Hans hoved var træt. Meget træt. Han skulle bare tilbage på kroen, have sig et krus øl og så hovedkulds i seng. Forhandlingerne havde som forventet trukket ud. Dianthos juvellerlaug havde altid været besværlige, og fordi de ikke følte sig så truet på grund af den manglende kyststrækning i Dianthos, så troede de at de kunne kræve mere af Tourmelinøerne end andre juvellerlaug. De var dog kommet til en enighed. Så var det blot et spørgsmål om tid hvornår at de skulle forhandle med dem igen, fordi de igen blev lidt for magelige med deres position i hovedstaden, hvor Readeilan ikke rigtig havde så meget indflydelse.

Han gned sine tindinger som han var ved at nå kroen. Den øl er virkelig tiltrængt. Han sukkede. Det havde været en lang dag. Håret var sat op i en nydelig lav hestehale med et rødt silkebånd, og den karakteristiske røde doublet fik ham virkelig til at ligne en rigtig nydelig statsmand. Sværdet ved hofte fortalte godtfolket at man heller ikke umiddelbart skulle prøve nogle fiks fakserier med ham.
Han skubbede døren til kroen op. Der var ganske livlig musik og god stemning i krostuen. Han smilede skævt. Livlighed var nu rigtig behageligt. Folk uden bekymringer, og lige om lidt så ville han også være en mand uden de bekymringer. Han nikkede høfligt til kroejeren for at melde sin ankomst, inden han kort gik op på sit værelse. Papirerne skulle lige låses væk, inden han kunne fornøje sig.

Oppe på værelset, efter at have låst dokumenterne væk kastede han lige noget koldt vand i hovedet. Han kiggede lige i sit medbragte håndspejl. Skægstubbene var allerede på vej tilbage, og han havde lige barberet sig for morgenen af. Så måtte han lige tage sig af det igen næste morgen. Han knappede den øverste knap i doubletten op. Han behøvede ikke at være så formel længere. Nu skulle han bare slappe af resten af aftenen, og så tilbage mod Juvelen i morgen. Han savnede allerede havet.
Nede i krostuen betalte han sig for et krus øl inden han satte sig ved en af de ledige borde lidt ude til siden, hvor han kunne betragte selskabet og blot lade sig underholde af folk, og dem der dansede til musikanternes musik. Det var lige til at overskue.

Der fandtes mange personer, der ikke så frem til deres arbejdsdage. Og da slet ikke, når de skulle arbejde sent. Men Winchell elskede det, for han elskede sit erhverv. Dette var noget, han ville have gjort i sin fritid - og stadig gør. Nu fik han blot krystaller for det, samt viden af, at andre nød ham. Hvad var der ikke at holde af? Jo, når der ikke var nogle fisk at få på krogen, dét brød Winchell sig ikke om. Og det var lidt denne situation, den buttede lystmand sad i. Det var en af dagene, hvor han ikke var på bordelhuset. Hvor han selv skulle skaffe sine kunder. Dette kunne være en sjov kunst i sig selv og normalt var ingen ude af billedet. Kræsenhed var ikke noget, Winchell led af. Mænd, kvinder. Mennesker, dværge, orker. Hvad end han og personen selv var i humør til, kunne være et match. Selvom der var godt med liv og glade dage i kroen, var der ingen, der som sådan fangede Winchells blik. Måske var han lidt tvær i dag. Måske ville han et perfekt match. Det skaffede bare ikke altid krystaller ind at søge dette. Det var mere et fritidstidsfordriv. 

Sippende til sit fortyndet øl - for Winchell skulle nødigt gå hen og blive for fuld, han var jo på arbejde - spejdede den buttede mand rundt i kroen. Endnu ingen, der fangede hans øjne desværre. Men som var det et tegn fra en af de mange guder, åbnede dørene sig ind til kroen. Ind kom en tiltalende mand. Håret var i en løshestehale og små stubbe dækkede ansigtet. Den røde doublet gjorde ham yderst fornem. Winchell kunne ikke lade være med at følge manden, som han gik hen til kroejeren for derefter at forsvinde op på værelserne. Æv! Manden var gået lige så hurtig, som han var kommet. Måske Winchell bare skulle finde en ny kro og lede. Heldet var tydeligvis ikke her.
Men selvfølgelig tænkte Winchell for hurtigt, for efter lidt tid kom manden ned igen. Ansigtet virkede en anelse fugtigt og doubletten var mere åbent end før. Manden var kommet ned igen og havde gjort mere ud af sig selv - ved at gøre mindre ud af sig selv. Straks var Winchell atter spændt. Han satte sig sågar mere til rette i sin stol, som manden bestilte et krus øl. Subtilt fulgte den buttede mand med øjnene, som manden satte sig lidt ude ved siden.

