Mørket havde sænket sig over Dianthos da Treston endelig nåede frem til udkanten af dét, han mente måtte være Ulvens territorie. Afskeden med Josefine og udsigten til morgendagens afrejse havde svøbt turen gennem byen i dystre tanker og en underlig, melankolsk sindstilstand, han ikke kunne ryste af sig. Hvilket faktisk lidt var et problem, når han i stedet burde have forberedt alle de gode argumenter - alle de ord, der kunne overtale Pax til at hjælpe.
    Måske var det tåbeligt dét hér, men Treston vidste ikke, hvor han ellers skulle vende sig hen med så kort varsel. For jo - Josefine havde tilbudt at låne ham penge til turen, men dét kunne ikke komme på tale. Hun havde allerede hjulpet ham rigeligt, og…
    Ellers vil jeg have det svært med ikke at tage kærligheden fra dig…
    Og han havde ikke lyst til at stå endnu mere i gæld til hende - ville ikke udnytte hendes godhjertethed mere end han allerede havde gjort…
    Det duede heller ikke at spørge forældrene - Dastor ville få en nedsmeltning oppe i hovedet, hvis Treston formastede sig til en sådan taktløshed… Og Eylia havde det svært nok som tingene så ud lige nu…
    Så dette lod til at være det mindste af alle onder, selvom det nu også var slemt nok… Treston havde i hvert fald på fornemmelsen, at han ville komme til at fortryde beslutningen om at opsøge Ulven lige så meget som han havde fortrudt deres tidligere interaktioner…

    Det var lettere at finde frem til Pax, end han havde regnet med. Treston vekslede et par ord med en tigger, blev peget i retning af nogle gadeunger, delte rundhåndet sine sparsomme krystaller ud og blev så nærmest taget i hånden og ført til den rigtige gade. Dog, bemærkede Treston med dén del af hjernen, der stod for de tørre kommentarer, så var der ingen af dem, der blev længe nok til at se ham banke på døren. Måske de alligevel ikke helt stolede på hans påstand om, at skulle indfri en tjeneste hos Ulven…
    Det var et ganske almindeligt byhus - ét af dén slags, der gik tretten af på dusinet, og som Treston aldrig ville have overvejet at skænke nogen særlig opmærksomhed. Foran døren tøvede han - med hånden løftet og det hele - og tog sig selv i atter at overveje, om dét hér nu også var en god idé. Han var blevet dømt ved Lysets domstol for højforræderi - ganske vist med formildende omstændigheder, men alligevel… Måske sendte det et lidt uheldigt signal at opsøge én af Nedre Bydistrikts mest indflydelsesrige bandeledere som det første…
    Så fnøs han af sig selv. Hvad ville de gøre? Det var jo ikke fordi han brød rammerne for sin straf; der var intet kriminelt ved at opsøge en ’gammel ven’ ved aftenmadstide dagen inden man drog på en længere pilgrimsrejse, vel? Og Pax’ tilholdssted kunne vel næppe gå for at være en ’officiel bygning’, eller hvad zalan formuleringen nu havde lydt på i domsafsigelsen…
    Og nu var han her jo… Hvor galt kunne det egentlig gå?
    Med en modvillig grimmase løftede Treston atter hånden og bankede på.

”Og så sagde vi jo, at prinsen og prinsesse –”
”Men så kom der en drage og den ÅD! –”
”Nej, sådan var det ikke!”
Pax var for længst faldet i staver. Ronia, Lizzy, Marco og Douglas havde formået at parkere seks fuldvoksne mænd foran en improviseret teaterscene, kreativt kreeret af gullige, gamle lagner Pax mistænkte, var fundet i hans eget soveværelse. En enkelt gang var hans bevidsthed forsvundet ud af det ene øre og ikke efterladt andet end en insisterende summen tilbage, og havde Verdis ikke hakket ham i siden med en spids albue, havde han aldrig nået at deltage i applausen, de fra tid til anden skænkede de uerfarne skuespillere. Set udefra måtte hele affæren se komisk ud; siddende på hårde stole med sovende bagpartier, klappende og høfligt smilende fandt nogle af de hårdeste, mest gemene og udspekulerede kriminelle Den Nedre Bydel havde at tilbyde sig effektivt kuet af fire femårige børn.
Da akt nummer… nej, Pax havde for længst opgivet at tælle, men var så sandelig en af de første til at rejse sig efter at have klasket sine håndflader så hårdt mod hinanden, at de var rødglødende. Han forlod stuen, i grunden for at hente mere te men nåede aldrig længere end tre skridt før, at døren gik op og Tommy stak hovedet indenfor.
”Ham der Guldlok render rundt og spørg efter dig. Skal jeg bare sige god for den eller hvad? De andre har fået i hvert fald to ravstykker ud af ham allerede!”
Pax var nær ved at sukke af lettelse – og ikke fordi han på nogen måde havde skænket den høje soldaterdreng nogen kærlige eller længselsfulde tanker taget hele den miserable affære i betragtning, men fordi at det unægtelig betød, at han snart var fritstillet fra mere teateropvisning med en flok gnomer, der ikke kunne blive enige om selv den mest simple plotudvikling og ikke var tilpas opdragede til at gøre andet end så at skændes om det – men i stedet for at bukke under for fristelsen, stak han sin ene tommelfinger i vejret. Tommy var væk igen end ikke øjeblikket efter, og Pax tillod sig selv et lille, slet skjult smil.
Verdis og Domnall skridtede troligt ud i køkkenet, allerede klar over hvilke positioner de selv skulle besidde. De brokkede sig i smådesperate men hviskende vendinger om det, de netop havde overværet og Domnall var ikke for sen til at formulere sin egen skuffelse: ”Jeg synes altså, at det var lidt voldeligt med hele landsbyen, der bare sådan gik op i flammer ud af ingen ting. Det passede jo ikke rigtig ind i historien heller –”

Pax slog døren op, nærmest i samme instans som Treston havde ladet sin knyttede næve falde mod træet og smilet der lå og truede i hans ene mundvige, var næsten venligt. Før den høje blondine dog overhovedet kunne nå at hilse, hviskede Pax dybfølt: ”Ærligt, jeg er så glad for at se dig.” Derefter trådte han et skridt til siden og nikkede i retning af det øvrige hus. ”Men for Gudernes skyld, tag dine klamme støvler af. Du kan sætte dem dér –” Pax gestikulerede mod en fuldstændig vilkårlig plads nær en af de halvvisne vægge før, at han drejede rundt på hælen og skridtede mod køkkenet, ”er du kommet efter arbejde? Jeg tænker, nu hvor du er blevet landsforræder.”

Igennem hele stykket børnene opførte, sad Juno med en voksende stolthedsfølelse. Ikke så meget over stykket, der mildest talt var usammenhængende, men over Lizzy, der var faldet godt til med de andre børn. Når Ronia tog hende i hånden og med faste instruktioner vejledte hende igennem hendes rolle i stykket, og Lizzy med et kæmpe smil gjorde som hun fik at vide, så Juno en pige, der ikke var blevet helt ødelagt af de traumer hun allerede havde været igennem. 
Hun var okay. Ronia var også okay. Han og Pax gjorde et helt okay job med dem. 

Det var dog ikke gået hans opmærksomhed forbi, at Pax ikke fulgte en skid med, og fra tid til anden strøg han et par fingre over hans skjorte og ind under dem, hvor han søgte den varme hud på hans lænd, bare indtil opmærksomheden så ud til at vende tilbage til Paxs blik. 

Med stykket slut og stuen fuld af klapsalver og voksne mænd, der rejste sig op fra deres pladser, blev Juno siddende hvor han var. Hans blik fulgte Pax, hvor han med en undren fik øje på Tommy. Der foregik noget, og Junos nysgerrighed gjorde, at han ikke kunne holde sig fra at finde ud af hvad, men Lizzy, der øjeblikket efter kravlede op på hans skød, forsinkede ham, og da Juno skævede tilbage mod Pax, var han væk.  
Med hende i armene og hendes små, altid fedtede fingre, i ansigtet, fulgte Juno tøvende efter de andre ud i køkkenet, hvor der var ved at blive lavet te, og Lizzy fik en halv kiks i hånden, som hun alligevel straks fik knækket og krummet ud over dem begge, og rakte ud efter den anden halvdel, selvom den hun havde i hånden endnu ikke var spist. 

