Det store bryllup hos Isenwald slægten var stået, og parret viet under gudernes åsyn. Men festlighederne var langt fra overstået, for skønt det var dagen efter allerede, så var festlighederne stadig i gang.
Dog virkede det til de mange skåle aftenen før, havde givet de fleste motivation til at sove længe.

Det galt ikke alle til gengæld. Den unge prins af Isenwald, Alexander, havde trods et tungt hoved, trukket sig ud af sengen tidligt den morgen, og efter et kort stop i køkkenet, begivet sig ud forbi urtehaverne, til svinestien. Her havde han hængt sin fine jakke i Isenwalds farver på hegnet, smurt ærmerne op, og begivet sig ind med stædig beslutsomhed.

Dagen forinden, under den store jagt til brudeparrets ære, havde hans gruppe nedlagt nogle mægtige vildsvin, men Alexander havde også fundet tre små grislinge der uden tvivl ville være gået til hvis ladt alene. Så den godhjertede prins havde med møge og forsigtighed indfanget de små, og bragt dem med sig tilbage.
Nu var problemet bare at de havde 3 vilde vildsvin blandt grisene. Svinedrengen havde forsøgt at fodre dem, og var blevet bidt til gengæld. Nu nægtede han at gå ind i svinestien, indtil grislingerne var væk, eller fodret af anden hånd. Det var blevet forslået bare at slagte dem, men de var for små til at de ville blive andet end hundeæde, og Alexander havde insisteret på at gøre et forsøg selv.

Og der var han, plettet til af mudder, mens han forsøgte at få de små til at spise, med deres liv som indsats.

Den første festdag var gået, og sikke en fest. Der var blevet spist, drukket og danset til langt ud på natten. Annabeth havde elsket hvert et minut. At hygge sammen med sin kusine havde ikke gjort dagen værre, tværtimod. Emmeline og Annebeth havde altid faldet godt sammen, på trods af de til tider ikke så hinanden særlig tit. Men det kunne måske ændres nu. Nu hvor Emmeline var i fyrstindens varetægt.

Denne tidlige morgen havde Annabeth sneget sig afsted lidt før end nødvendigt. Tjenestefolkne var stået op, men de fleste gæster lå stadig og sov. Der var ikke nogle der ville mangle hende, de første par timer, og så havde hun tid til at liste ned og se urtehaverne. De duftede altid fantastisk, alt efter hvilke urter der var af finde. Hun fandt hurtigt bedet med mynte, og plukkede forsigtigt en lille kvist af og tog et blad af som hun nullerede fraværende i fingrene så dens duft spredte sig. Alt imens hun kikkede på de forskellige blomster der stadig var at finde i både purløg og nillike.

Da hun kom til den ene ende af haven, lagde hun mærke til lydende der måtte komme fra svinestien og hønsegården. Tydelige tegn på at dyrene var ved at blive fodret her til morgen. Hun havde hørt et rygte om aftenen om at der var blevet fanget nogle små grislinger under jagten dagen forinden. Hun stod lidt i urtehaven og overvejede om hun kunne tillade sig at liste ind og tage et lille kig. Så tit fik man ikke lov til at se små vildsvine unger. Der skete nok ikke noget ved, hvis hun bare lige tog et hurtigt kig. Hun så sig over skulderne og glattede sin skørt, før hun fortsatte hen mod svinestien.

Annabeth kom frem og så en ung mand kæmpe med de små grislinger. Hun var ikke sikker på hvad han forsøgte, men de tre små nuttede grise sørgede for at det blev en kamp at gøre. Da en grisling tydeligt tog tilløb, og hoppede op på ryggen af svinedrengen, men han på knæ havde favnen fuld af de to andre. Kunne hun ikke skjule et lille fnis, som hun hurtigt dækkede til med hånden. "Det er en mægtig kamp De forsøger at vinde" sagde hun muntert, nu var hun alligevel afsløret i at lure.

Alexander havde stærkt undervurderet opgaven han havde valgt og påtage sig, måske lige så meget som han havde overvurderet sine egen evner som grislingetæmmer. Først havde det synes som om det blev en smal sag, da han synes det lod til dyrene genkendte ham. Men det var hurtigt vendt, og hvis de genkendte ham, var det ikke for noget godt.

