Det var med faste, men dog også kvikke skridt at Lumine bevægede sig nær det store bibliotek, hvis udadtil ydmyge facade rummede på nogle meget dybere og meget mere dystre sale. Det var ingen hemmelighed at stedets bibliotekar dertil også var en finurlig skikkelse... en skikkelse Lumine havde mødt et par gange før, men oftest i selskab af sin kære mand, og oftest på en meget kortvarig tidsfrist - nok mest af alt til en hurtig kop te, når arbejdet - hvad end det så indebar - var overstået. 
Men finurlig eller ej, var hun en af de mest magtfulde skabninger at finde, i dette rige. Det kunne være nemt at glemme, når man så sjældent følte omfanget af de evner Vidya var født med. Men at glemme det, ville nok være det sidste som man gjorde. 

Skridtene bar hende ind omkring dørene, der ulåst som (næsten) altid, gik op med en knirkende knagen og klagen. Lyset herinde arbejdede hårdt for at oplyse den... forhal hun var trådt ind, ordentligt op, og det var med et lille knips at en flamme sprang til live i ild-dæmonens hånd, så varm orange blandede sig og lod flakkende skygger danse forvrænget over væggen. Monstro ikke snart hun selv ville komme?
Lumine vidste bedre end at lade sig lokke længere ind i biblioteket uden tilladelse, og slog sig til tåls med at betragte de enkelte malerier eller dekorationer der fyldte gangen, blodigt røde regnbuehinder dovent i deres studie af den indretning dæmonen havde valgt at omgive sig med. 

Det var nok ikke fordi at hun var her ofte, alligevel. 

Der var ikke mange der kom og besøgte den ældgamle dæmon mere. Med Kzar Moras fald var der ingen der havde behov for at have hende på sin side, og de kunne intet tilbyde, og dem der kom for at sprede kaos i biblioteket, kom hurtig på andre tanker. Med rigets åbning havde Vidya dog også set sit snit for at udvide hvad hun havde. Hun havde sågar kort været i Dianthos, men når man var gammel, så var man vel også blevet lidt af et vanedyr. Vidya kunne ikke stoppe sig selv fra at få hjemvé hver gang hun forlod biblioteket, og derfor var det også på biblioteket man fandt hende, dag ind og dag ud.

Det var som et stort tomrum i biblioteket. Der var stille, hvis ikke for nogle vingeslag man kunne høre engang imellem, og et par fødder der hurtig løb hen af gangene. Dog var der en næsten trykket stemning som man nærmede sig reolerne. Der hang noget andet i luften, som en form for magi, der ville kvæle hendes sind hvis man ikke var forsigtig, selvom ikke alle havde taget det som en advarsel.
Dog var det også som om at alle øjne i biblioteket vendte sig mod døren, da den gled op og ind kom en dæmon. Ikke at man kunne se de små dyr der sad rundt omkring, men Vidya havde tilgengæld fået beskeden med det samme, som hun var i den fjerne ende af biblioteket.

Der er en her. Vidya kiggede ned på sjælebogen hun havde i hænderne. Det nyeste eksemplar til at pryde biblioteket, og hvor hendes planer havde været at læse for dagen, så gled et bredt smil over hendes læber, inden hun satte den tilbage på hylden. ”Sshhh... jeg skal nok komme tilbage senere, min kære,” hviskede hun hun ud i det stille bibliotek. ”Ikke skrige.” Med de ord vendte hun sig om og begyndte turen mod entréen. Hvor hun ikke kunne se hvor indgangen var, og reolerne virkede til at forsætte i uendeligheder, så drejede hun dog ned af en anden vej, og var pludselig på vej ud mellem to af reolerne, som havde hun gået den vej hele tiden. For dem der kiggede kunne hun dog ligeså godt være kommet ud af det blå.

Hendes øjne fandt hurtig skikkelsen der var kommet, og smilet blev blot større, som skulle det til at flække det lille ansigt. Vidya havde aldrig haft en stor skikkelse, men alderdommen i øjnene var ikke til at tage fejl af. Hun var også i sin dæmoniske skikkelse. Det brune hår hang ned af hendes ryg, og den lange tynde hale svang bag hende. ”Lumine, det er godt nok lang tid siden,” sagde hun. Hun havde aldrig rigtig haft ilddæmonen på tomandshånd, men Orpheus var et af bedre familiemedlemmer Vidya havde, og hun havde altid virket repsektfuld. 