Juno var i gang med at fiske kikse-stykke op fra sin skjorte og ind i Lizzys mund, da Pax også kom ind i køkkenet, fra hvor end han havde været, efterfulgt af en fremmed.  
På intet tidspunkt i sit liv havde Juno været vild med fremmede, og langt mindre vild med fremmede mænd, selv når Pax talte til dem, som om han kendte dem. Eller måske særligt, når Pax talte til dem, som om han kendte dem.
Straks blev hans blik hårdt, imens han skævede fra Pax, til den fremmede og tilbage igen. Han var udmærket klar over, at det høflige ville være at introducere sig selv. Han var trods alt vokset op i en velhavende og veluddannet familie, men den slags høfligheder havde han aldrig været god til, og når der ikke længere var en far til at straffe ham, når han ikke opførte sig pænt overfor gæster, havde der ikke længere været grund til at gøre det. 

    Treston havde ellers åbnet munden for at at have de første, indledende forklaringer klar, da døren gik op, men han nåede ikke at sige noget, før synet af Pax i civil - iført uldsokker og en afslappet attitude - og ikke mindst Pax' overraskende ord i sig selv, afvæbnede ham fuldstændig. 
    Den forhenværende Ridder lod skuldrene synke en smule og skrottede alt dét, han havde tænkt sig at sige til fordel for: "Du er dét menneske, jeg kender, der sender flest miksede signaler - ved du godt det?"
    Det var et retorisk spørgsmål, og Pax kørte da også hurtigt videre på sin sædvandlige vis - bad ham smide støvlerne og viste ham med sig ind i huset, som om de var gamle soldaterkammerater eller noget i dén stil, og Treston tilfældigvis havde været i nabolaget og nu blev inviteret ind for at møde konen...
    Lidt overvældet og med en lille hovedrysten trådte Treston over dørtrinnet og smed støvlerne, som han fik besked på, før han hastede efter den anden mand med en følelse af, at have forberedt sig grundigt på dét hér, men så absolut ikke at blive mødt med dét, han havde regnet med...

    Den henkastede måde titlen 'landsforræder' blev smidt omkring på fik Treston til at stivne en smule - skære en lille grimasse. "Så har du altså hørt det," bemærkede han, mens han tænkte for sig selv hvad Pax så havde hørt... Detaljerne om vidneudsagnene? Detaljerne i dommen? Eller bare at Treston var blevet fanget efter at have hjulpet en krigsforbryder på flugt, og derefter var blevet vanæret, forvist og erklæret forræder for alle, der gad lytte...
    Han sukkede, netop som de trådte ind i noget, der helt bestemt måtte være køkkenet. "....Selvfølgelig har du det - skulle ikke undre mig, hvis halvdelen af Paladsvagten i virkeligheden var i lommen på nogen hernede..." 
    Der var temmelig mange folk i køkkenet, og til Trestons overraskelse også en lille pige, i armene på en køn, ung mand, der betragtede ham med et hårdt blik, der var betydeligt ældre end fyren selv så ud til at være. 
    Treston nikkede som hilsen til de tilstedeværende, men gjorde ikke et større nummer ud af at præsentere sig; han gik stærkt ud fra, at Pax ville lede samtalen - som altid - hvis han så det nødvendigt at inddrage andre. Treston var sig smerteligt bevidst om, at han ikke kendte spillereglerne blandt disse folk - han havde begået dén fejl at antage for meget før! - så han lod Ulven gøre, som Ulven lod til helst at ville: Styre slagets gang.
    I stedet besluttede han sig for at komme til sagen og indvie Pax i grunden til dette... visit. "Jeg har brug for at inkassere dén tjeneste, du skylder mig, efter vores natlige eskapader, Pax," erklærede han - lidt modvilligt - og henviste til de temmelig forkrampede dansetimer, Treston var blevet overtalt til at kaste efter Ulven en sen nat, efter at sidstnævnte brød ind på hans kammer og nær havde fået ham solidt placeret i Hushovmesterens sorte bog... Treston skar en lille grimasse, der med lidt god vilje godt kunne være et bittert smil. "Jeg forlader Dianthos i morgen tidlig. Og jeg skal bruge krystaller til turen."

Da Pax og Treston fandt vej tilbage til køkkenet, forstummede samtalen og blev til en afventende tavshed i stedet. Verdis og Domnall så op, deres blikke ulæselige og deres træstammer af muskuløse arme lagt over kors. De nærstuderede Treston uden synlige kvaler eller med tanke på, om han ville finde det ukomfortabelt eller ej, begge nysgerrige på hvad Guldlok kunne ville med Ulven. Jovist, de havde gjort forretninger i fortiden; jovist, de havde tilmed hilst med korte, ligeglade nik i Arenaen; jovist, Pax havde sagt god for Treston og derved manden i uniformen, og på den måde accepteret hans tilstedeværelse i hvert fald i hans delområde i byen. Dette var dog unægtelig anderledes, for ligeså vel som Pax vidste, hvad der var hændt Treston, således gjorde også de og skønt Pax var havde særlige kompetencer, kunne han ikke stille noget op imod en domsafsigelse.
Pax skridtede forbi Juno og Lizzy, hans øjne kortvarigt hvilende i Junos. Hans blik var indforstået men ikke uigennemskueligt: Han er okay. Alting er fint. Dernæst begyndte han at finde kopper frem, hvori han dumpede grønne, velduftende teblade fra en lille trækasse, lyttende til Trestons befaling.
Imens at Trestons bitre ord indfandt sig imellem køkkenets sammensunkne vægge, tumlede Ronia, Marco og Douglas ind igennem døråbningen. De talte ivrigt men skænkede ikke den fremmede et eneste blik, og som havde de gjort det utallige gange forinden, stak Pax kopper med dampende varm te i hænderne på dem; som på samlebånd rakte de ud og op, bevægede sig forbi køkkenbordet og tilbage samme vej, de kom. På intet tidspunkt ophørte deres snak. Først derefter vendte Pax rundt og indikerede i retning af en stol, som tegn på at Treston ligeså godt kunne sætte sig.
Pax tog sig god tid med selv at finde sig til rette. Han dumpede ned på en solid trækiste, lænende op af den ene væg og lod derefter hans øjne finde fæstne skiftevis i Verdis’, Junos og Domnalls. Til sidst landede de på Treston og først da brød et bredere smil henover Paxs mund. ”Så du vil have mig til at finansiere din ferie”, konstaterede han, ”i bytte for – var det natlige eskapader?” Pax fnøs moret og skar en grimasse af den høje blondine, som forstod han slet ikke, hvad han hørte – eller måske snarere som var Treston ikke rigtig klog. ”Var det fordi, at jeg aldrig skrev? Ærligt, det var ligeså godt for mig, som det var for dig.” Paxs tone havde ændret sig fra en, der var påtaget vantro til en, der var sarkastisk men det var ikke det eneste; langsomt var alt det morede svundet ind og blevet erstattet med noget, der kunne grænse til eller minde om fornærmelse i stedet.
”Og hvad forestiller du dig så, at jeg skylder dig og er det minus de to ravstykker, du allerede har givet mig?” 

Juno stolede ikke den mindste smule på Paxs bedømmelse af, om nogen var gode nok eller ej. Det var betryggende nok, at han ikke hev nogen indenfor, i deres hjem, hvis ikke han stolede på dem, men Juno havde aldrig mødt ham før, og alene af den grund stolede han ikke selv på ham. 

Da Ronia og hendes slæng kom løbende ind i køkkenet efter te, sprællede Lizzy i Junos arme, indtil hun fik lov til at komme ned på gulvet, hvor hun, stadig med en halv kiks klemt i hånden, løb efter de andre børn. 
Juno, under foregivelse af ikke at være synderligt interesseret i Paxs ven, heller ikke selvom han lignede den typiske helt i en historie, børstede resten af Lizzys krummer af sig og vendte sig mod teen, hvor han skænkede en kop til sig selv, hans blik rettet mod teen, men al hans opmærksom alligevel rettet mod de mænd og deres samtale. 
Natlige eskapader. Juno skævede til Verdis og derefter til Domnall. 'Hvilke natlige eskapader?' sagde hans blik, men ingen af dem kunne pludselig møde hans blik og fik det hurtigt til at se ud som om, de var optaget af deres egen samtale. 
Langsomt vendte Juno sig mod Ulven og hans gæst igen, og så gæsten an med et langt mere nysgerrigt blik, hans hoved lagt tænkende på skrå, som kunne han sådan tilgå minder om en blond, overklasse-fyr med for få krystaller og en ydmyg attitude. Intet sprang op. 

