Sneen havde dalet over by og land som et smukt hvidt tæppe der dækkede jorden, tagtoppe, buske og træer i glimtende skær. I de friske morgentimer, kunne man for alvor se den blæsende og hvide nats affære havde givet landskabet et dugfrisk lag, som det næsten gjorde ondt at ødelægge. Selv Richard, der havde set dagene, månederne og årerne forløber med de omskifteligheder det medførte, stoppede op i døren og tog en dyb indånding af den friske kolde luft. Den blev lukket ud i en tyk damp som kort fik manden til at skutte sig. Og den kulde skulle han ud i? Måske havde det alligevel været bedre at forblive i sengen.
Den tanke blev afbrudt prompte som den lille jagthund spænede ud forbi ham og hoppede hoved først, ned i den største snedrive den kunne lokalisere. En klukken forlod Richard ved synet af den legende hund. Mille havde en eller anden uforståelig kærlighed for nyfalden sne. Det var det bedste hun vidste.

Hun fik også lov at lege videre noget tid, som Richard påbegyndte dagens gøremål. Dagene var i traditionernes tro, eller også var det årstidens, kortere end i de lune somre, så der var mere at nå på kortere tid. De større snedriver blev skovlet væk fra smedjens åbning, og banet en vej til brændestablen. Øksen blev fundet i hyttens varme sikkerhed, og bragt ud i den ellers solrige dag, og brugt til at overdøve udkanten af skovens slående stilhed, der blev afbrudt af det ene dunk efter det andet, til brændekurven var fyldt. Stilheden fyldte, som han bar den ind i varmen ved ildstedet, og gik tilbage for at klargøre en ny kurvfuld til smedjen. En smedje han havde bevæget sig ud i som lyden af hestehove alarmerede jagthunden der gav sig til at gø.
Richard åndede tungt ud som han tørrede sig over panden med sin baghånd og langsomt rettede sig op fra smedjens ildsted. Hans påklædning bar ikke præg af at kulden bed i næsen udenfor, siden han stod med hele kroppen indenfor i gloende varme fra smedjen. Hans fødder bar stadig støvler, for intet kunne give kulden fat som dårlig fodbeklædning, men det var en løs hullet, og egentlig også ret beskidt hør skjorte der hang over hans krop, og det lange hår var sat tilbage i en hestehale for at undgå nærkontakt med ilden. Richard lænede sig med armene over kors op ad den nu varme stenmur og kiggede ud i horisonten hvor han svagt kunne ane heste. Det var ellers ikke tit han fik gæster.

Turmelinien var noget af et syn om vinteren, for ikke også at nævne kold, men det havde aldrig rigtig generet Fyrsten af Erneyll, Iorvo. Han var ofte dækket ind i de gode varme klæder, enten af uld eller af skind af de dyr de havde jagtet over året, og derfor havde han heller intet problem haft i at stige op på til hesten den kolde dag, for at sætte vej mod en af hans sønner. Sønnen der egentlig var en fejltagelse. Han havde gjort sit for at gøre op på det de sidste mange år, selvom Richard nu engang ikke mente at han behøvede, men det var vigtigt for Iorvo.

En gruppe af hans egne vagter var med, som man nu engang kunne forvente når Fyrsten skulle nok sted hen, og derfor tvivlede han heller ikke på at Richard nu nok skulle høre dem.
Som de nærmede sig smedjen satte de tempoet ned, og snart kunne Iorvo også se sin søn. De to af dem lignede så ufattelig meget hinanden, at det til tider var overraskende over at Iorvo ikke havde fundet ud af det tidligere.

Hesten blev stoppet og han steg af den, inden han gik de sidste mange skridt over til Richard. ”Richard, godt at se dig,” sagde han, et smil i både øjne og ved mund. De ville nok aldrig have et traditionelt far-søn forhold, men i det mindste kunne han gøre et par ting. En stor hånd blev også rakt frem mod manden foran ham. 