Dagens beklædning var næppe overdådigt. En tyrkis tunika og et par brune hørbukse. Løse og frie. Præcis som Winchell ønskede dem. Det var nok, det tætteste han kunne komme på at være nøgen uden at være nøgen. Havde han været på bordelhuset, var det blevet en af de mange silkekåber. Men på en kro var de næppe passende.
Winchell lod manden sidde alene i lidt tid, før han slog til. Den buttede mand rejste sig. Vægten var sænket, så han ikke skabte megen larm - selvom dette ikke just var et problem i den larmende kro. 
"Drikker du alene?" spurgte Winchell åbent, venligt og smilende. Kort nippede han til sit eget krus, før han kiggede på sædet lige ved siden af manden. "Må jeg tage plads?" Men selv hvis manden takkede nej, ville den buttede mand finde en måde at tage pladsen lige dér. Lige ved siden af manden. Helt op af ham.

Han sad og nød sin frihed i ro og mag. Han kunne mærke hvordan spændingerne lige så stille begyndte at slippe. Hvordan han sank mere og mere sammen, som hans muskler slappede mere og mere af. Øllen hjalp en del, og at han ikke skulle koncentrere sig om hvert et ord, hvordan det blev sagt og i hvilken rækkefølge. Han sukkede dybt, som tydeligt kunne ses på hvordan brystkassen hævede sig.

Han lod blikket glide omkring rummet. Der var alle mulige forskellige folk. Nogle var allerede fulde, andre var kun lige begyndt, mens andre igen så ud til blot at være kommet for at danse. Der var så mange formål i rummet. Små ubetydelige hverdags formål. Det var så forfriskende at se. Hans blik faldt også på en ung mand, der havde udset hans bord og var nu på vej mod ham. En buttet mand, med meget sart hud og mørkt hår. Han lod blikket glide op og ned af manden. Bløde former, god at tage fat i. Han kunne ikke være meget mere end starten af tyverne. Ganske ung med et frejdigt glimt i øjet. Det her kunne godt blive en interessant aften.
Han slog ud med hånden som en gestus til at manden godt måtte sætte sig hos ham.
"Du er velkommen til at gøre mig selvskab," sagde han med et høfligt smil.

Ankomsten hen til manden i den røde doublet virkede alt andet end uønsket. Tværtimod. Allerede inden Winchell var kommet hen til ham, havde han mærket et blik op og ned af kroppen. Som om manden skulle bedømme, hvordan han så ud. Meget vel var klæderne simple, men de var alligevel nøje udvalgt. Hvis Winchell vendte sig rundt, ville hørbukserne sidde lige akkurat nok til, at der ikke skulle megen fantasi til at forestille sig, hvad der var bag klæderne. Men det var mandens verbale accept, der gjorde ankomsten godkendt. Og det høflige smil hjalp meget. 
Derfor tog Winchell plads i stolen tættest på manden. Han satte sig sågar en anelse tættere end nødvendigt. "Sig mig, hvad laver en flot fyr som dig alene på en kro? Flygter du fra kæresten? Måske et ægteskab?" Winchell kunne ikke lade være med at drille lidt. Det var en god isbryder. Desuden så var et forhold ikke et nej for Winchell. Det var bare en anden tilretning til hele situationen.

Den ene kind var en anelse mere udspilet end den anden takket været det halve smil, Winchell havde på sine læber. Tydeligt var han den yngre af de to mænd, så at spille på hans barnlighed var altid en mulighed. Ofte var det sådan. At Winchell var den yngste, så han kunne være mere umoden end godt var. Den ene hånd var om kruset, mens den anden var underbordet. Den lå faktisk på Winchells eget lår, men nok ude på kanten til, at fingerspidserne kunne snitte mandens nærmeste ben. "Hvad må jeg kalde dig, Røde?" Nu var han 'Røde' på grund af doubletten. Medmindre han intet havde imod dette, ville Winchell fortsætte. Men mon ikke manden havde et andet navn, han ønskede, at den buttede lystmand skulle kalde ham?