Ligeså godt for mig, som det var for dig. Denne gang skulede Juno til Pax. Efterhånden havde han lært, at han ikke skulle betvivle eller belære Ulven foran andre, og dén viden var det eneste der stoppede ham fra at gå til angreb på Pax med det samme. 

I stedet tog han den kop te, han lige havde skænket, med sig hen til deres gæst og gav ham den i hånden, inden han satte sig ned ved siden af ham, tæt nok til at han kunne skubbe til hans knæ med sit eget en enkelt gang, for at sikre sig, at han tvang gæstens øjenkontakt væk fra Pax og over til sig.
 
"Hvilke natlige eskapader?" spurgte han i en hvisken. Ikke fordi Pax ikke måtte høre det - for det kunne han garanteret alligevel, takket været ulven i sig, men fordi Juno vidste, at hans svar afhang af at gæsten følte at de havde en privat samtale. Udadtil var det et uskyldigt spørgsmål, stillet af nysgerrighed. Kun under overfladen lå Junos usikkerhed og hans brændende misundelse på enhver, der kom for tæt på hans mand. 

    Ved Guderne hvor var Ulven dog øretæveindbydende... 
    "'Ferie', er måske at strække begrebet lige vel nok," bemærkede Treston hårdt og lod sig dumpe ned ved bordet, mens han ud af øjenkrogen fulgte, hvordan de ekstra unger, Pax havde givet te, atter forlod køkkenet uden tilsyneladende at lade sig videre mærke med, hvad de voksne foretog sig. "Prøv med 'vanæret og i eksil', og se om du kan sige det uden dét dér irriterende smil i mundvigen, vil du?" Selvom ordene i sig selv havde bid, var det ikke helhjertet - til dét var Treston alt for forvirret over situationen,
    For det kom bag på ham at der var så mange børn i huset - og at de var så små. Han vidste selvfølgelig godt, at Ulven havde en stor del af ungerne i Skumringskvarteret under sine vinger, men han måtte ærlig indrømme, at han havde troet, det mere var på sådan en... 'Giv mig alle de penge, du stjæler og tigger dig til - så skal jeg sørge for, at du har et sted at sove og måske en smule at spise også...'-agtig måde. Ikke på en 'te og kiks i køkkenet, mens jeg leger surrogat-far'-agtig måde...
    Han vidste ærlig talt ikke, om han skulle være forundret eller foruroliget, og derfor faldt han i stedet tilbage på noget, han kunne forstå; mundhuggerier med Ulven. Det var ligesom svært at gøre andet, når den anden mand nu insisterede på at være et røvhul...
    Derfor udstødte Treston en fnysende, hånlig latter. "...Det var nu mere fordi du løj mig op i mit åbne ansigt, og selvom en skriftlig undskyldning sikkert havde været rar at få, føler jeg alligevel ikke helt, at det gør op for... svie og smerte, eller hvad zalan de nu kalder det i en retssal..." Delen med, hvem det havde været bedst for, lod Treston fare, fordi han fortalte sig selv, at de mulige modsvar var under ham... Og fordi han havde på fornemmelsen, at Ulven havde mindre skam i livet, end han selv havde; Treston havde alligevel været Ridder længe nok til at kunne afgøre, hvilke konfrontationer, han med stor sandsynlighed ville gå sejrrigt ud af, og hvilke han burde holde sig langt fra...
    "Jeg tænkte, at du skylder mig en tjeneste, som du lovede mig, og jeg tænkte, at dén tjeneste kunne være et lån, så jeg kan tage fra Dianthos i morgen tidlig med mere end fire ravstykker til mit navn..." Treston lænede sig lidt tilbage i stolen og betragtede Ulven med sammenbidt mine. "...og til sidst tænkte jeg, at siden jeg var så flink at besvime på høfligste vis, da du slog mig ned med dén lysestage, så kunne vi måske ligefrem blive enige om en rente, der ikke alligevel får bødlens løkke til at lyde mere nådig..." Trestons stemme var bitter og der var ingen morskab i hans stemme - kun selvlede - da han tilføjede: "Vi kriminelle må jo hjælpe hinanden..."
    Netop da skubbede den unge mand, Treston havde bemærket før, et krus te i hånden på ham og satte sig så ved siden af ham - så tæt at deres knæ kort mødte hinanden og Treston overrasket sendte knægten et blik; blev hylet en lille smule ud af den af intensiteten i den unge mands blik og det uventede ved hans spørgsmål. Overrasket og lidt undrende lod Treston blikket fare fra den unge mand og til Pax, og så tilbage igen; var ikke helt sikker på, hvad den blonde gut havde med noget at gøre...
    "Eskapader af dén slags, hvor jeg kommer hjem fra en polterabend for én af mine kollegaer," tidligere kollegaer... "...og finder Ulven dér liggende i min seng som en lidt for selvtilfreds kat." Treston var sekunder fra at sige røvhullet og ikke Ulven, men han nåede at tage sig i det - mindede sig selv om, hvis hjemmebane, han befandt sig på. "Eskapader af dén slags, hvor han skamløst truer mig med at afsløre sig selv som min hemmelige elsker, hvis jeg ikke hjælper ham med forberedelserne til, hvad der viser sig at være et bræk på Paladset!" 
    Det sidste blev sagt med hævet stemme og et bebrejdende, tørt misbilligende sideblik til Pax. Så vendte Treston opmærksomheden mod den unge mand igen - undrede sig over, hvad dét hér handlede om. Tænkte så, at det måtte komme sig af én eller anden loyalitets- eller stoltheds-ting, han ikke forstod sig på. "Hvis du tror, jeg forsøger at udnytte din bandeleder, knægt, så tager du fejl. Jeg er den forurettede part her - jeg forsøger virkelig bare at udligne forholdene... at få dén hjælp, jeg er blevet lovet..."

Pax var på en og samme tid distraheret af Junos skulende blik og optaget af Trestons bitre ord; han forsøgte at lade Juno vide (med et sigende blik), at han ikke skulle tage på vej men også at høre efter, hvad Guldlok havde af forslag til, hvordan Pax kunne betale sin gæld tilbage.

"Prøv med 'vanæret og i eksil', og se om du kan sige det uden dét dér irriterende smil i mundvigen, vil du?"
Det skulle aldrig lykkes ham. Det - tilsyneladende - irriterende smil forblev, hvor det var, da læberne troligt afprøvede de to ord i en lydløs hvisken.

"Jeg tænkte, at du skylder mig en tjeneste, som du lovede mig"
... men havde han virkelig lovet det? Pax syntes at overveje muligheden og dernæst at nå frem til, at lade tvivlen komme Treston til gode. Det var i hvert fald hvad hans ansigt signalerede: nuvel. Det kan vi godt lege.

"...og til sidst tænkte jeg, at siden jeg var så flink at besvime på høfligste vis, da du slog mig ned med dén lysestage."
"Ej det var sgu da din egen skyld!", afbrød Pax, hans ansigt forvredet af indignation over Trestons egen fornærmelse. "Du fattede jo ikke et 'nej' eller 'pis af' eller 'det er mit' - hvad forventede du? At jeg bare sådan... gav op?" Pax lignede en, der slet ikke kendte til dét koncept og var dybt forarget over, at Treston tilsyneladende gjorde; som havde han forventet mere, hvilket måske heller ikke var helt usandt. Snart efter lød der dog et spørgsmål fra Junos mund, der fik Pax til at tigge og bede Treston om at holde kæft i sine tanker. Heller ikke dét kunne den høje blondine dog formå og Paxs øjne blev mere og mere slukkede, des mere Treston syntes at tale og tale og tale.

Virkelig? ... Virkelig?!

 "...og finder Ulven dér liggende i min seng som en lidt for selvtilfreds kat."
Det ville tage ham fire lange skridt; han kunne kaste sig henover bordet, ligge sine hænder om Trestons bløde hals og klemte livet ud af ham før, at nogen nogensinde nåede at opdage noget. De var i hans hjem; ingen ville være nødsaget til at finde Guldlok igen, hvis Pax besluttede sig for, at det ikke var strengt nødvendigt. Det ville være så nemt -

"Eskapader af dén slags, hvor han skamløst truer mig med at afsløre sig selv som min hemmelige elsker."
Pax gav op og slog den ene hånd for panden. "Du har virkelig minus situationsfornemmelse", mumlede han lavmælt og gned sine øjne fraværende, som voksede en stigende smerte bag dem. "Ved alle Guderne... og så tænker du, at jeg vil give dig et lån... hold nu kæft..." Pax tog en dyb indånding og rystede let på hovedet. "Jeg er jo ikke garanteret at blive tilbagebetalt, når du rejser væk, vel? Slår jeg dig som en specielt gavmild type?"

