Det var med en sværmende lyd af blålysende vinger, at den mindre skikkelse bevægede sig igennem de lavoplyste tempelhaver. En kold vind strøg her og der igennem de ikke videre frodige buske - skubbede hende en anelse ud af kurs, men det var næppe noget den blege skikkelse bemærkede trods den letpåklædte silhuet. 
Det var ikke fordi at de aflagte fjer og sirligt syede evighedsblade skærmede meget, men det behøvede de heller ikke, da Halith ikke havde frosset i mange, mange herrens år. 
Med retning imod nogle af de flakkende månelamper, var det dog ikke sådan at hverken vind eller koldt vejr helt kunne holde hende fra den noget målrettede opgave hun havde taget på sig, da lyset skulle genforstærkes så det holdt natten ud. Selvom det ikke var mange nattegæster der kom til templerne - og selvom Halith selv næsten aldrig mødte nogle, på det her tidspunkt omkring midnat... skulle dem der endte med at komme, stadigvæk føle sig velkomne i de stille haver. Og det var en ganske sød tanke, når man overvejede hvilke grunde der kunne jage folk ud i mørkets ensomme stilhed. 
Dem der kom på det her tidspunkt, måtte have grunde der ikke kunne vente til morgendagen. Og givet at hun alligevel var oppe... var det næsten blevet et helt lille ritual for hende, at holde vejene oplyste og indbydende. 

Med et dæmpet bump var det at de bare fødder ramte den stenbelagte jord under hende, og i en dybere vejrtrækning gled den hvide hånd over amuletten der hang om hendes hals, som i det næste nu - sammen med et flakkende hvidt lys - sørgede for at alfen voksede til en mere menneskelig skikkelse end den der først var blevet øjnet, om nogle faktisk havde holdt øje. Hvidt hår gled fra dets strittende sider ned i bløde krøller, ansigtet blev mere ovalt, tøjet mere dækkende og øjnene mindre i dets mandelformede menneskelighed. Da hun åbnede dem, glødede de dog stadigvæk vagt af den blege tåge der hvirvlede i dem; centrale dele af udseendet, kunne nok aldrig helt ændres. 
"Lige i tide..." den lavmeldte mumlen blev fulgt op af at den hvidhårede kvinde fiskede en krystal op af sin nu dybere lomme. "... i kunne nok ikke holde meget længere"
Og krystallen blev stødt imod den blege lampe, som i samme sekund blev stærkere, kraftigere og knap så flakkende som før. Sådan. Bare... blikket gled imod siden, og hun smilede skævt. Bare 25 mere af dem, op til Isari templet.

Hun burde nok have lagt mærke til ham meget før, men optaget af sit arbejde med at tænde lysene, var det først da hun drejede sig imod den tredje lampe... at hun opdagede mennesket som stod længere nede af stien. Og stirrede. I samme instans som hendes hvide blik mødte mandens, var det at alfens 'menneskeskikkelse' stivnede, og næsten uvilkårligt var det at sanserne skærpedes da hun både zoomede blikket ind på ham, men også med virrende næsebor prøvede at fange en fært; var det nogle hun kendte, eller var det en fremmed? 

Fremmed var svaret, og det gjorde ikke meget for at dæmpe den umiddelbare modvilje der bølgede igennem hendes petite krop. 
Han lugtede... salt. Som sved. Det var ikke mange der svedte på en nat som denne, og det havde ikke taget Halith mange år at forbinde luften med ganske specifikke ting. I det her tilfælde, var hun dog i... tvivl. Han havde dog set hende - hun kunne se at han havde set hende, og at hun havde været på vej imod lyset der flakkede ved hans side - og efter hvad der føltes som en evighed (men nok i virkeligheden blot var nogle få sekunder), fik hun endelig liv i sin krop igen. Hånden løftedes til en tøvende hilsen, og med en dybere vejrtrækning tog hun et skridt. Og et mere. 
Og et mere. De hvide krøller bølgede en anelse i den vind der skuttede sig igennem området, og Halith sank en klump inden at den lyse stemme fik plad i luften imellem dem. "Godaften" sagt med en blød kant, og vampyrens læber gled op i et imødekommende smil, som maskerede hendes overraskelse og... ubehag. "Det er sjældent at vi for besøgende på denne tid, men du er mere end velkommen" forsøgte hun sig med. Og genkendte først der manden, som en hun havde spottet i Lysets gemakker før. 
Oh... hvad var det de kaldte ham... han var af en af de familier..

