Det var ikke just fordi vinteren i Tusmørkely var mere skånsom end den var mange andre steder i Krystallandet. Tværtimod virkede det til, at de lyse timer her var kortere og ikke mindst koldere. Der var ikke gået mange uger fra Tarasikas ankomst, til de første byger af sludende sne var begyndt at rasere den lille landsby i bjergene, kort efter fulgte frosten, der havde gjort jorden hård og udyrkelig, mens den rigtige sne kort efter havde lagt sig, for ikke at forsvinde igen. Selvom vejret havde været hårdt og omskifteligt, havde det ikke taget elveren længe at føle sig tilpas i Judahs lille, mendog varme hytte. Den lå afsides mange af de andre, men havde alligevel ikke uendeligt langt til Tusmørkelys indre. Den eneste utilfredshed elveren havde stillet sig, havde været ulvens proklamation omkring, at alle arbejdede under hans tag, og det havde i særdeleshed ligeledes inkluderet elveren selv, som hver dag, de sidste måneder, havde taget traveturen til byen for at spinde uld op til nøgler. Det var ikke den håndværksmæssige erfaring der tyngede elveren, det havde taget hende ugevis at få hærdet huden på fingrene, til ikke at bløde på det nyespundne garn der senere måtte sælges på markedet. Martha, den gamle kone som ejede værkstedet, havde i starten uden held forsøgt at få den spinkle elverkvinde til at karte ulden, men det fysise arbejde havde ingenlunde ført noget positivt med sig, ikke andet end klagen og brok, mens en fibersprængning i den ene arm havde plaget den rødhårede i dagevis. Så garn var det blevet til, og det var fint ensformigt arbejde ved spinderokken. Betalingen i sig selv var kun til at more sig over, men havde i det mindste medført at elveren kunne få et par ordentlige varme støvler, da at bevæge sig rundt i Judahs store plader var noget nær livsfarligt. Ydermere var hendes kappe blevet foret med hvide kaninskind, nogle af dem havde hun byttet sig til, mens Judahs snærre til smådyr havde indbragt resten. Derudover havde indtægten ikke rakt meget længere end til dagen og vejen. Valget om at tage et langt mindre indbringende arbejde, end hun havde kunne få ved brug af sine magiske evner, havde været aktivt. For det første var der ingen grund til at tiltrække mere opmærksomhed end en elver midt i Tusmørkedalen gjorde i forvejen, for det andet var risikoen for at efterlade magiske spor for stor, når hun nu havde valgt at bosætte sig midt i det hele.

Den rødhårede kvinde trak kappen tættere omkring sig, som blæsten synes at tage til. Den sædvanelige sti mellem Judahs hytte og byen var travet endnu engang, som hun nåede døren der kort efter gik op. "Judah?" Det var ikke uvant at hun var den første hjemme, men idag var varmen i hytten ikke til at tage fejl af, den var tiltrængt og kærkommen. Han måtte have tændt op tidligere end normalt. I en garvet bevægelse fik hun lukket kappens spænder op, inden hun hang den til tørre lige indenfor dørens åbning. Der var ingen grund til at sjaske gulvet mere til end nødvendigt - den sætning havde hun hørt mere end en gang, og uanset hvor stædigt hun benægtede det, havde hun med tiden lært at føje den panittengrynede varulv, om ikke andet en lille smule. "Martha gav mig et glas honning med, et af de sidste fra sensommeren..." Begejstringen var svær at skjule "Så er det omsider slut med den kedeligeste grød nord for Azurien!" Med møje besvær fik hun snørret støvlerne op, som kort efter blev efterladt ved dørens indgang, inden hun med dovne skridt vadede hen til køkkenpladsen, hvor glasset fyldt til randen med mørk honning blev sat forsigtigt ned på bordet, mens elverens slanke skikkelse opgivende dumpede ned på den ene taburet af træ. "Jeg trænger til et krus te. Vil du have et?"