Juno tog ikke blikket fra gæsten, hele hans væsen optaget af at opsnuse om der var noget der bare mindede om løgn i deres ord. Ikke på noget tidspunkt viste det sig dog. Der var ikke engang noget hint af, at han vidste, at det han sagde skulle dødsdømme ham, eller af at han sad ved siden af Paxs partner. 

"I din seng?" Gentog Juno, hans øjne store, forundrede, inden han sendte Pax et langt blik. 'Som en selvtilfreds kat'. Det var ikke sådan Juno var vant til at se Pax være i et soveværelse, men måske deres gæst havde bragt noget andet op i Pax. Måske guldloks overarme, der var dobbelt så store som Junos, var, hvad der fik Pax til at spinde som en kat. Måske det var, at de var nærmere hinanden i alder. Måske Pax egentlig ikke havde noget imod at andre bestemte i soveværelset, så længe det ikke var Juno, der bestemte. 

Hele Junos krop spændte op hvor han sad, da deres gæst nådesløst fortsatte og ligefrem kaldte Pax for sin hemmelige elsker. Så anspændt, at Juno lige så godt kunne have bevæget sig i takt til et bornholmerur, drejede Juno sit ansigt imod Pax, hans blik dræbende. Det blev kun tydeligere, at deres gæst ikke vidste hvem Juno var for Pax, og Junos hoved snurrede straks med, hvordan han kunne holde Pax fra at blande sig i deres samtale, så han kunne få hele sandheden ud af den fremmede, flotte mand. 

Midt i sine planer om at udskamme og straffe Pax, blev Juno tiltalt igen, og da han vendte blikket op mod deres gæst igen, var det med klare, blå øjne og et uskyldigt, naivt blik. Den stakkels blondine ville bare have noget hjælp, og Juno nikkede, som kunne han godt sætte sig ind i dét. Bevidst ignorerede Juno hvordan Pax udtalte sig om deres gæsts situationsfornemmelse, og nikkede i stedet eftertænksomt til, hvad deres gæst havde sagt om at bede om hjælp. 
"Du har mere brug for hjælp end du ved," medgav han, truslen i hans ord skjult under et lag af sødme, der fik hans ord til at lyde som om han forsøgte at overtale Pax til at hjælpe ham. 

I sin højre hånd sprang en springkniv dog op og Junos søde, uskyldige udtryk ændrede sig til et dødt ét, imens han lagde sin anden hånd over deres gæsts underarm og så hen på Pax. Han kunne vente, hvis han var nødt til det, men det var tydeligt fra hans kropssprog og udtryk, at han havde tænkt sig at bruge kniven, hvis Pax gjorde det rette - eller det forkerte. 

    "Slår jeg dig som typen, der tager folk i røven?" kontraspurgte Treston Ulven og gjorde en irriteret bevægelse med hænderne - slog ud som for at sige: Hold nu op, mand! "Hvornår har jeg givet dig grund til at betvivle mit ord? Hvornår har jeg løjet for dig? Jeg skulle mene, at jeg har holdt ord til punkt og prikke, og at det tværtimod altid har været dig, der prøver at omgå vores aftaler... Så hvis jeg fortæller dig, at jeg har alle intentioner om at vende tilbage til Dianthos og betale dig tilbage - så kan jeg ikke se, at du skulle have grund til at være sådan dér.." 
    Treston var ikke helt sikker på, hvad Ulven havde ment med situationsfornemmelse - handlede det om den... temmelig intense unge fyr? Måtte hans folk ikke høre, at Ulven tilsyneladende ikke havde tænkt sig at holde ord? Eller handlede det om metoderne? Fortalte han måske andre ting til sine folk...?
    Måske havde han ikke delt byttet fra dét bræk på Paladset - måske havde han bare beholdt smykker og brocher og alt det andet for sig selv... Måske var det derfor...
    Treston blev revet ud af sine spekulationer, da den unge fyr i det samme lagde hånden på hans underarm. Treston kunne ikke lade være med at stirre overrasket på hånden - for hvad zalan var dét hér? Et hurtigt blik blev sendt i Ulvens retning, et spørgende blik - et blik, der var skyld i, at Treston fuldstændig missede springkniven, der var dukket frem i den unge mands hånd. 
    "Jeg tror ikke, jeg helt forstår..." begyndte Treston langsomt, men standsede så sig selv; dét hér var ikke stedet at vise usikkerhed - dét var noget af det første, han havde lært af Ulven. Sænk ikke paraderne og lad være med at indrømme det, hvis du ikke fatter, hvad der foregår - han kommer til at udnytte det...
    Så i stedet slugte han sin forvirring og nikkede til den unge, blonde fyr. Anerkendte hans ord. "Ja, jeg har brug for hjælp," indrømmede han - vidste ikke, hvad han skulle gøre med den sidste del. Hvorfor lød det næsten som en trussel, når nu fyrens stemme var så imødekommende? Når nu hans ansigtsudtryk var så-
    I det samme faldt fyrens træk på gulvet - næsten som havde han revet en maske af - og indenunder den uskyldige, charmerende facade gemte der sig noget koldt og dødt, der passede bedre til dén alder, Treston havde bemærket i hans øjne.
    Og der var noget ved det pludselige skift, der fik Trestons alarmklokker til at ringe for fuld udblæsning, så han rev armen til sig - rykkede sig tilbage fra knægten. Greb om bordkanten med fingrene og gjorde anstalter til at ville rejse sig fra bordet.

"Slår jeg dig som typen, der tager folk i røven?"
"Nej. Nej, det gør du ikke -", lød det prompte fra Pax, hvis ene hånd efterlignede Trestons og derved også selv fløj ud til den ene side. Hans ord var dog ikke rettet mod Guldlok men istedet Den Fortabte Prins, hvis kønne blå øjne kunne slå ihjel og hvis lommekniv cementerede løftet i hans blik. "Den eneste der tager nogen som helst i røven er mig." Pax hævede begge sine øjenbryn og stirrede indforstået på Juno, tilsyneladende fuldstændig ligeglad med Trestons forvirring.
Pax lod et tungt suk forlade hans mund, som var han blevet slået hårdt i mellemgulvet, hvorefter han rejste sig langsomt. Han vidste instinktivt, at Juno ikke ville lade ham vinde noget som helst, hvormed det gjaldt om at tabe men på tilstrækkelig vis; hvad Juno havde hørt, var ikke det, der var blevet sagt men det ændrede ikke på virkeligheden af dem og der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Juno var rasende - på ham selv dog. Treston var bare uheldig. Det burde ikke have gjort noget godt for Pax men skulle sandheden frem, var det rart, at han i det mindste ikke var alene i skideballen.
Pax nikkede mod Verdis og Domnall, der fluks rejste sig og forlod køkkenet. Der var ingen grund til, at de havde publikum og Pax var, til trods for alt det døde i Junos ellers livgivende ansigt, ikke i tvivl om, at han selv kunne overkomme... problematikken. Dernæst satte han sig på hug ved siden af Juno og lagde sin pegefingers bløde blomme ind under spidsen af den lille men skarpe kniv.
"Territorie er vigtigt. Også for mennesker. Hvis man vil have folks opmærksomhed, er den mest effektive form at pisse dem af ved at tage noget af deres. Om de vil det eller ej, lytter de, fordi de leder efter en forklaring på hvorfor. Det er så skide grundlæggende, at det er helt kedeligt", begyndte Pax at mumle, hans stemme og blik fast i sin nådesløshed. Han bad ikke om tilgivelse: han forklarede Juno, så han forstod.
"Desuden havde jeg tilbagelagt fem etager i frost og en Zaladins vind, så jeg var træt. Guldloks seng er designet til de der stakkels soldaterdrenge, der kommer hjem fra træning og har fået et blåt mærke. Med andre ord er de allerhelvedes bløde. Det er ligesom at ligge i en sky." Pax pressede knivspidsen en smule længere væk fra Treston, men skønt han mærkede, at hans hud braste og hans pegefinger begyndte at bløde, forholdt han sit blik sig i Junos. "Det var jo ikke fordi, at jeg lå der sammen med ham. Jeg skulle bare bruge hans kompetencer og det havde intet at gøre med hvad end, han laver i sengen med de kvinder, han synes er dejlige, for... prøv lige at kig på ham. Han er så tilpas klovnet, at han umuligt kunne ligge med en mand." Pax lod endnu engang sine øjenbryn forlade deres retmæssige plads i panden og fare til himmels, hvorefter han rettede sin opmærksomhed mod Treston.
"Såeh... nu hvor vi har fået afdækket, hvad der egentlig skete, er det nok en god ide at få på plads, at Juno er min 'ham'. Du ved... ham jeg fortalte dig om." Pax nikkede en enkelt gang, nærmest som tvang han Treston til at gøre det samme. Han håbede, at han huskede, hvad Pax havde delt med ham den nat: at der ikke var nogen 'hun' men en 'han'.