Det var nemt at tilsmigre sig Vidyas gunst, i hvert fald til at starte med. Respekten for hendes tid lagde sig et godt sted hos den ældre dæmon, som sugede hun det til sig og tog næring fra det. De grønne øjne virkede næsten til at lyse en anelse op i den dæmpede belysning, og læber krummede sig i et tilfredst smil, men også set smil der ikke helt virkede til at passe på ansigtet, som var de fine elviske træk blevet ændret sig over årerne til noget mere grotesk, og langt mere dæmonisk. Dem der havde kendt Vidya det meste af hendes levetid, ville trods alt også vide at hun ikke var meget for at skifte sin originale krop ud, men selv en dæmonisk krop blev slidt efter sekstusinde år.

Stilheden lod Vidya dog trække ud, så man næsten kunne blive i tvivl om hvor vidt den gamle dæmon faktisk var i godt humør, men da ordene endelig kom ud var der ingen tvivl. ”Overhoved ikke, Lumine, kom endelig og sæt dig,” sagde hun, med en barnlig leen i stemmen, og gestikulerede over mod et af bordene og stolene. Dog var hendes øjne kort efter på Lumine, pludselig et langt mere alvorligt blik i øjnene og smilet var væk som dug fra solen, og næsten et faretruende toneleje. ”Men jeg bryder mig ikke om ild herinde.” Det var den eneste advarsel hun ville få, og hvis en ting var kendt om Vidya, så var det at hun tog sit job for at passe på bøgerne meget alvorligt. Dog, ligeså hurtig som tonen var kommet, ligeså hurtig var den væk igen, og det legesyge smil var tilbage på hendes læber.

Selv gik hun med lette skridt over til bordet, det var mere en læseplads end et sted til at snakke forretning, men hun tog plads plads på den ene side af det, og trak sine ben op på stolen, til trods for den næppe var beregnet til at sidde på på den måde. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?” Lumine var aldrig kommet på hyggebesøg før, og derfor måtte hun også ønske noget ud af at være her. Det var egentlig ikke noget Vidya som udgangspunkt havde et problem med, for ofte foretrak hun sit eget selskab. 

Bør ikke være bekymret. Man lærte nu engang når man var så gammel som Vidya, at man aldrig skulle holde et lidt skarpt øje på dæmoner. Mange af dem snød, og løj, og selvom mange af dem også var formidable løgnere, så lærte man at være påpasselig, og sørge for at de ikke kunne løbe alt for meget om hjørner med en. Vidya var måske lille af statur, men det var nu aldrig hvad man skulle dømme en dæmon på, også selvom hun til tider kunne se uskyldig ud.

Hun holdt fast i sine ben, for at tvinge dem til at blive i den akavede position hun havde sat sig i, og stirrede nu bare gennemborende på dæmonen foran hende. Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente, men indtil videre virkede hun i hvert fald velopdragen.
Og hun havde ikke forventet det. Vidya lagde hovedet lidt på skrå, som hun kiggede fascinerende på Lumine. ”Det er ikke en lille sag at dykke ned i,” svarede hun som smilet også blev en anelse bredere. ”Og jeg kender til ting er kunne hjælpe med denne lille sag, men du ved vel også at sådan noget viden ikke er helt gratis, især ikke når den er så gammel som den er.” Det var oldgammel magi, som langt de fleste ikke kendte til mere, men Vidya havde skriftruller, for ikke at nævne viden fra den tid. Det var svært at praktisere, men ikke umuligt, og især ikke hvis man havde ressourcerne til at finde hvad der skulle bruges. Hun gav dog ikke den viden ud til hvem som helst, og at Lumine havde udvist respekt indtil videre, betød bare at Vidya intet problem havde i at indrømme at hun besad videnen om det. 

Det var ikke ligefrem svært at fange Vidyas opmærksomhed og fascination, hvis man  vidste hvordan man gravede den frem. Der kunne være mange grunde, men dæmonen virkede kun til at blive mere sulten efter viden, som årerne var gået. Havde hun ikke været uden oprindelse, så havde grådighedsslægten ikke været langt fra hvor hun burde have hørt til. Desværre var grådighed blot et symptom der havde udviklet sig over årerne, da hendes formål ikke havde været nok for hende.