Den unge mand satte sig ved siden af ham, og ganske bramfrit begyndte at flirte med ham. Tydeligvis ude på noget, og han lod blikket glide op og ned af ham igen. Var det her en lystmand? Så skulle han jo finde pengepungen frem, hvis han fik lyst, hvilket ikke var usandsynligt, men det var vigtigt at holde i mente, hvis den unge mand fik nosserne til at sige det, inden han havde sin pik begravet dybt inde i ham. Kæk var han hvert fald, men knægten skulle passe på at han ikke blev for høj i hatten.
Han greb blidt fat i den unge mands hage, der havde sat sig i nærheden af ham, og trak hans ansigt lidt tættere på sit eget, som han lænede sig frem.
"Du behøver ikke at flattere dig selv for meget. Der er nogle som rejser rundt, fordi de har forpligtelser," sagde han kækt.
Han slap hagen og lænede sig tilbage og tog en tår øl, men sendte manden et kækt blik.

Han satte kruset tilbage på bordet og tørrede skummet væk fra munden. Han kiggede opmærksomt på den unge mand for at se hvordan han havde tænkt sig at prøve at forføre ham. Hvis han bare var liderlig så ville han bare have taget manden op og få det overstået, og sendt ham ud igen så han kunne få lov til at sove i fred og ro. Lige nu var han dog i humør til at se hvordan han skulle lade sig forføre af den unge mand. Se hvilke tricks han kunne. Hvor erfaren de hænder var.
"Hvis det er det du foretrækker, så må du gerne. Og hvad kan jeg kalde dig?"
Han løftede kruset op og gjorde klar til at skåle med den unge mand når han kom med sit svar.

Uden noget mere sagt fra manden blev Winchells beskægget hage taget fat i blidt. I et kort øjeblik ventede den buttede mand på, at manden ville fjerne afstanden mellem dem og lade deres læber mødes. Dog skete dette ikke helt. Jovist bevægede manden hans ansigt tættere på hans, som manden selv lænede frem. Men der var endnu afstand mellem dem. Dog kunne Winchell mærke luften kommende fra ordene, der blev sagt.
"Jeg kalder mig mere heldig. Af alle kroer valgte du denne." svarede Winchell tilbage næsten lige så kækt. Kort tog han selv til hagen, som for at mærke, hvor manden lige havde rørt. Allerede nu viste manden, at han var mere klar end den gennemsnitlige krogænger. Dette skulle nok blive sjovt.

"Du kan kalde mig din resten af dagen, Røde," sagde Winchell smilende. Langsomt, men tydeligt flyttede han sin egen hånd fra sit eget lår til mandens eget. Med nærmest krillende bevægelser kom hånden op langs låret, indtil det mødte sammensmeltningen af benene. 
Nu var det Winchells tur til at læne sig tættere på manden. Og det gjorde han. Hovedet kom næsten helt hen til profilen af manden så meget, at næsetippen kunne snitte kinden. "Hvad skal jeg dog kalde dig, når du ikke længere er rød i beklædningen?" Allerede nu forestillede den buttede mand sig, hvordan Røde ville se ud uden sin røde doublet og resten af sin beklædning. Når det skete, kunne Winchell jo ikke kalde ham Røde mere.

Knægten prøvede hvert fald. Han værdsatte folk der prøvede. Det var altid mere interessant end hvis de blot lænede sig tilbage og lod andre gøre arbejdet for dem. Knægten var også tydeligt hungrende, men han ville lige lade ham hænge lidt. Lige se hvor meget han ville prøve. 
"Jeg er smigret, men måske lidt for kliché. Jeg er sikker på at du har bedre i gemmerne."
Han havde virkelig tænkt sig at sætte manden på prøve. Hvis han ville forføre ham, så skulle han også lægge kræfterne i. Han nød opmærksomheden, og han skulle nok i sidste ende lade sig forføre. Det var ikke svært at få ham i det rette humør.

"Jeg har ikke brug for ejerskab. Et navn er fint nok," sagde han og lukkede endnu en gang ned for knægtens meget klichéfyldte flirten. Han havde hørt det hele mange gange. Når man sejlede fra havn til havn hele tiden, så kom man nemt til at høre de samme sætninger blive brugt igen og igen. De var uinspirerende, og ofte virkede de bare desperate. 
Han spredte dog sine ben fra hinanden, så knægten kunne få fri adgang til hvad end han ledte efter. Han skammede sig ikke over det, og blodet var allerede pumpet ind i lemmet, som var halvt hårdt ned af det ene lår. For hans skyld måtte knægten gerne pille alt det han ville. Det var trods alt også fornøjeligt for ham.
En ting måtte han dog give knægten. Han var ikke sky af sig og med sine flirterier. De fleste ville ikke være så åbenlyse, og især ikke i et så pænt etablisement som her. Nogle kiggede også en del på dem, nogle af afsky, nogle blev forbløffede og forlegne, og kiggede væk som om de ikke havde set noget. 
"Corentin, hvis du fisker efter et navn."
Han tog endnu en slurk af sin øl. Knægten skulle bare have lov til at mærke alt det han ville. Corentin havde al den tid han skulle bruge, og knægten skulle nok lære hvem der bestemte her. 