Juno var mere end villig til at følge efter Guldlok, mere end villig til at kaste sig over ham og lade blodet flyde, indtil køkkenet ikke var andet end en sø af det, hvis det var dét der skulle til for at kunne holde Pax i sin egen seng fremover. 
Han  hørte Verdis og Domnall flytte på sig, positivt overrasket da de ikke forsøgte at overmande ham og hive ham sparkende og skrigende væk fra Pax og hans gæst, men blot stak af fra situationen. Han ville ikke have troet bedre end Pax, end at han stadig ville pudse sine mænd på ham, når ikke han opførte sig, som han ville have ham til. 

Den mest effektive form at pisse dem af, er ved at tage noget af deres. "Det er det jeg gør. Jeg tager din gæst," svarede Juno, uden at sænke kniven eller fjerne blikket fra Guldlok, hans intentioner stadig dødbringende. Hvis Pax havde et legetøj, så ville det legetøj være dødt om lidt, hvis det stod til Juno. 

Selv da Pax forsøgte at sænke hans kniv for ham, holdt Juno den stædigt oppe og nægtede fortsat at møde Paxs blik, selv da han følte Paxs blik stædigt mod sit, og at hans kniv brød igennem hud. Han var stædigere end Pax var, stærkere i sin følelse af bedrag. Først da Pax med en selvsikkerhed, der næsten kun kunne komme fra ærlighed, påstod at Treston kun delte seng med kvinder, og at Pax ikke havde ligget i den seng sammen med ham, sænkede Juno sin kniv og sit blik, indtil han mødte Paxs.
Det varede kun et øjeblik, før Pax så tilbage på deres gæst, og Juno så skeptisk til, imens Pax påstod at han havde fortalt deres gæst om ham. 
"Er I venner?" spurgte Juno med en skeptisk grimasse, overrasket over at Pax ville fortælle nogen som helst om ham. Ikke fordi han ville have at Pax skjulte ham, men fordi det trods alt var det samme som at afsløre en af sine svagheder. Det var nemmere at tro på, at Ulven sprang i seng med en stivnakket soldat, end at han var ven med samme soldat. Om han var villig til at tro på deres venskab kom fuldstændig an på, om deres gæst bekræftede, at han virkelig havde hørt om ham før fra Pax, men hans kropssprog var allerede noget mindre fjendtligt, hans kniv sænket og hans hånd ikke længere om den arm, Treston havde hevet til sig, men i stedet om Paxs hånd, hvor han holdt hans blødende pegefinger løftet uden at se på den. 

    Treston var kommet på benene - havde spærret øjnene op ved synet af kniven og åbnet munden i alarm. Uforstående var han - chokeret - men også klar til at forsvare sig, da Ulven lagde sig imellem. Og mens Ulven forklarede sig med alvorlige, faste ord, lukkede Treston langsomt munden igen, mens hans øjenbryn lige så stille kravlede op i panden på ham. Betragtede de to mænd og fattede endelig, hvad zalan der foregik.
    Og han kunne have slået sig selv - især da hans hjerne temmelig nådesløst spolede tilbage i dén samtale, de havde ført indtil videre; insisterede på at understrege for ham, hvilke ord han havde brugt...
    Hold nu kæft... tænkte Treston ved sig selv og kørte en meget opgivende hånd over ansigtet. Du kan virkelig dét med at bringe folk til raseriets rand i dag, hva'..?
    Men han følte sig også en lille smule undskyldt, for Pax havde ved Zaladins lange løg heller ikke givet nogen indikationer...! Og knægten - Juno - han var så... ung. Treston vidste ikke helt, hvad han havde regnet med - hvad han havde forestillet sig, da Ulven fortalte om sin partner - men det var i hvert fald ikke den kønne, blonde fyr med de store blå øjne og det ungdommelige ansigt. 
    ...selvom det morderiske glimt, Treston havde nået at fange i Junos øjne, måske alligevel gik meget fint i spænd med dén forestilling Treston havde haft om typen af mand, der kunne holde et partnerskab med Ulven ud i længere tid...
    "'Venner' er en meget... gavmild beskrivelse," svarede Treston langsomt - stadig med øjne på kniven, fordi bitter erfaring bare havde lært ham, at det altid var en god idé at holde opmærksomheden på blankvåben, som nogen havde været tæt på at stikke i en... Også selvom de lod til at være kommet på bedre tanker... "Jeg vil tro, vi har, hvad man ville kalde gensidig..." Han var lige ved at sige 'respekt', men dét var Treston temmelig sikker på, at Ulven ikke ville være enig i, så derfor afsluttede han i stedet: "Gensidig forståelse..." Dét var måske også lige vel rosenrødt, når man tog i betragtning, at Ulven havde hamret Treston ned med en sølvlysestage sidste gang de havde været i rum sammen, men det var den bedste beskrivelse den forhenværende Ridder kunne komme på på stående fod...
    Treston hev stolen ud og lod sig agtpågivende synke ned på den igen - siddende omvendt, så han kunne hvile underarmene over stoleryggen, og desuden havde ryglænet mellem sig selv og Juno - bare for en god ordens skyld. Han betragtede de to mænd med lige dele undren og opgivenhed - og forvirret uforståenhed. For Guderne skulle vide, at der fandtes en særlig form for... afsporet, blandt disse folk... Og at Pax med sin blødende finger og Juno med springkniven knuget i hånden tikkede alle boksene af...
    Treston sukkede - følte, at han måtte gøre ét eller andet for at få den sidste fjendtlighed ud af luften, og endte med at rækken hånden frem imod Juno, selvom han var en lille smule bekymret for, at den unge mand ville hakke kniven i den. "Mit navn er Treston Reynlest, og jeg... er ked af, at vi kom så skævt ind på hinanden, Juno. Pax har fortalt lidt om dig - om dét arbejde du har gjort med nogle af gadebørnene." Det føltes underligt at sige Ulvens navn højt, men Treston tænkte, at alt andet nok ville lyde underligt i Junos ører. Et træt blik gik til Pax - sådan meget apropos - og de sidste ord var rettet imod ham: "...Du havde fået flere point i min bog, hvis de dansetimer rent faktisk havde været en venlig gestus herhjem til... Dét skal du bare vide." Røvhul... tilføjede hans tanker, men ordet nåede ikke forbi Trestons læber - lurede bare lidt opgivende i hans blik.

Pax reagerede instinktivt ved at ligge sine arme om begge af Junos ben i samme øjeblik, at Treston atter åbnede munden. På den måde var Juno nødt til at kæmpe sig fri af hans eget greb først, forinden at han kunne kaste sig over Guldlok med sine morderiske intentioner. De blå øjne besad nemlig stadig ikke samme glød som de plejede og Pax stolede ikke på, at manden han elskede så scenariet, som det burde ses. Desuden havde Guldlok en uhyggelig tendens til at skabe kaos iblandt alt skraldet og rakkerpakket, som havde han virkelig aldrig hørt efter i de takt og tone timer, Pax mistænkte ham for at have siddet troligt igennem.
"Forståelse er vist også en pæn overdrivelse", skyndte Pax sig at proklamere, ivrig efter at tilbagelægge emnet helt generelt. "Jeg satte ham op, fordi jeg skulle bruge ham til at smugle orkbær ind i hovedstaden. Der er bare ikke noget som en uniform, der får folk til at holde kæft. Efter det overbeviste jeg ham om, at gøre mig en anden tjeneste i forbindelse med kuppet på paladset og i bytte for dén, skyldte jeg ham til gengæld. Som du ved, skulle det hele gå lidt stærkt, da vi først opdagede, at paladset var en mulighed -" Pax forsøgte at fange Junos øjne med sine egne, hans blik endnu engang sigende. Det var ikke normalt, at Pax kunne få adgang til paladset, så når dén blomst åbnede sig, gjaldt det om at plukke den i en fart og som Juno var udmærket klar over, kunne Flokken få jobs der afkrævede, at de smed alt, hvad de ellers havde i hænderne.
"- vi hænger ikke ud. Vi er ikke venner. Det er udelukket forretninger." Pax skævede hastigt til Treston, hans blik ikke til at tage fejl af: ligner jeg en, der er andet end ligeglad med dine point?