Lyset fangede Vidyas øjne, som gav et faretruende glimt fra sig, som der blev nævnt sjælebøgerne. Man kunne næsten se hvordan den mindre dæmon havde lyst til at tage den sjæl der allerede var i lokalet, men hun kunne nu holde sig tilbage, og spidsede i stedet for munden lidt, som hun kiggede overvejende på Lumine. ”Altid, men at finde noget af høj værdi, kan jo være svært,” pointerede hun. Det var meget få der havde givet hende noget af høj nok værdi, til at de havde fået fri afbenyttelse af biblioteket, men det var sket. Vidya var aldrig uretfærdig med sin aftaler, men alt efter hvor meget hun kunne lide en anden dæmon, kunne godt dreje forhandlingerne lidt i den ene retning.
Hun tog dog imod listen, og ligeså snart hun havde fået den, var det som om at de grønne øjne også allerede havde læst listen igennem, for kort efter fandt bibliotekarens øjne Lumines endnu engang, og hun lagde papiret ned på bordet mellem dem. ”Du har nogle interessante… objekter her på,” indrømmede hun, og en af de lange negle bankede mod bordet to gange. ”Men det må også betyde de er slaver? Jeg søger de væsner der har allermest viden i denne her verden især, og slaver plejer desværre at have en lang sektion af ligegyldighed i sig. Jeg kan dog ikke bedømme hvor meget de her sjæle er værd uden også at tage et kig på dem. Jeg går ikke ud fra at du har lyst til en aftale der forsætter indtil jeg er tilfredsstillet?” Nogen tog den, især dem der havde travlt, men det kom også med en uheldig ekstra klausul. Skulle bibliotekaren ikke få sit ønskede antal af værdifulde sjæle, så måtte de selv aflevere sjælen. På det grundlag havde hun ikke mere til overs af sine artsfæller, end at hun stadig glædeligt tog deres sjæle. Nogle gange skulle de svage jo byttes ud med nogen der var stærkere. 

Thal’Elor var altid et interessant emne. Vidya havde noget viden fra byen, men de havde været så forsigtige lige siden at dæmoner havde taget Myth’Edhil, og dermed havde hun aldrig selv fået lov til at undersøge den ørkenelviske by. Hun havde dog et par spioner derfra, og et par sjælebøger af nogle af de yngre ørkenelvere, inden riget var blevet lukket inde. Hun var dog aldrig en der fik nok af bare en sjæl. Hun ville have alle nuancerne. Et grådigt væsen i sjæl og forstand.
Det virkede dog også som om at ilddæmonen havde bare en smule forstand i hovedet, selvom det næppe var nok til at slå Vidya ud. Hun foretrak de kloge væsner, så lang tid de ikke forsøgte at løbe om hjørner med hende. Hvis der var en ting hun hadede, så var det folk der troede de kunne vinde over hende i en kamp af snilde.

”Fornuftigt, jeg fortrækker også at have mine aftaler ordnet så hurtigt som muligt,” svarede hun, det barnlige smil på læberne. ”Men vi ved vel begge at dæmoner ikke er til at regne med. Vi vil altid have mere end hvad aftalen forlanger, og prøver at snyde hvor vi kan.” Blikket i den oldgamle dæmons øjne sagde nu også, at hun ikke tolerede det. Desuden havde der altid været mange rygter omkring aftaler med Bibliotekaren, og skulle man gå ned af reolerne, så ville man sikkert kunne finde gamle bekendte der havde det alt sammen i munden.
De skarpe negler klikkede videre mod træpladen, som hun lyttede til forslagene. ”Den viden er i hvert fald en kraftig dæmons navns værd. Dit ville være nok,” sagde hun, velvidende om at det var noget af det meste dyrebare de havde. ”Hvor meget det går op i sjæle, og magiske genstande, det kommer an på når jeg ser dem for mig selv.” Et klogt valg at betale med det samme trods alt, til trods for at hun var blevet fleksibel med hvor lang tid det tog at betale af, med renter.
Hun var dog også godt klar over at dæmonnavne ikke ligefrem var noget dæmoner ønskede at give ud, især ikke deres eget. ”Men hvis det ikke frister, så kan din kære mand vel teleportere os,” sagde hun, og trak på skuldrene. ”Og så langt væk kan du vel heller ikke bo. At låse op for noget skjult potentiale er alligevel en længere process, og du har vel ikke travlt?” De grønne øjne skinnede lystigt. 