Som hestene nærmede sig, var det heller ikke svært for Richard at se hvem der aflagde ham besøg denne dag. Et roligt men sikkert smil kom frem på hans læber. Det var stadig en underlig følelse, som ganske ung voksen at finde ud af, at ens faderlige ophav var selve fyrsten af Erneyll. Nogle gange, når han rigtig tænkte over det, overvejede han om guderne spillede dem et pus. Men som han kom der på hesten, rank og i Richards øjne velfortjent stolt, kunne han ikke andet end at mærke et lille sug af genkendelse. Nok var han ikke selv en høj herre, og blev det aldrig, men det ældre ansigt bar en genkendelse han med tiderne havde set i et spejl der gav barnet i ham en manglende forbindelse. Kød og blod, var for ham vigtigere end penge, og bare at vide hans far gjorde noget ud af at besøge sønnen der næppe var planlagt, bar’ en glæde i sig selv.

Richard rettede sig op fra væggen inden hestene var stoppet og gik et par skridt ud i kulden trods det ikke var favorabelt tøj han havde på til det. Smilet på ham selv, fyldte ligeledes de nøddebrune øjne som han rakte sin egen hånd frem og gav den et solidt håndtryk. ”I lige måde, Iorvo” Richard havde aldrig kaldt ham far. Det føltes ikke rigtigt i munden, men han var blevet vænnet af med at tiltale ham hans fyrstelige højhed, trods det havde taget et par år. ”Kom med ind. Dine mænd er også velkommen” om de hellere ville være ude og holde vagt, eller stå i smedjen og få varmet deres fingre var ganske op til Iorvo selv. Han ville ikke hindre nogen adgang til sit hjem.

Deres forhold ville aldrig være et traditionelt forhold mellem en far og hans søn, det var der gået for mange år uden at de kendte hinanden, til at det kunne ske, men det var nu heller ikke det Iorvo søgte. Han havde sin del af børn, og det eneste han ønskede med Richard var at de havde et forhold til hinanden af en slags. Selv havde Iorvo det nu også fint med at de ikke kaldte hinanden far og søn. Det ville nok altid være lidt mærkeligt for de to stille mænd.

Deres håndtryk var fast, og kort, som man nok egentlig kunne have forventet af dem. ”Selvfølgelig,” sagde han og kastede et blik over skulderen og nikkede til den ledende vagt. Han havde hørt hvad der var blevet sagt, og Iorvo havde ingen tvivl om at de nok selv havde styr på hvor meget de ville slække på deres arbejde. For hans skyld kunne de trods alt godt gå ind i smedjen og varme sig lidt.
”Hvordan går det ellers her?” spurgte han. Det havde været lang tid siden, og selvom han ikek gjorde sig meget i tale uden grund, så ville han nu gerne høre hvordan det gik hans ældste søn. De levede trods alt ret forskellige liv, selvom Iorvo vel altid havde passet bedre ind i det liv Richard levede end det han var blevet givet. 

Det havde taget en del akavede møder for Richard da han i sine sene teenageår havde fundet en sandhed han aldrig rigtig havde ledt efter. Et hvert barn, ønskede at vide hvor de kom fra på et eller andet plan, men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville resultere i at være selveste fyrsten af Turmelinien. Men så længe ingen af dem søgte det traditionelle far og søn forhold, fungerede det godt mellem de to tavse mænd. Hvad Richard værdsatte mere end noget andet, var at Iorvo anerkendte ham og hans eksistent, og endda tog sig tid til at besøge ham.

"Stille og roligt" var hans første umildbare brummen, som de gik ind i varmen igen. Stedet bar præg af at Richard selvfølgelig boede alene. Nogen ville påstå det var en manglende kvindehånd der satte sine spor. Der var rodet i nogle hjørner, men ellers ganske veltilpasset og rent. Som man kunne forvente af et hus ude midt i en skov. "Jeg er ved at gøre klar til at rejse til Dianthos med vinterskind" forklarede han lidt mere uddybbende. Ikke at Richard var kendt for at fortælle om sit eget liv, men han gjorde en ekstra indsats når nogen aktivt spurgte ham.
Richard gik hen til kanden og løftede den op, som en tavs invitation til om han ønskede en kop varm te efter den kolde rejse.

Der var altid noget rummeligt og næsten hjemmeligt ved Richard’s hus og smedje, til trods for at Iorvo altid havde boet i det finere hjem på Erneyll-borgen. Han var dog ikke skabt med de fine lag i hovedet åbenbart, og fandt sig ofte mere tilpas med mere simple ting, omend han nu stadig havde en hvis formodning om hvordan tingene gik, når han mødte pøblen. Han var en mand med mange sider, kunne man i hvert fald roligt sige.