Det var dog altid pudsigt med sandheden, tænkte han dernæst. Pax ville for evigt fascineres af den. Den havde altid så meget mere at tilbyde end løgnen, og skønt det heller ikke var usandt - Pax og Treston var ikke venner - føltes det heller ikke sigende eller tilstrækkelig. Pax brød sig godt om Treston; han var ikke svagelig og skønt han prustede og stønnede af fornærmelse for hver gang Pax åbnede munden, så var det nemt at være i hans selskab. Pax skulle ikke være bange for, at han knækkede den høje blondine; han skulle ikke frygte, at den anden tog skade af hans selskab, at han på en eller anden måde gjorde ham ondt. For Treston var Pax slet ikke vigtig nok; hans ord og anerkendelse betød ingen ting. Han skulle ikke passe på ham, tage ansvar for ham, som han skulle med alle andre. Hvis de havde mødtes under andre forhold... Pax kunne se dem sidde og drikke alt for stærk kaffe, brokke sig over hinanden til hinanden og på en eller anden måde have et venskab. Måske ikke et almindeligt et men dog et, der var anderledes fra de andre, han havde. Ét hvor han på en eller anden måde bare var... Pax. Og ikke Ulven.

Det undrede Juno at Treston ikke havde reageret kraftigere tidligere. Ganske vist så han ikke farlig ud, men et bandemedlem, der villigt satte sig ved siden af en soldat? Kunne han virkelig ikke selv se, at han enten ikke ville kunne gå derfra i ét stykke, eller at han kun ville gå derfra med sine lommer tommere end før? Det lød selvfølgelig på ham som om hans lommer allerede var tæt på tomme, men havde deres gæst ikke påstået at have delt seng med Pax, så ville Juno ikke have tøvet med at stjæle fra ham i stedet. 

Juno skulede op til Guldlok, bevist om hvordan den anden mands blik lå på ham. Han ville have forsøgt at myrde ham igen, hvis han havde vidst, hvad der foregik bag Trestons pande og hvilke tanker han havde om Junos alder. 
'Gensidig forståelse'. Dét kunne Juno tro på, men det stoppede ham ikke fra at give et pludseligt ryk med overkroppen mod deres gæst, som havde han tænkt sig at overfalde ham alligevel. Med Paxs arme om sine ben, kom Juno dog ikke længere end dét, og det blev aldrig tydeligt, om han havde ment mere sin bevægelse end blot at forsøge at forskrække Treston. 

"Så du udnytter ham bare?" spurgte Juno hårdt og skævede ned til sin mand igen. For hvert sekund han så ind i Paxs øjne, slappede hans skuldre tydeligt mere af, og der gik ikke mere end tre sekunder, før han foldede sin kniv sammen og puttede den tilbage i sin lomme. 
Han var dog på ingen måde færdig med at provokere Ulvens gæst og han lænede sig også frem for at stikke det øverste led Paxs pegefinger i sin mund, hvor han suttede blodet af den.
Ud igen kom den dog lige så snart Juno hørte dansetimer og igen fløj hans blik imellem de to ældre mænd.
"Du vil ikke engang danse med mig på den dag vi bliver gift, men du vil gerne svinge ham rundt?" Pax kunne sige alt han ville om hvad Treston var for ham, men der var bestemt noget venskabeligt imellem dem. Han havde inviteret Guldlok med indenfor, havde bedt om hans hjælp flere gange, havde danset med ham, havde fortalt ham om Juno, og havde fysisk holdt Juno fra at slå ham ihjel. Lidt vigtig måtte han jo være. Der var ingen forretningsmæssig god grund til at holde ham i live ellers. 

"Hej Treston," mumlede Juno endelig som svar på den hilsen, deres gæst havde forsøgt at komme med og flyttede sit skulende blik i den direkte modsatte retning af ham. "Jeg hader alle Paxs venner, du skal ikke tro at du er noget specielt." Med det sagt lagde Juno sine arme over kors og sendte Pax et kortvarigt, vredt blik. 
Han gad ikke være med til deres forhandlinger længere, men han var heller ikke villig til at lade Pax være alene med Treston, ikke når Treston var høj og muskuløs og jævnaldrende - og desuden også havde samme blonde hår og blå øjne som Juno selv.
Og så var der selvfølgelig også hans forbandede nysgerrighed, som han ikke helt kunne skjule, da han skævede tilbage mod deres gæst. Hvis Pax virkelig havde fortalt om ham, var han døende efter at vide, hvad det var, og hvilket indtryk af ham han var blevet efterladt med. Ikke mindst hvad hans arbejde med gadebørnene betød. Da han havde taget dem ind i Rottebanden, eller det han lavede nu? Han vidste allerede at svarene ville være nær umulige at få ud af Ulven, men han havde ikke ligefrem sat sig selv i et godt lys til at bede Treston om at afsløre noget, så fra det øjeblik strammede han sig igen an, for at virke bare en smule imødekommende. 

    Da Ulven erklærede, at 'forståelse' også var lige lovligt gavmildt, lagde Treston ansigtet i nogle meget trætte folder - ikke fordi han var uenig, for det var han sådan set ikke... Hans 'forståelse' havde bestemt fået et knæk, da Pax valgte at hamre ham ned til ballet - men mere fordi, bandelederen bare altid skulle være på tværs... Aldrig bare kunne sige: 'Ja, hr. Reynlest!' og så komme videre...
    I det samme gjorde Juno en aggressiv bevægelse frem med overkroppen, og Treston rev instinktivt hovedet til sig med et sæt - rettede sig op på stolen, mens han betragtede den yngre mand som om han var en hidsig gadekøter; årvågent og vagtsomt og med en anerkendelse af, at selvom han sandsynligvis kunne gå sejrrigt ud af en konfrontation, var det bare et sammenstød, han for enhver pris gerne ville undgå.
    ...Knive og sårede følelser havde det også med, i Trestons erfaring, at ændre oddsene for sådan noget... Og Juno besad åbenbart begge dele.
    Treston tillod dog sig selv langsomt at slappe af, i takt med, at Juno tydeligvis gjorde det samme - hjulpet på vej af Ulvens forsikringer og Trestons manglende indvendinger. Et øjenbryn blev langsomt løftet i en blanding af vantro morskab og overraskelse, da Juno lænede sig frem og tog Pax' finger i munden, og Treston havde egentlig åbnet munden for at sige noget tørt - svinge et forsvar ud til den... galskab, han blev udsat for hér - men endte med at lukke den igen og acceptere, at disse mennesker var noget ganske for sig. At usagte regler og almindelig, god opførsel ikke gjaldt hernede. At den forkerte bemærkning på det forkerte tidspunkt potentielt også kunne vende Ulven imod ham, og at Juno og Ulven samt alle Ulvens mænd ude i køkkenet alligevel var en betydelig større mundfuld, end Treston havde lyst til at bide over...
    Dog kunne han heller ikke finde ud af, at sidde helt tavs og tandløs, så da Juno brokkede sig over Ulvens danse-præferencer, bemærkede Treston tørt: "Jeg kan forsikre dig om, at det ikke er min ting at blive jokket over tæerne af et surt røvhul, hvis grovmotoriske færdigheder normalt er bedre justeret til at trække nogen ind i en gyde og tæve deres tænder ud, til de frivilligt begynder at fælde krystaller..." Treston havde ingen anelse om, hvorvidt Ulven også gjorde sig i dén slags ting, men hvis Juno havde en forestilling om at dansetimen havde været en øm dans imellem to lidt-for-tætte venner, så tog hans kraftedeme fejl...! "Og din mand dér har tydeligvis et seriøst attitudeproblem, for man skulle tro det gjorde ham fysisk ondt at overlade - bare en snert af kontrol - til et andet menneske...!" Han fik muligvis bevæget sig væk fra forsikringerne her og ud på mere gyngende grund, men Treston havde haft en lang og alt for... følelsesladet dag, og han var faktisk ved at blive en lille smule irriteret over dén hér forbandede farce... Det bragte den selvdestruktive fandenivoldskhed op i ham - dén, der boede sammen med galgenhumoren et mørkt, bittert sted i hans indre - og derfor kunne den forhenværende Ridder ikke dy sig for at sende Juno et provokerende smil. "Dét skal du sgu være opmærksom på, knægt, hvis I ender med at holde - hvilket jeg naturligvis beder til Isari om! Hvis jeg var dig, ville jeg sørge for at få pillet kontrolhysteriet af ham, før det er for sent..."