Det var uden tvivl replikker, Winchell kunne sige til størstedelen inde i kroen, men der var noget over de klassiske klichéer. Og de havde virket, det kunne den buttede lystmand rapportere. Selvfølgelig ikke på alle. Denne mand, denne røde mand var en af disse. Han krævede mere. Winchell kunne ikke bare gøre det nemt og ligetil. Der skulle lægges kræfter i, ellers ville kampen være tabt. 
"Jeg har meget i gemmerne. Gode overraskelser skal man have jo." fortalte Winchell smilende. Hvis ord kunne kilde, ville disse have fået manden til at fnise som en lille pige. Og manden kunne uden tvivl få andre lyde ud af Winchell, hvis det kom dertil. Hvin, støn, suk, ikke-eksisterende ord. Hele molevitten kunne komme ud, hvis blot manden takkede ja. Og hvor håbede Winchell på et ja.

Selvom manden virkede tilbageholdende og krævende i sine ord, bevægede kroppen af hans anderledes. Under bordet kunne Winchell tydeligt mærke, hvordan benene af hans spredte sig. Der blev gjort mere plads til den buttede mands hånd. Der åbent for den. At andre i kroen var begyndt at sende dem blikke, var Winchell ligeglad med. De fleste kroer, hvor han brugte sin arbejdsdage på, vidste, hvem og hvad han var. Og det gav dem selv krystaller i lommerne, da Winchell ofte fik kunden til enten at købe et værelse eller lidt mere at drikke. Alle fik noget ud af det, så hvis de andre krogængere fandt det ubehøvlet, måtte de tage det op med krofatter eller -mutter. Derfor stoppede Winchell ikke. Tværtimod. Hånden fandt helt hen til bulen. Den var allerede blevet godt hård. Dette fik Winchell til at smile kækt og uartigt.
"Corentin," gentog Winchell lavt, som han kærtegnede bulen af hans. Den var dejlig, stor, halvhård. Hovedet havde sænket sig en smule for at kigge ned, hvor hånden var. I dette tidsrum spekulerede Winchell over, hvad han skulle sige. Skulle han gå med dæknavnet, han ofte gjorde, når han arbejdede, eller skulle Corentin få det rigtige navn at vide? Som hovedet hævede sig igen for at låse blikket med Corentin, havde den buttede lystmand besluttet sig. "Eros. Jeg er din, hvis du vil have mig, kæreste Corentin."

Knægten, eller Eros som han kaldte sig selv, vidste helt sikkert hvad han gjorde. Hånden havde den rigtige balance mellem blid og fast. Kærtegnende med en tydelig intention. Han følte sig hvert fald godt tilpas. Han så allerede frem til hvad knægten kunne finde ud af når de var i mere private omgivelser. Det her var en ganske fin smagsprøve for ham indtil videre, men han ville lige lade knægten lide lidt mere. Knægten var hvert fald sulten. Om det var for pik eller krystaller, så skulle han nok få begge dele. Lige nu ville han dog gerne lege lidt mere med den her honningkrukke.

Han tog endnu et godt drag af sit krus. Øllen var dejlig læskende, hvilket han havde haft brug for. Hans krop reagerede ganske automatisk på Eros' kærtegn. Det var ikke så meget han var herre over, men han ville heller ikke prøve at stoppe den. Lidt belønning kunne knægten godt få.
"Fortæl mig først lidt om dig selv. Underhold mig, og så kan vi se om vi kan lære hinanden bedre at kende."
Han var igen meget tydelig i sin befaling. Eros skulle strenge sig lidt an for at få lov til at få ham på krogen. Han gjorde ingen mine til at flytte sig, og lod som om han var i gang med den mest almindelige samtale overhovedet. Han ville se om knægten også kunne yde udenfor et sovekammer, eller om han blot gjorde sig til for at få et hurtigt knald og hurtige krystaller. Han gad ikke en billig luder denne aften.