Han gav et nik til Richard, som der stille blev spurt om han ville have noget. Dionisia ville blive glad for at Iorvo greb til teen frem for så meget andet varmende væsker.
Et lille brum lød også fra ham, som Richard nævnte Dianthos. Han vidste det ikke var ofte at han tog ned mod storbyen, hvor han nok ligesom Iorvo fortrak det stille landskab. Det var dog ikke gået forbi hans næse, hvordan Richard havde dannet et bånd med hans niece, og grandniece. En del af ham havde nok forsøgt at gøre op for Richard med Clara, selvom han ikke talte forfærdelig meget om det. Blod var blod. ”Clara og Isabel bor der i øjeblikket,” var derfor også ordene der lød. Det var vel ligeså meget også for at besøge dem, som at sælge nogle vinterskind? 

Richard hældte den dampende varme te op i et solidt krus og skubbede det hen af bordet til Iorvo, inden han fyldte et andet op til sig selv og satte sig tungt på træbænken ved bordet. Hans albuer hvilede på bordet, mens de store hænder holdte om den dampende kop, trods hans fingre var vant til kulden, var det nu alligevel rart.

Ansigtet der var skåret i rolige og afslappede folder, fik et træk i læberne som Iorvo påpegede at Clara og Isabel boede derinde i øjeblikket. Det lille smil der trak læberne op, udformede også et par fine lette rynker ved de varme brune øjne, inden han nikkede let. "Ja" Richard vidste godt at Clara ville være blevet udstødt i så mange andre fyrstefamilier, hvis ikke dem alle, men Iorvo var en retfærdig mand i Richards øjne. At han forsøgte at gøre op for at han ikke var der for Richard, havde han aldrig tænkt over. Han havde ikke lidt nogen nød, men i dag var han taknemmelig for at det havde givet ham en forøget familie. Clara og Isabel især, et varmt familiebånd der for alvor tog til i styrke da Isabel kom under omstændigheder og han forsøgte at hjælpe hende ved at give en lyttende skulder. Ingen i familie var i tvivl om at de var tætte.

Iorvo tog selv plads på bænken, og tog den varme te til sig. Den ville varme godt, selvom lidt whiskey eller lignende oven i, også ville hjælpe på varmen. Det var dog ofte noget der godt kunne tage overhånd.
Som de begge to også havde taget plads, så lignede de næsten samme person. Iorvo spejlede Richards holdning, og han lignede trods alt primært bare en ældre version af Richard. Der havde bastarden alligevel slægtet sin far på i sådan en grad at det var overraskende at der var gået så mange år inden Iorvo havde lært ham at kende.

Et lille sigende smil viste sig på Iorvos læber, selvom skægget gjorde sit for at skjule det, men når de grå øjne funklede i lyset, så var det trods alt nemt at se at han vidste mere end han i hvert fald sagde.
For en stund sagde han heller ikke mere. Stilheden mellem dem hang altid lidt tungt, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. De havde ikke meget grund til at snakke, især ikke når Iorvo ikke var kommet af decideret arbejdsgrunde. "Dionisia forslår du kommer forbi til middag." Hvilket nok var mere en ting hun havde forslået for at Iorvo havde en grund til at bruge mere tid med Richard. Det var bare altid nemmere at bruge hende som undskyldning, og det vidste hun.

Richard kunne nogen gange forundre sig over, at ingen havde draget sammenligningen mellem Iorvo og Richard noget før. Men selvfølgelig, når man kom ude fra en lille flække i forhold til de større byer hvor folk så mere til fyrsteslægten, så var det nok også svært at drage konklusionen. Men som de sad her, var de som to dråber vand, adskilt af deres år i livet.

Glimten i de grå øjne var ganske sigende, og ikke noget Richard behøvede at kommentere på. Han vidste i forvejen godt hvor meget han havde taget især Clara til sig. Noget der heldigvis aldrig var faldet i dårlig jord hos Fyrsten af hvad Richard vidste af. Hvad de andre familiemedlemmer tænkte, spekulerede han ikke meget over.
Richard løftede blikket fra sit krus og så på Iorvo. Dionisia havde været imponerende i accepten af Richard, mest fordi Richard var et produkt af noget der var sket længe før fyrstens kone var kommet ind i billedet. Men det var stadig ikke noget alle nemt havde accepteret. Smilet bredte sig let på det skæggede ansigt før han nikkede. "Meget gerne." Det var altid fyrstinden der foretog det meste af talestrømmen, men det var behageligt selskab og selvom Richard ikke forventede faderlige pligter af Iorvo, så var det stadig en velkomst ind i sin familie som han skattede højt.

