Dagen for brylluppet var her endelig, og selvom Fabian næppe have en stor position at spille, så kunne han alligevel mærke sig selv være nervøs. Det var den første store fest han skulle være til, uden at han kunne gå og hænge op af Aldamar, men Aldamar havde ønsket ham der, og et eller andet sted så ønskede Fabian det også. Han vidste ikke hvorfor det føltes vigtigt at se brylluppet blive officielt, men her var han.
Han havde været nede på badeanstalten tidligt for at gøre sig selv ren, og da han var kommet hjem, så havde han taget det pæne tøj på, som Aldamar havde fået skræddersyet til ham. Det var sort og rødt, ikke nødvendigvis en farve han gik i mest, men som han kiggede ned af sig selv, så kunne han nu godt se hvorfor Aldamar havde valgt det til ha. De sidste par smykker blev taget på, og det blonde hår redt, selvom det ikke blev sat op. Han hev fat i en kappe, for at skjule det pæne tøj, som han så forlod Skumringskvarteret.

Turen var efterhånden en han var vant til, og som han kom op til det øvre bydistrikt, gjorde han ikke ligeså meget for at gemme hvad han var iklædt i, også selvom han stadig følte sig meget finere en normalvis. Aldamar havde dog ønsket ham i det her tøj.
I virkeligheden havde de nu heller ikke aftalt at han ville komme forbi inden, i hvert fald ikke officielt, men som han bankede på døren til Arys-palæet, og bad om at få lov til at se Aldamar, så var det ikke som om at nogen satte sig imod hans ønske. De tog blot hans kappe, og viste ham op til værelset. Han var måske ikke et kendt ansigt, men de havde efterhånden set det et par gange de sidste par uger, og han virkede nok mest af alt som en god ven for Aldamar som det stod lige nu.
”Jeg kan tage den her fra,” sagde Fabian til tjenestepigen, som hurtig skyndte sig videre, for det virkede trods alt til at der var travlt også her i huset. Kun et par timer til at årets begivenhed skulle stå trods alt.

Han løftede hånden og bankede et par gange på døren, men ventede trods alt med at åbne døren og komme med et ”Undskyld mig” inden at han havde fået en indikation på at han havde fået lov, eller at Aldamar var alene. Det sidste virkede næsten for optimistisk. 

Det var en... underlig morgen, hvis man kunne sige det på en pæn måde. 
Aldamar var vågnet ubehageligt tidligt, og havde brugt en god del af den på at stirre utålmodigt ud af vinduet, imens at han drak den ene kop kaffe efter den anden, for rigtigt at vågne. Han følte sig nemlig ikke helt vågen, på trods af at være tidligt oppe. Kroppen summede af en rastløs energi, men sindet var sløvt og distanceret. På et eller andet tidspunkt fandt han også sin pibe frem og puffede enkelte røgskyer ud i luften imens at han bare ventede. Og endelig var det at skrædderen fik bevæget sin røv til palæet, og de kunne endelig begynde hele påklædningsprocessen. 

Der var så mange detaljer han absolut ingen føling havde med, når det kom til det her bryllup. Leonora havde taget sig af det meste, for næsten ikke at sige det hele, og det var ikke mange beslutninger som var faldet i hans retning. Hvilket var.. uvant. En smule ubehageligt. Derfor var det næsten med en nidkær krampagtighed, at de ting som han faktisk kunne kontrollere - deri hans tøj - blev styret med hård hånd. Intet var helt godt nok, skulle det vise sig. 
Flere gange var det at han rettede hvad der virkede som ubetydelige folder, og skrædderen måtte i sidste ende nok også have fået en meget sigende forsmag på hvad han ikke brød sig om, i de mere sippede, adelige kredse. Derfor var det næsten en lettelse for ham, da det bankede på døren. 
Aldamar's blik gled imod den, og en undrende rynke tegnede sig imellem øjenbrynene, han forventede da ikke selskab lige nu. Måske var det Leonora? Måske Arya? Aldamar's stemme brød den tavshed der havde været imellem dem, da han sagde "Kom ind", men det var overraskelse der dansede over ansigtet, da han så sin gæst. Åh. 
Fabian's velklædte skikkelse kom til syne, og en anelse overrumplet var det at han følte sig selv stirre, inden at han rømmede sig, og glattede et par folder ud under vesten han havde fået på. "... der kan man bare se. Jeg forventede ikke at se dig, før senere" skrædderen sendte et undersøgende blik til den nyankomne, men ansigtet sagde ham intet. Han var dog ikke sen til at træde et skridt tilbage da Aldamar vinkede ham væk, og trådte ned af den skammel han havde stået på. "Men velkommen" en varmere tone havde sneget sig ind i den ellers vrissende mine fra før, og Aldamar gik med et imødekommende smil nærmere. 