Heldigivis for Alexander, var det ikke sådan at Halith genkendte ham som hverken Isenwald eller vidste meget om den evne der var tilknyttet familiens blod, da hun med et prøvende smil nærmede sig den høje skikkelse. Hun var dog ikke blind, og hendes sanser var om noget en anelse forstærket, så den krydrede menneske-lugt blandet med noget andet, noget meget mere primitivt, gik hende ikke forbi. Drengen, eller nok nærmere den unge mand lød dertil også... nervøs. Og nervøsitet gjorde hende vagtsom, inde bagved det høflige præstesmil hun præsenterede. Hvorfor var han... nervøs? 

Hun kunne dog stå længe og tænke over det, uden nødvendigvis at få sig et svar - han fangede hurtigt forbindelsen mellem de sorte klæder og den 'hjemlige' tone, og et lille nik forlod hende. Hun prøvede ikke at bevæge sig for mekanisk, selvom det faldt hende mere naturligt end de menneskelige, bløde bevægelser hun så ofte observerede. "Jeg arbejder også mest om natten, det..." kortvarigt var der tøven at ane, og hendes blik gled sidelæns imod de krystaller hun var ved at genantænde, og nikkede imod dem. "... nogle må holde stierne oplyste og indbydende. Og natten giver en anden arbejdsro" hvilket dog ikke var en løgn, og bar en tone af sørgmodighed til sig. Det var nemmere at klargøre de døde om natten, men det behøvede hun næppe at gå i detaljer omkring. 
Mange af byens bedste borgere, følte sig en smule distanceret fra de mere ubehagelige sider af de døde, da de først så dem efter at de var klargjort. 

Alfen's tågeblik blik flakkede dog vigende tilbage da hun følte sig... observeret - men fandt hurtigt hen til den blakkende krystal igen, som hun (også måske en smule for hurtigt) kom hen til, så krystallen kunne sættes imod, og på ny lyse det mørke område om. Et lys som kastede en kølig tone over det perlemorshvide skind, og hun brummede sagte, da hun hurtigt stak den - og de hvide hænder - ned i lommen igen, så hun kunne vende tilbage til mennesket.

Værende asocial - og tavs - af natur, så overraskede det hende altid når menneskerne valgte at blive omkring hende, fremfor at tage videre. De fleste havde en travl tidsplan, og dem der ikke havde det, brød sig sjældent oprigtigt om hendes selskab. End ikke Halith kunne vurdere om, det var deres sjette sans der satte dem i bevægelse videre, eller hendes manglende og sølle forsøg på at holde en samtale kørende... 
Men af en eller anden grund, var det ikke tilfældet her. 

Fordi konverserende blev han stående, et lille, taknemmeligt smil om læberne, fremfor at gå videre i mørkets nat. Hvorfor takkede han hende? Alfens hvidlige øjne fik et halvt om halvt undrende skær i tankens spørgsmål, inden at hun prøvende rystede på hovedet. "Du behøver ikke at takke mig" også selvom det varmede et eller andet sted. Halith foldede hænderne ind omkring hinanden, så de store, sorte ærmer dækkede hvor den perlemorshvide hud. "... men jeg sætter pris på det" og det lyse hoved gled undersøgende på skrå. 
Emblemet fra lysets hær, glimtede i det hvide nattelys. 

En del af hærens soldater, havde det med at søge herud når de vendte hjem - de få der havde været i reel krig, brugte ofte haverne som et sted at søge ro... og dem der snart skulle ud på frontlinjen, gjorde ligeså. Hørte han til en af dem? Hun havde set ham før, men han virkede... ung. 
Den hvidhårede kvinde åbnede tøvende munden, og gjorde et lille kast med hovedet. Inviterende, og imod det næste lys der svagt glødede længere henne af stien. "Du... kommer ofte her om natten? Fordi så er du virkelig en af de få der foretrækker stemningen på det her tidspunkt..." selvom det ikke var noget hun burde blande sig i, kunne hun mærke sig selv række en smule ud. Og undre sig, over hvilke grunde der var. 