Clara og Isabel havde behov for et mandfolk i deres liv, som kunne hjælpe dem når tingene blev lidt hårde, og havde Richard været af højere stand, så havde han trods alt været et godt parti. Desværre var han ikke af adelsslægt, og det sidste Isabel åbenbart ønskede, var at folk talte endnu mere om hendes valg af mand, uanset hvor meget Richard til tider fungerede som en far for Clara. Det var ikke noget Iorvo ville blande sig i. Han vidste godt at planen var at få Clara giftet til et passende parti, hvis nogen kunne se forbi hornene og klovene.

Et brum lød fra den gamle fyrste og et nik.  Ingen indikation på hvornår det skulle stå, men det var også lidt af en åben invitation, og om ikke andet så var Iorvos tjenere god til at lægge en dato ind for fyrsten. De havde trods alt bedre styr på hans skema end han selv havde.
Endnu engang fyldte rummet ud, og noget indikerede i hvert fald at Iorvo ikke var kommet forbi af så meget anden grund, og den store mand var hurtig løbet tør for noget at sige, som han gjorde bedst. Han var bare ikke god til at snakke om alle de små ting, som andre adelige ellers gjorde. Arbejde var ofte det der fik flest ord ud af ham.

Giftermål, var ikke noget som Richard havde brugt særlig mange krafter på. Hvis det skete, skete det, og nu med hans alder var det i hvert fald meget utænkeligt. Det var ikke noget han var modstander af, men heller ikke noget han manglede. Det havde altid været en form for drøm at have børn i nærheden af sig, men det fik han gennem sine søstre, og selvfølgelig havde han altid gjort sit bedste for at Clara også skulle føle hvordan det var at han en der måske kunne minde lidt om en far. Det var så langt hans tanker var gået, og han håbede det havde været med til at udforme blot en smule af hvor skøn en ung kvinde Clara var i dag.

Da Iorvo havde brummet, som det eneste svar nødvendigt til Richards eget korte, faldte stilheden igen. Rolig og ikke uvelkommen som den havde været mellem de to i mange år. "Intet nyt sket?" Richard havde svært ved at følge med i fyrstefamiliernes gøren og laden, specielt fordi meget af det ikke vedkom ham og oftest heller ikke nåede hans øre. Nogen blev gift, andre indgik aftaler, de flyttede fra sted til sted, og nogen skulle under uddannelse. Det var alt sammen meget indviklet for Richard at følge med i, men det forhindrede ham ikke at spørge ind til Iorvo og ikke mindst hvad der skete omkring ham. Det af det han måtte vide selvfølgelig.

Endnu et brum lød fra Iorvo, mere som indikation på at han havde hørt spørgsmålet, men lige skulle overveje svaret. For der skete sådan set altid noget, men det var meget varierende om det var noget der relevant. At tale om det kommende Arys bryllup var trods alt ikke interessant, da det ingen effekt havde på deres egen familie, men lidt var der alligevel sket, selvom det var e par måneder siden.

"Alaric er blevet giftet igen," startede han ud. En information Richard formentlig allerede havde, siden det var hans halvbror. Ikke at Iorvo nogensinde havde forlangt at hans børn behøvede at have noget med Richard at gøre. Det var for meget at bede om, og noget der potentielt bare kunne gøre at der kom interne problemer i søskendeflokken, som de skulle finde ud af hvordan de ville have det med en halvbror, især fordi Richard trods alt var den ældste, og uanset hvor meget Iorvo prøvede at skærme sin famiile for at hungre efter fyrstetitlen, så var der altid et element af det desværre. "Han virker til at falde godt i det dernede, selvom vi ikke har set ham siden." Et par breve var da kommet, og de ventede også bare på den officielle meddelelse om at der var et barn på vej. De havde været meget glade for hinanden. Det var også et bedre end godt parti for Erneyll familien trods alt, nu når Alaric ville være den kommende fyrste. "Dionisia håber snart på et barnebarn."