Over bordet så de meget almindelige ud. Ja, de sad underligt tæt, især med de resterende stole om bordet, men ellers var der intet unormalt ved dem. Det var først, når man kom under bordfladen og så, hvor den buttede mands hånd var. Hvilende og blidt trykkende og kærtegnende mod Corentins bule. Winchell arbejde med sin blide kærtegning, indtil bulen ville være hård som en sten. Indtil den ville være på randen til at ville eksplodere ud af Corentins bukser. Og selv der ville Winchell nok næppe fjerne syn hånd. Det var jo en dejlig følelse. At få hånden fyldt ud på denne måde.

Corentin gjorde det ikke nemt for Winchell. Han drak sin øl og krævede mere af den buttede lystmand. Selvfølgelig, hvis Corentin skulle betale for ham, skulle han få noget for sine krystaller. Derfor nægtede Winchell heller ikke. Det var sjovt med en lille udfordring. Selvfølgelig var de helt ivrige typer - dem, hvor man knap nok fik sagt sit navn, før man var trukket med op på et værelse - nemme at have med at gøre. Men krævende kunder var en hel anden boldgade. De ville opleve, hvor god Winchell var.
"Jeg kommer fra Norden, men bor i Dianthos, for det er her, alt det sjove sker," sagde Winchell roligt og smilende. Langsomt hævede han den anden hånd for at hvile den mod Corentins brystkasse. Straks kunne han mærke musklerne bag lagene af klæder. Dette fik et kækt smil på de fyldige læber. Hovedet hævede for at låse øjenkontakt. "Og jeg bidrager mere end gerne til det sjove." Hånden på brystkassen kørte rundt i langsomme cirkler. Hvis ikke Corentin allerede vidste det, gjorde han i hvert fald nu. Winchell var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham og dem. Hvis han ville lytte til, hvad andre havde sagt, var han blevet i Norden hos sin familie. Hånden på bulen gav et lille klem. Corentin skulle jo vide, hvem han var med. Samtidig blinkede det ene øje til manden. Corentin skulle have hele pakken.

Corentin beklagede slet ikke om kærtegnene. De var meget velkommen. Følelsen var rigtig god, og afstressende. En kyndig hånd var altid velkommen i hans optik. Det var hvert fald noget som knægten havde. En veltrænet hånd. Så måtte han jo også se om han havde trænet andre færdigheder senere. Men lige nu ville han også have andet underholdning. Så længe kærtegnene blev med. Et svagt brum kom da også fra ham, da knægten ramte et sensitivt punkt. 

Han kiggede mod knægten der sad meget tæt op af ham, og begyndte også at nusse hans brystkasse. Igen han klagede på ingen måde over kærtegnene. De var meget behagelige. Men knægten fortsatte i sine forførelsesfloskler. Der var så meget mere at snakke om, end bare at prøve at smigre en enlig sømand.
"Og du har ikke besøgt andre steder? Der er så meget at, for sådan en ung mand som dig. Jeg tror du vil kunne lide det."
Han blinkede kækt til knægten. Han prøvede at hive ham lidt ud af skallen. Nu måtte han se om han kunne få Eros til at snakke om andet end hvor pæn Corentin var, fordi hvis det var det han ville høre, så kunne han gå til en hvilken som helst luder og få det samme at vide. 

Det var tydeligt at mærke, at Corentin nød behandlingen. Og høre af og til. Winchell syntes i hvert fald at høre et tilfredst brum fra manden ved hans side. Hånden på bulen gjorde noget godt tydeligvis. Derfor stoppede den buttede mand ej heller. Hvorfor stoppe, når legen var god?
Det var også tydeligt, at Winchell nød dette. Det afslappet og lettere perverse smil var at se, som underlæben blidt blev bidt i, som grebet om bulen gjorde sig tydeligere. Den kørte frem og tilbage uden på stoffet. Hvor ville han gerne åbne bukserne bare lidt for at finde vej derned, men det var ikke klogt. Han skulle jo ikke give for meget gratis. Meget vel virkede Corentin frisk, men først når aftalen og købet var sat igang, skulle manden få alt, hvad han ønskede.

Igen virkede Corentin mere nysgerrig om at høre om Winchell at høre, hvad enhver anden kunde ønskede at høre. At Corentin var i Winchells fokus var ikke nødvendigt. Manden lød nærmest, som om han ville have forestillet sig, at den buttede mand havde valgt en anden kro end denne. Hvorfor?
"Jeg har været rundt omkring de mange kroer mine dage. I dag faldt den på den her," Arbejdet var splittet nogenlunde mellem bordelhuset og rundt i byen med de få planlagte aftaler, der kunne være alt fra hjemme hos kunden selv, en lokation i byen eller i Winchells eget hjem - hvilket kostede ekstra selvfølgelig. "Er der noget, du gerne vil vide, Corentin? Du kan spørge. Jeg er ikke genert." Og som for at begrunde svaret blev grebet om bulen strammet tilstrækkeligt til, at Winchell kunne mærke formen af kødet deri. Hånden på brystkassen pressede også blidt ind, som for at mærke efter, om der skjulte hår eller en glatbarberet brystkasse bag klæderne.