Som de sidste par måneder havde passeret, havde varulvens hverdag ændret sig betydeligt meget. Ikke blot havde hans lille hyttes beboerantal steget gevaldigt, og derfor også skruet en hel del op for aktiviteten indenfor dens fire mure, men ulvens daglige rutiner havde skiftet spor fuldkommen, sammenlignet med da han var ene og alene. Forandringen havde gjort ham godt; al den aktivitet der synes at have spredt og bredt sig i Judahs hverdag fandt han ganske kærkommen. Dette var dog ikke noget han åbenlyst havde indrømmet overfor de nytilkomne beboere af den lille hytte, men det var heller ikke et bevidst valg (hvis man så bort fra, at intet kunne holdes hemmeligt fra én af hyttens nytilkomne beboere). Han havde afholdt sig fra flasken i lang tid, dog ikke uden at skænke den en tanke i ny og næ, hvilket ikke havde gået uhørt hen. Dette havde været hans største ønske, men at holde noget som helst skjult fra elverkvinden, dét ville have været magisk i sig selv. En magisk kraft han desværre ikke besad. De første mange uger sov han ganske forfærdeligt, hvis ulven overhovedet rigtigt sov. Han havde haft nætter hvor han ikke var i stand til at lukke et øje eller var vågnet badet i sit eget sved, rystende som om hans krop var sat i flammer, brændende af feber og var isende kold på en og samme tid. Abstinenserne havde formået at trække ham ud af sin seng, udenfor og ud i kulden - for kulden havde hjulpet ham til at samle sig selv, fået ham til at mærke sin egen krop og bryde med angsten, der langsomt havde strammet sit greb omkring ham. Nattens brise formåede at dulme hans noget så overvældende kvalme, den havde mildnet hans sinds havde givet ham ro og forsikring om det, han følte ikke var virkeligt - at han var døende, til trods for at abstinensernes symptomer lovede ham noget ganske andet.  
Oftest som ulven havde fundet sig udenfor hytten, med ryggen imod muren og øjnene henlagt nattehimlen, følende sit aller-, allerværste så hørte han elverkvindens stemme lyde ganske svagt i sit hoved. Oftest med en stemme så ganske blid og sagte, at hendes ord ikke havde betydning - tilstedeværelsen, klangen af hendes stemme, skænkede ham ro. En stemme han aldrig havde forsøgt at ignorere for, til trods for han aldrig havde kaldt på hende, var hun i nattens intethed og stilhed, kommet som kaldet. Ulven var ikke sikker på om det var fordi de var forbundet, en forbindelse skabt af elverkvinden eller ej, men uanset hvad var han aldrig alene i mørket.    
Judah havde fundet sig selv beundre Tarasikas evne til, at håndtere alvorlige forandringer af hendes miljø (modvilligt eller ej). Elverkvinden havde påtaget sig det ansvar han havde påduttet hende - hun havde fundet sig et arbejde og endeligt endt med at hjælpe til med at bidrage til den lille familie de havde dannet sammen. Foruden dette havde hun også, hvad Judah næsten ville kalde det, accepteret deres allernyeste omstændigheder. Ikke mange uger efter Tarasika havde bosat sig i den lille hytte, havde beboerantallet yderligere udvidet sig under varulvens tag. Judah havde aldrig svoret at skulle se dele af sin biologiske familie igen - men han måtte, som han havde gjort utallige gange før, tage gevaldigt fejl. Sarahs og Thomas' ankomst havde været ufatteligt overraskende, men ikke desto mindre ganske velkomment. For at alle kunne gøre brug af hyttens rummelighed, eller mangel af samme, måtte alle hyttens beboere på skift rejse ud. Foruden dette kunne dem der var ude af huset, så at sige, inddrage sig større beløber af indkomst, sammen med hvad end for et arbejde man havde haft mulighed for at påtage sig sammen med rejsen. Hunulven, sammen med Thomas, var på nuværende tidspunkt ude af huset, og havde været det længe. Men der gik nok ikke længe før, at de kom tilbage - så varulven vidste, at han (og en anden part, hvis de var villige) vidste det snart var på tide. Tid til endnu en rejse.