Hvis Aldamar havde været alt andet end lidt små vrissen og stresset på sin bryllupsdag, så havde Fabian nok været overrasket. Han havde set optakten, og det var selvom Aldamar måske ikke havde haft helt så meget at lave som de havde forventet. Derfor havde han også tænkt at Aldamar i det mindste godt kunne bruge at starte dagen bare lidt godt ud. Hvis hans selskab var helt forfærdeligt, så ville han jo nok alligevel blive sendt afsted igen.
Som han åbnede døren, så kunne han dog, med en vis tilfredshed, se hvordan Aldamar nærmest varmede op. Blikket han fik var heller ikke helt halv værst. Dog var Aldamar heller ikke den eneste der blev lidt taget tilbage af hvor fin den anden var. Fabian havde set Aldamar klæde sig i de bedste klæder i lang tid, men hans bryllupstøj var nu alligevel af en helt anden kaliber, selv for Fabians utrænede øjne.

Han havde dog ikke tænkt sig bare at stirre, når de tydeligvis ikke var alene. Han lukkede døren bag sig, som han trådte ind i rummet. Det lange blonde hår dansede stadig om hans skuldre.
”Jeg tænkte du kunne bruge at slappe lidt af, inden det var tid til at tage op til katedralen,” sagde han, så afslappet og ikke flirtende som han nu engang kunne. Der var mange ting han havde lyst til, men med selskabet herinde, så kunne han ikke nødvendigvis gøre hvad han ville. ”Og hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med, så… er jeg her også.” Han sendte et lidt skjult blik mod skrædderen, inden hans opmærksomhed var rettet mod Aldamar. Man lavede vel næppe sidste rettelser på dagen vel? Det var ikke ligefrem noget Fabian var alt for bekendt med. 

Det krævede en indre lille reprimande for ham ikke at træde lidt for tæt på Fabian, da han bestemt ikke havde glemt at de næppe var alene. Der var dog ikke så meget som han kunne gøre ved det - nogle ting skulle syes ind, så de sad perfekt, imens andre ting blot skulle snøres, knappes eller lukkes. Det var et blandet mix, og han var på trods af alt, afhængig af den lavstammede, lidt slanke mand med det fikse overskæg. Endnu. Så snart det inderste lag var helt på plads, ville det yderste kunne ordnes af Matt - eller en anden person. Det ville nok blive Matt, han havde lidt mere kyndige hænder. 
Men med den indre reprimande, var det at Aldamar ikke trådte ind i den omfavnelse han ellers vidste ville være der, og i stedet rakte en hånd frem, som man almindeligvis ville gøre. Blikket over ham var dog ikke med samme forbehold, og han grinte lavmælt. "Hvor var du for et par timer siden, hvis det er tilfældet?" han kunne godt have brugt selskab tidligere, men ville slet ikke sende det væk nu. 

Et lille klem blev givet i det sekund ekstra han holdt hånden, inden at han slap, for at vende tilbage til sin skammel og skrædderens hurtige fingre. Han manglede at få rettet ærmernes manchetter. Men det burde ikke tage lang tid. 
"Jeg tror at vi så småt er ved at være færdige med det her..." en hvid hånd slog ud imod den sirligt broderede vest og de strammere bukser, med tilhørende sølv knapper nede omkring læggene. "... os så har jeg nok en lille pause, inden at Matt kommer op med kappen, sølvkæderne og resten" han himlede en anelse med øjnene, hvilket fik en lidt brummende kommentar fra skrædderen, som gik i gang igen. Det var da helt hundrede procent sikkert, at det kun havde taget sin tid på grund af Aldamar selv. Det sagde han dog ikke højt. 
"Tag endelig plads - jeg er glad for at du er kommet" og han fik et lidt skarpt blik da han bevægede armen, og holdt den med et næsten undskyldende smil mere stille. Håndbevægelser, ups. 

Hvis Fabian blev spurgt, så ville han nu hellere end gerne hjælpe Aldamar i tøjet, men det var nok mest af alt en undskyldning for at få hænderne over alt på hans krop, og måske det krævede lidt mere kyndige hænder, som faktisk kunne finde ud af at holde sig væk fra at føle lidt ekstra på manden foran ham. En mindre detalje vel.
Han tog imod den udstrakte hånd, og gav ham et varmt håndtryk, selvom han hellere ville så meget andet. ”Jeg ville ikke forstyrre for tidligt,” lød det drillende, selvom havde tilbuddet været der, så var Fabian glædeligt kommet forbi lidt tidligere. Ikke fordi at han i forvejen havde brugt meget tid på at lave intet her til morgen. Han kunne jo også have overnattet hvis det var.