Han brummede lidt og lænede sig mere tilbage. Det her kunne han godt vænne sig til. Have en mand der bare uden at blive spurgt begyndte at nusse ham og kærtegne hans pik. Det var sørme ikke dårligt. Det virkede dog næsten til at knægten virkede utilpas ved at fortælle om sig selv, eller bare finde på noget. Corentin var som sådan ikke interesseret i at lære ham at kende. Han ville gerne høre en historie, men tydeligvis så var Eros bedst til at smigre sig ind på folk, og på den måde hurtig få lokket dem et sted hen, så de kunne få ordnet sagerne og betalingen.
"Så du har kun rigtig udforsket Dianthos. Det er en skam."
Han mente at det var en skam når folk sad fast et sted. Ganske vidste havde Dianthos en masse at byde på, men det var stadig kun Dianthos. Der var masser af spændende kroer med forskellige stemninger. De mange templer med hver deres udsmykninger. De fine parker i det øvre distrikt. Men alt det var stadig bare Dianthos. Dianthos farvede det hele, og alt var bare en nuance af Dianthos.
"Har du aldrig drømt at se mere end din fødestavn og Dianthos? Hvad med Blazera? Lazura? Havly? Der er masser af fascinerende steder. Selv Juvelen er et ganske smukt punkt i landet, og jeg tror du ville kunne lide det."
Han observerede Eros nysgerrigt. Hvordan han ville reagere på det ville fortælle ham meget. Også om han bare skulle droppe samtalen og komme til sagerne. Han håbede på en samtale, fordi det gjorde altid oplevelsen bagefter bedre. Lidt mere intim, selvom at han godt vidste at knægten arbejdede.

Atter kom de brummende lyde. Corentin lænede sig sågar tilbage. Han var tilfreds og tilpas i sin situation. Winchells hånd var god på bulen. Hvordan mon manden ville reagere, når der skete mere end bare en hånd uden på bukserne? Når den fandt vej ind under stoffet, eller blev erstattet med noget andet? Noget mere fugtigt eller stramt. Men der var et tid til det og lige nu var tiden til at charme sig ind på Corentin - selvom Winchell allerede følte, han var i god jord hos manden. De skulle bare være lidt sådan her, inden det naturligt ville være at gå videre. Måske lidt mere alkohol til Corentin, hvis der var behov for lidt puf.
"Jeg behøver ikke komme tilbage til Norden," sagde Winchell med en tydelig tone om, at der lå mere i den begrundelse end bare, at han havde været der. Men det blev ikke fortalt. Ingen kunder gad høre hans historie. Grunden til, hvorfor han var kommet til Dianthos. Det var ikke en spændende historie. Det var en trist historie og hvis der var noget, der ødelagde en god stemning, så var det en sorgmodig historie. "Dianthos har en del. Der kommer mange rejsende igennem her. De fortæller historier om andre steder," Selvfølgelig kunne det være interessant at opleve andre hjørner af landet, men det var ikke et behov for Winchell. Ligesom Dianthos ikke havde været behovet for at være nyt hjem for den buttede mand. Det havde været den første by, hvor han var mødt af nogen, der accepterede og kunne lide, hvem og hvad han var. "Juvelen har jeg dog oplevet." Dette blev sagt med et lille glimt i øjnene. Meget vel havde Winchell ikke sagt, hvad han var, men det krævede ikke et geni at regne det ud. Og hvis Corentin kunne regne dét ud, kunne han også regne ud, hvad Winchell havde oplevet i havnen nær hovedstaden. At han havde kunne lide det uden tvivl.