Det brændende træs knirken bragte bevidstheden tilbage til Judahs grå øjne. Han lod blikket falde fra flammerne, der langsomt havde bragt varme tilbage til hyttens lokaler og til ham ikke mindst, nedad imod kortet foran ham. Han greb kortet fra skinnet foran ham, som han atter lod sig læne op ad sengens hovedgære. Han brummede let som han bøjede benene, trækkende dem nærmere sin egen krop således kortet kunne hvile skråt opad ulvens lår. Ruten var lagt - alt hvad der manglede var elverkvindens accept. En han vidste var sværere at opnå end som så.
Ikke længe efter at Judah havde foldet kortet sammen og svunget benene udover sengekanten, svang døren op til den lille hytte. Blæsten fra det isende vejr udenfor sang næsten, som den fløj indad døren, kolliderende imod dørkarmen og ind i de opvarmede lokaler. En varme den langsomt, men ganske sikkert drev ud, i sin hvinen og hvirvlen. En sang der prompte blev afbrudt da elverkvinden, ganske vaneligt, drev døren i igen og afklædte sig både skinkappe og sko. Varulven betragtede hende sagte, som hun bevægede sig indad i hytten. Han brummede anerkendende, idet hun nævnte honningen - ladende sine øjne falde imod den enkelte af hendes hænder. Han kneb øjnene sammen, følende en anelse skam, idet han vidste han nok ville fratage hendes glæde om ganske kort tid. I det mindste kunne de nå at smage honningen en enkelt gang eller to, tænkte han som han endeligt svarede hende:
"Ja tak - eller, lad mig,"
Han rejste sig, foldende kortet ud i sine hænder, idet han lod sine øjne falde imod elverkvindens øjne.
"Imens jeg gør teen klar til os, så tag et kig på kortet her -"
Han rakte kortet fremad imod hende, ladende sine egne øjne falde henover den optegnede rute. Linjen førte fra deres nuværende bosted i Tusmørkely, så nord øst og til sidst stik vest. Vest imod elvernes højborg - et sted varulven vidste, at Tarasika kendte ganske, ganske godt.
"Og sig mig om det er en rejse du kunne tænkes, at ville tage på sammen med mig."
Han bed sig sagte i læben, forladende hendes skikkelses nærhed i det øjeblik han havde placeret kortet i elverkvindens hænder. Han lagde herefter retning imod tepotten der hang ganske fint over de milde flammer. Måske kunne den kommende kop te, der lå få minutter ude i fremtiden, mildne det humør han anede ville blusse op om ganske, ganske få øjeblikke. Varulven kunne blot håbe. 

Nej, tiden i hytten havde ikke just været en dans på roser. Foruden det opslidende arbejde, havde varulveinvsionen ikke just været kærkommen, én ting var deres generelle brutale og udadreagerende adfærd, men de var indenlunde i stand til at holde deres tanker for sig selv, tværtimod, det virkede dårligt nok om om de prøvede. Især nætterne havde været svære, selvom ulvene havde været på skift i hytten hang deres minder og tanker i luften som et tykt slør af røg. Hvis man ikke var varsom var det kvælende og påtrængende, et stadie den lette søvn især indbød. Judahs abstinente natture havde nærmet sig et længeventet afbræk. Det tog ikke mange omgange før elverkvinden havde mærket desperationen fra ulvens krop smitte af, den sneg sig ind på mentalisten som koldbrand, ét skridt ad gangen. Til sidst var det blevet for meget, den første nat havde hun rejst sig fra sengen, og på trods af det bidende kolde vejr, havde hun knælet ved ulvens side, det var inden sneen, men hun havde mærket hvordan græsset under hendes knæ knagede ved den første frost. Hun havde lagt sin hånd mod hans pande, på trods af ulvens første modvilje, var det let arbejde. Kroppens higen efter de gyldnå dråber havde efterladt den mentale tilstand svækket og skrøbelig, let at trænge igennem og heldigvis for dem begge, til at dulme. Efterfølgende kunne hun række ud efter Judah, hun behøvede end ikke at sidde op ad ham, det gjorde nætterne roligere. Alligevel havde Tara set sig nødt til at overnatte på den nærmeste gårds høloft, når Judah var ude. Bonden der blot passede sine dyr, havde ingen idé om elverens tilstedeværelse, som dog var der med jævne mellemrum og det var på trods af, at hun ofte stod lige foran ham. At tage nætterne på gården var lunt i halmen på loftet, mendog efterlod det elveren med en inderlig frygt, med mareridt der ofte var besøt af en anden, Melkors spor havde bidt sig fast, som forventede hun, at han ville dukke op ethvert øjeblik. Sårbarheden var størst dér, alene, omringet af intet andet end halm og lyden af heste der gumlede på høet de havde fået til natten. Det var i sidste ende af samme årsag, at elveren blev ved med at vende tilbage til Judahs hytte, igen og igen, til det næsten var hyggeligt. I hvert fald indtil...