Derfra var det kun gået ned af bakke, og Alexander havde indset at det var utrolig svært at holde styr på tre grise, når man kun havde to arme at gøre godt med.
Det var da også hvad der havde bragt ham i den prækære situation hvor han, lige som han troede han havde fået situationen under kontrol, blev bragt i knæ da den sidste grisling valgte at bruge ham som rampe.
Og så lød der en stemme bag ham... perfekt, simpelthen perfekt!

Det var dog ikke en stemme han genkendte. Så i det mindste var det ikke Astrid... Eller Arya. Det var han aldrig slubbet for at høre for!
"De må undskyld jeg ikke bukker frøken, men jeg er en anelse vertikalt udfordret for øjeblikket, som De måske kan se" svarede han smågrinende tilbage, mens grisen på ryggen af ham, forsøgte at borer trynen ind i nakken på ham.

Annabeth havde ikke tænkt videre, end det måtte være svinedrengen der havde fået sig noget af en opgave. Det var først lige inden han svarede hende, at hun lagde mærke til at den unge mand inde hos grisene bestemt ikke var klædt som en svinedreng. Tøjet var alt for fint på trods af det nu var ødelagt af mudder og hvad andet skidt der var at finde i en svinesti.
Hendes kinder brændte som flammer, og hun var pinligt bevidst om det. Hendes blik fangede de brune krøller og den muntre stemme hun havde lyttet til før. På få sekunder gik hendes hjerne til tusinder spørgsmål til at være helt blankt for noget af sige. Noget der bestemt ikke lignede Annabeth. Hun havde altid noget at sige.
Hun fugtede læberne for at sige noget, men måtte forsøge et par gange før hun fik fremstammet noget "Det... skal De ikke tænke på... Deres højhed" Det var ham. Ham hun havde gået og givet et sideblik til hele dagen forinden og småsladret med Emmeline om. Hun sank en klump i halsen Tag dig sammen Annabeth! bare være normal, han er bare en ligesom alle andre! - Nej han var ikke - Han var perfekt.

Til trods for hendes lammelse over at se Prinsen af Isenwald i svinestien kunne hun dog ikke lade være med at blive smittet af hans grin. Grisen på hans ryg virkede til at være opsat på at møffe ham i nakken mens de to andre igen lavede ballade.
Hun gik lidt tættere på hegnet så hun kom helt tæt på uden at blive beskidt. "De er nuttede" fik hun frem, men opdagede hurtigt at det kunne misforstås som at hun synes Prinsen var nuttet. Hendes kinder kunne umuligt blive mere røde. "Jeg... Jeg mener.. Grislingerne... Grislingerne er nuttet" Kunne hun være mere kikset. hun havde næsten lyst til at gemme sig i et hul. 

Havde Alexander haft hænderne mindre fulde havde han nok bemærket den lange pause, fortalelsen, eller hvert fald den insisterende uddybning. Men som grislingen på ryggen fik møffet sig vej til hans øre, og en af de andre fik vredet sig halvt fri af hans greb, havde han ikke mere end et halvt ører på den unge frøkens ord.
Det spredte lag af mudder og skidt der indtil videre var belønningen for hans hårde arbejde, gjorde det også kun lettere at tro hendes rettelse.
"Nuttede er ikke lige ordet jeg ville bruge til at beskrive dem" sagde han en anelse anstrengt, og bandede lavmælt som den ene grisling vred sig ud af hans greb, og hurtigt spænede udenfor hans rækkevidde.
Alexander forsøgte at gribe grislingen på sin ryg i stedet, med sin nyligt frigjorte hånd, men inden han fik fat, vendte den undvegne frygtløst tilbage. Den susede mod Alexander så hurtigt som dens små ben kunne bærer den, sprang op, og hamrede ind i siden på Isenwald prinsen, så han fik overbalance og faldt på halen. Et triumferende skrig lød fra grislingen på ryggen der endelig havde opgivet sin invation af Alexanders øre, og i stedet brugte hans hoved som afsats, til at komme ned til sin søskende.
Og den tredje grisling? Da Alexander væltede, havde han trukket den ind til sit bryst, for ikke at vælte indover den, og der lå den stadig, gumlene let på hans skjorte mens den øffede.