Resten? Man kunne godt se at Fabian lige kort kiggede op og ned af Aldamar for at være sikker på hvad han mente med resten, for han var allerede godt påklædt, men han kommenterede ikke, og tog i stedet for en plads i sofaen. Han kunne heldigvis godt se fra hvor han sad, og en lang arm hvilede mod ryglænet af den. ”Jeg er overrasket over at du i det hele taget har en pause i dag,” indrømmede han, for han var mødt op med fuld bevidsthed om at Aldamar nok havde for travlt til at give ham nogen rigtig tid. Nu var det vel også mere for at være sikker på at Aldamar ikke fik et nervøst sammenbrud over brylluppet der var så tæt på nu. ”Men jeg er nu også glad for at jeg ikke blev smidt på porten ligeså snart jeg kom ind.” En ting der havde strejfet skøgens sind, inden han var taget afsted. Det var jo heller ikke ligefrem den mest diskrete måde at han var mødt op på, og kun noget han havde gjort fordi han havde tøj der fik det til at ligne at hans stand var anderledes end den egentlig var. 

En blanding af et suk og et lille grin slap over læberne, og han nikkede imens at han prøvede at kigge sig over skulderen til der hvor Fabian havde fået sat sig. Pause var nu også meget sagt. Der kunne ikke være meget mere end et par timer til selve... ceremonien, og havde man en finger med på pulsen i hele palæet, ville man vide at der var fart på den. Tjenestefolk som i hastværk - men også spænding - ordnede de sidste ting, for ikke at tale om alle de teleportere som fyrstinden havde lejet ind, som skulle noteres og fordeles... de mødte også op her før selve brylluppet skulle stå. 
Det var nok ikke så mærkeligt at han var blevet givet tilladelse til at komme ind, sådan som han så ud idag. Han lignede jo næsten en fra adelen selv, om man ikke vidste bedre. 

Aldamar strakte den anden arm frem, så skrædderen kunne gå i krig med syningen som snørrede sig ind til de slanke håndled. "Mmh, det kunne meget vel være sket" og fyrstesønnen drejede sig diskret så han kunne se ham bedre. "Men dog, du er ikke den første gæst der kommer ind i dag. Blot den første som skulle herop, og ikke et andet sted hen - jeg håber du pakker ekstra tøj, til når vi ankommer til Zircon" han vidste ikke helt om skøgen havde fået den detalje med, og de ville trods alt være der i de 3 dage hvor at festen stod på. Havde han læst sin invitation og ikke bare stukket den i lommen, havde han dog også fået det med - en af de andre fordele der kom af at kunne læse og kommunikere. 
Ellers... skulle de nok finde på noget. Det var ikke det største problem på en dag som idag. 

Fabian havde helt klart godt kunne mærke hvordan hele palæet stod på den anden ende, bare på den korte tur herop, men så lang tid at de ikke stod i vejen for ham, så var der ikke meget grund til at bide alt for meget mærke i det. Det var dog en underlig ting at være omkring, når han var vant til at palæet normalvis kørte på et noget lavere niveau. Der var aldrig helt stille, og de var effektive, men der var bare flere i dag.

Han kunne godt bruge et glas vin til at underholde sig selv med lige nu, men han sagde ikke noget, og det var nok alligvel en uheldig vane at komme ind i, bare fordi han var sammen med Aldamar. Derfor måtte han nøjes med at læne sig tilbage og bare nyde udsigten.
Det lidt mere skyldige udtryk i Fabians ansigt, håbede han også lidt at Aldamar missede, og især skrædderen. For hvis Fabian skulle være helt ærlig, så havde han stukket invitationen i lommen ret hurtigt, da det gik op for ham at det var besværligt at læse. Desuden havde han næppe fået den samtidig med resten af gæsterne. Han rømmede sig lidt. ”Jeg er sikker på at det ikke bliver et problem,” lød det fra ham. Så meget pænt tøj havde han nu heller ikke liggende derhjemme. Der var stadig det han havde fået fra Arya, men ellers var der kun det her sæt. Derudover så var det andet sæt ikke blevet vasket, selvom det nok burde. Fabian var bare ikke helt sikker på at det kunne klare samme omgang som han gjorde med sit andet tøj. ”Men hvorfor kommer der dog så mange folk forbi palæet? Jeg troede mødestedet var katedralen?” Var det endnu en detalje han var gået glip af? Et par detaljerne havde han da læst sig frem til, men måske han havde misset flere af de vigtige. 

