kunne kontrolere Radiser frøken Elisa." han smilte forsigtigt og rakte hånden frem for at trykke hendes hånd som hun havde haft fremme før. "jeg er Eliot. Alexander" sagde han med et venligt smil og så på hendes store smil og kunne godt lig smil på folkets løber. det var bedre end sure miner og onde blikke.

Eliot så på radisen som kom mod dem og han grinte lidt. det så alsår spøjst ud, en gående grønsag. og så en radise endda. han så op på hende igen og de blå øjne så på hende med venlighed og det var tydeligt han ikke havde intentioner om at skade hende eller radisen.

Som englen ladede på jorden ved hende, fjerne Elisa ikke blikket fra ham. Hun havde altid været fascineret af fugle og den frihed de havde, og væsner der mindede om dem, havde bare en helt speciel plads hos hende. 
 En mild latter forlod hendes læber og hun trak lidt på skuldrene inden hun tog hans hånd og lavede et kort nej. 
 " Alt småt grønt kan jeg bringe til livs. Jeg synes grøntsager og lignende er det sødeste så det er mest der der bliver brugt.. " Indrømmede hun inden hun tog hånden til sig. Et drilsk glimt spillede i de grønne øjne.
 " Er det så Eliot nu, og Alexander når du er fuglen? " drillede hun ham, med pausen han lavede mellem navnene. 

 Da radisen nåede op til dem, bukkede Elisa sig ned og samlede den op, for at sætte den på hendes skulder. Blikket gled kort ned over Eliots uniform inden blikket fandt hans igen.
 " Det må være praktisk sådan at kunne flyve rundt, som byvagt? "

han smilte forsigtigt da hun talte om grønsager. ja det kunne hun måske ha ret i. og da hun spurgte til hans navn havde han ikke lagt mærke til at han havde holdt mellemrum mellem navnene. han grinte lidt og trak på skuldrene, "vis De vil kalde mig det ene eller andet som fugl må De selv om. jeg er nu mest for mit fornavn Eliot." sagde han med et grin og havde faktisk ikke tænkt over han havde lavet et mellemrum mellem dem.
han så hvordan hendes blik vandrede ned på hans uniform og så op på hans øjne. han nikkede og så rundt i gaderne. "det er meget praktisk når man er i en blindgyde eller man er i en side gade langt fra en der råber på hjælp" han smilte til hende og lagde vingerne ind til ryggen hvor efter han så på radisen på hendes skuldre. "den er nu meget sød den radise." indrømmede han.

 Læberne skilte sig af i et skævt smil ved Eliots ord, og Elisa nikkede lidt. Eliot passende hende helt fint. Det lå godt i munden, syntes hun. Elisa og Eliot, lød det i det spille sind inde bag det røde hår. Radisen sad lige så stille på skulderen med benene svingende lidt frem og tilbage, som om det var det mest normale nogensinde. 

 Hovedet tippede let på skrå efter at havde betragtet uniformen og blikket fandt vej til Eliots. Elisa nikkede endnu en gang, og kunne lige se for sig, hvor meget nemmere livet ville være hvis man kunne flyve. Man behøvede ikke en gang bruge energi på at gå! Og mange af de opgaver hun blev sat til på Paladset ville pludselig blive noget nemmere at klare!
 Elisa blev hevet ud af tankerne, da Eliot kommenterede på radisen og Elis drejede hovedet for at se lidt på den. Der gik dog ikke mere end et øjeblik før hun tog fat i den, trådte tættere på ham for at placerer den på hans skulder.
 " Det kan et eller andet! Kom!  " sagde hun så inden hun vendte rundt på hælene og begyndte at gå tilbage af gaden mod de andre radiser hun havde efterladt længere tilbage der nok alle var faldet om og var blevet til almindelige radiser på grund af afstanden. Hendes gang var lettere hoppende, og uden helt at vide hvorfor sang hun stille mens hun hinkede af sted.
 " Elisa og Eliot.. " navnene var efterfulgt at en lav nynnen i en melodi der til forveksling kunne lyde som 'sidder i et træ..'. Det var ikke noget Elisa tænkte specielt meget over, de to navne lød bare godt sammen, og så var det svært ikke at lade sig smitte af den gode ordlyd i det.

Eliot begyndte at gå efter hende da hun sagde kom. hun vidste dog ikke at han kunne høre hvad hun sang. han grinte inden i over det. hun var nu meget morsom. han så på radisen og så på Elisa. "hvor tit leger De så med Deres magiske radise evne" spurgte han nysgerigt for at vide hvor meget træning hun havde i den.