Nogen var desperate, ikke alle, men nogen, og det var den bedste af handler for Vidya. Især når unge dæmoner ikke vidst præcis hvilken magt de gav op. Hun havde dog ikke forventet at Lumine ville være sådan et fjols, eller så desperat. Og hun kunne værdsætte at andre dæmoner vidste at det ikke var sådan noget man smed om sig med.
Et sigende smil gled over bibliotekaren. Teleporteringsmagi havde hun da liggende men for en der havde den ældste af magi, så vidste hun også hvor dyrebar magi i sandhed var. Hun ville ikke bruge sine ressourcer på noget hendes kunde kunne gøre i stedet for, men der var ingen grund til at dele ud af den oplysning når nu det ikke var et spørgsmål.

Vidya var omhyggelig med sin håndtering af de dyrebare objekter, hvor hun så dem an med et nøje øje og udvalgte hvad hun selv ønskede. Dem der bar mest potentiale i hendes samling og et projekt til en senere dag når hun ikke havde Lumine at underholde.

Da de var tilbage var Vidya nu også noget mere løssluppen med informationen Lumine ønskede. "Du ønskede at få låst dit ubrugte potentiale op. Korrekt?" Lød det fra bibliotekaren som hun begyndte at gå tilbage ind i biblioteket mellem reolerne. Luften var tung her og endnu mere var følelsen af noget der prøvede at angribe ens hoved og skulle man blive her for lang tid så føltes det som om noget ville gå galt i hovedet. Selv for en dæmon.

Selvom luften blev tungere, var det som om at der ikke var et enkelt støvkorn på en eneste af bøgerne, selvom et meget lille elefantlignende væsen med vinger gik på en af reolerne de kom forbi og fejede ganske forsigtigt, både med halen, og med en fjerkost i snablen. Et underligt syn for dem der ikke var vant til Vidyas mere… interessante interesser.

Vidya rullede med øjnene og vendte sig om, så hun forsatte med at gå baglæns. Enten var det som om at hun kendte vejen uden at se den, eller også var det biblioteket selv der føjede bibliotekaren som de gik. ”Du er vel ikke bange for en lille smule smerte, Lumine,” spurgte hun med et grin. Hun behøvede ikke engang at svare på det, som de grønne øjne sagde alt om at det ikke ligefrem ville være en behagelig process.

Hun vendte sig om igen, og kort efter stoppede hun op foran en af reolerne. Blikket gled hurtigt over reolen foran dem, før at hun strakte sig op og tog en af bøgerne. Den var stor og gammel, og læderindbundet sammen med en stor lås på sig. Som hun havde grebet den forsatte hun dog med at gå lidt endnu uden at sige en mine, før at biblioteket åbnede sig lidt op igen, og der virkede til at være lidt mere luft i rummet.
I midten var der en høj piedestal nærmest, hvor en lukket bog lå på. Fra deres vinkel kunne de dog ikke se det smilende ansigt det havde. I udkanten af det cirkulære rum var der dog et par borde, hvor hun gik over og lagde bogen på, og begyndte at finde både en nøgle frem det viste sig at hun havde på sig. 

Der var de folk der forsøgte at spille med musklerne overfor Vidya, men det var altid et håbløst tilfælde. Hun var ligeglad med andres status, og så mere på personen foran hende, og hvilken respekt de udviste hende. Hun havde forventninger om at de behandlede hende på en bestemt måde, selvom hun også havde det fint med en smule drilleri, så lang tid det ikke var på en hånende måde.
De der ikke kendte Vidya, eller havde hørt historierne, var desværre lidt for tilbøjelige til at undervurdere den magt hun alligevel sad med i riget, til trods for at hun aldrig havde blandet sig i politik.

Stilheden spredte sig ud mellem dem for en stund, som Vidya fik låst bogen op og begyndte at bladre i den. Dog spredte sig der en mørk stemme i rummet. ”Hvorfor introducerer du os ikke, Vidya?” Der var ingen i rummet udover de to af dem, og kunne man orientere sig bare en lille smule, ville man have en fornemmelse af at stemmen kom fra midten af rummet.
”Oh, ti stille, ikke alle aftaler går gennem dig,” udbrød Vidya, men kiggede ikke engang op, som hun bladrede videre i bogen, inden hun landede på en side.
”Du sårer mig. Du ved hvor meget jeg holder af at hjælpe dig.”
”Du ved du får alle idioterne.” Hendes fingre gled over bogens side, og det var som om at hun fuldstændig ignorerede at de stod og havde snakken mens Lumine stadig var der.
”Men hvor mange af dem kommer der af dem, hmmm?”