Det varmede alligevel lidt. Ubevidst for den unge mand, flakkede skyggen af et smil over Halith’s egne blege læber, da en filosofisk tanke fik ord. Hun var ikke videre filosofisk selv. Hun havde haft sine tanker og overvejelser, men kom nok aldrig udenom at rammen for hvordan hun tænkte, nok altid ville være formet af fortidens støvede slør og tilhørende tavshedsløfte. Men at lytte… det havde hun hørt, at hun gjorde bedre end så meget andet.

Så uden et ord eller dybere tanke, var det at hun fortsatte med det. Opmærksomheden skiftede imellem stien de begge vandrede henad, og den unge mand selv, og de tågede øjne fik et næsten blidt skær i sig da han svarede hende. Spøgelser tog mange former. Og de fandt vej til både gamle og unge sind, skulle det vise sig.

I stedet for at følge op på det, lod Kilepræsten en lille brummen glide over læberne. ”Det er måske en pligt…"  begyndte hun, og strakte den næsten perlemorshvide hånd ud foran sig, hvor at krystallens skær farvede dem begge i blege, dansende glimt af lys. ”Men jeg gør det med glæde” tøvende hvilede ekstra ord på vampyrens tunge, der ikke videre erfaren i samtalens kunst, ikke kunne bedømme om hun skulle, burde eller faktisk ønskede at fortsætte. Sidstnævnte havde en underlig - men tillokkende - genklang, og hun rømmede sig. Fulgte fornemmelsen. Hans selskab var… ubesværet, trods tidligere og stadigvæk ind lagret vagtsomhed.

Måske var det freden omkring dem, eller måske var det snerten af afmagt over natten, som hun kunne spejle sig i. Hvad end det var, fik præstindens stemme mere på gled. ”Jeg valgte selv at tage disse… nattevagter, hvis man kan kalde dem for det. Der er noget dragende ved aftenmørket, som jeg ikke helt kan forklare…” Den halve løgn føltes forkert i munden, og hun fortsatte før eftersmagen manede hende til tavshed. Det her var en af grundene til hun sjældent snakkede med fremmede – at være tvunget til at lyve igennem hver anden sætning, var ikke rart. ”Og… jeg føler mig nyttig af det. Der er ikke mange ting jeg er gode til, men det her er en af dem” et smil tog brodden af selvkritikken bagved ordene, og hun stoppede kortvarigt op, imens krystallen med en sagte summen ramte den falmede lygte, og oplyste den på ny.

Smilet på Haliths læber falmede ikke, men voksede tværtimod en smule, imens hun stod med ryggen til ham. De tågehvide øjne betragtede krystallen i hendes hånd, imens han talte, og med en lille brummen fik vampyren kastet et blik over skulderen, og drejede sig til sidst med fronten til ham, et lille snif i luften som hun håbede ikke var til at bemærke. Han lugtede af sved, af barrakkerne og alligevel friskt. "Du er stadigvæk ung" ikke ment som noget nedsættende - han havde forhåbentligt et længere liv foran sig, og hun rakte spørgende krystallen ud, og slog den anden hånd ud imod krystallen længere fremme. Hvis han ville prøve. 

Imens de gik, fortsatte hun. "Måske er det blot ikke lige nu, at det som du er god til, skal bruges... I menneskers liv er så flygtigt, at det dog ville bekymre mig hvis du ikke fandt bare lidt glæde eller mening i det du foretager dig". Årene gik stærkt, og lige pludselig ville den unge mand finde sig selv i en anden krop end den han havde nu. Ikke alle årene, behøvede at være dedikeret til hæren. 

Men det vidste han nok godt. Haliths skærpede nattesyn betragtede det flakkende mørke, som stille og roligt veg mere og mere tilbage, i takt med at de fik oplyst stien.