Aldamar skulle lige til at vifte henkastet med hånden, men stoppede heldigvis sig selv inden at skrædderen fik stukket nålen ind i den sarte hud, og endte i stedet med at smile lidt mere afslappende. "Dem der har arbejde at udføre, er inde her og vende inden vi tager til katedralen. Teleporterne ankommer fra flere steder af, nogle af dem udenfor Dianthos, og de venter også her. Nogle af de gæster som har rejst langt, er også midlertidigt indlogeret i den modsatte fløj, hvis de ikke selv har palæ eller værelse at være i..." det gik her op for ham, at intet af det havde stået i Fabian's invitation da det mere var af praktiske hensyn. Han rystede derfor en anelse på hovedet. "Det er ikke så vigtigt" 

Endelig, jah endelig virkede det dog som om at skrædderen havde fået syet den sidste lille manchet ordentligt på plads, så da han lukkede knappen, var der absolut ingen folder at se i det dybsorte stof. Enkelte steder knitrede det med silkens genskær i det lys der strømmede ind igennem vinduet, men det var overvejende dæmpede toner, som var omkring Aldamar. Noget der stod i kontrast til den lyse hud, men passede perfekt sammen med det ravnsorte hår. 
"Ah, fantastisk. På din vej tilbage, så viderebring en besked til Matt om at bære de resterende klæder op" Aldamar inspicerede syningerne, inden at han nikkede tilfreds. Han tænkte ikke engang over at det ikke var en del af skrædderens job, men manden virkede heller ikke til at fortænke sig i det. "Selvfølgelig, Deres Højhed" med et buk var det at han samlede sine ting, og bevægede sig ud af den tunge dør. 
I selvsamme drejede Aldamar omkring på skamlen, og hoppede med den dæmpede lyd af læderstøvler imod gulv, ned igen. De mørke øjne fandt Fabian's blå-grønne, og et mere fornøjet smil trak over det afslappede, da han sigende slog ud med armene. Så fint var han sjældent klædt, sidst havde nok været maskeballet. "Jeg er også sikker på, at det ikke bliver et problem. Og du ser fantastisk ud..." svarede han mere lavmælt på hans ord fra før, og nok også mere henad hvad han ville have sagt om de havde været alene. 

Det lød ikke som noget der burde have stået i Fabians invitation om ikke andet. For det lød praktisk, og noget der egentlig ikke vedrørte ham, siden han boede i Dianthos og var dermed i gå afstand fra katedralen. Han burde måske have puslet lidt mere over navnet han ikke havde genkendt på papiret, men han havde ikke lige forbundet det til byen Zircon. Nu forstod han dog bedre hvor det hele skulle hen.

Fabians øjne fulgte skrædderen som han endelig blev smidt ud, og som døren lukkede bag ham, skubbede Fabian sig også op fra sofaen igen, så han kunne tage de få skridt der var tilbage over til Aldamar. ”I lige måde,” lød det lavmælt, og tog et enkelt blik over hans skikkelse, inden han rakte ud for at køre en hånd hen af kraven, hvilket jo betød at han blev nødt til at træde lidt tættere på ham. ”Der stod så mange fine ord i invitationen, så jeg regnede lidt med at den mundtlige invitation havde haft alle de vigtige detaljer med,” pointerede han drillende. De skulle jo nok kunne finde ud af noget, når det kom til tøjet som Fabian tydeligvis ikke havde med sig. I værste fald, så kunne de vel finde noget af Aldamars tøj, og så måtte Fabian jo bare gå rundt som en lidt mindre mand end han reelt var. 

Aldamar betragtede hans hånd  der gled over kraven uden et ord, men var dog ikke ligefrem tavs til det næste, da han drillende fik påpeget at han da burde have sagt sådan noget videre. I det var Aldamar dog ikke sen til at få et mere lumskt smil frem, og den ene hånd gled op for at gribe omkring håndledet på den han fedtede med kraven, for 'irettesættende' at trække den væk fra de fine folder. Nu ikke noget med at ødelægge skrædderens fine arbejde. 
Aldamar's anden hånd, gled tilsvarende op imod Fabian' egen krave der dog... for en gangs skyld sad ganske perfekt. Der var ikke noget at rette, og det var en sjældenhed. "Men nu kan du jo læse alle de fine ord, så burde det næppe være nødvendigt at kommunikere alt i mundtlig form, til dig" var han ikke sen til at svare igen med, og løsnede grebet om håndledet da hånden i stedet for søgte langs armen, og ind imod hans side. "Medmindre du var doven?" fulgte han op med, og tippede det lyse ansigt en anelse på skrå, et enkelt løftet øjenbryn som en ekstra tilføjelse. Han ville nok aldrig kunne bebrejde ham for det, dog. 