Corentin havde stille og roligt drukket af sin øl. Han tænkte at når han fik tømt sit krus, så kunne han tage knægten med op på værelset, og vise ham hvordan det er at være sammen med en admiral. Så længe knægten kunne finde ud af at tage imod en ordre, så ville det være fint. Han virkede hvert fald til at være meget medgørlig, selvom det tog noget tid at lokke noget ud af knægten, andet end klichéfyldte smiskerier. 
"Juvelen er altid en god starte, men det er en ting at høre historierne om de fjerne lande. Hvordan havfolk der har enorme koralbyer under overfladen, men faktisk at møde dem i nogle af deres kystnære byer er noget helt andet. Blazera er en oase tæt op af Rubiniens ørken, men ingen fortælling kan give den følelse som når man første gang ser Ørkenjuvelen."
Det var meget tydeligt at Corentin elskede at rejse og opleve andre kulturer, men sådan var de fleste sømænd. Der var noget befriende over at se verden, og gøre det til dagligt. Intet imod hans hjemstavn, men han ville ikke for noget i verden give sin rejselyst op. 
"For en begynder som dig, så kan jeg anbefale Havly. Man får en smag for elvernes storhed inde i Lindeskoven, men uden at man er en krigsfange."
Han blinkede til knægten inden han tog sig en god slurk. Der var nok lige en slurk mere tilbage. Så måtte han se hvor længe der ville gå inden han tog den sidste slurk.

Winchell kiggede i stilhed, som Corentin drak af sin øl. Selv havde han nok et kvart glas tilbage af sin optyndet øl, men hvis den blev glemt, var det ingen skam. Den buttede mand tænkte mere på Corentins glas. Ville manden have mere at drikke efter denne, eller ville han være færdig i kroen, når han havde bundet den? Det kriblede nærmest helt i Winchells fingre af spænding.
"Du kan altid fortælle mig nogle af dine historie, kære Corentin," sagde Winchell legende, selvom han næppe kun ønskede at snakke. Hvorfor snakke, når de havde kroppe? Og som nonverbalt sagt kørte hånden på brystkassen lidt rundt. Den nåede sågar helt op til den blottede hud på halsen. Corentin var dejlig varm. Mon ikke han havde det lidt for varmt under sine klæder? "Nu har jeg et arbejde her i hovedstaden, som jeg skal holde på. At rejse landet rundt er ikke tilgængeligt for alle og enhver jo."
Atter drak Corentin at sin øl, dog ikke uden at have sendt et blink til Winchell. Dette gjorde den buttede mand en anelse mere grådig - hvilket også kunne mærke i den laveste hånd. Den bevægede sig blidt op for at få den ene fingerspids mod buksekanten. Tirrende og pirrende kunne Winchell nemt være. Det var nemt at charmere sig ind på folk, når de troede, de fik hele varen, men de måtte vente lidt - og have pungen op for at gå videre. 

Han kiggede på knægten med et hævet øjenbryn. Tja. Så det var ren forretning han kunne forvente af knægten. Fortsat med smiger og lede opmærksomheden hen på ham, i stedet for sig selv. Han vidste godt at mange af dem havde sikkert forfærdelige baggrunde som de ikke følte for at dele, og nogen af dem sikkert heller ikke brød sig om at udføre det arbejde, men gjorde det af nød, fordi det eneste de havde oplevet var at blive rost for deres krop. Sådan var det naturligvis ikke med alle. Det her ville blive et knald. Simpelt som det. Han kunne også mærke på knægten at det var det som han foretrak. Fint nok. Han gad ikke at bruge unødig energi på noget som alligevel kun havde halvdelen af det ønskede resultat.
"Når man rejser omkring kan man få sig gode betalte kontrakter en gang imellem som kan hjælpe på problemer med krystallerne, men det er ikke den mest spændende del af det at rejse."
Han tog sit krus øl og tømte det. Han rejste sig op og skubbede sin stol tilbage.
"Jeg vil takke for det fine selskab, og jeg vil med glæde fortsætte samtalen. Jeg vil dog trække mig tilbage nu."
Den måde han sagde det på gjorde det tydeligt at det var på tide at trække samtalen op på værelset. Han nikkede i retning af trappen op til kroens værelser. Han gik derfor med målrettede skridt gennem krostuen mod trappen op til værelset. Han kiggede ikke om Eros fulgte efter, fordi det forventede han blot at han ville gøre. Han stoppede ved sin dør med hænderne foldet bag ryggen ved siden af sin dør. Rank holdning. Tydelig militærmand. Ventede på at Eros ville følge med.