Tarasika lod langsomt blikket glide rundt i hytten, først mistænkte hun, at hun havde overset nogle af de andre beboere, som havde befundet sig i Judahs domicil, men måtte hurtigt konstantere, at dette ikke var årsagen til kvælningsfornemmelsen der pressede sig mod hende. Alene tætheden i hytten havde været rigligt til at afsløre Judahs i hans tykke, tunge tankespind. Det hang som tyngende guirlander og fra sekundtet elveren fik sat sig ned og rettet sit fokus mod varulvens liggende skikkelse, kunne hun mærke den presserende fornemmelse af at skulle dele noget information, som ikke nødvendigvis skulle modtages pænt. Det fik hende til at rette sig på skamlen med en utilpas mine, idét de slanke fingre fumlede med honningglasset, drejende dette mellem hænderne. Det blev ruteret et par gange, til hun stillede det på bordet med ethult dump, og tog i stedet kortet i hænderne. Der gik nogle lange øjeblikke hver det gyldne blik blot hvilede på Judahs skikkelse, inden hun så meget som vendte blikket mod det gullige pergament. Det lod næsten til, at hun kunne læse ruten på varulvens glatte ansigt, men til sidst slog hun blikket ned og studerede kortet, der gik dog ikke mange splitsekundter, inden hun måtte udstøde et næsten hæst fnys. Så kiggede hun endnu engang på ulven, nok mest af alt for at sikre sig, at han ikke lavede sjov. "Elverly Judah?..." Kortet hang slapt fra den ene slanke hånd, som nu hvilede tungt på hendes lår "Er du blevet skingrende sindssyg?" Hunslog et par klik med tungende, en lyd der pressede sig ud mellem de sammenbidte tænder. "Jeg har været der én enkelt gang siden jeg blev forvist, hvad i alverden vil du der?" Ærligt havde hun ingen idé om hvad ulven havde forestillet sig at skulle i Elverlys højsnobberi, det var ikke just fordi varulve var velansete, måske for Nattefrost slægten, som jagttrofæ, og et vildt ridt under fuldmånen. "Hvos Toorah så meget som ser mig, vil hun sikkert velvilligt svinge Morsul over mit hoved!" Hun slog ud med armene, som var det en selvfølge. Morsul var et gammelt ædelstenprydet sværd, der gammel flere århundrede havde skilt hoved fra krop på hvemend der havde krydset elvernes vej uheldigt. Det var så den ene side af sagen, den anden værende, at Tarasika atter igen måtte forlade hvadend hun nu kunne kalde så godt som 'hjem'. "For ikke at tale om..."  Elverens spinkle skikkelse sprang ned fra stolen i en overraskende elegant bevægelse, inden hun holdt kortet op, helt tæt på ulvens ansigt og pegede demonstrativt påadskillige punkter, på den indtegnede rute "Lyset har patruljer, her, her og hér! Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du faktisk var ude på at få mig slået ihjel! Hvis Toorah ikke får taget livet af mig, så lur mig ikke om Lyset gør, hvis nogle af dem endnu har hjernekapacitet til at huske mig fra de plakater, der har præget HELE LANDET!" Der blev lagt voldsomt tryk på den sidste del af sætningen,Tara havde været heldig indtil nu, men det kunne næppe blive ved, der måtte vel komme en dag, hvor hun rendte ind i den forkerte person, på det forkerte tidspunkt.