Det havde lettet betydeligt at se ham, af flere forskellige grunde. Og selvom det slet ikke passede ind i hans nidkære tidsplan, var det pludseligt nemmere at finde plads til enkelte udsættelser. Slet ikke som da han havde vrisset af skrædderen for at være de sølle minutter forsinket som han var blevet, eller irriteret havde konstateret, at kaffen ikke smagte som den plejede, og de derfor skulle lave en ny til ham. 
Nej, det her var positiv... pause.. forsinkelse - hvad han nu end ville undskylde sig selv med, den her gang. 

Nu var Aldmar vidst lidt sart, som Fabians hånd pænt blev fjernet fra kraven. Han havde jo ikke gjort noget for at gøre det værre, men det her var nok ikke dagen hvor man skulle tage sådan noget op. Aldamar havde jo alle dage været noget forfængelig, og ofte på et sted hvor Fabian selv ikke kunne følge det. I dag havde han dog også selv gjort sit for at tingene sad ordentlig. Lidt havde han efterhånden lært af tiden med Aldamar.

Et lidt for selvtilfredst smil, var også det Aldamar blev mødt af, da han spurgte om Fabian havde været doven. ”Måske en anelse,” indrømmede han og trak på skuldrene. ”Det er så meget bedre at lytte til din stemme, end at læse kedelige oplysninger om en fest.” Komplimenten gjorde han intet for at skjule, især hvis det betød at det kunne forsætte med at nyde Aldamar snakke, i stedet for et kedeligt stykke papir. ”Men du plejer jo også at løse eventuelle problemer der kan opstå ved at jeg ikke heelt passer ind, så mon ikke det lykkedes endnu engang?” Ellers havde Aldamar om ikke andet et lille stykke tid med at minde ham om de ting han ikke kunne glemme. De havde dog efterhånden snakket om brylluppet flere gange, så Fabian følte at han i det mindste havde styr på de fleste af de andre formelle ting. 

Øjnene smalledes ind da det lidt for selvtilfredse smil tog over, men ikke i utilfredshed. Hvad kunne man forvente. Der var ikke meget der talte for at han ikke fandt det en smule charmerende, og med den tilhørende kompliment, var det at han med en varmere brummen atter himlede med øjnene, tilsyneladende ikke ked af at det var tilfældet. 
Hånden ved hans liv nussede med tommelfingeren fraværende det glatte stof der udgjorde hans egen vest. "Mon ikke det kan lykkes, endnu engang..." gentog han smigret, og spidsede overvejende munden. Var der noget han så absolut ikke måtte glemme...

Generelt var skøgen ganske god til at tilpasse sig, og han havde vel været til bal før. Ikke den her slags, men noget der mindede om... så korrekte tiltaleformer, det burde ligge lige for. Men kunne han... Aldamar slog et lille klik med tungen. "Kan du danse?" han ville uden tvivl blive budt op til dans af en eller anden hen ad vejen, Aldamar nægtede at tro på, at det ikke var en mulighed. 

Og det var ganske afslørende, hvis han enten fumlede sig igennem lige præcis den del, eller ikke vidste hvordan han høfligt kunne afslå sådan en forespørgsel, særligt hvis den kom fra en af de mere adelige fruer eller frøkener. De kunne være en kende sensitive, omend det nok ikke var nogen overraskelse. At danse var en helt særlig ting, i de højere kredse - en anden form for kommunikation, og en åben invitation til en mere lavmælt samtale. 
Aldamar's blik gled kortvarigt ned omkring brystet på ham, hvor han halvt om halvt forventede at finde den medaljon han havde givet ham. 

Der var noget næsten beroligende nu når de var i hinandens selskab, og Fabians hænder lagde sig roligt mod Aldamars skuldre, forsigtig med ikke at krølle noget, skulle Aldamar være bange for det det var nok bedst ikke at røre for meget ved prinsens tøj. Helt kunne Fabian dog ikke holde sine fingre for sig selv, selvom han var lidt mere omhyggelig om hvor han lod hænderne vandre, nu når de lidt ventede på Matt og brylluppet der stod om få timer.