"Krystaller er altid gode, men jeg gør mit arbejde også af lyst. Jeg gør ikke noget, jeg ikke kan lide. Om det er for nydelse eller ren professionalitet." indrømmede Winchell. Det var langt fra alle lystfolk, der var med denne overbevisning. Det var næppe alle, der gjorde arbejdet af lyst, men den buttede mand gjorde. Han elskede kontakten med et andet menneske. At mærke deres kroppe. At vide at han gav dem noget, de kunne lide. Derfor, hvis Winchell havde en formue og ikke behøvede at arbejde, vidste han, at han endnu ville gøre det. Manden gjorde det jo i sin fritid. Havde dette været en fridag, ville han meget nemt have opført sig på samme måde med Corentin som nu. Måske det rigtige navn ville have været delt, men ellers ikke meget forskel.
Som Corentin rejste sig, kunne Winchells hænder kun falde slapt ned. Det føltes helt tomt nu. Ikke at have noget at hvile på eller gribe fat om. Dog kunne den buttede mand høre i mandens stemme, at det ikke var et farvel. Det var et 'lad os tage dette videre andet sted, mere intimt sted'. Derfor rejste Winchell sig også op og fulgte Corentin med op ad trapperne. Manden ventede ved sin dør troligt på ham. Og da Winchell kom helt hen, lagde han blidt en arm rundt om hofterne på ham og plantede et lille kys på halsen af den markant højere mand. "Vi skal nok få det sjovt sammen, Corentin. Som sagt, jeg er din for i nat - eller så længe, du vil og kan have mig."

Knægten var som forventet fulgt efter, og var allerede klar til at kaste sig om halsen på ham. Det var sødt, hvis folk var til at føle sig elsket. Det var sådan mange vendte tilbage til bestemte skøger, fordi de faktisk fik en emotionel tilknytning til dem, men det var slet ikke det som Corentin trængte til. Kærlighed var ikke noget han gav lystfolk. De skulle behandles ordentligt, men han bildte sig ikke selv ind at de var interesseret i andet end hans krystaller og krop, og det havde han ikke noget problem med at bidrage til.
"Så må vi se om du kan tilfredsstille en kaptajn," sagde han med tydelig autoritær mine.
Han åbnede døren ind til værelset, som var et meget intetsigende kroværelse. Der var en lille dragkiste, der nok indeholdt Corentins ejendele, ellers var der ikke særlig meget af spændende genstande på værelset. Det var tydeligt at Corentin ikke ville være i byen særlig længe, fordi ellers havde han muligvis gjort noget mere ved værelset. Det var for nogle korte nætter, inden han ville forlade byen.

Han lukkede døren efter dem, efter at knægten var trådt ind, og lavede en gestus til ham om at sætte sig på kanten af sengen. Han blev selv stående og observerede knægten. Blot kiggede uden at rigtig sige noget. Han lod sin sult være lidt mere tydelig nu, og bukserne skjulte ikke hans bule særlig godt, fordi han var stadig ganske opstemt efter kærtegnene nede i krostuen.

En kaptajn? Øjenbrynene hævede svagt op i panden. Var Corentin en kaptajn? Havde Winchell et ting for søfolk? Han havde i hvert fald haft en del kunder af den profession. Dem, der var på havet i uger, hvis ikke måneder af gangen. Når de kom i land, var de godt klar til alt og Winchell tog imod dem med åbne arme. Ligesom Corentin var taget med åbne arme.
"Mon ikke jeg kan det? Det er jo, hvad du betaler for, kaptajn." sagde Winchell og plantede endnu et kys på halsen, som døren blev åbnet. Op indtil nu havde den buttede mand været vag med, hvad han lavede. Selvfølgelig havde Corentin tydeligvis regnet det ud, men Winchell arbejdede ikke i at skabe illusioner og snyde folk. Han ville ikke ende i, at når han skulle have betaling, at kunden troede, det ikke var den slags. Sådan arbejdede Winchell ikke. Han ville hellere være ærlig nu og Corentin så sagde nej, end de skulle tage snakken efter handlingen. Det fortjente Corentin, ligesom alle andre gjorde. Selvfølgelig håbede Winchell inderligt, at dette ikke ville stoppe kaptajnen.

Kroværelset lignede så mange andre i Dianthos. Det havde det nødvendige. Og en dragkiste, der var speciel. Måtte være Corentins. Winchell trådte ind og lod kaptajnen lukke døren bag dem. Inden den buttede mand formåede mere at vende sig rundt, blev dagens første ordre givet. Og det var en nonverbal af slagsen. Uden brok og med et smil på læberne satte Winchell sig for enden af sengen med let spredte ben. Hans egne bukser lavede et lille telt ved synet af den hårde bule i Corentins bukser. Formen af kødet deri var ikke til at tage fejl af.
"Min kaptajn, hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte Winchell legende, som hovedet og blikket var hævet op for at møde Corentins - selvom dette var svært med en bule i nogenlunde øjenhøjde for ham. Den kaldte jo nærmest på ham igennem bukserne!