Ulven svor han kunne mærke elverens ravfarvede øjne følge ham. Kunne de, havde de brændt hul i bagsiden af hans hoved. Han vidste Tarasika søgte svar hos ham, i hans inderste indre, før noget som helst andet – en vane hun havde for sig, en virkelig dårlig en af slagsen, ville Judah vove at påstå. Men han gav ikke efter; han forholdt sig så fattet som han nu kunne, ganske velvidende at den ro, grænsende op til apati, han bevægede sig med, ville blive bryde i brænd om ganske få øjeblikke. Havde Judah talt, havde sekunderne ikke talt højere end fingrene på hans enkelte hånd. Han nåede knap nok at hælde teen op i ler krusene, før han hørte den kvindelige elver fnyse. Og så startede det ellers.
Judah åbnede munden, for blot at klappe den i igen, da Tarasikas talestrøm overflød hver end en mulighed han havde for at forklare sig. Ulven vidste at han gjorde bedst i blot at vente, at lave den te han trods alt også havde lovet hende at lave. Måske kunne en ekstra ske med honning i hendes te, sødme omstændighederne lidt? Han kendte udmærket svaret på den tanke – det var ikke andet end ønsketænkning. Det afholdte dog ikke ulven fra at forsøge; det var derfor med en sagte hånd, at han sneg lidt ekstra i kruset der snart ville blive budt imod mentalisten.
Ulven forberedte sig på hvad som helst, da han hørte hende, med frustrationen malet ud i hendes demonstrative skridt fra lænestolen og hen til hans side. Judah var yde af stand til at tilbageholde et skævt, men næsten opgivende smil, som han spærrede sine øjnene hårdt op, i et forsøg på at se alle andre steder hen, en kortet der blev stukket op i synet på ham. Det var en dyb, men kortvarig latter, der emmede fra hans hals, som han rystede på hovedet. Tarasika var dramatisk, men dramatikken var ikke uden grund. Alle de bekymringer hun spåede om, at de ville møde på deres rejse (kom de nogensinde af sted), de var ganske, ganske reelle. Men ikke desto mindre, var de undgåelige. Heldigvis var hverken hun, eller han for den sags skyld, totalt evne forladt. De havde begge gennemført, nogenlunde helskindet, klaret værre rejser end denne.
”Jeg tvivler på Toorah vil skænke dig andet end blot en tanke, efter byen er blevet åbnet op for alle andre end Elverlys eget folk. Og desuden,”
Han slog træskeen af imod den enkelte af krusene, inden han skubbede det enkelte af dem tættere imod skikkelsen ved hans side. Han fortsatte derefter sin tale, umiddelbart upåvirket af Tarasikas ord.
”Vores ophold i Elvery bliver kortvarigt; det vil ikke være mere end et døgn eller to, at vi skulle opholde os indenfor byens grænser.”
Judah havde endnu ikke fundet elverkvindens øjne endnu. Han vidste han måtte konfrontere hende med sandheden; hun havde sagt det selv – hvad i alverden ville han i byen. Det var mange måneder siden Innogen havde forladt Dianthos; alt for længe siden. Han vidste udmærket hvor lang tid det tog at drage på militære missioner, for slet ikke at tale om at gennemføre dem og vende hjem. Men hun og hendes patrulje var ikke længere forsinket; noget var gået grueligt galt. Han måtte og ville finde hende.
Til trods for det var mange, mange måneder siden deres sidste møde, stod mindet om hende klokkeklart i hans hukommelse. Det var sjældent han tillod sig selv at falde hen i at tænke på hende – og det ikke fordi han ikke ville. Han vidste blot, at han måtte begrænse sig selv i sine tanker, med en så magtfuld (og om nogen snagende) mentalist under samme tag som sig selv. Der var visse minder, han allerhelst ønskede at holde for sig selv. Minder, i påmindelse om at han ikke måtte skænke dem en tanke, der havde tendens til at gøre netop det de ikke måtte. At snige sig op til overfladen i et hurtigt glimt – men ikke hurtigt nok til ikke at have effekt på ulven. Han mærkede hvordan spidsen af hans øre brænde i et rødt skær.
”Og desuden!” gentog han, som et forsøg på at lede sig selv – og forhåbentlig også den kvindelige elver – på andre tanker end den der havde sneget sig højre indenom i hans inderste indre.