Smilet blev kun bredere, som Aldamar spurgte ham om han kunne danse. Han lænede sig lidt ind, så deres ånde miksede sig lidt med hinanden. ”Du har set mig danse, vil du ikke mene at jeg godt kan?” hviskede han drillende. Det var dog en lidt anden dans end den de nok forventede når festen blev holdt i Zircon. Han havde trods alt set hvordan de gjorde til ballet for snart et år siden. Hvor tiden dog var gået stærkt.
Han trak dog hovedet lidt væk igen, for selvom han godt kunne lide at drille Aldamar, så var tiden også i mod ham. ”Jeg tror jeg har en idé om hvordan man gør, men jeg har ikke ligefrem haft nogen grund til at øve mig… og heller ikke en dansepartner,” indrømmede han. Han kunne tydeligt huske hvordan det gik, da han havde brugt en betydelig del på at stå at kede sig sidste år, men hvor meget der var fæstnet i hovedet, og hvor meget han kunne gøre… det var i sidste ende en anden sag. Aldamar kunne jo give ham et hurtigt kursus. 

Aldamar's smil voksede kun yderligere af den kommentar, og med et opmærksomt blik betragtede han Fabian løbe sig ind, så tæt at han næsten var sikker på at han ville kysse ham nu. Med armene om skuldrende, han havde skam bemærket nænsomheden af hans greb, og den var værdsat, var det at han følte sig læne sig mere frem også. Det lille stik af skuffelse der gled igennem ham da han så ikke gjorde det, blev hurtigt glemt i det velbehag der ellers summede i hans krop, og Aldamar grinte lavmælt. "joh, du kan vel godt..." fyrstesønnen greb med et glimt i øjet hans ene arm over skulderen, og ledte den imod hans liv i stedet, så han kunne tage fat der. "Men spørgsmålet er så, om du kan godt nok" endte han med at ændre det til, og greb med sin modsatte hånd den større hånd, og strakte den efn smule ud fra deres krop. Hans egen hånd, fandt da den var sikker på at han ikke slap livet, Fabian's skulder i stedet i et lille greb.  

Det ville naturligvis være Fabian der førte an, om han faktisk endte med at danse og i det her tilfælde, passede højden alligevel bedre til at det var ham der spillede den feminine modpart. I det store hele var det heller ikke et problem han havde, da han med et spørgende nik gav mine til at kan kunne starte, hvis han vidste hvordan. Om han ikke gjorde det, måtte Aldamar lede de første skridt, indtil han fangede rytmen af deres musikløse, tavse dans.  

Det var måske at snyde lidt, og Fabian ville uden tvivl komme til at fortryde senere ikke at have kysset Aldamar når han kunne, men der var vel ting der stadig skulle nås, og forhåbentlig kunne han i det mindste få et par øjeblikke alene med Aldamar mellem alle de ting der ellers ville ske i løbet af dagen. Godt nok kun ganske få, for alle ville nok forsøge at snakke med fyrstesønnen i løbet af dagen.

”Jeg tror nu at det stadig ville være godt nok, hvis ikke for alle jeres traditioner,” grinede han, men lod Aldamar placere hans hånd hvor det forlangt. Den ene hånd endte på Aldamars liv, mens den ene tog Aldamars hånd. Det var noget anderledes, men mest af alt mindede følelsen ham lidt om da han var ganske ung. Dengang han stadig var med sin familie, når de var til festivaller, og selvom det ikke var så traditionelt, så havde han danset med sin mor dengang. Denne her gang var han dog den førende.

Han blev dog nødt til at lade Aldamar lede ind i det første skridt, men et par trin inde i dansen, viste det sig at Fabian faktisk kunne huske hvad han havde set. Han snublede og trådte forkert et par gange, men overraskende nok var han ganske lærenem med trinene. Han ville aldrig blive en fantastisk danser, men han ville i hvert fald være god nok til adelen.
”Det er ikke helt slemt vel?” sagde han smilende, mens han førte Aldamar videre rundt i rummet i deres stille dans. Han kunne selv godt mene at han var okay til det men det kom også an på hvad Aldamar sagde i sidste ende. Ellers måtte Fabian jo afvise alle de unge damer der sikkert ville være ude efter en dans. 

Aldamar lod et lille fnys slippe over læberne, men det blev gjort med et smil, da han tog det første skridt ind i den stille dans. "Traditioner er hvad der danner fundamentet for os" hvilket mistænkelig meget kunne lyde som noget der var læst eller blevet fortalt, for den unge prins. Han hævdede traditionerne, men man kunne næppe kalde ham en decideret tradionalist af hjerte, da indtil flere ting var noget han med tiden gerne ville distancere sig fra. Med tiden. 
Dog ikke den her tid, hvor at han kunne fornemme at de snublende trin blev mere faste, og grebet omkring ham blive mere ledende. 