Det var et par hektiske øjeblikke, men da alt igen faldt til ro, og Alexander sad, på røven i svinestien, slået af 3 grislinge, lo han. Det var en varm og munter latter, for han kunne næppe tage hverken sig selv eller den absurde situation helt seriøst. Hans blik var endelig frit til at vandre, og fandt den unge frøken der havde talt til ham uden problemer. Et glimt af genkendelse skinnede i brune øjne. "Jeg håber mit nederlag her kan blive mellem os to, Komtesse Alryss?" spurgte han med latter i stemmen, mens han kantede sig på benene, med den sidste grisling i favnen.

Annabeth vred sine hænder i ly af ærmet mens kinderne stadig brændte. Prinsen var så enestående at han faktisk bare lod som ingenting af hendes klumsede kommentar. Hun kunne ikke få øjnene væk fra ham og hvordan han rullede rundt i svinestien med de tre grislinger med de fineste striber og lysebrun pels. hun holdt dog på sin udtagelse. Grislingerne var enormt nuttede. Og blandingen med de nuttede små grise og et sæt brune øjne og brune krøller fik hendes hjerte til at slå en smule hurtigere indtil hun tvang øjnene fra ham og ned jorden. Tag dig nu bare sammen. Hun følte hun var godt i gang med at gøre sig selv godt til grin. Men hele hendes måben var heldigvis gået mere eller mindre uset hen da Prinsen tydeligvis havde sin kamp at udføre med de tre grislinger.

Okay bare vær dig selv
Hun kunne ikke lade være med at grine en smule som den unge prins landede på røven i mudderet med en enkelt grisling i favnen. Hendes kinder blev røde igen, eller var det nu bare den farve de altid ville have.- han videste hvem hun var! - det var egentlig ikke mærkeligt, men det gav alligevel et lille puff til selvtilliden. "jeg vil holde Deres hemmelighed, Deres Højhed." hendes øjne var fulde af latter, og hun kunne ikke lade være med at smil på trods af sin forlegenhed. Hun var dog rimelig sikker på at dette nok skulle komme ud da tjenestefolk havde en mani med at gemme sig og se den slags ting, og selvom hun ville holde sit ord og ikke fortælle om nederlaget til grisene, så ville hun ikke kunne holde historien for sig selv til Emmeline. I hvert fald at hun mødte ham mens han fodrede grisene. Så længe hun ikke sagde at de overvandt ham, holdt hun vel sit løfte.

Den ene grisling havde fundet vej over mod Annabeth og snusede ivrigt til luften. Måske den kunne dufte hende. Den var næsten så tæt på at hun kunne røre ved grisen, hvis hun fik hånden ind over hegnet til svinestien. "jeg holder nu på mit ord, Grislingerne er nuttede." Hun kunne ikke lade være. Hvis Prinsen kunne sidde på røven i mudder, kunne hun vel også stikke hånden ind til grisen. Det var jo ikke fordi hendes familie ikke vidste at hun havde en tildens til at blive beskidt af jord. Så hun lænede sig over hegnet og rakte hånden forsigtigt ned til grisen. der stræks snusede ivrigt til hendes fingre. Ihh hvor det kildede med dens bløde snude. Hvor til det gik op for Annabeth det nok ikke var hende der havde dyretække, men den mynte hun havde nulleret i hænderne i køkkenhaven grisen kunne lugte. "Kan i lide mynte?" Hun havde stadig den lille kvist hun havde plukket i den anden hånd. hun rakte planten derned og den lille gris snuste gevaldigt til den, før den nuppede de velduftende blade i sig. 

 

Alexander var tydeligt lettet da komtessen lovede at holde det mellem dem. Oven i alt andet der var sket på det sidste, havde han bestemt ikke behov for flere mærkværdige rygter spredte sig. Eller at give dem der betvivlede hans gerninger ved Vinddalen mere ammunition til at forsøge at tilsværte hans navn og familie.

"Jeg takker for deres diskretion" sagde han varmt, og begyndte at stable sig selv på benene igen. Han gjorde et symbolsk forsøg på at børste sig selv af imens, men det var ikke fordi det gjorde den store forskel, især ikke med grislingen der stadig lå i hans favn.