Eliot så frem for sig og så hvordan radiserne lå i en bunke med nogle små fugle der lige rørte ved dem med næbet. han vidste at de også kunne finde på at spise dem og det ville han ikke ha så han fløjtede lidt og fuglende så op og fløj op på tagene. de lyttede til ham. de kunne forstå ham. og det var han glad for.

 Elisa studsede lidt over Eliots valg af ord. Leger. Det var noget børn gjorde. Elisas mundvige trak sig en smule op i et smil. Hun havde bestemt ikke noget imod at blive sammenlignet med et barn - på nogen punkter. Hun ville ønske hun aldrig rigtig voksede op. At hun altid ville være uden særligt meget ansvar. At hun altid kunne lege og gøre hvad der passede hende, uden de store bekymringer. 
 " De er alle mine venner. Alle grøntsagerne og frugterne jeg bringer til live. " Hun trak lidt på skuldrene, og var godt klar over det hun havde sagt ikke besvarede spørgsmålet.
 " De hjælper mig med at gøre rent og hjælpe til oppe på paladset. Eller bare til at holde mig ved selskab når jeg er alene. " Elisa regnede lidt med at hendes ord måske gav et billed af hvor tit hun brugte evnen. 

 Et lille gisp forlod Elisa da hun så at fuglene var begyndt at snappe lidt efter det omkomne radiser. Hurtigt fik hun fat i radisen på hendes skulder, og gjorde sig klar til at kaste den afsted, så den kunne redde side brødre og søstre - hvis radiser da havde køn. Inden hun dog nåede at kaste radisen afsted fløjtede Eliot, og fuglene fløj væk. Brynene løftede sig let, inden Elisa så på Eliot og satte radisen tilbage på skulderen. 
 " Tak," sagde hun med et taknemmeligt smil. 

Eliot nikkede da hun forklarede lidt om at hun havde dem som venner. lige som han selv havde fuglene som venner. da hun sagde de hjalp hende nikkede han beundrings værdigt. det måtte være en god ting at ha sin evne til at vække noget til live til at hjælpe sig. "så jeg regner med meget tit" sagde han i et lille grin.
hendes tak havde hun ikke behøvet efter hendes kommentar om at de var hendes venner. men desværre for hende for hendes venner føde for andre dyr. så som fugle. heldigvis havde han godt tag på fuglendes sprog og deres lyster. han lagde hånden ned i lommen og tog nogle korn op. fuglende pippede lystigt op og fløj ned til ham og landte på hans hånd og tog lidt korn før de fløj videre, "du har det sikkert med frugt og grønt som jeg har det med fuglende. de forstår en på en måde inden anden gør" sagde han med et smil til hende og så op på den sidste fugl der tog noget korn og fløj væk. han var kun glad for at hjælpe andre også selv om det var.... Radiser

 Eliots latter smittede af på Elisa og smilet på hendes læber bredte sig. Det blev dog et lidt mere hemmelighedsfuldt smil, da han kommenterende på hvad brugen af even sagde ham, og hun trak lidt på skuldrene. Det var ikke fordi han ikke måtte vide hvor meget hun brugte evne, det var bare meget sjovere at gøre det hele lidt mere hemmeligt. Hun kunne dog ikke holde masken, og endte med selv at grine lidt. 

 Elisas blik fulgte fuglene der landede på Eliots hånd mens han snakkede. Smilet blev på hendes læber og hun nikkede lidt. Elisa vidste godt hendes små venner ikke forstod noget som helst. De gjorde som hun sagde og det var det. De kunne ikke noget selv, tænkte ikke noget selv. Alligevel kunne Elisa godt lide at lade som om det kunne, og hun forstod også godt hvad Eliot mente.
 " Yeah.. " svarede hun og nikkede lidt.
 " Der er bare.. et særligt bånd.. " blikket flyttede sig hen på en af radiserne, og et varmt smil bredte sig på Elisas læber. En blafren over hende fik dog blikket til at flytte sig mod himlen, hvor en fugl fløj over dem. Himlen var efterhånden ved at være helt mørk, noget der fik hende til at tænke over tiden.
 " Pokkers! " udbrød hun pludseligt og skyndte sig hen til radiserne for at samle dem op i favnen. De blev altid så sure på Paladset hvis man kom for sent hjem.
 " Jeg bliver nødt til at smutte! " Hun vendte blikket mod byvagten og sendte ham et smil.
 " Det var hyggeligt at møde dig!  " En smule akavet fik hun hånden lidt fri fra radiserne og løftede den en smule for at vinke til ham.

// Lukket på grund af inaktivitet