Til sin store overraskelse, måtte han faktisk anerkende at Fabian sagtens ville kunne bruge i hvert fald noget af aftenen på dansenes scene, og med det voksende smil, kunne Aldamar give mere slip på den indgroede bange at føre en anden rundt i rummet. Godt nok var der ingen musik til at følge med dem omkring, men lige i det her moment... Det føltes det heller ikke vigtigt. Overhovedet. 
Fyrstesønnen lod en lille nynnen af bifaldende lyde rulle fra brystet, og nikkede langsomt. "Slet ikke værst, og slet ikke ringe..." Han var faktisk oprigtigt imponeret, og følte sig selv læne sig en anelse tilbage, da det føltes som om at trinnene førte imod et lille buk af en art. "Man bliver jo næsten snydt, af de fine trin og klæder" hviskede han, en lidt dybere tone i sin stemme, uden hans store kendskab til at den faldt en oktav længere ned. Det her kunne helt sikkert noget, og man kunne næsten ane det betagede lys der sneg sig ind imellem det havblå mørke der udgjorde hans Iris.

Et lavmælt leen kom fra Fabian, som Aldamar pointerede at man kunne blive snydt af både trin og klæder som Fabian havde styr på i det her øjeblik. Han var dog glad for at han ikke umiddelbart burde være et problem til festen, og han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede lidt hurtigere. Især som efter det lille buk, trak han Aldamar helt tæt ind til sig, og stoppede dansen.
Hele hans krop summede, og denne her gang kunne han ikke benægte tiltrækningskraften og ønsket om endelig at kysse Aldamar. Hans hånd holdt fast i livet så Aldamar ikke kunne komme væk, som han bevægede hovedet tættere på Aldamars, for at deres læber kunne mødes. Det var dybt, men Fabian havde ikke travlt, som han bevægede læberne mod Aldamars. Et ønske i ham, om at få så meget ud af det her øjeblik som han overhoved kunne.

Han kunne ikke i det her øjeblik beskrive hvad det var ved situationen. Det kunne være deres tæthed, den lille bobbel de havde skabt mellem dem, eller sågar bare at brylluppet stod og lurede i baggrunden. Der var også det faktum at Aldamar få dage forinden havde spurgt om han ville flytte med ham, og de følelser Fabian vidste han selv havde båret rundt på i lang tid.
Stilheden var næsten øredøvende omkring dem, som Fabian slap kysset, men dårligt trak sit hoved væk fra Aldamars. Ordene føltes fremmede, men ikke ubehagelige, som de blev formet i hans mund. Hans hjerte føltes som om at det var ved at slå ud af brystkassen, og noget næsten ubehagelige prikkede overalt på hans krop. ”Jeg elsker dig.” Ligeså snart de havde forladt hans mund, så kunne han dog mærke hvordan han følte sig blottet. Ordene var sande, noget han have vidst i lang tid, men det var skræmmende. Et eller andet sted måtte det også være kærlighed fra Aldamars side, men Fabian havde nu altid forstillet sig, at skulle det ske, så ville Aldamar være den første. Det var altid ham der var den første, når det kom til følelserne. 

Dansen blev stoppet og Aldamar blev trukket op. Trykket ind imod den højere skikkelse, var det at han blev nød til at læne hovedet en anelse tilbage for fortsat at kunne se ham ordentligt, og en gradvist varmere fornemmelse spredte sig i brystet, mistænkelig meget i takt med den først dovne - nu hurtigere - rytme hans hjerte fortsatte fremad i. 
Det var ikke fordi at dansen havde været hård, så den højere puls kom af noget ganske andet. 

Det samme som fik Aldamar ti længselsfuldt at læne sig ind imod ham, og med mindst ligeså meget dybde fange læberne imellem sine egne, i de sekunder det blev holdt. Hånden om hans skulder, den strammede sit greb en anelse - fyrstesønnens øjne var gledet i og hans sind kunne ikke lade være med at smelte ind imod den varme der bølgede ud fra Fabian - han følte sig så levende. 
Så levende at selv da han slap (men ikke trak sig tilbage), så vidste han at han ville kunne gå langt på den rus af endorfiner som dansede igennem hans krop, i resterne af den lydløse musik de lige havde bevæget sig til. Det skulle skam nok blive et godt bryllup, det skulle... 
Alle Aldamar's ellers larmende tanker, faldt til tavshed da skøgen åbnede munden og talte. 

