Når man som pirat endelig lagde til kaj, så var det sjældent at de første par aftener ikke blev brugt på den nærmeste kro, var solide strømme af øl og rom blev skyllet ned, som sange gjaldede ud over krostuen, skænderier opstod og slagsmål blev startet og man blev hurtigt blev venner igen. Det var piraternes liv, og det var de færreste som ikke elskede det på den måde. 
Sådan havde Catherine det også; livet på havet var alt for hende, men når hun endelig var hjemme i havn, så blev den brugt på at se gamle bekendtskaber, drikke sig fuld og bare nyde livet på en anden måde end man gjorde på skibet, under åben himmel. 

På kroen i Fristavn var stemningen højt, natten var faldet på og folk på kroen havde det ualmindeligt fedt. Der blev drukket, skreget, sunget og festet og glæden havde spredt i sig i alle kroge. "Hvad er chancen for at vi ligger i havn på samme tid?" Hun var glad for at hun var rendt ind i Orpehila, en gammel veninde som man af og til stødte på. Smilet var fæstnet på hendes læber, som hun søgte den andens blik som de sad ved bordet og drak sammen, omkring de andre gæster på kroen. 
"Hvad har du brugt den sidste tid på? Har livet budt på noget spændende?" 

Det havde været nogle lange dage ude på havet, så at komme i havn var nærmest en gave i sig selv, men når man så endelig var på land, ville man også ønske man var på havet igen. Krostuen var et af de steder der altid blev søgt til. Der var både alkohol i lange baner, barder der spillede musik, men blev overdøvet af piraternes egne sange, som de var vandt til at synge ude på havet, skænderier, slåskampe. Der var det hele her! Og et hvert sekund blev nydt til fulde.

Orphelia trak på skuldrene som hun så på Catherine og lod et let grin undslippe ”Onde tunger ville sige det var aftalt” sagde hun med et kækt smil på læberne inden hun hævede sit krus og tog en tår. Det var ved at være noget tid siden hun sidst havde set Cath og hun havde på en eller anden måde savnet mennesket. De havde altid en god dynamik, kunne altid snakke om alt og ingenting, hvilket sikkert også var derfor Orphelia stadig snakkede med hende, når de mødtes. Let trak hun på skuldrene ”Hvis det er spændende at kaste knive efter tønder, så ja. Der er ikke sket ret meget på det seneste egentlig. Hvad med dig selv? Stødt på nogle underlige væsener eller noget?” spurgte hun med et smil på læberne.

"I såfald så takker jeg disse .. Guder" Grinede hun kort og sendte Orphelia et smil, og tog selv sit krus op for at tage en tår af den læskende drik, "Også selvom disse er onde tunger" Onde tunger eller ej, guderne måtte have en del i at disse nu sad og drak samme i samme selskab på kroen. 
At være i samme erhverv, som pirat, var altid med til at bringe folk tættere sammen, om man så var på samme skib eller ej. Et venskab var altid spirende i dette miljø, med mindre man virkelig gik hinanden på nerverne og boarded hinandens skibe. Fjender kunne man altid få, men Orphelia var ikke en af dem.
"Kaste knive efter tønder?" Spurgte hun nysgerrigt, "Er det hvad du driver tiden med, kære?" Små grinede hun og søgte den andens blik og sendte endnu et smil. Hvilke tønder hun talte om var hun ikke helt sikker på. 

"Sjove skæbninger og personligheder støder man altid ind i" Kom det roligt fra hende, som endnu en tår gled ned efterfulgt af det velkendte og rolige smil, "Jeg var været lidt her og der, nydt livet - nydt et par mænd, et par kvinder og så et par togter og et par tønder rom" Grinede hun, livet havde altid været med hende, og hun havde altid nydt de goder som det gav hende, de dårlige ting som man stødte på måtte man blot lære af og efterfølgende glemme. Orphelia var ikke en af disse. Hun havde været savnet.