”Vi kan ikke være her meget længere. Sarah og Thomas vender snart tilbage,”
Om nok var dette ikke den egentlige årsag til deres rejse, men ulven vidste han havde en pointe. Der måtte snart en ske en rokering af hyttens mange beboere – og det var hans og Tarasikas tur til, at drage ud. Hyttens størrelse kunne knap nok huse dem alene, et faktum som de begge var ganske velvidende omkring.
”Vi kan lige så godt tage på en rejse hvor det ville være noget værd for os.”
Judah greb den enkelte af krusene, hævende den opad imod sin mund, som han forsigtigt smagte på den dampende væske. Det var først der, med koppen til dels skærmende sit ansigt, at han lagde sine grå øjne imod hendes igen.
  

Den kvindelige elvers surmulen fortsatte længere end det overhovedet var nødvendigt. Hun lod kortet falde ned på sengen, som hun travede de få meter frem og tilbage, som hytten tillod. Ruten der var indtegnet blev gennemgået et par gange, mens hendes hjerne ledte efter en hvilken som helst undskyldning for, ikke at skulle flytte sig en milimeter.  Faktisk kværnede tankerne så voldsomt bag den spinkle kvindes hjerneskal, at der gik adskillige sekundter inden hun overhovedet ænsede, hvad det var ulven havde sagt. Da dette endelig skete, stoppede hun dog omgående sin vandren, og stod kort helt stille, midt på hyttens gulv. Anskuede man kvinden udefra, ville hun virke kortvarigt paralyseret, hvilket nok ikke var langt fra sandhden "Hva?" Nej, hun vidste udmærket hvad det var hun havde hørt, hun havde bare svært ved at tro, at det faktisk var sandhenden. Kendte hun Toorah Nattefrost ret, ville hun klinge sig til magtens tinde til tid og evighed, og endnu værre, så ville hun aldrig acceptere en lind gennemstrømning af udefrakommende. Hvis hun ikke var død, måtte der være gået noget grueligt galt. Tarasika åndede kort ud, som hun næsten blev blød i knæene, det føtes som om, at hendes ben ville give efter under hende et kort sekund, som et pressende minde og en tyngende følelse af hjemve slog mod hende. Hun havde nok aldrig regnet med at sætte sine ben i Elverly igen, ikke som sig selv, ikke før at nogle fik så voldsomt for meget af Toorah, at de ville få hende myrdet. "Jeg har ikke været der længe... Ikke rigtigt" Hun spidsede læberne til kort, som det ravfarvede blik havde bundet sig fast til en knast i trægulvet skråt foran hende, ikke langt fra Judahs fødder. Der er formentlig ikke engang nogle der kan huske hvem jeg er. Hun åndede ud, inden hun gik et par skridt fremad, retningen var fast sat mod kruset, som Judah stod og rodede med, mistænkeligt længe. Det havde taget nogle øjeblikke, men det lykkeds til sidst elveren at ryste chokket fra den information hun lige havde modtaget, i stedet rettede hun opmærksomheden imod ulven. Det var tydeligt at han prøvede at gemme noget væk, problemet med at prøve at undgå at tænke på noget var oftest, at det havde den modsatte effekt. Hun valgte for en gangs skyld at holde sin mund, men det var ikke nødvendigvis en selvfølge for, at det ville holde specialt længe. I stedet rakte hun ud og greb om den dampende kop, der var tilegnet hende. Hun nåede kun akkurat at sætte teen mod læberne, inden Judah snakkede videre. Det tog hun et øjeblik før elverkvinden endnu engang fik lagt ansigtet i de rette lidende folder, mens kruset blev sat på bordet, med et bestemt dunk, der fik den varme væske til at løbe over kanten. "Allerede?" Det næsten sørgmodige udtryk på hendes ansigt var omgående erstattet af frustration, hende og Judah var jo næsten lige kommet. "Det er da ikke mere end... end... et par uger siden at vi kom! Det kan da ikke allerede være deres tur igen! Sidste gang overnattede jeg i ugevis på et høloft, og lur mig engang, der er nok ikke kommet mere hø siden jeg var der sidst, det er ikke just fordi det er varmt! Sarah og Thomas har i det mindste deres varme blod til ikke at fryse ihjel på!" Det blev ikke til meget andet end en utilfreds skrappen, hun kunne godt høre det selv, det var ikke just fordi hendes argimenter talte imod at hende og Judah skulle rejse. Elveren lod hovedet dumpe ned på armen hun havde placeret på bordets kant, inden hun gned sig håbløst i øjnene. Nogle mennesker blev tilsyneladende bare ikke træt af at leve som nomade, men én ting var sikkert og det var, at Tara var træt af det. Hun havde ikke lavet andet siden hun blev brudt op fra RT. Der gik et par langstrakte øjeblikke, inden hun trak teen hen imod sig, og nippede en smule til det, det var endnu for varmt til at drikke af, men den søde smag af honning bredte sig velkomment på tungen, inden hun igen rettede blikket mod Judah "Hvem er Innogen?"