Vidya virkede til endnu engang at gå tilbage til at ignorere stemmen, og i stedet for henvendte sig mod Lumine. ”Du skal i forbindelse med et sted hvor dine evner harmonere,” sagde Vidya endelig. Det var mere som en bekræftelse end at hun ikke vidste hvad de skulle. ”Så for dig, vil det være et sted, hvor en stor mængde lava vil være. En vulkan ville være god. Du tager en mikstur specifikt lave til formålet, og lader din fysiske krop undergå forvandlingen.” Hvilket var en lidt anden måde at sige på at Vidya mente at Lumine nok skulle hoppe i en vulkan og lade den brænde hendes fysiske krop. Eliksiren hjalp både med at lade den gøre det, i tilfælde af at kroppen var resistent mod det naturlige element, men satte også den magiske process i gang.

I takt med at stilheden alligevel nåede at sværme, gled blikket gentagende gange rundt. Først ind imod bogen, tilbage igen på Vidya - tilbage til bogen og så over på den underlige hal de stod i. Det blev dog noget nær umuligt ikke at kaste blikket på den igen, da en tredje stemme nu valgte at bryde tavsheden. Oh? 
Samtalen flød ubesværet imellem dem, men svarede ikke på størstedelen af de spørgsmål som fulgte med. Lumine's røde øjne emmede af en ny, en interesseret og ikke mindst levende glød, da hun alligevel tog et lille skridt i retning af rummets center og tredje part. 

Vidya rev hende ud af den prikkende nysgerrighed, og fik hende til at dreje ansigtet imod hende igen, et enkelt perfekt øjenbryn løftet i en næsten vantro bue. Var det virkelig det? I lyset af alt andet, virkede det næsten som det nemmeste. På trods af et perfekt hylster ville gå til spilde, og ikke på nogen rar måde.

Dæmonens læber krusedes i en overvejende mine. "Jeg kender en god vulkan..." ordene var funderende, og armene krydsedes over brystet. "Det er ikke mere præcist end det? Du kan ikke..." øjnene blev knebet sammen, næsten som prøvede hun kortvarigt at gennemskue Vidya. "Se hvad den evne er, på forhånd?" Eller kunne Vidya ikke se igennem hende? Det føltes trods alt sådan, en gang imellem...
Ikke at det var nødvendigt. Alt i alt, var det blot dæmonens dovenskab som brændte igennem når hun forsøgte at snyde hjørner; hvorfor gøre alt det arbejde for en evne som var uforudsigelig, eller ubrugelig? 
Tænk hvis hun blev tildelt en formskifter evne. Eller noget så fjollet som vindkontrol, tsh. Mimikken var dog alt andet end kritiserende, desto mere planen lagde sig til rette i hendes indre. 

Det var aldrig bare det, men det var nemt at sige når man ikke stod i det. Nej, Vidya havde set dæmoner forvride sig i smerte og skrige som var det deres sidste dag i forbindelse med dette, og der var også en grund til at det i sidste endnu ikke var så udbredt. Var der ikke mere potentiale i en, så ville man trods alt bare give sin krop til magien, og det sidste en dæmon ønskede var at give deres evige liv op.

Vidya grinte og rystede på hovedet. ”Det er magi, ikke videnskab, hvis vi vidste hvad der var i vores dybeste indre, så var det noget alle ønskede at gøre,” påpegede hun. Hun vendte sig mod bordet igen, og tog et papir, inden halen svang op, og hun tog den i sin hånd, og begyndte at notere ned på papiret. Hvor skriftsproget måske havde ændret sig i de sidste mange år, så skrev Vidya stadig en stor del af tiden, som om at det dæmoniske skriftsprog ikke havde ændret sig siden dæmonrigets opførelse. Hvis man ikke var vant til det, så kunne det godt gøre det svært.
Halen kradsede de sorte tegn på papiret og som det var overstået gav hun slip på den igen, og vendte sig mod Lumine. ”Eliksiren skal laves inden du kan gøre det dog, men jeg er sikker på at du har midlerne til at få fat i tingene, ellers kan endnu en aftale nu nok kunne hjælpe med at finde de mere… specielle ingredienser.” Hun rakte papiret frem med en liste af instruktioner og ingredienser. Ting så specifikke som dug der kun kunne findes på en bestemt dag på et århundrede, på en slagsmark hvor en stor kriger var faldet. Ting som i normale omstændigheder kunne være så godt som umulige at finde, men heldigvis var der en håndfuld af individer i landet, som trods alt vidste at det kunne have noget værdi. Der var mange slags samlere i verdenen. ”Men hvis du er for bange for at det går galt, på den ene eller anden måde, så behøver du jo ikke.” Dem der hungrede for magt ville godt nok aldrig sige nej når de først var nået så langt. 