Han elskede ham? Selv havde han været på vippen til at sige selvsamme sidste gang de var sammen, men et eller andet forbehold havde holdt ham tilbage - nok det presserende spørgsmål om ZIrcon, hvis man absolut ville gå i detaljer. Hvor kom det her fra? Ikke at det svar var vigtigt at få svar på, da han ikke kunne stoppe det smil som skubbede sig forbi den først overraskede mine. Det havde han... eller de, aldrig sagt før. 
Og det var underligt at det var Fabian der havde fået sagt det først, men underligt på den helt rigtige måde... fordi han elskede ham..! Det var noget man fik lyst til at le længe og lykkeligt over, men Aldamar lod i stedet søgende hånden på skulderen, glide ind bagved hans nakke, for med panden lænet ind imod hans at nusse den korte klipning indenunder. "Jeg elsker også dig" endte han med at hviske; smilet i hans stemme gjorde det umuligt at lyve, hvis man da var i tvivl. Og hvordan kunne man det, når øjnene strålede om kap med sollyset, trods de halvlukkede øjenlåg. 

Stilheden føltes næsten rungende som ordene havde forladt hans mund, og han kunne mærke nervøsiteten og næsten pinligheden snige sig op. I de få øjeblikke det tog Aldamar at svare tilbage, der havde han uendelig meget lyst til at tage ordene tilbage, for han gjorde ikke sådan noget. Han lagde ikke sine følelser ud på den måde, og han havde ikke den slags følelser. Udover at han jo havde.
Stilheden var nok også længere for Fabian, end den var for Aldamar, for hænderne fandt vej op i de kortklippede sider, og så ramte Aldamars ord også ham.

Hans hjerte sprang et slag over, og det føltes lidt som om at hele verdenen gik i stå. Han vidste ikke hvorfor han aldrig havde forberedt sig selv på det svar, men selv hvis han havde, så havde det nok ikke forberedt ham på det her øjeblik. Han kunne mærke glæde og lettelse vælde over ham. Selvom han ikke kunne se Aldamars læber, for at bekræfte smilet, så kunne han høre det, for ikke at nævne se hvordan de blå øjne nærmest strålede. Noget han var sikker på at hans egne også gjorde i det her øjeblik.
Et lille halvkvalt grin kom fra hans læber, en reaktion på at han ikke helt vidste hvad han skulle sige eller reagere, og dermed var det blot en illustration af hvor meget glæden boblede i ham. Han stødte panden lidt mod Aldamar, og lod så ellers blot til at lukke øjnene, og bare nyde Aldamars nærvær. Lige nu var det alt hvad han behøvede, og brylluppet var for en gangs skyld så langt væk fra hans tanker som det overhoved kunne være.

Han tvivlede på at han med rette kunne have holdt en længere tænkepause end den han bragte til bordet, da det sidste han ville, var at gøre Fabian i tvivl om hvorvidt det havde været en god beslutning at få det ud. Det havde nemlig været en fantastisk beslutning. Han kunne - til trods for at han stod overvejende stille i omfavnelsen - næsten ikke være i sig selv, og han kunne samtidigt mærke hvordan at det eneste der nok kunne få ham til at rykke sig, ville være et bank udefra som indikerede at de var nødt tiil det. 
Fabian var tavs, men han vidste at det kom af mandens indre glæde, og vidste også at den spejlede hans egen. 

Han vidste dog også at det nok ville være alt for hurtigt overstået. Og selvom han mest af alt havde lyst til at skubbe ham mod en eller anden seng eller siddeplads og vise hvor meget han holdt af ham, var det ikke en mulighed, og han sukkede i stedet en anelse tungt, et lille smil i mundvigen over sig selv. Tænk at tænke på dét nu, hvor at han var ved at gøre sig klar til sin vielse. 
Havde man spurgt ham for blot et år siden om han ville stå i den situation, ville det nok havde forekommet direkte absurd. Direkte latterligt. Komisk og en smule eventyrligt. 

En brummende lyd kom på et eller andet tidspunkt fra Aldamar, som forsigtigt løsnede hænderens nussen over nakken, og i stedet bevægede dem en smule ned af kravens lukning og op imod hans kind i stedet. "Jeg kommer til at finde dig, efter vielsen.. når jeg kan" mumlede han i et smil, og åbnede øjnene en anelse. Det var ikke til at sige hvornår på aftenen det ville være, det var slet ikke til at vide. Men han vidste at han ville finde ham på et eller andet tidspunkt. 
Et af de øjeblikke, som ikke lænkede ham til Adena's side og det offentlige skue fra gæsterne.