   Da det blev tydeligt, at Juno ikke havde tænkt sig at tage den fremstrakte hånd, tog Treston den til sig igen med en grimasse, der gjorde det tydeligt, at selvom han var en anelse provokeret over den yngre mands opførsel, så var der også noget ved den absurde situation, som han fandt ualmindeligt morsomt. For det var jo egentlig så forbandet dumt dét hér, at man ikke kunne gøre andet end at finde ét eller andet at grine af, hvis frustrationen over dumheden ikke skulle gøre én hysterisk...
    "Jeg lover, at jeg ikke tror, jeg er noget," erklærede Treston med et stramt, lille smil til Junos nakke, da denne meget demonstrativt havde vendt hovedet væk, som var Treston en pervers vederstyggelighed, han ikke havde lyst til at lægge øjne på. Og dog - for de blå øjne vendte søgende tilbage og Treston fik dét indtryk, at Juno alligevel - trods sin afvisende facon - ikke helt kunne se sig fri for at være nysgerrig.
    Disse mennesker... Treston vidste ikke, hvad zalan han skulle mene...
    "Dét hér," erklærede han derfor og kørte en hånd over panden - opgivende gennem håret - mens han mumlede for sig selv: "Dét hér er kraftedeme den mærkeligste dag, jeg længe har haft, og det er altså under en uge siden, jeg blev dømt landsforræder og fik vendt mit liv på hovedet. Guderne skal vide, at konkurrencen er skarp..."

"Jeg kan forsikre dig om, at det ikke er min ting at blive jokket over tæerne af et surt røvhul –”
”Nej, Trestons ting er jo tydeligvis højforræderi, hvilket er –”
” – hvis grovmotoriske færdigheder normalt er bedre justeret til at trække nogen ind i en gyde og tæve deres tænder ud, til de frivilligt begynder at fælde krystaller.”
”Okay, hvor lam i roen tror du, jeg er?! Vi er væsentlig mere raffineret – jeg brød ind på Paladset!”
"Og din mand dér har tydeligvis et seriøst attitudeproblem, for man skulle tro det gjorde ham fysisk ondt at overlade - bare en snert af kontrol - til et andet menneske!"
”Attitudeproblem? Jeg har attitudeproblemer?! Hvis jeg har, hvad i Zaladin fejler du så?!”
” – ville jeg sørge for at få pillet kontrolhysteriet af ham, før det er for sent."
”Seriøst, gør med ham hvad du vil! Jeg er færdig med ham. Ingen behøver at finde ham – eller så smider vi ham bare i en af de andres territorier og lader dem deale med konsekvenserne!”

Pax gav demonstrativt slip på Juno og rejste sig derefter med et fornærmet fnys. Hans protester var blevet ivrigt mumlet, men tilsyneladende for døve ører og indvendig sydede han af forurettelse. Pax kunne hævde at være mange ting og (for) stolt var bestemt én af dem; der var ikke noget, der kunne ramme ham som beskyldninger om at være simpel, en gemen skralde-baron fra slummen, der ikke besad noget raffinement eller finesse, for selvom det naturligvis var sandt – Pax var slet ikke stivnakket nok til at være elegant som Treston var dét – afskyede han, at dem højere oppe på kvisten på en eller anden måde rynkede på næsen af ham og hans.
Hans irritation blev heller ikke afhjulpet af, at Juno stadig skulede til ham, som om han havde gjort noget forkert!
Pax lagde armene over kors og skævede til Guldlok, der da sad med hovedet i hænderne og var ligeså selvlidende, som Pax var kommet til at forvente af ham at være. Han himlede med øjnene og slog ud med den ene hånd for at lade den daske til Trestons blonde krøller. ”Ej, så tag dig dog sammen! Vi er ikke så forskellige!” Pax hævede begge sine øjenbryn i en sigende grimasse, hvorefter han hoppede op på spisebordet, siddende overfor Juno.
”Jeg tænker naturligvis på hele den her domsafsigelse – nu er du jo en del af efterladenskaberne. Noget helt andet: fik du pastinakken egentlig? Jeg vidste ikke, om den overhovedet nåede dig.” Noget, der var giftigt i sin spøgefuldhed havde sneget sig ind i Paxs ene mundvige, hvilket ikke gjorde underværker for hans overordnede udtryk; det var svært at have både fornærmede og morede træk i en grimasse, og det lykkes ikke Pax ikke at se forvredet ud.

Pax var ikke en morsom mand: han spøgte sjældent med folkene omkring sig og aldrig selv ville han definere sig som hverken spøgefuld eller skæg. Han havde altid for travlt, han var altid for træt, han var altid for optaget af noget til rigtig at være tilstede. Han havde ikke noget let sind, der tillod humor at bosætte sig og kunne til tider kæmpe for at forstå en spøg fremlagt fra andres læber. Han havde for længst accepteret sin mangel (hvad var alternativet?) og følte i skjul en spæd stolthed, når det dog fra tid til anden rent faktisk lykkes ham –
Pastinakken. Ak ja. Pastinakken. Dén havde været tre dages højdepunkt og fået Pax til at græde af grin; ud af det blå og midt på gaden, under opvasken og forinden, at han gav op i sengen og faldt i søvn. Det havde i grunden været for at muntre Treston op; lade ham vide, at Pax vidste, at han var i problemer og at hjælpen var indenfor rækkevidde, skulle han ønske sig at benytte sig af den. Ulven var trods alt ikke nogen (is)kold mand og der var mange tjenester i en befrielse…

”Orkbær skulle bruges til nogle potensforstærkende miksturer”, forklarede Pax Juno, velvidende at det var fra før, at de reelt var fundet sammen igen. ”Så… Guldlok gav dem navnet bolle-bær og det var jo så primært til mænd, der havde problemer med at rejse flaget –” Pax skar en grimasse og viftede lidt med den ene hånd, kæmpende med at forklare den interne joke, der pludselig gjorde ham ukomfortabel. Det lød nemlig uhyggelig meget som et slags venskab og det foruroligede ham af flere grunde: Juno var den ene – og Treston den anden.
”Det er også lige meget. Hvor meget skal du have? Krystaller, mener jeg. Hvor skal du hen?”

Det hjalp mere, end han troede Treston vidste, at høre, at han ikke havde nydt at danse med Pax. Juno ville have nydt det, ligegyldigt hvor galt det var gået, men det var rart at høre, at han ikke skulle være alt for misundelig. Gik Treston rent faktisk op i, hvad Juno tænkte om ham nu, selv efter han havde sænket sit våben? 
Kun fordi Treston ikke kunne se hans ansigt, der var vendt væk fra ham, tillod Juno sig selv at smile ved tanken om de to mænd, der havde trådt hinanden over tæerne, i et forsøg på at lære Pax at danse. 
Smilet var væk, da Juno så tilbage på Treston, men han kunne ikke skjule, at han var blødt lidt op overfor ham. 
Juno kunne ikke forklare for Treston, at Pax ikke var kontrolhysterisk med ham. Ikke når de var alene. Selv for Juno var det tydeligt, at Pax havde flere forskellige masker at vælge imellem, Ulven den mest brugte, og Ulven bestemte alt han kunne komme til. Men Pax var noget andet, end den Pax han var, når de var alene, var igen helt forskellig fra dét. 
"Sådan er han ikke med mig," fortalte Juno lavmælt, nemt at overhøre, når Pax samtidig truede med at slå Treston ihjel og skille sig af med hans lig. Det var ligegyldigt om Treston troede på ham, men Juno kunne ikke lade Paxs ven, for venner var de, det var han efterhånden fuldstændig overbevist om, tro, at Pax gjorde noget som helst andet end at respektere ham. 

Han havde ikke lyst til at se op på Pax, bekymret for hvad fyren tænkte om, at Juno sådan afslørede hvordan de var sammen. For selvom de to mænd var venner, havde de tilsyneladende også svært for at indrømme det overfor sig selv og hinanden. I stedet lænede Juno sig frem i sin stol og lagde en hånd om Paxs læg, hvor hans tommelfinger kærligt strøg over buksestoffet. Det var hans måde at kommunikere, at han stod bag Pax. Hvis han stadig ville skille sig af med Trestons lig, så skulle Juno nok hjælpe ham med at slæbe det. 