Interesseret fulgte ild-dæmonen med i hvad der foregik, når bibliotekaren  afsluttede en handel og nedskriblede formularen. Som hun ganske rigtigt selv påpegede, så var det trods alt magi. Og magi kom altid med en eller anden pris. Den knitrende varme i Lumines hånd, tydede dog på at Vidya også havde ret i sin anden pointe. Hun kom ikke til at trække sig lige foreløbigt.
Idet hun vendte sig og rakte papiret ud, kvalte Lumine gløderne langs håndfladen, lidt skjult bagved ryggen, og tog imod det med et tilfreds - men også taknemmeligt smil. ”Tak, Vidya”. Hånden blev hængende i luften i sekunderne efter, holdende på den værdifulde formular, og hun nikkede. ”Du har været en fornøjelse at handle med, og en stor hjælp” sidstnævnte afhang nu en del af hvad resultatet ville blive, når hun gik igennem med det.
Stadigvæk…. uden hende, havde det været en længere rute.
 
Lumines fingre foldede det i nogle hurtige bevægelser sammen, og gemte det imellem korsettet og kavalergangen idet hun rettede sig op. Noget nær tændt dansede nu i de røde øjne, der for blot nogle få minutter siden havde haft tålmodigheden til rådighed, og dæmonen slog med et lille ”heh” hænderne sammen. ”Selvom jeg gerne ville blive, har jeg nu pludselig nogle ærinder at løbe” noget drilskt løb langs den ironiske gestikulering imod Vidyas ingrediensliste; hun så næsten frem til den her skattejagt.
”Men mon ikke vi ses igen?” det var både af respekt, men også af sikkerhed, Lumine næsten ventede på tilladelse.  Hun kunne ikke nødvendigvis finde rundt herinde. Og hun skulle være den sidste til at irriterer bibliotekaren, hvis hun ikke sagde ordentligt farvel.

Vidya var alligevel lidt interesseret i at vide hvordan Lumine ville bære sig ad med de mere specielle ingredienser. De man kun kunne få en gang hver 10. år, men der var altid samlerne. Der var altid nogen der havde ingredienserne til den rigtige pris, ligesom Vidya havde de. Og hun havde tråde hun kunne hive i når det gjaldt. Hun var måske lille, og for nogen ubetydelig i det større hele, men bibliotekardæmonen kendte sit værd, og kendte den respekt hun fortjente. Man blev ikke så gammel som hende uden en grund.

Og hun kunne lide Lumine. Der havde været en form for respekt, som ikke altid de yngre dæmoner kunne finde frem, som hun var omhyggelig med, men mon ikke også Orpheus huskede at advare Lumine om måden man skulle håndtere hende?

"Det vil jeg da håbe at vi gør," sagde Vidya, som smilet blev bredere, men det var mere venlig stemt, hvis ikke lidt manisk. "Jeg både sælger og køber information, og jeg er sikker på, at med din nuværende vej, så skal du nok støde på noget jeg hjertens gerne ville vide." Information for information var noget hun gjorde sig i, men der var også andre måder man kunne tjene sig ind på. Vidya holdt altid en aftale, og hvis Lumine ville have adgangen til biblioteket til gode, så var det også altid en mulighed.

Men nu hvor Lumine havde tilstedegjort at hun gerne ville ud af biblioteket, så begyndte Vidya at føre Lumine ud af biblioteket, af hvad der virkede meget kortere end før. Ligeså snart de ikke kunne se hvor de var kommet fra, var de ved udgangen. Vidya havde fået sin del af aftalen, og med det i tankerne, så fik Lumine også lov til at forlade biblioteket i et stykke.