Richard havde ingen hast med at få svar på spørgsmålet. Som Fyrste og inde i de adelige rækker måtte der vel altid ske et eller anden. I modsætningen til ham der levede herude i den dejlige fred og ro, og kun fik den nyhed der kom forbi, eller når han var inde i byen. Her skete der ikke meget andet end hvad der plejede. Det skulle lige være hvis Mille havde slæbt et eller andet dødt med hjem, og det var også begrænset hvor spændende det lige kunne være.

Richard nikkede til det første sagt. Han var klar over at Alaric stod for døren af et nyt ægteskab, efter at havde mistet sin tidligere kone under skrækkelige omstændigheder. Det var efterhånden viden alle besad, så det var naturligvis også nået Richard for ører. Ikke at han havde nogen kontakt til sin halvbror.
"Det ville være en lykke, både for dem og jer at få endnu et barnebarn" gav Richard Dionisia ret, for det var da noget man skulle håbe på. Børn kom helt naturligt som ægteskab indtræf. Selvfølgelig var Richard også tydeligt klar over og bevis derpå, at børn også kom udenfor ægteskabets rammer. Men dette var noget helt andet end hans egen opvækst og omstændigheder.

Iorvo brummede med et nik. Det var altid godt med børnebørn, også selvom de egentlig ikke manglede det. Forhåbentlig ville et af Alarics afkom være grove nok i det, til at de føltes lidt mere som en Erneyll, end visse andre af hans børnebørn til tider gjorde. Astrid havde dog virket meget fornem, så det var ikke ligefrem til at vide hvordan tingene ville flaske sig i sidste ende.

"Forhåbentlig bliver de mere Erneyll end Isenwald," lød det nu alligevel også fra Iorvo, selvom det allerede var mere end han kunne ønske for når det kom til det politiske spil i verdenen. Der var dog langt mellem de to landsdele, så det ville nok alligevel være begrænset hvor meget de egentlig ville se til børnebørnene, især som de var kommende prinser og prinsesser, når titlen engang ville overgå til Astrid. "De ældste af børnebørnene er jo også ved at skulle giftes." En af dem var trods alt allerede blevet gift, og de næste mange år ville der være flere og flere der også skulle til at blive gift. Bryllupper ville der i hvert fald nok være rigeligt af.

Richard mærkede at smilet voksede lidt frem bag skægget, og bremsede behovedet for at ryste let på hovedet. Han forstod ikke behovedet for at børnene skulle ligne den ene familie mere end den anden, men det var vel ganske udbredt i de højere kredse især. Så igen, han havde også hørt købmanden sige noget lignende. Det betød ikke at han forstod det.

I stedet kom der en munter brummen fra Richard efterfulgt af et suk. "Tiden går hurtigt" og han følte endda at han gik i en tidsløs lomme herude, hvor tiden nærmest stod stille, på nær sæsonernes skiften. "Andre forlovelser i sigte?" han glemte at følge med, men nyhederne var også sparsomme herude. Iorvo var efterhånden hans hovedressource til oplysninger om de adeliges gøren, så det var med at høre hvad der var sket, når han var her.

Uanset hvor meget Iorvo forsøgte at løbe fra at være et politisk individ, så var man blevet lidt miljøskadet, især med 30 år på posten som Erneyll fyrsten. Det var heller ikke til at sige om han nogensinde ville kunne ryste det af sig, især som det ikke så ud til at han havde i sinde at give titlen videre lige foreløbig. Det var ikke til at sige hvad den gamle Erneyll fyrste egentlig tænkte, men det var tydeligt at hans søn måtte vente endnu.

Han strøg skægget som han tænkte over hvad Richard sagde, før han rystede på hovedet. ”Der er altid planer, men intet planlagt indtil videre.” Det var mere Dionisia der havde fingeren på pulsen der. Athelstan var blevet gift for et stykke tid siden, og han vidste nu også godt at der var flere og flere der tog til hoffet for at finde nogle ægtemænd, men han havde ikke fået breve om dem endnu, eller var blevet hevet med ind for at sikre at alliancerne var brugbare. ”Clara og Isabel har ikke fundet nogle endnu i hvert fald.” Han kiggede på sin søn, for var det ikke den del af familien som Richard mest syntes om?

Chancen for at Richard nogensinde oplevelede forlovelse og giftemål, var så lav at han ikke engang skænkede det en tanke. Men han vidste at gifemål var forskellig alt efter ens stand og kreds. Det var ikke nødvendigvis noget gjort i kærlighed. Langt fra. Han havde nikket forstående til de første ord, men det stak i hjertet som Iorvo nævnte Clara og Isabel. Kort flakkede de varme øjne og den store mand to en dyb indånding.