Endnu virkede det dog ikke som andet end en velmenende trussel, for kort efter jokede Pax igen med sin gæst, om noget Juno hverken kendte hoved eller hale i, og da Pax begyndte at forklare det for ham, steg varme straks op i hans kinder. Det var en kamp ikke at blive jaloux igen, for ingen af de ting de to mænd lavede sammen lød uskyldigt eller rent venskabeligt, og Juno strammede ubevidst grebet om Paxs læg.
I det mindste hjalp Pax ham med at tage langt væk, men da Juno skævede til Treston igen, var det med voksende nysgerrighed. Hvilken slags person var det, der kunne lokke krystaller ud af Pax, uden at give ham andet end sit løfte?

    "Så det var dig!" udbrød Treston og stirrede på Ulven, som om han ikke helt vidste, om han skulle være begejstret eller foruroliget. Hans antagelser om Paladsvagten kunne åbenbart overføres direkte til vagterne i fangekælderen også... En skræmmende tanke, men dog - mindede han sig selv om - ikke  længere noget, som det var hans ansvar at reagere på. I stedet greb han om stoleryggen og lænede sig en anelse tilbage - betragtede Pax og Juno med et træt, modvilligt smil, der truede med at trække den ene mundvige opad. Han havde selvsagt ikke hørt Ulvens lavmælte mumlen - på trods af, at han havde set den anden mands læber bevæge sig - og derfor reagerede han betydelig mere muntert, end han ville have gjort, hvis den indirekte dødstrussel havde fundet frem til hans ører. "Jeg fik den serveret kogt, at du ved det - som det eneste på tallerkenen! Bleg og slatten og med beskeden om at nogen højt i fødekæden mente, jeg ville vide, hvad det betød..." Treston løftede et sigende øjenbryn. "Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det som en sympatitilkendegivelse eller en forpulet trussel!" 
    Han valgte ikke at kommentere nærmere på Ulvens bemærkning om, at han nu var en del af 'efterladenskaberne' - ej heller Junos stille ord. Juno, der sad dér og betragtede ham med noget, Treston næsten ville betegne som sulten nysgerrighed - en nysgerrighed af dén slags, der ikke nødvendigvis handlede om Treston som person, men mere de ting, Treston kunne fortælle... Nysgerrighed, der stadig, undervejs i Pax' forklaring, slog over og blev mørk og morderisk...
    ...eller måske var han helt gal på den. Måske gjorde Juno i virkeligheden bare ret i, at være på vagt overfor Treston, der trods alt var en fremmed i deres hus...
    "Jeg skal bruge nok til at komme godt fra start - gerne kunne betale kost og logi på farten et par uger, før jeg behøver at tænke for meget over at skrabe krystaller sammen på en alternativ måde." Treston skar en undskyldende grimasse, fordi han godt vidste, at han bad om... en del her. "...Og så skal jeg have købt ét af de kompasser, der sporer chakra - og spor efter magi. Jeg har... en jeg bliver nødt til at finde..." Inden Ulven eller Juno kunne nå at sige for meget, rakte Treston hånden i vejret - bad med gestussen lov til at han måtte tale færdigt, inden de afviste ham. "Jeg ved udmærket godt, at det er meget at bede om. Og jeg ved godt, at et sådan lån er en tjeneste, der på ingen måde står mål med dén, du skyldte mig..." Han øjnene Pax med en anelse bebrejdelse i blikket. "...selvom mine dansetimer - om ikke andet indirekte - vist alligevel endte med at kaste et rimeligt overskud af sig..." 
    Han lod skuldrene synke en anelse og betragtede de to mænd foran sig med et opgivende drag om munden. Så er det durk tilbage i mudderpølen... "Men jeg ved godt, at jeg kommer til at stå i gæld i mere end én forstand. Selvom jeg desværre ikke kan tilbyde en uniform længere. Eller så skide meget andet..."
    

Pax skar en grimasse af Trestons fortælling men måtte kæmpe for ikke at komme til at le af spøgen for endnu engang. "Jeg havde ikke bedt om at få den kogt men det var en fed idé, der på en eller anden måde kræver en belønning", mumlede han, påtaget eftertænksomt og som var han allerede i færd med at bestemme, hvad der ville være passende at give til den heldige sjæl.
Junos tynde fingre om hans læg hev dog Pax tilbage til virkeligheden. Havde de ikke haft selskab, havde han ønsket at udnytte deres sparsomme tid alene, men eftersom der sad en kæmpe blondine ved deres side, nøjedes Pax med at sendte Juno et indforstået blik. Han mærkede et stik af noget, der kunne forveksles med dårlig samvittighed og i samme øjeblik, at den fornemmelse rigtig registrerede sig bag hans blege pande, smækkede Pax sit ene ben op på det stolesæde, Juno havde sat sig på; som skabte han en fiktiv mur mellem de to for hinanden fremmede. Det var en sølle gestus men Pax kunne ikke se en mulighed for at give sin mand meget andet. Nok var Treston ikke bøvet omkring dem, men der var ingen grund til at fremlægge Paxs ene svaghed for ham på et sølvfad. Det var... en principsag.
Det blev dog, des mere Treston afkrævede, sværere og sværere at forblive siddende. Pax stirrede på ham og skønt Treston tydeligvis vidste, at det han efterspurgte var grænsende til umuligt at eftergive, kunne Pax ikke undgå at udbryde: "Kastede din mor meget med dig som barn?!"
De arrede hænder fløj op og landede med bløde klask imod Paxs hoved. Han gned sine kinder og øjne indtil at de blev røde, hvorefter han hoppede ned fra spisebordet og begyndte at skridte hvileløst rundt i køkkenet.
Udover det mest åbenlyse problem - nemlig at det var en Zaladins mængde af kapital, Pax skulle placere i hænderne på en, han ikke anede om ville være i stand til at betale tilbage - havde Pax også et andet: han ville rent faktisk gerne hjælpe Treston. Og det havde intet med tilbagebetalingen af sin tjeneste at gøre...
Pax sank en klump, stående med ryggen til dem, fordybet i kalkulerende tanker. Hans hænder var gledet op i alle de grå krøller og da han snurrede rundt på hælen, var hårpragten endnu vildere end før.
"Vi gør noget andet", proklamerede Pax, hans hjerne i gang med at formulere planen, som hans mund fremlagde den. Denne gang var det også hans tur til at hæve hånden, parat til at skulle overdøve Juno i et råb, hvis det var nødvendigt: "Jeg kan fandeme ikke finansiere en sådan tur. Tjeneste eller ej, det er fucking umuligt, okay? Jeg har - i hvert fald 30 børn, jeg skal brødføde og selvom vi går mod forår, så er der stadig lang vej ud af vinteren for os. Men jeg har et forslag. Jeg tilbyder hverken mere eller mindre, fatter du det?" Pax så på Treston, hans blik urokkeligt og skønt hans ord kunne ligge op til fjendtlighed, var der i det øjeblik ikke andet at spore end den gensidige respekt, Treston ikke havde ville sætte ord på tidligere.
"Hvad angår kompasset... så har jeg et, du kan - låne og jeg kan have det i hænderne inden solen står op. Det er helt sikkert ligeså stabilt som alle andre, du ville kunne købe på et - mere legitimt marked. Hun er pisse dygtig og hun koster mere end den tur, du beder mig om. Det er hende, der har lavet mit ene øje og ligeså pisse irriterende, hun er, ligeså troværdig er hun også -" Pax brugte ikke tid på at pege eller forklare, hvordan han havde mistet det i første omgang. Treston havde selv to af dem i hovedet og kunne derfor godt se, at hans ene øje var mekanisk. Der var ingen grund til at dvæle ved det faktum.
"Hvad angår kost og logi... det kan gøres billigt. Som i... virkelig billigt." Pax sendte Treston et sigende blik og hans næstfølgende ord cementerede det, han forsøgte at videreformidle: "Så hvor legitimt skal du kunne rejse? Er det - officielle papirer og krystaller hele vejen eller kun specifikke steder? Du sagde, at du ledte efter en -" Pax nikkede opfordrende i retning af Treston, men skævede derefter til Juno. Han ville gerne have hans tanker; de var trods alt to om lederposten.
"Hvor mistænker du personen er? Hvor er det, du skal hen?"