”Elverly har været under meget forandring, Tarasika.”
Varulve talte sagte, idet han atter sank kruset fra sine læber. For en stund måtte han stille den fra sig, seende elverkvinden an, idet han fortsatte sin talen. Han vidste hans ord nok ikke ville være uden en konsekvens – men ikke desto mindre, var de ganske sandfærdige:
”Jeg ved det her ikke vil være en nem rejse for dig – slet ikke, når man tænker på dit forhold til Toorah.”
Han gjorde en pause, rynkende sine bryn i en lidt mere alvorlig mine:
”Men med hende, ude af sin magtposition som leder af Elverly – måske er nu det perfekte tidspunkt at rejse på.” han kunne have stoppet der, men han fortsatte: ”Måske er det her din eneste mulighed for at vende hjem?”
Lyden af Tarasika slående kruset imod bordpladen, fik Judah til at sukke højlydt. Trods frustrationen der lurede under huden på ham, som reaktion på hendes ganske tydelige følelser, kunne ulven ikke afholde sig selv fra at smile. Ligegyldig hvor besværlig, hvor eksploderende irriterende elverkvinden til tider kunne fremkomme, var der noget indeni ham – noget buldrende og varmt, der ikke kunne andet end blot at holde af hende. Hun kunne få ham til at rase i lige så voldsom en grad, som hun formåede at kunne få ham til at le - ukontrolleret og overraskende, på en og samme tid.
Det var derfor den varme latter vaskede over hans læber, hurtigere end sukket havde forladt dem.
”Det er fire uger siden de sidst vendte hjem,”
Rettede han hende, kløende sig selv på hagen idet han fandt sine egne øjne i teens honningfarvede væske. En øjenkontakt han ikke holde længe, idet han atter fæstnede sit blik imod hendes. Han huskede godt ugerne på høloftet; mere specifikt hvordan nætterne havde været uendelige. Hvordan høet, ganske rigtigt, havde været ufattelig mangelfuldt. Hvordan hun i nætterne havde søgt imod ham, og han havde gjort sit allerbedste for at give dem begge varme – til trods for, at elverkvinden sparkede mere end muldyret under dem.
Han tog sig selv i at klukke lidt ved tanken, rystende på hovedet ved mindet om Tarasika de mange tidlige morgener de havde haft på høloftet. Hvordan hendes hår havde været lige så meget hø, som var det hendes smukke røde, hårpragt.
Lyden af Innogens navn fik ulvens smil til at falme. Han vidste unægtelig at han måtte forklare sig – han vidste elverkvinden, med eller uden hans vilje, ville have tilgået sig information omkring hende. Om den viden så blev tilgået i hans tanker, minder eller drømme – måske i nattens mulm og mørke, hvori han selv kunne have talt hendes navn, hvem ved?
”Hun er en jeg holder af,”
Normalt ville hans stemme have emmet en kølighed, en distance om nok, for at afskrive sig den tæthed han følte til den kvindelige lysets sympatisør. Men denne gang var anderledes; han vidste han måtte være ærlig for sig selv og for den rødhårede elverkvinde foran sig.
”Hun har brug for min hjælp – for vores hjælp.”
Han tiltede sagte hovedet, som han for et kort øjeblik blot så Tarasika an. Han betragtede hendes øjne indgående, som han afslutningsvis talte: ”Jeg – jeg har brug for din hjælp.”