Der skulle ikke nogen tankelæser til at se på den bredde tavse mand, at især Clara var et ømt men varmt punkt for ham. Clara var det tætteste han kom på at få en datter, og hans forhold til Isabel var også af de varme. Det var den del af familien der havde accepteret ham mest. Nogen ville kalde dem udskud, selvom Richard aldrig ville benytte det ord selv. "Det skal nok komme. Clara er en vidunderlig pige. Det samme er Isabel" Det huede ham ikke at nogen af de to var en del af det politiske spil af ægteskaber, men det hørte sig til.

Selvfølgelig var Iorvo godt klar over at den almen befolkning ikke så på ægteskaber på samme måde som adelen, og det betød også at Richard ikke helt havde samme forståelse. Han var nu heller aldrig blevet underlagt at gifte sig med en han måske ikke elskede.
På det punkt havde Iovo selv været meget heldig. Han var selv akavet omkring kvinder, men den kvinde der var blevet hans udkårne, var også en han meget hurtig havde fundet en meget dyb kærlighed til. Ikke alle var så heldige som ham.

”Det håber jeg. De fortjener lidt medgang,” brummede Iorvo tilbage, selvom han godt forstod hvorfor de var lidt i problemer. Det lå mest af alt i Isabels mere uheldige træk med at blive gravid med en minotaur. Men Iorvo havde nu altid stået bag dem, og de havde også opført sig eksemplarisk alle årerne, hvilket ikke kunne siges det same om hans andre slægtninge.
En ting som Iorvo tænkte ville gøre Richard mere ked af, var nok at Clara og Isabel formodentlig ikke ville komme tilbage, hvis de endte med at finde giftemål til dem begge. Iorvo var ikke klar over Isabels reelle planer med sig selv, men det kunne være hun fandt en mand der intet havde et problem i at hun havde været sammen med en anden inden, og endda udenfor ægteskabet. Iorvo vidste at hun i hvert fald havde karismaen til det. 

Richard nikkede medgivende. De fortjente virkelig at få medgang. Richard havde hørt rygterne og hvordan sandheden var blevet håndteret af den almene befolkning. Ikke alle havde været lige begejstret, og han måtte mange gange tage en dyb indånding og knytte næverne for ikke at gøre noget overildet og dumt. Også selvom lysten endda havde været der. Han var trods alt ingen voldelig mand. Det var smerteligt at høre den almene befolkning tage spydige og giftige ord i brug om hans familie.

Men forhåbentlig var Hovedstaden mere indbydende og frisindig. De var begge fantastiske personligheder, som både var høflige og imødekommende. Der måtte være muligheder. At det måske kunne medfølge at han aldrig fik dem at se igen, var ikke faldet ham ind. Richard var ikke opvokset med adlens problemer, og derfor var der mange ting der ikke faldte ham naturligt at tænke. ”Det får de” slog han fast med et bestemt nik. Ellers var verden et mere ondt og ubarmhjertigt sted end han havde lyst til at tro på.

De havde mange af de samme tanker om de to kvinder, men Iorvo kunne ikke lade vær med at sørge lidt for Richard, som ikke vidste hvad der kunne være forneden af deres eventyr til Dianthos. Men livet forsatte, og da Richard aldrig rigtig havde fået fornøjelsen af at blive opdraget som en af adelen, så ville han ikke kunne se det.
Iorvo håbede dog at hans søn en dag selv kunne finde den glæde i livet, selvom han ikke virkede så sønderlig interesseret i det. De eneste de rigtig snakkede om var ikke nogen Iorvo havde i tankerne kunne interessere Richard på den måde.

Stilheden faldt dog over dem, og Iorvo nød den varme te, som de bare sad sammen for en stund, men som den var drukket, og emnerne var ved at løbe tør, så kom der også lidt et suk fra ham. Han blev nok nødt til at komme tilbage.
"Husk at komme forbi en af dagene," nævnte Iorvo igen. Det var altid en åben invitation, men han kunne også godt forstå hvis det var svært at komme forbi engang imellem. De levede på to meget forskellige måder, men Iorvo nægtede at give slip på denne her lille ting i hans liv. Han havde allerede givet alt for mange ting op fordi han var fyrste.