En let, varm latter flød fra Isenwald prinsen igen, som Annabeth insisterede på de små bæster var nuttede. Ordrene fik Alexander til at kigge ned på det halv-sovende vilddyr i hans favn. "Når de ikke forsøger at nedlægge en, har de vel en hvis charme" medgav han med et skævt smil, og kløede prøvende grislingen bag øret. Den svarede med et tilfreds grynt, og lagde sig lidt bedre til rette i hans arm.

Roligt, for ikke at skræmme grislingen ved komtessen væk, gik Alexander mod hegnet, og lænede sig mod det et lille stykke væk, mens han opmærksomt betragtede grisen. Hans holdning var afslappet, men han var klar til at springe til, hvis det lille bæst skulle få for gode idéer. Prinsens opmærksomme blik blev dog mere vantro, da grislingen gladeligt tog imod hvad end det var komtessen fodrede den.
"Ved guderne, jeg har forsøgt at få dem til at spise hele morgenen! Hvad gjorde De?" spurgte han forbløffet.

Annabeth forsøgte stadig at få sin hjertebanken til at være bare en smule mere normal. Hvad var også chancen for at det var prinsen der rodede rundt i svinestien? Hun smilede lidt af det ødelagte tøj, som han forgæves forsøgte at børste af. Måske mere af vane end at tro det ville hjælpe. Han skulle bare vide hvor beskidt hun nogle gange var blevet derhjemme når hun rodet i jorden og plantede blomster overalt. Og det på trods for at hun havde en tjenestepige til at gøre det for sig. hun kunne ikke altid lade være med at dykke ned i muldet selv.

Et kort øjeblik føltes det som om deres øjne mødtes inden han slog øjnene ned og så på grisen i stedet for. Han måtte have et godt tav på dem, siden han alligevel lykkes med at få en til at snue i hans favn. pokkers han er også god ved dyr - er der noget ved ham der ikke er perfekt?
Annabeth slog blikket ned holdt fokus på grislingen. Alyssa havde sagt hun bare skulle være sig selv og ikke prøve for hårdt. men hun havde altid noget at sige, og nu kunne hun ikke finde ord.  Og de ord hun fandt virkede netop til at hun prøvede for hårdt, i hvert fald i hendes øre. Den sarte stilhed virkede helt forkert, men det kun til prinsen så at hun fodrede grislingen.

Hun så en smule overrasket på ham, over hans tydelige forbløffet udbrud. "Jeg..." ja hvad gjorde hun egentlig. "øhh så intelligent Annabeth, og lige en lyd en adelsdame laver hun så ned i sine hænder og løftede så blikket til prinsens øjne igen. "Jeg gav den lidt mynte fra køkkenhaven. Grise er efter sigende altædende." hun havde hørt svinedrengen og jægeren hjemme på Svaneholm diskutere det i køkkenet en dag hun var gået derned til en kop te med køkkenpigen. Det var nået af det gode ved at snakke med alle, man fik en masse forskellige viden som en adelsdame normalt ikke lærte. "de lærer at rode i jorden allerede fra de er helt små" hun forsøgte lidt at stoppe sin tale, hun ville for alt i verden ikke lyde bedrevidende. Og hun vidste det jo heller ikke med sikkerhed, hun vidste bare hvad de havde fortalt hende hjemme på Svaneholm. 

Alexanders smil havde vokset sig skævt op til den anden side, som komtessen synes at forsvinde ind i sin egen verden med grislingen. Hans spørgsmål lod hvert fald til at komme som et chok for hende, og han gav hende høfligt et øjeblik til at samle tankerne igen. Havde hun glemt han var der på så godt tid? Han var ikke uvant selv med at forsvinde ned i fokus, men så hurtigt her var alligevel imponerende!

Den unge prinses øjenbryn skød op ved Annabeths forklaring "Mynte?" gentog han overrasket, og kiggede lidt fra hende, ned på grisene og tilbage igen. "Huh, der kan man se! Vi har prøvet at give dem det samme som grisene, men det kan være det er tricket. At give dem noget mere frisk" tænkte han højt, og så spørgende på komtessen. Hun lod, af en eller anden årsag, til at vide noget om emnet, og Alexander måtte erkende han var helt og aldeles på bar bund.

Desuden, så var hendes selvskab behageligt, til trods for hun virkede lidt fraværende, og han havde ikke travlt med at komme tilbage til de officielle gerninger, før hans mor sendte nogen ned for at skynde på ham.